Martin Paaskesen

Kunstner, 33 år

Jeg er meget umiddelbar i min tilgang til et nyt værk. Jeg skitserer meget sjældent, og når jeg gør, så tegner jeg på min telefon. Jeg har nogle store ruller med kanvas, som jeg ruller ud, og så skærer jeg bare et stykke ud fra en lyst. Nogle gange er det stort, andre gange lidt mindre. Jeg skærer en form, jeg synes er fed. Jeg sætter det op på væggen. Jeg overvejer en farve. Og så putter jeg bare noget på kanvasset. Jeg bygger motivet stille og roligt op. Med en streg, en form, noget tekst … Jeg kunne ikke finde på at tage én farve, og så fylde hele lærredet ud. Jeg maler både med maling, spray og oliepastel.  

Jeg har fokus på abstraktion og figuration. Jeg er næsten mest fascineret af de kunstnere, som kan få et 100 procent abstrakt værk til at fungere. Det synes jeg, fandeme er svært. Jeg begynder ofte min proces med en abstrakt tanke. For mig er det ikke vigtigt, at motivet ligner noget konkret, i starten handler det mest om kompositionen. Om at placere et element det rigtige sted. Senere i processen, får jeg lyst til at give det abstrakte en form eller figur. Det behøver stadig ikke at være tydeligt, hvad det forestiller, og ofte kan det forestille forskellige ting, det er op til ens fantasi at afgøre, hvad det er. Det er det spændingsfelt mellem det abstrakte og figurative, som er sindssygt spændende at udforske. 

Motiverne kan komme fra tusinde af forskellige inspirationskilder. Det kan komme fra musik. Det kan være et ord i en sang, en titel, eller en fornemmelse i et nummer. Det kan også være en andens kunstners værk, eller en film, jeg så i går. I mine teenageår var jeg en del af hiphop-miljøet i Aarhus. Og i hiphop-miljøet kigger man meget mod USA. Det er der musikken kommer fra, og der, de er fede. Min USA-fascination fik mig til at falde over 80’ernes billedkunst fra New York. Jeg blev vild med Julian Schnabel, Keith Harring, Jean-Michel Basquiat. De kunstnere var i den grad med til at starte min interesse i billedkunst i starten af mine 20’ere. De havde en vildskab over sig, som jeg som hiphopper kunne relatere til. De var en del af ungdomsbevægelsen i New York. Det rørte mig virkelig. Det var ungt og nyskabende.

Jeg har aldrig sat dogmer op for mit arbejde. Det er noget, jeg er blevet rådet til af folk i branchen: Du burde tænke dit arbejde i bestemte retninger. Her har jeg altid været sådan: Ja, det er fint. Hvad, hvis jeg ikke gider arbejde sådan? Og det vil jeg stå ved, hvis man ikke gider sætte retningslinjer op for sin kunstneriske proces, skal man lade være. Men nu er jeg selv begyndt at sætte nogle dogmer op. Jeg ønsker, at mine nye værker bliver mere enkle, og jeg i højere grad skal lære beskueren, hvad jeg tænker med værket. 

I efteråret afsluttede jeg en udstilling i Luxemburg, som er min stærkeste udstilling indtil videre. Jeg var virkelig, virkelig tilfreds med den. Men jeg oplevede undervejs i skabelsen af værkerne, at jeg røg ind i en for stor komfortzone. Jeg lavede blandt andet et værk med en gepard, som egentlig var fucking god, men var den for god? Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle fucke den op. Den var nok blevet for pæn. Jeg begyndte at kigge på, hvad der egentlig fungerer i mine værker. Om det kunne skrælles ned. Kunne jeg reducere noget? Måske kunne jeg få et værk med meget få farver til at fungere? Det er en megaspændende udfordring og også lidt modigt, hvis jeg selv skal sige det.

Jeg bliver nødt til at lave kunst for min egen skyld. Grundlæggende skal jeg lave kunst, fordi jeg har det sjovt undervejs. Jeg skal få et kick ud af det, ellers er der ingen grund til at bruge min tid på det. Hvis jeg synes, det er kedeligt at lave et værk, er der virkelig ingen grund til at gå hernede i kælderen hele dagen. Det kan godt være, at det bliver et godt værk, selv om det er kedeligt at lave – det skal man ikke tage fejl af. Når du har lært dine virkemidler at kende, kan du bare pille ned fra hylden og få det til at fungere. Men hvad er pointen, hvis det ikke tænder mig? Jeg har fokus på, at jeg hele tiden udvikler mig. Jeg vil lave noget, jeg ikke har lavet før. Stå på mere usikre ben. Jeg har tidligere malet mange dyr, men nu har jeg besluttet at holde en pause fra dyrerene. De fungerede for godt. De blev for perfekte.