Jens-Peter Brask

En dag med

Jens-Peter Brask har samlet på kunst siden 1993, hvor han købte to tegninger af Michael Kvium. I dag ejer han mere end 1.000 værker af danske og internationale kunstnere som Tal R, Julian Schnabel og Eddie Martinez. Den 48-årige kurator lever af at udvælge kunstnere til at skabe kunst i det offentlige rum og udstillinger på gallerier og museer, ligesom han kuraterer for private kunstsamlere og udgiver bøger. Det overordnede mål er at være med til at udvikle talent og hjælpe unge kunstnere med at få gang i karrieren.

KONTORET KØBENHAVN

SOM 14-ÅRIG SÅ jeg filmen ’Style Wars’, der dokumenterer graffitiscenen i New York op gennem 80’erne. Wow. Jeg så filmen igen og igen. Hvad var det her? Jeg blev fuldstændig grebet af kulturen. Jeg begyndte selv at male graffiti hjemme i Roskilde sammen med min ven Ulrik. Vi tog toget til Hovedbanegården og blev allerede på perronen blæst bagover af breakdansere, hiphop-musik og graffitimalede S-tog. Det var sindssygt fedt. At fornemme stemningen, som mindede om det, jeg havde set fra New York. Jeg var fanget.

Jeg fik mange gode venner i graffitimiljøet i København. Ulrik og jeg tog oftere og oftere til København for at male graffiti og bare hænge ud med de andre. Vi havde et stærkt sammenhold. Vi var ikke særlig mange graffitimalere dengang. I København boede de bedste malere, for eksempel Rages og Sabe, og dem hang vi også ud med og blev inspireret af. Vi begyndte selv at male på tog. Jeg var tiltrukket af sammenholdet. Og at jeg kunne lære noget nyt. Se noget nyt hele tiden. Hvis man fik en idé til at male noget, kunne man bare lave det. At opleve en helt ny kultur var spændende. Der var mulighed for at udvikle sig hele tiden. Jeg startede med at male noget simpelt, og så blev jeg langsomt bedre og bedre. Det drev mig til at blive ved.

Jeg stoppede med at male graffiti i ’93, fordi jeg blev chef på restaurant og dansested Arkaden i Roskilde, og jeg syntes ikke længere, det gik, at jeg malede ulovligt. Kort efter købte jeg mine første kunstværker. Det var nærliggende, at kunsten tog over. Jeg var opdraget i graffitikulturen, hvor vi byttede tegninger med hinanden, og jeg samlede på bøger og magasiner om graffiti. I foråret 1993 købte jeg et værk af Michal Kvium til min bror, Lars-Christian, hos galleriet Susanne Ottesen. Jeg blev vild med Kviums kunst, så da jeg et halvt år senere besøgte en ny Kvium-udstilling hos Galleri Faurschou, som var Kviums nye galleri, købte jeg to tegninger. Mine to første kunstværker. Kunst havde fyldt en del i min opvækst. Vi besøgte museer med mine forældre. Ikke hver weekend, og ingen af mine forældre samlede på kunst, men kunsten havde altid spillet en rolle.

Jeg købte de to Kvium-tegninger ud fra min mavefornemmelse. Det er stadig sådan, jeg køber kunst. Kunsten skal få min puls op. Jeg får sved på panden og mærker noget vildt indeni. Jeg knytter næven og får lyst til at råbe: Aaargh!

Kvium er på min top-fem over favoritkunstnere. Han er vigtig for den danske kunstscene. Han er en sindssygt dygtig maler. De fleste kunstnere har assistenter, men Kvium maler hvert enkelt penselstrøg selv. Det er vigtigt for mig, at det ikke bliver som en fabrik, der laver kunst på samlebånd. Nogle af de store kunstnere har 100 ansatte, og så kommer kunstneren ind til sidst og maler et hjørne. Jeg kan godt lide, at Kviums værker er hans egne. Kvium har en god karriere, og hans cv er imponerende med store museumsudstillinger i både Danmark og udlandet. For to år siden havde han en stor soloudstilling på et rigtig godt galleri i Hongkong, Tang Gallery, og han har udstillet på Arken, Aros og Ordrupgaard. Han kan naturligvis blive endnu større og endnu bedre. Hans talent er så stort. Jeg kigger på et af hans værker nu og tænker bare: Hold nu kæft, hvor er du god! Michael maler verden, som han ser den. Jeg har et maleri med to babyer, som er forbundet af en navlestreng. Folk siger, at hans værker er skræmmende og groteske, men det er vel også lidt skræmmende at blive født …

