MARTIN BRAITHWAITE

tager til FC Barcelona

Da Ousmane Dembélés muskelskade brød op i begyndelsen af februar, og FC Barcelona fik dispensation til at indkøbe en erstatning for den langtidsskadede franskmand, endte storklubben med at vælge den danske landsholdsangriber Martin Braithwaite. Sådan kan et af danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende klubskifter godt fremstilles som en stor tilfældighed. Esbjergenseren og hans nærmeste har en anden udlægning.

Frede Christensen er et kendt navn i esbjergensiske erhvervskredse. Først og fremmest som mangeårig direktør for den lokale afdeling af HTH Køkkener, men han har også i en periode ejet den lokale Burger King, forsøgt sig med at drive diskoteket Luxx, ligesom han har investeret i ejendomme i området. Erhvervsmanden har tre børn: ejendomsmægleren Marianne og den fem år yngre butiks- og kontoruddannede Heidi, der siden blev pædagog og arbejdede på en døgninstitution, har samme mor, mens ejendomsinvestoren Philip Michael, som i dag bor i Midtown på Manhattan, kom til verden 15 år senere end Heidi, da Frede Christensen indgik i et andet forhold. Gennem sin opvækst boede Philip Michael dels hos sin sydafrikanske mor og mormor i Aarhus, dels hos sin far i villaen på Sædding Strandvej i den absolut nydelige del af Esbjerg og omegn, men mest tid tilbragte han hos netop Heidi og hendes mand og deres fire børn på Ege Allé i forstaden Fovrfeld.

PHILIP MICHAEL ONKEL OG BUSINESSPARTNER

MARTIN OG JEG er vokset op, som var vi brødre. Vi var sammen hver dag, indtil han tog til Midtjylland, og jeg tog til København i 2007. Hver dag og i alle ferier. Han var en stille og rolig og velopdragen fyr. Han var social og havde mange venner. Han var på mange måder en ganske almindelig knægt, vil jeg sige. I dag, hvor han bor i Spanien, og jeg bor i USA, taler vi i telefon sammen hver dag. Vi bakker hinanden op og udfordrer hinanden.

Noget af det, vi har haft sammen, så længe jeg kan huske, er, at vi har brugt meget tid på at tale om vores mål i livet. På det punkt var Martin ikke en ganske almindelig knægt. Der er jo meget jantelov hjemme i Danmark. Det kan nogle gange være for meget at sigte højt og ovenikøbet tale højt om det, men det har Martin altid gjort. Da han blev rykket op i førsteholdstruppen i Esbjerg, gik der over et år, før han fik sin debut (4. oktober 2009, red.), og der var undervejs flere, der stak til ham: Burde du ikke blive lejet ud til en klub i 1. division? Men Martin var sikker på sin plan: Han skulle debutere for Esbjerg, blive fast mand i Superligaen og derefter videre til en klub i udlandet. Det er sådan, han altid har tænkt og talt. Han har aldrig lagt låg på sine ambitioner.

Fire ud af syv mål i Martin Braithwaites landsholdskarriere faldt i 2019 – senest scoringen i 1-1-kampen mod Irland på Aviva Stadium i november, som han her fejrer med holdkammeraten Jens Stryger Larsen. Med det resultat kvalificerede Danmark sig til den EM-slutrunde, der siden som følge af coronapandemien blev udskudt fra sommeren 2020 til sommeren 2021.

Min far, som så er Martins morfar, har altid sagt: Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Han har været positiv og optimistisk og aldrig beklaget sig. Han har jævnligt mindet os om, at det kræver mange flere muskler i ansigtet at være sur end at smile. Alle sådan nogle ting. Den livsindstilling tror jeg, at Martin også er præget af. Da jeg var 25 år, læste jeg et semester på Hawaii, og det var første gang, jeg for alvor følte, at jeg var i et miljø, hvor der var andre, der var ligesom mig. Hvor folk talte højt om deres drømme og mål i livet. Jeg stiftede blandt andet bekendtskab med ’The Secret’ (bog og film af Rhonda Byrne, 2006, red.), som jo bygger på law of attraction-filosofien: Hvis du fokuserer på det, du gerne vil opnå eller have, så er der en meget større chance for, at det bliver til virkelighed, end hvis du ikke fokuserer på det. Hvis du for eksempel bruger din tid på at være bekymret, så tiltrækker du bare flere bekymringer eller andre bekymrede mennesker. Det var en aha-oplevelse for mig, for det var jo sådan, jeg var, men det var første gang, jeg følte, at det blev italesat. Mange mennesker fokuserer på det, de frygter, eller det, de ikke vil have, og pludselig er der gået et helt liv med det.

”Efter poterabenden og brylluppet på Ibiza sad vi i hans hus i Darlington og ventede på, at der skulle ske noget. Der var ikke noget varmt vand. (…) Den sommer talte vi meget om, at vi skulle kigge på de folk, han havde omkring sig.

PHILIP MICHAEL, ONKEL OG BUSINESSPARTNER

Jeg skyndte mig at anbefale ’The Secret’ til Martin, og på et tidspunkt, da jeg skulle skrive min bacheloropgave, og Martin sad ude med et brækket ben, begyndte vi for alvor at dyrke det med at skrive vores mål ned, som også er noget, der bliver anbefalet i filmen. Skriv dine ønsker ned, og se dem for dig – forestil dig, hvordan den fremtidige version af dig selv ser ud, når din drøm er blevet til virkelighed. Jeg havde indtil da været middelmådig i skolen, men nu skrev jeg mine mål ned. Jeg satte blandt andet en seddel op på min badeværelsesdør i min lejlighed, hvor der stod, at jeg skulle have 12 i min afhandling på RUC (i psykologi, red.). Martin noterede, at han skulle score så og så mange mål, og at han skulle til den og den klub. Jeg tror, at Esbjerg rodede rundt i 1. division på det tidspunkt. Vi havde altid notesbøger på os. Mens han var skadet, skrev Martin ned, at Toulouse var en af de klubber, han gerne ville til. Jeg har et billede af den seddel på min telefon. Og senere skrev han ned, at han gerne ville til Barcelona. Han kom til Toulouse, og nu er han i Barcelona, og så er der mange, der ville sige, at målet er nået. Nej, jeg har lige fået en besked fra ham, hvor han taler om, hvad der nu skal ske. Vi taler om, hvordan det kan blive endnu vildere. Jeg vil helst ikke gå i detaljer med de mål, for de tilhører Martin, men vi har talt om, hvordan han kan nå dem. Vi motiverer hinanden til at tænke stort. Jeg fik 12 i min opgave, den blev en del af pensum på mit studie, og i dag har jeg hængt en forside af Inc. Magazine op, så den minder mig om mit mål om at komme på deres liste over verdens største og mest inspirerende entreprenører. Martin arbejdede på samme måde, da han ville med til VM i 2018. Han visualiserede, at det ville ske. Martin går altid rundt med en taske med bøger, der kan inspirere ham. Hvis du ser billeder, hvor han ankommer til Barcelona, har han den taske med.

