Mikkel Hansen

om at dyrke kunst

Han regnes for en af sin generations bedste håndboldspillere, ja, flere gange er han ligefrem kåret som verdens bedste. Men for 31-årige Mikkel Hansen har det også altid været vigtigt at kunne komme væk fra håndbolden. I kunstverdenen har han fundet det frirum, hvor han giver slip på alle andre tanker og forholder sig til verden på en anden måde.

DA JEG FOR NYLIG faldt over værket ’Bilferie’ på en auktionsside, vidste jeg med det samme, at det skulle jeg bare have. Jeg så det allerede første gang for flere år siden, hvor det også dengang fascinerede mig. Det er et stort værk på hvidt lærred af den danske kunstner Anders Brinch, som tager afsæt i hans egne bilferier til syden, og det har en virkelig fed effekt på mig, for det bliver på en måde meget personligt. Nogle af mine klareste minder fra min barndom er at sidde pakket godt sammen på bagsædet med mine søstre i en overophedet Peugeot-stationcar uden aircondition ned ad den tyske motorvej mod Italien. Så når jeg kigger på det, bliver det en rejse tilbage i tiden midt i min hverdag.

Mit problem lige nu er bare, at jeg ikke kan få det op at hænge. Jeg kan simpelthen ikke finde et sted til det, for der er ikke længere ledig plads, og jeg kan ikke nænne at tage noget ned. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have taget et maleri af John Copeland ned, der var et af de første, jeg købte for efterhånden flere år siden, der er en slags moderne udgave af ’Den sidste nadver’, men jeg kan ikke få mig selv til at gøre det. Man kan jo tolke det maleri, som man vil, men for mig er det en kommentar til vores tid, hvor man sætter sig rundt om spisebordet i familiært eller venskabeligt lag med hver sine problemer, men der er ikke nogen, der har lyst til at åbne op for de emner, så der bliver aldrig spurgt rigtigt ind. Selv om jeg har kigget på det et endeløst antal gange, bliver jeg ved med at finde nye detaljer. Jeg kan simpelthen ikke tage det ned, men samtidig kan jeg jo heller ikke bare købe nye værker, som jeg ikke har plads til, for det er hverken meningen, at de skal stå på et lager et eller andet sted, eller at jeg skal drukne i dem her.

Men det er nok lidt et tidligt varsel om, hvad der er i vente, for jeg tror ikke, min interesse for kunst og for at eje værker bliver mindre fremover.

”Lige meget hvor god en håndboldspiller man er, vil der komme mindre gode kampe. Lige meget hvordan man er som menneske, vil man opleve dårlige perioder. Men for at gøre de perioder en smule kortere bruger jeg byen, særligt kunstudstillinger, til at få tankerne over på noget helt andet.”

Hat, The North Face, 225 kr.
T-shirt, Reception Clothing, 420 kr.
Ur, Rolex, 247.450 kr.
Keramikværk, Rose Eksen
Maleri, Eddie Martinez

INTERESSEN FOR AT tage på museer og gallerier har jeg nok haft, så længe jeg kan huske. Men det var først, da jeg begyndte at have en økonomi, som gjorde, at jeg kunne tage værkerne med hjem, at kunst for alvor blev noget, jeg dyrkede. Fra at stå og forelske sig i malerier, fotos og skulpturer som passiv beskuer kunne jeg pludselig tage dem med hjem og gøre dem til en del af min egen hverdag. Det betød helt klart noget for mig.

Det startede i det helt små, da jeg boede i Barcelona, og tog yderligere til, da jeg senere flyttede til København. Det gik op for mig, hvor mange dygtige kunstnere vi egentlig har herhjemme, også inden for andre grene som møbelsnedkeri, tøjdesign, fotokunst, skulptur og keramik. Efter at jeg flyttede til Paris i 2012, har jeg det, som om min interesse for kunstverdenen er blevet større næsten hver dag. Der er rigtig meget fart på kunstscenen med nye, interessante udstillinger hele tiden, fra spændende upcomings til kæmpestore internationale kunstnere som Joan Miró og Jean-Michel Basquiat. Sidstnævnte bliver for tiden udstillet med 120 værker i Fondation Louis Vuitton, der er en fantastisk arkitektonisk bygning med imponerende rum til at udstille værker. Det er arkitekten Frank Gehry, som også tegnede Guggenheim i Bilbao, der står bag. Jeg glæder mig som et lille barn til juleaften til at komme ind at se Basquiat, for ud over at han visuelt er enormt spændende, sætter hans værker altid gang i en masse tanker i mit hoved. Og så elsker jeg tilmed hans egen historie om at gå fra ukendt graffitimaler i New York til at være så stort et navn få år senere, at folk rendte rundt og skar mursten og trædøre ned, som han havde malet på. Det er der noget charmerende ved. Ham drømmer jeg om at eje et værk af.

