RUNE GLIFBERG

En dag med

Rune Glifberg har vundet verdensmesterskaber og X Games-guld og levet livet som skateboardstjerne i 00’ernes Californien. Den 45-årige dansker gør sig stadig gældende i skateboardverdenen, som ifølge ham selv handler mere om kunst end sport. I dag skater han mindre for at få tid til arbejdet med sin egen tegnestue, hvor han skaber nye skateparker rundtom i verden. Inspiration finder han blandt andet i Poul Kjærholms møbler og Zaha Hadids bygninger.

HELSINGØR SKATEPARK BORGMESTER P. CHRISTENSENS VEJ, HELSINGØR

Da jeg som 11-årig begyndte at skate, var det vigtigt for mig, at de andre børn fra skolen ikke var en del af det. Jeg havde ikke altid passet ind. Jeg var ikke den bedste til matematik eller specielt god til at læse og skrive. Jeg havde gået til fodbold og atletik, men jeg var heller ikke noget lysende talent i de discipliner. Jeg har aldrig været sådan en, som bare tog fat i noget og instinktivt var god til det. Eller den, alle ville være venner med. Min trang til at blive anerkendt for noget drev mig ind i skateboarding. Jeg havde brug for noget, som jeg kunne blive dygtig til, og som de andre børn ikke kunne finde ud af.

Det passede mig godt, at det var en rebelsk sport. Jeg fik lov til at være lidt punk. At hoppe ud over trapper og glide på gelændre. At gå med hullede bukser og ikke være helt clean og ordentlig. Det var, som om boardet hævede mig lidt over andre mennesker. Det er svært at forklare uden at lyde selvfed. Men jeg tror, at mange skatere har en opfattelse af, at de har et unikt syn på verden. Vi har et anderledes syn på bybilledet, hvor vi ser muligheder for kreative bevægelsesmønstre i arkitekturen. Et skateboard har mange funktioner: Du har altid et transportmiddel under armen, du har også en stol med dig, en oplukker, og hvis du skal bære noget, har du en bakke. I mange år tænkte jeg på folk, som ikke stod på skateboard, som ufuldstændige mennesker. Det var et handicap at skulle leve uden et skateboard. Hvis de ikke kunne komme kørende hen ad gaden og hoppe op ad en trappe eller køre ned ad kantstenen, så var de ikke lige så agile, som jeg var. Nu, hvor jeg er blevet ældre, er jeg begyndt at tænke: Ja okay, selvfølgelig har de ikke den samme opfattelse, men derfor kan de godt leve et fint liv og have en fornuftig opfattelse af bybilledet, og hvad man kan bruge det til, selv om de ikke står på skateboard.

Sweater, Another Aspect, 1.800 kr. T-shirt, Nike SB, 170 kr.
Bukser, Carhartt, 950 kr.
Sko, Nike SB x Poets, 670 kr.
Skateboard, Flip Skateboards, 549 kr. Bil, BMW M8 Competition Gran Coupé, 3.792.700 kr.

Jeg er født i 1974 på Østerbro, hvor jeg boede i de første år, primært alene med min mor, Jonna, da mine forældre blev skilt ret tidligt. Min mor var pædagogstuderende, så vi levede i beskedne kår i en lille lejlighed med toilet ude på trappen. Det var en fin barndom med masser af kærlighed, men bestemt også til den fattige side. Jeg beundrede altid de andre børn, som havde lidt mere. Efter nogle år rykkede vi ud til forstæderne. Først til Ballerup og Rødovre for siden at ende i Herlev, hvor min mor flyttede sammen med sin nye mand, Peter. Vi boede i et sommerhusområde, hvor man egentlig ikke måtte bo hele året. Det var et lille træhus, men haven var ret stor, og jeg brugte meget tid på at rode rundt derude. Min far, Ebbe, forærede mig en BMX-cykel, som jeg kørte på gennem Hareskoven til og fra skole. Jeg var ikke specielt god til BMX, men jeg var rigtig glad for den. At have den cykel og bo så tæt på skoven og bare kunne drøne rundt, det var fedt. Haven var tæt bevokset og fyldt med bjørnekløer, som jeg hakkede i stykker, så jeg kunne bygge små hop af jord, og så smadrede jeg bare rundt på min cykel.

