FRANK HVAM

om svømning

”Man skal selvfølgelig undgå at blive sejlet ned, men hvis man æder en træstamme og drikker noget vand en gang imellem, så skal man nok komme til Sverige.”

FORRIGE SOMMER svømmede jeg til Sverige. Vi var seks fra min svømmeklub i Dragør, der tog af sted over to weekender. Tre i vandet og tre i følgebåden ad gangen i den ene weekend, og så byttede vi om den næste. Vi meldte til Drogden Fyr, at vi var på vej, så de kunne orientere kaptajnerne på de russiske containerskibe om, at der plaskede nogle danskere rundt ude i sejlrenden.

Det er nok en tur på 20 kilometer, og det er strømforholdene, der afgør, hvor præcis man ender. Strømmen går enten nord eller syd i Øresund, og da det var min tur, blev jeg skubbet sydpå og endte i Klagshamn lige ved Øresundsforbindelsen.

Det tog mig cirka ti timer, og det er klart, at hvis man ikke er vant til at svømme og ikke har styr på sin crawlteknik, så kan det blive en halsbrækkende og meget ubehagelig tur. Men det er ligesom at cykle. I det øjeblik, man først kan sin crawl eller sin cykling, kan man altid svømme eller cykle lidt længere. Det er egentlig meget simpelt. Man skal kunne crawle, og i den forbindelse er det rigtig fint med en våddragt, for den giver en noget opdrift, og man får lige tid til at tænke over tagene og til at få styr på vejrtrækningen. Det øjeblik, vejrtrækningen er på plads, så man ikke er bange for ikke at kunne få vejret, så er der ingen problemer … Omkring enhver sportsgren bliver der lynhurtigt bygget en masse unødvendige ting på … Sådan noget specialgrej og nogle energigeler … Alt muligt udstyr. Det er pis, det hele. Bare hiv et par badebukser på, allerhøjst en våddragt, og ifør dig svømmebriller, og kom så af sted … Man skal selvfølgelig undgå at blive sejlet ned, men hvis man æder en træstamme og drikker noget vand en gang imellem, så skal man nok komme til Sverige. Det behøver ikke at være vildere end det.

Frank Hvam bor i Dragør med sin kone og deres to børn på otte og ti år. I sin fritid svømmer han i foreningen Team Lavendel med blandt andre Rasmus Harrtung, som han lærte at kende, da deres drenge gik i børnehave sammen. Navnet på den lille sammenslutning har ifølge Hvam først og fremmest det sigte ikke at signalere macho. ”Vi er ikke ironmen, men hyggemen. Vi er stolte familiefædre uden attitude,” som han siger.

JEG ER VOKSET OP i noget, der hedder Ø Bakker i den daværende Tjele Kommune. Vi er midt på den jyske hede, og man kan næsten ikke finde et punkt i Danmark, hvorfra der er længere til havet. Og når man vokser op der, lige midt i Midtjylland, opbygger man et fysisk behov efter vand, som aldrig kan blive tilfredsstillet. Jeg har oplevet den ene brandvarme sommer efter den anden uden at kunne komme ud at bade. Jeg kan huske, at jeg tit har tænkt: ”Jamen for helvede, hvorfor kan jeg ikke bare få mig en dukkert!?” Det er ligesom at tage på sommerferie midt i Italien uden adgang til en pool.

Vi boede selvfølgelig i nærheden af både moser og søer, og man kunne da godt springe i en sø, men det var noget koldt vand. Noget mudret lort. Og så var de uhyggelige, fordi man ikke kunne se bunden. Jeg var sikker på, at døden ventede dernede et sted i det bundløse dyb. To gange om året kørte vi til Fjellerup, cirka 80 kilometer om på den anden side af Randers, og ud på nordsiden af Djurs’ skal man have på. Så skal man have handsker og fødder på … Hjelm og ekstra inderdragt. Der var en, der insisterede på at svømme videre i sine Speedos, og så gjorde jeg det også, og så fandt jeg ud af, at man egentlig kan svømme i Speedos i ganske koldt vand. Det har vi tænkt os at blive ved med.

