HANS PHILIP

om soundtracket til sit liv

Hans Philip ser først og fremmest sig selv som privatpersonen Hans Philip Sery Lagui, der er fan af virkelig meget forskellig musik, for uden ham ville musikeren Hans Philip, rapperen fra Ukendt Kunstner, som nu er aktuel med sit anmelderanpriste soloprojekt, aldrig være blevet til noget. Den 31-årige københavner har været student of the game, siden han som barn frekventerede sin morfars kirke, og til han kæmpede sig ud af en ungdomsdepression. Her er ti stykker musik, Hans Philip er rundet af.

1. SALME: ’I DINE HÆNDER, HERRE GUD’
Min morfar var præst, og min mormor var organist. Hele min mors side af familien er fra Jylland, og min mor er vokset op med fire søskende på præstegården i Agri på Mols. Da hun var omkring 14 år, overtog min morfar embedet i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København, og familien flyttede ind i en stor lejlighed i Sankt Jakobs Gade. Min barndom var liv og glade dage, når hele min mors familie var samlet, og det var den tit. Eller lad mig sige det på denne måde: Når der blev sunget fødselsdagssang, var det altid flerstemmigt, i kanon, med vibrato … Det gik aldrig stille af sig. Folk stillede sig også op og holdt taler, mindre kunne ikke gøre det, og man skulle i det hele taget kæmpe for opmærksomheden.

Hans Philip pendler i dag mellem sin lejlighed på Vesterbro og Studio City, Los Angeles, hvor hans danske kone arbejder som danser. Han er i Danmark igen, når han fra 8. december spiller en række udsolgte koncerter i hele landet med start i Store Vega i København.

Kasket, Carhartt, 300 kr.
Sweater, Mfpen, 970 kr.
Bukser, Mfpen, 1.200 kr.
Sko, Vans, 649 kr.

Det var også en meget musikalsk familie. Min ene moster er dirigent, en anden er operasanger, og min onkel spillede trommer. Når min lillesøster og jeg blev passet af moster Lise, var stemningen meget jazzet, vi hørte Omsen og Momsen og Kaj og Andrea, mens vi udelukkende hørte P2, når vi var hjemme hos vores mormor. Vi spillede også spil og bagte og den slags mormorting, men med klassisk musik i baggrunden fra morgen til aften. Jeg husker tydeligt den der bløde speakerstemme, der rundede de musikalske indslag af … (Hans Philip hvisker og trækker sætningerne i langdrag, red.) ”Det var så … ’Eine Faust-Symphonie’ … Et orkesterværk af … Franz Liszt … I en indspilning fra …” Min mor var også meget glad for musik. Hun var lige fyldt 23 år, da hun fik mig, så hun var stadig en del af ungdomskulturen, og hun hørte MTV for at følge med i, hvad der var nyt og spændende. Jeg fik, fra jeg var helt lille, lov til at se og lytte med, og hvis der en sjælden gang ikke var en eller anden form for musik på hjemme hos os, var det sådan: ”Hov, vi har glemt at sætte musik på.” Det var lidt i samme kategori som at glemme at spise aftensmad. Vi havde overset noget absolut livsnødvendigt.

Ingen i min familie har på noget tidspunkt krævet, at jeg skulle gå i kirke, eller dyrke kristendommen for den sags skyld, men det er klart, at når min søster og jeg har været seks og otte, og vores mor gerne ville i kirke for at høre vores morfars prædiken, jamen så skulle vi med. Det gjorde to ting ved mig. For det første oparbejdede jeg en ret stor frygt for Gud, for han var jo overalt, og hvis man havde gjort noget forkert, hvilket man jo gjorde, så kom han efter en. For det andet lærte jeg de fleste danske salmer at kende. Jeg gad jo heller ikke bare sidde og kigge ned i gulvet i en time under gudstjenesten, så jeg sang med. Jeg lærte en del om melodier og ord. Salmer er ofte flerstemmige … Der er et mønster i, hvordan melodierne går: Når den går ned, betyder det, at den øverste stemme bliver på tonen … Det blev en leg, jeg legede med mig selv, at jeg skulle forsøge at gætte, hvad der nu skete … Gad vide, hvad overstemmen gør nu? Jeg uddannede mig selv i musik på den måde, og jeg tror helt klart, at det i dag er min største force som musiker … At jeg er god til at lytte og dechifrere og forstå melodier …

”Den video ændrede mit liv fra at være, ja, månebarn til … Okay, det er så alt det, der sker i verden, efter at børnene er lagt i seng. Det var en kæmpe omvæltning for mig.”

