Another Aspect

Daniel Brøndt, medstifter, partner, Another Aspect, 29 år; Anders Poulsen, medstifter, partner, Another Aspect, 28 år; Nicolaj Thomsen, medstifter, partner, Another Aspect, 27 år

Da Daniel Brøndt, Anders Poulsen og Nicolaj Thomsen skulle designe deres første tøjkollektion, gik de ud i de københavnske gader og observerede, hvordan ældre herrer gik klædt. De henvendte sig til dem, hvis tøjstil fangede dem mest. De spurgte til historierne bag det tøj, mændene havde på, og fik fortalt nogle gode og personlige anekdoter. En af mændene bar en klassisk beigefarvet trenchcoat, som hans kone havde købt til ham i en genbrugsbutik for over 40 år siden. ”Den frakke så stadig godt ud. Vi blev ret hurtigt enige om, at vi skulle lave vores egen version af hans klassiske trenchcoat. Vi er meget inspirerede af, hvordan ældre mænd klæder sig, fordi de ofte er afslappede og enkle i deres stil. De klæder sig sjældent på for at fremstå som en person, de ikke er, de er bare sig selv. Det er historierne om arvestykker eller noget tøj, som de har købt for 10, 20, 30 år siden, som bliver en del af vores inspiration til designprocessen,” fortæller Anders Poulsen. ”Vi er ikke interesserede i at opfinde den dybe tallerken. Der er jo et helt kartotek derude, som vi kan tage af. Vi bliver nødt til at holde fast i det, som vi ved holder. De items, som har bestået testen – noget, vores oldefædre også syntes var fedt,” fortsætter Nicolaj Thomsen.

Anders Poulsen (tv.):
Skjorte, ANOTHER ASPECT, 1.200 kr.
Sweater, ANOTHER ASPECT, 1.800 kr.
Bukser, vintage hos Rosy Vintage, 300 kr.

Daniel Brøndt (mf.):
Skjorte, ANOTHER ASPECT, 1.200 kr.
Sweater, ANOTHER ASPECT, 1.500 kr.
Bukser, Margaret Howell hos Black, 3.000 kr.

Nicolaj Thomsen (th.):
Skjorte, ANOTHER ASPECT, 1.200 kr.
Bukser, vintage hos Rosy Vintage, 300 kr.
Halskæde og armbånd er fra Holly Golightly

Det var Anders Poulsens bachelorprojekt på Sustainable Fashion på KEA i København og AMFI i Amsterdam, der var fundamentet for de tre venners herretøjsmærke, ANOTHER ASPECT. Skoleopgaven kredsede om begrebet æstetisk bæredygtighed, der i korte træk går ud på, hvordan man designer et produkt, så det holder forbrugerens interesse i mange år frem og optimalt set bliver givet videre til næste generation. ”Med arvestykker er det næsten ligegyldigt, hvordan det ser ud. Hvis det har en betydning, så kan folk ikke nænne at smide det ud. Kan du overføre det til et stykke tøj, så kan vi forlænge tøjets levetid,” siger Poulsen. I opgaven analyserede han også en hverdag for en gennemsnitlig københavner, og hvilken type tøj han eller hun havde brug for i løbet af dagens gøremål. ”Idéen var at få flere funktioner ind i hvert stykke tøj, så personen ikke behøvede at eje så meget forskelligt tøj.”

Efter at Daniel Brøndt, som på det tidspunkt arbejdede som e-commerce- og branding-manager for tøjbutikken Goods, havde læst Poulsens bacheloropgave, var han sikker på, at de to burde kaste sig ud i den drøm, de havde haft, siden de mødtes som 16-årige på gymnasiet i Frederikshavn: at skabe deres eget tøjmærke. ”Vi havde talt om det her i så mange år, men det blev først reelt, da vi med Anders’ opgave og en dataindsamling virkelig fandt vores idé. Vi gik i et års tid og brainstormede på, hvordan vi skulle gøre, og i juni sidste år blev ANOTHER ASPECT så officielt grundlagt,” siger Brøndt. ”Hverdagen er vores største inspirationskilde. Vi vil gerne lave tøj, som fungerer til de fleste hverdagssituationer. Vi har Dan Turèlls digt ’Hyldest til hverdagen’ hængende på kontoret til at minde os om hverdagens små glæder, som vi gerne vil lave tøj til,” siger Poulsen.

Nicolaj Thomsen.

