NIKOLAJ LIE KAAS

om at udfylde sine roller

Med alderen finder Nikolaj Lie Kaas sig i mindre og mindre. Er han decideret uenig med sin instruktør, tager han kampen op, for hvis han skal spille noget, han ikke forstår, bliver det på autopilot. Og det er det sidste, den 46-årige skuespiller ønsker, for så kan publikum ikke mærke noget. Det kunne han heller ikke selv for fire år siden, og en af Danmarks største skuespiltalenter måtte tage et års pause for at genfinde lysten til skuespillet.

NÅR JEG SKAL VÆLGE en rolle, kigger jeg altid på historien først. Hvis jeg ikke kan forlige mig med historien, er det som at pisse i bukserne for at holde varmen, selv hvis jeg laver noget seværdigt i rollen. Den slags historier er der mange af. De fleste manuskripter er … Dårlige er måske et voldsomt ord, men ikke-helstøbte. Dem går der måske 20 af på ét godt. At lave en god historie er pissesvært, der er virkelig få, der rigtigt kan finde ud af det, og mange andre er for så vidt ligeglade med det.

Jeg læser altid alle manuskripter selv, og nogle gange læser min manager også med, så vi kan diskutere, om det er en god idé for mig at være med, men vi er som regel enige. Jeg skal ikke læse ret langt, før jeg kan se, hvor det bærer hen. Det er ikke, fordi der behøver at være et højtravende behov, nogle gange vil man bare gerne lave en fed actionfilm. Men et eller andet behov for filmen skal jeg kunne mærke, om ikke andet at forfatteren eller instruktøren har noget, de gerne vil sige, vise eller blære sig med. Er den motor der ikke, kan man hverken holde sin egen eller publikums interesse.

Fotograferet på Café Bådklubben på Christianshavn.

Nikolaj Lie Kaas er søn af skuespilleren Preben Kaas og skuespilleren og forfatteren Anne Mari Lie. Han debuterede i Søren Kragh-Jacobsens ’Drengene fra Sankt Petri’ (1991), med hvilken han fik tildelt både en Bodil og en Robert for bedste mandlige birolle. Siden har han medvirket i over 50 spillefilm og tv-serier.

Sweater, Grifoni hos Illum, 2.350 kr.
Ur, IWC Portugieser hos Ole Mathiesen, 99.000 kr.

Da jeg sagde ja til at lave ’Kollision’ (2019, red.), blev jeg rørt af historien om den her almindelige mand, der står midt i en skilsmisse. Ad rettens vej er han ved at få taget sin datter fra sig og må kæmpe for alt, hvad han har kært. Det handler om et menneske, der, hårdt presset, bliver ramt af en form for akut sindssyge og handler anderledes and normalt. Samtidig var det inspirerende at arbejde med Avaz-drengene, der har en helt vanvittig selvtillid, et mod og en tro på sig selv. De tror, at de kan gå på vandet, og det er meget inspirerende at opleve folk, der godt tør sige højt, at de vil vinde en Oscar.

I ’Kollision’, har Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil hovedrollerne som parret Leo og Olivia, der gennemgår en barsk skilsmisse. Bag filmen står Mehdi, Milad og Misam Avaz, de tre brødre, der slog igennem med ’Mens vi lever’ (2017), og i filmens øvrige roller ser man blandt andre Bodil Jørgensen, Rasmus Bjerg, Sebastian Jessen, Nicolas Bro, Tommy Kenter, Julie Christiansen og Charlotte Munck.

MED ÅRENE ER JEG BLEVET bedre til at vælge rigtigt. Jeg ved, hvad der fungerer, og det er der for eksempel meget mainstream, der gør, selv om det også kan være et lidt safe valg. Film, der favner et stort publikum, har tendens til at have den samme opbygning i forhold til konflikt, udvikling og spænding. Først er der et anslag, hvor vi skal have etableret et menneske og se, hvilken konflikt han eller hun står over for. Dernæst stilles protagonisten over for et valg, og når det valg er taget, kan man ikke vende tilbage.

