KASPAR COLLING NIELSEN

En dag med

Kaspar Colling Nielsen skriver om fiktive, dystopiske samfund, som afspejler virkelighedens største problemstillinger, men også de muligheder, der viser sig i fremtidsperspektiver og hovedpersoner, som gennemgår en drastisk udvikling. Den 45-årige forfatter er drevet af sin dødsangst og drømmen om at kunne leve af sit forfatterskab, som i dag ikke blot indbefatter bøger, men også tekster til tv, teater og film.

I DAG SER MIT LIV FORNUFTIGT UD rent økonomisk. Jeg har skrevet tre bøger, som er blevet anmeldt godt, og vigtigst af alt har de solgt godt og er blevet oversat til 12 sprog. Jeg får tilbudt at holde en del foredrag og skrive film, tv og teater, så i dag lever jeg udelukkende af at skrive. Det betyder ikke, at jeg er blevet rig, overhovedet ikke, jeg tjener vel det samme som en folkeskolelærer. Men nu er jeg hele tiden på forkant med situationen. Jeg har planlagt projekter for de kommende måneder, og selv hvis de går i vasken, så kan jeg klare mig i tre-fire måneder for de penge, jeg har sparet op. Jeg er meget glad for det liv, jeg lever i dag, men sådan har det ikke altid været.

Jeg har lidt af angst, siden jeg var barn. Jeg havde vejrtrækningsproblemer … Jeg følte, jeg ikke kunne få vejret, når jeg lå i min seng. Når jeg tænker tilbage, havde jeg nok en mild form for angst, som tiltog, da min mor døde, lige efter at jeg var begyndt på universitetet. Jeg havde det svært i mine 20’ere, og da jeg var i starten af 30’erne, kulminerede det. I en lang periode følte jeg, at jeg var midt i et mareridt, også når jeg var vågen. Det var dengang, der var fokus på fugleinfluenza, og jeg troede, det ville brede sig som en slags epidemi. Jeg ville vaske mine børn, når de kom hjem fra børnehave, for at sikre, at de ikke havde fuglelort på sig. Jeg så for mig, hvordan samfundet langsomt brød sammen, og København ville blive inddelt i sikre og usikre zoner, som igen skulle adskilles af spånplader. Hvordan en rå junglelov ville herske, hvor rockere kunne gå ind i ens hjem og tage ens ting. Man måtte forsvare sit hjem. I den fantasi skulle jeg skaffe en pistol for at beskytte min familie, og vi måtte til sidst flytte ud på landet. Jeg følte, at jeg var ved at blive skør, og min kæreste sagde også til mig, at mine tanker var syge, og at jeg skulle til psykolog. Det gjorde jeg så, og det hjalp utrolig meget.

Men der er to andre faktorer, som har hjulpet endnu mere til at dæmpe min angst. For det første har det været godt for mig at få børn. Det har forskudt mit fokus fra mig selv. Nu er børnene blevet store, og de har det godt, og min relation til dem er god. Det er mindre tragisk at dø nu, når jeg ved, at de er godt kørende. Den anden ting, som har betydet rigtig meget for mig, er, at jeg er blevet forfatter. Det har altid været min drøm. Når du har dødsangst, oplever du det som et ur, der tikker, og hvis du har nogle drømme og ambitioner, så er du nødt til at sætte dig ned på din flade røv, i hvert fald hvis du vil skrive, og gå efter de drømme og ambitioner. Og give alt, hvad du har. Lad være med at gøre det i næste uge eller om et år. Det er nu. Nu!

Jeg var 33 år og sad i en stilling i Codan og tænkte: Hvad fanden laver jeg her? Gider jeg lave det her arbejde, som jeg ikke er speciel vild med, resten af livet? Skal jeg vise mine børn, at det er okay at have et job, som man ikke rigtig kan lide og derfor er pissesur hver dag? Det var første gang, at jeg tænkte over mit liv. I 20’erne havde jeg fokuseret meget på at få en uddannelse, så jeg kunne få et job og klare mig selv, da jeg ikke havde en familie, som kunne hjælpe mig økonomisk.

Men pludselig reflekterede jeg over, at jeg kunne forme mit liv, som jeg gerne ville have det, hvis jeg gjorde en indsats. Ikke bare i en måned eller et halvt år, men virkelig gav den gas.