Hans Phillip

Jeg har sunget mange salmer i min barndom, og der er også mange salmer, jeg holder meget af. En af dem hørte jeg første gang, da min mor og søster og jeg og min mormor og morfar var på besøg i Stenderup i Sønderjylland hos en anden præstefamilie, vi havde mødt på en kristen sommerlejr. Mens vi var der, var vi til en messe, hvor deres ældste datter sang en salme, der hedder ’I dine hænder, Herre Gud’. Hun sang, uden musik, og så faldt alle vi andre ind i koret. Det var i en stenkirke, og lyden var helt sindssyg, og jeg blev bare slået helt omkuld … Wow! Der var intet erotisk i det, for jeg har ikke været særlig gammel, og jeg husker slet ikke hende pigen på den måde. Det var følelsen af, at der var noget, der var større end mig selv. Det var alligevel niveauet over Kaj og Andrea. Jeg vidste gennem sangen, at musikken handlede om og var lavet til ære for noget, som ikke var af den verden, vi levede i, men en anden … Det var ikke en religiøs, men en spirituel vækkelse for mig.

Jeg er ikke kristen, og jeg gad for eksempel ikke blive konfirmeret. Det gav ikke nogen mening for mig. Jeg havde ikke rigtig været med åndeligt i de forgangne 13 år, så nej tak! Det er ikke, fordi jeg har en stærk holdning imod kristendom, jeg forstår det bare ikke rigtigt. Men jeg er glad for, at jeg lærte en masse salmer.

2. ALBERTE WINDING: ’MÅNEBARN’

Tekst og musik: Alberte Winding og Jan Rørdam, ’Tju Bang Chokolademand (Det Er Mig, Der Bestemmer Her)’, 1994

Jeg ville gerne fortælle om min far, men der er bare ikke så meget at sige. Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring to år, og det blev sådan noget med, at vi så ham en gang hvert tredje år, men helt tilfældigt på gaden. Der var også en periode, da min lillesøster og jeg har været måske 10-12 år, hvor vi så ham mere regelmæssigt og efter aftale, men så forsvandt han igen. I dag har jeg ikke kontakt med ham. Jeg kender ham jo ikke særlig godt, men jeg tror, det er i hvert fald den historie, jeg har fortalt mig selv, at det var svært for ham at komme fra Elfenbenskysten og så pludselig skulle være en del af et kernefamilieliv. Det gjorde det nok heller ikke nemmere, at de, vistnok på grund af en stram økonomi, flyttede til Hjørring. Der er umiddelbart langt fra Vestafrika til Nordjylland. På alle måder. Jeg tror bare, at det blev for meget for ham.

”Når man er barn, bliver man jo hele tiden påduttet en optimisme, men jeg var ikke barn længere, og jeg havde det svært med at tage ansvar for mig selv. Jeg syntes, jeg havde opdaget den virkelige verden, og at den var fuld af nederlag.”

Hans Philip

Min mor arbejder i hjemmeplejen. Hun har altid arbejdet i det offentlige. Hun var og er et meget kærligt menneske, og hvis hun har en leveregel, må den være: Hvor der er hjerterum, er der husrum. Hun var jo alenemor, men vi har aldrig manglet kærlighed. Da jeg var barn, var jeg vild med den plade, der hedder ’Tju Bang Chokolademand’ med Alberte. Det album lød bare godt, og det lyder stadig godt. Jeg synes, at det er den bedste børnemusik, der er lavet, og jeg vil faktisk sige, at det er et af de bedste danske albummer nogensinde. Og så minder det mig om dengang, da min mor sang godnatsang for mig, selv om hun ikke lige sang Albertes sange, men jeg kommer tilbage i stemningen.

Der er særligt et nummer på pladen, ’Månebarn’, som netop er en godnatsang … Det er godt, fordi det appellerer til både børn og voksne. Selv da jeg var barn, kunne jeg høre og forstå, at musikken ikke var fjollet, men havde mere dybde. Sangen handler ikke om at være barn, men om at være mor. Jeg synes, kunst kan noget helt specielt, når den kan forene et voksent menneske med dets barndom og omvendt fortælle et barn om den voksne verden. Jeg kan huske, at hun synger: ”Hør den ro”, og det kan man jo ikke, men så alligevel …