”Jeg synes, det er så krukket at sige, at man, hvis man går for meget i karakter, kan blive den person privat, men det gør jeg nok desværre nogle gange. Det har jeg i hvert fald fået at vide af min familie.”

Nikolaj Lie Kaas

I ’Blinkende lygter’ (2000, red.) har vi en mand, Torkild, der er en del af et kriminelt netværk, som han gerne vil slippe ud af. Han og vennerne begår et indbrud for færingen, men tager pengene selv for at stikke af til Barcelona og få et nyt liv med ro på. Men så langt når de ikke, og færingen vil have sine penge igen. De har noget at flygte fra, og det skal der også være i en god film. Løsningen, som Torkild ser det, er at få vennerne med på at skabe en restaurant sammen med ham, hvad de ikke tror en skid på, men da også Torkild mister lysten og dødsdømmer projektet, er vennerne blevet overbevist. Den kærlighed, de har fået til lokalsamfundet gennem Ole Thestrup, gør, at de får gjort kål på fortiden, og Torkild bliver reddet af sine egne gerninger, og filmen bliver forløst.

Da jeg læste det manuskript, tænkte jeg: Det er en god historie, den vil jeg gerne være med til at fortælle, og det endte endda med, at filmen i sidste ende kom til at afspejle manuskriptet i den ånd og følelse, jeg havde, da jeg læste det. Anders Thomas Jensen er en af mine meget gode venner, og han er pissegod til at skrive, så der var meget lidt, jeg havde lyst til at ændre på. Jeg går altid ind og kigger på, om en scene er lidt tynd og kan blive bedre. Så tager man et møde og råber og skriger, men det var der virkelig ikke brug for her. Det var en fin bromance-kærligheds- historie, som jeg kunne mærke, da jeg læste manuskriptet. De venner gad man godt have, tænkte jeg, og den følelse betød meget for mig gennem hele filmen.

”Jeg kan huske en dag på ’Reconstruction’, hvor jeg stillede et eller andet spørgsmål til Christoffer Boe. Jeg havde læst manuskriptet 11 gange, men der var stadig mange ting, jeg ikke forstod. Og han sagde: Jamen for helvede, har du ikke læst manuskriptet?! Hvorefter han kastede med noget og skred. Processen var fuldstændig umulig, men da jeg så den færdige film, blev jeg virkelig glædeligt overrasket.”

Nikolaj Lie Kaas

Mens de andre karakterer i ’Blinkende lygter’ råber og skriger og skaber sig tosset, spiller jeg den der vatpik i midten, der ikke rigtig tør mene noget og prøver at gøre alle glade. Mægleren Stefan. Ofte er der rigtig meget forberedelse til en rolle, hvilket jeg elsker, men her var det rimelig klart, hvad det gik ud på, selv om jeg selvfølgelig har gjort mig overvejelser om, hvor scenerne skulle hen, og hvor meget sinke jeg skulle være. Nogle gange går jeg ind i en sindstilstand med nogle roller, og jeg kan huske med Stefan, at jeg, også når vi spiste frokost og ikke optog, ikke fattede, hvad folk snakkede om. Jeg blev jo nærmest til Stefan, sådan en, der hele tiden siger: ahva, hva-hvad? Den type.

Jeg synes, det er så krukket at sige, at man, hvis man går for meget i karakter, kan blive den person privat, men det gør jeg nok desværre nogle gange. Det har jeg i hvert fald fået at vide af min familie. Det er bare meget nemmere ikke at spille en karakter men prøve at være personen. Det resulterer i, at jeg godt kan være lidt kort for hovedet, når jeg kommer hjem, vi sidder og spiser, eller jeg skal putte børn. Det er også, fordi jeg arbejder videre med karakteren, når jeg kommer hjem. I hovedet spiller jeg scener om, som jeg HAR lavet, hvilket jo er helt unødvendigt. Som Ulrich Thomsen har sagt: Man spiller sine bedste scener på vej hjem i bilen. Mit arbejde kører rundt i hovedet på mig, som dit arbejde vel også gør, men på en meget intens måde. Jeg lytter ikke, og det er pisseirriterende at være sammen med, tror jeg.

