Olafur Eliasson

om de dybere tanker bag sin kunst

I den seneste tid har Olafur Eliasson blandt meget andet opsat 30 grønlandske isblokke i London, indviet et stort bygningsværk i Vejle Fjord og videreudviklet forskellige solcellebaserede produkter i ’Little Sun’. Til sommer åbner tilmed en stor udstilling på Tate Modern i London, der gennemgår hele hans karriere. Derfor er det nærliggende at spørge den verdensberømte 52-årige installationskunstner, hvad han i det hele taget har gang i. Bag de forskellige værker findes nemlig en hel masse tanker om, hvor samfundet er på vej hen, og ikke mindst hvordan kunsten på sin egen måde kan være med til at forandre det.

DER VAR EN HØJ GRAD af eskapisme forbundet med, at jeg som 21-årig søgte ind på Kunstakademiet. Jeg så det som en måde at træde ud af den virkelige verden på og var egentlig mere optaget af, at hvis jeg kunne dygtiggøre mig, kunne jeg måske imponere min far. Det var først senere, det for alvor gik op for mig, at det forholdt sig lige omvendt. Et foto i en avis er heller ikke bare et foto af noget, der foregår i eksempelvis Venezuela mellem to præsidentkandidater, men er derimod noget, der er med til at forme os og vores indstilling til det. Det er en virkelighedsproduktionsmaskine. På samme måde er kunst ikke noget, der ligger uden for verden, som man i et eskapistisk øjeblik kan træde ud i for at befinde sig lidt i en slags drømmetilstand, før man vender tilbage ind i verden igen. Kunsten er en del af verden.

Da resultatet af Brexit-afstemningen stod klart, ringede jeg til sir Nicholas Serota og sagde til ham, at det var hans skyld. På det tidspunkt var han leder af Tate Modern, Storbritanniens mest kendte museum for moderne kunst, og havde været det i næsten tre årtier. Han fik offentlige penge for at drive det museum, så jeg sagde til ham, at jeg gerne ville holde ham ansvarlig for resultatet. Han blev faktisk temmelig sur over mit opkald, selv om det egentlig delvist var ment som en joke, og det er jo ikke, fordi jeg tror, kulturen ene og alene kan løfte alle opgaver. Men jeg mener, at det i høj grad kan være det, som danner en fælles identitet, og når jeg ser på, hvor samfundet mange steder i særligt Europa er på vej hen, vil det kun i fremtiden blive endnu vigtigere, at vi tager den opgave alvorligt på os. Kunsten har potentiale til at forandre verden på en måde, som politikere ikke kan. Og modsat måske mange andre mener jeg, at den kulturelle sektor er en helt central og ikke uvæsentligt stabiliserende kraft i Europa.

”Det er specielt at lave en udstilling, der omhandler de forgangne tre årtier af ens karriere, for man bliver bedt om at kigge tilbage i stedet for at kigge frem mod næste projekt. Men jeg har stillet mig selv spørgsmålet: ’Når man ser på noget, der er lavet for 20 år siden, rejser man så tilbage til for 20 år siden og besøger, hvad der skete dengang, eller rejser det, der skete for 20 år siden, så frem i tiden og møder en, hvor man er i dag?’ Jeg har valgt at lave udstillingen ud fra den sidste præmis. Man kan heller ikke kigge på et renæssancebillede fra 1500-tallet og tage tilbage til perspektivets begyndelse. Det er det, der nogle gange er lidt paradoksalt. Selv om vi ser på gamle ting, ser vi dem nu og her.”

Fem inspirationskilder, der som ung formede Olafur Eliasson som kunstner

1) Som barn besøgte Olafur Eliasson ofte sine bedsteforældre i Island i sommermånederne. Det var samtidig med, at der var oliekrise, hvilket betød, at regeringen slukkede for al elektricitet klokken otte hver aften. Fordi det stadig var lyst udenfor, rykkede hele familien sig over til vinduet og sad i skæret fra tusmørket. Olafur Eliasson husker særligt det blå lys som enormt smukt, og det har senere været med til at inspirere ham til forskellige værker.

2) Da Olafur Eliassons forældre blev skilt, flyttede hans far tilbage til Island. Foruden at være kok på en fisketrawler var han kunstner og malede bl.a. landskaber og fossiler. For at imponere ham begyndte Olafur Eliasson selv at lave tegninger, som han tog med, når han besøgte ham. Han lærte blandt andet at tegne stenkløfterne ved Almannagja og alle knogler i hånden ned til mindste detalje.

3) Som teenager begyndte Olafur Eliasson at dyrke breakdance. I en periode gjorde han endda alting udelukkende som en robot, hvilket betød, at alle hans bevægelser, rykkede sig i 90 graders vinkler. Interessen havde den effekt, at han i dansen lærte en masse om rum, opfattelsen af rum, og hvordan lys og mennesker bevæger sig i rum. Sammen med to venner dannede han i øvrigt gruppen Harlem Gun Crew, der gik hen og vandt det skandinaviske mesterskab i breakdance.

