Jesper Christensen

om at være skuespiller

I sin seneste film spiller Jesper Christensen en fabriksejer under anden verdenskrig. Men igennem sin lange karriere har den 71-årige skuespiller fået lov til at spille stort set alle slags roller. Hver gang han har følt, at han var ved at blive en bestemt slags type, har han skyndt sig at lave noget komplet andet.

JEG ER IKKE karakterskuespiller. Jeg prøver ikke på at blive ukendelig hver gang, tale på en helt anden måde eller gå mærkeligt. Det interesserer mig ikke. For mig handler det altid om ’hvad nu hvis’-legen. Jeg spørger mig selv: Hvad nu, hvis det var mig? Det er den maskine, jeg er drevet af, og den metode, der virker bedst for mig. Jeg prøver at finde mig selv i rollen, så det tager mig hen et sted, hvor det i virkeligheden i udgangspunktet er mig, der er rollen. Ikke et menneske, jeg engang har truffet på gaden, i sporvognen eller har været i hæren med. Mine roller bliver aldrig aflurede liv. Det virker for andre, og det kan skabe fantastiske resultater. De laver helt om på sig selv, så man ikke kan kende dem fra sidst, og så træder de i stedet ind på scenen som et firben. Men jeg spiller altid mig selv under andre omstændigheder. Som hvis jeg havde gået i en anden skole, levet i en anden tid eller var vokset op omgivet af folk, der sagde: ”Du er noget heeeelt særligt, for du er nemlig prins!” Det er klart, at den slags ville lave om på nogle ting, som jeg ikke lider under i dag. Sådan ville det også være, hvis jeg skulle spille en kvinde. Det må starte med mig selv, for det er det eneste, jeg rigtigt ved noget om.

FÅR MAN EN større rolle, starter man med at lave et livsforløb. Man digter en historie, hvor man fylder alt det ud, der ikke står i manuskriptet, så det passer til rollen. Hvordan han var som lille, og hvordan hans liv har set ud, siden han nu er på den her måde. Men jeg bruger flest kræfter på at finpudse, hvorfor min rolle reagerer i forskellige situationer. Altså, hvor vred er han egentlig her, hvor meget skyldfølelse har han egentlig over for det barn, han skændes med? Det regnestykke finder jeg altid meget interessant.

Der er altid folk, der vil vide, hvad der ligger bag ordene, men som skuespiller tænker man det meste af tiden slet ikke på den måde. Det kan ikke undgås, at ens personlige erfaringer ligger som et usynligt bagtæppe, men det er sjældent noget, man er sig særlig bevidst. Man tænker bare, at det forstår jeg, for jeg har selv oplevet det, og man kan ikke spille noget, man ikke forstår.

Jesper Christensen er gift med Tove Bornhøft, som er mangeårig kunstnerisk leder på Teater Rio Rose. Fra et tidligere ægteskab har han to voksne døtre. ”Jeg har brugt meget tid på at køre i bil med mine døtre. Den ældste var elitefægter som barn, så jeg har mange erindringer fra lange ture til vigtige stævner i Holland, Tyskland og Sverige for at samle World Cup-point. Den yngste gik til ridning, og selvfølgelig boede den eneste, der behandlede hestene ordentligt, langt pokker i vold, så der måtte jeg også køre en masse. Man fik snakket meget på de ture. Det var jo ikke, fordi køreturen som sådan var den ideelle ramme for en samtale, for man blev distraheret lidt af selve kørslen, men det var trods alt bedre end ingenting, og hvis der var noget galt, havde det jo tendens til at komme frem, hvis bare man kørte længe nok sammen. Man kunne jo ikke sidde og holde kæft hele tiden, hvis man samtidig var skideirriteret over et eller andet, som ens far havde gjort eller sagt.”

Frakke, 7 Days, 3.200 kr.
Jakke, Sand, 3.799 kr.
Sweater, Maison Kitsuné, 1.650 kr.
Bukser, Sand, 1.699 kr.

Men det meste er jo ikke rocket science. Hvis man skriver en roman, kan det nogle gange være finere og mere filigran-agtigt, men film og teater er som regel den brede kost. Den skal jo kunne forstås med det samme. Der er ingen pardon, og det nytter ikke noget, at folk ser en film i morgen, som de først forstår om 10 år. Al dramatik er sammensat af ret enkle følelser, og hvis man har levet et relativt normalt liv uden at være særlig afstumpet, har man været forbi dem undervejs. Selvfølgelig er der roller, som man i udgangspunktet ved mere om end andre. Hvis jeg skulle gøre virkelig nar af min generation, rammer karakteren Thomas fra ’Arvingerne’ nok mest plet. Han er så dejligt sammensat en figur, en ridder uden frygt, og samtidig en nasseprins, der altid har glemt at købe mælk. Han er alt det latterligste ved min årgang med sin blåøjede idealisme og sin bristende selvindsigt. Og jeg kender så mange som ham. Thomas har mange fædre derude. Jeg havde en ren fest med at finde på detaljer ved ham.

I den helt modsatte grøft spillede jeg i filmen ’The Debt’ en rigtig Doktor Mengele-agtig figur. Jeg var en gynækolog, der lavede sjove eksperimenter på tvillingebørn, skar øjet ud på den ene og smed dem i iskoldt vand og tog tid på, hvor længe det tog, før de døde. Det er selvfølgelig ikke lige sådan, jeg ser mig selv. Men det var også noget andet, for det var en genrefilm, og her var det sjove at forsøge at gøre ham enormt venlig. I sådan en rolle har man på en måde også forladt virkeligheden, for det er så uhyggeligt, klamt og modbydeligt.

”Hvis jeg skal sige ja til et manuskript nu om dage, skal der være penge i det. Jeg gider ikke arbejde så meget mere, så jeg prøver at holde det nede på højst fire måneder om året, og kan jeg klare det med to, er det helt fantastisk. Så får man ikke noget vrøvl med mig.”

