BJARKE INGELS

om fremtidens formgivning

Bjarke Ingels bruger kunstig intelligens, bygger bæredygtige flydende byer og skaber kommende bosættelser på Mars. I en tid, hvor mange frygter en dystopisk fremtid på klodens vegne, er den verdenskendte 44-årige arkitekt i stedet gået i gang med at skabe et pragmatisk utopia.

DER FINDES EN HISTORIE I GRÆSK MYTOLOGI om en ondskabsfuld kæmpe ved navn Prokrustes. Han havde sit eget lille herberg i en grotte kun med to senge. En lang og en kort. Hvis gæsterne var for store, lagde han dem i den korte seng og skar deres lemmer af, så de passede til sengens størrelse. Hvis de var for små, lagde han dem i den store seng og strakte dem ud ved hjælp af reb. For mig er det en historie om – på en ret bestialsk måde selvfølgelig – at man med unødig kassetænkning kan reducere noget, der faktisk rummer langt større muligheder.

”Når folk afskriver tanken om, at vi kan flytte til Mars, med, at man ikke kan leve uden en iltforsyning, så er jeg bare nødt til at sige: Vorherre bevares! Du ville jo heller ikke holde mange minutter på Svalbard, hvis du stadig gik nøgen rundt, som man gjorde engang.”

Bjarke Ingels

Arkitektur og design bliver ofte til en prokrustesseng. Det kommer til at handle om vinduer og døre, taghældninger og facadematerialer, højde og drøjde og sådan noget. Man tænker det inden for de etablerede kategorier, hvor alting bliver reduceret i udstrækning og kogt helt ind. Men fordi det allerede er så veldefineret, bliver det hurtigt bare til en masse varianter af det samme, hvis ikke man sørger for at se det i et bredere perspektiv. Det er derfor, jeg synes, det danske ord formgivning er så fedt. Det forklarer langt bedre, hvad vores rolle som arkitekter bør være. At give form til fremtiden. At give form til den verden, vi gerne vil bo i.

Som arkitekter har vi ikke den politiske magt, for vi skriver ikke reglerne, og vi har ikke den økonomiske magt, for vi udskriver ikke checkene. Men vi har til gengæld muligheden for at tilbyde noget, der rækker ud over, hvad der bliver anmodet om – og med det mener jeg ikke filantropi. Vi har en unik mulighed for at identificere og tilbyde en verden, som man hellere vil bo i. Hos BIG har vi valgt at sige, at vores vision er at være dem, der giver form til fremtiden. Der er måske andre, der er rigtig gode til strøgne mursten og afsyret træ, og vi må også gerne bruge strøgne mursten og afsyret træ, men vores kendetegn er, at det er os, der giver form til fremtiden. Vi skal være de arkitekter, der laver flydende byer, og dem, der laver bosættelser på Mars.

NÅR FOLK afskriver tanken om, at vi kan flytte til Mars, med, at man ikke kan leve uden en iltforsyning, så er jeg bare nødt til at sige: vorherre bevares! Du ville jo heller ikke holde mange minutter på Svalbard, hvis du stadig gik nøgen rundt, som man gjorde engang.

Vi bevæger os rundt i den fri luft, som om livet altid har været sådan. Men selve livet opstod jo i vand, sandsynligvis som resultat af en kemi skabt omkring nogle undersøiske svovlventiler. Derefter foregik livet i vand i ekstremt lang tid, og så på et tidspunkt bevægede det sig op på land. Men det er jo kun, fordi vi stadig slæber rundt på 70 procent vand, at vi har formået at overleve ligesom vores forfædre for milliarder af år siden. Alle de levende celler, vi består af, kan i virkeligheden kun leve i vand, men har så fundet ud af at danne det her ret komplekse system omkring sig, som er et menneske. På samme måde opstod selve mennesket i Østafrika. Men for 60.000 år siden vandrede de første mennesker videre, og siden har vi fundet frem til de højeste tinder, de mest nordlige og mest sydlige egne, de mest ubeboelige områder på planeten Jorden. Vi har fundet ud af, hvordan vi kan leve i det nordøstligste Grønland og i Saharas ørken og alle mulige andre steder, som aldrig ville kunne lade sig gøre, hvis ikke vi havde udviklet en masse kultur og teknologi og arkitektur. Biologisk er vi slet ikke udstyret til at kunne overleve i Danmark, for det er jo skidekoldt om vinteren. Men vi har opfundet tøj, ild, arkitektur og en masse andet, så vi kan gøre det alligevel.