4) Olafur Eliasson startede på Kunstakademiet i København i 1989, samme år som Berlinmurens fald, hvilket skabte en ’centrifugalkraft’, der fik alle datidens fremtrædende og nyskabende kunstnere til at søge mod byen. I 1995, da Olafur Eliasson var færdig på akademiet, flyttede han selv dertil og åbnede sit atelier, der i dag har omkring 100 ansatte.

5) På Kunstakademiet fik Olafur Eliasson også øjnene op for Light & Space-bevægelsen, som var blevet grundlagt af en flok yngre californiske kunstnere op gennem 1960’erne og 1970’erne. De stod som en slags modpol til kunstens epicenter på den amerikanske østkyst, og særligt James Turrell og Robert Irwin blev kunstneriske forbilleder.

Olafur Eliasson både bor og arbejder i Hellerup nord for København, men har sit hovedstudie i Berlin og pendler flere gange om måneden mellem Danmark og Tyskland. Studio Olafur Eliasson er beliggende i bydelen Prenzlauer Berg og beskæftiger omkring 100 ansatte, alt fra arkitekter, håndværkere og teknikere til grafikere, kunsthistorikere, arkivister, filmskabere, kokke og administratorer. Her er vi i hans studie i Hellerup.

GRØNLANDSKE ISBLOKKE OG LYDEN AF POPCORN

SELV OM JEG har været i gang så længe efterhånden, er det desværre ikke lykkedes mig at finde en formel på, hvordan et projekt starter, eller hvordan det slutter for den sags skyld. Det eneste, jeg med sikkerhed kan sige, er, at der i hvert fald ikke er nogen kære Gud i mit liv, der gavmildt rækker idéerne ned til kunstneren oppefra. Jeg tror i det hele taget, man skal passe på med at romantisere, hvor idéer kommer fra, for de kommer i næsten alle tilfælde fra hårdt arbejde.

Til juli åbner min næste store udstilling på Tate Modern i London, der er en form for oversigtsudstilling over næsten tre årtiers kunstværker, fra nogle af de første, ’Beauty’ fra 1993 og ’Moss wall’ fra 1994, til helt nye. Den består af mere end 25 værker, så for mig er det en stor udstilling. Lige nu er de ved at blive pakket sammen i enorme transportkasser på museer og lagre rundtom i Europa, og så skal de fragtes videre med lastbil og tog. De fleste tilbageværende hængepartier er rent pragmatiske. Vi er helt nede i sådan noget som brandplan og nødudgange, og det er jo selvfølgelig ikke noget, jeg har så meget at gøre med, men det har jeg alligevel lidt, for det går jo ikke, at en af flugtvejene går gennem et kunstværk, så der hænger et lysende skilt og forstyrrer oplevelsen.

”Det eneste, jeg med sikkerhed kan sige, er, at der i hvert fald ikke er nogen kære Gud i mit liv, der gavmildt rækker idéerne ned til kunstneren oppefra. Jeg tror i det hele taget, man skal passe på med at romantisere, hvor idéer kommer fra, for de kommer i næsten alle tilfælde fra hårdt arbejde.”

Olafur Eliasson

Jeg har tidligere sagt lidt i spøg, at jeg godt kan misunde den luksus, eksempelvis malere må have, når de kan sidde i deres værksted og drikke kaffe og ryge smøger og kigge på deres værker i månedsvis, før de bliver udstillet foran et publikum. Det er en betingelse, når man arbejder, som jeg gør, at man ofte ikke selv kan se sine værker, før de står færdigopført derude. Sådan var det eksempelvis med ’Your rainbow panorama’ på taget af ARoS i Aarhus og ’Riverbed’, som var et kæmpe landskab af sten og vand, der fyldte hele Louisianas sydlige fløj. Selvfølgelig kan jeg lave computergrafik, men jeg ser det ikke helt konkret fysisk selv, før det er installeret, og så er det altså for sent at komme og sige, at jeg egentlig gerne ville have haft, at stenene lå på en lidt anden måde. Det kan nogle gange godt være ret angstprovokerende. I den forstand er der noget betryggende ved udstillingen på Tate, for størstedelen af værkerne har allerede været ude i verden og bevise deres værd.

NÅR JEG SER TILBAGE på mine værker gennem tiden, kan jeg faktisk godt se, at det er den samme person, der har lavet det hele. Mange af de samme temaer dukker op. Der er især ét helt fundamentalt spørgsmål, jeg har beskæftiget mig med: Hvad vil det sige at være sin egen tilstedeværelse bevidst? Eller sagt på en anden måde: Hvordan bruger vi som mennesker den måde, vi oplever verden på, til at undersøge os selv.