Jesper Christensen

VISSE AF MINE film står stærkere. ’Bænken’ står meget stærkt, men det er også, fordi folk bliver ved med at holde den i live. Det er jo én ting, at folk stadig kommer hen til mig og synger introsangen til ’Nana’, men når det er ’Bænken’, begynder de at fortælle om dengang, deres bror drak sig ihjel og sådan noget. Det tager sjældent mindre end et kvarter, og det er med tårerne ned ad kinderne. Den slags er jo ikke almindeligt. Ikke i mit liv i hvert fald. Men når folk stadig kommer hen til mig på gaden, er det, fordi jeg ramte noget rigtigt med en sygdom, alkoholisme, der plager det her land, og det var ikke tilfældigt, for det var resultatet af et meget stort arbejde, som instruktøren Per Fly og vi andre lavede. Den har en særlig plads hos mig.

Men de fleste af mine film kan jeg overhovedet ikke huske. Jeg går aldrig rundt og tænker over dem, og de findes ingen steder i min erindring. Det er kun, hvis jeg finder dem frem eller tilfældigt falder over dem, at der sker et total recall. Så kan jeg med det samme huske, at scenen i virkeligheden var andet take, fordi der væltede en lampe i første, og at jeg faktisk spillede samme passage bedre, men at det ikke kunne bruges, og derfor måtte vi gå med den her. Sådan kan jeg sidde en hel film igennem, selv om den blev optaget tilbage i 1970’erne.

Jakkesæt, Paul Smith, 7.290 kr. Skjorte, Maison Kitsuné, 1.350 kr.

Jeg har heller aldrig kunnet huske mine teaterforestillinger. Man lærer nogle gange to eller tre timer udenad, men morgenen efter sidste forestilling kan man ikke hive det ud af mig. Der er rigtig mange skuespillere, der har spillet ’Misantropen’ eller sådan noget engang og stadig kan sige den ene linje efter den anden. Det har jeg aldrig kunnet. Det er fuldstændig væk. Når det er slut, har jeg forladt perronen.

På den måde har det aldrig været noget, der bemægtiger mig, medmindre jeg lader det gøre det. Det varer den tid, det skal, og så er det væk igen. Jeg har heller aldrig haft det sådan, som specielt yngre skuespillere har det med det, som nogle kalder method acting. De føler nærmest, at de ikke kan eksistere i deres egen familie, og hver gang tænker jeg: ”Altså, hvad snakker I om, mand!? I må da søge læge, for der er et eller andet helt galt der.”

Jeg kan sagtens blive irritabel eller nervøs i forbindelse med en film, men jeg har aldrig prøvet, at jeg bliver til den figur, jeg spiller. Jeg ved godt, der er mange veje til Rom, og min er kun én, men det er svært at forstå de andres. Det er det altså.

MINE BARNESKO som skuespiller trådte jeg rundtom på teatre, men ’Hærværk’ i 1977 var den første store spillefilm, jeg var med i. Dengang var det en helt anden arbejdsplads på en film. Fotograferne havde magten og satte lys op i timevis, mens alle andre bare sad og ventede, og der skete ikke en skid. Man lavede film hen over 10- 12 uger. Til sammenligning tog ’Lille sommerfugl’ (instruktør Søren Kragh-Jacobsen, premiere efteråret 2020, red.), som vi optog for nylig, 28 dage. Der var en virkelig stor forskel. Alting går meget hurtigere nu, og sådan vil jeg hellere have det. Selv om vi nok har for få dage til at optage, kan jeg godt lide, at et filmhold er så mobilt og hurtigt.

Men hvis der er noget, jeg savner fra dengang, er det kortspillet. Vi spillede virkelig meget kort, mens de satte lys op, og jeg elsker kortspil. I det hele taget elsker jeg alle slags spil, også computerspil, men jeg har forbudt mig selv at spille, for jeg kan ikke styre det. For 10 år siden spillede jeg rigtig meget, blandt andet nogle af de der strategispil som ’Civilization’, og jeg kunne skidegodt lide dem. Mest af alt spillede jeg ’World of Warcraft’. Men det blev en slags misbrug, og det er ikke bare en talemåde. Jeg kunne slet ikke styre det. I spillet er man en sagnfigur i et fiktivt univers, hvor man kan spille online med tusindvis af andre på samme tid. Jeg brugte alt for lang tid på det og blev ved til langt ud på natten. ”Nu skal du sove,” sagde jeg til mig selv og så: ”Ej fuck, nu kommer der lige fire glade australiere, der har fået fri fra arbejde, og hold da kæft, alt det udstyr, jeg kan få, hvis jeg tager med dem. Det tager vel bare et par timer …” Selv om jeg skulle på arbejde klokken seks næste morgen, sad jeg stadig og spillede klokken tre om natten.

Det var helt åndssvagt, og det stoppede først, da jeg blev blind. Jeg havde spændt så meget, at mit syn pludselig forsvandt. Jeg kiggede rundt, og det hele var som mælk. Jeg kunne intet se. Det var kun et par minutter, men prøv du selv at tage tiden et par minutter, hvor du tror, du er blevet blind, og der kun er mælkelys tilbage til dig resten af livet. Hvis man så samtidig havde en far, der blev seblind oveni, så fejler ens fantasi jo absolut ingenting i den afdeling. Langsomt kom det tilbage hen over et halvt minuts tid, hvor det kom, forsvandt, kom, forsvandt, og til sidst var det der. Men det var så stort et chok, at jeg måtte sige til mig selv: ”Nu stopper det, det går sgu ikke, det her.”

Det er længe siden nu, og jeg spiller slet ikke mere, for jeg tør ikke. Nogle gange ville jeg ønske, jeg havde været ung i dag, hvor man kan tjene enorme summer på skydespil. Jeg synes også, det er skideirriterende at se på mine børnebørn, når de spiller ’FIFA’, for de kan bare blive ved med at spille, og hvis jeg selv kunne, ville jeg også gøre det. Men jeg kan ikke finde ud af at bruge controlleren på den der laid-back måde. Jeg sidder helt foroverbøjet og spænder og spænder og spænder … Det eneste, jeg stadig spiller, er skak, men det gælder på en måde ikke helt. Det stopper jo også igen modsat ’WoW’, der på en måde aldrig stoppede, for der kom bare nye på banen, man kunne spille med.

