Casper Sejersen

En dag med

Casper Sejersen har fotograferet Kirsten Dunst, Kate Moss, Nick Cave, Charlotte Gainsbourg, Patti Smith, Harry Styles og mange andre af tidens store skuespillere og musikere, når han har lavet forsider for modemagasiner som Vogue, Purple, Dazed og Another eller kampagner for Burberry, Missoni og Louis Vuitton. Den 50-årige fotograf er født ind i en nordjysk 70’er-æstetik og drevet af et solidt konkurrencegen og en lyst til at skyde billeder, der er elegante på en kedelig måde.

HJEMME BIRKEGADE, KØBENHAVN N

Jeg voksede op i Svenstrup, som ligger 10 kilometer syd for Aalborg. En rigtig nordjysk provinsby med parcelhuse og røgfarvede glasborde og løvestatuer i forhaverne. Mine bedsteforældre havde et lille brødsalg – du kan ikke kalde det en rigtig bager, og mine forældre drev en kiosk ved siden af. De solgte tipskuponer, pornoblade, slik og dårlig rødvin – en ægte provinskiosk. Min far arbejdede som musiker, indtil jeg startede i skole. Han var en del af dansktopæraen og spillede trommer i et bigband, der var ude og optræde med Birthe Kjær, Otto Brandenburg og alle de der. Tog rundt til byfester. Han var altid ude og spille. Om vinteren boede vi på et skisportshotel i Norge, hvor han var med i en trio over vinteren. Da jeg blev lidt ældre, kastede han sig over country og westernmusik, samtidig med at de drev kiosken. Han var kendt som sheriffen i Svenstrup. Ham og hans bedste ven Kurt, der spillede pedalsteel, købte alt deres tøj fra et postordrefirma i Dallas. Min far gik med sherifstjerne, patronbælte og et rødt tørklæde hver dag. I dag synes jeg, at det er sjovt at se tilbage på, men det var jo ikke fedt dengang. Jeg følte mig som en karakter i en Søren Kragh-Jacobsen-film, som bare syntes, at min familie var de mest pinlige i hele verden.

Vi var de eneste i min klasse, som boede i lejlighed, og jeg ville bare gerne bo i et parcelhus og køre i en Volvo-stationcar, som alle mine kammerater. I vores lejlighed var der sænkede lofter, med reb klistret på, og sprutpudsvægge (puds af grovkornet mørtel, red.). Mit værelse havde korktapet, skotskternet, grønt tapet og hessian. Et sammensurium af ting og sager. Der var måske nogle, som havde taget stilling til stilen, men jeg syntes bare, at det var det mest kiksede i hele verden.

Bord, Magniberg, 10.438 kr.
Stol, Ludwig Mies van der Rohe for Thonet hos Rosborg Møbler, 12.050 kr.
Olielampe, Studio 0405, 5.500 kr.
Taburet, Magniberg, 4.100 kr.
Vase, Jessica Hans, pris på forespørgsel

Den dårlige smag sidder stadig i mig. Da jeg flyttede til København og mødte alle Bernadotte-folkene med de rigtige efternavne, fik jeg totalt angst. Jeg tænkte: Jeg kommer bare fra Svenstrup. Og den hænger ved. Jeg kan ikke lide, hvis tingene bliver for polerede og perfekte. Alle de kunstnere, jeg godt kan lide, om det så er musikere, skulptører, malere eller forfattere, har noget i deres værker, som kradser. Lou Reed og Neil Young synger jo ad helvede til, og det er bare perfekt for mig. Jeg synes, at Juergen Teller er en fantastisk fotograf, selv om der er delte meninger om ham. Jeg kan enormt godt lide, at hans billeder ser nemme og tilfældige ud og bare ligner et snapshot. Mange siger: Det kunne min mor have taget. Men det kunne hun bare ikke. Hvis du kigger på farverne, så er de velkoreograferet, alt er beige, gult, sort, brunt og hvidt. Og kompositionerne er totalt spændstige. Alt er perfekt på en uperfekt måde. Når jeg bygger et set op, så elsker jeg at fylde nogle detaljer ind i billedet, som man normalt retoucherer væk, for at få det her underlige element, som kradser lidt i øjet.