I dag har min far, Martin og jeg et ejendomsudviklingsselskab sammen. Min far og Martin er mine to yndlingsmennesker, så jeg kunne ikke være mere lykkelig. Jeg står for den daglige drift fra New York, og målet er, at vi ejer en skyskraber, og vi ejer ejendomme for en milliard dollars, inden jeg er fyldt 40 år (han blev 36 i april, red.). Jeg tog til New York, fordi det er La Liga for business, men når vi ejer en skyskraber, er jeg i Champions League, og når jeg rammer en milliard, har jeg fået min Ballon d’Or. Men med nogle delmål undervejs. Vi har en ejendom i Philadelphia, lige ved Temple University, vi har investeret i en ejendom lidt uden for New York, og vi har en grund med rettigheder til at bygge en highrise, som teknisk set er et niveau under en skyskraber. Hvis du vil være den bedste i verden til fodbold, skal du ikke blive i Esbjerg. Jeg har det på samme måde med det, jeg laver. Esbjerg er ikke en lille storby, Esbjerg er en stor landsby, og mentaliteten er derefter: Visionerne er noget begrænsede, lad mig sige det sådan. Det handler meget om brok og bagateller.

Martin Braithwaite og Philip Michael hos sidstnævntes mormor i Aarhus, 1995.

Dagen efter kampen mod Georgien i Parken sidste år (EM-kvalifikations- kamp, 5-1, 10. juni, red.) rejste vi til Marbella for at holde Martins polterabend: Frederik, som er Martins fætter og min nevø, Martins svoger, Keith (Martin Braithwaites far, red.), Albert, som har været Keiths bedste ven, siden Martin var helt lille, NP (Niels Peter Mørck, red.), som er en af Martins bedste kammerater, og mig. Hans lejemål med Leganés var udløbet, og han stod til at skulle møde i Middlesbrough igen, men han håbede, at han kunne blive i Spanien. Hans agent kom bare aldrig rigtig op med noget. Efter polterabenden og brylluppet på Ibiza sad vi i hans hus i Darlington og ventede på, at der skulle ske noget. Der var ikke noget varmt vand. Middlesbroughs træningsanlæg ligger i Darlington, som er 30-45 minutter fra Newcastle og kan sammenlignes med Slagelse. Den sommer talte vi meget om, at vi skulle kigge på de folk, han havde omkring sig. Agenten var sløv. Martin havde altid haft dårlige agenter. Han skulle have et bedre team at støtte sig til. I dag har han et allstar-team med Kim (Boye, mentaltræner, red.) og Hasan (Cetinkaya, agent, red.) og et medieteam i England (Ten Toes Media, red.). Han og Kim er a match made in heaven.

Det var i slutningen af 1980’erne i San Francisco, at au pair-pigen Heidi Christensen mødte Keith Braithwaite, der arbejdede i et biludlejningsfirma og stod i køkkenet på et hotel. Hun var fra Vestjylland, han var fra Guyana i Sydamerika, men havde, siden han var 14 år, tilbragt sin ungdom i New York. Forholdet udviklede sig, de flyttede til Esbjerg, Keith Braithwaite fik job på Vestfrost, hvor han producerede can coolere, og 5. juni 1991 blev de forældre til deres førstefødte, sønnen Martin. Han viste sig at være mere end almindeligt god til fodbold, men så blev han ramt af sygdommen Calvé-Legg-Perthes.

HEIDI BRAITHWAITE MOR

MARTIN BEGYNDTE til fodbold, da han var tre år. Både hans far og jeg har spillet fodbold, så det var naturligt, at det var det, vi lavede med ham, da der kom en bold ind i billedet. I de første to år boede vi i en lejlighed på 3. sal inde i Esbjerg, men det holdt ikke Martin tilbage: Han spillede i stuen og i de andre rum. En af grundene til, at vi flyttede i hus i Fovrfeld, var, at Martin så bare kunne åbne døren og løbe ud i haven og spille. Han løb altid rundt med en bold.

Jeg er selv vokset op i Holsted (mellem Esbjerg og Kolding, red.), og jeg gik til håndbold, fra jeg var fem, til jeg var 13. Derefter spillede jeg fodbold. Jeg gik i den lokale klub, hvor vi havde et ret godt hold. Jeg spillede kant, og vi var med helt fremme til DM både udendørs og indendørs. Jeg fik Martin, da jeg var 22, og jeg kan huske, at jeg havde ham med i barnevognen til inde-DM. Jeg var også omkring både Varde og Vejen, da jeg blev ældre, og jeg spillede vel, til jeg var 25 år. Martins far begyndte først at spille fodbold som 18-årig i USA; han har spillet i flere forskellige klubber her i lokalområdet omkring Esbjerg.

Fra Martin var fem, til han var syv, måtte han holde en pause fra fodboldklubben, fordi hans hofte skulle aflastes. Han skulle sidde i kørestol, så hoftekuglen kunne genopbygges uden at blive deform eller nedbrudt igen. Vi kan ikke påstå, at han ikke rørte en fodbold overhovedet, for det var umuligt at holde ham i den kørestol, men han spillede ikke kampe, og hoften blev god igen.