Jeg havde det, man kaldte for krudt i røven. I dag havde jeg måske fået diagnosticeret ADHD. Adfærdsvanskelig er et stort ord, men jeg havde i hvert fald problemer med at opføre mig ordentligt i skolen. Jeg blev ofte sendt uden for klasseværelset, og læreren råbte: ”Nu skal du fandeme ud og brænde noget af al den energi af, og så kan du komme tilbage, når du kan sidde stille!” Heldigvis gik jeg på en socialistisk lilleskole, Ny Ballerup Skole, som var ret hippieagtig med følelser i fuldt flor og musik og teater. Masser af krea og alt det halløj. På den måde var det en god skole for mig, der var plads til, at man kunne være anderledes. Jeg endte på den skole, fordi der havde været en del problemer med mig i børnehaven, hvor jeg rigtig ofte blev sat på en bænk for at sidde i timeout.

Polo, Gucci, 3.350 kr.

Da en af mine klassekammerater havde været på sommerferie i USA, kom han hjem med et skateboard under armen. Jeg anede ikke, hvad det var, men blev hurtigt interesseret i at komme med ud og køre på det. I den første måneds tid rullede vi bare ned ad bakker, til vi røg på røven, når vi fik for meget fart på. Vi skiftedes til at stå på boardet, indtil jeg købte et legetøjsboard i Fætter BR for 300 kroner. Et lille bananaboard. Jeg opdagede, at Herlev Skateboard Klub lå 500 meter fra vores hus. Da min ven og jeg i 1986 begyndte at komme i klubben, fik jeg hurtigt købt et rigtigt board af en af drengene derfra. Det var virkelig slidt, men det havde de korrekte dimensioner og dele fra rigtige skatebrands og ikke legetøjsfabrikanter.

I Herlev Skateboard Klub så jeg Nicky Guerrero skate. Han var 18-19 år og var lige blevet professionel i USA som den første dansker nogensinde. Han kunne lave hand plants (et trick, hvor skateren balancerer på sin hånd efter at være skatet op til toppen af en halfpipe, red.) og flyve i luften og lave alle mulige sindssyge tricks. Jeg havde aldrig set noget lignende. Da jeg så ham skate, blev jeg virkelig bidt af det. Min interesse for skateboarding blev mere konkret. Det var meget inspirerende, at der pludselig var den her klub med en rampe og en person, som kunne nogle helt vilde ting på et skateboard. Jeg fik et mål. Ikke at jeg fra starten ville være professionel, men jeg gik efter at nå toppen af rampen og derefter flyve over kanten af rampen … Det var muligt hele tiden at hæve ambitionerne, når jeg blev inspireret af Nicky og de andre ældre drenge.

I Forum i 1992 lavede Rune Glifberg en McTwist 540 (et frontflip kombineret med en 540 graders rotation, red.) som den første dansker. ”Det var banebrydende, og folk i miljøet var rimelig meget oppe at køre over det. Måske var det, fordi det var et trick, som Nicky Guerrero aldrig havde lavet. Lige dér trådte jeg et skridt op ad karrierestigen.”

Rune Glifberg er fotograferet i Helsingør Skatepark, som han og Ebbe Lykke selv har tegnet. Glifberg træner ikke lige så ofte, som han gjorde, da han var yngre, men det bliver stadig til 6-10 timer om ugen på boardet.

Vi blev bedre af at kigge på de store drenge. Vi fik også fat på nogle skatemagasiner fra USA. At have nogle billeder af, hvad de bedste skatere gjorde, gav en masse inspiration. Det er sådan, du lærer sporten bedst. At dyrke det så meget som muligt og hele tiden prøve at udfordre dig selv ved at kigge på dine inspirationskilder. Jeg har aldrig haft en træner eller gået til træning, som man kender det fra fodbold. Det er startet lidt nu, men sådan var det bestemt ikke dengang. Vi var vel omkring 100 skatere i hele københavnsområdet. Når du mødte en anden på gaden med et skateboard, så hilste man – som en bikerhilsen på motorvejen. Man vidste, hvem de fleste var. Jeg stod på skateboard mindst fire-fem timer om dagen. Det var lige efter skole, og der havde jeg allerede skatet til skole og nok også lidt i frikvarteret. Det var hver eneste dag, medmindre det stod ned i stænger. Der ligger mange tusinde timer i de københavnske skateparks.