DA VI LAVEDE ’Mænd og høns’ (2015, red.), tænkte jeg: Okay, her har jeg som skuespiller været før. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var her, jeg ville udvikle mig allermest, men jeg kunne godt lide historien, og så var gruppen også afgørende for, at jeg sagde ja. Der var Mads (Mikkelsen, red.) og Anders Thomas, der skrev og instruerede igen efter ti års pause, og det ville jeg gerne være en del af. Jeg er glad for den film, men det er ikke en af de oplevelser, hvor jeg tænker, at der fik jeg blæst mig selv igennem.

I de fire Carl Mørck-film (’Afdeling Q’, 2013-2018, red.) var der også en risiko for at gentage sig selv. Ikke bare fordi det var fire film med samme rolle, men også fordi jeg lige havde lavet ’Forbrydelsen’ (2012, red.) på DR og følte, at jeg stod i crime op til halsen. At gå ind ad en dør sådan her (han kniber øjnene sammen, kigger rundt om hjørnet og holder en imaginær pistol foran sig, red.) … Det kan man kun gøre så og så meget. Det er en spænding, man skal bygge op hele tiden og nogle gange ud af ingenting. Hver dag man tager på arbejde, skal man gøre alting sindssygt intenst. Det er et valg mellem liv og død, hvilket er fint nok, jeg kan godt lide at lave crime, men på det tidspunkt, hvor jeg blev spurgt om rollen som Carl Mørck, tænkte jeg bare: Ikke mere. Så jeg sagde pænt nej tak, og så gik der et år, hvor Mikkel Nørgaard castede alle mulige andre uden at finde en til rollen. Anne Lindberg, min agent, holdt fast og sagde: Jeg synes altså, at du skal tage et møde med ham. Jeg gik ind til mødet med korslagte arme og en forventning om, at det bare skulle overstås, men det endte med, at Mikkel og jeg blev helt bromance-forelskede i hinanden. Der var et eller andet fantastisk ved kombinationen af, at han og Nikolaj Arcel skulle lave filmen.

Det var ret overkvalificeret. Jeg blev hurtigt forelsket i projektet, og det var ikke på grund af bøgerne. Jeg tændte på Mikkels ambition med projektet: Han ville tage en genre, der måske er lidt slidt, og lave et nyt take på den. Der var penge til at hæve kvaliteten til mere end en B-genre, og så længe det bare er en who done it-historie, er det jo ikke rumvidenskab. Det er en taknemmelig genre for publikum, og det er nemt at gå til. Men hvis vi skulle gøre det, skulle det være for at gøre det anderledes. Mikkel var interesseret i karaktererne på en anden måde. Ifølge bøgerne er Carl Mørck omkring de 60, men Mikkel syntes, det var kedeligt, at det var en ældre person, der havde mistet lysten til at leve og være i sit ægteskab, for det er jo oplagt, når man har været sammen så længe. Mikkel ville gerne tegne et portræt af en mand, der havde mistet troen på livet og menneskeheden som 40-årig, og det kunne jeg også godt se noget interessant i, og sagde ja.

Men både Fares Fares og jeg tænkte fra starten, at fuck, fire film, det er voldsomt. Vi havde ikke et stort behov for, at det skulle vare så lang tid, men så gjorde vi det, og det har været fint. Jeg synes jo selv, at der er en udvikling i alle film, selv om det er svært at lave en katarsis for sin karakter, når man spiller et surt, gammelt og bittert røvhul. Hver gang jeg kom tilbage til næste film, skulle jeg lige finde kærligheden til projektet igen. Hvad var det nu lige, det kunne, og hvor er det lige, vi skal hen med det? Vi havde en fantastisk producent, der godt kunne mærke, at vi nogle gange blev lidt metaltrætte, og spurgte: Har I virkelig lyst til at gå i gang med den næste? Og så diskuterede vi, hvorfor vi skulle gøre det, og hvad der var af muligheder for at udvikle de her to fyre, vi spillede, og så gjorde vi dét sammen. Fares og jeg har hevet hinanden op, hvis den ene ikke følte, at hans historie eller karakter udviklede sig, for så mister man gejsten. I løbet af min karriere har der været film, hvor jeg skulle slæbe mig hen på settet, men sådan var det ikke her, fordi setuppet var så godt og behageligt, og vi var omgivet af kompetente folk. Og fordi jeg godt kan lide Carl, det røvhul. Jeg ved godt, at han er umulig at leve sammen med og vil dø ensom og ulykkelig, men han skærer også pis fra, går til stålet og siger, hvad han vil have, og det kan jeg godt lide. Jeg er heller ikke selv så god til smalltalk.