Det menneskelige liv i sin grundessens handler om at udforske og udvide sit habitat. Om at tage derhen, hvor det er svært, og blive rigtig dygtige til at være der. På samme måde vil det at tage til Mars være at krydse et ocean af tomrum for at finde frem til et landskab, vi endnu ikke har beboet. I sagens natur vil det være langt sværere at bebo, for vi kan jo ikke trække vejret der, men da livet gik fra vand til land, kunne vi heller ikke trække vejret. Vi har altså allerede gjort det umiddelbart umulige én gang.

FOR TIDEN BLIVER ’Mars Science City’, eller ’Mars 2117’, som vores projekt også bliver kaldt, kastet lidt frem og tilbage mellem Ministry of the Future i Dubai og forskellige andre instanser. Der er ingen, der graver endnu, men der er bevægelse, og når det står færdig, vil det blive den største simulerede rum-by nogensinde. Den skal skabe forudsætningen for beboelser på Mars inden for de næste 100 år.

Der er visse folk, der siger, at vi skal forberede beboelser på Mars af nød, fordi vi snart har gjort Jorden ubeboelig, men hver gang jeg hører det, tænker jeg, at det ikke giver mening for mig. Det er ved gud langt, langt sværere at bo på Mars end på Jorden, uanset hvor galt det skulle gå med klimakrisen. Det er væsentligt nemmere at arve en planet, som har været beboet af liv i milliarder af år, end at rejse til en anden planet, hvor vi nærmest intet får foræret ud over nogle råstoffer og nogle kvadratmeter. Det vil blive megasvært at skabe en selvopretholdende bæredygtig civilisation på Mars. Derfor forestiller jeg mig heller ikke, at vi en dag alle sammen skal bo der, det vil i højere glad blive en form for Outpost of Humanity.

”Som arkitekt er det jo én ting, om man har løst opgaven. Noget andet er, om man faktisk har bidraget med noget. Mange af de frustrationer, jeg havde tidligt i min karriere, var en forgæves jagt på nødvendigheden bag det hele. Altså den større mission. Der er en masse opgaver, hvor det bare handler om at lave det så nice som muligt, og det kunne man nok sagtens bruge hele sit liv på, men for mig bliver det i sidste ende for … tomt.”

Bjarke Ingels

Men når man flytter sig et sted hen, hvor der er endnu sværere at befinde sig, end hvor man var i forvejen, tvinger man sig selv til at udvikle smartere og mere effektive løsninger, og når man så tager tilbage, hvor man kom fra, vil man have fundet svaret på mange af de udfordringer, man selv står med. Hvis man kigger på FN’s 17 bæredygtige udviklingsmål, handler otte af dem nærmest udelukkende om det fysiske miljø. Der er rigtig, rigtig meget af det, vi battler med på Jorden, som vi vil blive nødt til at blive endnu dygtigere til for at fungere på Mars. Hvor der på Jorden er halvanden milliard kubikmeter vand, er der kun fem millioner kubikmeter vand på Mars, så man vil være nødt til at være ekstremt meget mere effektiv med sit forbrug af vand som ressource. Fordi man på Jorden kan dyrke afgrøder udendørs, kan man fråse med pladsen, men på Mars bliver vi nødt til at være minimum 10 gange mere effektive med pladsen. For det tredje, en af de helt store årsager til vores klimakrise er brugen af fossile brændstoffer. På Mars er der slet ikke nogen, så al energi skal helt naturligt være vedvarende.

