JØRGEN LETH

om fire af sine helte

”Jeg har ikke svært ved at indrømme, at jeg har helte,” siger Jørgen Leth. ”Jeg vil gerne kreditere dem og trække dem frem.” Den 83-årige filmmand, forfatter, digter, cykelsportskommentator med meget mere har netop etableret sin egen filmskole, hvilket har fået ham til at søge tilbage til sine egne inspirationskilder. Her fortæller han om fire af de største.

HANS KAJ LETH, DANSK VÆRKMESTER, 1915-1998

Jeg tænker ofte på min far. Jeg synes, at han var en god mand. Han havde nogle egenskaber, som virkede meget igangsættende på mig og det, jeg endte med at bruge mit liv på at lave: Han var nysgerrig, og han ønskede at orientere sig om verden. Han kom fra et ganske jævnt miljø – fra en fattig familie faktisk. Han blev maskinarbejderuddannet og arbejdede senere som en meget afholdt værkmester ved Statsbanerne. Han var en stille mand. Han råbte ikke, og jeg har aldrig fået så meget som ét hårdt ord fra ham.

Vi havde en masse bøger i mit barndomshjem, en toværelses lejlighed i Regensburgsgade tæt ved Amtssygehuset i Aarhus, og det var bøger, min far havde anskaffet for at fordybe sig i. Det var ofte fagbøger om den store verden, om politik og krig, men også romanlitteratur. Han havde blandt andet hele Jack Londons serie, som jeg aldrig selv har læst en skid af. ’Dekameron’ (af Boccaccio, red.) var der også, og den sneg jeg mig til gengæld til at læse i, eller snarere kigge i, når jeg var alene hjemme, for den indeholdt nogle frække tegninger. Min far var meget velorienteret. Han kunne også have rejst, hvorhen han ville, på sit DSB-pas, men det gjorde han ikke. Han var en ydmyg mand, og hans arbejde og vores økonomi holdt ham tilbage. Han tilskyndede mig til at rejse, og de tommelfingerrejser, jeg drog ud på i min tidlige ungdom, blev meget karakterdannende for mig.

Hver eneste dag på mine rejser, hver eneste dag, skrev jeg et postkort til min far. De var selvfølgelig også til min mor, men min far gik mest op i min rejseaktivitet. De kort findes alle sammen i en kasse hos Shurgard, og jeg har tit tænkt på, at jeg skal finde dem frem og få dem udgivet. Jeg skrev dem omhyggeligt i hånden, og jeg skrev så meget, som jeg kunne få plads til på hvert kort. De blev postet med frimærke, og de nåede alle sammen frem. Jeg ville kunne rekonstruere mine rejser på den måde. Hver gang min far modtog et postkort, byggede han de nye oplysninger, kortet indeholdt, på den rute, han tegnede ind på et stort industripapir. Når jeg kom hjem, kunne jeg se det hele for mig, fordi han havde sat knappenåle ind alle de steder, jeg havde besøgt. Han var meget opmuntrende i forhold til mine rejser.

Jeg var på tommelfingerrejse hver sommer. Så til Frankrig, så til Spanien. Spanien-rejsen gik helt til Marokko i øvrigt. Så til Italien. Engang da jeg var i Spanien, dybt nede i Andalusien, blev jeg syg. Det nåede jeg at skrive hjem. Jeg fik en eller anden form for influenza og måtte blive i min seng på hotellet. Jeg rejste sammen med en skotsk hitchhiker, som sørgede for, at jeg fik noget at drikke, og at jeg blev tilset af en læge. Men min far var så bekymret, at han udrustede sig til at tage toget til Sevilla. Heldigvis kom han aldrig af sted, for jeg sendte en raskmelding, inden han kom ud ad døren. Dengang var postvæsenet jo meget bedre, end det er i dag, så han var ikke mange dage bagud. Hvis det daglige kort pludselig udeblev, som da jeg blev syg, blev mine forældre jo urolige. Det var bagsiden af den systematik.