Jeg blev aldrig en rigtig god graffitimaler, men jeg har ikke lagt det helt på hylden. Jeg har malet lidt en gang imellem gennem årene, og jeg har købt masser af værker af graffiti-kunstnere. Mit største idol har altid været den danske graffitimaler Sabe. Hans borgerlige navn taler man ikke om. Han er blandt de fem største graffitimalere i verden. Hans energi er uvirkelig. Hvordan kan han være så kreativ? De farver, han sammensætter. Skyggerne. 3D-motiverne. Han er bare så vild! Han er i slutningen af 40’erne og maler stadig på tog. Han har dedikeret hele sit liv til at male graffiti. Han er så fucking fandenivoldsk, når han maler. Jeg købte mit første maleri af ham i slutningen af 90’erne. Et lærred, hvor han havde skrevet sit eget navn med Wildstyle-bogstaver. Han er også enormt dygtig kunstnerisk. Han fornyer sig selv hele tiden, og så er det interessant at se den vildskab og energi, han har i forhold til andre kunstnere. Kreativiteten vælter ud af ham.

På en rejse til Moskva for tre år siden fik Jens-Peter Brask en besked fra den ukrainske og Moskva-baserede kunstner Nicholas Koshkosh (han har malet det store maleri ved siden af Jens-Peter Brask, red.), som skrev til Brask og inviterede ham på et studiebesøg. ”Jeg havde aldrig hørt om ham før, men jeg tjekkede hans værker ud på Instagram og blev blæst omkuld. Jeg besøgte ham med det samme og købte et værk af ham: et mellemstort maleri af en kvinde, som sidder med nogle spillekort i hånden. Han blander akryl, spraymaling og olie. Hans motiver er meget barnlige og naive. Farvekombinationerne er fantastiske. Han er vild og ukontrolleret, han blev smidt ud hjemmefra som 12-årig og boede på gaden, til han fyldte 18 år og flyttede til Moskva. I dag er han 25 år og er på min top-fem over favoritkunstnere.”

Flag, kunstværk af Mateo Maté
Maleri, Nicholas Koshkosh
Skjorte, Mads Nørgaard, 850 kr.
Bukser, Carhartt, 700 kr.
Sko, Nike, 1.120 kr.
Brillerne er fra Tom Ford og er Jens-Peter Brasks egne.

Jeg købte mit første værk af den amerikanske kunstner Eddie Martinez til Market Art Fair i Stockholm i 2005. Det var et lille maleri af en potte med nogle blomster i. Året efter besøgte jeg Eddie i New York, og derefter mødtes vi, hver gang jeg var i New York. Da jeg boede i New York i 2011, lå min lejlighed seks blokke fra Eddies. Vi sås mere eller mindre hver dag. Jeg fik nøglen til hans studie, og vi blev virkelig tætte. En dag tog jeg ned i studiet, mens han var ude af byen, og begyndte at rydde op i hans maling og på hans borde – det var virkelig et stort kaos. Da han kom ned i studiet næste gang, ringede han til mig: Hvad har du gjort? Du har ryddet op! Jeg kan ikke arbejde i orden, du må komme ned og hjælpe mig med at rode igen.

Vi kunne sidde og snakke i studiet, og lige pludselig gik han bare i gang med at male. Bum. Bum. Og så kom der bare det fedeste ud af det. Han har en ret sjusket og rå malerstil. Han kaster rundt med malingen. Jeg har tusindvis af fotografier af Eddie, mens han maler. Den stemning. Det var fucking fedt. Det var faktisk de billeder, jeg tog af ham, som gav mig idéen til at lave mine bøger, hvor jeg besøger forskellige kunstneres atelierer. I 2012 og 2013 havde Eddie ikke noget galleri, så jeg hjalp ham med at få placeret nogle værker i forskellige gode samlinger. Jeg fik heldigvis også købt en masse værker selv. Han fik selvfølgelig et godt galleri i New York, Mitchell-Innes & Nash, og lige nu bliver hans værker handlet på auktioner for mellem tre og fire millioner danske kroner.