Genren er set 100.000 gange før, så jeg var meget bevidst om ikke at lave en kliché på en politimand, og jeg kunne godt mærke, at der var nogle faldgruber. Den gamle støvede kriminalkommissær har ovenikøbet trenchcoat på, men det valgte jeg at omfavne og i stedet kigge på, hvad jeg kunne gøre for at tilføre ham noget andet.

Jeg kiggede blandt andet mod Robert Downey Jr. Han er ret ironisk og sarkastisk og leverer en vittighed rimelig tørt, og folk omkring ham fanger den ikke lige så hurtigt, som han selv gør. Sådan er Carl Mørck også. I bøgerne har han et indre liv, hvor han tænker ting om folk, som han ikke siger højt, og det var svært at omsætte til film, for det ville jo virke decideret latterligt, hvis han sagde sine tanker højt. Derfor ledte jeg efter en anden måde at få den ironi og sarkasme med, som er ret vigtig for, at karakteren skiller sig ud. Generelt finder jeg meget inspiration i dokumentarer. De har klart de bedste skuespillere. For de spiller ikke. Fascinationen for mig ved film er, når der opstår noget, man ikke kan lave på samme måde i næste take.

JEG HAR OGSÅ LAVET en film, som blev meget bedre end manuskriptet, nemlig ’Reconstruction’ (2003, red.), som var en smal film. Men jeg er meget stolt af den. Filmen handler om et menneske, der har en idé om kærligheden; han har besluttet sig for kærligheden. Forelskelse er i virkeligheden ens egen butik.

Jeg kan blive forelsket i dig, men det har som sådan ikke noget med dig at gøre. Det er noget, der sker i min egen verden. Ligesom med stalkere. Min karakter, Alex, lever i en verden, hvor han kan mærke en kærlighed, en renhed og en flugt i hende, han har forelsket sig i. Men den virkelighed, han lever i, findes slet ikke, og han bor heller ikke der, hvor han tror, han bor. Da han rigtigt konfronterer pigen, han er forelsket i, kigger hun på ham, som om han er en fuldstændig alien. Der er også mange steder i filmen, hvor den modsiger sig selv, men det gør ikke noget for mig, for det er sådan en film, man skal opleve på et andet plan. Sikkert ligesom jeg oplevede ’Once Upon a Time in Hollywood’ i går, hvor jeg tænkte, hvad fuck foregår der.

Jeg kan huske en dag på ’Reconstruction’, hvor jeg stillede et eller andet spørgsmål til Christoffer Boe. Jeg havde læst manuskriptet 11 gange, men der var stadig mange ting, jeg ikke forstod. Og han sagde: Jamen for helvede, har du ikke læst manuskriptet?! Hvorefter han kastede med noget og skred. Processen var fuldstændig umulig, men da jeg så den færdige film, blev jeg virkelig glædeligt overrasket. Vi var også på røven over, at 50.000 mennesker så den i biografen. Det er ret meget for sådan en virkelig speciel film, man nærmest kun kan se, hvis man er på svampe. Ikke desto mindre er det en film, jeg er meget, meget stolt af, fordi den er så naiv og ren. Jeg kan godt lide stemningen af København og den indstilling til kærligheden. Filmen fanger den intense følelse af at være forelsket.

”Jeg har et par faste ansigtsudtryk, som jeg ved fungerer, men dem skal man virkelig passe på med, og hvis jeg afslørede, hvad det var, kunne jeg lige så godt gå op og lægge mig og sige, at det var så det. Men min kone siger, at jeg har tendens til at udspile mine næsebor, hvis jeg skal spille meget intens eller vred, så nu gør jeg alt for at undgå at gøre det på film.”