Han spillede sammen med nogle sindssygt gode drenge i SGI (Sædding-Guldager Idrætsforening, red.). Det var en god årgang. Der var rigtig mange dygtige spillere. Vi lavede så mange ting med det hold – vi forældre var jo med overalt. Vi havde vores campingvogn med til stævner, og så grillede vi med de andre om aftenen. Der var et fantastisk sammenhold også mellem alle os på sidelinjen. Det var en god tid.

EfB (Esbjerg fB, red.) havde prikket til Martin et par gange, og da han var omkring 14, talte vi om, at det var tid til at foretage skiftet, så han kunne træne lidt mere. Han gik på Fourfeldtskolen (byen staves officielt på en anden måde, red.) til og med 8. klasse, hvorefter han skiftede til eliteidrætsklassen i Gjesing. Han tog til FC Midtjylland efter efterårsferien, men vendte tilbage til EfB før sommerferien. Han fik en skade og savnede også familien. EfB trak i ham og tilbød ham en kontrakt.

Keith og jeg har altid syntes, at Martins spilforståelse og overblik var hans store force. Han ville meget, når han havde bolden, men der var også mange trænere, der sagde til ham, at han skulle holde igen med driblingerne, og det var jo ellers det, han syntes var sjovt: Han elskede at lave finter og tricks. Han fik ikke lov til at lege så meget, som han gerne ville.

Han var egentlig god i skolen, men hans fokus lå helt og holdent på fodbold. Det har været anderledes med vores piger; de skal helst være gode til det hele. Martin havde kun øje for fodbold, og det var han så også ekstremt fokuseret på. Han bad som 17-årig om at få lov til at flytte hjemmefra, fordi han gerne ville forberede sig på at skulle spille i udlandet. Han ville øve sig på at bo alene. Han ville gøre sig klar. Han har aldrig arbejdet med en plan B. Han kunne også godt sidde og skrive ting ned, som han gerne ville opnå, men det var ikke det, han snakkede mest om. Han blev på et tidspunkt meget bevidst om, at det, han selv udstrålede, også var det, han tiltrak. Men hvor han fik det fra, ved jeg faktisk ikke.

Martin Braithwaite blev i juni 2019 gift med Anne-Laure Louis på Hotel Atzaro på Ibiza. Den tidligere franske tv-vært fødte 18. april en søn – parret har i forvejen tre børn. Familien havde netop købt hus i Boadilla del Monte, vest for Madrid, da Martin Braithwaite blev solgt til FC Barcelona. Han flyttede midlertidigt ind på Hotel Sofia tæt på Camp Nou, klubbens hjemmebane, men tog tilbage til villaen uden for den spanske hovedstad, da hotellet lukkede ned som en konsekvens af coronakrisen. Her er han flankeret af sin ven NP og Philip Michael til brylluppet.

Det var om mandagen, at jeg fik en besked fra en af vores venner med en nyhedshistorie om, at Martin var på vej til Barcelona. ”Hva’ så, skal han til Barcelona?” Jeg svarede, at det troede jeg da ikke, men jeg skrev lige til Martin: ”Er du på vej til Barcelona eller hva’?” Jeg hørte ikke noget fra ham i nogle timer, men vi talte så sammen, da han var til fodboldtræning med sine drenge, hvor han sagde, at det kendte han ikke selv noget til. Og så ringede han om tirsdagen og fortalte, at der altså var noget om snakken. Da han skrev under, så jeg på tv, at der var en person, han krammede i lidt længere tid end de andre. Jeg fandt ud af, at det er ham, der hedder Kim Boye.

I alt har 97 danske fodboldspillere repræsenteret Danmark ved en VM-slutrunde. Fire af dem har spillet ungdomsfodbold i Sædding-Guldager Idrætsforening: Jens Jørn Bertelsen (1986), Allan Nielsen (1998), Michael Schjønberg (1998) og Martin Braithwaite (2018). Sidstnævnte var en del af en sammenslutning af to gode syvmandshold i området, SGI og Sønderris, der udviklede sig til at blive et af Danmarks bedste 11-mandshold i miniput- og lilleputrækkerne. Holdet tiltrak spillere fra klubberne i Hjerting og Bramming og andre foreninger omkring Esbjerg, som under normale omstændigheder ville være skiftet til områdets største klub, Esbjerg fB.

KASPER KRISTENSEN TRÆNER I SÆDDING-GULDAGER IDRÆTSFORENING

JEG HAR ALDRIG været i tvivl om, at Martin kunne nå langt. Han var bare en tak bedre end alle de andre drenge. Han elskede legen med bolden, og han kunne alt med en fodbold bortset fra at få den til at tale. Nogle gange kom han faktisk til at se mindre heldig ud, fordi han i tanke og handling var meget længere fremme end sine medspillere. De havde ikke læst spillet lige så hurtigt som Martin og tog ikke altid de løb, de burde have taget, for at nå hans aflevering. Men det største problem for mig som træner var at få ham i form. Det var så legende let for ham at spille fodbold, at han ikke behøvede at konditionstræne for at være den dygtigste. Det var det eneste, jeg kunne frygte: at han ikke tog det alvorligt nok, og at andre mindre talentfulde spillere ville overhale ham på ren viljestyrke. Det er jo set mange gange før med spillere i den alder. Men hvis han var dedikeret og fokuseret, ville han nå langt.

Det danske U19-landshold før en venskabskamp mod Ungarn i august 2009. Martin Braithwaite (nr. 7) scorede det første mål i den danske 2-0-sejr. På billedet optræder også de senere A-landsholdsspillere Nicolai Boilesen (2), Emil Larsen (12), Erik Sviatchenko (5) og Jens Stryger Larsen (13).
Det udvalgte JBU-hold til unionsstævnet i Vejle i 2006. Nummer to fra venstre i midterste række er Erik Sviatchenko (i dag i FC Midtjylland), ved siden af ham figurerer Martin Braithwaite (FC Barcelona), der igen har Jesper Lauridsen (Randers FC) på sin side. Foran Lauridsen sidder Kevin Mensah (Brøndby), og i forreste række yderst til højre ses Alexander Juel Andersen (OB).