Mens jeg boede i New York, blev jeg inviteret til en middag for kunstnere og samlere, og da jeg fandt mit navn på bordet, så jeg, at jeg skulle sidde ved siden af Julian Schnabel. Are you fucking kidding me? Jeg blev helt starstruck og vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige til ham. Men vi fik åbnet for samtalen. Senere på aftenen tog han min telefon og kodede sit nummer ind og sagde: ”Come and visit me tomorrow.” Det var som at få at vide, at jeg skulle gå ned og spille Lotto, og så ville jeg med sikkerhed vinde fem millioner. Ja, helt sikkert. Dagen efter overvejede jeg faktisk at skrive til ham, men jeg havde det lidt, som når man har været på den første date og ikke kan finde ud af, hvad der er det rigtige at skrive dagen efter. Jeg endte med ikke at gøre noget.

Den efterfølgende dag ringede min telefon. Der stod Julian Schnabel på displayet. Jeg tog telefonen. Schnabel sagde bare: ”You didn’t call me yesterday. See you tomorrow at 12.” Og så blev der lagt på. Ikke noget med at nævne nogen adresse. Du ved bare, hvor Julian Schnabel bor i New York. Jeg mødte op, og Schnabel trådte ud af elevatoren i forhallen og inviterede mig op i sit gigantiske atelier. Han har købt hele bygningen på otte etager til sin familie, og de tre midterste etager er hans studie – et stort rum med sindssygt højt til loftet.

Når Jens-Peter Brask kuraterer for private kunstsamlere, fakturerer han dem et fee, inden de indleder samarbejdet. Han vil sikre sig, at folk er seriøse og ikke bare vil udnytte hans gode forbindelser. ”Alle fisker jo efter at købe et værk for 100 kroner i dag og sælge det for fem millioner i morgen. Den er jeg med på. At købe kunst, som er kurateret af mig, gør ikke værkerne dyrere hos galleriet, da jeg får en del af galleriets fortjeneste.”

Neonværk, Eddie Martinez
Skjorte, Mads Nørgaard, 850 kr.
Ring, Kinraden, 18.100 kr.
Uret er fra Rolex og er Jens-Peter Brasks eget. Brillerne er fra Tom Ford og er Jens-Peter Brasks egne.

Vi blev gode venner. Han var i Danmark i 2013 i forbindelse med hans udstilling på Willumsens Museum. Vi hang ud. Jeg forærede ham et danmarkskort fra 80’erne, som min fætter, der er folkeskolelærer, havde taget med fra et klasselokale, fordi jeg vidste, at Julian havde malet på landkort tidligere. Julian besøgte mig i mit hus i Bagsværd og malede på landkortet. Hen over kortet skrev han på dansk: Jorden er flad. Det var en gave til mig. I 2017 var jeg med til at lave Julian Schnabel-udstillingen på Aros, som er den hidtil største i Europa. I samme uge, som udstillingen åbnede, inviterede han mig med i sit privatfly til Paris til premieren på hans spillefilm om Van Gogh, ’At Eternity’s Gate’. Samtidig åbnede han en soloudstilling på Musée d’Orsay, og senere samme uge fløj han til New York, fordi ’At Eternity’s Gate’ var den sidste film på New Yorks filmfestival. Han er bare en superstjerne. Han har betydet utrolig meget for dagens kunstscene. Hvis du ser på det, han lavede i 70’erne og 80’erne, så er stort set al kunst, som bliver lavet i dag, inspireret af Schnabels værker fra den periode. Når Schnabel maler de her kæmpestore malerier på seks gange otte meter, er det simpelthen så vanvittig fedt. Han tør bare kaste sig ud i vilde projekter. Selv om værkerne er enorme, er hans penselstrøg stadig simple og fine. De mange farver blev også en inspirationskilde for adskillige andre kunstnere.

Jeg har altid købt kunst, fordi værkerne skulle være i min samling. Jeg har solgt enkelte værker, fordi jeg er vokset fra dem, men jeg spekulerer aldrig i at tjene penge på dem. Jeg sælger ikke et værk, selv om det er blevet enormt meget mere værd, end da jeg købte det. Det er ikke derfor, jeg køber kunst. Det er for kunstens skyld. Og fordi jeg ikke kan lade være. Da jeg købte mine første værker, havde jeg selvfølgelig ingen idé om, at jeg ville ende med at eje mere end 1.000 værker. At købe kunst for at sætte det på et lager er skørt, ja, men det må trods alt være en af de sundeste former for afhængighed. Jeg drikker stort set ikke. Jeg får min rus ved at købe kunst. Bare at kigge på et af mine yndlingsværker kan gøre mig helt høj. Jeg bliver rundtosset. Jeg kunne forestille mig, at det er ligesom at være på stoffer.