3. TONI BRAXTON: ’YOU’RE MAKIN’ ME HIGH’

Tekst og musik: Toni Braxton, Kenneth Edmonds og Bryce Wilson, ’Secrets’, 1996

Da jeg var blevet gammel nok til selv at bestemme, hvilken musik jeg ville høre, forløb min hverdag nogenlunde sådan: Vi boede i Fensmarksgade på Nørrebro, og når jeg kom hjem fra skole, kylede jeg min taske fra mig og satte mig ind foran fjernsynet og tændte for MTV. Jeg sad helt tæt på skærmen, og det gjorde jeg, indtil vi skulle spise. Og så ventede og håbede jeg på, nogle gange i fem-seks timer, at de ville vise min yndlingsvideo. I mellemtiden var der selvfølgelig alle mulige andre videoer, ’Smells Like Teen Spirit’, alt muligt, jeg aldrig havde hørt før, og som var helt vildt. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, at musik blev præsenteret med billeder … Farverne, skuespillet, stemningerne, man måske ikke havde fornemmet før, hvor man kun havde hørt musikken, men nu pludselig gav musikken en ekstra dimension … Min hjerne eksploderede bare hver dag, når jeg så MTV. Det var netop i ventetiden til en af mine favoritter, at jeg en dag opdagede Toni Braxtons ’You’re Makin’ Me High’ … Jeg så musikvideoen og tænkte: ”Okay, der er mere i livet end fredagsslik og ’Disney Sjov’ og at spille fodbold fra morgen til aften om sommeren …” Hun kigger meget intenst på en, og jeg sad der som otte-ni-årig og tænkte: Wow! Hun er den lækreste kvinde nogensinde i den video, og hun synger helt sindssygt. Jeg fandt ud af, at jeg også gerne ville vide, hvad det var, der var så specielt ved følelsen af at synes, at en pige er smuk. Og så var der farverne … Der var en masse pink, skrigende farver i videoen … Den video ændrede mit liv fra at være, ja, månebarn til … Okay, det er så alt det, der sker i verden, efter at børnene er lagt i seng. Det var en kæmpe omvæltning for mig.

’You’re Makin’ Me High’ er et af de numre, der får mig til at se videoen for mit indre øje, hver gang jeg hører det. MTV er nok den største enkeltstående indflydelse i mit liv. Sammen med min mormor, hvor al musikken i min mors familie udspringer fra.

4. SUITE: ’UDSTILLINGSBILLEDER’

Komponist: Modest Musorgskij, 1874

Jeg har altid haft det sådan, at klassisk musik, det meste i hvert fald, er en slags antimusik, fordi det er så skolet og så dogmatisk, og det er det værste, man kan gøre med hvilken som helst form for kunst. Det dør lidt af at blive kørt igennem en eller anden doktrin … Kunst skal være livlig, det skal ikke følge en formel.

Det var jeg jo ikke i stand til at formulere præcis på den måde, da jeg var barn, men det var sådan, jeg følte. Og det var med den følelse, at jeg tog med min ene moster, Anne Marie, ind for at høre ’Udstillingsbilleder’, som er en klaverkoncert af Musorgskij, men som Ravel har arrangeret om til hele orkesteret. Jeg mener, at det var i Radiohuset, men det kan jeg ikke helt huske, men det står til gengæld helt klart for mig, at jeg virkelig ikke gad tage med til den koncert … Da vi skulle af sted, var jeg sådan: ”Argh, nu skal vi til fucking klassisk koncert … Jeg hader det.” Så satte jeg mig i sædet, mut og modvillig, og måtte langsomt erkende: Jeg har taget fejl. ’Udstillingsbilleder’ består af forskellige stykker, der bygger på nogle af maleren Viktor Hartmanns billeder, og jeg kunne bogstavelig talt se billeder for mig, da jeg hørte musikken. Det var helt utroligt. Det var som at høre en Tornerose-agtig Disney-film. Det var min referenceramme på det tidspunkt. Det er en af mine største musikalske oplevelser. Jeg havde bare taget fejl af musik.

En af satserne hedder ’Det gamle slot’, og den kan jeg i dag høre igen og igen. Jeg er helt vild med det stykke. Det er selvfølgelig skrevet til klaver, men der er også en klassisk guitarist, der hedder Jorge Caballero, som har spillet hele koncerten … Jeg kan høre det i alle versioner. Det er en genial melodi, en genial stemning.

Vi var også inde og se ’Tryllefløjten’ på Det Kgl. Teater, og jeg sad helt fremme i stolen og holdt fast i sædet og svedte, da nattens dronning kom på scenen, fordi jeg var så bange for, at hun ikke ville ramme tonerne. Hun ramte selvfølgelig tonerne, og bagefter var jeg helt opløftet. De to oplevelser har gjort et kæmpestort indtryk på mig, for jeg havde afskrevet klassisk musik, fordi det var åndssvagt … For stift og højtideligt. Jeg har været 11-12 år.

Kasket, Carhartt, 300 kr.
T-shirt, ACE & The Leftovers, 350 kr.