På et tidspunkt havde vi svømmeren Mette Jacobsens bror med ude. Der er en, der kender ham, og så kunne han lige så godt kigge lidt på vores crawl. Det var som at bede Einstein om at gennemgå matematikopgaver i 1. klasse. Vi var slet ikke i stand til at modtage tekniske instrukser på vores daværende meget lave niveau. Men Bo, som han hedder, sagde noget, jeg virkelig tog til mig: Man skal blive ven med vandet. Det er et indiansk råd. Man skal se vandet som sin ven. Man skal virkelig hygge sig i vandet, finde total ro med det. Man skal have føling med vandet, man skal føle det. Det er der, man skal hen for at blive god til at svømme. Man kan mærke, at man får fat i vandet, og man skubber vandet det rigtige sted hen. Man skal selvfølgelig have sin svømmeteknik med i bassinet, men langt hen ad vejen skal du bare blive ven med vandet og føle dig frem. Jeg føler, at jeg er blevet ven med vandet.

Når man er blevet ven med vandet, mister man sin frygt. Jeg har ikke været bange for vand siden. Jeg husker, når vi som børn badede i friluftsbadet, sådan et havde vi trods alt på heden, om sommeren, og en af de store drenge holdt ens hoved under vand. Den der øjeblikkelige, altopslugende panik, der ramte mig … Den var ikke rar. Nu bliver mit hoved hele tiden trykket ned af en bølge. Men det er okay, jeg venter bare. Det, synes jeg, er virkelig dejligt. At være under vandet uden at blive bange synes jeg er rigtig, rigtig dejligt. At undertrykke den angst. Jeg har også fundet ud af, at jeg er mindre bange end mange af de andre, og det glæder mig også.

Hvis der er noget spirituelt i at svømme for mig, så er det nok det med ikke at være bange i vand.

Når Frank Hvam og Casper Christensen har premiere på ’Klovn: The Final’ 30. januar, bliver det afslutningen, som titlen antyder, på makkerparrets Klovn-trilogi på film. De to første film, ’Klovn: The Movie’ (2010) og ’Klovn Forever’ (2015), solgte henholdsvis 850.000 og 510.000 biografbilletter.

Badehåndklæde, Georg Jensen Damask, 350 kr.
Håndklæde, Rabens Saloner, 225 kr.

Jeg har ingen frygt for havet. Jeg synes, at det virker meget fredfyldt derude. Jeg har en utrolig glæde i at kunne tæmme angsten. Jeg var jo en lille pivskid som barn, og når jeg endelig var ved vandet, var jeg altid lidt bange for det. Det, at jeg er blevet, som Mette Jacobsens bror siger, ven med vandet, er simpelthen så dejligt. Så fik man da én ven.

VI SVØMMER, når der er et hul i løbet af dagen. Det kræver bare lige en halv time, og vejret betyder ikke så meget, man er jo i vand. Det er en fordel at være selvstændig erhvervsdrivende, så man kan rykke ud, når det passer … Jeg må sige, at jeg ikke er misundelig på lønmodtagere sådan generelt. Det med at være sin egen chef på godt og ondt er lige mig. Det er så dejligt at møde to timer senere, når man har lyst til det. Jeg under alle mennesker den elastik i livet. Ham Rasmus, jeg havde med i dag, er sådan en iværksættertype, og han har den samme elastik, som jeg har, og nøj, hvor vi går og griner ad vores venner, når de … Nej, vi griner ikke, for det er faktisk lidt synd for dem, men vi … Vi gyser, når vores venner bliver nødt til at sætte sig ind i bilen kl. 7.30 for at nå et møde kl. 8. Det er jo også lidt en illusion, men bare det at føle, at man har styr på sin egen tid …