Mine værker kommer heldigvis rigtig meget ud. I den her uge har Rønnebæksholm lånt en Olafur Eliasson-lampe og et værk af Julian Schnabel og Gardar Eide Einarsson. Kunsten bliver luftet. I 2017 lavede jeg en stor udstilling med 200 af mine værker på Willumsens Museum. De har været på Arken, Aros, Heerup, Kunsten i Aalborg … Det er bare de museer, jeg har lånt til i Danmark. Det er ikke noget, jeg bliver betalt for. Jeg gør det, fordi jeg synes, at det er vigtigt, at kunsten bliver vist frem. Andre skal have glæde af min samling.

For mig er det vigtigste at få de bedste værker fra de rigtige kunstnere. Alle kunstnere laver A-, B-, C- og D-værker, og her gælder det om at få fat på A-værkerne, som vil blive en del af kunstnerens retrospektive udstilling. Når jeg hjælper private med at købe kunst, er min opgave at få dem overbevist om, at de skal købe A-værket. Hvis de ikke instinktivt kan lide det, er det faktisk meget godt. Kunst må godt provokere lidt ved første øjekast, det gør det mere interessant over længere tid.

Jeg havde i 2002 etableret strandbaren og restauranten Halvandet på Refshaleøen efter at have været med til at starte og drive flere steder som Absalon på Strøget, diskotek Subsonic i Skindergade og Arkaden i Roskilde, som var mit første rigtige job i restaurationsbranchen i starten af 90’erne. Jeg valgte at sælge Halvandet i 2016, fordi jeg var træt af mit liv som restauratør, og jeg gerne ville arbejde med kunst på fuldtid. Jeg havde jo sideløbende med restaurationsarbejdet samlet på kunst, og jeg havde også kurateret min første udstilling i 2011 hos Galleri Tom Christoffersen, men i 2016 besluttede jeg mig for at blive fuldtidskurator. I dag lever jeg af at udvælge kunstnere til at skabe kunst i det offentlige rum som for eksempel på husgavle. Jeg laver kunstbøger, jeg samarbejder med designvirksomheder og rådgiver samlere, gallerier og museer om at finde de rigtige kunstnere til deres samlinger og udstillinger. Kunsten har givet mig et helt nyt liv. Det gør mig lykkelig at være omgivet af så meget dejlig kunst. Jeg føler aldrig, at jeg går i stå, fordi der hele tiden kommer ny kunst, som jeg skal holde øje med og lære noget af.

MARTIN BIGUM OG FUGLEBURETS ATELIERER FREDERIKSBERG OG KØBENHAVN

JEG FÅR NOK fire-fem beskeder om ugen fra unge eller nye kunstnere, som inviterer mig ud for at se deres kunst. Jeg svarer altid på mine beskeder, også selv om jeg ikke bryder mig om kunsten. Alle fortjener et svar, når de har ulejliget sig med at skrive til mig. Jeg besøger ofte kunstnere, som jeg ikke umiddelbart finder interessante. De kan sagtens udvikle sig, og så skal jeg ikke være en idiot og smadre deres gejst. ’Dårligt’ er også et kedeligt ord. Det kan jo også være, at kunsten bare ikke rammer mig lige nu, men måske på længere sigt. Jeg har set ting på billeder, som jeg ikke brød mig om, men da jeg stod i atelieret, blev jeg alligevel imponeret. Jeg er bare nysgerrig på, hvad der rører sig.

Det første møde med nye kunstnere varer typisk 15-30 minutter, hvor vi småsludrer og ser hinanden lidt an. Nogle gange er det akavet, og med andre er forbindelsen der bare med det samme. Det er ligesom at date. Jeg ser meget sjældent kunstneren arbejde på det første møde, det vil typisk ske anden eller tredje gang, vi ses. Nogle gange ved jeg allerede efter det første møde, at jeg bliver nødt til at lave noget med kunstneren. Som da jeg hev Kinga Bartis med til at male Valby Hallen efter at have mødt hende én gang. Det kan også være, at jeg vil hjælpe dem med at finde et galleri eller sørge for at få deres værker ud i nogle gode, private samlinger. Det sker ret ofte, at møderne udvikler sig til reelle venskaber.