JEG VAR I bund og grund en slowstarter som skuespiller, for sammenlignet med andre kom mit store gennembrud sent. Men siden det begyndte at gå mig godt, og jeg blev anset for en af dem, der kunne noget, har det aldrig sluppet igen. Jeg er heldig stillet, for egentlig har jeg ikke en særlig god alder for en skuespiller, og normalt får man tilbudt langt flere jobs, når man er 30, end når man er 70. Så får man tilbudt nogle små, underlige roller, der enten er ligegyldige eller uinteressante, fordi man allerede har været der så mange gange før. Men sammen med nogle få andre ligger jeg i den ende, hvor der stadig er mange tilbud. Det er jo forkælet, for når jeg har set mig omkring, har jeg set mange, der er fabelagtigt gode, men som af en eller anden grund ikke har særlig meget at lave. For nylig spillede jeg for eksempel sammen med Morten Hauch-Fausbøll, som jeg er helt vild med. Han er simpelthen så dygtig, og jeg kan huske nogle gange på Det Kongelige Teater, hvor jeg har set ham træde ind på scenen og ramme en voldsomt følelsesfuld replik uden det mindste tilløb, så alle hårene rejste sig på mig. Det var voldsomt, og så rent og så svært var det, og jeg tænkte: ”Jeg kender fucking ingen skuespillere i det her land, der kan det, du lige gjorde, mand! Hold kæft, hvor er det fantastisk!”

Men der er stort set ingen, der aner, hvem fanden manden er, og samtidig render jeg rundt og basker med armene og spiller fandango og får alle jobbene. Så der er jo ingen retfærdighed til. Men som med det meste andet i livet er det i en vis udstrækning jo også et spørgsmål om held.

”Det er jo én ting, at folk stadig kommer hen til mig og synger introsangen til ’Nana’, men når det er ’Bænken’, begynder de at fortælle om dengang, deres bror drak sig ihjel og sådan noget. Det tager sjældent mindre end et kvarter, og det er med tårerne ned ad kinderne. Den slags er jo ikke almindeligt. Ikke i mit liv i hvert fald.”

Jesper Christensen

MIN SENESTE FILM, ’De forbandede år’, er den historie, jeg altid har syntes skulle fortælles, men som aldrig er blevet det af andre end historikere. Den foregår under besættelsen, og jeg spiller Karl Skov, der er familiefar og fabriksejer.

Han har sine børn, som han føler sig ansvarlig over for, men han har også sin fabrik, som han selv har banket op, der er mindst lige så vigtig for ham. Han vil ikke sælge til tyskerne, som regeringen ellers opfordrer ham til, men samtidig kan han ikke lukke ned, for det betyder, at hans arbejdere bliver arbejdsløse, og de har det i forvejen hårdt. Det vil han ikke have siddende på sig, og det er det gode ved ham, synes jeg, at han tænker socialt, men så har han ikke flere muligheder. Det er jo det, der driver ham i den retning, som han ryger ud af, hvor det hele kommer til at gå værre og værre. Hans undergang skyldes altså nogle ting i ham, der er rosværdige. Det er fedt at lave dramatik over en person, hvor det, som driver ham ind i ulykken, udspringer af noget, vi alle godt kan forstå.

Samtidig har Karl Skov det problem, at han rager uklar med det barn, der ligner ham mest. Det er ham, der har hørt al hans snak om at gøre noget for fællesskabet, at man ikke er alene, og at man er nødt til at handle, så det er til gavn for hele gruppen og alt det der. Han har hørt det og forstået det og er gået ud i verden med en 19-årigs måde at reagere på. Det er en indlysende menneskelig konflikt, der kommer af, at de i virkeligheden tænker ens, og derfor må det blive den værste konflikt i familien.

På den måde er anden verdenskrig et fantastisk lakmuspapir. Den kan fremkalde en konflikt, der jo ikke havde været en konflikt, hvis ikke besættelsen havde været der. Så var sønnen bare blevet kemiingeniør og havde overtaget forretningen som planlagt. Nu går det slet ikke sådan. Karl Skov er som menneske ikke spor mærkelig. Det er en mand, der gerne vil gøre sit bedste i verden, men han lever bare i en tid, der gør det virkelig, virkelig svært. Han er presset op i en krog, hvor han ikke ved, hvad fanden han skal gøre, og det samme gælder for alle andre i den film. De er tydeligt under pres.

Jeg kan slet ikke forstå, der bliver lavet dramatik om andet end besættelsestiden. Ud over alle de konflikter, der altid er til stede, mellem mænd og kvinder og børn og voksne, som man kan lave drama om, har man den store, store ondskab, der lige pludselig klasker ned, og som en fremkaldervæske forstærker alle konflikter. Det er jo en fuldstændig ideel ramme. Hvis man vil lave dramatik, er det åndssvagt at lave det om noget som helst andet.

MAN TRÆNGTE virkelig til den her historie, og jeg var så glad, da det viste sig, at den blev til noget. Det er det bedste manuskript, jeg har læst i mange år. Den tager afsæt i en familiehistorie, der er skidespændende, og alle, der selv har en familie, burde se den. Samtidig holder den styr på det historiske apparat omkring den, og den siger ikke noget vrøvl eller begejstret sludder om, hvordan mennesker var dengang – og underforstået er det nu. Det er historien om det store i det små, det er samarbejdsregeringen personificeret i en mand, Karl Skov, der under umulige forudsætninger prøver at redde, hvad reddes kan.

Jeg har kendt til filmen i snart 15 år, mens den har kæmpet sig vej til at blive til noget, og i mellemtiden har man så set mange andre film om samme tid, som i mine øjne har været mere eller mindre forløjede. Eller bare, som i ’Flammen og Citronen’, har taget afsæt i noget, der på en måde var rigtigt nok, men brugt det uhistorisk til at lave en meget farverig kærlighedshistorie.