”Der er virkelig en stærk æstetisk sans i Paris. Hele byen er utrolig smuk og inspirerende, og jeg kan nogle gange holde meget af bare at traske formålsløst rundt i gaderne og finde små, flotte, skøre, overraskende ting i bybilledet. Jeg tager tit billeder af det, jeg støder på, som jeg synes er spændende, flot eller sjovt. Der er ikke noget større formål som sådan, men jeg gemmer billeder som en slags hukommelsesbog fra byen, jeg kan tage frem fra tid til anden og bruge til at sætte nogle tanker i gang. Jeg vil hellere tage et billede for meget end et for lidt.”

Frakke, Burberry, 11.800 kr.
T-shirt, Neighborhood, 435 kr.
Bukserne er fra Maison Margiela og er Mikkel Hansens egne. Sko, New Balance, 1.600 kr.
Kasket, Polo Ralph Lauren, 450 kr.

Der er en overflod af steder at besøge i Paris, men jeg er glad for messer som FIAC, der tit har nogle af de største gallerier inden for maleri og skulptur, og Paris Photo, der som navnet afslører byder på fænomenal fotokunst. Og så har jeg altid holdt særlig meget af Centre Georges Pompidou, der ud over at have ekstremt interessante udstillinger er en ret vild bygning i sig selv. Den ligner nærmest en rumfærge. Jeg synes, det er imponerende, at den 40 år efter opførelsen stadig ser futuristisk ud. Pompidou bliver jeg aldrig træt af.

FOR MIG ER DET at gå på udstillinger en måde at få en distance til det, jeg rent faktisk laver til hverdag. Jeg træder ind i en form for frirum, der er adskilt fra min primære verden, hvor mine tanker af sig selv løber over på noget helt andet. Det sætter jeg meget stor pris på. Jeg elsker at spille håndbold. Jeg elsker virkelig, virkelig at spille håndbold. Men jeg har også altid haft brug for at kunne komme væk fra det.

”For mig er det at gå på udstillinger en måde at få en distance til det, jeg rent faktisk laver til hverdag. Jeg træder ind i en form for frirum, der er adskilt fra min primære verden, hvor mine tanker af sig selv løber over på noget helt andet. Det sætter jeg meget stor pris på.”

Mikkel Hansen

Man må huske på, at jeg har spillet håndbold og tænkt håndbold i hele mit liv. Siden jeg var barn, har det eneste, jeg har haft fokus på, været at blive bedre hele tiden. At blive den bedste. Man er i en konstant søgen efter at forbedre sig, og jeg kan huske alt, der er foregået i de kampe, jeg har spillet, selv flere uger efter. Det er som regel de helt små ting, der afgør, om man vinder eller taber, og de bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig. Særligt dagen efter ligger jeg og tænker det hele igennem igen og igen og igen. Det kan være meget konstruktivt at fokusere på sine egne fejl, men på et tidspunkt er det også nødvendigt at træde ud af det og lade det bundfælde sig.

Det er klart, at hvis man har et stort talent for noget, vil man være foran fra start. Men i sidste ende er det flid og ærgerrighed, der kommer til at definere, hvilke resultater man opnår. Når det kommer til stykket, er det meget, meget, meget vigtigere end talentet. Det er min store motivation i håndbold, og livet generelt, at forsøge at blive på et niveau, hvor jeg både har det vildt sjovt med, hvad jeg laver, og samtidig føler mig inspireret til at nå endnu længere og opnå endnu flere resultater. Jeg skal aldrig nogensinde befinde mig et sted i min karriere, hvor en eller anden 18-årig ung knægt er bedre end mig. Han må gerne befinde sig i troen, men så skal jeg nok bevise, at det modsatte er tilfældet. Sådan har jeg brug for altid at have det. Jeg vil være den bedste og stræbe efter at være den bedste og arbejde for at være den bedste. Men jeg ved, at for at komme dertil skal der være det ekstra aspekt, hvor jeg synes, det er sjovt og spændende. For ellers er jeg ikke motiveret nok til at blive bedre og knokle, og hvis man mister det, mister man også den del af passionen, der gør, at man ikke længere er den bedste version af sig selv.

