ANDREA UCINI

Illustrator, 46 år

For 11 år siden flyttede Andrea Ucini til Danmark med sin danske kone. Forinden havde han arbejdet som musiker i hjemlandet Italien. Han er uddannet klassisk pianist på et konservatorium i Firenze og levede af selv at spille musik, undervise og komponere soundtracks til film. I begyndelsen forsøgte han at fortsætte sin karriere på dansk grund. Men efter flytningen havde han intet netværk, og sprogbarrieren viste sig at være et stort problem. ”Jeg kunne ikke dansk, og mit engelsk var endnu værre. Jeg kunne kun udtrykke mig i italienske tekster. Det virkede meningsløst at knokle for at nå frem til noget, som ingen alligevel forstod, og hvor alle mine metaforer gik tabt.”

Derfor genoptog Andrea Ucini barndommens helt store passion. Dengang var hans drøm at blive tegneserietegner for Walt Disney. Senere fik han job på et galleri, der handlede med reproduktioner af kendte kunstnere, og Ucini havde til opgave at genskabe de eksisterende værker, blandt andet Van Goghs ’Solsikkerne’, så det til forveksling lignede det originale værk. Med årene overtog musikken, men på bar bund i Danmark vendte han tilbage til tegningen. Han begyndte at pille tekster og overskrifter fra aviserne, som han forsøgte at konkretisere på en visuel måde. Efter at have opbygget sig en portfolio kontaktede han forskellige aviser, magasiner og forlag og landede hurtigt en opgave for en mindre amerikansk avis. ”Musikken og tegningerne har det til fælles, at man kan udtrykke sig universelt. Jeg savnede virkelig meget at komponere metaforer, lege med ordene og få mulighed for at formidle det ud i verden. Ikke for at tiltrække mig opmærksomhed, men for at sende budskaber ud, der måske kunne ramme noget i andre,” siger han.

I dag er Andrea Ucini oppe på omkring 200 forskellige klienter rundt om i verden, heraf i omegnen af 10 i Danmark. Blandt dem er store publikationer som The Economist, New York Times og The Guardian. Han er især optaget af, at hans tegninger skal have et budskab eller rumme en idé, der kan fungere som en øjenåbner for modtageren. ”Der findes dygtigere tegnere end mig, men når man arbejder med konceptuelle illustrationer, er selve ideen den vigtigste. Den visuelle skønhed kommer først senere.”

Typisk begynder hver opgave med, at Andrea Ucini modtager den pågældende artikel og overskriften. Sidstnævnte er det vigtigste og den, han oftest arbejder ud fra. Hvis overskriften er ’Hard work’, ville han aldrig tegne en mand, der knokler røven ud af bukserne, som ellers er det oplagte, men i stedet forsøge at tænke på noget helt andet, der måske først bagefter giver mening. Han skriver ord ned og opbygger en mindmap. Han kigger også på de sort-hvid billeder, han har taget gennem tiden fra dagligdagssituationer, der hjælper ham med at associere. Langsomt opbygger der sig en mosaik af ord, der i udgangspunktet intet har med artiklen at gøre, men alligevel nærmer sig kernen. På et tidspunkt fik han ordet ’curiosity’ til en eksistentiel artikel om, hvor vi kommer fra. Undervejs opstod tanken om en tryllekunstner. ”Tryllekunstnere har et trick, hvor de trækker en kanin op af hatten. Det har i udgangspunktet intet med ’curiosity’ at gøre, men hvad, hvis kaninen kigger ind i hatten og spørger: ’Hvor kommer vi fra?’ Når man kun ser tegningen, forstår man ikke nødvendigvis hele sammenhængen, men læser man artiklen, giver det hele pludselig fuldstændig mening,” siger han. ”Jeg synes ikke altid, man skal holde læseren i hånden. Tværtimod skal man give læseren mulighed for selv at være klog og stolt af sig selv over at regne sig frem til pointen.”

En af Andrea Ucinis egne personlige favoritter hedder ’Illusion of Love’ og viser en lille fugl på en stol med en blomst i næbbet foran et gammelt kukur af den slags, hvor der én gang i timen kommer en mekanisk fugl frem og kukker. Tegningen er simpel og indeholder kun to farver, men giver præcis den fornemmelse, han ville udtrykke. Han er i det hele taget meget minimalistisk uden ekstra detaljer, der forstyrrer pointen. ”Hvis man taler til et barn, siger man tingene klart og tydeligt. Sådan tror jeg også, det er nødt til at være i den verden, vi lever i, der er fyldt op med utrolig mange unødvendige informationer. Jeg er ikke interesseret i at sige alt for meget i mine illustrationer. Mine tegninger må bare aldrig blive banale. Hvis man stiller sig frem og taler til verden, kan man ikke tillade sig at tale på en banal måde.”

For Andrea Ucini handler det om at udfordre vedkommende, der ser på tegningen. Ligesom med en gåde, der vækker nysgerrigheden og bagefter efterlader læseren med følelsen af at have regnet den ud. Selv om han ofte behandler seriøse og alvorlige emner, er humoren altid til stede. Men det kan komme til udtryk på vidt forskellig vis. Særligt når det handler om økonomi og politik, kan man tillade sig at være satirisk, fordi stoffet ofte er tørt. Hvis han omvendt skal illustrere død og ødelæggelse, prøver han i stedet at gøre indgangen til artiklen lettere ved at bruge humoren på en respektfuld og langt mere underliggende måde. Til New York Times lavede han en tegning til en artikel om det stigende antal af selvmord i USA efter covid-19. Overskriften var ’Absence’. ”Det mest oplagte ville være at tegne et dødt menneske, men det ville også være det værste at vise. Så i stedet tegnede jeg en båd på havet, hvor der kun var et par gummistøvler om bord. Med det sagde jeg: Der var en person før, men ikke længere. Det er jo ikke humoristisk i den forstand, men humoren er alligevel til stede på en måde, der tager fusen på læseren og dermed får dem til at reflektere over et trist emne.”

De første år arbejdede Andrea Ucini hjemmefra, men for to år siden fandt han et studie i et gammelt fiskerhus i Hundested, hvor han bor med sin familie. I Artisteri, som studiet hedder nu, udstiller han også tegninger, der er til salg. ”Jeg siger til mine børn: ’Find noget, der fylder jer med en lystfølelse, når I står op om morgenen.’ Tidligere i min karriere var jeg ofte syg, men efter at jeg blev selvstændig, er jeg det aldrig længere. Hvem kan være ked af at være illustrator, hvor man kan stå op hver morgen, tænde computeren, tage en blyant i hånden og tegne noget, man gerne vil vise frem for verden? Samtidig er der en stor motivation forbundet med det. For hvis jeg laver en dårlig tegning til The Economist, får jeg en uge senere magasinet hjem med en tegning, jeg ikke har lyst til at se på. Det vil jeg ikke tillade over for mig selv.”

Fra Dossier nr. 22, december-januar 2020/2021.