Robert Skov

om sin venstre fod

Historien om, hvordan Robert Skov har udviklet en af dansk fodboldhistories mest spektakulære spidskompetencer, handler om træning og ikke mindst selvtræning. Om at samle på bolde, som andre samler på Pokémon-kort, og sparke til dem igen og igen og igen … Den 23-årige FC København-spillers venstre ben har sat sig som en frygt hos modstanderne, men hvad foregår derinde i hans eget hoved midt i al virakken?

JEG SAMLEDE PÅ fodbolde, da jeg var dreng. Jeg sparede selv op, så jeg kunne købe de bedste, hvis ikke jeg fik dem af mine forældre i jule- eller fødselsdagsgave. Den første gode bold, jeg fik, var den officielle VM-bold i 2002. Jeg var så glad for den, at jeg tog den med på ferie til Spanien i min boldtaske med FC Barcelona-logo, hvor der kunne være lige præcis en bold i. Men da jeg en dag skulle ned til poolen og ville lægge bolden foran vores dør på hotellet, tog jeg fejl af dørene, og da jeg kom tilbage efter bolden, var den væk. Jeg var knust. Det var min første rigtige bold. En anden gang fandt jeg til gengæld EM-bolden fra 2008 i en hæk. Den var helt flad, men fejlede ikke noget, da jeg først fik pumpet den. Sådan en bold kostede jo 800 eller 900 eller 1.000 kroner, så den var jeg særligt glad for.

Jeg havde mange forskellige Adidas-bolde. Både EM- og VM-bolde, og jeg tror, at jeg fik to eller tre Champions League-finale-bolde. Jeg har haft en del Umbro-bolde, fordi min far var formand for den lokale fodboldklub, og der havde de Umbro som sponsor. Jeg havde også altid en Super Brilliant fra Select. Hvis der kom en ny, fed bold, så skulle jeg have fat i den hurtigst muligt. Til sidst havde jeg mit helt eget net med bolde. Jeg har faktisk stadig det boldnet hjemme i min lejlighed, men i dag er det kun til pynt. Jeg kommer fra en lille by, der hedder Sejs, der ligger uden for Silkeborg, og jeg tror godt, at du kan opsummere min barndom ved at sige, at jeg altid havde en bold med mig, og når jeg kunne komme til at sparke på mål, gjorde jeg det. Hvis der ikke var et mål i nærheden, fandt jeg en mur. Det var ligesom det, jeg lavede. Vi havde et træmål i haven, og jeg spillede meget med min storebror, som også selv gik til fodbold. Vores far kunne også godt være med. Min far og storebror er venstrebenede ligesom mig, og de elskede også at stå og sparke på mål. Det blev en familieting. Når vi lavede noget sammen, sparkede vi ofte bare på mål.

Vi boede 800-900 meter fra et kæmpe græsareal i byen, vi kalder Sporteren. Fodboldbanerne i Sejs er faktisk et ret stort område i en forholdsvis lille by. Mange af dem, der er mine bedste venner i dag, var dem, jeg spillede med dengang. Nogle gange spillede jeg også for mig selv, men det var klart det fedeste at have en med, der kunne stå på mål. Jeg kunne stå der og sparke på mål i en hel dag, men det blev også irriterende kun at have en bold, jeg skulle hente hele tiden. Mange gange røg den jo over. Jeg blev nødt til at have flere bolde, og det var måske nok derfor, at jeg begyndte at interessere mig for forskellige bolde og fik bygget mit boldnet op.

FREDERIK SKOV STOREBROR, håndboldspiller i HC Midtjylland

”Robert har altid gået meget helhjertet ind i alt, hvad han laver. Han tager ikke noget for givet. Han var meget seriøs som barn, og han er stadig meget seriøs i forhold til det, han laver. De ting, han gik op i, gik han virkelig op i. Han spillede også badminton – det var han selvfølgelig også rigtig god til. Han er irriterende nok også den eneste i familien, som har præsteret en hole-in-one. Det skete, efter at han havde kastet med jern og bolde til højre og venstre, fordi han ikke kunne få sit spil til at fungere. Han har været otte-ni år. Vi havde et sommerhus i Jesperhus, og lige ved siden af lå en golfbane. Meningen var, at vi rigtig skulle hygge os som familie på den bane, men Robert blev virkelig sur og umulig, hvis han ikke vandt. Det kommer fra vores mor. Hvis en af de to ikke vandt, var det så som så med familiehyggen, vil jeg sige.”

”Når det lykkes første gang, og man står med fornemmelsen af, at lige nu skete der præcis det, jeg gerne ville have til at ske … Det kan du vel overføre til alle mulige andre job. En tømrer, der saver brættet helt perfekt. Følelsen af, at den sidder lige i skabet. Det sagde klik. Endelig. Mekanikkerne var de rigtige. Det har givet mig et kæmpe boost.”