Jeg var træner for Martin, fra han startede til fodbold, og indtil han var knap 14 år, hvor han rykkede ind til EfB (Esbjerg forenede Boldklubber, red.). Vi havde et fantastisk hold, som var til DM tre gange på miniput (8-10-årige, red.) og lilleput (10-12-årige, red.). Jeg mener, at vi fik en sjetteplads som det bedste resultat. Vi slog blandt andre AGF for at komme med til mesterskabet, og i selve turneringen var vi oppe imod andre af de allerbedste klubber i landet, KB og Brøndby … Det var lidt af et særsyn, at en lille klub som SGI kunne være med i det selskab. Det var et rigtig, rigtig godt kuld.

Vi havde en anden meget dygtig spiller, Søren Nørgreen Madsen, som senere kom på U17-landsholdet, men Martin var vores kampafgørende spiller. Han afgjorde ofte vores kampe, og derfor gav jeg ham også lidt længere snor end hans holdkammerater: Han måtte godt tage sagen i egen hånd. Jeg kan huske en kamp i Horsens, hvor han var småskadet og måtte starte ude. Da der var et kvarter igen, og stillingen var uafgjort, sendte jeg ham på banen med besked om, at han skulle gå ind og skaffe os sejren. Det gjorde han. Han modtog bolden i venstre side på den sidste tredjedel af banen og skar ind mod målet, afdriblede fire mand og sparkede den ind med højrebenet. Den type mål, tit afgørende, lavede han godt nok mange af for os. Det var mere eller mindre de samme knægte, der spillede sammen i samtlige næsten ti år i SGI, så det var også de samme forældre, der stod og bakkede op på sidelinjen. Martins forældre var en stor del af det sammenhold.

Heidi og Keith fulgte Martin og holdet i tykt og tyndt. De har altid bakket ham op uden at pace ham. Han kommer fra en utrolig behagelig familie. Han er godt opdraget hjemmefra. Selv om han var stjernen, gik han op i, at alle på holdet skulle have en god oplevelse ud af at komme til træning og kamp. Han var og er stadig omsorgsfuld og pligtopfyldende og har begge ben solidt plantet på jorden. Da han skiftede til EfB, var det bare det, der skulle ske. Han skulle videre til et bedre træningsmiljø for at blive løftet op på det næste trin. Det var det helt rigtige, for at han kunne komme et niveau højere op, men han husker, hvor han kommer fra, og han har stadig kontakt til mange af dem, han spillede fodbold med i Sædding-Guldager. Lige inden han skiftede til Toulouse, kom han forbi og gav mig den landsholdstrøje, han havde fået sin debut i. Han har i det hele taget sørget for at tage en trøje fra til mig i alle de klubber, han har været i, i udlandet.

Den dag, Martin skulle skrive under med Barcelona, inviterede Heidi og Keith min kone og mig over til et glas champagne. Heidis søster og hendes mand og deres børn og morfaren og Martins søstre var der også, så vi har været 12-14 stykker. Martin skypede med os, da han kørte fra lægetjekket, og vi skålede alle med ham og ønskede ham tillykke. Vi fik også lidt mad og lidt vin, mens vi fulgte med i nyhederne om klubskiftet. Martins familie er gode til at samle folk – det gør de meget.

Da Martin Braithwaite (årgang 1991) skiftede til Esbjerg fB, kom han blandt andet på hold med de indfødte EfB-tvillinger Peter og Jakob Ankersen (1990) og Jonas Knudsen (1992), der var tilflytter fra Hjerting. Det var et par stærke årgange, men han blev alligevel fristet af at blive en del af FC Midtjyllands akademi i Ikast, da muligheden bød sig.

ERIK SVIATCHENKO HOLDKAMMERAT PÅ FC MIDTJYLLANDS AKADEMI

VI KENDER HINANDEN fra regionsholdene, som var de fire udvalgte jyske hold, hvorfra man kunne blive udtaget til det endelige jyllandshold, som hver sommer skulle spille mod Sjælland og København og alle de andre lokalunioner. I sidste ende blev u-landsholdet udtaget ud fra de kampe. Det var også i de regionalholdskampe i Vildbjerg, at både Martin og jeg blev scoutet til FC Midtjyllands akademi. Jeg startede i sommeren 2006, Martin kom året efter.

På akademiet boede man to og to sammen. Jeg boede på værelse med Jonas Lössl, som kom fra Kolding, og Braithwaite boede sammen med en, der hedder Niklas Lysemose. Winston Reid fra Sønderborg og Simon Kjær, der havde spillet i Horsens, gik der også i den periode. Martin og jeg blev gode venner. Han var en humørbombe og enormt dedikeret til fodbold. Vi selvtrænede, hver gang vi ikke trænede med holdet eller gik i skole. Vi spillede en mod en, hvor jeg var defensiv, og han var offensiv. Vi lavede halvliggende vristspark. Og så lavede vi en masse løjer og en masse ballade.

Martin var med mig hjemme i Viborg og sove i mine forældres hus, og jeg var på besøg hos ham og hans familie. Han kom fra en varm og kærlig familie. Vi kom godt ud af det med hinanden, og det gjorde vores familier også. Jeg tror, at vi svingede godt sammen, fordi vi begge to godt turde sige højt, at vi havde store ambitioner. Jeg havde en klar fornemmelse af, at han var anderledes. Han havde en anden udstråling. Han var meget sikker på de ting, han sagde. Han turde godt sætte ord på sine tanker og drømme, og hvis der var noget, han var utilfreds med, så sagde han det også højt. Han var meget direkte, men han viste altid andre respekt.

Han var på akademiet i under et år, selv om han var enormt god. Jeg kan huske, at vi kørte hele vejen fra Ikast til Monaco i en dobbeltdækkerbus for at spille mod AS Monaco. Det var helt klart en af Martins bedste kampe, jeg mener også, at han scorede, og scoutsene begyndte at holde øje med ham. Men det var alligevel, som om han aldrig fandt gnisten ved at være der. Han var skadet i en periode og led også lidt af hjemve. Jeg er dog 100 procent overbevist om, at han ville være slået igennem i Midtjylland, hvis han var blevet.