Jeg flyttede til København, dagen efter at jeg blev student, fordi jeg og mine kammerater troede, at vi skulle være rockstjerner. Jeg havde spillet trommer ligesom min far igennem hele folkeskolen og især i gymnasiet. Vi spillede vel en slags nyrock, det, man i dag ville kalde for indie. Det var med sort streg om øjnene. Vi var en del af et musikermiljø i Aalborg, hvor alle kendte hinanden og stort set var på samme niveau, men da vi kom til København, fandt vi ud af, at der var nogle, som bare var så psykodygtige – folk, som kom fra et helt andet elitemiljø. Jeg arbejdede som handicaphjælper og gjorde rent i De Gamles By for at kunne spille musik ved siden af, men vi havde svært ved for alvor at komme i gang. Jeg flyttede i et bofællesskab sammen med min daværende kæreste, og der boede vi blandt andet med en pige, som gik på det første hold på fotoskolen Fatamorgana, og hendes bror var reklamefotograf med eget studie. Jeg hjalp hende flere gange med forskellige fotoprojekter, fordi jeg syntes, det var spændende. Jeg besøgte brorens studie, og han havde den fedeste vinylsamling og den fedeste espressomaskine, og jeg var bare sådan: Jeg vil også være fotograf – det ser for fedt ud!

”Det er i virkeligheden et mærkeligt job, jeg har. Det er jo en leg. Nogle gange tager jeg mig selv i at stå og diskutere med makeupartisten, om modellens glimmer ved øjet skal være en smule mere grovkornet. Eller ligge og rode rundt på gulvet for at drysse noget babypudder på gulvet og så hælde et glas rødvin over. Jeg tænker tit: Det er jo ikke et rigtigt arbejde. Et rigtigt arbejde er at bygge et hus eller passe nogle børn … Jeg kan godt føle mig helt flov en gang imellem over, at det kan lade sig gøre at have mit arbejde,” siger Casper Sejersen.

Leo Sejersen
Langærmet T-shirt, Henrik Vibskov, 1.510 kr.

Bukser, Polar Skate Co., 825 kr.
Sko, New Balance, 1.600 kr.


Casper Sejersen
Hættetrøje, Calm, 1.200 kr.
Badekåbe, Tekla, 1.195 kr.
Bukser, Schnayderman’s hos Illum, 1.940 kr.

Hue, Andersen-Andersen hos Norse Store, 450 kr. Briller, Moscot, 2.475 kr.
Skoene er fra Adidas og er Casper Sejersens egne

Stol, Olavi Hanninen hos Ruby Atelier, 4.000 kr.
Stol, Nicholas Shurey hos The Audo, 60.000 kr. for to.

Jeg snublede ind i fotografverdenen på en meget naiv måde. Jeg hjalp også en anden fotograf i en måneds tid og fandt ud af, at det var det, jeg ville. Det kunne nogenlunde det samme som musikken – jeg følte mig kreativ og skabende. Jeg havde ikke sans for det til at starte med, jeg var bestemt intet naturtalent, så jeg har lavet alle de fejl, jeg kunne. Selv om jeg godt kunne se, at mange af de billeder, jeg lavede, ikke var specielt gode, så havde jeg viljen: Jeg ville fandeme det her. Jeg havde stamina til at eksperimentere i mørkekammeret i utallige timer. Jeg elskede det. Bare blive ved den ene nat efter den anden. Efter et par måneder, hvor jeg havde prøvet alt muligt af, havde jeg nogle billeder, som jeg faktisk syntes var okay, og som jeg kunne søge en læreplads med.

Jeg endte i lære hos Schiller, som var the shit dengang først i 90’erne, da de havde mange dygtige fotografer tilknyttet. Jeg kom i lære hos fotografen Claus Sonne, som var en virkelig respekteret reklamefotograf. Vi lavede større kampagner for Tuborg, Carlsberg og andre store danske virksomheder. Vi arbejdede så meget i de fire et halvt år, jeg var i lære hos ham, at jeg slet ikke havde tid eller kræfter til at finde min egen stil. Det var til midnat hver dag. Da jeg var færdig med at stå i lære som 27-årig, anede jeg ikke, hvad min stil var. Claus lærte mig at nørde helt vildt med håndværket og teknikken. På et tidspunkt fik vi et kæmpestort reklamejob for Shell, hvor vi skulle fotografere alle de produkter, som blev solgt i Shell Select-butikkerne. Da jeg stod på tredje uge klokken to om natten med to Marsbarer, en Faxe Kondi og en Turtle Wax og var ved at bryde sammen, sagde Claus til mig: ”Prøv at forestille dig, at det her er dit yndlingsband – hvordan ville du komponere det billede?” Det åbnede mine øjne for, at ligegyldigt hvor kedelig opgaven er med røvsyge produkter og et lys, som ikke kan ændres, så kan du stadig arbejde med din komposition og skabe en eller anden spænding i det. Claus gav mig et andet råd: ”Du skal blive så god til din teknik og dit lys, at du ved, hvad alle de andre laver, for så kan du bryde det ned og gøre det modsatte.”