Nikolaj Lie Kaas

Før ’Reconstruction’ lavede jeg to andre film med Christoffer, da han gik på Filmskolen. I hans første manuskript stod der sådan noget med ”jeg elsker dig”, ”nej, jeg elsker dig” og ”du er smuk som sommeren”, hvor jeg tænkte are you fucking kidding me! Det var replikker, hvor jeg tænkte, at det her er der simpelthen nogen, der har skrevet med tæerne. Så jeg var ved at smide manuskriptet ud, da min daværende kæreste Mia, der havde arbejdet med Christoffer, sagde, at ham der, han har altså et eller andet. Det kunne jeg bare ikke læse ud af manuskriptet, der virkede, som om det var en 9-årigs forestilling om kærligheden. Men Mia sagde: Prøv at give ham en chance, og så mødtes vi, og han viste sig at være en fantastisk inspirerende mand. Så mødtes vi så igen 15 år senere, da han instruerede den sidste ’Afdeling Q’, nu hvor vi begge er gået mainstream, haha.

JEG HAR ALTID VÆRET heldig at få meget indflydelse på mine roller, men nogle har jeg taget mere ansvar for end andre. Rollen som Dirch Passer blev jeg nødt til at tage meget ansvar for, fordi jeg var den eneste, der rent faktisk havde en krog i den tid. Jeg husker ikke Dirch, selv om der findes billeder, hvor han holder mig som helt lille, men jeg har bagefter kunnet forstå, at en af dem, jeg kiggede på ude fra siden af scenen, når jeg var med min far på arbejde, må have været Dirch. Jeg kendte ikke min far på den måde, så det er ikke noget ærekært i forhold til ham, det er holdt ud i strakt arm, men jeg kendte trods alt de mennesker, filmen handler om, hvorimod dem, der har lavet filmen, med al respekt, ikke har nogen referencer til den tid. De var ikke følelsesmæssigt forbundet, og på film kan man jo lave, hvad man vil, men ’Dirch’ (2011, red.) handler jo om en masse koryfæer, som vi må respektere. Man kan putte mange ting i munden på personer, man ikke har et forhold til, men de fandtes jo, så man er nødt til at respektere, hvordan de virkelig var.


Jakke, APC hos Illum, 2.750 kr.
T-shirt, Arket, 200 kr.

Martin Zandvliet (filmens instruktør og manuskriptforfatter, red.) havde ikke behov for, at jeg spillede ligesom Dirch. Han så en universel historie om en mand, der mistede alt. Men jeg syntes ikke, det var fair bare at portrættere ham som en mand, der kunne være hvem som helst. Når vi lavede en film om Dirch, havde jeg lyst til at se ham på scenen, se hans fysik, hans mimik, hans charme, se ham være Dirch. Vi har før set en mand falde på film, men det, der gør ’Dirch’ til noget særligt, er jo, at Dirch Passer var et koryfæ. Han var et geni, og vi kan alle huske nogle af hans tekster eller film. Det er en meget særlig dansk historie. Jeg har også været på festivaler i udlandet med filmen, og den er da også sebar for andre end danskere, der ikke kender til ham, men det er netop Dirch Passer, der giver filmen tyngde, og det er hans monologer og måde at spille på, jeg syntes var det interessante ved at lave filmen.

Martin havde også en idé om, at Dirch havde sceneskræk. Jeg kan godt forstå, at det er interessant med et menneske, der ikke har lyst til at gå på scenen og så dør af det. Problemet er bare, at Dirch ikke havde nogen sceneangst overhovedet. Martin og jeg havde et clash på en optagelse, hvor jeg skulle spille en konflikt om Dirchs sceneskræk, som jeg ikke kunne forstå, at vi puttede ind. Vi fandt et kompromis, hvor han kæmper lidt med det i starten, men hvor det ikke er en gennemgående ting. Jeg kan ikke lade være at blande mig, men jeg må også følge min instruktør, for hvis han ikke har sidste ord, kommer vi ingen vegne. Martin var heldigvis fed at snakke med det om. Jeg elsker instruktører, hvor man kan diskutere tingene, hvor de ikke føler, at det er deres barn.