Jeg er inspireret af Hubert Neumanns filosofier. Han har en af verdens største kunstsamlinger med omkring 50 tegninger og fem store værker af Picasso. Han ejer værker af Lichtenstein, Basquiat, Warhol, Koons … Alle de store. Han har så meget kunst, at det er fuldstændig sindssygt. Han er citeret for at sige: ”Jeg skal ikke låne de værker ud, da kunstnerne er døde, de har ikke brug for omtalen. Hvis du skal lave en udstilling med mig, skal det være med mine værker af unge kunstnere.” Sådan har han altid gjort. Han supporterede Basquiat, Lichtenstein og Warhol, dengang de var unge, og i dag støtter han de nye kunstnere. Hans far købte Picasso, Monet og den generation af store kunstnere i begyndelsen af deres karrierer. Det er en supersympatisk tilgang til at købe kunst. Hvis der ikke er nogen til at støtte de unge, når de ikke op på det næste niveau. Så bliver de alle sammen i miniputrækken. Der skal være nogen, som hjælper dem op i superligaen. Dem, som er i superligaen i dag, går jo også på pension på et tidspunkt, og så går hele kunstscenen i stå, hvis der ikke kommer nye til. Og det ender med at blive et samlerselskab af gamle, sure mænd.

Til januar skal jeg ind og undervise på Kunstakademiet i København sammen med professor Ferdinand Krag, som har spurgt, om jeg vil give de unge kunstnere en bedre forståelse for, hvordan kunstbranchen fungerer forretningsmæssigt. De studerende har malet på skolen i fem eller seks år og modtaget SU, men den dag, de er færdige på skolen, skal der penge i kassen til at leve for. Jeg vil fortælle dem, hvordan de henvender sig til gallerier og kuratorer, og hvordan de inviterer til udstillinger. Jeg har for eksempel skrevet på min Instagram-profil, at alle henvendelser til mig skal ske på mail. Det fungerer bare bedst for mig. Kunstnerne skal have blik for, hvordan folk i branchen gerne vil kommunikere. De skal forstå gamet.

Hvis de unge møder en kunstsamler ude i byen til en fernisering, kan de sagtens gå hen og præsentere sig selv, hvis de opfører sig velopdragent, præsenterer sig kort og lægger op til en videre dialog. Hvis de afbryder midt i en samtale, eller bliver stående i hjørnet og nærmest overvåger samleren, bliver de irriterende. Man skal have forståelse for den slags. De unge kan godt vælge at cykle byen tynd og smide ansøgninger ind hos alle gallerierne, som søgte de et ungdomsjob, men det fungerer bedre at lave sin research ordentligt og finde frem til de gallerier, som passer bedst til ens personlige stil og filosofier. De kan sagtens invitere gallerierne på studiebesøg. Alle er jo interesserede i at finde morgendagens store stjerne. Det er den konstante jagt for gallerierne og os kuratorer. Det er fedt at være dem, som lavede den første Tal R- eller Olafur-udstilling.

Lige nu har vi en meget lovende og talentfuld generation af yngre kunstnere. Det er en grundig generation, og de griber deres arbejde meget professionelt an. De har noget på hjerte. Jeg fornemmer en power og vildskab til at turde noget. Det er blevet tydeligt her i covid 19-nedlukningen, hvor jeg føler, at især den unge generation virkelig har taget sig sammen. Det med at læne sig tilbage med fødderne på skrivebordet og forvente, at telefonen ringer, det kan man godt glemme i den her tid. Man skal ud og opsøge det. Alle har lige smøget ærmerne ekstra højt op og spidset penslerne. Jeg talte med Kvium om det forleden dag, og han syntes, at det var fedt, at corona, men også de unge, lagde et pres på ham, så han skulle lave endnu bedre billeder. Og det er det, jeg fornemmer i den her generation. Alle vil bare lave noget godt.

Inden finanskrisen i 2008 havde vi nogle år, hvor der virkelig blev lavet meget dårlig kunst. Der var mange af de unge fra akademiet, som malede med venstre hånd og røg rygeheroin og sniffede crack. Efter krisen fik vi virkelig ryddet op i alt det lort. Det er jo det gode ved kriser: Alle, som ikke er gode nok, ryger. Om det så er kunstnere, ugeblade eller kaffebarer. Covid-19 har måske været lige hård nok, men det gør, at man skal omstille sig for at klare sig. Og ikke mindst forny sig selv. Ingen gider se på det samme igen og igen.