Det er til gengæld interessant at se, hvordan oplevelsen af nogle af værkerne har forandret sig helt grundlæggende med tiden.

Tilbage i 1999 lavede jeg et stort fotografisk værk, hvor jeg fra et lillebitte propelfly dokumenterede alle skridgletsjerne i Island. Dengang var global opvarmning et ret nyt fænomen, og jeg lavede det i mindst lige så høj grad på grund af min interesse for naturens skønhed og for Island i det hele taget. Men når folk ser det i dag, tænker de først og fremmest global opvarmning. Man ser faktisk et andet værk, end man så dengang.

Det er endnu mere udtalt med ’The weather project’, som jeg udstillede i turbinehallen på Tate Modern for 15 år siden. I grove træk bestod værket af en kæmpestor kunstig sol indhyllet i tynd dis. Det blev set af mere end to millioner mennesker, og der var da nogle få iblandt, der forbandt det med vejrets uforudsigelighed og global opvarmning. Når folk ser værket i dag, især dem, der ikke var der dengang, opfatter de det som et decideret klimastatement. Men det var det altså ikke.

Det har altid optaget mig at undersøge, hvorfor vi har et forhold til naturen, og hvordan vi oplever den, og det handler dybest set om, at jeg mest er interesseret i mennesker. Hvis man skal sige det meget generelt, så har jeg brugt naturen til at beskæftige mig med, hvad mennesker er. Men fordi jeg i så mange år er gået ned i mange forskellige naturfænomener og har beskæftiget mig med, hvad det vil sige at opleve noget, der er abstrakt og efemerisk, er jeg med tiden blevet mere og mere optaget af klimakrisen. Det, jeg altid har interesseret mig for i kunsten, har jeg relativt nemt kunnet omsætte til min interesse for klimaet.

FOR TO ÅR SIDEN sad jeg en aften og læste godnathistorie for min datter i lyset fra en lille solcellelampe, jeg har lavet, som hedder ’Little Sun’. Det er mit forsøg på at demokratisere solen, og jeg ser det som en blanding af et kunstværk og et globalt projekt, der skal gøre lys tilgængeligt for alle, ikke mindst folk uden adgang til elektricitet.

Vi havde høstet energien ved at lade lampen ligge på terrassen, og den her aften spurgte hun mig så pludselig: ”Når vi nu har sparet CO2’en … Hvor er den så henne? Hvad har vi sparet den op til?”

I hendes verden forestillede hun sig, at CO2’en, som vi ikke havde sendt ud i atmosfæren, måtte være et andet sted. Måske lå den opbevaret i kasser. Det var et sjovt billede, for det optager mig meget, hvordan man gør noget abstrakt til noget konkret. I store træk havde min 10-årige datter fundet ud af, hvordan man kan forholde sig kvantificerbart til noget, som ellers er helt abstrakt. For det besværlige med klimaforandringerne er jo, at man ikke kan se de her CO2-partikler, og derfor er de svære at forholde sig til. Hvis alle CO2-partikler var røde fodbolde, kunne vi rent faktisk se dem, sparke rundt med dem og have et fysisk forhold til dem.

Jeg bruger fagfolk af alle mulige slags i tilblivelsen af mine værker, og jeg har af flere omgange samarbejdet med en fantastisk tysk-amerikansk adfærdspsykolog fra FN’s klimapanel ved navn Elke Weber. Hun beskæftiger sig med, hvad der gør, at man ændrer adfærd, og en af hendes konklusioner er, at det slet ikke er lige så adfærdsforandringsmotiverende at læse om noget som at opleve noget. Det er det samme, som at der er stor forskel på at være i krig og høre om at være i krig, og det er jo egentlig ikke så underligt. Hvis man ikke mærker forandringerne, kan det være svært at motivere en holdning til det.

“Fælles for alle mine projekter og værker er, at de beskæftiger sig med nogle af de spørgsmål, som jeg synes er de helt store i vores samfund i dag og i fremtiden. Men det er jo dybest set derfor, kunst er kunst. Fordi den beskæftiger sig med de helt grundlæggende spørgsmål om vores samfund og vores verden.”