STUDIE VERMUNDSGADE, KØBENHAVN Ø

Dybest set føler jeg mig ikke som en fotograf. Jeg ved godt, at jeg er kreativ, og at jeg kan håndtere et kamera, men det betyder i bund og grund ikke så meget for mig, det er resultatet, der er det vigtigste. Det andet er bare midlet til at nå i mål. Når jeg får en opgave ind, går mit konkurrencegen i gang: Alt handler om at løse opgaven. Min kreativitet kommer ud af noget, som i virkeligheden er ukreativt: at jeg gerne vil overraske folk, mere end jeg vil lave noget, som er umiddelbart smukt. I de år, hvor jeg begyndte at få min egen stil, var jeg drevet af en trods og en vrede: Nu skal jeg kraftedeme vise dem! Det er både en konkurrence med mig selv, hvor jeg gerne vil lave noget, som er bedre end det, jeg lavede sidste gang, men jeg skal også overbevise andre om, at jeg kan lave noget, som er anderledes end det, der er moderne i tiden. Jeg er inspireret af sportsfolks tilgang til deres arbejde. Den daglige træning med kegleøvelser og uendelige gentagelser. Hvis jeg siger til mig selv, at jeg er fotograf og med i den her fine klub, så får jeg præstationsangst. Jeg kan bedre lide sportsbegrebet, hvor man er drevet af konkurrencegenet og viljen til at nå i mål.

Mit håndværk og min teknik giver mig ro, når jeg står på settet. Jeg er altid enormt godt forberedt inden en skydedag. Jeg har gennemtænkt både plan A, B og C. Hvis jeg er så forberedt, og det regner helt vildt, selv om vi havde forventet godt vejr, og der pludselig er en dobbelt regnbue bag mig, så har jeg overskud til at vende mig rundt og fotografere den. Men hvis jeg ikke havde været forberedt på worst case scenario, så var jeg måske gået i panik over regnen og havde ikke haft overblik til at vende mig rundt. Jeg holder mest af de fotografier, hvor jeg pludselig har fået en gave undervejs, som jeg ikke havde planlagt. Hvor jeg er kommet hjem med noget andet end det, jeg havde forberedt. Noget endnu bedre. Og det sker kun, fordi jeg har ro til at modtage gaven.

Jeg har lavet mange alt for perfekte billeder i starten af min karriere, så det synes jeg ikke er sjovt længere. Jeg bruger stadig meget tid på at sætte det helt perfekte lys og få lavet det første, perfekte billede, når jeg arbejder i mit studie eller på en location. På den måde tager jeg mig altid rigtig god tid i starten. Det er først, når jeg har styr på det hele, at jeg kan bryde det ned. Hvis jeg starter med at fucke up, så er det bare et fuckup. Hvis jeg stresser rundt for at få styr på det første billede, så når jeg aldrig til det punkt, hvor jeg kan skabe noget nyt. Lars von Trier gør det samme i sine film, og jeg skal på ingen måde sammenligne mig med ham. Men du kan se på hans film, at han er en æstetisk ekvilibrist og kan alt sit shit, men han er ligeglad med det. Når du kan dit håndværk, så sidder det der jo, og det vil altid drysse ud over dit arbejde, selv om du har besluttet dig for, at det ikke skal være perfekt. Redaktøren på Beauty Paper (London- baseret beautymagasin, red.) har sagt til mig, at mine billeder er ”mundane”, altså at de er elegante på en røvsyg måde. Jeg elsker den kedelighed.