Jeg har læst rigtig meget anden verdenskrigshistorie, men jeg har altid syntes, at den danske besættelseshistorie dramatisk set er blevet forvredet. Den er blevet fortalt på en måde, hvor man for nemt er faldet for fristelsen til at udnævne nogle til heltene, nogle andre til skurkene, og så klap-klap-kage, så går det, som da Anders Fogh Rasmussen, den idiot, hyklerisk stillede sig op og bebrejdede samarbejdsregeringen for dens gerninger med tilbagevirkende kraft. Det var så latterligt, og det kan virkelig få mig op at køre. Han skulle være blevet stenet ud af byen, men det blev han ikke, tværtimod, for det red på en bølge af film og fortællinger om danske helte og sådan noget, og det er ikke til at holde ud. For hvis der er noget, man er fuldstændig sikker på, så er det, at Anders Fogh Rasmussen og Venstre ville have gjort nøjagtig det samme, hvis de stod i den situation, som Venstre stod i dengang. Men Scavenius, der var udenrigsminister (og i en kort periode statsminister, red.) og gjorde et kæmpe arbejde for Danmark, vil ikke kunne få en vej opkaldt efter sig i dag, fordi han bliver set som en skurk, landsforræder og et rigt svin. Det er eddermame for unuanceret.

Der er jo ingenting, der er enkelt i en sådan situation, hvor en så rædselsfuld ondskab rammer et land, som det skete for os i 1940. Så kan man sige: ”Ja ja, lad dem bare bombe København, men vi bliver nødt til at yde modstand”. Men med hvad? Med vores 421 soldater på deres cykler og med deres gamle pistoler, der går af i hånden på dem? Altså hvad snakker I om? Det var verdenshistoriens mest frygtindgydende hær. Så mener I det alvorligt, når I synes, at vi skulle have ydet modstand, bare for at lade dem smadre os?

Jesper Christensen har medvirket i mere end 130 spillefilm og tv-serier. For tiden er han aktuel i ’De forbandede år’. I både den og sin seneste film, ’Før frosten’ fra 2018, spiller han en far, der står i en situation uden gode løsninger. ”I ’Før frosten’ spiller jeg også en far, den fattige bonde Jens, der skal træffe valg i en svær situation uden enkle svar. I dette tilfælde handler det om, at han skal forhindre sig selv, sin datter og to nevøer i at dø af sult. Der er ingen gode løsninger i den situation, og så ender han med at tage en af de værste. Han vælger virkelig dårligere end Karl Skov i ’De forbandede år’, synes jeg. Karl Skov følger trods alt, hvad regeringen opfordrer ham til, mens bonde-Jens begår en decideret forbrydelse.”

Jakke, Sand, 3.199 kr.
Sweater, Maison Kitsuné, 1.650 kr.
Bukser, Calvin Klein Jeans, 1.000 kr.
Sko, Christian Louboutin, 6.900 kr.

MAN KAN IKKE bare lave et balanceret regnskab om krigen, hvor det er pæreenkelt at se, hvem der er helten, og hvem der er skurken, og snipsnapsnude så værsgo! Men der har været en del film, hvor det har været sådan. Tag ’Hvidstensgruppen’, hvor de onde og modstanden er tyskere. Gu var det ej! Det var danske betjente, der kom og tog dem, smed dem i Vestre Fængsel og henrettede dem. Skulle vi ikke lige prøve at fortælle historien, som den var?

Det interessante er jo hele den moralske gråzone, der har lagt sig over landet. Vi regnede jo med at kunne spare på militæret og erklære os neutrale, og så var der ikke noget der. Så ville vi bare fortsætte med at bo her og lave en masse flæsk og sælge til dem, der havde lyst. Vi troede, vi kunne slippe udenom, men da det alligevel skete, valgte vi, som vi gjorde. Men der er sgu ikke noget, der er enkelt i en sådan tid. Det er vigtigt at lære, for så ved vi også, at hvis vi nogensinde havner i en sådan situation igen, vil det ikke være én lang moralsk sejrsmarch med enkle svar.

Da jeg voksede op, var der mange ting, jeg havde svært ved at forstå, især forholdet til kommunisterne. For der var hele heltefortællingen om nogle få, der havde kæmpet, og det var godt, det var noget, vi gik ind for. Men i hvert fald halvdelen af dem var kommunister, og samtidig var den kolde krig i gang, hvor fortællingen var, at alle kommunisterne derovre ville os det ondt. De var onde, deres system var ondt, og de lavede onde mennesker og ulykker. Det ville vi ikke have. Men det passer ikke rigtigt sammen, vel. Den her heltesang, vi fik sunget om anden verdenskrig og besættelsen, var så stærk, og der havde kommunisterne en stor plads i heltekvadet, men samtidig var de nu de onde. Det er sgu svært at få det hele til at hænge sammen, og det var det også dengang, synes jeg.

Som lille kan jeg også huske, hvordan man virkelig kunne blive uvenner med folk, hvis ikke man havde lys i vinduet 4. maj. Selv i en by som København, hvor man måske ellers ville sige, at folk er mere loose. Men dengang var det en vigtig ting, der ikke måtte pilles ved. Jeg kan også huske den der pralestemme, når nogen fortalte, hvad en eller anden i deres familie havde gjort, uha ja, og jo mere pubertetsdrenge de var, jo flere tyskere havde deres fædre og bedsteforældre skudt.

Men det er klart, at efterhånden som mine forældres generation dør, bliver det nemmere at komme ind og sige: Hey, så enkelt var det nok ikke. Måske alle modstandsmænd ikke var så sindssygt meget modstandsmænd og så gode og renhjertede, som det er blevet fremstillet. Og måske det modsatte ikke altid var gældende for alle landsforræderne.

Måske skulle der gå så lang tid, før vi kunne vise et mere nuanceret billede af det, for hele nationen rykker sig jo med erfaringen. Jeg synes altid, det er meget sundt for et samfund og et land at undgå alt det, der arbejder hen mod chauvinisme og ’vi danskere har noget særligt’. For det er noget pis. Gu har vi ej! Vi er en klump jord lige nord for Tyskland, der er nøjagtigt som alle de andre, og folk omkring os er ikke en skid anderledes. Vi har bare nogle andre ord for noget af det samme, og så synes vi, at det er helt specielt. Men danskere har ikke en nationalkarakter. Vi opfører os nøjagtigt, som alle andre mennesker gør, når de er pressede på en bestemt måde. Vi er nøjagtigt lige så korrumperede, smålige og så pludselig helte-agtige i det små. Hver gang nogen stiller sig op og siger, at danskere har noget særligt, bliver jeg mistænksom og i dårligt humør, for det passer ikke. Vi går og lyver for hinanden om den slags, og det er det for vigtigt til.