5. MALK DE KOIJN: ’O.GL. OST’

Tekst og musik: Lasse Bavngaard,
Jeppe Saugmann og Anders Brixen Kristiansen, ’Sneglzilla’, 2002

Da jeg har været omkring syv år, blev min mormor og morfar skilt. Efter at de blev skilt, blev min mormor katolik, og vi begyndte at komme i Sakramentskirken, som er den katolske kirke, som er tilhørende den katolske privatskole, jeg gik på, Sankt Ansgars Skole på Nørrebrogade. Det lyder meget værre, end det var … Haha … Det var på mange måder en helt almindelig skole, og da der på den tid ikke var nogen muslimske skoler, tror jeg, at mange muslimer tænkte, at det var godt at være i et miljø, hvor man i det mindste delte overbevisningen om en monoteistisk tro. Det var nok den værdi, som gik igen, og det var heller ikke, fordi skolen var særligt kristen i sit udtryk … Jo, vi havde morgensang, og der blev læst op af Biblen i 4.-5. klasse, men vi lærte også om buddhisme, islam og så videre. 60 procent af eleverne på skolen var muslimer.

Min klasse var helt overordnet inddelt i danskerne og perkerne. Dykkede man lidt dybere ned i fraktionerne, fandt man ud af, at der var yderligere opdelinger blandt indvandrerbørnene, for selv om der var to pakistanere, var det sådan, at den ene kom fra en klan, der ikke kunne lide den anden. Det samme med den irakiske kurder og den tyrkiske pige, men de nuancer var netop nuancer, så som udgangspunkt holdt danskerne sammen, og det samme gjorde indvandrerne.

Jeg hørte ikke rigtig til i nogle af grupperingerne. Jeg hedder noget så solidt dansk som Hans til fornavn, og min mor hedder Karen og er fra Jylland, men mit efternavn er Lagui og kommer fra min ivorianske far, Davy. Måske er det den simple årsag til, at jeg aldrig har haft behov for at tilhøre bestemte grupper. Jeg har altid haft det sådan, at hvis nogen opførte sig åndssvagt, så behøvede jeg ikke at være sammen med dem, og på den måde var jeg som dreng en del af danskergruppen, men jeg kunne også sagtens være sammen med perkerne. Jeg var også en af de seje, fordi jeg spillede fodbold, men jeg kunne på samme tid lide nørderne, der spillede computer. Jeg var heller ikke helt tabt bag en vogn, så jeg klarede mig fint fagligt og havde noget at sige i den gruppe.

Jeg var glad for min rolle, for min position. Jeg havde adgang til det hele. Det er klart, at man altid søger en eller anden form for accept, men den fik jeg. Også derhjemme. Jeg har fået lov til at gøre mere eller mindre, hvad jeg havde lyst til som lille. Til at spille høj punkmusik. Det eneste, min mor gjorde, var bare at lukke døren. Jeg fik lov til at udtrykke mig. Jeg føler, at jeg blev accepteret af den musik, som fandtes. Jeg behøvede ikke at høre det med nogen. Jeg kunne sagtens høre det for mig selv. Jeg har altid haft det godt i mit eget selskab, og jeg har altid haft den der med, at jeg synes, at folk er åndssvage … Jeg synes, alle er åndssvage. Næsten uden undtagelse. Det er jeg også selv.

Det handler ofte om usikkerhed. Vi er alle usikre, og det er der mange gode grunde til, men vi reagerer på forskellige måder med vores usikkerhed, og mange gemmer sig bag en attitude. Det er de attituder, jeg synes gør folk åndssvage. At spille sej er arbitrært og ligegyldigt og en spejling af en usikkerhed. Det er åndssvagt, når folk ikke tør stille sig frem som sig selv og fortælle, hvordan de har det. Vi kommer ikke nogen vegne, hvis vi ikke fortæller, hvordan vi har det. Det gælder i de personlige relationer, og det gælder på et større politisk plan.

Hvis jeg skal skære ind til benet, er det med det udgangspunkt, at jeg laver musik i dag: Jeg stiller mig frem og fortæller, hvordan jeg har det. Musik er bare kommunikation. Det er at sætte farver og lyde og dufte, alle sådan nogle ting, på følelser. Jeg tror, at al min musik handler om det samme. Jeg kan godt lave en overordnet titel, som er, at mennesker har ar på sjælen … Og de forsvinder aldrig, men man vænner sig til, at de er der … Men man bliver kun vant til dem, hvis man taler om dem. De historier synes jeg er de mest spændende, og de kan fortælles på mange måder. De kan også fortælles med en glad sang.

Jeg har også altid haft et problem med musik, der kommer fra et sted, hvor kunstneren bag bare prøver at være sej. Jeg prøver virkelig at modarbejde alt det der attitude … Det er blevet mit kald på en eller anden måde. Sådan har jeg haft det med meget rapmusik … Jeg synes, at det var mere attitude end musik, men det ændrede sig, da jeg lærte Malk de Koijn at kende.