Sweater, Maison Margiela hos Illum, 5.150 kr.
Bukser, Loewe hos Collage the Shop, 3.750 kr.
Hue, Andersen-Andersen hos Norse Store, 450 kr.
Ur, Omega, 41.700 kr.
Bog, ’Richard Avedon Portraits’ af Richard Avedon, 466 kr. (kan kun købes antikvarisk)

Jeg arbejder inden for en treenighed af billedserier til magasiner, kommercielle kampagner og personlige kunstprojekter, og de spiller alle op mod hinanden. Jeg kunne ikke arbejde for mine drømmekunder som Missoni, Burberry og Louis Vuitton, hvis jeg ikke også havde mine kunstneriske projekter. De holder mig relevant. De fleste store brands følger rigtig meget med i, hvad der bliver lavet for de gode magasiner og i kunstverdenen. Der er mange fotografer, som har en portefølje med deres kommercielle projekter, som er meget glossy og polerede, og så har de en anden mappe med deres personlige billeder, hvor alt er rystet, uskarpt og råt. Og så bliver folk forvirrede. Jeg tror på, at du bliver nødt til at have dig selv med i alt, hvad du laver.

Mine private projekter holder min tankevirksomhed og æstetik i gang, så hele hjulet kan dreje rundt. Min seneste udstilling på Cob Gallery i London, ’One, Two, Three, Four’, handlede om barndomsminder som min fars trommeskind og alle de små sår og mærker, man får som barn og i løbet af livet. Der var også fotos af perlekæder, som min mormor altid gik med. Alt var beige, gult og rødt. De farver bruger jeg i alle mine projekter. Jeg er med tiden blevet klar over, at når jeg er på en fotoskydning, så leder jeg altid efter det billede, som passer ind mellem to billeder, jeg tidligere har taget. Jeg samler de bedste billeder fra alle mine projekter, kommercielle eller ej, i en bog og layouter den som en kunstbog. Når alt kører på en skydning, og jeg kan se, at kunden er tilfreds, så begynder jeg at lede efter det manglende billede til min bog. På den seneste Dust Magazine-skydning tog jeg et billede, som var off i forhold til den serie, vi lavede, men det var først, da jeg kom hjem, og det slog mig, at jeg tog det, fordi det passede mellem to andre billeder i bogen.

Casper Sejersen:
Hættetrøje, Calm, 1.200 kr.
Badekåbe, Tekla, 1.195 kr.
Bukser, Schnayderman’s hos Illum, 1.940 kr.
Hue, Andersen-Andersen hos Norse Store, 450 kr.
Briller, Moscot, 2.475 kr.
Skoene er fra Adidas og er Casper Sejersens egne

Leo Sejersen:
Langærmet T-shirt, Henrik Vibskov, 1.510 kr.
Sko, New Balance, 1.600 kr.

I 2013 fotograferede jeg plakaten og alt billedmaterialet til Lars von Triers ’Nymphomaniac’, hvilket jo betød skydninger med skuespillere som Charlotte Gainsbourg, Willem Dafoe, Uma Thurman og Shia LaBeouf. Det var selvfølgelig godt for min karriere. Men det var faktisk i endnu højere grad mit eget kunstbogsprojekt, som jeg lavede ud fra manuskriptet til filmen, der skabte mit internationale gennembrud. Her lavede jeg nogle ret personlige billeder med Charlotte Gainsbourg. Jeg ramte hende på et tidspunkt i hendes liv, hvor hun dels var med i det her monster af en film, men også gennemlevede en masse svære, personlige ting. Hun har aldrig sagt, at hun var vild med billederne, men da hun efterfølgende skulle fotograferes til forsiden af Self Service (Paris-baseret modemagasin, red.), ved jeg, at hun anbefalede mig til opgaven. Gainsbourg er et af de stilikoner, som altid bliver fremhævet som en muse i modeverdenen. I kraft af at hendes forældre er Jane Birkin og Serge Gainsbourg, har hun mode i knoglerne. Det blev min blåstempling, at jeg lavede den her kunstbog og serie til Self Service. Gainsbourg var den, som alle gerne ville skyde, og alle ville arbejde for Self Service. Jeg blev kontaktet af min nuværende agent hos Artistry London, og siden da har jeg mere eller mindre været der med mit arbejde, hvor jeg gerne vil være.