Jesper Christensen har kontor på Christians- havn, som han deler med hustruen Tove Bornhøft. Han bruger det først og fremmest til at læse og øve manuskripter, og så har han som regel grammofonen kørende. ”Jeg hører ikke så meget musik, som jeg gerne ville. I stedet læser jeg mange bøger. Men når jeg arbejder, har jeg ofte pladespilleren kørende. Som det jo er i min aldersgruppe, kommer der ikke særlig meget nyt musik oveni længere. Jeg holder mig til de gamle favoritter: Maria Callas, Bob Dylan, Ray Charles, Aretha, Earth Wind and Fire, Ben Webster, Lester Young, Stan Getz. Det må gerne være noget med en god sax. Jeg har selv en saxofon og spillede, da jeg var yngre. Desværre kom jeg for sent i gang. Jeg var omkring de 30, og så bliver det ikke intuitivt. Det kommer aldrig til at glide på den der måde, hvor man ikke tænker over det, og så ender man med at spille Charlie Parker i halvt tempo. Det er bare ikke det samme, så jeg har givet op. Nu nøjes jeg i stedet med at lytte.”

HISTORIE HAR ALTID interesseret mig. Jeg voksede op i et hjem, hvor man læste bøger, og vi havde ’Grimbergs Verdenshistorie’ stående, hvilket næppe har været tilfældigt, for den kostede mange penge, så man skulle have en vis interesse for historie for at have den. Som barn læste jeg den fra ende til anden, og stadig i dag kan jeg altid falde i staver over en historiebog. Hvis jeg støder på noget, som jeg tænker nok ikke vil interessere mig, eksempelvis Kalmarunionen, ender det alligevel med, at jeg har virkelig svært ved at slippe den igen.

Da jeg efter gymnasiet ikke vidste, hvad jeg skulle være, meldte jeg mig ind på historie på Københavns Universitet, hvilket jo i sig selv er en slags udsagn. Jeg endte ganske vist med at gå min vej med det samme igen og nåede aldrig at have en time, for jeg røg for meget hash og havde for travlt med at lave alt muligt andet. Men da jeg dengang skulle prøve at forestille mig, hvad jeg mon kunne holde ud at lave resten af mit liv, tænkte jeg, at historie vel ikke var så slemt. Det må være min far, det kom fra. Hvor min mor gik op i musik, dans og skuespil og sådan noget, var han mere optaget af historie, politik og samfundsfag. Han havde været med til at starte Mellemfolkeligt Samvirke og lavet hjælpearbejde i Polen efter krigen, og hvis der var folk til stede, fik jeg altid familiehistorien om, hvordan han næsten havde fået frosset ørerne af. Han var ellers ikke sådan en, jeg kiggede på og tænkte: ”Wow, der har vi Prins Underholdning.” Der var langt mere knald på i min mors familie. De var originaler; kunstnere, halvkunstnere og marskandisere, der gjorde sjove og tossede ting, som forbavsede en, mens min fars familie mere var pæne småborgere, der fulgte reglerne.

De skulle i virkeligheden nok have været skilt. Min far var ikke så god til at have en familie og skulle nok have haft lov til at gå. Min mor var meget god til det, men det var ikke særlig godt, det hele. Vi prøvede også at sige det til hende, min søster og jeg, men forældre bliver jo ikke skilt, fordi børnene siger det. Så det blev de først, da vi var flyttet hjemmefra. Det er jo den klassiske, de voksne bider tænderne sammen og står det ud, og når børnene så er flyttet, bryder de op. Min fars og mit forhold var heller ikke ligefrem overvældende kærligt. Men han påvirkede mig alligevel på nogle områder, for han satte gang i nogle ting politisk, der resulterede i, at vi kom fuldstændig sindssygt op at skændes. Han stemte vel Radikale Venstre, og det var ikke lige der, hvor jeg lagde mig. I stedet placerede jeg mig politisk et sted, som han fandt så ufatteligt naivt, mens jeg fandt ham provokerende dum og forstokket. Vi fik et meget krigerisk forhold, og det blev kun værre i årenes løb. Han var heller ikke så glad for, at jeg blev skuespiller. Måske var han bare bange for, at jeg ikke skulle klare mig. Det er jo ikke noget sikkert karriere-move at ville lave kunst, jeg ved det ikke. Men til sidst gad jeg det i hvert fald ikke længere, så jeg stoppede med at tage kontakt til ham. Der gik næsten 10 år, før vi så hinanden igen, det var først, da jeg selv fik børn.

Selv om jeg er blevet over 70 år nu, synes jeg stadig, at de samme ting fra dengang er gode, og de samme ting er noget lort. Det er ikke sådan, at jeg lige pludselig forstår alting. Det ændrer sig ikke. Men jeg er måske blevet en lille smule mere overbærende de senere år og tænker: ”Herregud!” Der var ting ved hans måde at opføre sig på, som jeg overtog, da jeg selv blev voksen, og brugte lang tid på at komme af med, og så betragtede jeg de karaktertræk som hans skyld. Der gik længe, før jeg for alvor tog det på mig og sagde til mig selv: ”Hør her, nu er du jo faktisk voksen, og folk gider ikke længere høre om din far. Skulle du ikke bare tage dig sammen og opføre dig ordentligt?”

JEG HAR VÆRET skideheldig. Jeg har været med i en milliard film, og jeg er aldrig blevet sådan en, der kun måtte spille noget bestemt. Jeg har spillet hippie-Thomas og doktor Mengele, en fortidsbonde og kongen af Norge, alkoholiker-Kaj og Nanas far. Jeg er aldrig blevet ham, der kun måtte spille den sjove eller den lækre unge mand. Jeg har altid undgået det, og hvis jeg har følt, at fælden var ved at klappe, har jeg skyndt mig at lave noget komplet andet. Det er pisseforkælet, for det modsatte sker for mange andre.

