JON PILKINGTON

Kunstner, 30 år

Jeg starter min proces ved at male alle mulige forskellige idéer til motiver på papir. Jeg er ikke fintfølende overfor printerpapiret. Det er lettere at smide ud end et lærred. Jeg er mest komfortabel, når jeg maler på papiret. Jeg træffer lette beslutninger. Jeg tager de tegninger, jeg godt kan lide, og forestiller mig, hvor de skal placeres i forhold til hinanden på et stort maleri. Hvordan de passer sammen i farverne og formerne. 

Før jeg overhovedet begynder på motiverne på lærredet, blander jeg bivoks i den hvide maling, og maler et tykt lag på lærredet, så det ser gammelt og tørt ud. Det bliver ret groft. De første fem dage maler jeg intet figurativt, det handler kun om at smide en masse farver på lærredet. Få farverne til at arbejde sammen og blande sig med den hvide farve. Jeg bliver ved indtil, at jeg føler, at jeg har et færdigt hjørne. Det kan være grøn over hvid over blå med orange på. Nu kan jeg male et ansigt. 

Min metode går fuldstændigt imod den traditionelle måde at lave et portræt på. Der ville du starte med en stregtegning og løbende tilføje flere og flere detaljer til ansigtet. Ligge lys og skygger på. Her maler jeg et ansigt hurtigt, og jeg maler det sent i processen. Jeg behøver ikke at lave skygger eller lys, fordi de mange lag farver tilføjer spil og tekstur til mine motiver. Jeg laver mange fejl, når jeg maler det figurative. Jeg maler det over igen og igen og igen. Men det skaber værket og gør, at det bliver meget taktilt. Lag på lag. Historie efter historie. Det er kun mig, som kender historien bag værkets udvikling, men det gør, at jeg tror meget mere på værkets kvaliteter. 

Jeg er helt besat af de her britiske keramikskulpturer fra 1800-tallet. De er meget ikoniske i England. Det svarer lidt til Royal Copenhagen i Danmark. Jeg er altid på jagt efter at finde nye figurer. Mange synes, at jeg er underlig, men jeg har noget med keramik. Jeg zoomer ind på figurerne og maler detaljer fra dem på mine værker. Gentager motiverne igen og igen, så halvdelen af en figurs ansigt ender på værket. Det er udgangspunktet for størstedelen af mine værker.

At være i studiet er som fodboldtræning for mig. Hver dag er træning. Og udstillingerne er mine kampe. Det, jeg godt kan lide ved at være maler er, at det er et livslangt arbejde. Jeg vil altid blive bedre, jo mere jeg maler. Det er ikke sådan, at det stopper, når jeg er 35 ligesom fodboldspillere. Min læringskurve fortsætter. Når jeg bliver 60 og 70 år, så burde jeg være en ret god maler. 

Efter hver afsluttet udstilling kan jeg finde noget dårligt ved udstillingen, som jeg gerne vil forbedre til næste gang. Det er en god ting. Det gør, at jeg hele tiden ser fremad, og mine værker bliver bedre. Jeg får ofte henvendelser fra folk, som spørger, om jeg kan male noget i samme stil som et af mine ældre værker. Det bliver jeg altid forundret over. Vil de virkelig have det? Jeg føler jo, at jeg er blevet utrolig meget bedre. Når du lærer noget nyt, kan du ikke bare fjerne det fra dine egenskaber. Du tillægger altid til dit repertoire. At gå tilbage i tiden og lave noget, som er mere simpelt, kan være rigtig svært. 

Under min bachelor, lavede jeg kun figurative tegninger på A5-papir. Små tegninger af folks ansigter. Meget detaljerede og præcise. Realisme. Da jeg startede på min master, tænkte jeg: Nu går jeg i mod alt det, jeg har lært. Jeg blev fascineret af at slippe af med alle de begrænsninger, jeg havde haft. Når du tegner med grafit, er du fucked, hvis du laver en fejl. I dag gælder det modsatte, nu kan jeg ikke gå for langt. Jeg kan blive ved med at male oven på mine fejl. Det handler stadig om at skabe en god komposition. Og fordi jeg ved, hvordan man tegner et naturalistisk ansigt, så kan jeg nemt male et uden at kigge på et samtidigt. Selv om jeg prøver at smide realismen væk, ligger de figurative færdigheder dybt i mig. Når jeg maler et blad, får jeg stadig nogle detaljer med, som gør, at beskueren kan se, at det forestiller et blad eller et ansigt, eller hvad jeg nu maler. Mine værker skal altid balancere mellem det figurative og abstrakte.