Robert Skov

FRA EN TIDLIG alder var jeg ret bevidst om, hvad jeg gerne ville. Ikke at jeg bare skulle blive professionel fodboldspiller, koste hvad det ville, men jeg vidste med mig selv, at når jeg brugte tid på noget, så var jeg meget seriøs med det. Min mor tog mig en gang med til sådan noget tarzan-gymnastik, og da sagde jeg klart fra bagefter: ’Det gider jeg ikke, det der!’ Det var for meget leg. Jeg var meget seriøs med tingene, også for seriøs. Der skulle være en plan. Jeg gad ikke at lave noget, der bare var for sjov. Ting, der bare skulle være sjovt og hyggeligt, sagde mig ikke noget. Det kedede mig. Så da det ikke kunne give mig mere at spille i fodboldklubben i Sejs, var det naturligt at skifte til det, der var bedre, og se, om jeg kunne være med der. Se, om jeg kunne komme på holdet. Jeg røg ind til SIF, da jeg var 10-11 år. I Silkeborg var alt større og bedre. Boldene var også bedre, og jeg fik endnu mere smag for at udvikle mit spark. Jeg selvtrænede efter træning, og jeg selvtrænede de dage, hvor der ikke var træning eller kamp med klubben. Jeg nørdede stadig bolde, og som ungdomsspiller i SIF lærte jeg, hvordan man pumper dem ordentligt. Man skulle jo pumpe bolden, så den fik det tryk, der stod på den, men jeg har også altid lige mærket efter. Det er lidt, ligesom når man følger en opskrift, når man laver mad – man kan ikke bare blindt følge opskriften, man er nødt til at smage til. Hvis man ikke mærker efter, begår man en stor fejl. Jeg kan godt lide mange forskellige bolde – de eneste bolde, jeg ikke kan lide, er dem, der ikke er pumpede ordentligt. Der skal være noget modstand i bolden, ellers har sparket ikke nogen effekt.

Ronaldinho var toppen af poppen, da jeg voksede op. Han sparkede frispark, så det var ham, jeg efterlignede. Det, jeg så, han gjorde på tv, gik jeg direkte ud i haven eller cyklede over på Sporteren og prøvede af. Hvis Ronaldinho løb til bolden på den måde, løb jeg til bolden på den måde. Så dukkede Ronaldo op, så ville jeg være ligesom ham, og så kopierede jeg hans tilløb. Hans måde at stå på, hans måde at ramme bolden på, hele molevitten. Jeg absorberede det, jeg så, og jeg så jo kun fodbold. Juninho var også god. Han scorede fra alle mulige sindssyge vinkler og afstande, men det var ikke lige til at regne ud, hvordan han gav bolden det der svæv … Jeg kunne i hvert fald ikke helt aflure, hvad der skete. Det kunne jeg ikke rigtig overføre … Det andet var lettere at træne: Enten gik man helt sidelæns til bolden som Ronaldinho og krøllede den over muren. Og som Beckham. Eller også gjorde man som Ronaldo og løb mere lige på bolden. Det var de poler, der var.

Jeg har set mange videoer med frispark. Det var fedt at studere, og jeg prøvede vildt mange metoder af. Jeg sparkede med alle mulige forskellige benstillinger og tilløb både til træning og i kamp. Og hvis du spørger dem, jeg spillede med og mod som barn og ung, vil jeg tro, at de alle sammen vil sige, at jeg skilte mig ud på mit spark. Jeg tog altid frisparkene på de hold, jeg spillede på. Jeg vil tro, at de vil sige, at det var min spidskompetence. Mit spark med venstre. Det har det altid været.

Jeg scorede også en del mål på frispark i de år i SIF, men de var alle sammen fra distancen. Jeg scorede stort set aldrig på frispark lige uden for feltet. Der var mange, der dengang sagde til mig: ’Du kommer aldrig til at score på den måde tæt på mål.’ De mente, at jeg skulle sparke mindre hårdt, placere mere, når jeg var tæt på mål. Jeg sagde til dem, at det troede jeg ikke på. Jeg var sikker på, at jeg havde fat i det rigtige, men det var bare supersvært at udføre, det må jeg erkende. Jeg har trænet det rigtigt meget. Men jeg har haft svært ved at finde ud af at få det helt perfekt.

Mod Hobro i starten af denne sæson skete det så. Bang! Det var lige præcis den måde, jeg gerne ville sparke et frispark på. Hårdt, over muren, ind lige under overliggeren. Det hjalp mig til at arbejde videre ude på træningsbanen. Jeg følte, at jeg havde gang i noget virkelig godt. Jeg vidste nu, hvilken fornemmelse jeg skulle have, når jeg ramte den helt perfekt. Den fornemmelse havde jeg aldrig haft før. Ja, det er faktisk først i denne sæson, at det har sagt klik: Nogle af de mål, jeg har lavet fra korte afstande, har jeg aldrig lavet før. Det er først nu, at jeg føler, at det, jeg har trænet i så lang tid, også virker. Jeg har været ret alene om at tro på, at den måde, jeg gjorde tingene på, var den rigtige. Nu stod jeg med følelsen: ’Okay, det, jeg har gang i her, er supergodt. Det her kan gå hen og blive rigtigt farligt.’

Jeg tror, at det handler meget om selvtillid. Når det lykkes første gang, og man står med fornemmelsen af, at lige nu skete der præcis det, jeg gerne ville have til at ske … Det kan du vel overføre til alle mulige andre job. En tømrer, der saver brættet helt perfekt. Følelsen af, at den sidder lige i skabet. Det sagde klik. Endelig. Mekanikkerne var de rigtige. Det har givet mig et kæmpe boost.

JENS SKOV, FAR, marketingdirektør i Jyske Bank

”Vi har altid forsøgt at holde balancen i vores familie, for begge drenge har gået på Silkeborg Sports College – i henholdsvis håndbold og fodbold. Vi blev enige om, at når de nu havde de ambitioner, så ville det have nogle konsekvenser, i forhold til hvordan vi som familie kunne leve vores liv. Vi kunne ikke bare tage på ferie, når vi ville, for der var træninger og kampe og stævner at tage hensyn til. Vi kunne heller ikke bare tage til den fest eller den familiekomsammen. I hele drengenes collegetid har vores familieliv været tilrettelagt efter, at deres sport kom først. Det var ikke for at lægge pres på dem, for jeg vil gerne understrege, at det var deres helt egne ambitioner, der drev dem, men vi bakkede dem op ud fra den betragtning, at når man har sagt A, må man også sige B. Hvis børnene ville prøve sig selv af på eliteniveau, ville det ikke nytte noget, at vi som forældre modarbejdede dem. Vi har brugt meget tid på at køre dem til morgentræning, til aftentræning, til kamp … på at hente og bringe.”