”Det har også været en stor udfordring at spille på engelsk igen. Meget identitet ligger jo i ens sprog, så jeg skulle virkelig tage mig sammen og spænde hjelmen til den rolle, og det var godt at mærke lidt præstationsangst igen.”

Nikolaj Lie Kaas

At blande mig og være kritisk over for det, jeg laver, har jeg altid set som en naturlig del af processen. Men med alderen skal jeg også huske min ydmyghed. Jeg begynder nærmest at se problemerne, før de opstår, og så må jeg sige til mig selv: Nikolaj, hold nu kæft. Du har sikkert ret, men lad nu lige scenen spille ud, før vi ændrer den. Da jeg var yngre, så jeg ældre og mere erfarne skuespillere på settet og tænkte, årh, det pikhoved gider jeg simpelthen ikke være, men jeg kan bare konstatere, at jeg finder mig i mindre og mindre med årene.

For at komme ind i rollen som Dirch brugte jeg fire måneder på at snakke med folk, der kendte til tiden eller havde kendt Dirch, blandt andre Judy Gringer og Klaus Pagh. På den måde dannede jeg mig et billede af, hvad der var løgn, og hvad der passede. Jeg hørte historier, man ikke kan læse sig til, og sjove ting, vi kunne putte ind, hvis det passede. Hen ad vejen fandt jeg ud af mange ting, som endte i filmen. For eksempel at Dirch smed sin kone ud uden at sige et ord til hende. Han fik bare nogle venner til at smide den kvinde, han havde været sammen med i tre-fire år, ud, mens han sad og ventede nede i bilen. Så gad han ikke være sammen med hende mere.

Det er befriende at spille en person, der har eksisteret i virkeligheden, for så har man noget konkret at læne sig op ad og skal ikke finde på det hele fra bunden. Og Dirch er jo en meget tydelig karakter. Men jeg skulle jo ikke være ham, jeg skulle lave mit take på rollen som Dirch Passer. For at nå dertil måtte jeg først prøve at blive ham for så at lægge ham fra mig igen. Det var en meget fysisk proces at forberede mig til rollen som Dirch Passer. Jeg så alt, hvad der var af film og optagelser med ham for at finde noget fysisk, jeg kunne påtage mig for at påvirke karakteren. Privat var Dirch meget ligesom alle os andre, men hans spillestil og hans humor var ret karakteristisk, og han havde også sin egen måde at gå på. Når han ville pointere en vittighed, gjorde han det lige med den ene fod tilbage, så det øvede jeg mig også på. Jeg filmede mig selv, mens jeg gik rundt og gjorde de samme bevægelser 200 gange i håbet om en dag at ramme noget, der mindede om det. Lars Ranthe, der spiller Kjeld Petersen, og jeg var også ude på Nordisk Film og lave de der sketches rigtig mange gange, hvor de ikke fungerede. Igen og igen og igen. Vi var ovenikøbet på Bellevue Teatret for at filme det og og se, om det fungerede bedre på en scene, hvad det heller ikke gjorde. Men langsomt var der noget, der virkede. Det gælder om at gøre det så mange gange, at man ikke tænker over bevægelserne. Da det blev annonceret, at jeg skulle spille Dirch, var der i aviserne mange meninger om, at det ikke skulle være mig. Dirch er jo folkeeje, så det ville være underligt andet, men publikums barre for, hvad der er godt nok, er langt lavere end min, så det bekymrede mig ikke. Jeg gav alt, hvad jeg kunne for at lave en fortolkning, der kunne bekræfte det menneske, han var.

Nikolaj Lie Kaas er fotograferet i The Apartment Residence på Christianshavn.

Jakke, Louis Vuitton, 17.150 kr.
Sweater, Arket, 990 kr.
Bukser, Louis Vuitton, 4.400 kr.
Ur, Ole Mathiesen Heritage, 13.985 kr.