Jeg har fotograferet Patti Smith, Kate Moss og Nick Cave. Fantastiske oplevelser, fordi de er nogle af mine helte. Men jeg elsker virkelig at fotografere ikoniske skuespillerinder, jeg elsker den klassiske skønhed, som tit følger med. Jeg skød Cate Blanchett til Beauty Paper. Jeg har altid været vild med hende og er blevet rørt af de roller, hun har spillet. Og så synes jeg bare, at hun er vanvittig smuk. Sådan var det også med Isabelle Huppert, da jeg skød hende til en Dior-serie. Gainsbourg, Blanchett og Huppert er meget europæiske i deres tilgang til et projekt, om de så er fra USA eller Europa. Du må gøre med dem, som du vil, fordi de godt ved, at det giver det bedste resultat. Da jeg skulle fotografere Kirsten Dunst til forsiden af Dazed (britisk livsstilsmagasin fra 1991, red.), var det en helt anden oplevelse. Hun kommer ud af det her Hollywood-miljø, hvor mange stjerner er angste for at blive misbrugt eller set i det forkerte lys. De er omringet af folk, som passer på dem og slår alle idéer ned. Min kone, Rikke (Wackerhausen-Sejersen, red.), og jeg har altid joket med, at hun har et wildcard til Jarvis Cocker, og jeg har et til Kirsten Dunst – jeg har altid syntes, at hun var den mest sexede i verden.

Dunst startede skydningen med at være meget distanceret, det var noget, hun bare skulle have overstået. Men da hun fandt ud af, hvad jeg gerne ville med hende, overgav hun sig. Jeg elsker den følelse. Det handler igen om konkurrencegenet – det er lidt som en boksekamp, du skal vinde. Min idé var, at hun skulle stå med et videokamera og filme sig selv, og det kunne hun virkelig godt forstå. Pludselig var hun på: ”Men der skal bånd i kameraet, og jeg skal jo filme det hele.” Jeg har tre en halv times optagelse af Kirsten Dunst, som filmer mig tage billeder af hende. Jeg bruger tit skuespillere, sangere eller dansere som modeller, fordi de er vant til at performe på en scene og gå ind i nogle roller. De er både sværere at arbejde med, fordi de ofte har et helt andet image at passe på end en model, men nogle ting er også lettere, fordi de ved, hvad der kræves af dem igennem deres egen kunst.

SOMMERHUS STRANDGÅRDSVEJ, VIG

Når jeg skal tage et billede, er det allervigtigste, at jeg har en helt konkret og simpel historie, jeg gerne vil fortælle med billedet. Det er meget vigtigere end al teknikken. Historien kan ligge i et enkelt billede eller som koncept for en række billeder. Det kan godt være, at det kun er mig, som ser historien, men jeg bliver nødt til at have idéen, hvis jeg skal kunne lave den tekniske og æstetiske forberedelse og briefe resten af holdet af lys- og fotoassistenter. Jeg arbejder ikke med at finde referencebilleder fra andre fotografer, da jeg er konstant bange for at kopiere andres arbejde. Jeg bliver primært inspireret af kunst, musik, arkitektur og poesi – meget mere end fotografi. De gange, jeg har lavet noget, som er mere en til en, har det været en beskrivelse fra en roman, hvor jeg har tænkt: Hende, som sidder derovre og drikker sin kaffe ved det vindue, mens lyset kommer sådan ind, er jo et fantastisk billede. Det billede gad jeg godt lave, for det er jo ikke lavet før, men kun skrevet ned.

Casper Sejersen sætter pris på at være en del af et stort hold, som producerer en billedserie sammen. Holdånden, som opstår, er en drivkraft for Sejersen. Men han får også opgaver, hvor han står alene i studiet, som for eksempel Burberry-kampagnen, som han skød under corona-nedlukningen. ”Burberry sendte mig tre læbestifter, og så måtte jeg gøre med dem, som jeg ville. Jeg elsker at stå i studiet og nørde helt vildt. Jeg kan næsten gå i selvsving. Et af billederne var i bund og grund en rose, som blev holdt af et metalstativ. Det med at skulle vælge den rigtige rose ud af 50 roser og finde den bedste vinkel på det og sætte lyset perfekt. Tage et billede. Blive i tvivl om, om det nu var den rigtige rose. Vælge en anden. Blive i tvivl om lyset. For 12 timer senere at finde ud af, at det var det allerførstebillede, jeg lavede, som var det rigtige. Jeg elsker sådan nogle processer.”