”Det er allersværest for en kunstner prismæssigt at ligge i mellemsegmentet. At være ung og interessant og sælge til nogle lave priser kan gå relativt nemt, men så snart prisen på værkerne stiger til mellemsegmentet, er der pludselig ikke så mange købere, som vil være med. De fleste kunstnere går i stå der. Jeg tror på, at Fugleburet (hvis værker er fotograferet her, red.) har talent til at klare det spring. Formår kunstneren at holde interessen hos køberne og museerne, kan de tage skridtet op i toppen. Der er aldrig noget, som er sikkert
i kunstverdenen, men hvis du først er stemplet som en anerkendt kunstner med store museumsudstillinger, så forbliver de fleste en succes og holder dermed priserne oppe,” fortæller Jens-Peter Brask.

Nogle af de største talenter lige nu er Anna Stahn, Kinga Bartis, Mathias Malling Mortensen og Fugleburet. Anna blev færdig på akademiet i år. Hun laver tegninger, raderinger, tryk og skulpturer. Det er meget småt, fint og lækkert. Alle hendes ting er superinteressante og finurlige. Kinga laver mange malerier, som i øjeblikket er fulde af røde farver. Det er figurativt maleri, og hun bruger mange kvinder. Hun er selv lille og fin, men der er noget meget stærkt og powerfuldt over hendes værker. Der er en nerve og en gnist. Jeg kan fornemme, at der er noget mere i værkerne, når jeg kigger på dem. De holder på længere sigt. Fuck, det er fedt! Mathias’ ting er abstrakte, og han gør som regel ikke brug af særlig mange farver, former og figurer. Det er mere simpelt. Jeg besøgte ham i formiddags, og han havde lige lavet et værk, hvor han havde sat et lærred ind, klippet i det og sat et nyt lærred ovenpå, som han så også klippede i. Det var bygget op i lag, og det fungerede helt vildt godt. Mathias har virkelig et højt niveau.

Fugleburet er i midten af 40’erne, så han er ikke særlig ung længere, men han er en nyere kunstner, som har lavet meget andet end kunst i sit liv. Da jeg lærte ham at kende for halvandet år siden, kunne jeg se, at han var på vej mod noget virkelig interessant. I dag maler han på lærreder, han tegner og laver også lidt keramik. Hans malerier ligner lidt noget CoBrA-kunst (gruppen blev stiftet af blandt andet den danske billedkunstner Asger Jorn, den belgiske digter Christian Dotremont og den hollandske maler Constant Niuwenhuys. CoBrA består af forbogstaverne på de tre kunstneres hjembyer: Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam, red.), det kunne være noget Asger Jorn. Hans værker minder ikke særlig meget om noget andet, som bliver lavet i dag. Han har sin egen stil. Den her fandenivoldske, abstrakte malerstil har været populær i nogle år nu, men Fugleburet har en meget stram stil. Han er vokset op med fugle i sit barndomshjem, derfor bruger han altid fugle i sin kunst. Han har et kæmpestort talent.

Hvis du kigger på den danske kunstscene lige nu, er der to store tendenser: Der bliver lavet rigtig meget farverigt maleri og keramik. Der er de etablerede og største og aktuelle kunstnere som Tal R, John Kørner og Michael Kvium, der har dyrket det farverige maleri i mange år. Du har en nyere kunstner som Farshad Farzankia, der virkelig har stormet frem de seneste år, og som er fantastisk dygtig til at sammensætte farver. Og så har du en kunstner som Martin Bigum, der tilhører det høje mellemsegment herhjemme. Han var en af de første kunstnere, som jeg købte værker af i 90’erne. Han har været kunstmaler i 35 år og har formået at forblive interessant. Hans værker har været udstillet på et utal af gallerier og museer herhjemme. For et par år siden havde han en stor soloudstilling på Arken. Han er nysgerrig, og derfor går han aldrig i stå. Hvis jeg var med i ’Hvem vil være millionær?’, ville jeg ringe til Bigum, hvis jeg fik et spørgsmål om kunst, jeg ikke selv kunne svare på. Han er utroligt vidende. Han sætter sig ind i historien, men holder også øje med alt, hvad der sker i dag. Bigum har bare en fed personlighed. Han laver sjov med en, når man besøger ham. Han spiller forskellige karakterer. Og så er han altid klædt i pænt tøj med slips og loafers under sin malerkittel.