Idéen om byen som det menneskeskabte økosystem bliver nødt til at være fuldstændig krystalklart på Mars, for at vi rent faktisk kan overleve. Men når vi så endelig kan det, så kan jeg eddermame love dig for, at vi bliver rigtig dygtige til også at bo på Jorden.

Som arkitektstuderende opfandt Bjarke Ingels og hans venner en udgave af sten-saks-papir, hvor det i stedet var den franske arkitekt Jean Nouvel, den japanske Toyo Ito og den hollandske Rem Koolhaas, man kunne vælge imellem. Novel var et ’V’ med to fingre, som når man holder en cigaret, for der fandtes et ikonisk billede af ham i den situation. Ito var glad for ovalt design, så det var en æggeform med pege- og tommelfinger. Koolhaas var kort og godt langefingeren, for dengang stod han for ’Fuck kontekst’. Koolhaas slog Ito, fordi han var mere brutal. Ito slog Nouvel, fordi han var mere poetisk, og Novel slog Koolhaas, fordi han var mere fransk.

ET AF DE CITATER, jeg selv bruger allermest, er Kierkegaards om at leve livet forlæns og forstå det baglæns. Det er utrolig sandt sagt. Man er tit så opslugt af, hvad man er midt i, at man ikke rigtig ser bevægelsen længere. Derfor ender man bare med højst at dekorere lidt på, hvad der allerede er. Kun ved at stoppe op og se tilbage bliver det nemmere at se, hvor vi er på vej hen, og dermed hvad det næste skridt bør føre hen mod. Det handler jo også om, at man skal kunne hidse sig selv op til at turde forestille sig og foreslå noget nyt. Man behøver ikke engang kigge særlig langt for at se, hvor anderledes verden engang var.

”Når vi tager til Mars, skal vi ikke forsøge at bringe skyskrabere og indkøbscentre med, som vi har her på Jorden. Vi skal forsøge at blive marsboere.”

Bjarke Ingels, Fast Company

For nylig præsenterede vi sammen med Tivoli og Gehl den nye lodrette park og passage på Vesterbrogade i København. Forudsigeligt nok er der ikke særlig mange, der synes, det er en dårlig idé at lave en forholdsvis ubefærdet vej om til en park. Men der er selvfølgelig, som altid, nogen, der synes, det er problematisk at lave noget som helst, der er højere end fem etager. Der er blandt andet en forening, der hedder Tivolis Venner, som glemmer, at engang var der slet ikke noget Tivoli. Vi fandt et billede fra 1908, hvor man ser Glyptoteket, og foran er der bare fuldstændig tomt. Man kigger ud mod havnen, og der er ikke en bygning, så langt øjet rækker. Det er altså kun 110 år siden. Man er nødt til at huske på, at Tivoli og alt andet, der er fedt i dag, kun er her, fordi nogen engang gav det form.

Når man kigger tilbage, må man automatisk konstatere, at så vil fremtiden uundgåeligt også være helt anderledes. Den bevidsthed kan man jo bruge, som man vil. Man kan blive trist over det. Eller bange for det. For mig åbner det en mulighed for ikke bare at lade stå til, men selv være med om bord.

SOM ARKITEKT ER DET jo én ting, om man har løst opgaven. Noget andet er, om man faktisk har bidraget med noget. Mange af de frustrationer, jeg havde tidligt i min karriere, var en forgæves jagt på nødvendigheden bag det hele. Altså den større mission. Der er en masse opgaver, hvor det bare handler om at lave det så nice som muligt, og det kunne man nok sagtens bruge hele sit liv på, men for mig bliver det i sidste ende for … tomt.

”Det menneskelige liv i sin grundessens handler om at udforske og udvide sit habitat. Om at tage derhen, hvor det er svært, og blive rigtig dygtige til at være der. På samme måde vil det at tage til Mars være at krydse et ocean af tomrum for at finde frem til et landskab, vi endnu ikke har beboet.”