Det forlyder, at Martin Braithwaite kun kunne lave en ret, da han var yngre: en særlig alt godt fra skabet-gryde bestående af spaghetti med makrel i tomat. Det var heldigvis mest Keith Braithwaite, der lavede maden i huset, og meget tit med gæster omkring bordet. Heidi Braithwaites yngre halvbror, Philip Michael, var ofte på besøg, og huset i Fovrfeld blev også et sted, hvor en del af Martin Braithwaites holdkammerater i EfB kom og gik og spiste med – ja, blev en del af familien. Det gjaldt blandt andre svenskeren Njogu Demba-Nyrén, tyskeren Davidson ’Dave’ Eden, den lokale Nicholas Mwesigye og københavnerne Youssef Toutouh og Sebastian Clausen.

SEBASTIAN CLAUSEN HOLDKAMMERAT I EFB 2007-09

JEG SKIFTEDE fra B.93 i København til EfB, da jeg var 17 år. Jeg fik en lejlighed inde i gågaden, men der var jeg stort set aldrig i de to år, jeg var i Esbjerg. Martin vendte tilbage fra Midtjylland, lidt efter at jeg var kommet til, og vi blev gode venner nærmest fra første dag. Vi så hinanden så meget, at det endte med, at jeg boede hos familien Braithwaite. Keith eller Heidi hentede os ofte efter træning om eftermiddagen, de sørgede for, at der altid var mad på bordet, og jeg sov på en madras inde på Martins værelse. Jeg var med til familiens fødselsdage og øvrige arrangementer. Martins små søstre, Amalie, Mathilde og Sarah, og jeg blev så tætte, som var de mine egne søskende, og Heidi og Keith var mine reserveforældre, mens jeg var i Esbjerg. Hele Martins familie blev min familie. Jeg var den første af os drenge på holdet, der fik kørekort, og jeg kunne bare drøne rundt i familiens bil, og jeg fik også lov til at låne morfarens Mercedes. Den havde automatgear og var ekstrem hurtig. De var helt ekstremt gavmilde. De var enestående.

“Keith var helt sin egen. Martin og jeg oprettede på et tidspunkt en Facebook-gruppe, der var dedikeret til hans mange guldkorn. Han sagde mange sjove ting, og han talte jo denne her charmerende blanding af jamaicaengelsk og jysk.”

SEBASTIAN CLAUSEN, TIDLIGERE HOLDKAMMERAT

Det var Keith, der stod i køkkenet. Når man trådte ind i huset omkring spisetid, var der reggae for fuld styrke, og så havde Keith en fest, mens han stod og kokkererede. Hans teori var, at vi fodbolddrenge godt kunne tåle lidt fed mad, for vi trænede alligevel så meget, at vi ikke ville tage på. Han lavede alle mulige former for chicken wings, og højdepunktet var, når den stod på tacos. Det var Keith, der lærte mig at spise krydret mad. Han lavede også altid mad i rigelige mængder, fordi børnenes og deres egne venner altid var velkomne til at spise med.

Keith var god til at tale med os drenge. Han gav os en masse råd og en masse støtte. Alle i Esbjerg kendte Keith. Han stak jo lidt ud med sin guldfortand, og jeg kan huske, at der var nogle, der kaldte ham for Vestjyllands Mike Tyson. De kunne måske godt ligne hinanden rent fysisk, men Keith var helt sin egen. Martin og jeg oprettede på et tidspunkt en Facebook-gruppe, der var dedikeret til hans mange guldkorn. Han sagde mange sjove ting, og han talte jo denne her charmerende blanding af jamaicaengelsk og jysk. Han var meget ungdommelig, og det var altid ham, der kørte os til fester og i byen. Martin var meget energisk og åben og glad og imødekommende, da jeg mødte ham. Præcis som sine forældre. Og så var han en utrolig dygtig fodboldspiller. Han var meget fokuseret, men uden at det blev for meget. Det var for eksempel Martin, der lærte mig, at man godt kunne gå i byen uden at drikke. Vi gik meget på et sted, der hed A-bar, og i slutningen af min tid åbnede hans morfar et diskotek, hvor vi begyndte at komme. Der følte vi os som konger. En dag, da vi sad ved middagsbordet hjemme hos Heidi og Keith, ringede min mor og fortalte mig, at min far var død. Jeg er selv vokset op i en tæt familie, og efter min fars dødsfald havde jeg en hård tid. Jeg fik ikke forlænget min kontrakt i EfB og flyttede tilbage til København. Keith, Heidi og Martin var også med til min fars begravelse, og jeg kunne mærke, at de tog sig ekstra meget af mig i den periode.

Da jeg besøgte Martin for første gang, efter at jeg var taget tilbage til København, jeg mener, at vi skulle fejre nytårsaften sammen, var han flyttet i sin egen lejlighed inde i Esbjerg. Han havde sat A4-papirer med forskellige ord og mantraer op overalt i lejligheden. Det var noget nyt, han var begyndt på. På en af sedlerne stod der noget med, at alle mennesker har noget, de slås med, så man skal behandle alle med respekt. Hvis jeg skal pege på noget, Martin skulle slås med, så var det, at alle havde så store forventninger til ham. Det er ikke noget, han har fortalt mig, men jeg tror, at han gik og tænkte over, hvordan han kunne leve op til de forventninger. Det forventningspres kom ikke fra Keith og Heidi, for de støttede ham meget konstruktivt, men Martin var et stort talent, og det lå i luften, at han kunne blive rigtig, rigtig god, en af de bedste, hvis han traf de rigtige valg. Det forventningspres har han skullet leve med fra en tidlig alder. Martin var sin egen hårdeste kritiker.