JEG LÆGGER ALTID bolden, så ventilen vender lige mod mig. Det gør jeg hver gang. Lige meget om det er til træning eller kamp. Ventilen skal vende mod mig. Det er ikke, fordi jeg tror, at det giver noget ekstra til selve sparket, men sådan har jeg lagt bolden i de seneste tre års tid, hvor det jo er gået meget godt. Det er vel det eneste ritual, jeg har, når jeg sparker frispark.

Jeg rammer bolden i området mellem min vrist og inderside. Det er det punkt på min fod, der giver bolden mest kraft, samtidig med at jeg kan sparke den over muren, og at den når at dykke ned inden for målrammen. Min fod rammer bolden i en blanding af midt på den og lidt under den. De frisparksmål, jeg laver tæt på, sidder ikke yderligt. Men så snart den er over muren, så er der mål, for så når målmanden ikke at reagere. Fordi der er så stor fart på. Farten har været afgørende. Jeg tror meget på farten. Med den fart, jeg kan skyde med, er placeringen næsten ligegyldig, bare den ryger hen over muren, så er chancen for at score stor. Farten kommer før placering på frispark for mig. I åbent spil er det nok omvendt i de fleste tilfælde.

Robert Skov blev solgt fra Silkeborg IF til FC København i januar 2018. Han har optrådt på diverse ungdomslandshold og var en del af det danske landshold, der deltog ved OL i Rio i 2016 – med en scoring mod Sydafrika til følge. Denne sommer har han udsigt til at skulle spille U21-EM-slutrunde i Italien. Måske skal Sixten, Sejs’ formentlig største Robert Skov-fan ud over FCK-spillerens egen familie, se med.

Jeg sparker hårdt, men jeg sparker ikke 100 procent igennem, når jeg sparker frispark. Jeg kunne sagtens sparke hårdere. Min fod er mere som en rekyl – min fod rammer bolden og slår derefter lidt tilbage. Det er ligesom i golf: Nogle gange fører spilleren køllen helt igennem, andre gange er det en berøring, der giver den rette kombination af fart og retning. Tit sparker jeg hårdere, jo tættere jeg er på mål. Jeg føler, at den skal have meget fart for at dykke hurtigt. Det er en blanding af fart og teknik.

Mit tilløb skal være meget lige-skråt, og ikke så meget til siden som så mange andre. Det har jeg været meget bevidst om. Det sjove er, at jeg ikke tæller skridt af i mit tilløb. Det hele omkring sparket er naturligt afstemt. Når jeg har lagt bolden, som jeg gerne vil lægge den, så ved jeg, hvad der skal ske, uden at jeg tænker over det. Jeg kan godt fortælle dig, hvad der sker, men jeg kan ikke forklare det. Bevægelsen ligger så dybt i mig. Hvorfor børster jeg tænder med højre hånd? Det er bare sådan, det er, og sådan er det også med mit frispark: Det er helt naturligt for mig at gøre det på den måde. Jeg tror også, at det er hemmeligheden bag, at det virker – at det føles helt naturligt at udføre. Jeg er nået til det punkt, hvor det sker af sig selv. Og så er man nået langt. Jeg har tænkt over, hvordan det frispark skulle sparkes, siden jeg var en lille dreng, og nu er det bare blevet til en naturlig bevægelse. Som at børste tænder.

”Hvert mål, jeg har scoret på frispark, er et bevis på, at man kan nå langt på stædighed og på at træne på noget i lang tid. Jeg tror ikke, at mit talent er større end så mange andres. For mig er det også pissefedt at score på frispark, fordi det viser andre, at de kan træne sig til succes i alt.”

Robert Skov

Der er mange, der først begynder at tænke over, hvordan de skal sparke frisparket, når de lægger bolden til rette. Sådan har jeg også selv haft det. Jeg har tænkt for meget over tingene: ’Hvorfor står målmanden nu sådan?’ ’Hvad fanden laver ham der i muren?’ Og så har jeg ikke scoret. Alle de der ting tænker jeg ikke over længere. Jeg tror så meget på det, jeg gør, at lige meget hvad de andre gør, så har jeg en stor chance for at score. Jeg tror, at min chance for at score er større end deres chance for at afværge en scoring. Jeg har initiativet.

Det har taget mig meget lang tid at nå frem til det perfekte spark. Jeg har været stædig i forhold til det. Den stædighed har vist sig at bære frugt. Hvert mål, jeg har scoret på frispark, er et bevis på, at man kan nå langt på stædighed og på at træne på noget i lang tid. Jeg tror ikke, at mit talent er større end så mange andres. For mig er det også pissefedt at score på frispark, fordi det viser andre, at de kan træne sig til succes i alt. Selvfølgelig er der nogle ting, der er sværere end andre. Men hvis du bruger tid på en ting og øver og træner, så kan du virkelig komme langt.

Jeg har altid fået at vide hjemmefra, at der altid vil være brug for spillere, der kan sparke på mål udefra. Det kan godt være, at du har spillet en dårlig kamp, men det kan ske, at der kommer et frispark til sidst, hvor du kan vende op og ned på det hele. Det sagde både min mor og min far. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men de fik ret.