SIDSTE ÅR FIK JEG transporteret 30 store isblokke fra Godthåbsfjorden i Grønland i forbindelse med mit værk ’Ice Watch’. De blev sat op på to offentlige pladser i London, henholdsvis foran Tate Modern og lige ved siden af Bloomberg-bygningen i finansdistriktet. Inde i isblokkene er der luftbobler, og luften derinde er op til 20.000 år gammel, hvilket vil sige, at man kan indånde luft fra en helt anden tid. Dengang var luften helt anderledes end i dag. Det er faktisk en af de måder, man måler klimaforandringer på. Fordi folk kan være lidt generte, havde vi hyret 24 performancedansere til helt koreograferet at stille sig ved isen, og pludselig gik alle sammen ned og duftede til den. Når det sker, begynder alle andre helt automatisk på det. Det betød også, at folk begyndte at røre ved isen eller ligefrem kramme den. Det er ikke, fordi jeg skal overemotionalisere noget, der alt andet lige bare er gammel is, men den helt konkrete, fysiske præsens ved at se, røre, lytte og lugte til isen kan være meget rørende. Man står foran noget, der er utrolig smukt og bobler og syder, så det lyder, som når man laver popcorn, og man kan samtidig se på vandet, der løber hen ad jorden, når isen langsomt smelter. Jeg tror, at det at have en kropslig erfaring med noget, der ellers kan forekomme utrolig abstrakt, kan være med til at give os en helt anden forståelse af det.

Der er selvfølgelig folk, der vil mene, at det er dobbeltmoralsk at hente is fra Grønland for at slå et slag for klimakampen. Derfor var det også vigtigt for mig at arbejde transparent med, hvad vores CO2-aftryk var. Jeg hyrede en klimakonsulent, der målte alle vores aktiviteter, også hvordan jeg kom til London, for det gjorde jeg jo med fly, og det hele blev til sidst lagt sammen. Det viste sig, at vores aftryk svarede til at sende 52 mennesker fra London til Grønland og tilbage igen. Det skaber jo en regulær diskussion om, hvorvidt man så overhovedet kan retfærdiggøre det. Men der var over 100.000 mennesker, der kom og så isen, mens den var der, og jeg tror oprigtigt på, at kunst på den måde kan forandre verden, fordi man i offentlighedens rum kan bidrage til debat og synlighed.

Den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer om Olafur Eliasson i New York Times

”Det er overvældende at være i selskab med Olafur Eliasson. Det kan nogle gange være næsten for meget af det gode. Man sætter sig ned med ham for at spise, og så tager han gaflen frem og stirrer på den, og man tænker ved sig selv: Åh gud, enten har han opfundet en ny gaffel, eller også spekulerer han over, hvordan man skaffer gafler til folk, der ikke har gafler. Han er mere nysgerrig end noget menneske, jeg nogensinde har mødt, og han har en større tiltro til den enkeltes evne til at være nyttig og skabe forandringer. På en eller anden måde lever han hele sit liv i samme tempo som en eller anden, der lige er gået ud fra lægens kontor med en dyster prognose. Når jeg har tilbragt en time med Olafur Eliasson, har jeg altid brug for en middagslur.”

”Jeg har tidligere sagt lidt i spøg, at jeg godt kan misunde den luksus, eksempelvis malere må have, når de kan sidde i deres værksted og drikke kaffe og ryge smøger og kigge på deres værker i månedsvis, før de bliver udstillet foran et publikum. Det er en betingelse, når man arbejder, som jeg gør, at man ofte ikke selv kan se sine værker, før de står færdigopført derude.”

Olafur Eliasson

BREAKDANCE OG RUM, DER IKKE NEDBRYDER SIG SELV

Jeg mødte den amerikanske hiphop-pioner Fab Five Freddy i Los Angeles for ikke så længe siden. Jeg kalder ham bare Fabulous eller Fab. Nogle vil måske kunne huske ham som vært for MTV-programmet ‘Yo! MTV Raps’, der kørte i mange år tilbage i slut-1980’erne og start-1990’erne og var med til at gøre ham berømt. Men flere år forinden var han med til at producere ’Wild Style’, der er en slags dokumentarfilm om datidens undergrundsmiljø inden for breakdance, graffiti og den begyndende rapscene i Bronx i New York. Den film kom til at betyde utrolig meget for mig som ung og teenager. Jeg følte simpelthen, at mit liv forandrede sig. Dengang havde jeg en masse følelser i min krop, som jeg ikke kunne komme ud med, og lige pludselig oplevede jeg, at andre havde fundet et sprog, som de kunne udtrykke sig på. I udgangspunktet havde jeg jo ikke specielt meget til fælles med den amerikanske undergrundsscene. Jeg boede på et stutteri i udkanten af Holbæk, men det til trods følte jeg mig stærkere knyttet til hele miljøet med breakdance, graffiti og hiphop, end jeg gjorde til hingste. Det var faktisk på den baggrund, at jeg selv begyndte at breakdance, hvilket så betød, at jeg lærte en masse om rum, opfattelsen af rum, og hvordan lys og mennesker bevæger sig i rum. Det blev min første helt store kulturelle oplevelse.