Lige inden jeg gik ud af 10. klasse, deltog jeg i en konkurrence i Forum, hvor der var mange dygtige, udenlandske, professionelle deltagere. Jeg klarede det egentlig ikke specielt godt, jeg blev måske nummer 36, men alligevel kom en engelsk gut, Jeremy Fox, over til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at køre for hans skateboardfirma, Flip Skateboards (dengang Death Box, red.). Det var selvfølgelig en drøm, som gik i opfyldelse. At blive en del af et rigtigt skateboardteam. I første omgang modtog jeg to boards, to sæt hjul og to T-shirts – det var som den vildeste juleaften for mig. Jeg var en del af det, man kalder for flowteamet, som typisk består af nogle helt unge riders, der modtager lidt spons, som de kan køre rundt på og vise brandet frem. Derfra kan man blive prorider og få produceret et skateboard med sit eget navn på. Og selvfølgelig leve af det. Jeg fik stadig ingen løn, men jeg blev hurtigt markant dygtigere. Det gav mig et selvtillidsboost at blive en del af Flip. Da jeg gik ud af skolen, brugte jeg al min tid på at skate. Jeg var skoletræt og havde ingen ambitioner om at få en uddannelse. Jeg drømte bestemt ikke om at kunne sidde her 30 år senere og stadig leve af det. Dengang var jeg glad, hvis jeg bare kunne skate de næste par måneder frem. Jeg boede stadig hjemme og skaffede lommepenge ved at sælge nogle gamle skateboards en gang imellem, og jeg havde nogle småjobs hist og her. Jeg var opvasker på et tidspunkt og arbejdede på en fabrik i Skovlunde, hvor jeg samlede kopimaskiner. Rimelig røvsygt.

I ’94 var skateboarding så dødt i Europa, at Flips eneste mulighed for overlevelse var at flytte fra England til USA og forsøge at etablere sig der for at få et større marked at sælge til. Jeg havde rejst en del med holdet og flyttede med til Californien efter at have haft et pro-board siden ’92 uden at tjene penge på det. Sammen med Jeremy, hans partner og tre andre proriders flyttede jeg ind i et hus i Huntington Beach. Pludselig oplevede vi en kæmpeforandring. 90 procent af skateboardindustrien lå i Californien på det tidspunkt. Alle magasinerne og alle, der producerede boards, tøj og sko, lå der. Det åbnede for mulighederne for at skaffe nye sponsorer. To af gutterne, jeg boede med, blev inden for et års tid anerkendt som to af de bedste i verden. Tom Penny og Geoff Rowley. Det gav selvfølgelig hele vores team en del omtale, som jeg kunne ride med på. Jeg var 20 år gammel og begyndte at få løn. 300 dollars om måneden. 10 dollars om dagen, og så var der til lidt weed og bajere og andet sjov. Man fik meget for pengene dengang. Jeg var kommet i himlen. Der var vildt mange muligheder for at skate, og arkitekturen i Californien var bare perfekt til skateboarding. Vi tog så mange billeder og videoer som muligt for at gøre opmærksom på os selv, så vi kunne ryge i de bedste skatemagasiner som Thrasher Magazine, Transworld Magazine, Slap Magazine og Big Brother Magazine, som blev produceret af teamet bag ’Jackass’. Vi fik flere sponsorer. Jeg lavede aftaler med sko- og tøjmærker som Volcom og Etnies, og hurtigt blev de 300 dollars til rigtige penge.

Skatere som Chris Miller, Tony Hawk, Colin McKay og Lance Mountain har været nogle af Rune Glifbergs største inspirationskilder gennem karrieren. ”Som ung blev jeg meget inspireret af Chris Miller. Han var lidt ældre end mig, og han var en af de første, som kunne skate i meget høj fart. Han brugte hele rampen og fløj tæt på kanterne. McKay var en superteknisk begavet skater og havde bare en fed stil. Han er nok den bedste vert-skater nogensinde. Tony Hawk og Lance Mountain er fortsat en inspiration for mig i dag, da de stadig er aktuelle og højt respekterede i miljøet. Jeg ønsker at være aktiv ligesom dem om 8-10 år.”

