Mikael Bertelsen

om Jah Izakaya

Mikael Bertelsen, radio- og tv-personlighed, 53 år.

Som nyfødt var jeg med til åbningen af Danmarks første japanske restaurant, da min far var meget fascineret af japansk kultur og altid ledte efter japanske spisesteder. Min far var arkitekt og havde boet i Japan i syv år, før jeg blev født. Her han havde været med til at genopbygge landet, efter det var blevet sønderbombet under 2. Verdenskrig. Jeg husker fra min barndom, at han drak meget sake, og hvordan duften af den opvarmede sake fyldte stuen. Vi havde ofte nogle af hans japanske venner boede, når de var på ferie i Danmark. Min søster tog til Japan efter gymnasiet og studerede japansk kalligrafi og design, så Japan fylder uden tvivl en del i vores familie. Jeg har kun været der nogle enkelte gange som barn, som voksen har jeg gået verdens ældste pilgrimsvandring på Shikoku.

Jeg er ikke Japan-ekspert, det er ikke sådan, at jeg kan remse særlige sake-mærker op. Men jeg er glad for det japanske køkken, og holder, ligesom min far gjorde, øje med nye japanske spisesteder i København. Da hele sushibølgen rullede over København, kom det bag på mig, da det slet ikke var det, jeg forbandt med japansk mad. Altså jeg ved godt, at sushi er en del af det japanske køkken, men det var mere noget, jeg havde spist med min far ved et pølsevognslignende set up. For mig er traditionelt japansk mad sukiyaki, tofu, nudler og ramen.

Første gang jeg spiste på Jah Izakaya blev jeg vild med den autentiske mad, og jeg kunne især godt lide, at de spillede dub og reggaemusik. Normalt ville en japansk restaurant uden for Japan spille musik med gongonger og bambus. Men i Japan er de simpelthen så optaget af at importere vestlige subkulturer som rockabilly, punk og reggae, at de nærmest går mere op i det end den originale kultur. Det giver et specielt miks med det japanske. Og det miks oplevede jeg for første gang på en japansk restaurant i Danmark, da jeg spiste på Jah. I Japan findes de her izakayaer overalt, som en slags sakekøbmænd, hvor gæsterne bliver hængende og drikker og spiser småretter, lidt ligesom man kender fra spanske tapasbarer. Her er stemningen også dejlig uhøjtidelig og autentisk.