Siden har jeg flere gange haft lignende store oplevelser. En anden, som står meget tydeligt for mig, stammer fra dengang, jeg næsten lige var startet på Kunstakademiet i København, og hvor vi var på studietur i USA. Her så jeg for første gang et værk af den amerikanske lyskunstner James Turrell. Jeg havde tidligere set hans værker afbildet, men jeg blev meget overrasket over, hvor stor forskel der var på det og så oplevelsen i virkeligheden. Det kunne overhovedet ikke sammenlignes. Jeg havde læst, det var noget, der aktiverede øjnene, men det blev en utrolig kropslig oplevelse. Selv i dag står den meget tydeligt for mig. Det var faktisk den, der senere fik mig til at beskæftige mig med min egen fysiske tilstedeværelse, for i virkeligheden brugte jeg værket til at beskue mig selv.

Velfungerende kulturinstitutioner er gode til at give folk et sprog, som udtrykker noget, de endnu ikke har haft mulighed for at udtrykke, og modsat eksempelvis institutioner i den offentlige eller private sektor er det faktisk, hvad de grundlæggende er sat i verden for. Men det kræver, at man er parat til at give noget af sig selv, for det er hårdt at gå på museum. Det er ligesom at dyrke sport. Det er ikke en underholdningsindustri, selv om museer nogle gange prøver at camouflere sig under det. Men at se på kunst er ikke nemt, og det har heller aldrig været meningen, at det skulle være nemt. Det kan godt være, at det er det i et øjeblik, og man bliver forført, men dybest set er det en kæmpe fejlfortolkning, hvis man tror, det er nemt at gå på museum. Hvis man vil have det nemt, kan man logge på sin Instagram.

SIDSTE SOMMER KUNNE JEG omsider indvie bygningsværket Fjordenhus i Vejle Fjord, som blandt andet består af 863.000 specialfremstillede mursten. Hele processen med at udtænke, udvikle og opføre har taget otte år, og jeg har adskillige gange været tæt på at bryde sammen, fordi udfordringerne på vejen har virket uløselige. Bygningen er nyt hovedsæde for Kirk Kapital, men stueetagen er offentlig tilgængelig, og det er jeg meget glad for.

Det er første gang, jeg på den måde har stået bag et arkitektonisk projekt, men i virkeligheden går mange af de samme ting igen, som jeg har beskæftiget mig med i min kunst. Hele etagen er i sig selv et stort, rummeligt kunstværk med forskellige fysiske fokuspunkter. Fordi der typisk er østenvind gennem Vejle Fjord, henvender det ene af rummene sig til den oplevelse, med alt hvad den bringer med sig af regn og sne eller sommerens varme vinde. Et andet rum beskæftiger sig med vandspejlet og er en smule oplyst om aftenen, så man kan se, hvordan det reflekterer i loftet, og i det tredje rum er fokus på rummet under vandet, som er bevokset af tang og alger.

”Det er ikke en underholdningsindustri, selv om museer nogle gange prøver at camouflere sig under det. Men at se på kunst er ikke nemt, og det var heller aldrig meningen, at det skulle være nemt. Det kan godt være, at det er det i et øjeblik, og man bliver forført, men dybest set er det en kæmpe fejlfortolkning, hvis man tror, det er nemt at gå på museum. Hvis man vil have det nemt, kan man logge på sin Instagram.”

Olafur Eliasson

Rummene i Fjordenhus er runde, og væggene er skrå, enten indadgående eller udadgående, hvilket vil sige, at når man bevæger sig rundt, er det en helt anden oplevelse, end hvis man bevæger sig rundt i en typisk klassicistiskinspireret firkantet bygning med firkantede vinduer. Det er med til at skabe en større sensibilisering for ens omgivelser. Man bliver opmærksom på, hvad man er omgivet af, og når det sker, bliver man skarpere, også på sin egen tilstedeværelse.

For mig var den dybere idé bag Fjordenhus at skabe et rum, der gør, at man hele tiden lægger mærke til, at man er der, og at man flytter sig. Jeg så et kunstnerisk potentiale i at skabe et rum, der tilbyder refleksiv kvalitet, der gør, at man bliver mindre numb. Mindre følelsesløs. Vi befinder os alt for ofte i rum, der i virkeligheden fratager os evnen til at analysere og evaluere det, nogle rum har måske ligefrem en interesse i at udgøre en form for magt over os og fratage os vores eget behov for at være søgende. De kan faktisk virke en lille smule nedbrydende på os. Det er en diskussion, der er meget større og ikke kun handler om et bestemt kunstværk i Vejle, men om alle rum, også det helt store, designede rum i Danmark, som vi kalder det offentlige rum.