Jakkesæt, Hermès, 24.400 kr.
Sweater, Hermès, 9.200 kr.
Solbriller, Mr. Porter x Flatlist, 1.195 kr.
Ur, Vacheron Constantin, pris på forespørgsel Armbånd, Ole Lynggaard, 7.950 kr.

HJEMME SANKT KNUDS VEJ, FREDERIKSBERG C

Mit OL-fokus er midlertidigt lagt på hylden, idet legene er udskudt til næste år. Nu venter jeg på, at der kommer nye udmeldinger om, hvad der præcis kommer til at ske i 2021. I starten af corona-nedlukningen trænede jeg hård fysisk træning hver dag herhjemme og holdt fast i målet, men i takt med at det hele trak ud, fjernede jeg lidt af mit fokus fra OL-skateboarding og kastede mig i stedet over andre ting. Jeg har især brugt mange timer på arbejdet på vores tegnestue og at udvikle nye skateparks.

Skateboarding har egentlig intet med OL at gøre og burde måske heller ikke være en del af det. Vi er den rebelske sport, som ikke passer ned i bestemte kasser. Jeg kan godt se, at der er nogle fordele ved, at sporten nu er på programmet, men skateboarding har som udgangspunkt ikke brug for OL. Vi er med for at redde OL. Vi er en af de nye sportsgrene, som skal holde OL interessant for kommende generationer og sikre, at begivenheden stadig har høje seertal. Det er begrænset, hvor mange yngre mennesker der ser curling, skydning og badminton. Og al respekt for de sportsgrene, men det er bare ikke det, de fleste unge beskæftiger sig med i dag. Du kan jo bare se på snowboarding, som er den største og mest sete disciplin til Vinter-OL, efter at den kun har været på programmet siden ’98. Selvfølgelig får skateboarding også noget ud af det. Der bliver bygget en masse nye skateparks rundtom i verden, så de kommende OL-deltagere kan træne, og talentmassen kan udvikle sig. Det sætter gang i en masse forbedringer. Enkelte proskaters vil formentlig kunne underskrive nogle kæmpekontrakter hos alle mulige firmaer, fordi opmærksomheden på sporten vil stige. Det vil betyde en del for enkelte skateres karriere at klare sig godt ved en så stor begivenhed.

Lige pludselig synes Dansk Idrætsforbund, at jeg er interessant, og tilbyder støtte til mine forberedelser til OL. Jeg har vundet medaljer ved verdensmesterskaber og X Games i 25 år, og ikke én eneste gang er jeg blevet kontaktet af DIF eller Team Danmark. Jeg har heller aldrig opsøgt det selv, for heldigvis kommer jeg fra en sport, som kan klare sig selv. I eksempelvis bordtennis er det nok kun verdens allerbedste, der kan leve af deres sponsorater. Hvis du er nummer 30 i verden, er det højst sandsynligt dit land og lokale forbund, som betaler for, at du kan dyrke din sport på fuldtid. Det er ikke Stiga eller et andet bordtennisfirma. Og North Face og Nike står nok ikke i kø for at sponsorere dig, fordi du er megacool. Skateboardere har en industri, som har skabt sine egne stjerner, og den består af en række stærke firmaer, som har sit kernefokus i skateboarding.

At komme med til OL er helt klart et mål for mig. En ny udfordring, som giver mulighed for en personlig udvikling især på grund af min forholdsvis høje alder i forhold til gennemsnittet af konkurrenceskatere i dag. Jeg vil gerne repræsentere Danmark og vise, at vi efterhånden burde være en anerkendt skateboardnation. Men jeg vil også gerne være med til at understrege, at der i skateboarding også er plads til ældre atleter. Det er ikke kun en masse 16-22-årige, som er topfit og kan lave de sidste nye tricks. Der er også noget, som hedder stil. For mig er det vigtigt at vise alsidigheden i skateboarding. Skateboarding handler ikke om at løbe hurtigst eller springe højest. Det er ikke målbart på samme måde som de fleste andre sportsgrene.