Robert Skov har tilbragt utallige timer på fodboldbanerne, kaldet Sporteren, i Sejs. Blandt andet sammen med sin tre år ældre storebror, Frederik Skov, der i dag er professionel håndboldspiller i HC Midtjylland. ”Rollefordelingen var rimelig klar, når jeg tog med ham over på Sporteren: Robert sparkede på mål, og jeg stillede mig ind i målet,” fortæller Frederik Skov. ”Robert gik op i det og havde ikke bare skaffet de bedste bolde, men også et par målmandshandsker. I de første år gik det meget godt med at redde boldene, men jeg kan huske, at der skete en dramatisk udvikling, da Robert fik fat i VM-bolden fra 2010. Det var virkelig en bold, der kunne svæve, hvis man ramte den rigtigt, og det gjorde Robert. Kombinationen af den bold og Roberts sparketeknik gjorde, at jeg ikke længere havde så meget at gøre i det mål.”

Kortærmet strik, COS, 370 kr.
Bukser, COS, 650 kr.

JEG HAR SNAKKET MED Viktor Fischer om det, og han mener, at hvis vi startede fra nul uden at have trænet overhovedet, ville jeg altid sparke bedre frispark, end han vil kunne, på grund af min fysik. Han påstår, at jeg har fysiske fortrin. Viktor mener, at min hofte og min lyske er så stærk, at det område genererer ekstra meget fart i bolden, når jeg sparker. Det er en større diskussion, for lige meget hvilken krop du har, kan du finde en måde at sparke på, der passer til dig. Jeg tror ikke på, at jeg er født til at sparke frispark. Jeg har bare fundet en måde at sparke på, der passer godt til min fysik. Der er ikke en for oven, der har bestemt, at jeg skulle sparke frispark. Det tror jeg ikke på. Jeg tror på, at alle har mulighed for at finde en model, der passer til dem.

Jeg talte på et tidspunkt med en fysisk træner, og hun sagde til mig: ’Jeg kan ikke forstå, hvordan du kan sparke så hårdt.’ ’Hvad mener du?’ sagde jeg. ’Jamen du har ikke nogen muskler. Du har ikke de muskler, man bruger, når man sparker hårdt.’ Siden har jeg nok øget min muskelmasse, og jeg føler helt sikkert, at jeg kan sparke hårdere, efter at jeg er kommet til FCK. Men igen: Det er noget, jeg har lagt ind i træningen. Jeg tror bare ikke på, at jeg er født til at sparke frispark. Jeg tror på, at jeg har trænet mig god.

Jeg tror også, at meget af min sparketeknik ligger i underbenet. Derfor betyder det heller ikke så meget, at min muskulatur omkring lysken og hoften er så udviklet. Jeg sparker meget med underbenet, hvor mange sparker med hele benet. Jeg kan mærke, at det er min muskulatur omkring knæet, der skaber farten. Hvis vi har meget afslutningstræning, er jeg aldrig øm i lysken, men øm bag knæet. Det må have betydning, at farten bliver skabt derfra. Når den fysiske træner kan sige, at hun ikke kan forstå, at jeg kan sparke så hårdt, når jeg ikke har en særlig veludviklet muskulatur omkring lysken, så må farten komme et andet sted fra.

LISA THOMEY, FYSISK TRÆNER, Institut Thomey, Silkeborg

”Robert kom ind til mig, fordi han havde problemer med sin lyske og med sine akillessener. Det var et halvt år før, han blev solgt til FCK. Han havde bare stået og sparket og sparket og sparket i alle de år, men der var ikke nogen, der havde fortalt drengen, hvilke muskler han skulle styrke for at få kroppen i balance, når han nu udfordrede den så meget. Hans lyske værkede, han havde en del andre skavanker, og han var ikke mindst stiv som et bræt. Jeg gennemgik ham fra top til tå, og det viste sig blandt andet, at hans baglårskraft var katastrofal ringe, og at hans mavemuskulatur var næsten ikkeeksisterende. Jeg tænkte bare: ’Hold da op – det står virkelig galt til.’ Men vi gik i gang med et træningsprogram, der skulle styrke alle de små muskler, som genskaber stabiliteten i hans krop, og som Robert stort set aldrig havde haft fat i før.

Det handler om, at den kraft, der skal ud i foden, når du sparker som Robert, faktisk starter helt oppe i din skulder. Han laver en voldsom rotation i kroppen – du kan tegne den som en streg skråt ned igennem din krop – og jo stærkere du er hele vejen ned fra brystet, maven, hoften, knæet og helt ned til foden, jo større kraft, jo større inerti, kommer der i bolden. Man taler om den kinetiske kæde gennem kroppen, og hvis du er svag i bare et af de led, får du ikke kraft nok i skuddet. De her muskler skal trænes ekstremt specifikt. Der er jo ti muskler alene i hoften, og de skal trænes alle sammen. Samtidig med at du træner smidighed og fleksibilitet. Men Robert er jo en dedikeret ung mand, så han trænede to en halv time hver dag i otte uger for at forbedre sin tilstand. Når han i dag siger, at han har følelsen af, at kraften i hans spark kommer fra hans underben, så er det den helt rigtige følelse – og resultatet af hans styrke- og smidighedstræning. Hans kæde hænger sammen, og kraften ender det helt rigtige sted.”

Robert Skov, Traktørstedet Ludvigslyst, Svejbæk.
Skjorte, COS, 390 kr.

JEG OPLEVER EGENTLIG ikke, at modspillerne fører psykologisk krig mod mig, når vi får et frispark. At de siger noget til mig. Prøver at få mig til at miste koncentrationen. Men det kan være, det kommer. Jeg har til gengæld oplevet en gang eller to, når jeg har scoret, at en fra det andet hold har sagt til mig: ’Jeg håber ikke, I får flere frispark …’ Det er jo bare med til at give mig endnu mere selvtillid.

