JON LEE-OLSEN

Ishockeymålmand, Rungsted Seir Capital, 27 år

SOM ISHOCKEYMÅLMAND skal man have en redningsprocent på mindst 90. Alt derunder bliver hurtigt et problem. Det er i virkeligheden simpel matematik. Man siger, at for at vinde en kamp skal holdet helst score mindst et mål pr. periode – tre mål pr. kamp. Som målmand får man typisk 25 afslutninger mod sig i en kamp. Hvis ens redningsprocent er på over 90, lukker man maks. to mål ind. Jo højere redningsprocent, jo større chance for at holdet vinder. Derfor handler alt i en ishockeymålmands tilværelse om at finde de marginaler, der kan øge den.

Der findes ingen anonyme kampe som ishockeymålmand. Du er direkte involveret i alle sejre og nederlag, og hvis det går dårligt, kigger alle på dig og siger, at det er din skyld. En af de gamle Hall of Fame-målmænd fra NHL udtalte engang: ”Prøv du at have et arbejde, hvor en typisk dag på kontoret fungerer sådan, at hvis pucken ryger ind i målet, så lyser en rød lampe, og 20.000 mennesker råber ad dig.” Det er et kæmpepres at have på sine skuldre.

HVIS MAN IKKE ER vant til at se hockey, kan det være svært helt at opfatte, hvad der foregår, for det er en af de hurtigste sportsgrene i verden. Selv som målmand er der kampe, hvor man sveder helt vildt og må kæmpe røven ud af bukserne for at holde trit med pucken. Man halser hele tiden lidt efter spillet, og det er, som om ens hoved og krop ikke følger det samme tempo. Nogle af spillerne skyder med 180 kilometer i timen, og hvis man misser bare en ottendedel sekund af pucken, ser man den ikke, før den ligger i målet.

Men der er også kampe, hvor det føles, som om tiden næsten står stille. Hvor man hele tiden er på forkant med, hvad der vil ske i de afgørende situationer. Der bliver skudt så hårdt og hurtigt, at man nogle gange højst fanger et glimt af pucken, men i årevis har man trænet sine reflekser til at være dobbelt så hurtige som andre menneskers, så når det gælder, skal den rent instinktivt sidde der. Kroppens muscle memory tager over, og man reagerer nærmest uden selv at være klar over det. Da jeg spillede min første kamp i Champions Hockey League, hvor alle de bedste hold i Europa deltager, var det første skud højt og ekstremt hurtigt fra deres topspiller. Jeg nåede at tænke: ”Shit, det går fandme hurtigt,” og jeg var bange for, at jeg ikke havde nået den. Men da jeg kiggede ned, lå pucken i min handske.

Som målmand handler alting om at træne så intensivt, at man bliver til en robot, der ikke længere tænker, men bare gør det. En robot, der er programmeret til at forhindre, at pucken går i mål.

SOM HELT LILLE træner man med snore bundet til kroppen i forhold til målet og pucken for at indøve en bevidsthed om vinkler, så man til hver en tid kan minimere chancen for, at de andre finder hullet til at score. I forhold til de fleste sportsgrene er målet i ishockey meget lille, men det er trods alt ikke muligt at dække det hele af. Når kampen står på, er jeg hele tiden opmærksom på hullerne i min opdækning. Kun sådan kan man kontrollere dem på den rigtige måde. Som topmålmand har man fintunet de her ting så længe, at det hele tiden bliver mindre og mindre detaljer, man tweaker.

Jeg træner også med at gribe pucken, først i helt roligt tempo, og så hurtigere og hurtigere. Det handler om, at det skal ind i kroppen og blive instinktivt. Som små børn, der lærer at løfte koppen op til munden, indtil de gør det uden at tænke over det.

Jeg træner også tit væk fra isen med tennisbolde. Jeg står med lukkede øjne en meter fra en væg, og en anden kaster tennisbolde på væggen, og så snart jeg hører den ramme, må jeg åbne øjnene og gribe den. Det er en måde at holde sine reflekser helt skarpe på. Hvis man aldrig har gjort det før, er det næsten umuligt. Hvis man har gjort det flere dage om ugen de seneste 15 år, kan man gøre det utrolig hurtigt og samtidig utrolig roligt. Hvis man kan det, føles det, som om man nærmest kan kontrollere tiden og tempoet, så scenen udspiller sig langsommere i ens eget hoved.