Bjarke Ingels

Hvis man ikke har en større dagsorden, bliver det sgu for pragmatisk det hele, og så bliver det dødkedeligt. Du er nødt til at have en utopi i dit liv – en stræben efter at opnå den perfekte verden. Men ordet betyder jo oprindeligt et ’intetsted’, det er et uopnåeligt ideal, og hvis utopien i ens liv blot er en uopnåelig fantasi, så bliver det jo omvendt også uinteressant. Derfor fandt vi på et tidspunkt på idéen om ’pragmatisk utopi’, for man skal sigte efter at efterlade en mere perfekt verden gennem praktisk realiserbare projekter.

Arkitektur adskiller sig jo fra litteratur ved, at missionen er at gøre fiktion til virkelighed. Nogle gange kan der være perioder, hvor man næsten må minde sig selv om, hvad man egentlig har gang i, fordi man bare sidder og roder med problemer, konflikter, besparelser og alt muligt lort, og ingenting bliver til noget. Derfor er jeg også 100 procent arkitekt for at realisere projekter, og det her år er det fedeste i mit liv, for vi bygger 12 bygninger færdige. Det er helt uhørt. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så uanset hvor godt det kommer til at gå BIG, så vil antallet af opførte byggerier blot være en dråbe i havet. Det er knap 20 år siden, jeg åbnede min første tegnestue, og i den periode har vi bygget 42 bygninger. Selvfølgelig oplever jeg en sneboldeffekt, men jeg føler mig alligevel overbevist om, at vi ikke kommer op på 1.000, før jeg stiller træskoene. Derfor er de ’gaver’, vi kan være med til at give til fremtiden, gået hen og blevet meget betydningsfulde for mig.

Bjarke Ingels bor med sin partner, den spanske arkitekt Ruth Otero, og deres søn, Darwin, i New York, i Barcelona og på en husbåd i København, hvor denne serie er fotograferet.

Jakke, Norse Projects, 2.800 kr.
T-shirt, COS, 290 kr.
Bukser, Norse Projects, 1.400 kr.

HVIS SPØRGSMÅLET ER, om jeg tror, at hele Jordens befolkning bor i flydende byer om 500 år, så er det klare svar nej. Men med ’Oceanix City’ prøver vi på private markedsbetingelser at udvikle et alternativt ejendomsprojekt, som til at starte med kan skabe stor værdi ud for meget, meget tætte byområder. Pearl River Delta, Shenzhen og Hongkong eksempelvis. Mens vi gør det, kan vi så udvikle alle de teknologier, der gør det hele bæredygtigt, for så har vi allerede udviklet det, hvis lokummet en dag skulle brænde på Maldiverne og Fransk Polynesien.

De flydende byer er fede at arbejde med, for der findes ingen eksisterende flydende byer og dermed ikke nogen eksisterende infrastruktur. Den primære årsag til, at næsten alle innovationer i starten har svært ved at trænge igennem, herunder også arkitektur, er, at uanset om det er et fuldstændig superior produkt, skal det altid konkurrere med nogle eksisterende teknologier. Selv om de måske er langt dårligere, har de den fordel, at de allerede er på plads. Rørene er blevet lagt, kablerne er blevet trukket. Men i flydende byer skal man tænke det hele fra bunden, og det skaber rig mulighed for at udvikle teknologier, som kan være både effektive og bæredygtige.

Man kan jo ikke bare trække en pipeline, så vedvarende energi vil være det mest effektive, og ferskvand bliver noget rod, hvis man svømmer rundt i salt, så derfor vil man skulle kunne generere sit eget drikkevand. Varmen bliver nødt til at komme fra varmepumper, og al strømmen fra solceller. Der er heller ikke nogen eksisterende forstæder eller landbrugsmarker rundtomkring, så det skal være muligt at frembringe alting i den flydende by.

DET INTERESSANTE ved koraløer som Maldiverne er jo også, at de faktisk vokser af sig selv, men de vokser ikke, hvis der er lavet en by ovenpå. Hvis man har lavet en flydende by, kan koraløerne blive til koraller igen og vokse og gendanne sig, og beboerne i de flydende byer vil kunne gå tur på koraløerne og opholde sig der.