På det tidspunkt i mit liv var jeg nået til et punkt, hvor jeg var bevidst om, at jeg syntes, at musik var spændende. Jeg spillede ikke nogen form for musik selv, men jeg fulgte nøje med på Boogie-listen på DR, og jeg var også aktiv på programmets debatforum, hvor jeg skrev med alle de andre musiknørder. Der var gang i alle mulige tråde, også om kunst og politik, og jeg mødtes med nogle af dem, jeg skrev med, i virkeligheden. Blandt andet en, der hed Jens, som hørte rigtig meget Tool, og en pige, der hed Anna, som var stor fan af Malk de Koijn.

Hans Philip opnåede sammen med Jens Ole McCoy at vinde flere priser ved P3 Guld og Danish Music Awards med deres fælles projekt, Ukendt Kunstner. Duoen udgav tre albummer fra 2012, inden de i december 2016 lukkede ned i DR-dokumentaren ’Vi var Ukendt Kunstner’ med den begrundelse, at de følte sig udbrændte. Han er her fotograferet på smørrebrødsrestauranten Aamanns på Østerbro i København.

Kasket, Carhartt, 300 kr.
T-shirt, ACE & The Leftovers, 350 kr.
Bukser, Carhartt, 700 kr.
Jakke, Barbour, 1.800 kr.

Med Malk de Koijn fandt jeg ud af, at rap godt kunne være god musik, og jeg er stadig meget inspireret af rytmen, af absurditeten i deres univers, for den falder den danske ånd meget nær. Der er alligevel ikke nogen af os, der kører i store biler … Der er alligevel ikke nogen af os, der går med store pistoler … Der er alligevel ikke nogen af os, der har hos … Så lad os skrive om noget, vi danskere kan spejle os i. Når jeg siden har diskuteret rap med folk som Kesi og Noah Carter, som er mine gode venner, har de slet ikke samme forhold til Malk de Koijn, fordi deres tiltrækning af rapmusikken har været attituden. De forstår ikke Malk de Koijn, som ikke er drevet af attitude, men er meget mere lystbetonet.

Jeg skriver selv min musik på dansk, fordi alt andet ville være mindre ærligt. Det siger jeg ikke for at tale ned om de danske kunstnere, der skriver på engelsk, men for mig ville det være ligesom at spille skuespil, hvis jeg skulle skrive på engelsk. Jeg ville have sværere ved at finde nuancerne og udfordre klicheerne, fordi jeg ikke ville have sproget tæt inde på livet. Det er jo svært nok på mit modersmål. Jeg har været 14 år, da jeg hørte ’O.GL. Ost’ på ’Sneglzilla’-albummet.

6. DAVID BOWIE: ’ROCK ’N’ ROLL SUICIDE’

Tekst og musik: David Bowie, ’The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars’, 1972

Jeg kunne godt lide at gå i skole. Jeg var interesseret i historie og samfundsfag, og jeg kunne også godt lide dansk, men det var mest, fordi det faldt mig nemt. For mig handlede det mest om menneskerne, børnene og lærerne. Hvem var de? Det handlede om dynamikken i klassen, og det handlede om, hvad der skete i skolegården. Da jeg gik i 9. klasse, gik det op for mig, at jeg jo ikke skulle gå på Sankt Ansgars Skole i resten af mit liv, men jeg var faktisk ikke helt klar over, hvad der så fulgte … Kom gymnasiet før universitetet? Så meget inde i mit eget hoved havde jeg været.

Jeg fortsatte på Niels Steensens Gymnasium, som også var en katolsk skole, men igen uden at det fyldte særlig meget. Det var først og fremmest et lille gymnasium, og det forlængede egentlig bare min opfattelse af skolen som noget hyggeligt. Og så alligevel ikke helt, for der blev jo bare stillet helt andre krav lige pludselig. Jeg var doven, samtidig med at jeg skulle i skole og aflevere opgaver, og det var bare modstridende. Det var en kamp for mig at færdiggøre gymnasiet.

En ting, blandt mange, der distraherede mig fra skolen, var, at jeg var begyndt at skate. Jeg var ikke et stort talent, så det var ikke, fordi jeg bare var nede på rampen i Fælledparken hver eftermiddag … Jeg ville gerne blive bedre, før jeg minglede med de seriøse skatere, og jeg studerede blandt andet en del skatervideoer. I en af dem optrådte en fyr, der hedder Arto Saari, han var en rigtig dygtig skater, og så var han finne, hvilket jeg også syntes var sejt. Videoen bestod af hans bedste tricks fra det seneste halvandet år akkompagneret af forskellige musiknumre, og det sidste nummer i hans video var Bowies ’Rock ’N’ Roll Suicide’. Det er vist også det sidste nummer på pladen, og det var en rigtig fed sidste sang i videoen, fordi man har været igennem alt mulig vild hiphop og punk, der skulle matche de vilde tricks, og så kom der noget helt andet …