Jeg kan huske, at jeg engang, det var under opstarten til ’Langt fra Las Vegas’, blev truet med at blive fyret, og bare det var traumatiserende. Det skete ikke engang, jeg blev bare truet med det. Jeg føler stadig ubehaget bare ved at tale om det. Jeg har ondt af folk, der bliver fyret. Jeg ville ønske for alle, at hvis de skal fyres, så skal det ske ret tidligt i deres liv, så tror jeg, at man lærer at deale med den følelse … Det største mareridt må være at blive fyret, når man er 55 år og aldrig har prøvet det før. Skakmat. Men hvis man har en viden om, at man ikke dør, bare fordi man mister sit job … Folk, der ikke har prøvet det, bygger jo alle mulige angstforestillinger op. Jeg er glad for ikke at være en del af alt det der.

”Det ville nok være for stærkt at sige, at jeg i hele min barndom gik og sagde: ”Hav, hav, hav, hav … Når du først når til havet, så bliver du lykkelig, Frank.” Men det er bestemt ikke en forkert udlægning, at jeg er vokset op med, at havet var utilgængeligt, faretruende og derfor også lidt dragende.”

Frank Hvam

Til gengæld kan jeg godt savne det sociale i at være på en fast arbejdsplads, men det bliver opvejet i vores svømmeklub. Det er virkelig win-win. Vi har SMS-kæder. Jeg har en bror, der kører ud fra Amager Strand. Vi er jo tit ude at svømme to eller tre sammen … Vi snakker ikke i vandet, det er klart, men bagefter udveksler man lige seneste nyt. Hyggesnakker om stort og småt. Det tilfredsstiller mit sociale behov, for somme tider kan mine arbejdsperioder, hvor jeg sidder med et eller andet langstrakt projekt, godt være lidt socialt ensomt. Jeg er et socialt menneske. Jeg tror helt sikkert også, at der er en social dimension i min svømning. Det er ikke, fordi vi snakker store tanker. Det er bare lidt menneskelig kontakt ud over den, jeg har med min kone og mine børn.

Nu har jeg jo lige fortalt, at jeg gerne vil begrave mig i lokalmiljøet, men jeg kan faktisk meget godt lide at vide, hvem jeg sidder i sauna med, når jeg er der. Det andet, for mange nye mennesker, når man er nøgen, koster for mange kræfter.

DET ER EN GOD DAG, når jeg har svømmet. Man kan næsten glemme alle sine bekymringer. Specielt når vejret er lidt rough, for så koncentrerer man sig om det … Jeg prøver at tænke så lidt som muligt, når jeg ligger derude. Jeg føler mig fuldstændig alene. Det er bare mig og min svømmetur. Det er bare mig og vandet. Jeg er jo ikke alene, slet ikke når det er blevet så koldt. Jeg er snart 50, og jeg kunne få et ildebefindende. Jeg har altid mine venner med og min orange ballon. Men man er fuldstændig sin egen herre, når man ligger derude. Skal jeg svømme langt, skal jeg svømme kort, skal jeg svømme i den retning, eller skal jeg svømme i den retning …

Jeg tænker selvfølgelig, når jeg er i vandet, for så hårdt er det heller ikke. Men jeg kan mærke, at hvis jeg begynder at tænke for meget, så sætter jeg farten op, til jeg bliver forpustet. Indtil jeg ikke kan tænke længere. Jeg tænker i højere grad, når jeg løber. Hvis jeg løber uden musik, kan jeg godt nå til en tilstand, hvor jeg får ideer. Det gør jeg ikke, når jeg svømmer. Der sætter jeg det hele i stå. Stopper tankemylderet. Det er sådan, det fungerer for mig.