Der er mange interessante kunstnere, som laver keramik. En klassiker er Rose Eken, som stadig laver superfed keramik med hendes værker af helt almindelige hverdagsting som citroner, malerbøtter og askebægre. Frederik Næblerød er vanvittig stærk i keramik, hvor hans vildskab udmønter sig i nogle geniale værker. Jeg elsker Karl Robin Monies’ keramik. Den kombination af traditionel keramik og reb og snore er superfed. Når jeg ser på det, får jeg det nærmest, som om jeg har fået et spark i bollerne. På en god måde. Fuck, hvor er det fedt! Når den kære FOS laver noget, er det også altid godt. Der er også mange unge talenter, som har kastet sig over keramikken. Jeg holder øje med Klara Lilja, Maria Rubinke, Martin Brandt og Anna Sørensen.

Når jeg udvælger kunstnere til mine Studio Visit-bøger, har en del af dem været lang tid undervejs. I min seneste bog har jeg besøgt Frank Shepard Fairey (OBEY), og ham har jeg villet have med fra day one, men det har bare ikke passet før nu. Andre gange sker det helt impulsivt. På en rejse til L.A. mødte jeg en kunstner, Amy Bessone, som sagde, at jeg burde besøge hendes ven, Sharif Farrag. Ham besøgte jeg så, og han var superinteressant. Selv om jeg aldrig havde hørt om ham før, tog jeg ham med i min bog, fordi han bare var så fed. I USA er kunstnerne meget bedre til at anbefale deres venner end herhjemme, hvor kunstnerne holder deres gode forbindelser meget tættere til kroppen, hvilket er ærgerligt, da den anden tilgang åbner for meget mere talent. Det er blandt andet også derfor, at jeg normalt rejser til USA fire-seks gange om året for at besøge nye kunstnere. I mine bøger skal der altid være en god blanding af de tunge navne som Schnabel, Kørner og Eddie Martinez og nogle helt unge. Der skal også altid være nogle, som har baggrund i graffiti som Futura 2000 eller Blade, der har været med til at starte graffitien i New York. På den måde bliver bøgerne mine egne.

HJEMME OG PÅ CYKLEN KØBENHAVN

HVERT HALVE ÅR skifter jeg al kunsten ud i min og min kæreste, Charlottes, lejlighed med noget nyt fra mit lager. Jeg udvælger altid de nye værker så hurtigt og impulsivt som muligt. Det må ikke være planlagt. Hvis jeg vælger spontant, passer det godt til mit aktuelle humør, og det er sikkert meget passende til de næste seks måneder. Jeg kan godt lide at have noget nyt at kigge på, når jeg er derhjemme. Lige nu hænger der værker af Kvium, Martinez og Dan Schein, så det er nogle af mine greatest hits.

Jeg har samlet på kunst siden ’93 og ejer over 1.000 værker, men i mit kælderrum har jeg en cykel, en pumpe og en kuffert. Det er det. Jeg har ikke behov for at eje alt muligt overflødigt. Jeg har ingen rodeskuffer med ting, jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal bruge til. Jeg ejer kun noget, som jeg sætter pris på og skal bruge til noget. Det er kun kunsten, som får lov til at forstyrre. Kunsten er det vigtigste og det, som har den største værdi for mig.

Som barn samlede Jens-Peter Brask på frimærker og klistermærker, og han fik skabt nogle store samlinger. Han har ikke samlergenet fra fremmede. ”Min far ejer ikke evnen til at skille sig af med ting. Han har en lade fuld af ting: alle gamle havemøbler fra mine forældres hjem gennem tiden, reservedele til biler, som er gået ud af produktion, skruer, værktøj og gamle gulvbrædder. Du kan finde alt i den lade.”

Lænestol, Arne Jacobsen for Fritz Hansen, 101.121 kr.
Bord, FOS hos Etage Projects, pris på forespørgsel.
Lampen er vintage og er Jens-Peter Brasks egen.
Sofa, Andersen & Voll for Muuto, fra 22.900 kr.
Magasin, Elephant, 105 kr.
Magasin, System hos 11o, 150 kr.
Bog, ’Samlede digte’ af Jørgen Leth hos Gyldendal, 279,95 kr.
Bog, ’Nordisk vildt’ af Daniel Dencik hos Politikens Forlag, 300 kr.
Bog, ’De dunkle butikkers gade’ af Patrick Modiano hos Lindhardt og Ringhof, 299,95 kr. Skjorte, J.W. Anderson x Uniqlo, 299 kr.
Bukser, Kronstadt hos Zalando, 499 kr.
Ring, Kinraden, 18.100 kr.
Uret er fra Rolex og er Jens-Peter Brasks eget.
Brillerne er fra Tom Ford og er Jens-Peter Brasks egne.

