FRÉDÉRIC HAMBURGER

Stifter, ejer, Løs Market, 47 år

Løs Market er vokset ud af Frédéric Hamburgers frustration. For fem år siden arbejdede han for en stor, international virksomhed som eksportchef på 17. år. ”Det er jo nærmest kriminelt, den måde, store virksomheder producerer, handler og eksporterer på. Bæredygtighed eksisterer ikke. Det handler om profit, profit og profit. Det er rystende, hvad jeg været med til. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene – jeg havde brug for at lave noget fornuftigt,” siger han.

Hamburger er vokset op i Grenoble i den sydøstlige del af Frankrig i en økologisk bevidst familie, der kæmper for miljøet og en bedre planet. Siden 1998 har han boet i Danmark med sin danske kæreste. ”Jeg havde brug for at finde tilbage til rødderne. At kunne mærke, når man gør noget forkert, er vigtigt. Man skal genkende den fornemmelse for at få lyst til at ændre sig.” Han sagde sit sikre lederjob op og gik i gang med at søge inspiration til, hvordan han kunne skabe en bæredygtig virksomhed. Han besøgte en lokal købmand i sin fødeby, som slog sig op på at være en såkaldt zero waste-butik, hvor man undgår al emballage til butikkens varer, som i øvrigt alle er økologiske. Han spurgte butikspersonalet, hvordan forretningen gik. Forrygende, lød svaret. ”Det sagde bare bingo oppe i mit hoved: ’Det er meget logisk: Jeg starter et lignende koncept i Danmark.’ Danskerne var klar til en zero waste-butik,” fortæller Frédéric Hamburger. Løs Market var født, og den første butik stod klar i 2016 i Saxogade på Vesterbro i København. I 2018 åbnede butik nummer to i
Jægersborggade på Nørrebro.

”Zero waste skal ikke være en trend, som hipsterne lige hopper på, men et folkeligt begreb, som beskriver et nødvendigt skifte i vores forbrugsvaner. Jeg er nok ret radikal i min retorik, fordi vi seriøst skal til at gøre noget ved den negative påvirkning, vi mennesker har på jorden. Vi skal stoppe madspild, fjerne plastik, hvor vi kan, sætte forbruget ned og dyrke økologisk. Det er netop vores grundidéer hos Løs Market,” siger den 47-årige franskmand. Butikken er et tilbud til kunderne om at ændre deres indkøbsvaner til gavn for miljøet. Løs Market får leveret alle sine fødevarer i de størst mulige mængder, typisk i 10-25 kilos sække eller i beholdere, som kan returneres til leverandøren, for at minimere brugen af emballage så meget som muligt. Kunderne skal have deres egne beholdere med til at fylde for eksempel mandler, mel og krydderier i. Løs Market tilbyder også glasflasker til flydende madvarer, som kunden betaler pant for og leverer tilbage, så Hamburger og hans ansatte kan rengøre dem. Alt frugt og grønt ligger løst. På den måde fjerner de også branding og reklamerende indpakning. ”Unødige reklamer, der blot skal skabe kunstigt behov og mersalg, er den energikilde, som holder vores overforbrug i gang. De skaber følelser hos folk, så virksomhederne kan skrue priserne op og tjene endnu flere penge. Det er forkert.”

Frédéric Hamburger indkøber råvarerne så lokalt som muligt, så kunderne betaler den reelle pris for varen. Han vil gerne have, at folk skal bevæge sig og komme ned i butikken og købe nogle råvarer, som de kan tage hjem i køkkenet og samle børn, ægtefælle, venner og familie omkring. ”Og så lave mad og hygge sig. Det er hele pointen med vores koncept. Jeg vil gerne påvirke det lokale samfund til at gå den bæredygtige vej, og derfor ligger vores butikker i gader, hvor der er et stærkt lokalmiljø. Langt de fleste af vores kunder bliver begejstrede og føler, at de er med til at gøre en forskel. Det fortæller de så forhåbentlig videre til deres nabo, venner og familie.”

Efter coronanedlukningen i marts er Løs Market begyndt at levere varer hjem til folk. Det er en idé, som den franske købmand har haft i noget tid, og nu var det oplagt at eksekvere konceptet. Varerne bliver pakket i papirsposer og bragt ud på elcykel. Hamburger har længe gået med ønsket om at udvide Løs Market til flere bydele i København og senere åbne butikker i andre byer. Disse planer er p.t. sat på pause, imens Danmark er på standby, men et større fokus på sundhed i samfundet er også en mulighed, som Løs Market bør gribe, mener franskmanden. ”Vi må se situationen an, men det er klart, at jeg ser muligheder for, at vi kan udvide. Folk bliver mere opmærksomme på sundhed, lokale varer og langsommelighed helt generelt. Jeg tror, at vi vil opleve større støtte fra banker og investorer, fordi folk skal til at tænke anderledes. Vi kan bruge det skridt til at få større indflydelse,” siger Hamburger. ”Vi åbner ikke flere butikker for at blive rige. Det er befolkningen og samfundet som skal beriges. Jeg har prøvet at tjene mange penge. Jeg ved, at det ikke danner basis for lykke. Absolut ikke. Jeg brænder virkelig for en bedre klode – og det er den ild, der giver mig energi til arbejdet med Løs Market. Jeg har prøvet det modsatte som eksportchef – det skaber kun klimaproblemer.”

For Frédéric Hamburger er det logisk, at hvis der bliver skruet ned for produktionen og forbruget, så vender naturen tilbage. Det kan ikke være anderledes. Han kan dog godt være bekymret for, hvordan folk reagerer, når sundhedskrisen er ovre. Starter man et købsorgie, hvor forbrugshjulene kører derudad igen. Eller er folk trætte af overforbrug og lægger i stedet vægt på andre værdier som sundhed og omsorg. ”Man kan konstatere, at det system, som er baseret på overforbrug, ikke fungerer. Og så kommer kriserne. De kommer altid. Enten de økonomiske eller sundhedsmæssige. De rykker ved menneskers mindset. Og hvorfor ikke forandre hele forbrugssystemet nu? Hvis vi skal ændre situationen, skal vi kæmpe mod vores vaner, vi skal ændre vores adfærd. Vores største forhindring for en grønnere fremtid er jo os selv. De fleste gør desværre en alt for lille indsats for at gøre noget for det kollektive. Jeg vil gerne motivere dem til at gøre det bedre.”

Fra Dossier nr. 19, juni-juli 2020.