Jeg er ligesom alle andre opdraget med en vis arbejdsmoral: Man skal lave noget for at fortjene at have det godt. Det at være fysisk aktiv tæller på en eller anden måde med i det regnskab. Hvis man bare kan losse sig selv i røven og få sig selv ud at svømme en kilometer, så føler man faktisk allerede, at man er godt i gang. Det er ligesom at være på en shoppingtur: Hvis man får købt en jakke inden for fem minutter, eller en eller anden god ting inden for fem minutter, så kan man også købe ni andre ting lynhurtigt og klare garderoben for det år nærmest. Men går der en halv time, hvor man ikke har kunnet finde noget som helst, så mister man selvtilliden, og så udvikler shoppingturen sig til et mareridt, og så får man slet ikke købt noget, og hvis man tvinger sig selv til at købe noget, så skal du med sikkerhed bytte det dagen efter. Man er ikke oppe at surfe. Det der med at starte dagen med at svømme den der kilometer, så er resten af dagen en leg. Alt andet er bonus. Så surfer man igennem dagen. Det er nok en måde, hvorpå man snyder sin hjerne til at tro, at den faktisk har lavet et stykke arbejde. Det har den jo ikke. Jeg har ligget ude i bølgerne og ikke lavet en skid. Men min hjerne tror, at arbejdet er i gang.

De der skrub, man får af de ganske store temperaturudsving, gør en vidunderligt træt. Alle, der arbejder på kontor og sidder foran en computer, ved, hvor svært det er både at føle ægte sult og ægte træthed. Det er så sjældent, at man mærker noget ægte, men når man ligger ude i de bølger der, og det er pissekoldt … Og når man kommer op igen og har fået varmen, så er man både virkelig sulten og virkelig træt. Det er så dejligt.

JEG ARBEJDER PÅ at få mine børn med ud at svømme, men man kan sgu ikke rigtig tage børn på otte år med ud i fem grader varmt vand. De ser ikke charmen i det. Det er noget, der kommer med årene. Jeg var selv rimelig pjevset, da jeg var barn. Jeg frøs altid om vinteren. Og de svage gener har jeg selvfølgelig givet videre. Men så skete der noget med alderen, hvor jeg alligevel blev lidt mere kuldestærk. Min egen far kiggede altid skuffet på mig, når jeg begyndte at flæbe efter fem-ti minutters arbejde udenfor i januar. Han ville ånde lettet op, hvis han kunne se, at hans søn i en alder af 49 endelig er blevet en mand. Han er jo desværre død. Men mine børn svømmer i svømmehallen. De skal lære at svømme, og jeg har sagt til dem, at de først må stoppe til svømning, når de kan svømme fra mig. Det er en klassisk disciplin, det er noget, man skal kunne på lige fod med at læse og regne. At svømme fra far. Vi bor i Danmark, og vi har simpelthen så meget vand, undtagen på den jyske hede, så det skal man simpelthen kunne. Det er tvungent. Nu kan de crawle.

Sweater, Uniqlo, 299 kr.
Bukser, Arket, 650 kr.
Støvler, Red Wing Shoes, 2.250 kr. Skjorte, Lee hos Mads Nørgaard, 900 kr. Vest, Uniqlo, 399 kr.
Taske, Arket, 490 kr.
Parfume, Bottega Veneta, 570 kr. Ansigtscreme, Aesop, 390 kr.
Shampoo, Björk, 135 kr.

Vi sejler til gengæld sammen. Jeg arvede jo den her båd. En damjolle på 21 fod, hvilket ikke er noget, der vil imponere nogen. Uanset hvilken baggrund de har. Alle ville kigge på den og tænke: ”Så meget ståhej for den?” Men det fungerer rigtig fint for mig. Den har affektionsværdi. Den kan ikke gøres op i penge. Det er jolle med en ti-hestes BUKH-dieselmotor … Duk-duk-duk … Den har heddet Trunte siden 1976, hvor den blev sat i søen. Længe før Anders Matthesen begyndte at bruge Trunte. Det er ikke sådan, at jeg har gaflet det fra Anden. Tværtimod formodentligt. Vi har tit brugt et par dage på at sejle langs kysten, kaste anker, og så har vi sat telt op et eller andet sted. Op i Øresund. På den danske side. Vi har ikke vovet os til Sverige endnu … Det er et større projekt. Den sejler kun fem knob. Maks. Den var meget tæt på at komme med til Bornholm her i sommer, men vi endte med at tage bilen.