De andre hold er dog begyndt at tage deres forholdsregler. De sidste par gange mod Hobro og Nordsjælland har der været en af deres spillere, der er løbet fra muren og ind på stregen for at dække boldens bane over muren. Vi får så også en mulighed for at flytte en spiller længere ind mod målet, fordi deres forsvarsspiller ophæver en offside, og han kan for eksempel genere målmandens udsyn, så det er lidt både-og. Jeg scorede alligevel mod Hobro – jeg tror, at bolden var en halv til en hel meter over hovedet på ham, der løb ind på stregen. Mod Nordsjælland ramte jeg overliggeren. Modstanderne prøver på alt muligt.

”Den første gode bold, jeg fik, var den officielle VM-bold i 2002. Jeg var så glad for den, at jeg tog den med på ferie til Spanien i min boldtaske med FC Barcelona-logo, hvor der kunne være lige præcis en bold i.”

Robert Skov

Jeg synes også, at man godt kan se på det mål, som Rasmus Falk scorede mod Randers, at de gjorde alt for ikke at begå frispark på ham. Jeg vil ikke tage noget fra Falk, for det var et fantastisk mål, men jeg tror, at vores modstandere efterhånden helst vil undgå at lave frispark tæt på feltet. Vi er jo ligeglade med, om Falk scorer, eller om jeg scorer, så de situationer, hvor modstanderen for enhver pris vil undgå at lave frispark, er også en gevinst for os. Det har også en effekt, og vi kan håbe på, at den bliver endnu større. Hvis vi kan komme ind i hovederne på folk på den måde, så har vi et stort overtag. Hvis modstanderne trækker sig lidt i nærkampene på kanten af feltet, så er det jo en kæmpe fordel. Det kommer vi til at vinde kampe på. Vi kan skabe et hav af farlige situationer på den måde. Mod Hobro blev der omvendt lavet et kæmpe frispark på mig, og så var det jo bare ekstra dejligt at straffe dem ved at sparke det frispark i kassen.

Der er kæmpe forskel på bolde. Men så længe bolden er pumpet ordentligt, så gør forskellen mig ikke noget. Da vi spillede i Europa League, var bolden ikke pumpet ordentligt i alle tre udekampe, og det var pisseirriterende. De var åbenbart pumpet i forhold til standarderne, men nogle bolde skal så bare have mere luft, end hvad standarderne er. De var alle sammen flade, og det er i virkeligheden nok den eneste måde, du kan genere mig på i en frisparkssituation. Dårligt pumpede bolde er noget af det værste, jeg ved.

Jeg kan bare godt lide at møde ind til træning om morgenen, jeg elsker at træne, og jeg synes, det er fantastisk at være sammen med mine holdkammerater i klubhuset efter træning. Jeg kan godt lide at møde tidligt. Jeg kan godt lide at være der i lang tid. Snakke med fysioterapeuterne, snakke med mine holdkammerater. Snakke med holdlederne, tøjmændene … Jeg kan godt lide at være en del af et miljø. Jeg kan lide at snakke med dem i klubben, der laver noget andet. Høre, hvad der sker i deres liv. Det kan jeg super godt lide. Jeg kan godt lide den familiære stemning, der er i en klub. Ingen er hævet over andre.

Jeg kan også godt lide at snakke om fodbold. Jeg snakker meget med målmændene. Især om frispark, men også om afslutninger generelt. Jeg hører dem om, hvornår det er svært for dem. Jeg snakker meget med Jesse (Joronen, red.) om, hvordan han ser de forskellige situationer. Det er førstehåndsviden: Hvad er svært for en målmand? Det er svært for mig som afslutter, hvis der står mange spillere i vejen mellem mig og målet, men det er også svært for målmanden. Jeg har snakket meget med Jesse om, hvordan jeg i åbent spil kan sparke bolden i det korte hjørne, fordi det er supersvært for ham og for alle målmænd, hvis den for eksempel ryger imellem forsvarsspillerens ben og ind i det korte hjørne.

For mig er Messi verdens bedste afslutter. Mange tænker bare: Okay, klassemål! Men der er ikke mange, der tænker over, hvor svært det egentlig er, det han gør, fordi det ser så nemt ud. Han er bare så overlegen i den måde, han afslutter på. Hver gang han sparker bolden imellem benene på en, er det med vilje. Hver gang han sætter den i langt hjørne, er det med vilje. Alt, hvad han gør, er bevidst. Det er tit, at et eller andet spektakulært, tilfældigt langskudsmål bliver hyldet lige så meget eller mere … Men alle, der spiller fodbold på et vist niveau, ved, at der ligger så meget mere træning og teknik bag det, Messi laver igen og igen. Messis afslutninger er en kæmpeinspiration. Jeg synes, han er den bedste, og det ville være dumt ikke at kigge på den bedste. Det der med at være meget bevidst om, hvor man sparker bolden hen. Jeg har selv haft den der med bare at sparke hårdt. Det bliver febrilsk, for målet er for det meste stort, hvis man tør åbne øjnene. Jeg taler meget med målmændene om den slags.

”Da vi flyttede til Sejs i 2001, trænede Robert med Frederiks hold, det vil sige tre år ældre drenge. Han var mest tryg ved at spille sammen med sin storebror. Det var hans første rigtige klubtræning,” fortæller Jens Skov, Robert Skovs far. ”Når vi spillede i haven eller på Sporteren, lavede jeg gerne skudtræning med dem, og jeg drillede dem lidt, for de kunne ikke score på mig. Så gik jeg ud af målet og trillede bolden til Robert, og når han ikke scorede i det tomme mål, blev han jo rasende. Han havde allerede i en meget ung alder et stort vinderinstinkt. Han VILLE score, og han VILLE vinde. Hvis de havde tabt en kamp, så kunne man næsten ikke snakke med ham. Det var ikke sådan, at han var sur på sine kammerater. Jeg har aldrig hørt ham bebrejde en holdkammerat … At det var den og den, der var skyld i det. Han vendte det indad, og så påtog han sig et stort ansvar for holdet, for han kunne godt fornemme, at han var bedre end de andre. Det var en selvbebrejdelse, men med alderen fik han styr på sit temperament og kom mere i balance med sig selv og sine omgivelser. Det påvirkede både hans talent og relationer i positiv retning, og det illustreres nok bedst ved, at han dimitterede fra fodboldcollege som både Årets Kammerat og Årets Elev.”