Jørgen Buckhøj, som var et af mine store forbilleder, er måske det bedste eksempel. Han var sådan en skuespiller, der altid spillede de lidt mindre, men mærkelige og interessante roller. Sådan nogle skæve karakterer, der stod i baggrunden, og hvor man tænkte: ”Der er da et eller andet galt med ham her, hvad sker der?” Men han var ikke kendt. Det var kun sådan nogen som mig, der havde lagt mærke til ham og tænkt: ”Okay, han er seriøst fed!” Blandt skuespillerkolleger var han totalt velanset, men hvis enhver anden hørte hans navn, ville de spørge: ”Hvem fanden er det?” Han skulle aldrig give interview og fik lov til at være i fred og arbejde, hvilket ikke giver sig selv i den her branche.

”Jeg er aldrig blevet ham, der kun måtte spille den sjove eller den lækre unge mand. Jeg har altid undgået det, og hvis jeg har følt, at fælden var ved at klappe, har jeg skyndt mig at lave noget komplet andet. Det er pisseforkælet, for det modsatte sker for mange andre.”

Jesper Christensen

Men så spillede han Mads Skjern i ’Matador’, og så var det slut. Hele Danmark kendte ham kun for det. Man kunne ikke længere caste ham til noget som helst, for han var ’Matador’. Sådan en som Ghita Nørby, der spillede den karakter, som var gift med ham i ’Matador’, havde en hel masse andet i bagagen. Hun havde allerede fået lov til at brede sig som skuespillerinde, så det kom ikke til at betyde noget for hendes karriere i den forstand. Hun kunne stadig flagre videre, men hvis Jørgen Buckhøj spillede med i noget andet, sagde folk: ”Hey, der er ’Matador’ i den her film, det er da helt mærkeligt.” Der var ingen, der troede på hans andre roller, fordi de så Mads Skjern gå rundt og opføre sig som en anden. Han endte med at blive teaterdirektør og sådan noget, som han ikke rigtig var egnet til. Men han var simpelthen blevet fanget som skuespiller, og jeg ved ikke, hvordan han skulle komme ud af det. Det var ’Matador’, og så var det slut med ham.

Jeg har selv været bevidst om faren ved at gå for meget ind og spille de samme roller, for det er altid sådan, at hvis man gør det nogenlunde godt, vil der være nogen med en brist i fantasien, der siger: ”Nå, det var godt, så laver vi da lige en ret til, der består af det samme.” Nogle skuespillere ender med at lave det samme hele livet igennem, og man kan sagtens få et fint liv, hvis det er et tilstrækkelig godt act, og man føler sig hjemme i det. Men det vil aldrig fungere for mig. Jeg vil miste lysten hurtigt, og hvis man først mister den, tror jeg, det bliver skidesvært at fortsætte.

Det har til gengæld kastet nogle pudsige kommentarer af sig undervejs. Der er mange, der har så stærke forhold til roller i film og serier, at de glemmer, der er skuespillere bag. Katrine Jensenius, der spillede Nanas mor i tv-serien, fortalte mig engang, at hun var blevet stoppet på gaden en del år senere af nogle ældre damer. ”Jamen er det ikke Nanas mor,” havde de spurgt, og det måtte hun jo bekræfte. Derefter ville damerne vide, hvordan det gik med Nana, og da hun fortalte, at hun boede i USA og var ved at uddanne sig til instruktør, blev de meget glade. ”For Nanas far …” sagde de og skiftede pludselig til alvorligt toneleje: ”Det går jo ikke så godt med ham.”

Det viste sig, at de havde set mig rende rundt på Hovedbanegården. Da vi indspillede ’Bænken’, optog vi scener, hvor jeg ledte efter et forsvundet barn. Jeg var beskidt og havde uglet hår, og jeg havde gurglet snaps på forhånd, så når jeg kom lidt for tæt på folk, trak de sig automatisk væk. Fordi Nanas far var arbejdsløs og i forvejen en lidt skrøbelig karakter, havde de uden problemer forbundet de to karakterer. Fuldstændig uanfægtet af at den ene bare var en lalleglad klovn og den anden alkoholiker i et socialt drama. De syntes, det var så frygtelig synd og trist for Nanas far, men i det mindste havde Nana og Nanas mor det godt, og så gik de trods alt glade hjem.

”Mest af alt spillede jeg ’World of Warcraft’. Men det blev en slags misbrug, og det er ikke bare en talemåde. Jeg kunne slet ikke styre det.”

Jesper Christensen

DER ER JO selvfølgelig også den gamle historie om Dirch Passer, der ikke fik lov til at være alvorlig af sit publikum. De ville have, det skulle være sjovt. Jeg ved ikke, hvor meget der er myte i den historie, men hvis man har set Dirch på scenen, forstår jeg det egentlig godt, for det var kraftedeme fantastisk. Da jeg var ung skuespiller, og han spillede med i Tivolirevyen, sneg jeg mig tit ind forbi kontrollørerne i sidste øjeblik og stod op ad væggen for at se ham. Han var fantastisk. Han behøvede slet ikke at skulle bevise sig med andet, for når man kan det, som han kunne, så kan man det hele. Det er så svær en kunst at time og levere sine numre på den måde, så folk skriger af grin, og der er så utroligt få, der kan det så overlegent, som han var i stand til. Der er mange flere, der kan spille Shakespeares ’King Lear’, end der er folk, der kan gøre, hvad Dirch kunne, og hvis man kan det, som han kunne, så kan man også spille ’King Lear’.

Jeg har til gengæld også oplevet skuespillere, der er vant til at få folk til at grine og nærmest har en brist, så de bliver angste, hvis folk så ikke griner, eller hvis de ikke kan høre, at publikum reagerer. Hvis man spiller noget alvorligt, og folk bliver grebet, kan der blive meget, meget stille. Der kan blive sådan skræmmende stille. Det er, som om de trækker vejret sammen med dig. Den slags gør nogle fuldstændig hvide af skræk, og så laver de et eller andet gøgl for at mærke, at folk stadig er der, og så er forestillingen ødelagt.

Men som hovedregel mener jeg, at hvis du kan lave det sjove, kan du også det andet. Som ung spillede jeg selv på ABC Teater, og jeg kunne virkelig få folk til at grine. Det er jo fandme et stærkt stof at være på, det er helt vildt. Jeg ved ikke, om jeg kunne være blevet rigtig god til det, for jeg endte med at gå en anden vej for at forfølge noget andet. Men man kan heller ikke have det, som jeg har det med ugepressen og offentligheden og premierer og alt det, som jeg virkelig hader, og samtidig spille med i revyerne. Det hænger ikke sammen. Hele den branche er i en symbiose med noget i vores samfund, som jeg virkelig ikke bryder mig om. Jeg skal ikke være der, for det ender ikke godt. Så hellere snige sig ind til sidst og stå i mørket og kigge på Dirch.