Somme tider sejler jeg bare selv ud. Jeg sejler bare. Eller fisker bare. Når du kigger sydpå, så ser du starten af Østersøen, meeen … Det er et meget stille sund. Hvilket også gør det meget brugbart. Man kan tit komme på vandet. Jeg kan virkelig godt lide fornemmelsen af … Altså, som familiefar, og sikkert også som familiemor, har man jo en kronisk fornemmelse af at være fastlåst, og i den situation er det virkelig, virkelig rart at kunne kigge ud på vandet og kigge ud på skibene … Og det er faktisk også rart at bo tæt på lufthavnen, for jeg kan også se flyene … Og så kan jeg forestille mig, at der er en vej ud. Inden for kort tid kan jeg sidde på et skib eller et fly på vej på eventyr. Det sker jo ikke, jeg er meget tilfreds med, hvor jeg er, men bare at stikke af i tanken en gang imellem er nok … Det var straks værre i Lyngby, hvor man bare kiggede ud på det stillestående søvand. Jeg kan virkelig godt lide at se på skibe og fly, for det minder mig om, at muligheden er der. Og så kan jeg godt lige klare et grundejerforeningsmøde bagefter.

JEG GIK SELVFØLGELIG til svømning, ligesom de fleste af mine kammerater gjorde, da jeg var barn. Dengang lærte man brystsvømning, og når man kunne svømme 50 meter, så vurderede de voksne, at så var det det. Min crawl er selvlært, men jeg har sidenhen studeret svømmeteknik på YouTube. Hvem kan noget? Hvordan ser det ud, når de gode svømmer crawl? Det kan også bare være en pige eller en dreng på 12, som jeg ser i svømmehallen, og som bare har teknikken. Det er meget fascinerende … Når man først er blevet nysgerrig på noget, så kan man kigge på det i meget lang tid. Mit bedste råd til folk, der bøvler med crawlen: Tag en endnu tykkere neoprendragt på, så du får endnu mere opdrift og endnu mere tid til at tænke over … Den der: 1-2-3, 1-2-3, 1-2-3 … Og så skal man dreje med hele kroppen. Hovedet skal sidde fast på kroppen. Det er en træstamme, der roterer i vandet, mens hovedet er ret låst …

Men i længden er det jo ret dødssygt at se på svømning. Muligvis også at læse om. Svømning er en ret kedelig disciplin at se i fjernsynet, og jeg har aldrig været fascineret af at se konkurrencer. Men jeg har dyrket hende damen, der svømmede fra Cuba til Miami (Diana Nyad, red.). Hende er jeg meget imponeret af … Jeg tror, at hun er 65-70 år nu (70 år, red.). Hun har lavet flere vanvittige svømmeture. Hun er meget, meget imponerende. Hun svømmer uden våddragt, bare i badedragt, mig bekendt. Jeg mener, at hun havde flere forsøg, inden hun nåede over (Nyad svømmede de 180 kilometer fra Havanna til Key West i 2013 i sit femte forsøg og i en alder af 64 år, red.). En af gangene svømmede hun ind i en portugisisk orlogsmand. En virkelig, virkelig ondskabsfuld gople, der sprøjter nervegift ind i dig. Hun fik hjertestop, blev hevet op i båden, fik adrenalin skudt ind i hjertet, vågnede op og svømmede videre. En anden gang blev hun ramt af en orkan. Hun lå egentlig godt i vandet, men følgebåden kunne selvfølgelig kæntre. Til sidst lykkedes det. Hende har jeg set på små film på YouTube, og jeg har hørt hendes TED Talks. Jeg er nok mere imponeret af hendes svømmeri end af hendes talks, som er meget amerikanske. De handler altid om ikke at give up, at forfølge sine mål … Som om dem, der giver op, er slappe. Det mener jeg ikke. Det kan være ret stærkt at turde give op.