Glifberg er fotograferet i sit køkken sammen med sin kæreste, modellen Hanni Gohr. I lejligheden bor også Glifbergs to døtre, Alfa og Tallulah, som han har sammen med ekskonen Tusnelda.

T-shirt, Nike SB, 170 kr.
Vest, Nike ACG, 1.200 kr.
Bukser, Carhartt, 800 kr.
Ur, Ulysse Nardin, pris på forespørgsel
Kaffekande, Michele De Lucchi for Alessi hos
Studio x Viaduct, 850 kr.
Kop, Bornholms Keramikfabrik, 195 kr. pr. stk.
Glas, Studio 0405 hos Frama, 450 kr. pr. stk. Tallerken, Another aspect x Terpsichore, 700 kr. pr. stk. Kogebog, ’Simple’ af Yotam Ottolenghi, 299,95 kr. Kogebog, ’All the stuff we cooked’ af
Frederik Bille Brahe hos Apartamento, 150 kr. Pande, Le Creuset, 1.199 kr.
Køkken, Københavns Møbelsnedkeri,
pris på forespørgsel

Skateboarding er kunst. Det mest centrale format er selvfølgelig den fysiske udfoldelse på brættet. Det er en kunst i sig selv at få det til at se smukt ud, men alle har deres egen stil, og det gør det til kunst frem for sport. Der er også kunst i den grafik, som bliver trykt under brættet. Mange skatere tegner deres egne grafikker. Der er også et kunstnerisk udtryk i det tøj- og sko- design, som modebranchen efter min mening har været meget inspireret af. Så er der alle de forskellige fotografiske elementer som for eksempel billedserier i skateboardmagasinerne. At lave skatevideoer foregår lidt på samme måde som almindelige spillefilm. Her er der også en instruktør, som har nogle klare tanker om, hvordan scenen skal filmes. Der er et sammenspil mellem skuespilleren, i det her tilfælde skateren, og kameramanden. Det er videokunst.

På den måde bliver skateboarding præsenteret i mange forskellige medier, men fælles for dem alle er, at det handler om noget kunstnerisk. Og det er en af grundene til, at jeg stadig kan gøre mig gældende i en alder af 45. Det er ikke på grund af mine superfysiske kræfter, eller fordi jeg er skateboardens svar på Cristiano Ronaldo. Jeg er ikke superhuman. Jeg kan bidrage med min måde at udføre tricksene på og arbejde sammen med nogle mennesker, som er med til at få det til at se flot ud. Der er heldigvis stadig folk, som sætter pris på den måde, jeg laver min kunst på.

Da jeg var yngre, var jeg mere ligeglad med, hvordan et trick så ud, bare det var så teknisk svært som muligt. Men i dag er jeg meget bevidst om, hvilke tricks som ligger bedst til mig, så jeg kan få dem til at se godt ud. Jeg er helt sikkert gået et niveau ned i teknisk sværhedsgrad for i stedet at få min skateboarding til at se lækrere ud. En ting er sværhedsgrad, men der er også en masse teknik i at lande helt perfekt to centimeter under kanten på rampen. Du får ikke kun et adrenalinkick ud af at lave noget sindssygt, som er ved at gå galt. Når du eksekverer perfekt og finder rytmen, føles det helt genialt. Det er en rus. Når brættet glider perfekt hen ad kanten, bliver alle ens sanser aktiveret. Du kan mærke alle ujævnhederne i fødderne gennem brættet og dufte cementen. Når du flyver perfekt gennem luften. Alt det føles jo for fedt.

Der er forskellige lag i skateboarding, og OL er det yderste lag, som bliver bygget på nu. Hvis man rykker længere ind mod kernen, har man først X Games, som stadig er skabt til kommercielle formål, derefter kommer vores almindelige konkurrencer som Tampa Pro og CPH Open, og helt inde i kernen har du et lag, som intet har med konkurrencer at gøre; at stå på gaden og lave tricks med dine venner. Ligesom fodbold både har VM og Champions League, men også nogle mennesker, som spiller nede i buret på Sønder Boulevard og har det megafedt. Skateboarding er uden tvivl blevet en markant større sport, end da jeg for alvor blev hevet ind i den i ’92. Nu er der tusinder af skatere bare i København. Dengang i 90’erne var der måske 10 dominerende skateboardproducenter i verden, som havde deres fem-seks proriders, og alle vidste, hvem de 50 bedste skatere i verden var. I dag er der et utal af skateboardproducenter, også mange mindre, som bare er startet via Instagram, og sporten har mere end 1.000 proriders. At vi er blevet en del af OL, er selvfølgelig en accept af, at vores sport er blevet enormt udbredt.