Martin Braithwaite debuterede på A-lands- holdet 5. juni 2013, på sin 22-års fødsels- dag, i en venskabskamp mod Georgien i Aalborg Portland Park. Danmark vandt 2-1. Det skete, kort tid efter at Esbjerg havde vundet pokalfinalen over Randers, hvor Braithwaite lagde op til Youssef Toutouhs sejrsmål. Med sit mål i EM-kvalifikationskampen mod Irland i Dublin 18. november 2019 har han indtil videre scoret syv mål i 39 landskampe. I en podcast på Mediano fortalte Martin Braithwaite en uge efter kampen om, hvordan han havde forudset målet, og at han havde visualiseret, hvordan scoringen ville blive afgørende for, at Danmark kvalificerede sig til slutrunden, og hvordan han jublede mod de danske fans. Han benyttede sig også af visualiseringer, da han efter en skade ikke spillede en landskamp i hele efteråret 2017 og af flere fodboldeksperter blev dømt ude af den trup, der skulle til VM i Rusland i 2018. Han så for sig, at han stod på banen før en VM-kamp og sang med på nationalsangen. Han var ikke bare med i truppen, han startede inde. Da han rent faktisk indgik i startopstillingen i den sidste puljekamp mod Frankrig i Moskva, følte han det som et deja-vu, da han lukkede øjnene og hørte ’Der er et yndigt land’.

ÅGE HAREIDE DANSK LANDSTRÆNER FRA 2016-2020

MARTIN HAR MEGET tempo i sit spil, og jeg har talt med ham om at variere det tempo mere, så han ikke kører på hele tiden. I starten syntes jeg, at han susede rundt og også kunne have svært ved at kontrollere bolden i høj fart. Han får mere ud af sin hurtighed ved at tage modspillerne med ned i tempo for så at eksplodere og løbe fra dem.

Han er en superfyr på alle måder, og derfor er jeg sikker på, at han også vil klare sig i Barcelona. Han går ydmygt til opgaven, og så har han noget, de andre på holdet ikke har: Han kan angribe bagrummet. Han er fantastisk til at løbe bagom forsvaret, og det kan blive et aktiv for Barcelona, ligesom det havde været et vigtigt våben for os til EM. Det er sådan, moderne fodbold er: De dygtigste fodboldspillere er også dygtige uden bolden – de løber rigtigt.

Det er langtfra ualmindeligt, at atleter på absolut topniveau konsulterer en mentaltræner fra tid til anden. Coachen kan være tilknyttet det hold, udøveren er en del af, eller han eller hun kan hente psykologisk sparring hos en uden for den officielle stab. Kim Boye er ikke ansat på teamet omkring det danske fodboldlandshold, men spillere som Pierre-Emile Højbjerg, Lukas Lerager og Christian Gytkjær arbejder på linje med en række øvrige landsholdsspillere, der ønsker at holde forbindelsen hemmelig, sammen med den tidligere AB- og Brøndbyspiller, der tjener under aliasset Den mentale kriger. Den pædagog- og terapeutuddannede Boye, der i dag er 51 år, har fortalt, at hans far hjemme i Ballerup var alkoholiseret, og at hans mor af og til så sig nødsaget til at tjene penge som prostitueret. Hans flugtvej blev fodbold. Han blev udtaget til ungdomslandsholdet, opnåede kontrakt med Danmarks dengang bedste klubhold, Brøndby IF, og han blev inviteret til prøvetræning i FC Barcelona, men han måtte opgive det hele på grund af en skade i knæet. I dag hjælper Kim Boye fodboldspillere med at gå hele vejen til landsholdet og storklubber som netop Barcelona, men han vil for alt i verden ikke kaldes mentaltræner. Han introducerer sig selv som energibooster, mindbuilder og historiefortæller. Torsdag den 20. februar 2020 stod han ved Martin Braithwaites side, da den danske landsholdsspiller officielt blev præsenteret som ny spiller på Camp Nou.

KIM BOYE ALIAS DEN MENTALE KRIGER, SAMARBEJDSPARTNER

MARTIN RINGEDE til mig sidste forår. Jeg arbejdede i forvejen sammen med nogle af de andre landsholdsspillere, seks-syv-otte stykker, og de snakker jo sammen internt, og så havde han måske set nogle af mine videoer. Når man ser dem, finder man ud af, om man er nysgerrig på mig, eller om man ikke er. Han spurgte, hvad jeg kunne, og det hverken kunne eller ville jeg svare på, for det er ikke noget, jeg kan sætte på en formel, men en følelse, man skal opleve, når man er sammen. Jeg skaber noget, når jeg er sammen med mennesker, så jeg foreslog, at vi skulle mødes, og det var han med på.

Martin bookede mig ind på et hotel i Madrid. Vi var hjemme hos ham, vi var ude at spise, og jeg var ude at se en træning i Leganés. Vi mødtes tre-fire gange i løbet af et par dage. Han fortalte, at han ledte efter en, der kunne se det samme, som han kunne se. Som turde se det samme, som han kunne se. Det handler om, at man ikke skal sidde alene med sin drøm, fordi man er bange for, at der ikke er andre, der tror på den. Vi kan begge to lide at drømme, og vi kan begge to lide at række ud efter det, som andre ikke kan se. Det handler om at bygge en eufori op sammen, fordi man tror på drømmen. Det er ikke bare noget, vi siger, nej, vi ved, at det kan lade sig gøre. To mennesker kan skabe den eufori sammen, og det er bare noget, der giver bonus. Efter at have været sammen i Madrid blev vi rimelig hurtigt enige om, at der kunne bygges videre på den energi, der blev skabt imellem os.

“Vi fandt hurtigt ud af, at vi blev nødt til at finde en agent, som havde lige så store drømme som os. Som tror på spilleren. Ikke bare en, der sidder og nikker lidt og siger ‘Mmmm’ og så smider Leganés på bordet. Det er uambitiøst, i forhold til hvor ambitiøs Martin er.”

KIM BOYE ALIAS DEN MENTALE KRIGER, SPARRINGSPARTNER

Martin manglede ganske almindelig sparring. Han var et sted i sin karriere, hvor han søgte inspiration til at bygge yderligere på. Han manglede ikke selvtillid eller mental styrke. En del af spillerne tror mindre på sig selv, end jeg gør. Det er ikke tilfældet med Martin. Han ville gerne koble drømmene på en plan, så han kunne udleve dem. Martin er en stærk og klog person, men han har ikke 51 års erfaring med livet, som jeg har. Jeg har nogle redskaber, som han helt klart ville have fundet senere i livet, men som jeg kunne hjælpe ham med nu, så hans drøm kunne males endnu tydeligere frem på lærredet.