Jeg har jo familie og børn, og det allervigtigste for mig er at hygge mig sammen med mine børn og så arbejde med det, jeg godt kan lide – at fortælle morsomme historier om mig selv primært – så min svømning er jo ikke et altomfattende projekt, der sker på bekostning af min kone og mine børn. Det vil jeg ikke tillade, at det bliver. Det er meningsløst.

”Jeg får ro i hovedet. Det er en vigtig del for mig af det at svømme. Jeg er så koncentreret om den opgave, at der ikke er plads til noget andet. Det vil være det samme med fridykning, forestiller jeg mig. Jeg tror ikke,
at man skriver jokes på 30 meters dybde.”

Frank Hvam

Men jeg ville gerne kunne kalde mig issvømmer. Det kan jeg ikke endnu. Vandet skal bare under fem grader … Det er ikke noget med at svømme under isen. Det kan gøre mig angst at tænke på, at man skulle svømme fra ishul til ishul, som man har hørt, at nogle har gjort … Og så kan de ikke finde hullet op. Jeg er ikke interesseret i, at det bliver farligt. Jeg har børn, og jeg ville synes, at det var helt idiotisk, at jeg løb en risiko, så jeg ikke kunne komme hjem til dem. Det er slet ikke det farlige i det, der driver mig.

For nylig var der nogle fra svømmeklubben, der havde været inde i Cinemateket og se en film, der hedder ’Against the Tides’. Den handler om en kvinde, der over et år forsøger at svømme over syv berømte stræder. Jeg kom ikke ind at se den, men fik den beskrevet af min bror, og den mindede mig bare om, når noget bliver åndssvagt. Ingen havde gjort det før. Jo, der var vist ti mennesker, der havde gjort det før, men ingen havde gjort det på et år. Det var hendes mål, og hun sætter et kæmpeapparat i gang med sponsorer og alle mulige mennesker, der skal hjælpe hende. Hun bruger et helt års forberedelse, og hun har en autistisk søn, som hun ikke har tid til at se i den periode. Som dagene går med at svømme rundt i de her stræder, bliver den her autistiske dreng mere og mere rædselsslagen for at miste sin mor, så han begynder at gemme hendes badetøj. Men hun svømmer samtidig for drengen. Hun dedikerer projektet til drengen for at vise, at man kan, hvad man vil. Den der rådne, åndssvage kliché. Da hun så svømmer stræde nummer seks, vil hun lige pludselig ikke mere. Hun springer op i båden, og alle er sådan: ”Du er tæt på målet, du mangler kun et stræde, svøm nu videre.” Men nej, det vil hun ikke, fordi hendes søn har brug for hende. Det, alle har tænkt igennem hele filmen, så vidt jeg kan forstå på min bror. Hvorfor fanden springer du overhovedet i og bruger så meget tid på det i første omgang, når du har en familie. Hun ville ikke mere, og hele holdet var helt på skideren, for alle sponsorerne sprang selvfølgelig fra. Der var knap nok penge til at færdiggøre filmen, instruktøren var ved at gå på røven økonomisk …

Frank Hvam er fotograferet på Dragør Søbad.

Nå, men det mindede mig om, når noget kommer til at fylde for meget. Når så mange mennesker skal vikles ind i ens eget selvrealiseringsprojekt. Stakkels barn. Hvorfor skulle han alt det igennem? Det får slet ikke det omfang i mit liv. Det kan jeg forsikre om. Nu svømmede vi for eksempel til Sverige, og så har vi ikke planer om at svømme længere. Så var vi hjemme igen samme dag og kunne spise et dejligt stjerneskud nede i sejlklubben. Og drikke en øl. Vi stopper med Sverige. Det er også lidt af taktiske hensyn. En tur til Sverige er god, fordi venner og familie instinktivt kunne forstå, at det var en lang tur. Jeg vil svømme til Sverige. Nå, det er en lang tur. Hvis jeg sagde, at jeg ville svømme til Helsingør, ville folk sige: ”Nå, okay, men hvor langt er det nu ad søvejen?” Eller Hven. ”Hvor er det nu, Hven helt præcist ligger?” Sverige er nemt at forstå. Det er på den anden side. Det opfyldte anekdotekravet. Vi har snakket om det i gruppen, og der er ikke noget, der klinger bedre end det. Eller jeg vil faktisk gerne svømme til Sverige i badebukser. Smide våddragten. Det er muligt, jeg kaster mig ud i det. Men det er ikke sikkert. Læserne skal ikke sætte næsen op efter det.