Frakke, Burberry, 13.500 kr.
Hue, Andersen-Andersen hos Norse Store, 450 kr.
Bukserne er fra Arket og er Casper Sejersens egne.
Lampe, Isamu Noguchi for Vitra hos Paustian, 9.050 kr.
Stol, Ludwig Mies van der Rohe for Thonet hos Rosborg Møbler, 12.050 kr.
Daybed, Rune Bruun Johansen, 39.500 kr.

For nylig lavede jeg en forsidehistorie til Dust Magazine (Milano og Berlin-baseret modemagasin, red.) sammen med Rikke, der stod for stylingen. Det var kun billeder af ting, da vi lavede den under corona-nedlukningen og ikke kunne arbejde med modeller. Vores idé gik på frustrationen over ikke at kunne holde fest med sine venner. Den her antisociale tilstand, vi alle har været i. Og alt, hvad vi har savnet af kærlighed, fuldskab og glæde. Derfra skulle jeg finde min inspiration til, hvordan jeg ville lave billederne. Jeg har altid tre til fem forskellige inspirationskilder til et projekt. Det vigtige er at forbinde elementer, som ikke umiddelbart passer sammen.

Jeg havde set et Jackson Pollock-værk, hvor jeg var vild med kaosset og farverne i billedet. Vi skulle fotografere mad, buddinger, vinglas, blomster, smøger og alt muligt andet, der hørte til en fest på sit højdepunkt. Jeg ville gerne lave nogle billeder, som havde den samme tekstur som Pollocks værk. Jeg var også inspireret af pornofilm fra 70’erne. Jeg elsker æstetikken i dem. De beige farver og den tørre lyssætning. Det er i virkeligheden så grimt, at det bliver smukt. Jeg så også Catherine Deneuve-filmen ’Belle de Jour’, hvor hun spiller en luksusprostitueret, den film er tydeligt inspireret af pornofilmene fra samme tid. Jeg elsker den der hudfarvede ting.

Da Casper Sejersen for nylig skulle fotografere musikeren Harry Styles til forsiden af Beauty Paper, troede han bare, at Styles var en popstjerne, som havde været med i One Direction. ”Han endte med at blive en af mine helte. Han er tæt på at være skoleeksemplet på et moderne renæssancemenneske, fordi han kan embrace al seksualitet og race. Han er et godt forbillede for en ny generation, som forhåbentlig kan ændre verden til det bedre. Da vi kom hjem til ham, sad han i en Adidas-træningsdragt med bare tæer og alle sine tatoveringer og så Manchester United på computeren. Man han havde også laksefarvet neglelak på og et guldspænde i håret og var samtidig enormt feminin. Vi var 15 personer hjemme hos ham, alt fra min midaldrende agent og hendes 17-årige kvindelige assistent til den homoseksuelle mandlige hårstylist og mig selv, og vi syntes alle, at han var det mest sexede. Han flirtede med alle. Han gav mig min jakke på, da jeg rejste mig for at gå. En ægte britisk gentleman.”

Frakke, Burberry, 13.500 kr.
Bukser, Filippa K, 1.500 kr.
Sko, New Balance, 1.600 kr.
Thoben er Casper Sejersens egen og er vintage

Vin, ’Aligoté Bourgogne’ af Chapuis & Chapuis hos Volatil, 200 kr. Vinglas, Spiegelau, 80 kr.

Props som vinglas og buddinger skulle have et popart-look. Jeg er glad for Warhols bananer og Jasper Johns amerikanske flag – når tingene bliver som piktogrammer, eller som når et barn ville tegne det. Det med at blande popart med noget pornofilmserotik ville virke, men jeg tænkte, at der blev nødt til at være et kontrapunkt. Hvis der kun er æstetik, så bliver det for letbenet. Jeg har altid elsket Emily Dickinson-citatet: ”That love is all there is, is all we know of love”. Det er sygt poetisk, og du kan udlede alt muligt af det. Citatet er skrevet på jorden på et af billederne, og det billede skaber en pause, hvor man kan trække vejret mellem alle de smadrede buddinger og glas. Filosoffen Roland Barthes har skrevet en bog om fotografi, hvor han skriver, at før et fotografi er interessant, skal der være et punktum i billedet. Noget, som stiller et spørgsmål, som får beskueren til at tænke over det affotograferedes historie og derefter sin egen historie.

