ASGER LADEFOGED

Fotograf, Berlingske, 33 år

Det begyndte stille og roligt, faktisk alt for stille og roligt, da Asger Ladefoged først i august landede i Hviderusland. Han skulle som udsendt fotograf for dagbladet Berlingske portrættere det land, der gik til præsidentvalg den følgende søndag, og Ladefoged og journalisten begav sig snart ”langt, langt ud på landet”, hvor de havde en aftale med lederen af et kollektivlandbrug. Det var selv samme erhvervserfaring, Aleksandr Lukasjenko, ofte benævnt Europas sidste diktator, havde med sig, da han indtog præsidentembedet i 1994. Hvordan var det at bo og arbejde i Hviderusland, som Lukasjenko stadig regerede med hård hånd? ”Landmanden viste sig at være en rimelig tør kiks og forstod ikke, hvorfor der sad to danskere over for ham og spurgte, hvor mange køer han havde. Samtidig virkede han nervøs over at tale med to udenlandske journalister. Han lever jo trods alt i en politistat. Vi var temmelig opgivende, men langsomt åbnede han sig. Og syv timer senere lå journalisten og jeg nøgne i landmandens hjemmebyggede sauna, spritstive i hans hjemmebrændte vodka, mens han piskede os med ege- og birkekviste,” fortæller Asger Ladefoged.

Reportagen om det hviderussiske landbrugssamfund på den ene side og den hastigt voksende techindustri i hovedstaden Minsk på den anden fyldte otte sider i avisens søndagsudgave, og Berlingske-teamet rejste hjem til Danmark. Det viste sig at være for tidligt. Asger Ladefoged, der voksede op i den mindre nordvestjyske by Hvidbjerg, inden han i 4. klasse flyttede til Østerbro i København, er uddannet såkaldt fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med en afstikker til San Francisco State University og praktikophold på Berlingske. Da han som færdiguddannet i 2014 straks blev fastansat samme sted, oplevede han snart at blive sendt til Paris med få timers varsel for at dække terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo. Det var første gang, han skulle forsøge at bevare overblikket i et stykke verdenshistorie, der blandt andet med to gidseltagninger udviklede sig dramatisk fra minut til minut. Han vidste, at han skulle tilbage til Hviderusland, da der efter valget udbrød et folkeligt oprør efter meldinger om, at Lukasjenko kun var blevet ved magten ved hjælp af massivt valgfusk. Ny verdenshistorie var ved at blive skrevet. ”Jeg har et frustrerende forhold til retfærdighed. I hverdagen kan jeg bande det langt væk og ønske, at jeg var mere laissez-faire. Men når jeg er på arbejde, ved jeg godt, at det blandt andet er det, der gør, at jeg presser mig selv lige det ekstra. At jeg bevarer tålmodigheden og fokuserer på historien,” siger Asger Ladefoged. ”Jeg er blevet mere og mere opmærksom på, at min drivkraft er retfærdighed – eller snarere at jeg er drevet af at være med til at fortælle historier om uretfærdighed.”

Tilbage i Hviderusland stod den danske fotograf blandt flere hundrede tusinder oprørere, som politiet og militæret forsøgte at slå ned. Ladefoged var i gang med at fotografere det blomstersmykkede gerningssted, hvor en demonstrant dagen inden var blevet dræbt, da kassevogne med urobetjente pludselig rullede ind og satte efter nogle af de forsamlede mennesker. Asger Ladefoged og fire-fem kolleger løb med, hvorefter betjentene vendte om og indfangede fotograferne i stedet. En af betjentene tævede løs på hans kamera, forlangte at få hans hukommelseskort udleveret for til sidst at sparke ham i ryggen. Aftenen inden var den danske fotograf blevet smidt ned på jorden af selv samme styrker, men havde fået talt sig ud af situationen. Den gik ikke denne gang. ”Det gik fuldstændig amok. Der var ingen regler. Jeg blev decideret bange for at arbejde, og det var supersvært for mig at erkende. I de efterfølgende timer så jeg så mange ubehageligheder, men jeg turde ikke fotografere dem. Det var klamt,” fortæller han. ”Jeg har befundet mig i mange vilde situationer, men der har altid været en eller anden form for spilleregler at navigere efter. De par dage i Minsk, hvor det var allerslemmest, var vi pressefolk et decideret mål. Store dele af byen var lukket af, internettet spærret, og der var militær og elitesoldater overalt. Vi kunne ikke stole på nogen.”

Asger Ladefoged drømte som barn om at blive professionel cykelrytter. I dag cykler han, når han har brug for at få luftet krop og sjæl. Hans forbilleder er landevejsrytterne Fabian Cancellara og Mathieu van der Poel.