Den tredje partner, Nicolaj Thomsen, var også en del af vennegruppen tilbage i gymnasietiden i det nordjyske. Thomsen, som er fra Skagen, gik ikke selv på gymnasiet, da han havde travlt med sin fodboldkarriere i AaB, hvis førstehold han debuterede på som 18-årig og efterfølgende spillede 122 kampe for, inden han skiftede til den franske klub Nantes i 2016. Året efter flyttede midtbanespilleren hjem til Danmark, da han underskrev en femårig kontrakt med sin nuværende klub, FC København. Han har også spillet på diverse danske ungdomslandshold, herunder 21 kampe for U21-landsholdet. Thomsen har altid brugt en stor del af sin fritid på at dyrke mode, design og kunst, og da Daniel Brøndt og Anders Poulsen spurgte ham, om han havde lyst til at være partner i ANOTHER ASPECT og ikke kun en frivillig sparringspartner, der fulgte tæt med på sidelinjen, og som havde været Thomsens rolle i det første halve år, var han ikke i tvivl. ”Jeg ville megagerne være en del af ANOTHER ASPECT. At jeg pludselig kunne kombinere fodbolden med min store interesse for mode og design var genialt. Det er fedt at have noget uden for fodbold, som jeg kan fordybe mig i på en anden måde. En mere kreativ måde. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg gerne ville bruge al min fritid på det her,” siger Nicolaj Thomsen, der også medbringer et godt netværk i Københavns kulturliv.

Anders Poulsen.

De tre har fordelt rollerne imellem sig, sådan at Anders Poulsen tager sig af designdelen, mens Daniel Brøndt står for branding, grafisk design og kommunikation, og så er Nicolaj Thomsen inde over så mange projekter, han har tid til ved siden af fodboldkarrieren. De overordnede strategiske beslutninger træffer de i fællesskab. Deres første kollektion har været til salg siden foråret hos Grocery i Elmegade, 11o i Tullinsgade og i deres egen lille kælderbutik i Oehlenschlægersgade på Vesterbro, hvor de også har kontor i baglokalet. Til august lander deres anden kollektion hos Black på Gl. Kongevej og i anerkendte Berlin-baserede Voo Store. ”I vinter havde vi en stand på Revolver-messen under modeugen i København, og fredag eftermiddag kl. 15.30, mens flere brands var begyndt at pakke sammen, kom Voo Store-folkene forbi os og gennemgik lynhurtigt vores tøj – og smed heldigvis en ordre. De er nok en topfem-forhandler i verden, så der vil vi fandeme gerne have vores tøj liggende. Vi er meget selektive med hensyn til, hvilke butikker vi rammer. Nu går vi efter Très Bien, Mr. Porter, Norse Store og Need Supply. Men vi er jo et helt nyt brand, og vi kan ikke fremvise data på, at vi har performet godt, og de fleste butikker vil gerne lige se et bevis på, at man kan noget, før de køber ind,” fortæller Daniel Brøndt.

Udgangspunktet for ANOTHER ASPECT’s produktion er, at de bruger naturlige og bæredygtige materialer som silke, økologisk merinould, tencel, genbrugt bomuld og andre overskudsmaterialer fra produktioner i både Italien og Tyskland. ”Hvorfor overhovedet lave mere tøj? Det spørger vi også os selv om. Men vi vil gerne påvirke forbrugeren til i mindre grad at købe nyt tøj, som de så beholder i længere tid. 70 procent af vores items går igen sæson efter sæson, og så tilføjer vi lidt nyt, som passer til enten vinter eller sommer. Flere af de store brands laver jo efterhånden seks kollektioner om året. Jeg håber, at både forbrugere og producenter snart indser, at det er helt unødvendigt,” siger Anders Poulsen. Daniel Brøndt supplerer: ”Det er naivt at tro, at verden mangler et nyt tøjmærke. Der er nok på markedet. Men jeg føler, at der er behov for flere, som opfordrer forbrugerne til at stille spørgsmål ved, hvor tøjet bliver produceret og i hvilken kvalitet. Flere af vores favoritbrands laver fire-otte kollektioner om året for at få forbrugerne til at købe hele tiden. Vi ønsker at fortælle om vores fabrikker og har blandt andet lavet interview med de syersker, som syr tøjet. Hvem er de? Vi går meget op i at have en gennemsigtighed i hele vores produktionskæde.”

Fra Dossier nr. 20, august-september 2020.