Der er også den rejse, hvor jeg nåede til Milano, og Milano var for mig lig med den berømte Vigorelli-cykelbane. Det var på den velodrom, at Fausto Coppi havde sat sin berømte timeverdensrekord. Der ville jeg hen, og jeg fik et lift med en ung gut på en scooter, en Vespa. Jeg havde studenterhue og rygsæk med – det var min mundering. Jeg var lige blevet student, så det har været i 1957. Vi kom derud, det var om formiddagen, men der var en masse mennesker. Ham med scooteren sagde: Gå bare ind – jeg venter her. Jeg efterlod min oppakning hos ham, men jeg havde mit Rolleiflex-kamera med, da jeg gik ind og så, at en rytter kørte rundt, ene og alene, på denne her vidunderlige bane, som er fremstillet af gyldent afrikansk træ, ibenholt vistnok. Det er en meget, meget smuk, meget sanselig bane. Jeg går ud fra, at den stadig eksisterer. Det var min drøm at se den. Og det var min drøm at møde Fausto Coppi, som dengang var min store helt, og det var ham, der kørterundt alene efter en Derny-motor. Alle hans tilhængere, hans tifosi, havde fundet derud. Det var ikke en træning, der var annonceret, men der var hundredvis af mennesker, og det er også en skøn historie om italienernes interesse for deres store helte. Jeg elsker forholdet mellem tifosierne og helten, det må jeg sige. Det er skønt, og dets betydning skal ikke undervurderes. Forholdet mellem fans og sportshelte er ofte foragtet, set ned på, men jeg synes, det er smukt. Jeg beundrer Italien og Spanien for den måde, de behandler for eksempel deres cykelstjerner på. Jeg kan godt lide, at de er trofaste over for deres helte.

“Han var iklædt gammel, engelsk antropologuniform med plusfours og hvide strømper og støvler og korkhjelm. Det var fantastisk for mig at opdage Malinowski, det var simpelthen fantastisk.”

Jørgen Leth

Det var noget af et syn at se Coppi på den bane. Da han holdt op med at cykle, gik alle folk ud af stadion og samlede sig ved en af udgangene. Vi ventede på, at han skulle komme ud i sit private tøj, ud til sin private bil, som privatperson. Bilen var selvfølgelig en Fiat 500, og der stod jeg så med mit Rolleiflex og ventede på at få et billede af ham, og folk flyttede sig. De anerkendte, at jeg var udlænding og havde en særlig ret til at beundre deres helt. Sådan følte jeg det. Det var en fantastisk følelse – jeg bliver helt rørt over det, når jeg fortæller det nu. De åbnede i mylderet, så jeg kunne bane mig vej og få et billede af deres helt. Og han så det, Fausto Coppi, så der findes to billeder. Det ene billede er, da han satte sig ind i bilen og lukkede døren. Det andet er, da han åbnede døren, fordi han nu havde set mig og sendte mig sit tynde smil. Han smilede sjældent, og hans smil var meget tyndt. Du ved, hvordan han så ud: Han havde et smalt ansigt, et udtryksfuldt ansigt, et vidunderligt ansigt. Han var absolut mærkelig og fjern og sær. Det var stof for en legende, og sådan en blev han jo også. Han var elsket.

Jeg fik de billeder, og så var jeg glad. Jeg gik over til scooteren, men den var væk. Min rygsæk og min studenterhue, som var en vigtig legitimation, når man var på autostop, var væk. Jeg var fuldstændig afvæbnet. Jeg indså, at jeg blev nødt til at tage hjem derfra. Så godt jeg nu kunne. Den rejse sluttede der. Det var en meget dramatisk oplevelse. Jeg fik aldrig hverken studenterhuen eller rygsækken tilbage. Og jeg så heller aldrig Vespa-ejeren igen. Den historie er interessant, mytologisk på en måde. Jeg var på opdagelse. Det kom alt sammen fra min far. Jeg fortalte det hele til ham i kortene. Jeg fik de to fotografier af Coppi. Jeg håber, at jeg kan finde dem på mit lager sammen med postkortene.

Min far gødede min nysgerrighed. Jeg oplevede på hans vegne. Jeg var hans øjne ude i verden. Jeg skulle fortælle alt om mine rejseoplevelser, for han var glubende nysgerrig. Han var ikke på nogen måde voldsom i sit udtryk, men han sugede til sig. Han ville gerne have viden, og til sidst kom han også over og besøgte mig i Haiti sammen med min søster, Berit. Meget senere. Det var meget modigt af ham. Det var på et tidspunkt, hvor min mor var på plejehjem. Han boede alene i et rækkehus. Han bestemte sig for at komme over og se, hvorfor jeg dog boede i Haiti. Det sagde han selv til mig. Han syntes, det var mærkeligt, og nu ville han se det med sine egne øjne. Han ville forstå det. Han var ikke i stand til at tale andet end dansk. Det var i den første del af 90’erne.