NÅR JEG SKAL UDTRYKKE en følelse på film, er der mange nemme takes på, hvordan man kan få tingene til at blive okay, men det er bedre at tænke, om noget er ægte, end om det holder. Hvis jeg i en scene ser min kæreste være ked af det, prøver jeg at mærke følelsen af, at jeg har såret hende, oprigtigt. Jeg er nødt til at narre mig selv, så jeg ikke behøver at spille. Jeg kan ikke lyve på den måde. Jeg kan ikke fake den. Det er nemmere at spille fuld, hvis man er fuld. Hvis jeg er blevet skudt i benet i en film, får jeg efterhånden så ondt, at jeg også går og halter efter optagelserne. Jeg beslutter mig for, at det gør så ondt, at det bliver en naturlig del af mig. Det er stadiet lige under fantomsmerter. Jeg vil gerne et sted hen, hvor folk tror på projektet. Det er min eneste ambition.

At spille følelser, eller at gå ind i dem og tænke, at det er virkelighed for mig, er ligesom en muskel, man kan træne op. Indgangsvinklen er forskellig for os alle, om man bruger sine egne børn, eller hvad hemmeligheden er, men man bliver nødt til at gå efter noget ægte, for ellers er det ikke troværdigt. Og så kan jeg heller ikke holde mig selv ud. I dag er der ikke følelser, der er sværere for mig at spille end andre, men da jeg var yngre, havde jeg svært ved at spille en med temperament. Jeg kunne ikke råbe og skrige og skabe mig, men det er jeg kommet efter, måske efter at jeg fik børn … I mange år var jeg også bange for at spille fuld, fordi min far altid spillede fuld på film. Jeg var bange for at ramme en parodi, for han spillede altid lidt sjov fuld.

Jeg har et par faste ansigtsudtryk, som jeg ved fungerer, men dem skal man virkelig passe på med, og hvis jeg afslørede, hvad det var, kunne jeg lige så godt gå op og lægge mig og sige, at det var så det. Men min kone siger, at jeg har tendens til at udspile mine næsebor, hvis jeg skal spille meget intens eller vred, så nu gør jeg alt for at undgå at gøre det på film. En af farerne ved at blive en gammel nar er, at man går på autopilot og laver noget, der ligner, for så kan publikum ikke mærke noget. Jeg tænker aldrig, jeg kører lige autopilot på den her scene. Aldrig! Men jeg kan blive presset til at benytte mig af metoden, hvis jeg ikke forstår, hvad jeg laver, eller jeg ikke er enig. Så burde jeg nok have sagt nej til filmen, kan man sige, men i den situation er det oftest for sent, medmindre man laver en Faye Dunaway og skrider fra settet. Den har jeg ikke lavet endnu, men jeg har haft lyst til det. Jeg tror, at alle skuespillere oplever, at nu gør jeg det her, fordi du siger det, men jeg kunne ikke være mere uenig, og jeg forstår ikke en brik.

”Da jeg var yngre, så jeg ældre og mere erfarne skuespillere på settet og tænkte, årh, det pikhoved gider jeg simpelthen ikke være, men jeg kan bare konstatere, at jeg finder mig i mindre og mindre med årene.”

Nikolaj Lie Kaas

JEG HAR OGSÅ TAGET jobs i udlandet, som har været for pengenes skyld. Jeg lavede på et tidspunkt en tysk tv-serie, ’Der Kommissar und das Meer’ (fra 2007, red.), uden den helt store ambition om, at det ville blive et mesterværk. Den ambition delte jeg vist også med instruktøren. Med ’Engle og dæmoner’ (2009, red.) hang det hele sammen, det var en god løn og en god historie, men jeg har også lavet reklamer, og det handler jo kun om én ting. Det er ikke, fordi jeg tænker, at Punkt 1 har et særlig godt budskab, at jeg siger ja til at spille en jysk sælger, hvis eneste interesse er hvidevarer. Det var nærmest en fysisk overvindelse for mig at gå på arbejde, men jeg prøvede at finde noget sjovt i at spille en karakter, der var så langt ude. Jeg har ikke helt nogen opskrift på, hvordan man spiller i den situation, for jeg føler, at jeg går lidt på kompromis med nogle ting. Jeg er bedst, hvis jeg føler, at jeg kan bidrage med noget, men hvis det er for en kort periode, kan jeg leve med andre omstændigheder.