Jakke, Selected, 700 kr.
T-shirt, Matinique, 199 kr.
Bukser, Calvin Klein, 800 kr

Asger Ladefoged og journalisten forlod Hviderusland igen. Overfaldet på ham var blevet en historie i både danske og internationale medier. Det var ikke meningen, at han skulle være hovedpersonen. Det var heller ikke meningen, at han skulle trues til ikke at udføre sit arbejde. Ladefoged var rastløs og uforløst. En lørdag aften, blandt venner og øl på Gaarden & Gaden på Nørrebro, besluttede han sig for at rejse til Hviderusland for tredje gang på få uger. Arbejdet var uafsluttet, overbeviste han sin chef. ”Jeg tror, at jeg havde brug for at konfrontere den frygt, der havde sat sig i mig, og så selvfølgelig fortælle, hvad der foregik i landet. Historien rullede jo stadig derudad. Jeg følte, at det var min pligt at være der, og beslutningen om at rejse tilbage er jeg ekstremt glad for i dag.”

Asger Ladefoged, der blev kåret som årets pressefotograf i Danmark i både 2016 og 2019, har siden sin første større reportagetur til den terrorramte franske hovedstad for fem år siden forsøgt at minde sig selv om, at han skal huske på, hvilken historie han er rejst ud for at fotografere. Han skal huske på de nuancer og kontraster, han ser i de første minutter, han står et nyt sted i verden, for dem kan resten af verden stadig ikke se, når han efter et par dage selv har vænnet sig til dem. Og så skal han huske at fortælle historierne, ikke blot registrere dem, og i de historier indgår altid menneskeskæbner. ”Det ultimative fotografi er et, du kan hænge op som en plakat på væggen. Et billede, der taler selv, har flere lag, flere historier. Hvor man måske glemmer, at det er et fotografi, og blot bliver ført ind i et tidløst øjeblik af følelser, energi, lys og komposition, der spiller sammen. Men det må aldrig gå på kompromis med indholdet. Det er det allervigtigste,” siger Asger Ladefoged. ”I Hviderusland var der bål og brand og ballade og politivold over det hele, men de stærkeste billeder, jeg lavede, var ude foran det hospital, hvor demonstranterne lå indlagt efter at være blevet tævet af Lukasjenkos forlængede arme. Jeg mødte dem i et lille hjørne af hospitalet, hvor de kom ud med brækkede arme og ben og blå øjne for at ryge smøger. Det blev til en række helt enkelte portrætter, hvor de kigger ind i kameraet. Deres blikke fortalte hele historien. For mig beskriver den serie meget bedre den voldsomme historie end de billeder, jeg tog af demonstrationerne i gaderne.”

Asger Ladefoged beskriver sin barndom som præget af forældrenes ”lidt kedelige skilsmisse, som lidt for ofte gjorde, at jeg i en lidt for ung alder skulle være lidt for opmærksom på andres behov og regler frem for blot at kunne blive god til at sparke til en bold eller løbe om kap.” Hvis der kom noget godt ud af skilsmissen, tilføjer han, må det være, at han har lært at være enormt opmærksom på det miljø, han befinder sig i. Til at mærke stemninger. Måske er han af den grund god til at indleve sig og komme tæt på de mennesker, hvis historier han i dag forsøger at skildre, siger han. Længe inden Asger Ladefoged gik ind i den analyse, drømte han om at blive professionel cykelrytter. Lige efter 9. klasse søgte han ind på kokkeskolen og kom i lære på Egoisten, en klassisk fransk restaurant i det centrale København, men han arbejdede hele tiden, mens hans jævnaldrende venner havde tid til at være unge. Ladefoged droppede kokkefaget og begyndte på Christianshavns Gymnasium. En af hans venners forældre var begge fotografer, og han blev fascineret af deres liv med rejser, frihed og en masse spændende mennesker. Vennens forældre, Anne-Li Engström og Michael Daugaard, udfordrede Asger Ladefoged med fotoopgaver, og i 2010 blev han optaget på fotograflinjen på journalisthøjskolen i Aarhus. I dag er det helt naturligt, at han går til debrief hos sin psykolog efter en reportagetur som den til Hviderusland, men der findes også andre måder at komme videre på. ”Min første opgave, da jeg kom hjem efter min tredje rejse til Hviderusland, var hjemme hos Søren Frank (Berlingskes restaurantanmelder, red.), hvor jeg skulle fotografere dåsetun og ribeyes, som han skulle teste til avisen. Selv om kontrasten var tragikomisk stor, tror jeg selv på, at den er sund. Og jeg forstår stadig godt behovet for, at begge opgaver skal løses. Det er to forskellige perspektiver – begge giver på hver deres måde mening,” siger han. ”Jeg har stadig lyst til at rejse, men jeg sætter også pris på at lave hverdagsopgaverne herhjemme. Det er jo det, jeg bruger størstedelen af min arbejdstid på.”

Fra Dossier nr. 22, december-januar 2020/2021.