Da jeg besluttede mig for at skrive min første bog, arbejdede jeg stadig fuld tid i Codan og havde to små børn, så jeg satte mig ned og skrev fra klokken 4.30 om morgenen til 6.30 og igen fra 21 til 23. Jeg havde aldrig haft det bedre, fordi jeg gjorde noget, som jeg gerne ville. Også inden bogen blev udgivet. Det betød meget for mig at være i gang med noget, som var meningsfuldt for mig. Jeg kunne mærke, hvordan min livsglæde voksede. Da jeg blev forfatter, opstod der så andre problemer, som ikke var der før. Blandt andet store økonomiske udfordringer, men det var nogle mere praktiske og konkrete problematikker, som jeg måtte få løst på den ene eller anden måde.

Kaspar Colling Nielsen har en bachelor i filosofi ved Syddansk Universitet og er cand.merc.fil. ved Copenhagen Business School. Hos Codan sad Colling i strategianalyseafdelingen.

Skjorte, Soulland, 2.995 kr.
Bukser, Soulland, 2.500 kr.
Sandaler, Ancient Greek Sandals hos Lot#29, 1.400 kr.
Briller, Barton Perreira, 2.500 kr.
Ur, Omega Seamaster Aqua Terra, 42.500 kr.

Jeg har brugt min angst og mine fantasier i mine bøger. I min første roman (hans første udgivelse var novellesamlingen ’Mount København’, red.), ’Den danske borgerkrig 2018-24’, beskrev jeg et samfund, som mindede utrolig meget om det samfund, jeg havde fantaseret om. Selv om min angst er blevet mindre i dag, så er det ikke sådan, at jeg render rundt og ser lyse- rødt på alt. Jeg interesserer mig mest for de mere dystre eller kritiske områder i vores samfund.

Som ung hadede jeg politisk litteratur, som er det, jeg selv skriver i dag. Politik i 90’erne var utrolig kedeligt, men nogle af de ting, som sker i dag, er ret voldsomme. Vores samfund er ved at ændre sig helt vildt. Det pirrer min fantasi. Temaet i min seneste roman, ’Det europæiske forår’, handler om, at der er nogle helt grundlæggende idéer, som blev formuleret i oplysningstiden, og som har udgjort et stabilt fundament for vores moderne samfund, men som lige pludselig er kommet til diskussion nu … Vores humanisme, vores automatiske tro på det liberale demokrati som den suverænt bedste styreform. Jeg synes, det er spændende at forestille sig og skrive om, hvordan tingene kunne udvikle sig. Jeg tror, vi skal være nervøse for, at vi ikke ender med at blive så inhumane, at vi fuldstændig forkaster vores helt grundlæggende værdier, som vi i Europa har troet på de seneste 250 år. Som Umberto Eco sagde på sit dødsleje: Hvis vi åbner vores grænser, så mister vi os selv, men hvis vi lukker vores grænser, så mister vi også os selv. I dag vil halvdelen af verden til Europa, og uanset hvordan du vender og drejer det, så skal der laves en helt vild selektering af, hvem der må komme hertil. Og bare idéen om en selektion bryder med vores grundprincipper om, at et menneske har krav på rettigheder, blot fordi det er et menneske. Alene det at selektere i mennesker, som er i livsfare, er problematisk.

Jeg tror, at om fem år har Europa lukket sine grænser totalt med pigtrådshegn, soldater og krigsskibe i Middelhavet. I det scenarie er der nogle helt nye faremomenter for Europa, som handler om, hvem vi skal være, hvad vi skal tro på, og hvilke idealer vi skal have. Jeg tror, at Europa er ved afslutningen af en æra, og vi skal finde ud af, hvilken rolle vi skal spille i verden for fremtiden.

Kaspar Colling Nielsen er født og opvokset i Indre By, hvor han boede alene med sin mor. Det centrale København fylder meget i Collings bøger, hvor især Christiansborg har spillet en vigtig rolle. Her er han fotograferet på Café Nick, som han til tider bruger som kontor. I 1940’erne og 50’erne blev Café Nick et stamsted for mange af byens kunstnere. Malerne Jens Søndergaard og Erik Hoppe kom på Nick. Og Karl Bovin opgav Café Nick som sin faste adresse, da han skulle have sin første udstilling.