De fleste gange, hvor jeg har sagt ja til noget for pengene eller ’det er et godt træk for din karriere’, er jeg blevet bekræftet i, at det var det dummeste, jeg kunne gøre. Når man tager de valg, har man svært ved bagefter at se de fede projekter, for så bliver man – i mit tilfælde – træt af at være skuespiller og har minus lyst til nogensinde at spille igen. Når de fede projekter så kommer, siger man: Bare gå væk, jeg kan simpelthen ikke holde mig selv ud mere i alt det her gøgl. Så mister jeg lysten til hele konceptet, og derfor har jeg lært, at jeg bliver nødt til at lave ting, jeg har lyst til – eller finde på noget andet, jeg har lyst til. At lave projekter, jeg ikke skulle have lavet, har jeg lært, underminerer hele grundlaget for mit fag og min lyst til at lave lige præcis det her.

JEG HAR EFTERHÅNDEN udtrykt mange følelser på film, og jeg skal passe på med ikke at gentage mig selv. Det vil jeg ikke, og det er et drive i sig selv. Hvis man er så privilegeret, som jeg er, og kan vælge det, man synes er sjovt, ved jeg, at jeg er bedst, når jeg føler, at jeg kan bidrage med noget. For fire år siden stod jeg et sted, hvor jeg havde lavet de samme ting så mange gange, at jeg blev nødt til at redefinere, hvad jeg gerne ville. Skulle jeg fortsætte som skuespiller eller prøve noget andet? Det var ikke, fordi jeg overvejede at blive klejnsmed eller tage en ny uddannelse, jeg ville blive ved at lave noget kreativt, men der gik et år, hvor jeg tænkte, hvorfor blive ved, hvis der ikke er nogen udfordring. Jeg er pissedårlig, hvis jeg ikke bliver udfordret, så gider jeg ikke at finde på noget til rollen, og så er der ingen, der gider at se filmen bagefter. I et år sagde jeg nej til roller, fordi jeg ikke havde noget at bidrage med. Jeg gik fra at tænke, at det da kunne være sjovt at lave noget i udlandet en dag, til at tænke, at det bliver jeg nødt til.

En dag blev jeg præsenteret for en rolle i en rumfilm af J.J. Abrams, jeg virkelig gerne ville lave, fordi den repræsenterede en stor udfordring for mig. Jeg kunne mærke gejsten igen. Hjemme i stuen lavede jeg et såkaldt self-tape, hvor jeg filmede mig selv spille videnskabsmand. Da jeg ikke fik rollen, tænkte jeg, det skal fandme være løgn, at jeg ikke kan naile den, og så tog jeg til L.A., hvor jeg fik lov til at lave en casting mere – over for en sekretær, der var fuldstændig ligeglad, men optog det, og så fik jeg sgu rollen. Jeg endte så med at sige nej, fordi jeg samtidig fik tilbudt rollen som Divis i tv-serien ’Britannia’ (fra 2018, red.), der var vildt fed, fordi jeg spiller en karakter, der er meget langt fra alt, hvad jeg har lavet før. Divis er psykopat, skizofren og har alt, hvad man kan have af tics, og er et dybt selvoptaget menneske, der ikke selv kan se, at han er en kæmpe nar. Der er ikke en scene, hvor han ikke flipper ud, bliver frustreret eller vred. Alt er udsving, og det er en fornøjelse at spille – indtil videre i to sæsoner.

Det har også været en stor udfordring at spille på engelsk igen. Meget identitet ligger jo i ens sprog, så jeg skulle virkelig tage mig sammen og spænde hjelmen til den rolle, og det var godt at mærke lidt præstationsangst igen. Det var et dejligt utrygt sted at være, som at komme til teoriprøve igen. Det er måske der, den nye lyst til at spille er kommet fra. Jeg bliver nødt til at gøre det så svært som muligt for mig selv og give mig selv så meget modstand som muligt. Det må være min rettesnor herfra. Det kan også være, at jeg ikke skal spille, men skrive eller instruere. Jeg skal bare føle, at jeg flytter mig.

Fra Dossier nr. 15, oktober-november 2019.