Kasket, Polo Ralph Lauren, 450 kr.
T-shirt, Neighborhood, 435 kr.
Frakke, Burberry, 11.800 kr.
Ur, Rolex, 247.450 kr.

Der tror jeg, det er ekstremt stimulerende at have noget andet at gå op i, hvor man ligesom kan sætte sig væk fra det hele og få tankerne over på noget helt andet. For der er kunsten jo en væsentlig anden verden end den meget macho-prægede håndboldverden, der handler om at præstere og sejre. Jeg tror, at det er netop derfor, at jeg kan bruge min interesse for kunst som en form for distance, der gør, at jeg kan bibeholde den nødvendige ærgerrighed.

DET HAR FAKTISK været efter mine største sejre, at jeg har været mentalt længst nede. Det er skørt, fordi man tænker, at der burde komme et vildt rush, og det gør der selvfølgelig også lige bagefter, men i dagene efter følger der som regel et underligt tomrum. Efter både EM-guldet i 2012 og OL-guldet i 2016 havde jeg dage, hvor jeg bare lå i sengen og ikke lavede noget. Jeg lå bare og stirrede ind i en væg. På grænsen til deprimeret. Det er en meget, meget mærkelig følelse at ligge med.

Jeg tror, det er svært at sætte sig ind i, hvis man aldrig har været et sted, hvor der er så meget pres på en, hvor alle forventer, at man leverer på absolut højeste niveau, og man så rent faktisk lykkes med det. Hvor man vil det så meget, at det er det eneste i hele verden, man vil, og man så opnår det. Og så går livet bare videre.

”Det lyder muligvis lidt cheesy, men hvis der er noget, Paris har givet mig, er det, at jeg har lært at sætte pris på smukke ting, fordi de på en måde er med til at åbne verden op. Jeg holder af at bo et sted med visuelt flotte ting, der interesserer og i visse tilfælde udfordrer mig.”

Mikkel Hansen

Det er en meget speciel oplevelse som menneske, at der er så meget fokus og så meget på spil, og lige pludselig, ja, så er det bare tilbage til din hverdag. Midt i den enorme stolthed bliver man ramt af en form for tomhed, der er vildt underlig at forholde sig til, fordi man har vundet. Det er, som om man når at blive afhængig af det adrenalinrush, det giver, når der er så meget pres på og så meget på spil, og man så rent faktisk leverer, at når det er ovre, efterlades man tilbage med en følelse af, at: Nå. Det var så det. Nu er det hjem til dit normale liv.

Der opstår et behov, og jeg vil ikke kalde det at flygte, men i hvert fald til at få tingene på afstand. Til ikke at forholde sig til at være håndboldspilleren Mikkel Hansen, men i stedet rette fokus ud og forholde sig til verden på en anden måde.

HVIS DET ER SØNDAG, og jeg ikke har kamp, er der en god chance for, at jeg tager ud til Saint-Ouen ved Porte de Clignancourt. Det er et kæmpestort marked, som jeg holder meget af, og hvor der går en motorvej igennem, der deler et kæmpemæssigt fake marked og et kæmpemæssigt marked for vintagemøbler op. Det er to vidt forskellige verdener, der ligger klos op ad hinanden, og den kontrast er der noget dejlig komisk over. På den ene side er der en højtråbende, løssluppen stemning med kække kommentarer, og hvor alle prøver at hive dig ind, når du bevæger dig rundt. Folk render rundt i tracksuits fra Nike eller Adidas, og du kan sjovt nok få de nyeste Jordan-sko, der ellers er udsolgt alle steder, i 8.000 forskellige farver. Der er simpelthen proppet med alt, hvad hjertet begærer. Men fake, selvfølgelig. På den anden side er folk klassisk nydeligt klædt, meget afdæmpede og sidder som regel og drikker vin. Her kan man finde sofaer, stole, lamper, keramik, skulpturer, alt inden for vintagemøbler, og nogle gange til helt vanvittige summer. Under motorvejen, der fører fra den ene til den anden side, står folk så og sælger ’nye’ iPhones. Det er simpelthen en fantastisk kontrast, og jeg holder enormt meget af hele diversiteten og stemningen. Det er et meget inspirerende sted at bevæge sig rundt, og man støder konstant på sjove fund. Jeg har gennem tiden fundet en masse fede små ting, lamper, vaser, tallerkener, alt muligt, de små ting, der jo tit er dem, der gør ens hjem hyggeligt. Det lyder muligvis lidt cheesy, men hvis der er noget, Paris har givet mig, er det, at jeg har lært at sætte pris på smukke ting, fordi de på en måde er med til at åbne verden op. Jeg holder af at bo et sted med visuelt flotte ting, der interesserer og i visse tilfælde udfordrer mig. Det har i langt højere grad gjort mig bevidst om at sætte mit eget præg på, hvordan tingene ser ud.