HVER KAMP STARTER med en faceoff. Forinden har jeg nogle sekunder til at scanne det andet hold, hvilke spillere de har på banen, og hvilken side de vil komme til at skyde fra. Hvis man er skarp som målmand, handler det ikke kun om, hvad der sker, men hvad der skal til at ske. Mens spillet er i gang, skal man hele tiden underbevidst analysere, hvor de andre befinder sig på banen i forhold til både at kunne aflevere og afslutte.

Hvis det sidder på rygraden, om spillerne er højre- eller venstrefattede, giver det en fordel, for så ved man, hvad deres muligheder er, og hvilken rækkevidde de har i de forskellige situationer. Det gælder om hele tiden at være på forkant. Hvis en højrefattet spiller kommer mod målet i venstre side, vil chancen for, at han passer, være mindre, for han vil være nødt til at passe med baghånden, og det er sværere end med forhånden. Men hvis han i stedet kommer fra højre side som højrefattet, kan han pludselig passe med sin forhånd – plus at han kan skyde. Hvis holdkammeraten i den anden side også er højrefattet, vil han kunne skyde firsttimer. Man skal gennemanalysere alle tænkelige scenarier på et splitsekund: Han er højre- fattet, han er venstrefattet, hvad kan lade sig gøre? Man skal vide det!

Det er derfor, rutine er så vigtigt som målmand. Til sidst har man set situationen udspille sig tusindvis af gange før.

”Det første, der fascinerede mig ved at være målmand, var alt udstyret. Målmanden har de fedeste skinner og handsker, og man får en hjelm, som man kan male, som man helt selv vil have den. Men jeg blev også hurtigt optaget af, at man helt konkret er med til at afgøre, om ens hold vinder eller taber kampen. Der hviler et stort ansvar på ens skuldre som målmand,” fortæller Jon Lee-Olsen.

DET HELE STARTEDE, fordi min storebror spillede. Han er seks år ældre og var begyndt i børnehaven, så da jeg selv var samme alder, gjorde jeg det samme. Det er den perfekte alder, hvis man vil have en fremtid i ishockey. Det var i Rødovre, og de første år spillede jeg ude på isen, men derhjemme blev jeg altid sat til at vogte målet. Måske var det for at lokke mig, men min storebror sagde altid, at jeg var en sindssygt god målmand, og som lille ser man jo op til sin storebror. Jeg tænkte i hvert fald, at det kunne være, jeg skulle give det en chance.

Der gik ikke længe, før jeg begyndte at komme på de forskellige talenthold i landet, og efter niende flyttede jeg til Malmø for at spille på deres ungdomshold. Sverige er en kæmpe hockeynation, der har vundet både OL og VM, og jeg fik en fornemmelse af, at det kunne drives til noget. Nogle år senere skiftede jeg til Hvidovre halvvejs inde i sæsonen. De lå uden for playoff-pladserne i den næstbedste række, men efter at jeg kom til, vandt vi 11 ud af 11 og kom i finalen. Den efterfølgende sommer i 2014 blev jeg ringet op af Sønderjyske. De havde fulgt mig og ville tilbyde mig en elitekontrakt. Jeg var 22 år, og døren til elitehockey var definitivt åbnet.

Når man først er på det her niveau som ishockeymålmand, har man for længst hægtet dem af, der ikke var dygtige nok. Derfor kommer det mentale til at fylde alt, for når slaget skal slås, er du helt alene inde i den kasse. Man skal kunne være fuldstændig til stede og holde de negative tanker ude, for er man ikke fokuseret i bare et splitsekund, lander pucken i nettet, og så kender man selv forklaringen, og den er, at man havde travlt med at tænke på alt muligt andet lort.

MAN SIGER, at målmænd skal have en dårlig hukommelse. Der er kampe, hvor man lukker et mål ind, nærmest i det sekund dommeren har fløjtet i gang. Det er den værst tænkelige start, og hvis man er tilbøjelig til at lade dårlige tanker tage over, sker det her. Derfor handler det udelukkende om i den situation at glemme, hvad der lige er sket.