Det her handler jo også om mangfoldighed. På samme måde, som når man snakker biodiversitet, ved alle, at det er godt at bevare planter, dyr og andre livsformer, men ofte hører man argumentet, at måske findes der i en eller anden plante eller myg midt ude i junglen løsningen på det hele. Det er sådan en meget praktisk måde at se tingene på. Men det er altså væsentligt at forstå og anerkende og værne om, at hver gang nogen forsøger at gøre noget helt andet, kan det i sidste ende skabe det værdifulde alternativ.

Lige i øjeblikket har vi et økosystem, som vi har fået foræret, og derfor forstår vi det ikke særlig indgående og skalter og valter med det. Men fordi klimaforandringer er så meget på dagsordenen, har vi også en unik chance for virkelig at sætte os ind i det og forstå det og måske ovenikøbet forbedre det. Naturen gør eddermame meget godt, men enhver, der har en medfødt skavank, ved, at den ikke nødvendigvis er perfekt. En astmatiker, allergiker, farveblind, hvad som helst. Jeg er selv blevet vaccineret mod hvepsestikallergi. Hvis ikke jeg var det og blev stukket af en hveps i morgen, så ville jeg dø af det. Men det har vi fikset nu.

I den her tid har vi mulighed for at forstå naturen og skabe vores byer som menneskeskabte økosystemer, hvor vi ikke kun tænker vores egen art ind, men alle de andre arter, dyr og planter, så det i sidste ende bliver langt federe steder at være.

I DEN KINESISKE MEGABY Shenzhen opførte vi sidste år to tårne, der endte med at få en ret elegant, nærmest Issey Miyake-agtig facade. Den ligner næsten en plisseret nederdel, hvor den af bygningens orienteringer, der får mindst sol, er lavet af glas, og den, der får mest, er lavet af aluminium. Det gør, at vi kan reducere energiforbruget relateret til nedkøling med 30 procent. Det er en idé, vi selv har fundet på, tegnet i hånden og udviklet og optimeret. I Madrid er vi så netop nu ved at arbejde på to tårne, hvor vi har brugt en meget primitiv form for kunstig intelligens – hvad man kalder scripting – til at optimere facadegeometrien.

”Jeg tror, at det mest tvetydige kompliment, jeg får, er, at jeg er ’god til at kommunikere’. For det indikerer, at man er dårlig til at gøre noget. Men for mig er det en styrke, at der er klarhed; vi ved, hvad vi laver, og derfor kan vi også forklare det. At noget faktisk er forståeligt og relaterbart betyder ikke, at det er usofistikeret eller banalt. Det betyder bare, at det er krystalklart. Og hvis du ikke kan forklare det, du laver, betyder det ikke nødvendigvis, at det er så strålende, at almindelige dødelige ikke kan forstå det. Det kan også bare betyde, at det ikke giver mening.”

Bjarke Ingels, Rolling Stone

Lad mig forklare det helt enkelt: Hvis man har et kontor i Madrid, er solafskærmning en meget væsentlig del af facaden, for ellers bliver man kogt i sin kontorstol. Hvis facaden vender mod syd, er den bedste orientering vandret, fordi solen står højt på himlen, så med en vandret persienne vil det blokere det meste af lyset. Hvis man derimod er mere mod øst og vest, vil en skråtstillet eller lodretvinklet persienne være bedre, fordi solen stiger op over horisonten om morgenen og brager ind gennem facaden – og det samme igen om eftermiddagen. For hver orientering – nord, syd, øst og vest – vil det kræve en bestemt form for solafskærmning. Men der er jo også nordøst og nordvest og nordnordøst og nordnordvest. Der er utallige mindre inddelinger, hvilket vil sige, at jo finere man kan inddele orienteringen, jo mere konkret kan man opnå den optimale løsning.