Efter træning står jeg altid og sparker på mål. Klubben siger, at de i lang tid ikke har haft nogen, der har lavet mål på frispark. Jeg ved ikke, hvordan kulturen har været tidligere i FCK i forhold til frisparkstræning og ekstratræning, men jeg kan mærke, at det er noget, man går rigtig meget op i nu. I starten var klubben lidt påpasselig med at lade os træne ekstra, men det havde jeg brug for. Og sådan en som Viktor har også brug for at lave noget mere. Det har været med til at skubbe til kulturen. Nu spørger trænerne mig, om vi ikke skal træne frispark. På den måde får jeg mit spark holdt ved lige, men der kan sagtens gå en uge, hvor jeg slet ikke træner frispark. Så træner jeg bare noget andet.

JEG HAR EFTERHÅNDEN hørt den der mange gange: Hvis FCK får frispark lige uden for feltet, så er det ligesom at give dem et straffe. Det er jo pæne ord og komplimenter, som hjælper mig til at tro mere på det. Hvis jeg kan mærke, at mine holdkammerater har tillid til, at jeg kan score et mål på frispark, så giver det også mig mere tro på det. Jeg ved godt, at det er sagt mest for sjov, og jeg tænker heller ikke, at det er den samme chance, selv om der er visse ligheder mellem et frispark og et straffespark: Det er en stilstand i spillet, hvor man træder ind i den der mentale boble for at lukke alt andet ude.

”Vi er jo ligeglade med, om Falk scorer, eller om jeg scorer, så de situationer, hvor modstanderen for enhver pris vil undgå at lave frispark, er også en gevinst for os. Det har også en effekt, og vi kan håbe på, at den bliver endnu større. Hvis vi kan komme ind i hovederne på folk på den måde, så har vi et stort overtag.”

Robert Skov

Den store forskel er, at der er et helt andet pres på, når man sparker straffespark. Det er en mærkelig situation, for som skytte har man næsten intet at vinde. Du kan kun tabe, for du skal score. Det forventes, at du scorer. Hvis du brænder, er du skurk. Jeg synes, det er fedt. For mig er det et kæmpe privilegium at få lov til at sparke straffespark for FCK. Det er superfedt, at der er nogen, der tror på, at jeg er den bedste til det. Det fik jeg også lov til i Silkeborg fra en tidlig alder. Jeg synes, det er fedt at have det store pres mig. Det er det, jeg altid har drømt om. Jeg har altid drømt om at spille på den største scene, men når man som barn drømmer om det, ved man selvfølgelig ikke, hvad det vil sige at spille under pres. Men da jeg så stod midt i det, jeg havde drømt om, var det, som om jeg alligevel også havde en idé om, hvad det ville sige at spille under pres. Jeg følte mig hjemme i det.

Min fornemmelse, når jeg skal sparke, er på en eller anden måde aldrig den samme. Nogle gange synes jeg, at målet er gigantisk. Andre gange har jeg fornemmelsen af, at her skal jeg gøre lidt ekstra. Det skifter fra gang til gang. Jeg kan ikke pege på hvorfor.

Jeg har stået der og bare haft en god fornemmelse. Andre gange tænker jeg: ’Okay, det er en udfordring, det her – jeg skal virkelig koncentrere mig.’ Men det tror jeg egentlig er meget sundt, for så sløser jeg aldrig. Det kommer også an på situationen. Hvis man skal sparke et straffespark, som er super altafgørende, så er man bare udfordret. Så handler det om at sparke godt, og hvis målmanden tager den, så er det, fordi han også gør det supergodt.

Robert Skov nyder de mange muligheder for at spise godt og drikke god kaffe i København. Et af hans stamsteder er Fabro i Borgergade.

Jakke, Libertine Libertine, 1.400 kr.
T-shirt, Soulland, 700 kr.
Bukser, Bound, 300 kr.

Jeg har et specielt tilløb, som, uden at jeg skal afsløre for meget, gør, at jeg kan nå at kigge på målmanden. Men det er fornemmelsen, der har størst betydning for mig – hvad tror jeg, målmanden vil gøre? Jeg har altid en safety-plan. Hvis jeg kan se, at målmanden bliver stående, så stoler jeg så meget på mit eget spark, at jeg er sikker på, at han aldrig når ud til den. Det er svært at redde et straffe, og hvis du spørger målmændene, så ser de det som en gratis chance for at blive helt. De synes også, det er svært. Det er en speciel situation, og selv Messi og Ronaldo brænder en gang imellem. Det vigtigste er helt klart at håndtere presset. Jeg brændte jo i Brøndby, så personligt betød det utroligt meget for mig at score mod Atalanta, også for at vise holdet, at de kunne regne med mig i fremtiden. Hvis jeg nogensinde skulle have det brændte straffespark ud af hovedet, så blev jeg nødt til at sparke igen, og jeg blev nødt til at gøre det i en stor kamp. Jeg skulle vise, at okay, jeg missede en gang, men jeg kan sgu komme tilbage og klare presset. I en vigtig kamp. Det var ren forløsning.