En ting er nysgerrigheden, men nysgerrigheden er forbundet med fordomsfriheden. Sådan noget, vi oplever nu med race, er helt uforståeligt for mig. Jeg kan slet ikke forstå racisme. Den er helt utænkelig i min verden. Jeg bliver ved med at være chokeret over, at den findes. Fordomsfriheden kom med nysgerrigheden, tror jeg.

Jørgen Leth foran ’Catastrophe’ (2018) af Martin Eder. Udstillingen ’Dyr i kunsten’ på ARKEN løber til og med 10. januar 2021. © courtesy Galerie EIGEN & ART Leipzig/Berlin/VISDA

Solbrillerne er fra Ørgreen og er Jørgen Leths egne.
Jakkesættet er skræddersyet hos Giorgio Armani og er Jørgen Leths eget. Skjorte,Giorgio Armani, 2.200 kr.
Sko, Maison Margiela, 2.835 kr.

Min far begyndte først selv at rejse i sine sene år, og det var på Spies- og Tjæreborg-rejser med min mor. Til de traditionelle chartermål som Mallorca og Italien og vist endda også Grækenland. Også til Tyskland faktisk. Det gjorde han grundigt. De rejste i selskaber med andre danskere, og ikke et ondt ord om det, for min far havde allerede taget sit pensum af opdagelyst ved at sende mig af sted og fordøje mine fortællinger. På den måde betyder han meget for mig.

Mine sønner ved ganske nøjagtigt, hvilken betydning deres farfar har haft. Jeg har også altid opfordret mine børn til at rejse, altid. Det kommer fra min far. Nysgerrigheden. Det hænger sammen på den måde. De elskede ham alle sammen – og jeg elskede ham meget.

Det er ikke så ofte, jeg har fremhævet min egen fars betydning, men den er blevet mere og mere klar for mig. Også når jeg hører mine egne sønner tale om ham, så bliver jeg klar over, hvor vigtig en forudsætning han har været for mit projekt, ja, mit liv.

THOMAS MANN, TYSK FORFATTER, 1875-1955

’Doktor Faustus’ af Thomas Mann (1947, red.) betyder meget for mig. Jeg kendte godt til Thomas Mann i forvejen, for jeg var sproglig student fra Marselisborg, hvor jeg havde en fantastisk tysklærer, som inspirerede mig til at læse ’Huset Buddenbrook’. Og også til at læse ’Doktor Faustus’, men den var for stor en mundfuld for mig på det tidspunkt, for fanden.

Jeg har lige læst lidt i den, sådan hist og her. Den handler jo om det med at have forskrevet sig – det er gammeldags begreber. At forskrive sig til djævlen. Hvad er det nu for noget sludder!? Men det er ikke noget sludder. For mig, som er så ureligiøs som nogen, blev det ekstremt virkeligt, ja, at han sætter sig selv i pant. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal oversætte det til mit eget liv, men det var meget virkeligt for mig, meget virkeligt, og det dukkede op som en rædselsfuld angst i mine hashtåger. Det var sindssygt vigtigt for mig at undgå den angst. Den har jeg undgået lige siden, og det er derfor, at jeg kan fortælle om det livskapitel med en vis afstand. Det er en vigtig del af mit liv. Jeg har ikke noget imod at betro det til dig, for jeg vil gerne forstå mit eget liv. Jeg ved, at det har spillet en større rolle, end jeg egentlig kan gøre rede for, men nu gør jeg forsøget.

Der er sider i ’Doktor Faustus’, som er absolut farligt terræn. Det er, fordi de er skrevet så fantastisk godt og så forførende – forførelsen i det er det farlige. Jeg læste bogen i en periode i mit liv, hvor jeg var meget, meget følsom. Jeg var kommet til København i 1959, og jeg arbejdede som journalist og kritiker på Aktuelt. Jeg blev gift med Wivi Leth, og vi fik siden, i 1964, Karoline sammen. Jeg ville godt være journalist, men jeg ville også gerne rejse, og jeg drømte om, at jeg kunne sidde et sted i Sydeuropa og skrive digte, og at jeg kunne leve af det. Jeg var utålmodig – jeg ville ud i verden. Det var en dristig disposition.

Vi flyttede til det sydlige Spanien i 1963. Til Estepona, som var en meget, meget primitiv landsby, et fiskerleje, dengang – i dag er den jo inddraget i hele det der ucharmerende solkystmiljø. Vi flyttede ind på førstesalen i et bondehus. Der skete mange forskellige ting under det ophold, men den mest dramatiske af dem alle var, at min læsning af ’Doktor Faustus’ gav bagslag. Der er mange ting at sige om den bog, men det vigtigste for mig er, at den bragte mig ud i en livskrise. Jeg var vild med den bog. Men jeg blev helt besat af den. I egentlig forstand besat af den. Jeg læste den, og den var svimlende. Den var svimlende i sin indsigt.