Vi fik vores primitive kunstige intelligens til at regne det helt præcist ud for samtlige orienteringer. Fordi bygningen har rundede hjørner, endte det med at skabe nogle bløde linjer, der smyger sig hen over facaden, næsten som mønsteret inde i en træstamme. Det er meget, meget smukke former og samtidig den funktionelt ideelle løsning. Det er altså resultatet af en stadig ret primitiv kombination af den menneskelige designers evne til at udtænke, hvad den her lille algoritme skal optimere, og algoritmens evne til at skabe løsninger med en præcision og akkuratesse, som i sidste ende langt overskygger, hvad en menneskelig designer vil kunne afstedkomme. Det er stadig kun i den spæde begyndelse, men der er ingen tvivl om, at kunstig intelligens i fremtiden vil kunne åbne døre til nogle muligheder, der ellers vil være umulige at opnå med menneskehænder.

”For nylig sagde min gode ven, den islandske forfatter Andri Magnason, til mig: ”Tænk lige, hvor galvaniserende det er for teenagere i dag. Greta Thunberg og company. De har et kæmpe fælles projekt, der samler dem, og som alle er indstillet på at gøre noget ved”. Da vi var teenagere i 80’erne, handlede det mest af alt om at få råd til nogle øl og måske nogle sko og en eller anden særlig plade.”

Bjarke Ingels

FOR OVER 30 ÅR SIDEN arbejdede John Lasseter for Disney og fik idéen til at bruge computeren til at lave 3D-animationstegnefilm. Han viste en demo til sine overordnede, og de spurgte så: ”Kan man lave det hurtigere end håndanimation?” Ikke lige nu, måtte han svare, men måske på sigt. De fortsatte: ”Kan man lave det billigere end håndanimation?” Ikke lige nu, men måske på sigt, svarede han igen. Men det var i øvrigt slet ikke pointen, prøvede han at forklare. Det var i stedet, at der var en ny teknologi på vej, som man var nødt til at prøve at forstå og benytte sig af. Disney kunne ikke se, at det var noget, de havde brug for, og det endte faktisk med, at han blev fyret. Fast forward: John Lasseter starter Pixar, der skaber de mest succesfulde animerede film nogensinde, og det ender til sidst med, at Disney opkøber Pixar. Faktisk foreslår Disney selv at lægge deres eget animationsstudio ned og bare køre Pixar, men John Lasseter protesterer og foreslår at beholde begge. Nogle år senere laver Disney ’Frozen’, der er den hidtil mest sete computeranimationsfilm nogensinde.

I dag kan man rent faktisk lave tegnefilm både langt hurtigere og langt billigere med computeranimation, men det er ikke humlen ved den historie. Den store pointe er, at vi i dag kan lave ting, der er så godt som umulige for en menneskelig animator. Håret på det blå monster i ’Monsters Inc.’, alle mulige former for naturfænomener. I samarbejde med mennesker skaber computeren mesterværker.

På mange måder er vi samme sted lige nu med kunstig intelligens, som vi var dengang med computeranimation. Det skal ikke være et spørgsmål om kunstig intelligens eller ej, men et spørgsmål om, hvordan vi tager den til os.

I GYMNASIET LÆSTE JEG William Gibsons science fiction-roman ’Neuromancer’ og efterfølgerne ’Mona Lisa Overdrive’, ’Count Zero’, som tilsammen udgør ’Sprawl’-trilogien, hvor han faktisk opfinder begreber som the matrix og cyberspace. Uden at spoile for meget af ’Neuromancer’, så er hele plottet i den her fremtidsverden faktisk drevet frem af en kæmpestor kunstig intelligens, der bliver splittet op af noget, som hedder Turing-politiet. Det er lidt ligesom monopoltilsynet, der bryder ind, hvis nogen får for meget magt som eksempelvis Standard Oil, da de på et tidspunkt havde monopol på energi i USA. I ’Neuromancer’ sætter Turing-politiet ind, hvis en kunstig intelligens bliver for magtfuld og for uindskrænket.