Jeg kendte ikke nogen, der hørte Bowie, og derfor var min indgang til ham også så alternativ. Hans stemme er jo bare … Underlig … Jeg ved ikke, hvad der er med den. Jeg synes, at der er virkelig meget af hans musik, der er mærkelig, men det er det, der er fedt. Det er ikke lavet til, at jeg skal kunne lide det. Det synes jeg er meget, meget, meget tydeligt. Mange gange kan man jo godt høre … Aha, nu bruger I det trick, som er tidens ånd. Sådan var det på ingen måde med David Bowie. Det var 100 procent originalt. Hvis jeg hører David Bowie, kan jeg ikke lave noget andet ved siden af. Han kræver min fulde opmærksomhed. Han er et af de mennesker nogensinde, jeg har størst respekt for. Han var så åbenlys original. Og når man så så interview med ham, var han helt smilende og charmerende … Han var slet ikke så såret, som musikken lyder. Al kunst for mig kommer ud af noget dårligt … Eller noget, du mangler eller gerne vil opnå … Det er, som om det ikke var sådan med Bowie, og det synes jeg er helt vildt fascinerende.

”Hvis der en sjælden gang ikke var en eller anden form for musik på hjemme hos os, var det sådan: ”Hov, vi har glemt at sætte musik på.” Det var lidt i samme kategori som at glemme at spise aftensmad. Vi havde overset noget absolut livsnødvendigt.”

Hans Philip

Nå, men jeg kæmpede mig igennem gymnasiet. Musik var stadig noget, jeg lyttede til og gik på opdagelse i, men ikke noget, jeg udøvede. Faktisk havde jeg ingen idé om, hvad jeg ville udøve i mit liv, men på vej ud af gymnasiet, på den sidste dag, for at det ikke skal være løgn, havde jeg en oplevelse, som nok kom til at betyde mere for mig, end jeg anede, da det skete: Jeg skrev og fremførte elevdimissionstalen for hele skolen.

Jeg havde skrevet den færdig aftenen før, men da jeg skulle printe den på selve dage, virkede min computer ikke, og jeg måtte skrive den helt forfra, det sidste, mens rektor holdt sin tale, lige inden jeg skulle gå på, men jeg har aldrig været nervøs for at stille mig op. Jeg har aldrig haft det svært med at skulle møde svigerforældre eller gå hen og sige hej til en pige, som jeg syntes var sød … Det har jeg nok med fra min mors familie, hvor ingen nogensinde har været bange for opmærksomhed. Vi havde jo gået tre år i skole, så jeg delte min tale op i tre. Jeg havde været oppe i Perikles’ gravtale i oldtidskundskab, og der var jo sådan noget med etos, patos og logos, og det passede godt til de tre gymnasieår: Det spændende første år, det fucking kedelige andetår, og det tredje år var konklusionen og vi gjorde det-stemningen. Det er den første frie tekst, jeg skrev. Den var på rim. Overskriften på talen var ’Kampen’.

7. WU-TANG CLAN: ’C.R.E.A.M.’

Tekst og musik: Ray Cash, Dennis D. Coles, Robert F. Diggs, Alexander M. Fitts, Gary E. Grice, Lamont Jody Hawkins, Isaac Hayes, Jason S. Hunter, Russell T. Jones, Matt Penttilla, David Porter, Clifford Smith og Corey Woods, ’Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’, 1993

’C.R.E.A.M.’ er den sang, som betyder mest for mig, for den handler meget om, hvordan jeg havde det, da jeg befandt mig i en svær periode, da jeg var yngre. Jeg var begyndt at ryge hash, og jeg syntes, at verden var et fucked up sted. Jeg kunne ikke forstå noget. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvem jeg var. Det var i gymnasiet og i tiden efter. Når man er barn, bliver man jo hele tiden påduttet en optimisme, men jeg var ikke barn længere, og jeg havde det svært med at tage ansvar for mig selv. Jeg syntes, jeg havde opdaget den virkelige verden, og at den var fuld af nederlag. Jeg havde altid fået at vide, at hvis jeg bare kom igennem gymnasiet, så lå verden mere eller mindre åben, men jeg følte, at jeg lige havde kæmpet mig over et stort bjerg, og nu så jeg bare flere store bjerge foran mig.