”De kort findes alle sammen i en kasse hos Shurgard, og jeg har tit tænkt på, at jeg skal finde dem frem og få dem udgivet. Jeg skrev dem omhyggeligt i hånden, og jeg skrev så meget, som jeg kunne få plads til på hvert kort. De blev postet med frimærke, og de nåede alle sammen frem. Jeg ville kunne rekonstruere mine rejser på den måde.”

JØRGEN LETH

Bogen er en biografisk, men fiktiv skildring af en stor komponist ved navn Adrian Leverkühn. En meget begavet komponist, men i jagten på genialitet indgår han en pagt med Djævlen, som indebærer, at han giver afkald på kærligheden mod til gengæld at kunne sublimere sin kunst. Det er en historie om at sælge sin sjæl til Djævlen. At indgå en pagt med det onde for at få en gevinst. For at vinde eksempelvis genialitet. For at vinde en indsigt, som ingen andre har. Det er præcis det, ’Doktor Faustus’ handler om. Det er en meget stor roman – den er genialt skrevet. Forførende. Jeg kan anbefale den – som litteratur er det enestående godt. Thomas Mann er på højde med Ulysses og Shakespeare, synes jeg. Det er blændende skrevet.

Men bogen gjorde mig altså også tosset. Den var så svimlende, den indvielse i kontrakten med Djævlen om at få særlige indsigter. Jeg blev svimmel, det blev for meget. Jeg syntes, det var så uhyggeligt. Wivi var gravid med Karoline, og jeg var selv ved at miste besindelsen. Var jeg selv på vej ind i samme situation? Var jeg selv i stand til at give afkald på kærligheden for at kunne blive genial i min kunst? Uden at overvurdere mit eget kunstneriske virke, så havde jeg følelsen af, at jeg var hovedpersonen, at jeg var Adrian Leverkühn.

Solbrillerne er fra Ørgreen og er Jørgen Leths egne.
Skjorte, Girgio Armani, 2.200 kr.
Bukserne er skræddersyede hos Giorgio Armani og er Jørgen Leths egne.

’Doktor Faustus’ er så godt skrevet, at jeg kunne se mig selv i selve bogen. Jeg kunne, så at sige, mærke, at Djævlen pustede mig i nakken, og det var en fornemmelse, jeg ikke kunne holde ud. Det var for farligt for mig. Jeg kan huske, at jeg var svimmel og bange. Jeg fik anfald af panikangst – et mentalt problem. Det hang også sammen med, at jeg dengang røg en del hash. Det er svært for mig at tale om, men på et tidspunkt blev jeg bange for, at jeg var blevet så skør, at jeg ville kunne slå min kone ihjel. Det var rystende. Det var et uhyggeligt vanvid.

Min gode ven Ole John besøgte os under opholdet, og vi lavede optagelser til en film, der blev helt tosset. Jeg havde røget for meget hash og læst for meget Mann. En aften var vi nede på en bar, vi kom meget på. Det hele var surrealistisk. Jeg opfattede rejseresterne på gulvet som uhyggelige væsener. Og jeg sagde til Ole John: Jeg tror, at jeg er ved at blive sindssyg. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at komme hjem. Jeg skal finde en vej ud af det her. Jeg følte, at jeg var ved at gå i opløsning.

Midt i august indviede Jørgen Leth sin filmskole, Ecole de Leth. Skolen har optaget 20 studerende fra ind- og udland, og de gennemgår et 12 ugers undervisningsforløb med kunstmuseet ARKEN som fast base. Blandt gæstelærerne er Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. Leth debuterede i 1963 med filmen ’Stopforbud’, et portræt af jazzpianisten Bud Powell, og har siden stået bag flere end 50 film. Billedserien til dette interview med Jørgen Leth er fotograferet på netop ARKEN.

Solbrillerne er fra Ørgreen og er Jørgen Leths egne.
Skjorte, Giorgio Armani, 2.200 kr.
Bukserne er skræddersyede hos Giorgio Armani og er Jørgen Leths egne.
Sko, Maison Margiela, 2.835 kr.