En af mine erfaringer er, at hvis du skal nå noget i livet, så skal du have et A-team omkring dig, der kan hjælpe dig. Det hold skal sættes med omhu. Du kan ikke gøre tingene alene. Sådan er det bare. De store erhvervsledere, ministre, alle, der når noget, har et A-team omkring sig. Martin og jeg er blevet en del af hinandens A-team. Det er det, jeg gør med de spillere, jeg har – vi bliver en del af hinandens A-team. Vi finder ud af, hvordan rejsen skal forløbe. Hvordan når vi ambitionerne? Hvilken vej går vi? Det finder vi ud af sammen, og som en del af det hjælper jeg dem med at drømme stort. Og skal jeg alligevel forsøge at sætte på formel, hvad jeg kan, så lever jeg af at indfri andre menneskers drømme.

Martin har altid drømt stort, og det har jeg også. Vi er to drømmere, der har mødt hinanden. Under vores første møde fortalte han mig, at han ville til en af de helt store klubber, Real Madrid eller Barcelona. Mit svar var, at det også var min drøm at få en spiller til Barcelona. Jeg var selv i Brøndby, og jeg var ikke en af Mortens (cheftræner Morten Olsen, red.) favoritspillere, men pludselig sad jeg på et fly til Barcelona. Jeg var til prøvetræning i 1992, og hvis ikke jeg havde haft en stor knæskade, så havde jeg skrevet under med Barcelona. Jeg ved godt, hvordan tingene fungerer. Jeg er selv et levende eksempel på, at de store drømme kan lade sig gøre. Der kan opstå situationer, man ikke havde set komme: Der skal bare være en, der synes, at du er fantastisk, og hvis han kender præsidenten eller direktøren, så kan du få tjansen. Jeg har nemmere ved at drømme store drømme, fordi jeg selv har stået i den situation. Jeg sad på bænken i Brøndby og kunne være blevet Barcelona-spiller.

Jeg kigger altid på spillerens ambitionsniveau, og hvor langt de er villige til at gå. Martin var villig til at gå langt. Han er uden tvivl den spiller, jeg nogensinde har mødt, der er mest dedikeret til sin drøm. Han tør sætte ord på den. Der var ikke noget, der talte imod, at drømmen skulle gå i opfyldelse, og det er i øvrigt heller ikke min opgave at finde ud af. Når jeg ser mine spillere i kamp, er det heller ikke min opgave at fremhæve deres fejl. De ved udmærket, hvilke fejl de har begået. Jeg belyser alle de positive aktioner. Jeg skal ikke give spilleren flere byrder – det er min opgave at give deres drømme ekstra næring. Når jeg følger med i en kamp, lægger jeg mærke til attitude, energi … Hvordan samler han en holdkammerat op? Hvordan reagerer han på et skud forbi mål? Det taler vi om bagefter. At han klappede en holdkammerat på skulderen, at han tog ansvar … Attitude og energi. Jeg kan give ham en masse på de punkter. Det handler om at spille på de rigtige følelser og energier. Det gælder om at finde tilbage til den der femårige dreng, der løber rundt på banen – den basale glæde ved at spille fodbold skal vi have frem igen.

Når det er kampdag, sender Kim Boye en personlig morgenvideohilsen til hver af de spillere, han arbejder sammen med. Senere på dagen følger en peptalk, også på video, som skal motivere spilleren ca. en time inden kampen. Da Martin Braithwaite 22. februar stod over for sin debut for FC Barcelona, fik han undtagelsesvist ingen video fra Kim Boye. Samarbejdspartneren leverede oplægget live på hotellet i Barcelona, og det gik i store træk ud på, at Braithwaite skulle glemme omstændighederne og finde tilbage til den glæde, der drev ham som fodboldspillende dreng. Martin Braithwaite har tidligere haft angrebstræneren Allan Russell og, da han boede i England, en kok som en del af sit private team.

Martin er målrettet, dedikeret, ordentlig, sympatisk … Han er anderledes. Han lader sig ikke påvirke så meget af, hvad andre tænker. Han lader sig ikke påvirke af de negative energier, der kan opstå omkring en. Han er meget bevidst om at passe og pleje sin egen tro. Martin har et stærkt selvværd. Han ved godt, hvad han skal sige og gøre. Han er meget disciplineret. Hans ene udfordring er, at han stadig er ung og mangler livserfaring, og den anden udfordring var hans agent. Hvis du har en agent, der ikke drømmer lige så stort som dig selv, så kommer du sgu ingen vegne. Vi fandt hurtigt ud af, at vi blev nødt til at finde en agent, som havde lige så store drømme som os. Som tror på spilleren. Ikke bare en, der sidder og nikker lidt og siger ’Mmmm’ og så smider Leganés på bordet. Det er uambitiøst, i forhold til hvor ambitiøs Martin er.

Jeg blev sendt ud for at undersøge markedet. Jeg mødtes med forskellige agenter og mærkede deres energier. Jeg kiggede dem i øjnene, når jeg sagde, at jeg havde en spiller, der gerne ville til Barcelona. Jeg sagde ikke, hvem det drejede sig om. Kiggede de mærkeligt på mig, som om jeg havde storhedsvanvid, gik jeg videre til den næste. Mange agenter røbede sig selv og deres manglende ambitionsniveau og sad og vævede lidt: ”Ja, men du skal lige være klar over hans alder.” Og: ”Vi må også være realistiske.” Lige så snart en agent taler om at være realistisk, så er han en drømmeslukker. Fodboldspillere er små drenge med en drøm. Men kunne jeg se en glød, gik jeg videre med dem. Jeg skulle finde en, der gik med på drømmen.