Det er vigtigt at have værktøjer til at komme videre. Nogle målmænd vælger at køre ud af målet, strejfe rundt og vende tilbage for at starte forfra. Jeg er selv meget fascineret af Braden Holtby fra Washington Capitals. Sidste år var han med til at vinde Stanley Cup, som er den sværeste pokal at vinde i ishockey. Når han lukker et mål ind, tager han sin drikkedunk og sprøjter vand op i luften og kigger på de små dråber, der daler mod isen. Det er en dejlig konkret måde at ændre fokus på, og samtidig er det en lille terapi i sig selv. Når den sidste dråbe er landet på isen, har han glemt målet. Så er han videre. Han er et nyt jeg.

Marc-André Fleury fra Vegas Golden Knights er en anden, jeg ser op til. Han elsker ishockey så meget, at jeg tror, det er derfor, han er så sindssygt god. På isen joker han og pranker de andre. Han virker til at synes, at det er vildt sjovt at spille i den bedste liga i verden. Det er utrolig motiverende, for det er jo både en påmindelse om selv at huske, at man gør det her, fordi man elsker sporten. Samtidig smitter ens overskud af på holdet. Fleury er en stor inspiration. Sådan vil jeg også gerne være.

Jeg kigger på mange forskellige målmænd, ikke mindst dem i NHL, for de er de bedste af de bedste. YouTube er et genialt redskab, hvad det angår, for der findes utrolig meget video- materiale, hvor eksperter nørder helt ned i små detaljer, og der er masser behind the scenes-stof, som jeg også benytter mig af. Det fede ved ishockey er, at man altid kan lære noget nyt, for de små tweaks er afgørende, og jo ældre man bliver, jo mindre bliver de detaljer, man går ned i. Det kan være helt små ting, som hvordan de sætter deres udstyr på. Nogle gange prøver jeg det selv af, og hvis det virker for mig, tager jeg det med mig videre. Jeg har det sådan, at man skal tage så meget som overhovedet muligt fra andre, hvis det fungerer for en selv. Det handler jo om at finde de små marginaler, der kan rykke ens redningsprocent en lille smule længere op, så ens hold vinder flere kampe.

EN AF MINE FØRSTE playoff-kampe var ude mod Esbjerg. De har nogle hardcore fans, og de stod lige bag mig og råbte så højt hele kampen, at jeg ikke engang kunne høre mine egne tanker og prøve at motivere mig selv. Det var en mentalt meget svær kamp.

Jo højere niveau du er på i elitesport, jo mere opmærksomhed og pres. Man kan blive påvirket af, hvad folk vil tænke, allerede før man er begyndt at spille. Jeg har mødt mange i årenes løb, hvor presset har fyldt for meget og i sidste ende forhindret dem i at præstere. Oven i det pres, man i forvejen lægger på sig selv, bliver det for meget af det gode. For som elitesportsmand vil man gøre det så godt, man overhovedet kan. Det pres vil altid være der. Men man kan slippe af med meget af det ydre.

Mange spillere har utrolig mange rutiner, og da jeg selv blev professionel, gjaldt det også mig. Jeg havde alt muligt, jeg skulle gøre på dagen, før det fungerede for mig. Når jeg varmede op, fulgte jeg en helt speciel og nøje tidsplan. I starten fungerede det også, men hvis nogle af mine rutiner gik i vasken, blev jeg nervøs. Det gik med tiden op for mig, at de faktisk havde en negativ effekt. Siden har jeg gradvist demonteret de fleste. Jeg er også stoppet med at høre musik før kampe, som mange gør for at sætte sig op. For hvad fanden gør man, når musikken slukker? Så er det alligevel dig selv, der skal gøre det. Jeg har fjernet så mange forstyrrelser som muligt, og det har betydet, at min hjerne, min krop og mit sind slapper mere af.