Jeg søgte hjælp hos en dansk forfatter og teolog, Erik Rostbøll, som boede i Estepona på samme tid. Han blev min gode ven. Jeg betroede mig til ham. Han forstod det hele. Han forstod angsten for sindssyge og mord. Jeg sov hos ham og hans kone i en periode. Uden hans hjælp og råd ved jeg simpelthen ikke, om jeg havde overlevet. Jeg stoppede fuldstændig med at ryge hash. Det holdt jeg op med dengang – jeg har aldrig røget siden af samme grund. ’Doktor Faustus’ havde den konsekvens, at jeg lavede mit liv om. Jeg opgav hashen, og jeg opgav at leve i Spanien, efter at vi kun havde boet der en vinter. Jeg søgte til Danmark. Jeg skrev til Klaus Rifbjerg, om han ikke kunne få mig ind på Politiken. Det ordnede han, og så kom jeg hjem. Mit liv blev ændret af den bog. Og så havde jeg den bagage med, og den bagage spillede en rolle.

Jeg kan huske, at der i de følgende år var flere ting, der var giftige for mig – jeg kunne ikke tåle at se ’Blade af Satans Bog’ (Carl Th. Dreyer, 1921, red.). Jeg kunne ikke tåle fuldmåne – dengang boede jeg på landet. ’Rosemary’s Baby’ (Roman Polanski, 1968, red.) og ’The Shining’ (’Ondskabens hotel’, Stanley Kubrick, 1980, red.) kunne jeg heller ikke tåle. Og den med hende pigen, hvor hovedet drejer rundt … ’Eksorcisten’ (William Friedkin, 1973, red.). Jeg var bange for at miste selve orienteringen i livet. Jeg var bange for, at vanviddet ville tage bo i mig. Jeg flirter ikke engang med de film, for jeg tør sgu ikke at gå derud igen. Jeg har oplevet dem som virkelige rædsler. Jeg havde svært ved at slippe de indsigter, de gav mig. Og samtidig var der en fascination ved det farlige. Bestemt.

Det har i bred forstand været farligt for mig at være så beskæftiget med sindssyge kunstnere. Der er den sammenhæng mellem ’Doktor Faustus’ og min egen drivkraft som kunstner, at jeg altid har været mest tiltrukket af dem, der mest sætter deres liv på spil, når jeg for eksempel har portrætteret jazzmusikere. Det uddrager jeg som en konsekvens af min læsning af Mann. Fascinationen af sjælsfortabelsen. Jeg har ikke fuldstændig isklare formuleringer om hele det her problemkompleks, men jeg tror, det hænger sammen. Jeg er jo ikke pædagog eller psykoanalytiker, for fanden. Jeg tror, at min dyrkelse af visse betydelige kunstnere, John Cage og Antonin Artaud. Hele den syndsbelastede del af rockmusikken også. Det tiltrækker mig mere end den sunde del af musikken – det må jeg indrømme. Jeg er også mest interesseret i de digtere, der har noget mentalt på spil, dem, der risikerer noget. Kunst er også et spørgsmål om at risikere noget. Man skal tage nogle chancer, man skal ikke være for fornuftig, man skal ikke være bange, man skal løbe nogle risici. Kunst er forbundet med risiko.

Jeg har i mit eget kunstneriske virke været meget interesseret i genialitet – i jazzen for eksempel. I jazzens verden har jeg altid været ligeglad med dem, som var middelmådige. Og det gælder også i sportens verden. Jeg er kun interesseret i det geniale, det ekstraordinære. Den form for valg er jeg skyldig i, hvis det er en synd, men det mener jeg nu ikke, at det er. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal få det til at hænge sammen med det, jeg lige har sagt. Måske på den måde, at jeg genkender min egen trang til at finde det sublime. Jeg er dybt fascineret af det, der i voodoo hedder possession – altså besættelse. Det er jo meget virkeligt, meget virkeligt. Det er der ikke særlig mange, der tror på, men jeg har selv set det med mine egne øjne, og jeg forstår det også. Det gør jeg nok også, fordi jeg kender til besættelse i Thomas Manns udgave, som er en mere intellektuel besættelse, men ikke desto mindre fuldstændig i familie med besættelsen i voodoo.

Jeg ville ikke have været, hvor jeg er, uden det værk. Det er svært for mig at rationalisere. Jeg ville ikke have været, hvor jeg er i min egen kunst, hvis jeg ikke var stødt på ’Doktor Faustus’. Det har givet mig en dybde og en sjælsforskrækkelse, som jeg har med i min bagage.

Thomas Mann var banebrydende, og jeg vil ikke som kunstner sætte mig selv i den kategori, men jeg er inspireret af det. Men jeg er også forskrækket over det. Jeg kan sagtens forstå den sjælsfortabelse, der ligger i det. Det bliver skildret meget gribende i denne her bog. Selve fortabelsen. Han fortaber sit liv ved det. Han begår mord. Han myrder et barn. Det er meget uhyggeligt.