”Når man kigger tilbage, må man automatisk konstatere, at så vil fremtiden uundgåeligt også være helt anderledes. Den bevidsthed kan man jo bruge, som man vil. Man kan blive trist over det. Eller bange for det. For mig åbner det en mulighed for ikke bare at lade stå til, men selv være med om bord.”

Bjarke Ingels

Der er jo ingen tvivl om, at hvis man får skabt en selvreplikerende kunstig intelligens, så kan det blive en ekstremt magtfuld enhed, og derfor er vi nødt til at udvikle kontrolinstanser, der tager sig af det. Selvfølgelig skal vi tage alle mulige forholdsregler. Men når det så er sagt, så er det jo også den dystopiske forestilling. Man vil i højere grad komme til at se en masse former for mere begrænset eller fokuseret kunstig intelligens, hvor vi som mennesker med henblik på at finde optimale løsninger vil kunne bruge maskinintelligens og machine learnings evne til at foretage utallige studier i en hastighed og utrættelighed, der vil være umulig for os.

Det er vigtigt at forstå, at vi allerede i dag er i en situation, hvor den bedste skakcomputer kan slå den største stormester i skak. Men den største stormester i skak sammen med en skakcomputer kan slå skakcomputeren. Derfor er menneske-maskine-kombinationen den allerstærkeste, og det er der en meget vigtig lektie i.

FOR NYLIG SAGDE min gode ven, den islandske forfatter Andri Magnason, til mig: ”Tænk lige, hvor galvaniserende det er for teenagere i dag. Greta Thunberg og company. De har et kæmpe fælles projekt, der samler dem, og som alle er indstillet på at gøre noget ved”. Da vi var teenagere i 80’erne handlede det mest af alt om at få råd til nogle øl og måske nogle sko og en eller anden særlig plade, der var svær at få fat på. Alt muligt, der i bund og grund var totalt ligegyldigt. Nutidens unge er klimakrigere med en fælles udfordring, og det må da være helt fantastisk motiverende.

”Fra det øjeblik, vi blev arkitekter, har vi på en vigtig måde vendt evolutionen på hovedet. Ifølge Darwin er evolution det princip, at livet har udviklet sig ved at tilpasse sig til omgivelserne. Men for 8.000 år siden blev vi arkitekter, og da fik livet værktøjerne og evnerne til at tilpasse omgivelserne til livet.”

Bjarke Ingels, LOUISIANA CHANNEL

Jeg mener, vi har al mulig grund til at være optimistiske, og for mig er det paradoksalt nok et af de bedste argumenter for optimisme, at vi lever i den ’antropocæne tidsalder’. Det er den geologiske tidsalder, hvor mennesket selv skaber de største forandringer, hvor vi rent faktisk bemægtiger os større energi end nogen anden kraft på Jorden. Vi kan altså som en bivirkning af vores tilstedeværelse ændre jordens klima. Det er et tegn på, at vi har enorme kræfter.

Men hvis vi har kræfter til at lave om på jordens klima ved et uheld, så tænk på, hvad vi kan, hvis vi rent faktisk bevidst prøver på det, og det mener jeg helt bogstaveligt talt. Det er jo fantastisk at vide, at hvis vi rent faktisk koncentrerer os og samarbejder, så kan vi virkelig gøre noget.

Derfor skal vi også stoppe med altid at kigge på, hvis skyld det er. For hvis det altid er regeringens skyld eller de riges skyld eller indvandrernes skyld eller Donald Trumps skyld, hvis det hele tiden er alle mulige andres skyld, så fratager man i sidste ende sig selv fuldstændig for indflydelse.


Bjarke Ingels etablerede tegnestuen BIG – Bjarke Ingels Group – i 2005. BIG, der har kontorer i New York og København, har netop åbnet udstillingen ’FORMGIVNING’ på Dansk Arkitektur Center. Intentionen med udstillingen er at tage gæsten med på en evolutionsrejse, hvor man oplever, hvordan verden er blevet formet fra Big Bang til boliger på Mars. ’FORMGIVNING’ kan ses til og med 5. januar 2020.