Jeg har altid deltaget i mange konkurrencer. Jeg var med til det første X Games i ’95 og blev inviteret over 20 år i streg. I ’96 vandt jeg min første prokonkurrence, Slam City Jam, i Vancouver i Canada. Det var et gigantisk selvtillidsboost at vinde over alle de bedste skatere i hele verden. Det var rimelig vildt for mig. Jeg fik en tro på, at hvis jeg kunne gøre det der, så kunne jeg også gøre det igen. Det blev mit afsæt til at vinde mange konkurrencer i de efterfølgende år. Den sejr i Vancouver er nok en af de mest betydningsfulde for mig. Jeg deltog i Scandinavian Open i Forum i 2001, 2002 og 2003, hvor jeg vandt alle tre, selv om der var mange dygtige udenlandske pros med, topskatere fra USA og Brasilien. Det betød meget for mig at komme hjem og vise, at det her ikke bare var noget, som foregik på den anden side af Atlanten. Nu kunne danskerne se med deres egne øjne, at min succes i skateverdenen var reel nok. Det var nogle patriotiske sejre.

Rune Glifberg bliver genkendt på gaden i Californien, og fra tid til anden råber folk ’legend’ efter ham. På toppen af sin karriere tjente han godt på sin sport og fik råd til at købe et stort hus, sine yndlingsbiler og -ure. ”Det var ikke sådan, at der fulgte paparazzier efter mig, hvor end jeg gik, men jo, jeg synes da, at der gik rimelig meget rockstjerne i den især op gennem 00’erne. Jeg kom på forsiden af de gode magasiner og lavede signatursko med Converse. Jeg blev en del af Tony Hawk-computerspillet, så man kunne være mig i spillet. Det var ikke et overdådigt liv, som fodbold- og basketballstjerner lever, men jeg var godt betalt.
Og jeg tjener stadig fint på skateboarding, som endnu er min primære indtjening.”Polo,

Gucci, 3.500 kr.
Halskæde, Tiffany & Co., 124.000 kr.

Jeg vil nok fremhæve mine to guldmedaljer ved X Games i 2008 og 2009 som de næste højdepunkter. Formatet omkring X Games har ikke den samme dynamik som de konkurrencer, jeg nævnte først, som er ægte i skateboardkulturen. X Games er skabt til TV. Det har fået større og større betydning gennem årene, men det nyder stadig ikke den samme dybe respekt i skateboardkulturen som for eksempel Tampa Pro. Men selvfølgelig, det er X Games-guld, og tjek ved det. En af mine største skuffelser i karrieren er også forbundet med X Games. Det var hårdt, da jeg i 2016 for første gang ikke blev inviteret. Jeg følte selv, at jeg stadig havde noget at komme med. Det var surt, at de ikke havde lyst til at invitere mig, da jeg ikke selv var klar til at give slip på det. Jeg ville da gerne have sagt: Nu vil jeg ikke mere, men tak.

De mange konkurrencer, jeg har deltaget i, har opbygget min selvtillid til at finde et helt andet gear, når jeg virkelig skulle præstere. Du har de her to-tre løb på 45 sekunder hver, hvor det virkelig gælder. Hvordan jeg mentalt fandt det fokus, er jeg ikke helt sikker på, men jeg ved, at jeg havde en tro på, at jeg kunne de her sindssyge ting. Det er den vigtigste del af det: troen på, at du kan lykkes. Man skal derhen, hvor man smider de begrænsninger væk, som fortæller en, at det kan gå galt. Så gør du det bare. Selvfølgelig har du forskellige tricks i dit bagkatalog, som du kan vælge imellem. Der er nogle, som jeg er 100 procent sikker på at sætte, og så er der andre, hvor det kun er 80 eller 70 procent. Det er klart, man bygger stadig sit løb lidt op og har en taktik, men jeg har altid forsøgt at yde det ultimative. Jeg har aldrig været bange for at falde. Du bliver nødt til at sætte dig selv i en position, hvor du virkelig gerne vil vinde. Ellers kommer du hele tiden til at køre efter en fjerdeplads.