Alle de her tanker og diskussioner er selvfølgelig ikke noget, man nødvendigvis skal sætte sig ind i som menigmand, når man besøger Fjordenhus. Men det er det, som interesserer mig, når jeg laver sådan en bygning. Bag det helt konkrete ligger der et spørgsmål, jeg har stillet mig selv: I hvilket omfang kan et rum understøtte, at folk bliver sig deres egne sanser bevidst?

Fem elementer i Olafur Eliassons arbejdsproces

1) Olafur Eliassons arbejdsdage varierer så meget, at de sjældent kører efter nogen fast skabelon. Men som udgangspunkt tegner og konceptualiserer han om morgenen, fordi det er der, han er mest fokuseret. Om eftermiddagen udfører han omvendt mest det praktiske arbejde. Hans atelier er inddelt i forskellige teams – et udstillingsteam, et arkitektteam, et produktionsteam og et research- og kommunikationsteam, så når han er der, bevæger han sig typisk fra team til team i løbet af dagen for at diskutere de projekter, de arbejder på.

2) Olafur Eliasson har en elektrisk guitar stående i sit atelier i Berlin. Han bruger den, når han en gang imellem har brug for at stoppe sin hjerne og komme ud af sit eget hoved.

3) For Olafur Eliasson opstår der et interessant øjeblik, når et projekt går ind i den praktiske del af arbejdsprocessen. Det er her, hvor frygten for at påbegynde det kan ende med at fjerne momentum: ”Man kan være bange for, om det, man skal til at starte på, kan blive en fiasko, og så kan man ende med at tale så meget om det, man gerne vil lave, som om det at tale om det er det samme som at gøre det. Man kan bruge en hel aften på en bar, hvor man taler om alt det, man gerne vil, så man vågner op næste morgen med en følelse af, at man allerede har gjort det, fordi man aftenen forinden testede idéen på andre og høstede al fortjenesten. Men når man så endelig rent faktisk skal i gang, opdager man, at fordi man var så travlt optaget af at snakke om det og høste anerkendelsen, forsvandt al momentum i mellemtiden,” har han fortalt til Wired.

4) Olafur Eliasson har en dartskive hængende, som han nogle gange bruger til at hjælpe sig selv med at træffe beslutninger i sit arbejde. Hvis pilen rammer bulls-eye, betyder det ’Ja’ eller ’Go for it’. Hvis han ikke får det svar, som han ønsker sig, bliver han nogle gange ved med at skyde pile, indtil svaret og han selv er på bølgelængde.

5) Som en fast del af Olafur Eliassons arbejdsproces holder han møder og workshops med videnskabsfolk og fagfolk af forskellig karakter. Når han nogle gange er gået lidt i stå i processen og har brug for at huske, hvad det egentlig var, det hele gik ud på, snakker han især med den danske antropolog Andreas Roepstorff. Ikke så meget om, hvordan han skal gøre det. Men mere om ”hvorfor fanden jeg egentlig kastede mig ud i det”.

RISPAPIRLAMPER, UDSTILLINGSBUSSER OG FØLELSEN AF AT BLIVE LYTTET TIL

I PSYKOLOGIEN FINDES et begreb, der hedder ’ingroups and outgroups’, som handler om, i hvilket omfang man kan identificere sig med hinanden, uden at man nødvendigvis tror på det samme, altså kort og godt empati, selv om man er fuldt klar over, at den andens verden ser anderledes ud end ens egen. Dybest set handler det om, hvorvidt man har en følelse af inklusion eller eksklusion.

Hvis man uddanner sig, går til valg eller deltager i et netværk af en slags, kan man mærke, at selv om man måske ikke kan ændre verden radikalt ene og alene, bliver man i det mindste lyttet til. Det omvendte er følelsen af, at man ikke er integreret, ikke bliver hørt, og at lige meget hvad man gør, sker der ikke noget. Den følelse af eksklusion eller apati har ofte den konsekvens, at man begynder at underminere sit eget selvværd. Man tænker, at man er ligegyldig, og resultatet af det eksklusionsfænomen i et bredere omfang er, at det kan danne en gruppe af folk, som inden for et bestemt system simpelthen føler sig ekskluderet og ikke lyttet til.

”Mit indtryk er sådan set, at det går ret godt med kulturen i Danmark i forhold til så mange andre steder. Men hvis man har en regering som den, vi har nu, der i store træk går ind for, at man ikke skal bruge skattepenge på kultur og ikke mener, det er statens opgave at holde kunsten i live, men i stedet lægger det over på den private sektor, så kommer man i situationer som den, vi desværre har fået, hvor man år efter år beskærer eksempelvis Kunstakademiet. Det er trist, for der er ikke nogen private, der vil gå ind og understøtte den stærke akademiske tradition. Tværtimod vil det understøtte den private sektors forhold til kultur som en slags handelsstræde. I flere politiske partier mener man, at markedsøkonomien kan bære det kulturelle ansvar. Jeg er ikke imod markedsøkonomi, men jeg er til gengæld stor tilhænger af, at man fra politisk side tager det dybe potentiale, der ligger i den kulturelle sektor, til sig.”