I GAMLE DAGE var der en karakter i Politikens satirespalte, ’At Tænke Sig’, der hed Schnagefrüd (Solveig Schnagefrüd, red.). For mig er hun billedet på det, jeg ikke bryder mig om ved pressen. Den der evindelige snagen i andre menneskers liv. De vil have noget af mig, som jeg ikke vil sælge til dem, for det rager ikke dem, og bare fordi jeg er med i en film, har jeg ikke forpligtet mig til at fortælle, hvad jeg tænker om børneopdragelse eller fri sex eller alt muligt andet i verden. Jo mindre de ved om det, jo bedre for mit arbejde er det faktisk. Hvis jeg selv kunne bestemme, og hvis ikke markedet så ud, som det gør, hvor det hele er blevet en kamp om opmærksomhed, der kun bliver værre hvert eneste år, så ville jeg aldrig nogensinde give et interview. Aldrig, aldrig, aldrig.

For man kan kun ødelægge og udvande opfattelsen af det produkt, man har lavet. Af det kunstværk, kald det, hvad du vil. Folk tror jo altid, at kunstneren ved, hvad man har lavet, men det er en af de helt store misforståelser. Det ved kunstneren næsten aldrig. Man tror, man har lavet et eller andet, men så viser det sig, at folk har fået noget helt andet ud af det, og det er jo fantastisk. Det er en helt vidunderlig og skøn gave at give. Men jo mere du udtaler dig om dit kunstværk, jo mere fortæller du de mennesker, der kunne have opfattet det på nye måder, at ’nej, nej, det må I endelig ikke tro. Det handler kun om det, Jesper siger, det handler om, og han har jo lavet det, så han må trods alt vide det.’ Men det er noget pis! Jesper ved det ikke! Kunstneren ved det ikke!

Man tror et eller andet, men nogle ting lever videre, længe efter at man har lavet dem, netop fordi man er kommet til at lave noget, man ikke fattede, mens man var i gang, og som folk har taget til sig på helt andre måder. Jo mere man udtaler sig, jo mere indskrænker og skader man sit kunstværk, så i virkeligheden skulle man aldrig sige en skid. Det skulle bare sendes ud i systemet, og så må folk gøre med det, hvad de vil. Som legetøj i en legetøjskasse, der engang sad nogle klogeåger og udtænkte, men som bliver hevet op af nogle børn, der selv finder ud af, hvordan de vil bruge det og med sikkerhed på en måde, ingen nogensinde havde drømt om.

Helst skulle man slet ikke snakke om det, man har lavet. Andre må snakke om det, og det gør ikke så meget, for de har ikke lavet det selv, så de har ingen endelig autoritet over det. Det må gerne være folk, der formodes at have forstand på det, fordi de har brugt en masse tid af deres liv på det, måske endda selv prøvet det engang. Men dem, der laver det, skulle bare holde deres kæft.

En af Jesper Christensens store hobbyer er at se fodbold. ”Jeg ser ikke dansk fodbold, for jeg kan ikke rigtig se meningen i at se noget, der foregår på et niveau, hvor jeg selv kunne spille med. Men særligt den engelske og den spanske række optager mig. Vi er også en gruppe venner, der altid mødes for at se Champions League. I mange år var Barcelona mit hold, men jeg bryder mig ikke rigtig om, hvordan klubben er blevet de senere år. Der er ikke længere den samme sjæl som i gamle dage. Det er blevet så gennemkommercialiseret. I stedet ser jeg mest Liverpool og Manchester City, fordi det er de to hold, der lige nu spiller bedst. Jeg er især vild med Jürgen Klopp og hans fuldstændig dødsforagtende måde at få sit Liverpool-hold til at spille fodbold. Sidste sommer var jeg i Madrid for at se Champions League-finalen mellem dem og Tottenham. Det var ikke den bedste finale, men til gengæld sad jeg lige ved siden af Liverpools fans, der sang og larmede hele kampen. Der var ikke nogen, der satte det i gang eller styrede det. Der var bare en eller anden, der begyndte at synge, og så stemte alle de andre i på et splitsekund. Det var jeg meget imponeret af.”

UHELDIGVIS BLIVER DET sværere og sværere. I skuespilleres standardkontrakter er der en paragraf, der forpligter os til ved filmens lancering at optræde i offentligheden og give interview og sådan noget. Men i mange år gjaldt den ikke for mig. Jeg ville gerne spille rollerne, men jeg gad ikke lave presse, og jeg havde fået skrevet det i kontrakten. Sådan var det indtil ’Bænken’. Men den film var så meget op ad bakke, for alle hadede den på forhånd, og ingen kunne forstå, hvad fanden det skulle gøre godt for med sådan en rigtig skraldemandshistorie om en fuld stodder på en bænk. De mente, at vi ikke måtte være rigtig kloge at ville tage penge for den slags. Desværre var jeg den eneste medvirkende, der var bare tilnærmelsesvis kendt. Instruktøren Per Fly havde lavet en eller anden dukkefilm før, og altså come on, det gad ingen skrive om. Hvis ikke jeg stillede op til den film, ville der ikke være nogen pressedækning overhovedet, så det gjorde jeg, og dermed brød jeg en meget lang periode, hvor jeg ikke havde sagt noget som helst.

Men når man først har gjort det én gang … Så kom Per Fly og sagde: ”Du, forresten fik jeg ikke lige sagt det, men det er jo en del af en trilogi,” og så kunne jeg ligesom ikke sige, at jeg godt gad lave noget for ’Bænken’, men ikke for ’Drabet’. Der var ikke noget at gøre. Pludselig havde jeg gjort det tre gange med Per, og så kom alle de andre instruktører fandme også rendende og sagde: ”Hvis du gør det med Per Fly, så …” Åh shit!