BRONISLAW MALINOWSKI, POLSK-ENGELSK ANTROPOLOG, 1884-1942

Mens jeg var journalist på Aktuelt, indskrev jeg mig på Københavns Universitet på det institut, der hed etnografi dengang, men som i dag hedder antropologi. Professor Johannes Nicolaisen var en nøglefigur på studiet, men det var mit møde med Malinowski, der gjorde et uudsletteligt indtryk. Han var en af fædrene til den moderne antropologi – det at tage ud og se. Field research. At skrive om det, man ser. Det var noget, der talte til mig. Hele min rejsetrang. Jeg ville gerne se fremmede steder. Jeg ville gerne opleve. Nøjagtig som min far: Jeg ville gerne opleve fremmede steder, fremmede mennesker, fremmede skikke. Det fik jeg for fuld musik hos Malinowski – mere end hos nogle af de andre store antropologer. Han var efter min mening vigtigere end Margaret Mead.

Malinowski var the real thing. Han var født i Polen, men han var borger i Østrig-Un- garn, og det blev hans skæbne. Han arbejdede i London som en meget begavet ung videnskabsmand, da han i 1914 rejste til Australien for at deltage i en konference for antropologer. Han besøgte i den forbindelse Ny Guinea og øgruppen Trobrianderne, men da første verdenskrig brød ud, blev hans pas inddraget, og han fik valget mellem at blive deporteret til en flygtningelejr i Australien eller fortsætte sine feltstudier i Melanesien. Han valgte heldigvis de antropologiske studier. Han var bundet til Trobrianderne – han måtte ikke forlade øgruppen. Værsgo, nu kan du udfolde dig og lege antropolog. Det førte til tre kæmpestore værker. Den bog, jeg er vild med, hedder ’The Sexual Life of Savages in North-Western Melanesia’ (1929, red.). Den er et mesterværk.

Det er den mest direkte inspirerende bog, jeg har læst, i forhold til det, jeg selv ville. At undersøge et samfund ved at studere det meget nøje, tale med alle, lære sproget for at komme ind i det og studere et emne som for eksempel seksuel adfærd. Det var jo fantastisk vigtigt, synes jeg. Det var meget spændende for mig. Også al det naivistiske i det. At gå hen og spørge: Hvordan gør I det, og hvad gør I så? Jeg var vild med hans nøgterne tone. En absolut coolness. At kortlægge de indfødtes levemåde på den måde i detaljer. Han var iklædt gammel, engelsk antropologuniform med plusfours og hvide strømper og støvler og korkhjelm. Det var fantastisk for mig at opdage Malinowski, det var simpelthen fantastisk.

”Det er ikke så ofte, jeg har fremhævet min egen fars betydning, men den er blevet mere og mere klar for mig. Også når jeg hører mine egne sønner tale om ham, så bliver jeg klar over, hvor vigtig en forudsætning han har været for mit projekt, ja, mit liv.”

JØRGEN LETH

Han lavede billeder med et gammelt træfremstillet fotoapparat på stativ, og de billeder holder så enormt godt. De billeder har været helt afgørende for min æstetik i en lang periode – jeg har været meget inspireret af de billeder. Jeg ville gerne lave billeder på samme måde, og det blev stilen for mig fra ’Det perfekte menneske’ og frem. ’Livet i Danmark’ er meget direkte inspireret af Malinowski. Det er en slags ’The Sexual Life of Savages’ på dansk, selv om der ikke er lige så meget tekst. Selve fremstillingsmåden, at se folks skikke – at stille folk op, så man kan se dem på overfladen uden at vide, hvad de tænker. Det var jo ikke nødvendigt for mig. Jeg tog cremen af
det – jeg tog det, jeg kunne bruge: at folk stillede sig op i grupper og kiggede
ind i kameraet. Det er grundlaget for den stil, og den har jeg stort set dyrket hele vejen igennem. Han var ikke så optaget af det æstetiske, men det blev
jeg jo. Det var også det æstetiske i hans arbejde, der tiltalte mig. Det er ikke
noget, han har foreskrevet; at billederne skulle se nøjagtig sådan ud, men det kom de jo til. Det var sådan, han arbejdede, og det var på den måde, det kom frem – han var ikke kunstner på nogen måde. Hans sprog var i virkeligheden meget primitivt. Han skrev det, nøjagtigt som han hørte det, og som han så det. En høvding med sine koner, for eksempel. Eller to unge piger, der piller lopper ud af håret på en mand. Det så fantastisk ud på billeder. Det rummede en uskyld, som jeg var helt vild med.