Så psykologien i at tage et straffespark og et frispark er meget den samme: Det gælder om at have initiativet og stole på det, du gør. Men presset er forskelligt. Begge discipliner kræver selvfølgelig træning, træning, træning … Jesse er meget sådan: ’One penalty!’ Du får et straffe på ham til træning, for det er jo også sådan, det er i en kamp. Det skærper intensiteten. Det giver god mening.

JEG SYNES EGENTLIG ikke, at mit højreben er så dårligt. Alle har sagt: Husk nu at træne dit højreben også. Mine forældre sagde det hele tiden. Jeg siger heller ikke, at det er det bedste højreben i verden, men jeg synes, at det er blevet bedre. Det er noget, jeg nørder mere og mere med, mit højreben, for jo mere fokus, der er på mit venstreben, desto vigtigere er det at have et andet våben.

Jeg har egentlig aldrig frygtet at underudvikle andre dele af mit spil, for det er jo det, jeg træner til daglig og har gjort, siden jeg var helt lille. I Silkeborg trænede jeg jo seks-syv gange om ugen, og hvis jeg så kunne lægge 20 minutter oveni til frispark, så fik jeg jo det hele. Hvis jeg skulle lave noget, der ikke skete til træning, var det frisparkstræning. Alt det andet fik jeg i den daglige træning.

Jeg har nogle gange tænkt over, om jeg skulle bruge mere tid på at træne de ting, jeg ikke er så god til. For eksempel mit højreben. Tekniske ting i forhold til berøringer og at dække bolden af. Men mange af tingene er supersvære at simulere på samme måde som frisparkstræningen, hvor du bare skal sætte en mur op. Højrebenet kan du også træne på den måde, men teknisk træning er bare sværere at sætte realistisk op. Det der med at holde fast i bolden, beskytte bolden. Det kræver kampsituationer.

”På et tidspunkt kaldte han mig ind til en samtale for at høre, hvordan jeg kunne være i al den opmærksomhed, jeg fik. Hvordan har du det med al omtalen? Der er mange, der hiver i dig. Og sandheden er, at jeg ikke nyder at være i det. Jeg nyder ikke den bevågenhed.”

Robert Skov

Jeg har det, som om jeg får en gave, hver morgen jeg møder til træning. Ikke et ondt ord om dem, jeg tidligere har trænet med, men jeg har aldrig trænet med så gode spillere før, som jeg gør nu. Jeg kan spille over for Boilesen eller Varela eller Pierre Bengtsson eller Bjelland … Hvem det nu kan være, men jeg ved bare, at jeg spiller over for de bedste spillere i dansk fodbold. Og som også har et højt niveau internationalt. Det er en gave for mig at træne i FCK. Hvis jeg selv giver det, jeg skal, kan jeg også få rigtig meget igen.

Sådan en som Boilesen kommer med rigtig mange gode råd. Når jeg spiller over for ham, kan han fortælle noget om min position. Hvad der gør det svært for ham at dække mig op. Her gør du det nemt for mig, fordi du er nem at læse. Det løb er nemt at forudse. Jeg lærer utroligt meget til træning hver dag. Jeg bruger også Jacob Neestrup (assistenttræner, red.) meget til at evaluere de ting, jeg forsøger at blive bedre til. Vi snakker kampsituationer igennem – ser billeder. Jeg vil gerne udvikle de spillemæssige relationer til mine holdkammerater. De har allerede udviklet sig. Jeg vil gerne være en, der bliver ved med at score mange mål, men de mål, jeg scorer i dag, er lavet uden for feltet. Jeg vil gerne lave flere mål inden i feltet. Jeg vil gerne blive farlig på de andres indlæg, være tættere på målet, så jeg øger chancen for at score … Det studerer jeg i øjeblikket, og det er superinteressant. Det er ikke almindeligt, at en spiller scorer så mange mål uden for feltet, som jeg har gjort i denne sæson. Jeg ville ønske, at jeg kunne score flere lette mål. Tap-ins! Jeg har ikke lavet en eneste tap-in. Det handler om mine løb i feltet.

Vi kigger meget på min adfærd, når vi evaluerer. Adfærd kan handle om, hvordan jeg opsøger scoringsmulighederne. Jeg bliver nødt til at tage løbene og opsøge mulighederne. Jeg kan se på min adfærd, om jeg sprinter eller ikke sprinter. Tror jeg på chancen, eller tror jeg ikke på chancen? Det kan man tydeligt se på billederne. Når man kender sig selv, kan man ikke snyde sig selv, når man ser klippene. Gjorde jeg alt i den situation for at nå frem til chancen? Det er det, jeg arbejder meget på. Jeg skal søge chancen mere. Jeg skal tro mere på, at det kan være, chancen kommer. Det kan også være, at den ikke kommer. Men hvis den kommer, skal jeg bare være der. Og hvis den ikke kommer, så var jeg der. Det værste er: Chancen opstod, men jeg var der ikke. De lette mål kommer heller ikke af sig selv. Tænk, hvis jeg kunne lægge det på mit spil. Så ville jeg kunne score endnu flere mål.

JEG HAR ALTID været den, der var senest udviklet. Jeg var mindre end de andre i hele min ungdomstid og skulle virkelig kæmpe for det. At blive professionel fodboldspiller var en stor succes for mig, for der var perioder, hvor jeg troede, at det ikke kunne lade sig gøre, for jeg kunne ikke følge med de andre. Jeg var ikke lige så stærk som de andre. Men jeg slog igennem på førsteholdet, blev fast mand og blev en okay stor profil i Superligaen, mens jeg spillede i Silkeborg … Det er mærkeligt for mig at sige, for jeg føler hele tiden, at jeg når mere, end jeg troede var muligt bare for et par år siden. Jeg troede ikke, at jeg ville være i FCK nu.