Strik, Club Monaco hos Zalando, 1.195 kr.
Ur, Patek Philippe, 220.400 kr.

SOM HÅNDBOLDSPILLER har man meget fritid, hvis man sammenligner med mange andre. Til gengæld har man ikke så meget frihed, for jeg har kampe to gange om ugen, rejser meget rundt og er afhængig af at skulle være bestemte steder. Der er rigtig meget ventetid i lufthavne, busser, toge og ikke mindst på hoteller rundtomkring. I stedet for at se den ventetid som en irritation vil jeg hellere bruge den konstruktivt. Jeg holder mig ajour med, hvad der rører sig, og følger forskellige auktionssider, gallerier og kunstnere. Det går meget af min tid med, særligt på hotelværelserne om aftenen.

Det er fascinerende at købe kunst, fordi det tvinger en til at gøre op med sig selv, om det her rent faktisk virkelig vil skabe værdi. Om det her vil give mig noget i hverdagen. De fleste ting, vi køber i dag, har en udløbsdato i en ikke særlig fjern fremtid, men kunst køber man med henblik på at beholde det resten af sit liv. Derfor kræver det jo også noget at betale x antal kroner for et kunstværk, for man skal kunne visualisere tingene hjemme hos sig selv og kunne sætte det ind i et langtidsholdbart univers.

Når der er noget, der vækker min interesse, plejer jeg at forhøre mig, både om prisen og nogle gange mere om selve kunstværket og kunstneren. Min største fascination af kunst og kunstnere kommer nok i virkeligheden af, at jeg er meget fascineret af mennesker, der er dygtige til det, de laver. Jeg er selv så enormt dårlig til at male, at jeg næsten bliver deprimeret af at snakke om det. Men jeg ved til gengæld, hvor svært det er, og hvor meget disciplin, motivation og hårdt arbejde det kræver at presse sig selv hver eneste dag for at blive en af de allerbedste inden for sit fag. Man skal konstant søge efter at finde de små områder, der kan forbedres, og derfor har jeg ekstremt meget respekt for andre mennesker, der er dygtige til, hvad de nu end laver, men stadig bliver ved med at udfordre sig selv.

Det kan også være håndværkere, der kan en masse med deres hænder. Jeg bliver meget fascineret af, hvad de er i stand til at lave. Derfor fascinerer historien bag kunstværket mig næsten lige så meget som selve kunstværket. Det her med at komme ind under huden på, hvordan de har arbejdet, hvordan de er nået hertil, og hvad de har gået igennem for at nå frem til det færdige arbejde på netop dette værk. Der kan jo være alt muligt i deres barndom, opdragelse, opvækst, der har gjort, at de nu maler, som de gør, eller tager billeder på denne måde. For mig giver det de værker, jeg køber, en ekstra dimension at sætte sig ind i alle de forskellige lag bagved. Et foto er jo ikke bare et foto, og et maleri er ikke bare et maleri. Der er en masse forskellige teknikker, og jo mere nørdet baggrundsviden jeg får, jo mere stiger min interesse også.

”Det er fascinerende at købe kunst, fordi det tvinger en til at gøre op med sig selv, om det her rent faktisk virkelig vil skabe værdi. Om det her vil give mig noget i hverdagen. De fleste ting, vi køber i dag, har en udløbsdato i en ikke særlig fjern fremtid, men kunst køber man med henblik på at beholde det resten af sit liv.”

Mikkel Hansen

Når det så er sagt, kan det være en meget positiv oplevelse at betragte et værk, man intet forudgående kendskab har til, fordi det bliver en meget umiddelbar fortolkning. Det sætter en masse tanker og forestillinger i gang, der tvinger en til at arbejde med sig selv. Jeg holder jo meget af, at det er så subjektivt, at noget, jeg opfatter på en måde, for et andet menneske med en anden baggrund i en anden sindstilstand kan opfattes fuldstændig anderledes.