Nummeret handler om, at alt er ligegyldigt, og det var det så alligevel ikke, for sangen ramte mig jo, og jeg blev ligesom bekræftet i, at det var rigtigt at gøre det forkerte. Det var meget kraftfuldt. Første gang jeg røg hash, var sammen med en af mine venner på Østerbro, og jeg har nok været 15 år, men det var ikke noget, jeg gik så meget op i, men så begyndte jeg at gå til breakdance i ungdomsklubben i Norgesgade på Amager og male lidt graffiti og høre hiphop og hænge ud med nogen, der røg meget … Vi har været i 2003, og hiphop repræsenterede stadig et oprør, selv om der efterhånden var en rapper med på alle popnumre på det tidspunkt. Det var meget sådan: Det hele er lige meget, jeg ryger noget hash, fuck alting …

”Jeg hedder noget så solidt dansk som Hans til fornavn, og min mor er fra Jylland, men mit efternavn er Lagui og kommer fra min ivorianske far. Måske er det den simple årsag til, at jeg aldrig har haft behov for at tilhøre bestemte grupper. Jeg har altid haft det sådan, at hvis nogen opførte sig åndssvagt, så behøvede jeg ikke være sammen med dem.”

Hans Philip

Jeg havde en masse destruktive tanker og følelser, som grundlæggende ikke var så fede, men som også var spændende at udforske … Det gik op for mig, hvor meget selvdestruktivitet der var i kunst … Det handlede pludselig mest for mig om, at folk døde … At det var spændende. Jeg syntes, det var spændende, at Kurt Cobain havde det liv, han havde. Jeg var og er meget, meget fascineret af det. Det er meget mere fascinerende end at se en kunstner, der bare fortsætter og langsomt brænder ud. Desværre. Jeg synes ikke, at Paul McCartney er spændende længere. John Lennon er meget større for mig, end McCartney nogensinde bliver. Det er mit arbejde som kunstner at blive ved med at afsøge, hvem jeg er. Det laver jeg musik om. Det kommunikerer jeg til verden. Dem, der har gjort det mest kompromisløst, er bare dem, der døde tidligt. Det er der, det bliver tåget … Tænker jeg det, fordi de tilfældigvis døde tidligt, eller hænger det sammen? At søge grænsen er også på et eller andet tidspunkt at nå over grænsen.

Jeg blev engang spurgt om mit forhold til digte, og jeg går faktisk mere op i digteren end i digtet … Jeg har det sådan: Hvem er du, siden du har skrevet det her? Jeg vil vide, hvem du er. Jeg tror også, der er mange, der synes, jeg er spændende. De kan så også lide musikken, og det er en bonus, men man vil gerne vide mere, og det er nok også grunden til, at de går med videre til næste nummer, næste plade, næste koncert … Når folk dør, får vi ikke nogen svar. Vi har fået svaret på, at Paul McCartney bare gerne vil være Elvis, og derfor er han bare ikke spændende. John Lennon er spændende, for han er uafsluttet.

Det hele endte på den rigtige måde for mig. Jeg havde fået en lejlighed af min morfar, som jeg ikke havde råd til at bo i og blev nødt til at sælge. Og så måtte jeg flytte hjem til min mor, og hun var meget tålmodig med mig. Hun stolede på mig, og det var det, jeg havde brug for.

Hans Philip udgav i foråret sit første soloalbum, ’Forevigt’, hvorefter han spillede koncerter på blandt andet Heartland, Roskilde Festival, Musik i Lejet og tre aftener på Hotel Cecil i København. Billederne til dette interview er taget tirsdag den 10. september før, under og efter den sidste af koncerterne på Hotel Cecil. ’Forevigt’ blev anmeldt til seks ud af seks stjerner i Gaffa, mens Soundvenue og Politiken kvitterede med henholdsvis fem stjerner og hjerter. Her er han med sit band på Hotel Cecil: Andreas Murga (tv.), Mads Risvang Muurholm (trommer) og Tais Stausholm (th.).

8. 10CC: ’I’M NOT IN LOVE’

Tekst og musik: Eric Stewart og Graham Gouldman, ’The Original Soundtrack’, 1975

’I’m Not In Love’ repræsenterer, hvor meget filmmusik betyder for mig. Jeg er en utrolig stor filmfan også. Jeg har altid været meget interesseret i, hvordan musik bliver brugt i film – hvornår det er godt, og hvornår det er dårligt. Det er omkring fire år siden, jeg så ’Guardians of the Galaxy’, en helt åndssvag film, men den starter med det her nummer.

Jeg hørte nummeret første gang, da jeg købte en opsamlingsplade i GUF … Det var en plade, hvor Wayne Coyne fra Flaming Lips havde valgt sine late night yndlingsnumre, og jeg syntes, at nummeret var helt forfærdeligt. Nu hørte jeg det med billeder til og i den der sindssyge lyd, der er i Imperial … Jeg forstod det … Det fik en revival for mig. Alle sange har jo en kontekst. Jeg hader for eksempel Bob Dylan, men der kan sagtens komme en dag, hvor han rammer mig … Hvor jeg bare forstår alt Bob Dylan, fordi jeg hører ham i den helt rigtige sammenhæng … Det er meget livsbekræftende. Du kan også høre numre, du kender, på nye måder. Der er så meget at gå på opdagelse i.