Når jeg skal koble af og tænke på noget andet end kunst og mit arbejde, så cykler jeg. Jeg begyndte at cykle for tre år siden, da Carsten Bjerre, som er restaurationschef på Victor, spurgte mig, om jeg ville med ud og køre med hans hold af venner og bekendte. Det syntes jeg lød meget skægt, så jeg var med på at prøve. Altså, det var ikke, fordi det var specielt fedt at køre 100 kilometer på en cykel og få ondt i røven og have stramt lycra på. Men der var alligevel noget over det. Især det sammenhold, de havde. Så nu kører jeg med hver onsdag og lørdag.

Jeg slapper af i hjernen, når jeg cykler. Jeg koncentrerer mig kun om at cykle. Jeg får frisk luft og får brugt nogle kræfter. Min ambition er at blive bedre fra gang til gang. Presse mig selv hårdere. Køre hurtigere. Når man ligger der hjul mod hjul i en lille gruppe, skal du tænke dig om, du kan ikke bare bremse eller dreje ud, så styrter hele gruppen. Jeg er blevet vild med at cykle. Under corona-nedlukningen i foråret fik jeg cyklet 3.000 kilometer, hvilket er pænt meget for mig. Det er fedt at komme ud og væk. Lægge telefonen i baglommen og nyde naturen på ruten. Men ellers interesserer jeg mig ikke for cykelsport. Jeg aner ikke en skid om professionelle cykelryttere. Jeg ser ikke Tour de France og har ingen idé om, hvem der vandt i år. Jeg har bestemt ingen forkærlighed for sporten på den måde, jeg kan bare godt lide at dyrke den.

Jeg får ikke nogen gode idéer til mit arbejde, når jeg cykler. Det gør jeg til gengæld, når jeg sidder i sofaen om aftenen og ser dårligt tv. Jeg er kæmpefan af oldschool flow-tv og bare zappe rundt. ’De unge mødre’ og dårlige politiprogrammer. Min hjerne får fri, når der kører et eller andet tilfældigt i baggrunden. Jeg sidder med min telefon eller computer, eller måske går jeg rundt og ordner lidt i lejligheden. Det er her, idéerne til de nye projekter opstår. Forleden dag scrollede jeg på Instagram, mens jeg så tv, og opdagede et spændende graffitimuseum i Miami med en fed boghandel, og så besluttede jeg mig for at få fat på dem, så de kan forhandle mine bøger. Det er sjældent noget konkret i tv-programmerne, der skaber idéerne, det er bare, som om min hjerne skal have noget, som forstyrrer den lidt.

Jeg møder ofte ind på kontoret 7.30, så jeg har halvanden time, inden min kollega, Caroline, møder klokken 9.00. Der kan jeg sagtens bare sidde og se noget tilfældigt tv på DR eller TV 2 Play. Det er der, jeg kommer i tanke om, hvilke kunstnere jeg skal have tjekket ud, og det slår mig, at den her kunstner passer perfekt til et specifikt projekt. De værker, jeg skal finde til private købere, falder også typisk på plads der. Når jeg skal udføre dagens arbejdsopgaver, om det er at flytte rundt på nogle værker, holde et møde eller besvare mails, så er jeg for fokuseret på det til at få nye idéer. Jeg kan også godt lide at se gode og sjove film. Da jeg så ’Druk’, havde jeg ondt i maven efter at have grint så meget. Da jeg gik ud af biografen, var jeg helt høj, og på vej hjem kørte min hjerne og fik den ene gode idé efter den anden. Det er den stemning, jeg kommer i, som får ideerne til at køre. Hvis jeg derimod er tynget af dårlig stemning, så fungerer min hjerne ikke. Derfor sætter jeg tid af i min kalender til at have aftener, hvor jeg kan sidde og se tv eller film på sofaen. Hvis min uge er fyldt ud med middagsselskaber, bliver jeg sur og tvær. Og så kommer der ingen gode idéer den uge.

Fra Dossier nr. 22, december-januar 2020/2021.