Thomas ‘FOS’ Poulsen

En dag med

Thomas Poulsen har udstillet sin kunst under aliasset FOS på flere anerkendte gallerier i København og museer som Statens Museum for Kunst og Kunsthal Charlottenborg. I 2017 modtog han Arkens Kunstpris. Kunstværkerne kan være alt fra en campingvogn og en sæbefabrik til indretningen af modehuset Celines butikker eller en flydende bar. Han arbejder i spændingsfeltet mellem kunst, arkitektur og design. Den 48-årige kunstner vil også diskutere samfundsstrukturer med sin kunst, da han mener, at kulturpolitikken i Danmark er lige så kedsommelig og tom som den cykelbro, han cykler over hver morgen.

VÆRKSTED STURLASGADE, ISLANDS BRYGGE

JEG KALDER MIG FOS og ikke Thomas Poulsen for at fjerne fokus fra min person. Jeg vil gerne have, at folk ser på det, jeg laver, og ikke på mit ansigt. Hvis du ser en udstilling med Van Gogh, så tænker du på Van Gogh, mens du ser værkerne. For bare at lave en mild sammenligning. FOS er en forkortelse for noget, det kan være en gruppe. Men det er heller ikke vigtigt – tanken var , at personen træder tilbage og giver plads til værket.

I øjeblikket arbejder jeg på et udsmykningsværk til Universitetshospitalet i Odense. En række kunstnere er udvalgt for at skabe værker, som implementeres tidligt i byggefasen i dette enorme byggekompleks. Jeg valgte at lave nogle glasklokker, lamper, arbejdsborde og udskårede døre. En dør er interessant, fordi den er et stykke design, men den er så forankret i arkitekturen – du rører ved den. Det pirrer alle mine interesser.

Skjorte, Carlsens Arbejdstøj, 600 kr.
Bukser, L’Arabesque, pris på forespørgsel
Sneakers, Hender Scheme, 8.363 kr.

Når jeg laver kunst, tager jeg ofte udgangspunkt i min erfaring. Min praksis er lidt som en endeløs Rorschach-test, hvor man ser blækklatten spejle sig imellem det foldede stykke papir, og der kommer et nyt stykke papir og lader sig afsmitte af den forrige form, og sådan fortsætter det derudad – klatten er der, men formen skifter. Det ene værk smitter af på det næste, som skaber en ufrivillig rød tråd gennem mine værker.

På det seneste har jeg været glad for at bruge råmaterialer og lade materialet være udsmykningen. Hvis man maler et ornament hvidt, så fremviser man formen af ornamentet. Det er én måde at udtrykke noget på. Men du kan også vælge at lade materialet tale for sig selv. En sten er bare en sten, men den har sine egne kvaliteter. Det er en af mine erfaringer. Her har jeg et hospital at tage udgangspunkt i. Det er et ekstremt rationaliseret rum, hvor der ikke er meget ånd, men bare ekstremt rent. Når vi er syge, er vi ude af balance, og så er vores ånd også ude af balance. Min tanke var at lave nogle tegninger, som jeg sendte til Bali for at få dørene udskåret der. På Bali er ånden en så kraftig understrøm i samfundet, en spiritualitet så fortættet, at når du køber et køleskab, så skal man have den lokale præst til at besynge det først, så det ikke kommer med onde ånder, når man bruger det. Dørene kommer tilbage smittet af ånden. Måden jeg kobler min erfaring til et givent rum eller situation på er mit udgangspunkt for hvert kunstprojekt. Jeg ser mig selv som en flydende kobling, der skal udligne to tempi.

Jeg er først og fremmest billedkunstner. Siden jeg blev færdig på Kunstakademiet i 1999 har jeg været fascineret af, at vi mennesker producerer genstande for at fortælle noget om, hvem vi er. Hvordan vi lader os inspirere af de objekter og materialer, som er i vores omgivelser. Det er der, design- og arkitekturinteressen kommer ind i min kerne, som er kunsten. Man siger jo, at omgivelserne definerer, hvad ens centrum er. Jeg arbejder ude i periferien af kunst ved at producere design og lave arkitektur. De her ydre rammer, hvor kunsten ikke er så tydelig. Jeg er på den ene side i gang med at brede periferien ud for at finde ud af, hvad det er for et centrum, jeg beskæftiger mig med, og på den anden side prøver jeg at indsnævre og gøre mine værker tydeligere. Det er to generelle, modsatrettede bevægelser, som eksisterer i kunsten.

”I 70’erne spurgte man befolkningen i en af landets store aviser, hvem der var Danmarks vigtigste mennesker. Det var statsministeren, finansministeren og Klaus Rifbjerg. Jeg ved sgu ikke, hvor de store forfattere er henne på den rangliste i dag. Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til, hvordan samfundet var i 70’erne. Men det er jo et mysterium af dimensioner, at hvis vi alle sammen kan se, at platformene for kultur bliver færre og færre og mere og mere magtfulde, at man så ikke har lyst til at stimulere samfundet lidt mere,” siger Thomas Poulsen.