Sweater, Farmers Market, 760 kr.
Jakke, Berluti, 15.000 kr.

Helt grundlæggende er jeg sikker på, at samfundet er ved at ændre sig helt utrolig meget. Langt mere, end vi egentlig er klar over, tror jeg. Vi bevæger os også lige nu ind i den kunstige intelligens’ tidsalder i rasende fart, hvor man alt andet lige må forvente en radikal omstrukturering af samfundet. Jeg tror, fordelingsøkonomien, arbejdsmængden og hele forretningssektoren kommer til at ændre sig på en helt revolutionerende måde. Jeg kan levende forestille mig en masse forbedringer, men jeg kan lige så vel forestille mig en masse folk, der bliver ekskluderet af lønmaskinen. Vi kan pludselig stå i en situation, hvor folk har meget mere fritid, fordi robotterne laver arbejdet, så fra at have fri i weekenden og arbejde i ugens fem hverdage bliver det sandsynligvis, i løbet af min levetid, det modsatte. Jeg tror, der er en meget stor fare for, og jeg føler mig desværre helt overbevist om, at det vil medføre, at en masse mennesker bliver tabt på gulvet. Selv om det selvfølgelig er en generalisering at sidestille det hele, tror jeg, det er, hvad vi ser de spæde tegn på for tiden med De Gule Veste, Brexit og opblomstringen af højrenationalisme rundtomkring.

JEG ER SELV MED i et samarbejde i Staatliche Kunstsammlungen i Dresden, et af de største regionsmuseer i Tyskland. Tidligere havde de en meget karismatisk leder ved navn Hartwig Fischer, som artikulerede meget om den højredrejning, der foregik i den tid, hvor bevægelsen Pegida opstod. Den havde oprindeligt sine rødder i et lokalt område lige uden for Dresden. Efter at Fischer stoppede, ansatte de Marion Ackermann til at lede museet. Hun er måske ikke feminist i dansk forstand, men er i hvert fald virkelig fremtrædende og meget politisk aktiv. Som noget af det første sagde hun, at de var nødt til at beskæftige sig med højrepopulismen i Dresden og områderne omkring på en anden måde end tidligere. I forbindelse med det samlede hun en gruppe af folk i et diskussionssamarbejde, der handler om at være bedre til at række ud efter folk, og det har jeg været en del af.

Det har indtil videre kastet forskellige mindre tiltag af sig, blandt andet en udstillingsbus, der kører rundt med værker i de her områder. Tanken var, at når folk ikke vil komme ind på museerne, må man komme ud med værkerne til dem. Det er måske ikke noget, der som sådan er virkelig radikalt, men det er i hvert fald et opgør med eksempelvis at sige, at når folk ikke kommer på museerne, er det, fordi de er dumme eller ikke forstår kunst. Man vil i stedet invitere dem ind og have en dialog med dem, og den fraktion har jeg tilhørt. Dresden er et godt eksempel på et museum og en region, hvor de har store udfordringer, men prøver at omstille sig til dem.

Det er svært at sige, om det har haft den helt store effekt endnu. Men Marion Ackermann er blevet truet på livet, så de har i hvert fald opdaget projektet, og det er vel en start.

”For nylig præsenterede Dansk Industri en rapport, der konkluderede, at investering i den kulturelle sektor giver meget profit for pengene. Nu går jeg ikke nødvendigvis ind for, at man skal kvantificere den slags, men det er jo ikke dårligt at se, at vi som sektor, modsat hvad folk tror, har en stærk værdi. Mange folk tror jo stadig, at den kulturelle sektor er periferien af samfundet, for vi producerer jo ikke rigtigt noget, men den består alligevel af en hel masse mennesker, der får løn og betaler skat. Vi skal ikke glemme, at der i den kulturelle sektor arbejder knap tre gange så mange, som der gør i bilindustrien, og det er inklusive alle bilforhandlere og mekanikere. Den kulturelle sektor er en meget større økonomisk faktor i Europa end noget så profant som automobiler, og hvis jeg ikke tager helt fejl, står vi lige om hjørnet til en nedslagtning af den traditionelle mobilitetsbranche. Den vil ændre sig fundamentalt inden for de næste 10 år. Langt mere, end den har gjort de seneste 100 år. Men det vil den kulturelle sektor ikke. Den vil fortsætte med at være stabil. Derfor handler det også for mig om en fremtidssikring på Europas vegne, når jeg mener, at vi skal sørge for at styrke den kulturelle sektor.”