Jeg læste ’The Sexual Life of Savages’ i en periode, hvor jeg følte, at jeg i den grad måtte gøre op med den danske dokumentarfilmstradition – vi var midt i 60’erne. Den politiske korrekthed irriterede mig, ja, det kaldte man det nok ikke dengang, men det var det, det var. Politisk korrekthed. Det blev meget kedeligt, og det gjorde det, fordi der ikke var nogen som helst æstetisk bevidsthed om det. Og svarene var givet på forhånd i indholdet – det var dødkedeligt. Det var helt afgørende for mig, at mine film skulle være fulde af spørgsmål, som ikke blev besvaret – hvor spørgsmålene i sig selv var åbnende og indsigtsgivende. Man skulle selv lægge noget i det som beskuer.

Min egen metode med at sige eller skrive, hvad jeg ser, kan man føre tilbage til Malinowski. Direkte tilbage. Jeg skabte situationer ud af det liv, der forelå – det, jeg så med mine egne øjne. Jeg satte de situationer overskueligt op i stedet for at lave reportage. Det handler om at se det som billeder og så tilføje nogle få oplysninger, som man selv bestemmer. Man er et redigerende led, hvilket i sig selv var fornærmende for mange af de politisk korrekte dokumentarister på venstrefløjen dengang.

Det handler også om ikke at fornægte det eksotiske. Det er jo blevet noget, man helst skal glemme. Lande i Afrika skal helst være ligesom alle andre lande. Jeg synes jo stadig, at det er et eventyr at se billeder fra Amazonas, hvor jeg selv har været. Jeg har opsøgt alle de steder, fordi jeg selv altid har været fascineret af det eksotiske, af det fremmede. Jeg har været bevidst om, at det er fremmed, og det er noget, jeg gerne vil interessere mig for. Altid med stor empati, men det er jo ikke det, det handler om. Det handler om nysgerrighed.

ERNEST HEMINGWAY, AMERIKANSK FORFATTER, 1899-1961

Ernest Hemingway har været sindssyg vigtig for mig. Jeg har nok opdaget Hemingway i forbindelse med mit ophold i Spanien. Han var jo mere populær læsning end Malinowski. Ebbe Traberg, min ven, kunne godt lide ham, og Traberg vidste jo alt om tyrefægtning og gav Hemingway fuld kredit for at have forstået tyrefægtning godt. Det gjorde Rifbjerg også – han var også en virkelig kender af tyrefægtning. Jeg lærte ham nok at kende via novellerne. Vidunderlige noveller. For eksempel om ham drengen, der leger tyrefægter. De er så spændstigt fortalt. Han sprænger alle former – de her korte historier er helt vilde. Det er pragtfuldt. Og den roman fra San Sebastian, ’Solen går sin gang’, er også god. Men mesterværket er uden tvivl ’Death in the Afternoon’ (’Døden kommer om eftermiddagen’, 1932). Det er det rene guld. Den kan jeg læse igen og igen.

Noget af det ved ’Death in the Afternoon’, der taler til mig, er den måde, han kigger på døden og livet på. Det er helt fantastisk, synes jeg. Det har en afsmittende virkning så enorm på mig. At man kan skrive så cool om noget, som er så voldsomt. Det er helt vidunderligt at læse den bog, hvor han tager de to gamle frøkener rundt til tyrefægtning og fortæller dem, hvad det er, der sker – uden at forskrække dem. Det er rørende og fremragende. Hemingway kan man jo ikke komme udenom som den slags forfatter, jeg er. Det har jo simpelthen været en stilskabende omstændighed at læse Hemingway.

Det handler om punktummerne. Punktummerne handler igen om at tage alt fedtet af. At skrive korte, men præcise sætninger. Fraværet af adjektiver har jeg selv brugt i mine digte og i mine kommentarer i mine film. Jeg kender den virkning, det har. Hemingway har renset ud i adjektiverne – det er hovedsætning og punktum. Der er ikke noget unødvendigt. Det kan jeg rigtig godt lide. Det har jeg lært af Hemingway. Jules Supervielle, en vigtig fransk surrealistisk digter, født i Uruguay, sagde, at han ville give sprogets mindste ord en fest. Det synes jeg er noget af det bedst sagte overhovedet om poesiens væsen. Jeg bruger tit det citat, fordi jeg synes, at det er meget smukt: at invitere sprogets allermindste gloser til fest – det er fantastisk. De ubetydelige, de almindelige ord. Det er jo vigtigt, at det skrevne sprog ikke skal være fyldt med meget svære ord. Det er også Hemingways greb. Der er ikke noget intellektuelt nusseri over det – det er meget direkte. Enkle ord og enkle sætninger. Punktummer til at fremhæve ordene og sætningerne med.