Jeg elsker klassisk malerkunst. Det lys, som er i nogle af de gamle Caravaggio-malerier, er jo så moderne, at det ligner et Balenciaga-show. Jeg er vild med Mark Rothko, det er fedt, når noget så enkelt som farvede firkanter bliver universelt og ikonisk. Men jeg kigger også meget på skulpturer og arkitektur. Barbican Centre i London er en fantastisk bygning, og jeg ville ønske, at jeg kunne skyde alle mine serier der. Alle overflader og linjer er smukke, men de er det på en enorm brutalistisk og uperfekt måde. Det er ikke som Versailles. Jeg bliver inspireret af noget, som på papiret ikke er smukt. Den japanske arkitekt Tadao Ando er genial. Mange mennesker ville måske tænke, at det jo bare er en masse beton. Men det er måden, han har pudset eller støbt betonen på på så mange forskellige måder. Betonen er inspirerende til baggrunde på et set. Jeg sætter pris på kunstnere, som bliver ved med at bruge de samme materialer igen og igen. Jeg bruger for eksempel hele tiden skum, beige gulvtæpper, smøger og blomster. Jeg kan godt lide ting, som ikke er noget særligt, og få det til at se helt vildt smukt og sexet ud.

Jeg er meget inspireret af naturen oppe ved mit sommerhus i Vig. Stranden minder næsten om det, jeg godt kan lide ved et studieset. Det med, at tingene er så forenklede. Naturen er vildt enkel og basic. Med det blikstille vand. Jeg kan tage en stol med derned og sætte mig i vandkanten, og så kigger jeg på noget, som er enormt grafisk og roligt. Jeg elsker at gå over den lange bro med sivene, som man går over, inden man når ned på stranden fra mit sommerhus. Der er noget rituelt ved at gå over den bro. Selve sommerhuset er fint nok, det er et sted, hvor jeg kan trække mig tilbage og finde ro til at tænke. Det er en helt praktisk værktøjsting, men det er mere banalt end min tiltrækning af naturen.

To minutter fra huset ligger den mest prollede isbar i hele Danmark, Burgerhjørnet. Med shotsrør og en elendig minigolfbane og dårlige pommes frites. Det er genialt, at området også har det. Og så går du fem minutter, og så er du nede på den smukkeste strand. Det er igen det her kontrapunkt, som jeg taler om. Det, jeg sætter pris på hos andre kunstnere og i mine egne billeder. Der skal hele tiden være noget, som trækker i hver sin retning. Der kan du så sikkert også drage en parallel tilbage til min opvækst i Svenstrup.

For nylig skød jeg en serie for italienske Luomo Vogue sammen med den danske stylist Jacob Kjeldgaard på stranden ved sommerhuset. Jeg har altid haft lyst til at bringe en rigtig produktion derop. Selv om vi kunne have lavet den skydning alle mulige andre steder, som er endnu mere fantastiske, så er det vigtigt for mig at gøre mit arbejde privat. Jeg tror på, at folk kan mærke det i billederne. I det øjeblik, vi sad med stylingracks under halvtaget og lavede hår og makeup og spiste morgenmad i sommerhuset, fik vi en glæde ind i arbejdet, der var med til at skabe en naivitet. En følelse af, at man næsten er tilbage til dengang, man startede sin karriere, hvor man var naiv og bare havde det sjovt med at lave billeder. Fordi jeg kender stedet så godt, smitter min glæde og afslappethed forhåbentlig af på resten af holdet. Det er en arbejdsmetode, jeg godt kan lide og ofte gør brug af.

Da jeg brugte min søn, Leo, som model for første gang på en Dust-skydning, skabte det den samme stemning. Fordi han var min søn, skulle jeg sørge for, at han havde det godt, og introducere ham for nogle helt fremmede englændere. Leo og jeg havde fået idéerne til billederne sammen. Alle ville hjælpe Leo den dag, og det gjorde, at folk tog hånd om hinanden på en helt anden måde. Tempoet sænkede sig, og stemningen blev enormt familiær. Jeg ved, at folk, som var med på den skydning, tillægger den stor betydning, ikke nødvendigvis fordi det er de bedste billeder, de har lavet, men fordi det hele blev så tæt og privat. Leo ved jo heller ikke, hvem de her folk er, og går ikke op i, hvem de har arbejdet for eller deres status i branchen. Det er den naivitet, som jeg også oplevede på stranden under Vogue-skydningen.

Fra Dossier nr. 20, august-september 2020.