GENNEM MIN KARRIERE har jeg med stigende interesse beskæftiget mig med, hvornår et samfund tipper til den ene eller den anden side, og der er jeg selvfølgelig interesseret i, hvor jeg egentlig selv står som kunstner og tilhørende den kulturelle sektor i sin egen helt vildt kaotiske og decentraliserede form med egnsteatre, lokale museer, forfattere, boghandlere, musikere og selvfølgelig kunstnere og kunstmuseer. Den kulturelle sektor er jo ikke bare Statens Museum for Kunst og Louisiana, men tusindvis af kulturinitiativer og foreninger, der har fødderne solidt plantet i civilsamfundet, hvor alle mulige og umulige læser digte op for hinanden, spiller kammermusik og laver poesi om aftenen, selv om de er postbude om dagen.

Jeg har samarbejdet en del med folk, der har beskæftiget sig med området, særligt antropologen Andreas Roepstorff, fænomenologen og ’vi-forskeren’ Dan Zahavi, som leder Center for Subjektivitetsforskning, og den pensionerede arkitekt Niels Albertsen. Det store spørgsmål for mig er, hvilke rum, platforme eller systemer i samfundet der skaber polarisering, og hvilke der arbejder imod det. Fordi politik i høj grad er så kortsigtet, vil politikerne desværre ikke komme til at foregribe det. Det vil sige, at der kommer til at ske en yderligere polarisering af samfundet, hvor nogle bliver ressourcestærke og aktiverede, mens en hel masse mennesker kommer i fare for at blive ekskluderet af civilsamfundet og opleve, at de ikke bliver hørt. Man vil få brug for steder, hvor man kan gå hen og beskæftige sig med sig selv og sin egen sociale plastik, og der er den kulturelle institution et rum, som jeg tror i fremtiden kommer til at spille en kæmpestor rolle for at få folk til at føle deres værd i samfundet.

”Jeg boede på et stutteri i udkanten af Holbæk, men det til trods følte jeg mig stærkere knyttet til hele miljøet med breakdance, graffiti og hiphop, end jeg gjorde til hingste. Det var faktisk på den baggrund, jeg selv begyndte at breakdance, hvilket så betød, at jeg lærte en masse om rum, opfattelsen af rum, og hvordan lys og mennesker bevæger sig i rum. Det blev min første helt store kulturelle oplevelse.”

Olafur Eliasson

EN AF DE HELT STORE akilleshæle i kunsten er, at den nogle gange fremstår elitær, selvoptaget og snobbet. Man skal ikke underkende, at det faktisk kan være en rigtig stor udfordring at få folk ind på et museum. Der er mange mennesker, som har en forestilling om, at på et kunstmuseum hænger der bare en masse guldindrammede malerier fra romantikken, som ingen rigtig forstår, og som man ikke kan bruge til noget. Andre føler måske, de ikke er velkomne på et museum, at det er enormt dyrt, eller måske tænker de, at dem, der går den slags steder, jo ikke er ligesom en selv. De spørger sig selv: Er jeg fin nok til at komme sådan et sted? Er der plads til mig? Det er jo ikke, fordi det er så underligt, men jeg oplever heldigvis, at mange af de gamle kulturinstitutioner er ved at vokse ud af den offerrolle, hvor de sidder og troner. Det optager dem meget at afmytologisere adgangen. For nylig gik eksempelvis Kasper Holten ud og sagde, at Det Kongelige Teater skal være et sted, som folket bruger.

Det er faktisk meget vigtigt, at det sker. Hvis det lykkes for dig at komme hen på museet, og du har tillid til situationen, bliver du måske stående et øjeblik længere foran et maleri end den tid, det tager at tjekke en sms på telefonen. Når du står der, kan følgende situation opstå: Du ser på maleriet, det kan være hvad som helst, et moderne ekspressivt af slagsen eller et gammelt Van Gogh, og du tænker lige pludselig ved dig selv: ’Det der kender jeg godt. Den der følelse kan jeg genkende. Sådan der har jeg det også.’ Du får det, som om billedet italesætter, hvad du selv føler, måske uden at kunne sætte ord eller sprog på det. Folk kender det måske fra litteraturen, hvor man læser en bog og tænker: ’Det er jo lige mig. I virkeligheden handler bogen om mig.’ De her situationer er individuelle. De kan opstå i et værk, som er en del af en større akademisk kurateret idé, men det kan også findes i et helt banalt øjeblik, hvor man står i caféen inde på Statens Museum for Kunst og kigger på en rispapirlampe.

Uanset hvad det er, hvis man har den oplevelse, går man derfra med følelsen af, at værket agerede på vegne af en selv. Man blev lyttet til, og det vil helt underbevidst skabe følelsen: ’Værket oplevede mig, og hvis jeg er god nok til at blive lyttet til, så er jeg nok ikke så dårlig alligevel.’

Fra Dossier nr. 12, april-maj 2019.