’I’m Not In Love’ er et sindssygt godt nummer. For det første er der koret … Helt luftigt. Helt drømmeagtigt. Og så er der selve handlingen. Den er meget ironisk. Den hedder ’I’m Not In Love’, og det er så tydeligt, så åbenlyst, at han er in love. Uigengældt. Det er et meget

sårbart sted at være. Specielt for en mand i den tid, kan jeg forestille mig. Det er sejt at kunne se sig selv på den måde, for det er en typisk situation, hvor man kunne forsøge at bilde sig selv noget ind, som ikke var rigtigt. At man ikke var blevet forladt, at det alligevel ikke betød noget … Det er en sang om desperation.

9. JONI MITCHELL: ’A CASE OF YOU’

Tekst og musik: Joni Mitchell, ’Blue’, 1971

Jeg blev introduceret til ’A Case of You’ med Joni Mitchell, da jeg var i et forhold med en pige, jeg var glad for … Da jeg havde hørt albummet, tænkte jeg: Det her album er sindssygt. Sangene er fuldstændigt sindssygt skrevet. Hver for sig er de rimelig simple, men albummet er samlet set fantastisk. Og da jeg ikke var i det her forhold længere, hørte jeg det igen og fandt ud af, at hele albummet handlede om ikke at være sammen. Pladen starter med, at ”We don’t need no piece of paper / From the city hall / Keeping us tied and true” – vi behøver ikke at blive gift, vores kærlighed er større end det … Og så lige pludselig er der et knæk … De er gået fra hinanden, og på ’A Case of You’, som er den bedste sang på albummet, kommer de største følelser ud. Det er også en spændende sang, fordi den er skrevet af en kvinde, og hun har en anden synsvinkel, og jeg kan mærke, at jeg lytter mere. Det er virkelig, virkelig spændende. Hvordan jeg oplever noget, og hvordan du oplever noget, bliver bare sat på spidsen.

Joni Mitchell er den bedste lyriker i musikverdenen nogensinde. Jeg tror ikke, at der er en eneste af hendes sætninger, der er blevet skrevet før. Hvor ordene er stillet op på den måde. Hun har en sætning i en sang: ”There’s a black fly buzzing / There’s a heat wave burning in her master’s voice / The hissing of summer lawns …” De ord er aldrig sagt i den rækkefølge før. Det er aldrig sket. Sangen hedder ’The Hissing of Summer Lawns’ og handler om sangeren Jose Felicianos kone. Den handler om, hvordan hun ser deres forhold … Feliciano sang som en ”heat wave”, en hedebølge … Det gør universet endnu mere uendeligt for mig, hvor overdrevet det billede er. Det går dybere og dybere … Jeg synes, hun er den bedste. Jeg tror, at hun er min yndlingskunstner. Det står mellem hende og David Bowie. Hun tør gøre alting. Hun er kompromisløs. Og jeg kan slet ikke forstå, hvor godt hun synger. Det er helt utroligt. Hun er en blanding af alle de bedste ting.

10. CHET BAKER: ’MY FUNNY VALENTINE’

Tekst og musik: Lorenz Hart og Richard Rodgers, ’Chet Baker Sings’, 1956

Det nummer lærte jeg at kende i ’The Talented Mr. Ripley’ med Jude Law, Gwyneth Paltrow og Philip Seymour Hoffman. Tom Ripley er jo klassisk opdraget, så han forstår ikke jazz … Han synes, at det er noget pjat. Klassisk musik er den rigtige musik, men så møder han de her seje mennesker i Italien, som er superjazzede, og han prøver at undervise sig selv, og jeg kan huske, at han siger til sig selv: Man kan ikke engang høre, om det er en mand eller en kvinde, der synger … Og jeg tænkte: Det er jo det fede. For mig er jazz den ultimative kunstform, for den er, hvad klassisk musik er, bare på hovedet. Kontrabas er noget, man spiller med en stryger! Næh, man spiller med fingrene! Jazz nedlægger konventionerne.

Jeg tror, at det er så enkelt for mig. Da jeg mødte Jens Ole (McCoy, red.), var vi også drevet af at lave en helt bestemt form for musik, som ikke var dikteret af konventioner eller hitlister. Vi ville være os selv. Jeg havde også fundet ud af, at det, jeg godt kunne lide, sagtens kunne blive det, jeg lavede som voksen. Jeg kunne godt lide musik. Jeg kunne godt lide at skrive ting ned. Jeg kunne godt lide at stille mig frem og fortælle, hvem jeg er, hvordan jeg har det, og hvad jeg synes. Det er det, jeg laver – det er mit bidrag.

Fra Dossier nr. 16, december-januar 2019/2020.