Til gengæld bruger jeg forskellige teknikker til at spore mig ind på opgaven. Da jeg lige var begyndt at være målmand som 12-årig, fik jeg et råd af førsteholdsmålmanden, der var i starten af 30’erne og sindssygt dygtig. Før han skulle på isen, lavede han tre fokuspunkter til sig selv. Det har jeg brugt lige siden. Jeg siger til mig selv, hvordan jeg vil positionere mig, hvordan jeg vil spille mit returspil (når man blokerer pucken tilbage i spil, red.), og hvordan jeg vil kommunikere med mine medspillere. Jeg udpensler grundigt hvert punkt, før jeg går på isen, for så behøver jeg ikke tænke mere på det. Så indprenter det sig. Det lyder banalt, men for mig er det et værktøj, der virker.

Med årene er jeg blevet bedre til at lukke mig inde i en boble, hvor alt andet bliver outside noises, som jeg registrerer, men alligevel ikke rigtigt hører. Jeg er så fokuseret på, hvad der sker på banen, for der er én puck, og den skal jeg gerne have fundet så hurtigt som muligt. Jeg er begyndt at føle mig som en showman. I dag elsker jeg, når mange ser kampen og råber – også selv om de ikke holder med mig. De kampe er grunden til, at man overhovedet spiller hockey. At man får lov til at vise, hvor god man egentlig er i pressede situationer. Hvis folk råber direkte ad mig, må det jo betyde, at de virkelig vil gøre alt for, at jeg ikke vinder. Og det må være, fordi de frygter mig. Så skal jeg vise dem, at det er med rette.

JO LÆNGERE TID man er i sporten, jo mere tænker man på, om man mon er den eneste. Allerede da jeg underskrev min første professionelle kontrakt, kørte en masse tanker rundt: Skulle jeg springe ud som homoseksuel eller ej? Hvor meget ville det betyde? Ville folk finde ud af det alligevel? Jeg vidste jo, at det kunne blive en historie, som alle snakkede om. Det ville blive et nyt fokus på mig, som jeg skulle kapere. Endnu et pres oven på det i forvejen store pres. Så jeg besluttede mig for i første omgang at tænke på min professionelle karriere. Det vigtigste måtte være at etablere mig i ligaen, før jeg lagde dét pres på mine skuldre.

Desværre bruger alt for mange stadig ’bøsse’ og ’bøsserøv’ som skældsord. Det er ikke længe siden, der blev sunget smædesange om Viktor Fischer. For mig er det her, hvor det helt store problem ligger. Når man er 15-16 år og finder ud af, at man er homoseksuel, og man samtidig hører alle de her ting, kan det være meget hårdt. Det er der, hvor ens krop og hjerne udvikler sig, man er usikker på det hele, og der er stadig så lang vej til en professionel karriere, at mange ender med at trække sig helt ud, fordi de tænker, at sportsmand og homoseksuel virker meget svært at forene.

Der er meget få elitesportsmænd i verden, der er sprunget ud som homoseksuelle, og det specielle er jo, at i det sekund man gør det, er det ikke længere bare noget, man er. Om man vil det eller ej, træder man ind i en ny rolle. I nogles øjne vil det være negativt, og for andre vil man måske ligefrem være en rollemodel, og det synes jeg næsten er et endnu større pres. I årenes løb har jeg tænkt på, om der overhovedet fandtes det rigtige tidspunkt. Men i Rungsted følte jeg pludselig, at nu var det tid. Jeg havde en masse venner og en familie, som jeg vidste ville støtte mig, og samtidig følte jeg, at gruppen af drenge i Rungsted ville mig det bedste, og i bund og grund var ligeglade med, om jeg var homoseksuel eller ej. Det betød meget for mig at gøre det så normalt som overhovedet muligt. Selvfølgelig var jeg nervøs for, hvordan folk ville reagere. Men mest af alt var jeg nervøs for, at jeg kom forkert ud og kom til at ligne en eller anden klovn, som ingen kunne spejle sig i.

Indtil videre har jeg ikke oplevet andet end positive reaktioner. Jeg håber, det kan være med til at vise noget af vejen for andre. Ishockey er min helt store passion, og det ville gøre mig trist, hvis der render 15-årige rundt i dag, som vælger sporten fra, fordi de tror, der ikke er plads til at være homoseksuel. Det vil være et tab for alle.

Fra Dossier nr. 16, december-januar 2019/2020.