KONTOR – FRUE PLADS & CAFÉ NICK

MINE HVERDAGE ER MEGET ENS. Jeg sidder på mit kontor fra 9 til 16-tiden hver dag, og så er det bare forskelligt, hvilke projekter jeg skriver på. Jeg har typisk gang i to-tre projekter ad gangen. I øjeblikket skriver jeg på en bog, et teaterstykke og noget tv. Jeg kan godt lide at skrive to dage på et projekt og så hoppe videre til det næste i to dage. Når jeg har skrevet på noget, så er det godt at komme væk fra det. Ikke gå og tænke på det, men helt holde en pause og skrive på noget andet. Når man så kommer tilbage til projektet et par dage senere, så ser jeg ofte på det på en ny måde, og problemerne løser sig selv, uden at jeg har tænkt nærmere over det. Nogle gange skal jeg lige overvinde mig selv for at komme i gang, derfor er det godt for mig at vide, at jeg kun har to dage, og hvis jeg ikke får det gjort nu, så går der en hel uge, før jeg kan komme i gang igen.

Når jeg tænker på at lave en bog, virker det så sindssygt usandsynligt, at jeg kan skrive en bog på mere end 300 sider. Jeg har altid en enorm lang skrivefase, hvor jeg bare skriver derudad uden at planlægge særlig meget af det, jeg skriver. Jeg håber bare, at der sker noget spændende. Tit ender det i nogle retninger, jeg slet ikke kunne have forudset, og nogle gange kan jeg ikke bruge det. Andre gange er det en halv side eller tre linjer, jeg kan bruge, eller måske bare en ny idé, som opstår. Jeg skriver ud fra nogle idéer, jeg har til ting, som sker for nogle fiktive personer. Det er det, jeg fletter sammen. Når jeg har arbejdet sådan i noget tid, går jeg ind i den næste fase, som er omskrivnings- og redigeringsfasen. Den havde jeg meget svært ved, da jeg skrev min første bog, fordi jeg slet ikke kunne klare tanken om at smadre min tekst og lime den sammen igen. Jeg følte, at når jeg havde skrevet noget, var det færdigt.

Jakke, Mackintosh hos Illum, 8.400 kr.
Skjorte, Selected Homme hos Magasin, 499 kr.
T-shirt, Acne Studios hos Magasin, 800 kr.
Bukser, NN07, 1.000 kr.
Støvler, R.M. Williams, 3.699 kr.
Ur, Omega Seamaster Aqua Terra, 42.500 kr.

Men jeg har lært at elske den fase, som er vildt vigtig. Den består egentlig ganske simpelt i, at jeg skriver teksten om igen og igen … Jeg læser hele tiden højt for mig selv, og så omformulerer jeg. Og det kan jeg gøre, lige så meget jeg overhovedet orker. Mange forbinder det at skrive en bog med at være kreativ, og det skal man også være i den første fase, men her er bogen kun 80 procent færdig, og det er de sidste 20 procent, som tager længst tid. Det er et kæmpearbejde, og det kan tage mere end et år for mig at redigere. Men det er også her, bogen bliver skarp, og jeg bliver klogere på, hvad temaerne egentlig er i bogen. Derfor kan jeg på det tidspunkt rette ind efter min nye indsigt og udbygge visse andre steder. Da jeg redigerede ’Den danske borgerkrig 2018-24’, fandt jeg ud af, at den i virkeligheden handlede om at stå uden for sit eget liv og betragte det uden at kunne træde ind i det. Om at ønske at være til stede i sit eget liv, men ikke kunne.

Jeg skriver ikke lyrik, så det store arbejde består i at gøre sproget så usynligt som muligt undtagen visse meget centrale steder i bogen, hvor sproget skal træde frem, hvis der er en pointe i, at det skal gøre opmærksom på sig selv. Jeg kan bruge flere fremmedord eller gøre sætningerne lidt mere knudrede for at bremse læsningen hos læserne, så de bliver nødt til at stoppe op og reflektere over, hvad de lige har læst. I ’Den danske borgerkrig 2018-24’ har jeg en scene med en soldat, som laver teaterstykker, hvor han torturerer krigsfanger. Det er et vigtigt sted i bogen, da den også handler om menneskets store kapacitet for ondskab, så her gør jeg sproget mere synligt. Men resten af tiden skal sproget bare være flydende og friktionsløst, og det sker ved, at jeg læser teksten højt for at høre rytmen i teksten.

En roman har brug for en hook i virkeligheden. Den kan være hvad som helst, så længe den er effektiv. Historien skal kunne trække energi fra virkeligheden og sige noget om den. Science fiction-bøger, som jeg skriver, griber ind i virkeligheden ved at lave fremtidsperspektiver, som tager fat i folks dagligdag og almindelige spekulationer. Den hook, kan man så lave mere eller mindre god eller dramatisk. Da jeg skrev ’Den danske borgerkrig 2018-24’, forudså jeg, at der ville komme borgerkrig i Europa, fordi jeg dramatiserede konsekvenserne af finanskrisen og et velfærdssamfund i dyb krise … Jeg forudså, hvordan danskerne ville ende i fattigdom på grund af bankernes grådighed, den voksende ulighed, og fordi Vesten af geopolitiske grunde mistede magt til Asien. Hvordan befolkningen i raseri over politikernes manglende ansvarstagen startede gadekampe, som udviklede sig til borgerkrig. Det er en meget dramatisk hook, men hvis man tror på den, i hvert fald på et symbolsk plan, og anerkender sandsynligheden i det, så er det et greb ind i virkeligheden, som gør teksten meget saftigere og mere relevant. Mere uhyggelig og spændende.