Derfor er det også lidt svært for mig, det med en klub i udlandet. Er jeg god nok til at spille i en udenlandsk klub? Jeg ved godt, at hvis jeg skal fortsætte med at lægge på mit spil, så skal jeg også have nye udfordringer, men lige nu føler jeg, at mit niveau og de udfordringer, jeg møder, følges godt ad i FCK. Jeg har ikke travlt med at komme ud. Men jeg hører hele tiden, at du skal da bare af sted … Økonomien er god. Men det har bare aldrig rigtig været interessant for mig, det med økonomi og status. Jeg kan bare godt lide at spille fodbold – jeg kan bare godt lide at have det godt. Det har en stor værdi. På et tidspunkt fik jeg det sådan i Silkeborg, at nu skulle der snart ske noget andet. Sådan har jeg det ikke i FCK. For mig er det ret naturligt at sige: Jeg er i FCK, og jeg elsker at være i FCK. Det er sådan, jeg har det. Det er der nogle, der slet ikke kan forstå, og andre kan godt forstå det. Jeg får lov til at træne med Viktor Fischer hver dag.

Vi har tilknyttet en præstationspsykologisk rådgiver, Martin Langagergaard. Han arbejder både med holdet og med spillerne individuelt. Han er rigtig god, synes jeg. Jeg har talt med Martin om alt muligt. Jeg kan gå til ham, men han kan også tage fat i mig. På et tidspunkt kaldte han mig ind til en samtale for at høre, hvordan jeg kunne være i al den opmærksomhed, jeg fik. Hvordan har du det med al omtalen? Der er mange, der hiver i dig. Og sandheden er, at jeg ikke nyder at være i det. Jeg nyder ikke den bevågenhed. Jeg er godt klar over, at det er en del af livet som professionel fodboldspiller, og at vi får en stor løn og så videre – men jeg nyder ikke den del af det. Det interesserer mig ikke. Det er ikke det, jeg søger.

Det kick, jeg får af at spille fodbold, er at blive bedre sammen med mine holdkammerater og blive bedre individuelt. Når jeg ser en video med Neestrup, og vi kan se, at jeg er blevet bedre til noget … Det er det, jeg får et kick af. Det kan godt være svært at være i den verden. Der er nogle spillere, der er meget tilgængelige, og som er den samme, lige meget om de taler med en holdkammerat eller en journalist. Og så er der nogle, der skelner mellem fodboldspilleren og privatpersonen. Jeg tilhører nok den sidste kategori. Jeg har nok altid været forholdsvis sikker på, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Selvfølgelig vil jeg udvikle mig, men jeg hviler i mig selv, og jeg vil ikke ændre mig for at få folk til at kunne lide mig. Jeg har ikke behov for andres bekræftelse.

MARTIN LANGAGERGAARD, PRÆSTATIONSPSYKOLOGISK RÅDGIVER,
bl.a. i FC København

”Det er som regel sådan, at når en FCK-spiller præsterer meget, meget stærkt eller omvendt underpræsterer markant, så skaber det typisk en masse opmærksomhed. Det har Robert oplevet i denne sæson, hvor han har præsteret på så højt niveau; hans kapital er steget markant, og den kapital er der mange, der gerne vil have del af. De vil gerne vide noget om ham, være en del af opmærksomheden og så videre. Vi arbejder ud fra en række psykologiske hovedprincipper i FCK. Et handler grundlæggende om at dyrke nærmiljøet, hvilket vil sige Nummer 10 (FCK’s træningsanlæg på Jens Jessens Vej 10, red.). Det er her, vi i fællesskab skaber grundlaget for, at vi kan præstere i kamp. Det er her, vi ved hjælp af hinanden bliver bedre. Det er en lille, sluttet kultur med et fælles mål. Et andet hovedprincip, vi arbejder ud fra, er en cyklus, som er opdelt i fire faser. Fase 1 er en forberedelsefase, som handler om at lade op til træning og kamp. Fase 2 er during-fasen, altså selve træningen eller kampen. Mikropsykologisk forstået kan det også være, når Robert skal eksekvere sit frispark. Fase 3 er efterfasen, eller evalueringsfasen, hvor vi bearbejder vores præstationer. Og fase 4 er overgangen mellem fase 3 og fase 1. I den fase restituerer man – både fysisk og psykologisk. Man finder adspredelse ud over fodbold. Terminologien om de 4 faser har jeg udviklet gennem mit arbejde i præstationsmiljøer gennem de seneste 15 år. Det fungerer som en struktur for et fælles psykologisk sprog.

Et af mine råd til Robert i forhold til den øgede opmærksomhed, han oplever, er, at han ud fra vores faser skal forsøge at strukturere sin døgnrytme og sin ugerytme, så det, han laver, gentager sig som en rytmisk bevægelse dag efter dag, uge efter uge. Han skal hele tiden orientere sig mod den fase, han er i lige nu. Og han skal tænke over, hvordan han indretter sig i fase 4, hvor han finder adspredelse – og andre perspektiver – ud over fodbolden. Jeg har også sagt til ham, at det med opmærksomheden er noget, han skal lære at acceptere som en del af pakken. Han kan ikke undgå den, for jo bedre du bliver, jo mere eksponeret bliver du også. Han skal prøve sig frem og finde ud af, hvad der virker for ham. Han er jo en nørd, som bare er dybt, dybt optaget af at perfektionere sin teknik og sin udvikling i det hele taget, og det gør han på mange forskellige måder. Det er hans fokus, og den er en stor del af den, han er.”

Fra Dossier nr. 13, juni-juli 2019.