JEG ER BEGYNDT at interessere mig for, hvordan fridykning fungerer. Jeg gik forbi en bog om det forleden, og jeg var lige ved at købe den, men så tænkte jeg, at jeg lige skulle bruge lidt mere tid på min vintersvømning. Det kan også blive for spirituelt for mig. Jeg er ikke et spirituelt menneske. Men jeg er lidt interesseret i roen dernede på bunden. Jeg synes, at jeg tænker nok i løbet af en dag. Jeg kan også godt lide at sove. Der er ro. Jeg får ro i hovedet. Det er en vigtig del for mig af det at svømme. Jeg er så koncentreret om den opgave, at der ikke er plads til noget andet. Det vil være det samme med fridykning, forestiller jeg mig. Jeg tror ikke, at man skriver jokes på 30 meters dybde. Det tror jeg ikke. Jeg tror, man koncentrerer sig om at fridykke. Verdensrekorden er vel omkring 10-12 minutter. Jeg har selv prøvet to minutter og 21 sekunder … Det synes jeg var ret vildt. Det var i en swimmingpool. Jeg var stolt. Rigtig stolt … Og svimmel.

Jeg har også haft tanker om, at når man skal herfra, så ville det ikke være dårligt at drukne. Engang, dengang jeg boede på heden, var det min største skræk at drukne, men nu tror jeg faktisk, at det vil være en rimelig fredfyldt måde at skulle herfra på. Måske bortset fra 10-20 sekunder. Jeg tror, at det er rimelig hurtigt overstået. Der er en stor fred nede i dybet.

Jeg har fuldt UV-udstyr, men det er ikke lykkedes mig at komme ud og jage noget endnu. Jeg fik en harpun af min bror for et par år siden, men jeg har altså ikke fået taget den i brug endnu. Jeg er simpelthen bange for, at jeg kommer til at ramme mig selv eller andre. Det må komme senere. Men vi så jo alle sammen ’The Big Blue’ engang, og det var en meget fascinerende film. Fornemmelsen af bare at dykke ned og blive dernede er ikke utiltalende, synes jeg. Når det skal have en ende, og hvis man selv har indflydelse på det. I stedet for at skyde sig selv eller sådan noget svineri, og folk bliver forskrækkede, når de finder en. Jeg tror mere på det andet. Men det kommer jo ikke til at ske. Jeg vil højst sandsynligt ikke turde hverken det ene eller det andet. Når det kommer til stykket, klamrer jeg mig sikkert til livet, tror jeg.

Jeg har i mange år sagt til dem, der gad høre om det, at jeg gerne vil begraves i kiste, men nu må jeg sige, at jeg helst vil spredes ud over Øresund. Det tror jeg. Det forekommer mig at være et godt sted at slutte af. Jeg vil allerhelst bare have, at de dumper mit hele lig derude, men det bliver nok noget rod. Hvis de sejler mig ud i Trunte og skubber mig ud over rælingen ude i sejlrenden. Det ville være det bedste for miljøet. Kremering giver CO2-udledning, mens jeg binder CO2, så længe jeg er i hel krop. Problemet er nok bare, at jeg driver i land på et tidspunkt, og så er der en eller anden hundelufter, der får ødelagt sin morgentur, når han finder mig der i vandkanten. Så jeg skal nok strøs som aske.

Fra Dossier nr. 17, februar-marts 2020.