Jakke, Norse Projects, 2.800 kr.
T-shirt, COS, 290 kr.
Bukser, Norse Projects, 1.400 kr.

Især når man har store udfordringer foran sig, er det væsentligt, at man rent faktisk tror på, at man har muligheden for at gøre noget ved det. For hvis ikke, hvorfor så overhovedet forsøge? I Hans Roslings bog ’Factfullness’ skriver han, at det er chokerende, så lidt folk ved om verden, og hvordan det egentlig går for os. Han minder os blandt andet om, at det i dag kun er 10 procent af verdens befolkning, der er fattige. For 200 år siden var det 85 procent, og de var altså ikke bare fattige, men røv-hamrende-fucking fattige.

Fordi vi hele tiden finder flere og flere måder at bidrage til og udveksle med hinanden på, bliver det ved med at gå os bedre og bedre. I bogen ’The Rational Optimist’ er der på første side to næsten identiske objekter. Det ene er en håndøkse hugget af flint for over 10.000 år siden. Det andet en moderne computermus. De har samme form, for de er begge to lavet til hånden, men forskellen er, at hvor den ene er lavet af et enkelt menneske, der har banket løs på et enkelt materiale, er den anden så kompliceret, at ikke en eneste af de 1.000 mest uddannede eksperter i verden ville kunne lave den selv. Den kræver så mange forskellige teknologier, håndværk, maskiner og viden, og det er kun lykkedes, fordi vi har forstået at samarbejde på et plan som ingen andre levende væsener nogensinde.

PÅ BIG HAR VI PLANER om et stort projekt, der lige nu bærer arbejdstitlen ’Master Planet’. Problemet med de helt store diskussioner om klimaet er, at det hele tiden er deklarationer af intentioner. Der er en masse statements og ikke målbar kritik. Men at løse klimaudfordringerne på den måde svarer til at ville bygge en katedral uden at have noget design. Det tog 180 år at bygge Notre Dame. Forestil dig, hvis de havde prøvet at bygge den uden tegninger. Så havde man bare haft 500 mennesker med en masse spande og brædder og mursten, og det hele ville i sidste ende blive til en bunke lort. Og hver gang den næste arkitekt døde, ville projektet i øvrigt gå i stå. Så overvej lige, hvor godt det var, at de havde tegninger at bygge det visionære ud fra. De tegninger mangler vi lige nu for planeten Jorden. Vi har en masse løsrevne mål, en masse intentioner, en masse værdier, en masse problemstillinger, men der er ingen masterplan.

Det er ikke uden god grund, for Jorden er et hyperobjekt, der kan være svært for alvor at rumme. Det er derfor, astronauter snakker om the overview effect, når de har været af sted og oplevet en form for kognitivt skifte, efter at de har set, hvor værdifuldt og sårbart vores lille hjem er, for det er det eneste sted i universet, vi lige nu kan finde ud af at bo.

Men i dag har vi faktisk den teknologiske infrastruktur på plads og the processing power til at få overblikket uden at skulle rejse ud i rummet. Min ven Will Marshall har et firma, som hedder Planet, der med 1.000 satellitter hver dag tager fuldopdaterede højopløsningsbilleder af hele planeten. De kan holde øje med, om en skovbrand udvikler sig, eller om der foregår ulovlig deforestation i Brasilien, men vi kan også lige pludselig begynde at overskue Jorden og klimasystemerne som et konkret objekt. I stedet for altid at være et åbent system kan det faktisk være et definitivt system. Hvis vi får stimlet de rigtige virksomheder og de rigtige videnskabsfolk sammen, kan vi lave en masterplan for planeten, som kunne blive det blueprint, der gjorde, at vi også i dag kan bygge en storslået katedral.

I virkeligheden har jeg det sådan, at nu er det slået fast med syvtommersøm, at det er os selv, der påvirker planeten. Så lad os da komme i gang! Jeg tror, det bliver en helt fantastisk rejse.

Fra Dossier nr. 14, august-september 2019.