TEGNESTUEN SLAGTEHUSGADE, KØBENHAVN V

I 2010 besluttede Københavns Kommune, at skateparken i Fælledparken skulle renoveres, og Ebbe (Lykke, red.) og jeg gik sammen om at lave nogle skitser til, hvordan den kunne se ud. Opgaven endte med at gå til en anden arkitekt, men jeg blev koblet på som konsulent. Jeg gjorde det gratis, da jeg var drevet af min passion for, at København fik nogle bedre skateboardfaciliteter end dem, jeg var vokset op med. Jeg var bare interesseret i at gavne skatekulturen herhjemme. Samtidig fik Ebbe opgaven om at skabe en ny skatepark i Helsingør, hvor han også hev mig ind som konsulent. Vi tegnede den sammen, men det var hans daværende tegnestue, som stod for eksekveringen. Efterfølgende lavede vi også et projekt i Haderslev, inden vi i 2014 slog os sammen og etablerede vores egen tegnestue, Glifberg-Lykke.

Jakke, 66 North, 1.300 kr.
Bukser, Carhartt, 800 kr.
Sokker, Nike, 3 for 100 kr.
Sko, Nike, 1.200 kr.
Ur, Ulysse Nardin, pris på forespørgsel
Stol, Poul Kjærholm for Fritz Hansen, 34.388 kr.

Det er stadig kun os to, som sidder på vores kontor i Kødbyen, når vi ikke får hjælp af praktikanter. Vi kender hinanden tilbage fra skateboardmiljøet i København i 80’erne. Vi var ikke supernære venner dengang, da Ebbe lige er nogle år ældre end mig. Skateboarding var kun en hobby for Ebbe, som både er uddannet møbelsnedker og arkitekt. Han sidder på vores tegnestue på fuldtid, og jeg er inde over på deltid, men jeg involverer mig mere og mere i det daglige arbejde. Det er også en virksomhed, jeg er gået ind i for at få en glidende overgang fra min aktive skatekarriere til mit kommende liv som pensioneret sportsatlet. Jeg er gået helhjertet ind i det, men jeg skal stadig balancere arbejdet med en aktiv skateboardkarriere, hvor jeg skal have tid til at rejse og deltage i konkurrencer rundtom i verden.

Ebbe står for de overordnede greb og den mere designmæssige del af vores projekter. Han er meget fokuseret på æstetikken i det, hvor jeg ser mere på, hvordan vi får en skateboardmæssig funktionalitet indført. Vores projekter handler om at finde balancen mellem funktion og æstetik. Jeg tror, at det har medvirket til, at vi har lavet nogle projekter, som har været nomineret til store arkitektpriser som eksempelvis ArchDaily’s ’Sports Building of the Year’. Det bliver lidt mere lækkert end bare en gennemsnitlig skatepark. Jeg vil gerne bidrage med noget, som rækker ud over skateboarding og appellerer til et bredere publikum, som ikke skater. Så kommuner rundtom i landet – og i verden for den sags skyld – får øjnene op for, at skateparker ikke behøver at være kedelige og følge stereotypen med nogle graffitimalede ramper fulde af unge drenge, som ryger hash. Vi vil gerne få skateboarding inddraget i byrummet på en sikker og fed måde, hvor det visuelt bidrager med noget til bybilledet. Skabe flere aktive urban spaces rundtom i byerne. Vi fokuserer på, hvordan skateboarding kan blive en del af bybilledet på en ny måde.

Vores nye skatepark i Amsterdam blev rigtig vellykket. Skatemæssigt tjekker den alle kriterierne af: Den har noget for enhver smag og ethvert niveau, store pools og mange forskellige elementer til street skating. Den kan afholde store, internationale konkurrencer og sikre, at de lokale kan træne op til OL. Den er omkring 4.000 kvadratmeter stor og ligger i et nyt boligkvarter. Den er flot integreret i landskabet. Vi har også fået koblet et kunstprojekt på, hvor lokale kunstnere har lavet printede klinker, som er integreret på alle lodrette flader i parken. Det ser ret fedt og specielt ud. I sådanne projekter arbejder vi altid tæt sammen med den lokale kommune for at få alles krav til at mødes.