DER ER FOLK, DER sammenligner store sportspræstationer med kunst, og selvfølgelig vil der være ligheder, når man sætter to brancher op mod hinanden. Jeg tror, den største lighed mellem kunstnere og sportsfolk er, at det kræver et næsten endeløst antal af repetitioner for at blive god, og når det så herefter gælder, bliver det en intuitiv ting. Hvis man ikke har trænet det samme skud en million gange, så bliver man ikke god. Hvis man til gengæld har gjort det en million gange, kan man være sikker på, at man nok skal blive det. Sådan er det jo med alt i livet. Jo flere gange du har været i samme situation, jo bedre bliver du.

Men så kommer det lag, der samtidig handler om at forsøge at udvikle sig og bevæge sig ind på nye områder. Hvis man er virkelig dygtig, så holder man konstant sine styrker ved lige, samtidig med at man forsøger at udvide sit repertoire. Sådan er det både for kunstnere og håndboldspillere. Der er hele tiden en stræben efter at blive bedre og lære nye ting, som jeg tror går på tværs af begge. Hvor det i håndbolden er en ny måde at skyde på, aflevere på eller dække op på, er det måske i kunstens verden en ny teknik til at føre penslen.

Men jeg ser i højere grad selv sporten og kunsten som modstykker. Efter en håndboldkamp har du enten vundet eller tabt. Selv om opfattelsen af præstationen kan være præget af nuancer, står resultatet i sidste ende sort på hvidt. Det er en objektiv sandhed. Jeg holder meget af, at kunsten sjældent giver definitive svar. Den er enormt subjektiv og sætter en masse forskellige tanker i gang fra person til person. Du kan sagtens vinde grimt og ufortjent i sportens verden, alle kan være enige om, at det ikke var pænt, men du har vundet alligevel. Resultatet lyver ikke. I kunstens verden må hver enkelt selv vurdere, hvad der har værdi.

DER ER INGEN TVIVL om, at jo ældre man bliver som sportsudøver, og jo tættere man kommer på den der diffuse skillevej i horisonten, jo mere begynder man at spørge sig selv: Hvad så nu? Jeg har stadig kontrakt til 2022, og jeg er meget glad for det, jeg laver, så det er ikke noget, jeg er begyndt at spekulere så konkret på endnu. Men jeg er da blevet bevidst om, at der kommer en dag, hvor jeg skal finde ud af, hvad jeg så skal lave, når jeg ikke længere kan leve af det, jeg har lavet hele mit liv. På den måde er jeg sindssygt glad for, at jeg har fået en interesse som den her, der peger væk fra håndbolden, så jeg forhåbentlig ikke ender nede i det berømte hul, som man desværre hører om, at mange sportsudøvere risikerer at ryge i.

Det er jo et vildt spænd, man oplever som sportsmand, fordi man som måske 36-37- årig må pensionere sig selv og i stedet genopfinde sig selv inden for noget helt andet. Man går så at sige fra en identitet som håndboldspilleren Mikkel til bare at være Mikkel. Jeg har hørt om rigtig, rigtig mange, der har kæmpet med at gå fra, at alle ved, hvem man er, at man er ham her fodboldspilleren eller ham her cykelrytteren, til at blive identitetsløs. Det er noget, mange sportsudøvere frygter, når man når op i en alder, hvor det begynder at være noget, man reelt kan forholde sig til. Det tror jeg, vi alle sammen gør.

Nu har man været i en branche i mange år, hvor man ved, at man er en af de bedste i verden, og så skal man pludselig ud at bevise sig selv forfra. Det kan jo give to udfald. Det kan enten gå helt galt, fordi man vitterligt bare ikke er dygtig til noget andet. Eller det kan blive helt fantastisk at komme ud at mærke den der meget rene, ufiltrerede adrenalin, hvor man er tilbage til at være så nervøs for at præstere, at man er ved at skide i bukserne, fordi det virkelig betyder noget. Det er stadig alt for tidligt at sige, hvad der skal ske, men jeg er i hvert fald meget glad for at have fundet noget, jeg brænder så meget for. For når alt det her med håndbolden desværre må slutte en dag, tror jeg da, at det vil være ekstremt spændende at komme ud på et nyt marked, hvor man igen skal lære tingene fra bunden og kæmpe som en sindssyg for at bevise sig selv.

Fra Dossier nr. 10, december 2018.