Jeg fik Hasan Cetinkaya anbefalet af en anden dansk spiller, jeg arbejder med. Jeg mødtes med Hasan på d’Angleterre, men efter det møde var jeg skeptisk, for det var næsten for godt til at være sandt. Han var ligesom mig. Han sagde: ”Ja, det er det, vi gør.” Han gik allerede i gang med at lægge planer. Jeg tænkte: Det var ligegodt satans. Men så havde vi et nyt møde, hvor jeg sagde direkte til ham: ”Jeg skal have Martin Braithwaite til Barcelona.” Og han sagde: ”Selvfølgelig skal du det. Det har du evnerne til, så det får vi gjort.” Jeg var klar over, at han var den rigtige mand. Hasan skilte sig KLART ud. Ikke med et point eller to, men med en hel banelængde. Der var for meget jantelov over de andre. Efter min mening skal agenterne bare holde deres kæft og lytte til spillernes ambitioner, og så skal de finde ud af, om de kan indfri dem.

For mig var der ikke nogen risiko for, at det ikke skulle lykkes. Lige meget hvad så ville vi vinde. Enten ville vi vinde slaget, eller også ville vi vinde erfaringen. Vi har været tro mod vores drøm. Jeg tænker ikke i risiko – jeg tænker meget målrettet i at finde hver en chance for at opfylde drømmen. Vi ser ikke efter andet. Vi har ikke nogen plan B, for så findes plan A ikke. Hvis jeg skal samarbejde med folk, så skal man gå efter plan A, ellers har jeg ikke tid til at arbejde med dem. Jeg har kæmpestore ambitioner på mine spilleres vegne. Martin ville til en storklub i Spanien, Real Madrid eller Barcelona – det var plan A. Det blev vi enige om, første gang vi så hinanden. Vi kunne ikke vide, hvornår det ville ske, men det var det, vi indstillede sigtekornet på. Vi gav hinanden en highfive: Det er det her, vi går efter.

Fra foråret 2019, hvor Martin og jeg havde vores første møder, til vi indgår i et samarbejde med Hasan i efteråret 2019, havde jeg tre-fire rejser ned til Martin. Vi havde mange tætte snakke for at lære hinanden bedre at kende. Vi lagde en strategi for, at han kunne komme tættere på sine holdkammerater, hvordan han kunne fylde mere i omklædningsrummet, blive en, træneren talte med … Hvordan kunne han håndtere en eventuel konflikt, så han ikke bare trak sig, men så den som en mulighed for at ændre på nogle ting. Når der er kaos, kan der ske en masse ting. Hvis du vil ændre nogle ting, er du også nødt til at skabe kaos. Hvis du spiller for Leganés, som ligger sidst, og du ikke får bolden, som du gerne vil have den, så er du nødt til at skabe nogle andre situationer, der kan få dig til at vokse. Det er sådan noget, vi taler om. Vi har telefonisk kontakt efter hver kamp. Jeg sender peptalks på video til alle mine spillere før hver kamp. Jeg evaluerer også alle deres kampe, ikke taktisk, det blander jeg mig ikke i, men jeg blander mig i deres attitude, deres energi, deres aggressivitet, deres bundniveau … Alt det, der kan få dem til at fremstå så stærke som muligt.

Da den svenske landsholdsspiller Emil Forsberg i 2017 forlængede sin kontrakt med RB Leipzig, købte han en Ferrari Italia til sin agent som tak for indsatsen. Agenten var Hasan Cetinkaya (i midten), en svensker med kurdiske rødder, der også har handlet Frenkie de Jong til FC Barcelona og Victor Lindelöf til Manchester United. ”Det er en helt sensationel transfer,” sagde Cetinkaya til den svenske avis Expressen, da han i februar havde forhandlet Martin Braithwaites skifte fra Leganés til FC Barcelona på plads. FC Barcelona udløste danskerens frikøbsklausul på 18 millioner euro og ansatte ham på en kontrakt til sommeren 2024. Til højre ses Kim Boye.

Martin er blevet mere tydelig. Han har haft en osteklokke på – været meget fokuseret, men han er begyndt at tage et større ansvar på banen. Lige klappe en holdkammerat på skulderen eller lige sige noget. Han er blevet meget mere tydelig for sine holdkammerater. Han er blevet meget mere stolt. Frem med brystkassen. Han ejer banen, han ejer omklædningsrummet. Han er blevet mere bevidst om, at den følelse, han har indeni, også kan udleves på banen. Han har lederpotentiale. Han kunne sagtens blive anfører. Når man giver spillere og mennesker noget, de godt kan lide, så vokser de af det. Martins evne til at tage lederskab er bare vokset.

Hasan skabte kontakten til Barcelona. Han har allerede Frenkie de Jong i Barcelona. Han har gode forbindelser, rigtig gode forbindelser. Da klausulen pludselig opstod (FC Barcelona fik på grund af skader lov til at købe en angriber uden for transfervinduet, red.), viste Hasan, at han har cojones på størrelse med fodbolde. Han ringede med det samme til Barcelona og sagde: ”Jeg har den spiller, I skal bruge.” Det kræver mod, for der er nogle, der ville tænke: ”Jamen han kommer fra et bundhold …” Men Hasan var ligeglad. Han troede så meget på det. Det hele gik op i en højere enhed. Hasan troede på sin spiller, mens andre agenter sidder og venter på henvendelserne. Vi skulle bruge en, der sparkede døre ind. Det fik vi. Handlen kom i stand i løbet af få dage.

Kommer du først på banen i Barcelona, så bliver det meget, meget nemmere at spille fodbold, fordi alle dine medspillere er i verdensklasse. Men at komme til Barcelona og dernæst på banen kræver meget. Næste skridt er spilletid og mål. Han scorede seks mål på 12 chancer i Leganés. Nu skal det hele omformuleres. Vi ved, at der kommer mål – han skal bare stå klar, når chancen kommer. Vi er ikke urolige. Han kommer til at score mange mål og lave mange assister. Det er den følelse, vi har. Kommer du først til Barcelona, så kan alt ske: Så vinder du mesterskaber, og så er der Ballon d’Or. Alt det der er inden for rækkevidde, når du spiller i de bedste klubber. Derfor kan man sige, at det først er nu, at drømmene begynder at accelerere. Det at komme til Barcelona var bare ét skridt på rejsen.

Fra Dossier nr. 19, juni-juli 2020.