Mine to seneste romaner har mange fremtidsudsigter, og efterfølgende er jeg blevet inviteret flere steder hen for at holde foredrag om de ting, jeg skriver om. Jeg var for nylig ude og holde et foredrag for 300 finansfolk sammen med Jim Hagemann Snabe, som blandt andet er bestyrelsesformand for Siemens, fordi der er en enorm efterspørgsel efter folk, som er villige til at kaste et perspektiv ud om fremtiden. Ligegyldigt hvor usandsynligt det må være, at jeg kan forudse, hvad der vil ske. Jeg synes, det er spændende at komme ud i de her fora og diskutere samfundsudviklingen med folk i den finansielle sektor. Jeg kan godt være bange for, at jeg som forfatter bliver sådan en verdensfjern type, som ikke rigtig ved, hvad der foregår på arbejdsmarkedet, fordi man ikke har haft et rigtigt arbejde i 10 år.

I ’Det europæiske forår’ beskriver Kaspar Colling Nielsen et fiktivt dansk forskningscenter, som er direkte baseret på virkelighedens DARPA i USA, hvor de forsker i at sætte neurale netværk ind i dyrs hjerner og i stamcellebehandlinger som et middel til at bremse aldring hos mennesker. ”Teknologi er det, som udvikler vores samfund. Meget mere, end det er politiske ideologier, som det var tidligere. Og man kan ikke kontrollere teknologien … Hvis noget kan udvikles, sker det.”

Ur, Oris Artelier Calibre, 46.900 kr.
Bælte, Uniqlo, 249 kr.
Stol, Jean Prouvé for Vitra hos Paustian, 3.800 kr.
Fotografi, Batumi Boys af Daniel Hjort, pris på forespørgsel

Jeg har lagt mærke til, at der er en helt ny stemning i den finansielle sektor i forhold til den grønne omstilling. Det er ikke længere noget, man føler sig tvunget til og føler koster en masse penge, det er i højere grad noget, som repræsenterer en masse muligheder. Alle er enige om, at der kommer til at ske en stor forandring i den kommende tid. På nogle måder synes jeg, at det private erhvervsliv er længere fremme end politikerne, og det overrasker mig. Der er en masse investeringsvillighed til alle mulige grønne omstillinger, investorerne venter bare på nogle interessante grønne tiltag fra regeringens side og private startups inden for området, som de kan investere i. Derfor er det også positivt med regeringens ambitiøse klimamål, det sender et godt signal til erhvervslivet om, at man virkelig tror på det her, også på lang sigt.

Jeg tror, at den grønne omstilling kommer virkelig voldsomt de kommende år og vil lave vores samfund om. Det bliver meget positivt for Europa, fordi det er svært at producere så meget i Asien, hvis du skal være klimaneutral. Derfor ser jeg, at megen produktion vil flytte tilbage til Europa, hvilket vil betyde et nyt opsving med en masse nye arbejdspladser. De kommende år vil landene i Europa konkurrere om at være det mest attraktive land at flytte sin produktion til. Hvis Nike og Adidas vil sælge sko i Europa om nogle år, så bliver de også nødt til at producere dem i Europa, hvis de skal være CO2-neutrale. Grøn energi vil blive vigtigere end adgangen til billig arbejdskraft.

FODBOLD – KLØVERMARKEN

”Jeg bliver også irriteret, når jeg spiller fodbold i dag, fordi jeg ikke kan de samme ting, som da jeg var ung. Det er frustrerende, fordi jeg altid har kunnet hæve mit niveau og lige afdrible modstanderen eller score et vigtigt mål,” siger Kaspar Colling Nielsen, som i dag spiller veteranfodbold i klubben Bananen, som har hjemmebane på Kløvermarken på Amager.

Jakke, Newline Halo hos Magasin, 900 kr.
Bukser, Newline Halo hos Magasin, 1.000 kr.
Ur, Oris Artelier Calibre, 46.900 kr.
Fodboldstøvler, Adidas, 1.599 kr.
Fodboldstrømper, Adidas, 199 kr.
Sko, Axel Arigato, 1.700 kr.