Jørgen Leth udgav sin seneste digtsamling, ’Det bliver ikke væk’,
i 2019. Filmen ’I Walk’, som han beskriver som sit testamente, har biografpremiere 22. oktober. 83-årige Leth er desuden stadig aktiv i spoken word-ensemblet Vi sidder bare her, som også består af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig.

Solbrillerne er fra Ørgreen og er Jørgen Leths egne.
Jakkesættet er skræddersyet hos Giorgio Armani og er Jørgen Leths eget.
Skjorte, Giorgio Armani, 2.200 kr.

Det, jeg også tager med mig fra Hemingway, er nysgerrigheden – at intet er ham fremmed, og han stædigt holdt fast ved sin egen fascination, hvor upopulær den end kunne være. Han var i stand til at beskrive døden med så megen kraft – det er beundringsværdigt.

Døden er et meget udfordrende emne for en forfatter. En evig udfordring. Jeg er begyndt at skrive mere direkte om døden i mine to seneste digtsamlinger. Det sagde min redaktør på Gyldendal, og det synes jeg, at hun har ret i. Men da hun nævnte det, kom det næsten som en overraskelse for mig, for det var ikke noget, jeg havde sat mig for at skrive om. Men det var rigtigt. Det er en underliggende stemning. Jeg er ikke interesseret i at skrive en nekrolog på forhånd. Man kan nemt komme til at tale alt for banalt om døden, og det er måske også derfor, at man skriver digte om det.

”Hemingway interesserede sig næsten som en antropolog og en retsmediciner for døden i detaljer. Han var givetvis pacifist, men han var også en deltager i krige, og det var han blandt andet med det formål at studere døden. Det er måske for frækt at sige på den måde, men det har jeg fået indtryk af. At han var tiltrukket af at beskrive den død, der ramte hans egne kammerater.” 

JØRGEN LETH 

Hemingway interesserede sig næsten som en antropolog og en retsmediciner for døden i detaljer. Han var givetvis pacifist, men han var også en deltager i krige, og det var han blandt andet med det formål at studere døden. Det er måske for frækt at sige på den måde, men det har
jeg fået indtryk af. At han var tiltrukket af at beskrive den død, der ramte hans egne kammerater. Det er jo et moralsk dilemma, og det interesserer mig også, at han var i stand til at holde distancen. Det var det, der bevægede mig – han skriver ikke sentimentalt. På nogen måde. Aldrig. Aldrig sentimentalt. Det kan man ellers let komme til med døden og sådan nogle alvorlige ting, når man skal fremstille den. Han trykkede ikke på de knapper. Han skrev om det så sagligt som muligt. Han var saglig i forhold til emnets alvor og emnets uoverskuelighed. Det var noget af det, han kunne. Han kunne skrive om det, der er svært at skrive om. I stedet for at skrive det op som et drama, så skrev han det ned som banale iagttagelser, men det var alt andet end banalt. Det blev alt andet end banalt i hans sprog, i hans behandling. Det blev meget vigtigt, noget, man husker, noget, man ser for sig. Jeg er også fascineret af døden, og tyrefægtning, som Hemingway jo var meget optaget af, er en chance for at se døden som et skuespil.

Jeg prøver også at skrive så usentimentalt som muligt. Hemingway er en inspiration, hvad det angår. Det er et greb at skrive så nøgternt som muligt. Jeg kan skrive usentimentalt om de ting, jeg oplever. Hemingway er en vigtig lærer for enhver, der skriver om dødsrelaterede emner – om krig først og fremmest. Kriminalitet og så videre.

Det er en kvalitet at kunne komme så tæt på at beskrive livets afslutning. Mange interviewere har i de senere år, har jeg lagt mærke til, interesseret sig meget for, hvad jeg synes om, at livet er ved at være slut. Det svarer jeg afvæbnende på, men jeg vil gerne nærme mig svaret gennem mit arbejde.

Bukserne er skræddersyede hos Giorgio Armani og er Jørgen Leths egne.
Sko, Maison Margiela, 2.835 kr.

Fra Dossier nr. 21, oktober-november 2020.