VICTOR RIPARBELLI

Adm. direktør og medstifter, Synthesia, 29 år

Det er ikke helt forkert at sige, at desperationen var ved at indfinde sig hos Victor Riparbelli og hans forretningspartner, Steffen Tjerrild, i sensommeren 2017. Pengene var efterhånden så små, at de hver morgen snød sig ind på samme adgangskort på deres kontorhotel i London, fordi de kun havde råd til at betale for én plads. Spørgsmålet var, om deres AI-startup-eventyr var slut, næsten inden det var begyndt. Men så, en ellers gennemsnitlig dag bag skrivebordene, sagde Tjerrild pludselig noget. ”Vi havde brugt vores opsparinger og fået nej på nej på nej fra de engelske investeringsfonde, og stemningen var derefter. Men så var det, at Steffen sagde: ’Hey, vi har sgu fået en mail fra Mark Cuban.’ Og jeg svarede: ’Hold nu kæft!’ Jeg troede ikke på det, men han vinkede mig over til sin plads og ganske rigtigt … Cuban havde skrevet til os,” fortæller Victor Riparbelli om deres indledende kontakt med entreprenøren og investoren, der blandt andet har været en del af panelet i den amerikanske udgave af ’Løvens hule’, ’Shark Tank’. ”Sony, der producerer ’Shark Tank’, var blevet hacket, og på den måde havde vi fået fat i hans e-mail. Vi skrev til ham ud af det blå, og han vendte tilbage inden for en halv time med en masse spørgsmål. Vi svarede, så godt vi kunne, og han sendte flere spørgsmål. Sådan fortsatte det i 12-13 timer, og til sidst, klokken 3 om natten, meddelte han, at han gerne ville investere 1 million dollars i vores lille biks, hvis due diligence gik igennem. Lad mig sige det sådan: Vi var pænt oppe at køre.”

Hvad Mark Cuban forstod forholdsvis hurtigt, har Victor Riparbelli både før og siden måttet gøre sig umage med at forklare familie og venner: Hvad laver han egentlig, når han går på arbejde? Hans svar er, at Synthesia, som hans virksomhed hedder, udbyder en tjeneste, hvor man som kunde kan producere en video via få klik på firmaets hjemmeside. Kunden kunne for eksempel være en verdensomspændende supermarkedskæde, der i den seneste tid har haft brug for løbende at sende opdateringer om covid 19-forholdsregler ud til sine medarbejdere. Kæden vælger en avatar – en vært for videoen – og taster beskeden til sine ansatte ind i et tekstfelt, og så sørger Synthesia ved hjælp af kunstig intelligens for resten. Også at værten på videoen taler på alle nødvendige sprog. ”Hvorfor er det så interessant? Det er interessant, fordi vi lever, alt efter alder, i en video first-virkelighed. Unge mennesker foretrækker at konsumere indhold på video. Se bare, hvor populært TikTok er blevet. Og det er bare lettere at forstå en video med covid 19-opdateringer end at læse en lang mail om det,” forklarer den danske direktør. ”Der er en kæmpestor efterspørgsel efter videoindhold, men videoproduktion koster traditionelt meget i dollars og tid og kompleksitet. Vi kan lave indholdet uden skuespillere, leje af studie, filmhold, postproduktion og alt muligt andet. Man kan bare gå ind på vores hjemmeside, vælge en avatar, udfylde tekstfeltet og trykke ’generer’.”

Synthesias ledelse består foruden Victor Riparbelli af virksomhedens øvrige tre medstiftere: Steffen Tjerrild og professorerne Lourdes Agapito og Matthias Niessner. Riparbelli fandt i år vej til magasinet Forbes’ prestigefyldte liste ’Europe’s 30 Under 30 In Technology’.

T-shirt, Comme des Garcons Play, 650 kr.
Bukser, Cos, 570 kr.
Sko, Nike, 650 kr.

Netop corporate compliance – træning af medarbejdere – er Synthesias bread and butter, men som Riparbelli siger: ”Om 10 år vil jeg glæde mig til at se en film i Hollywood-kaliber, der er produceret af en fattig teenager, langt fra det etablerede filmmiljø, men med en god idé, en computer og et Synthesia-login.” Han og hans team har dog allerede lagt firmanavn til en blockbuster. Det skete, da Synthesia stillede kunstig intelligens til rådighed i en kampagnevideo for organisationen Malaria No More, hvor David Beckham skulle udbrede budskabet om verdenshistoriens mest dødbringende sygdom. Det gjorde den tidligere engelske landsholdsspiller i fodbold på ni sprog – med ubesværet Synthesia-tilpasset mimik. Videoen, hvor Beckham blandt andet formulerer sig på hindi, ramte hurtigt over 500 millioner visninger. Umiddelbart efter indbragte en ny investeringsrunde Synthesia yderligere 3,1 millioner dollars.

Da Victor Riparbelli var dreng i 90’ernes Hellerup, var han mere optaget af at høre punk og stå på skateboard end af David Beckham. Han drømte om en fremtid som elektronisk musiker og var i det hele taget så glad for sin computer, at han allerede i en ung alder vandt status som både sin klasses og sin families IT-servicemedarbejder. Frøs skærmen, forsvandt dokumentet med den nyskrevne stil eller drillede login’et til e-mail-kontoen, gik man til Riparbelli, og så var problemet som regel løst. Han var også interesseret i de muligheder, computeren gav ham. ”Jeg kan huske, at jeg, efter at vi havde haft vores første kristendomstime i skolen, gik direkte hjem og googlede, hvilke alternative guder og religioner der fandtes. Det blev startskuddet til en interesse for ateisme. Jeg var også meget interesseret i graffiti, og når jeg gik på opdagelse i den verden på nettet, blev diskussionen om graffiti som hærværk pludselig løftet til en debat om privat ejendomsret og politisk filosofi,” fortæller Victor Riparbelli. ”Jeg fik et kig ind i alle de her subkulturer, der findes online, og som altid har fascineret mig. Jeg fik øjnene op for, hvor stor verden er. Jeg har altid været en Rasmus Modsat, der har forholdt mig kritisk over for autoriteter, og computeren blev mit værktøj til at udfordre alle de vedtagne sandheder, jeg var omgivet af.”

Efter endt uddannelse på IT-Universitetet og Stanford University og et par år i det danske startup-miljø, blandt andet hos Founders, nåede Victor Riparbelli frem til følgende: 1. Han ville starte sin egen virksomhed. 2. Hans passion lå mere i science fiction-teknologi end i de regnskabsprogrammer, han hidtil havde arbejdet en del i. Et møde med en professor i London førte til et andet møde med en anden professor. Sidstnævnte havde udviklet den første version af den såkaldte deepfake-teknologi, Synthesia bygger på. ”For en science fiction-nørd som mig gav det et kæmpesug i maven, at vi var de første i verden til at udvikle en teknologi, der kan replikere mennesker digitalt ned til mindste detalje. Jeg glemmer aldrig, da vi så det virke for første gang. Det var som taget ud af ’Blade Runner’ eller ’The Matrix’,” siger Victor Riparbelli. ”Men vi er kun fem procent ad vejen. Globalt er vi førende, og det skal vi blive ved med at være. Men der er lang vej endnu, før man kan lave en Hollywood-film fra sin laptop.”

Fra Dossier nr. 21, oktober-november 2020.