AT SKRIVE OG SPILLE FODBOLD HAR EN DEL TIL FÆLLES. Da jeg var ung og i topform, kunne jeg spille fodbold uden at tænke over noget. Jeg kunne bare gøre, hvad jeg ville, der var ikke så meget friktion mellem tanker og handling. Det skete bare automatisk. Efter en fodboldkamp kunne jeg tænke: Hold da kæft, hvordan flugtede jeg den bold i mål? Det minder om at skrive. Det handler også om at slå hjernen fra og bare skrive noget og lade det udvikle sig og se, hvilken retning det går. Nogle gange kan man være heldig at skrive noget, som er bedre end det, man kunne have tænkt sig frem til.

Som dreng blev jeg hurtigt god til at spille fodbold og kom på førsteholdet, først i B.93 og siden i Fremad Amager. Som 12-årig var jeg til et udtagelsesstævne til drengelandsholdet. Det har altid været en enorm stor del af min identitet som barn og ung, at jeg var god til fodbold. Det betød, at jeg i forskellige sammenhænge kunne opnå respekt fra andre. Når vi var ude at rejse, kunne jeg altid finde nogle børn, som spillede fodbold, og fordi jeg var god, kunne de godt lide mig. Jeg stoppede med at spille på et seriøst plan som 15-årig, fordi jeg gerne ville gå til gymnasiefester og var træt af at træne hele tiden. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg nok var lidt for blød til fodbold på højt niveau, som jo nærmest er en kontrolleret kampsport. Jeg kan huske frygten for at løbe på banen og blive sparket ned 12 gange i løbet af en kamp.

Jeg har altid fortrudt, at jeg ikke blev ved og fandt ud af, hvor langt jeg kunne være nået. På den anden side er der jo tusindvis af børn, som er talenter, men det er kun få, som er fra en anden planet. Fodbold har givet mig nogle af de største glæder i mit liv. Jeg elsker fornemmelsen af at score et mål, tæmme bolden perfekt eller slå en snorlige aflevering over 30 meter. I dag spiller jeg veteranfodbold med mange af mine gamle venner, men også folk, som jeg ellers aldrig ville have mødt. Murere, pølsemænd, politikere og erhvervsfolk … Folk, du møder på banen og har et enormt tæt sammenhold med. Man elsker nærmest hinanden. Når man scorer et mål, så omfavner man hinanden af glæde. I hvilke jobs gør man lige det? Man skal kraftedeme have lavet en god rapport på kontoret, hvis man skal gå ned på knæ og juble og blive omfavnet af sine kollegaer i en bunke på gulvet. Fodbold er en helt speciel samværsform, som ikke findes mange andre steder. På fodboldbanen er det okay at give los for en masse følelser, som man ellers ikke kan. Jeg spiller sammen med en af mine gamle venner, som har en stor chefstilling i Novozymes, og han er verdens sødeste mand, men på en fodboldbane bliver han en satan. Jeg kan også selv være slem og meget barnlig. Vi råber efter dommeren, skændes med modstanderne og siger grimme til dem for at provokere dem til at begå frispark. Men bagefter er vi helt rolige og tilbage i vores normale jeg.

Da jeg var barn, var Brøndby den suverænt bedste klub i Danmark, og derfor begyndte jeg og mine venner at holde med dem. Det har jeg holdt fast ved. I Codan arbejdede jeg sammen med den tidligere Brøndby- og landsholdsspiller Ole Bjur, som er et menneske, jeg holder af og beundrer. Han inspirerede mig til at turde satse på mit forfatterskab, fordi han havde haft en fantastisk fodboldkarriere, men samtidig havde han også taget sig en svær akademisk uddannelse og endt på samme niveau som mig i Codan. Han havde virkelig givet den en skalle for at nå sine drømme. Da Ole blev sportsdirektør i Brøndby, lagde han nogle billetter til mig og nogle venner, og så begyndte vi at se alle Brøndbys hjemmekampe. Vi etablerede vores egen lille fangruppe, som vi kaldte Ole Bjurs venner. Det er så blevet til en lidt større gruppe på Facebook med ca. 50 medlemmer, hvor vi kommenterer på kampene og mødes på stadion. Det er jo hårdt at være Brøndby-fan i disse år. Det har ikke gået godt siden 2005, så det er rart at have nogen af dele smerten med.

Fra Dossier nr. 15, oktober-november 2019.