Inspirationen til projekterne kommer selvfølgelig gennem min 20-30-årige rejse i skateboardmiljøet, hvor jeg har besøgt utallige skateparker over hele verden. Jeg har gjort mig en del tanker om, hvad jeg godt kan lide, og hvad jeg savner i skateparker. Sporten er i konstant udvikling, og trends bliver hele tiden afløst af nye. Derfor skal vi prøve at tænke lidt fremad og gennemskue, hvor sporten er på vej hen, så vi kan bygge de rigtige elementer til de tricks og stilarter, som er oppe i tiden. På et tidspunkt var det meget populært at skate på skrå flader, og i andre perioder har det været moderne at skate på en kantsten eller i en dyb pool. De her elementer af sporten eksisterer sådan set altid, men hvad der er mest populært at dyrke, går hele tiden på skift – ligesom tendenser i modebranchen. Men der kommer også nye variationer, når en stil bliver moderne igen. Og der er det min opgave at holde øje med den retning, sporten går i.

Jeg elsker alle møbler, som Poul Kjærholm har designet. Hans stil var kantet og rå og af materialer som sten og metal. Det er et industrielt udtryk, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg har altid været kæmpefan af hans møbler. Arkitekten Zaha Hadid laver nogle sindssygt vilde ting. Det er meget organisk og blødt. Jeg kan finde inspiration i hendes bygninger til pools og de mange bløde former, som også eksisterer i en skatepark. Men samtidig er der også mange kantede og rå former som kantsten, og der kigger jeg mere på Kjærholm. En skatepark bliver vellykket, når balancen mellem de bløde og kantede former bliver afstemt. Vi prøver at finde den konkrete inspiration til hver skatepark i selve projektet. Til et konkurrence-projekt i Sandefjord i Norge tegnede vi en hvalhale, der opstod ud af skateparken, fordi Sandefjord er en hvalfanger-by.

Bordlampe, Ronan & Erwan Bouroullec for Flos hos Paustian, 13.900 kr.
Vase, Pettersen & Hein, 2.000 kr.
Højttaler, Bang & Olufsen, 15.000 kr.
Skateboard, Flip Skateboards, 549 kr.
Skrivebord, Poul Kjærholm for Carl Hansen & Søn, 25.000 kr.
Kunstværk, Stine Maria Aalykke, pris på forespørgsel

Jeg har generelt en stor passion for dansk møbeldesign. Jeg har brugt mange timer på at kigge på møbler. Mange af mine coffee table books omhandler dansk møbelkunst. Det fascinerer mig, når et simpelt og funktionelt objekt som en stol får et skulpturelt udtryk. Det hæver dens værdi helt vildt. Sådan er vores tilgang også til skateparker. De skal ikke blot have en funktion, der skal også være en skulpturel værdi. Kvalitet tiltrækker mig også. Når et møbel får patina og bare ikke er til at slide op … Det er superfedt. Når vi laver et projekt, er det også vigtigt for mig, at vi vælger nogle slidstærke materialer som beton og stål. Det skal give følelsen af holdbarhed. Noget, der vil stå der for altid. Det er også lidt det, min skateboardkarriere har kunnet. Den har været langvarig og lidt mere tidløs end mange andre skateres. Jeg er umulig at slide op … Haha. Det er først nu, at det går op for mig, at der er en sammenhæng her. Tiltrækningen af noget holdbart ligger nok dybere i mig.

Fra skateboarding har jeg fået et stort gåpåmod og lært at være tålmodig. Man bliver ved og ved med at forsøge det samme trick, indtil det sidder der. Og undervejs fejler du igen og igen. Jeg har lært, at det er o.k. at løbe panden mod muren. Det er o.k., at jeg ikke klarer det den første gang. Derfor har jeg det også fint med, at vi ikke vinder alle arkitektkonkurrencer og -udbud, som vi deltager i. Jeg har en evne til aldrig at give op. I skateboarding fejler du, indtil du lykkes.

Fra Dossier nr. 21, oktober-november 2020.