HVIS JEG SKAL sige ja til et manuskript nu om dage, skal der være penge i det. Jeg gider ikke arbejde så meget mere, så jeg prøver at holde det nede på højst fire måneder om året, og kan jeg klare det med to, er det helt fantastisk. Så får man ikke noget vrøvl med mig. Så kan jeg bruge tiden på at være til stede i mine børn og børnebørns liv, se mine venner, læse bøger, høre musik, gå ture og se fodbold. Nu om dage vil jeg langt hellere holde fri. Meget af mit liv har været ensomt. Det er ikke for at pibe, men det er sådan, det har været. Jeg har rejst så meget med arbejdet og været så meget væk fra min familie og mine venner – og i bund og grund mig selv.

Man sidder i et fremmed land og arbejder på et sprog, der ikke er ens eget, med en flok mennesker, der er som fisk i vandet, og så bliver man automatisk den lidt kedelige og sære fætter fra landet. Hvis man er heldig, får man engang hvert tusinde år sagt noget sjovt på det sprog, der ikke er ens eget, og som man ikke er så hurtig på, som man plejer at være derhjemme.

”Det var voldsomt, og så rent og så svært var det, og jeg tænkte: ”Jeg kender fucking ingen skuespillere i det her land, der kan det, du lige gjorde, mand! Hold kæft, hvor er det fantastisk!””

Jesper Christensen

Samtidig har jeg altid haft det sådan, at når jeg arbejder, så arbejder jeg. Det er ligesom nul-tid. Jeg går ind i det, og så forsvinder jeg. Der findes kun Jesper, der arbejder og svømmer rundt i den der suppe, og når det på et tidspunkt er overstået, så kommer jeg ud igen og kan være sammen med nogen. Det er i og for sig ligegyldigt, om det foregår i Kerteminde eller New York, eller hvor fanden det er. Der er ikke nogen pardon, og jeg er ikke sjov at besøge, når jeg er i den suppe. Jeg bliver mere og mere kræsen, og jeg gider i princippet ikke lave tv-serier mere, for det tager alt for lang tid. Så skal det kun være, hvis det kan laves lige rundt om hjørnet. Jeg kan mærke, at det hele tiden bliver en mindre del af mit liv, jeg er klar til at forære væk.

Jeg bliver også mere træt. Det er ikke længere mig, der går i byen, når vi er færdige med optagelserne på en film. Det er jeg blevet for gammel og træt til og for nervøs for dagen efter. Da vi var helt færdige med optagelserne på ’Lille sommerfugl’, tog jeg hjem og sov ni timer, stod op, og allerede efter frokost gik jeg igen ind og lagde mig og sov tre timer mere. Jeg har ikke sovet så meget, siden jeg var teenager.

Så rent fysisk er det begyndt at koste mere. Det tager hårdere på mig. På en filmoptagelse møder man så mange mennesker, at man på et tidspunkt rammer en virus, man ikke lige havde sat kryds ved, og bum, så bliver man forkølet eller noget, og det passer altid med, at det er samtidig med, at de har planlagt optagelser, hvor man skal rende rundt i sommertøj på en mark i to graders frost og stormvejr. I de situationer kan jeg mærke, at det tager længere tid at blive rask igen. Pludselig kan en lille forkølelse eller virus vare flere uger, fordi min krop ikke er så stærk, som den har været. Det er ikke noget, der plager mig til daglig, men når jeg arbejder, kan jeg tydeligt mærke, at jeg er blevet ældre.

Det var på det politiske Fiolteatret på Halmtorvet i København, at Jesper Christensen som ung fik sin teateruddannelse. Privat har han boet på Christianshavn i mere end 50 år, siden han som 19-årig flyttede hjemmefra og ind i den besatte ejendom ’Republikken Sofiegården’, hvor blandt andre Gasolin også opstod. Siden har Jesper Christensen boet 11 forskellige steder på Christianshavn. ”Der er sket utrolig meget. Hende, jeg plejede at købe petroleum hos, havde ikke været over Knippelsbro siden befrielsen. ”Hvorfor dog det, spurgte jeg?” ”Nej, men vi har jo alting her,” sagde hun, og det havde vi også tidligere. Der lå slagtere, fiskere, boghandlere og tøjforretninger. Der var en masse bittesmå butikker rundtom i bygningerne. Det var også dengang, der rendte alle mulige mærkelige skikkelser rundt, og hvis der var bål i gaderne, ringede folk ikke til politiet, men trak bare på skuldrene. Jeg siger ikke, at det er hverken værre eller bedre i dag. Men det er virkelig anderledes.”

Jakkesæt, Paul Smith, 7.290 kr.
Skjorte, Maison Kitsuné, 1.350 kr.

JEG ER IKKE velhavende, og hvis jeg havde gjort som alle de andre, købt ejerlejligheder og huse og solgt dem igen, så ville jeg have langt flere penge. For man bliver jo ikke millionær af at arbejde, men millionær af at sælge et eller andet, der ikke har kostet noget særligt at lave. Men mit liv er gået med at holde omkostningerne nede, så jeg ikke har været nødt til at tage jobs, jeg ikke havde lyst til. Med årene er kassebeholdningen blevet lidt større, så jeg har kunnet sige nej længere tid ad gangen. Simpelthen bare sige: ”Nej, det har jeg ikke lyst til.”

Jo tættere jeg kommer på døden, jo mere tænker jeg på, hvor mange måneder jeg skal sætte af til at være i den der skuespilssuppe. For det føles ikke rigtigt som et liv at være der. Det føles som noget, der er umagen værd, og jeg keder mig aldrig. Men jeg savner sgu min familie, min kone og mine børn og børnebørn, og mine venner. Jeg vil gerne blive ved med at arbejde, for det er en del af min identitet, og jeg synes, det er sjovt, men det er ikke sjovt, hvis det tager et halvt år. Så tænker jeg pludselig: Gud, nu er jeg så også gammel, og et halvt år er sgu lang tid. Hvor mange år har jeg tilbage? Det er svært at regne ud, men jeg kan jo godt regne ud, det ikke er 40 år, og det er nok heller ikke 30 år. Så er et halvt år pludselig lang tid – og for hvad? For at lave en krimiserie i Vancouver, siger du? I don’t think so!

Fra Dossier nr. 17, februar-marts 2020