For mig er inspiration bevægelse. Det handler ikke om, at jeg læser i en bog hver torsdag, og så bliver jeg inspireret kl. 17. Idéer opstår ofte ud af de situationer, som sker omkring os. Et sted eller en situation smider billeder af sig, som så kan være værd at samle på. Det kan også være tanker, billeder og fysiske ting, som på en eller anden måde møder hinanden og skaber en idé. På samme måde, som hvis du står på Værløse Station, når toget kører forbi dig, og du i et splitsekund kigger en mand lige i øjnene, og så forsvinder han igen. Pludselig har du fået en idé. Hvis du er forfatter, kan det være en karakter til din bog. Jeg ved ikke, hvor jeg har bevæget mig hen for at få idéen til selve tegningerne til udsmykningen af dørene. Men forleden dag kom jeg i tanke om, at jeg havde lavet en trædør før. Det er sjovt, at man nogle gange laver noget, hvor man tænker: Hold kæft, hvor er du genial. Og så finder du ud af, at du fuldstændig havde glemt, at du har lavet det tidligere. I 1996 lavede jeg en træudskåret dør til Mændenes Hjem på Istedgade, da jeg renoverede stedet sammen med kunstneren Kenneth Balfelt. Den dør har jeg haft i min erfaring, og så har jeg hentet den frem helt ubevidst. Man gør altså ting, som man har glemt, men de ligger dernede. Man må stole på sin dømmekraft. Jeg kører på improvisation, ikke på hukommelse, desværre. Det gad jeg nu godt.

ETAGE PROJECTS BORGERGADE, KØBENHAVN K

ARKITEKTUR HAR ALTID haft min interesse, da den er det dogme, vi er underlagt, når vi går ind og lever i et hus. Huset illustrerer samfundet og de muligheder, vi kan forestille os i dets facade. Arkitektur fortæller noget om samfundets tilstand, fordi det er nogle brede rammer, som vi opholder os i. 2. Verdenskrig efterlod en traumatiseret befolkning, og hvordan responderede arkitekturen på det? Den begyndte at lade sig inspirere af den sunde krop og sanatoriet. Åbne, store vinduer. Rene linjer og stille, modernistiske rum. Noget, som var minimalistisk og ikke ornamenteret. Det skulle bringe ro i sindet, fordi det var revet i stykker.

Design kan sige mere om, hvad gruppen indeholder. Hvad er det for nogle værdier, som gruppen har. Og så kan man måske være så fræk at sige, at kunsten på en eller anden måde illustrerer en poetisk idé om det at være menneske i samfundet. En slags treenighed. Lige nu kan vi se, at der er meget design af kunstnerisk karakter. Især i visse sociale grupper har det fået en renæssance. Sidst, vi så det, var i 60’erne, 70’erne og 80’erne med alle mulige ekspressive idéer. Som med Verner Pantons designunivers i 60’erne eller The Memphis Group, som var en italiensk design- og arkitekturgruppe, der designede postmodernistiske møbler og andet design i kraftige farver og abstrakte dekorationer i asymmetriske former. Vi lever i en tid, hvor meget af det fysiske bliver digitaliseret, og de fysiske berøringer forsvinder. Det gør noget ved det sociale, at man kan være sammen i to forskellige rum. Half man, half iPhone.

Bukser, Dries Van Noten, 2.900 kr.
Striktrøje, FOS’ egen og er genbrug
Kåbe, Maja Brix x FOS hos Etage Projects, pris på forespørgsel

Når den sociale dynamik ændrer sig, giver det god mening for mig, at designere søger kunsten som en formulering og et modsvar til det usanselige digitale. Et design i klassisk forstand er et socialt værktøj. Det fortæller noget om, hvem jeg er i forhold til dig. Det er ekstremt poetisk og næsten magisk, hvis man tænker over det. At nogle objekter er med til at definere noget, som er uden for sproget. Noget, som er med til at fortælle om dig, uden at du bruger ord. Det er magisk.

Med tiden har jeg lavet flere og flere designobjekter. Det startede med Mændenes Hjem, siden lavede jeg ’Oslo Bar’ i ’99, som også var et arkitektonisk projekt – det var en pavillon, en bar, et offentligt rum i København. I de senere år har jeg arbejdet en del med det franske modehus Celine og deres forhenværende kreative direktør Phoebe Philo, som har bedt mig om at skabe design som tøjstativer, borde og lamper til indretningen af flere af deres butikker. Jeg har lavet design til en lang række andre projekter som for eksempel renoveringen af Marienborg, hvor Mette Frederiksen nu sidder med blikket stift rettet ind i tågen.

Mine produkter har altid været underlagt andre formål som et delelement i mine værker, installationer eller i andre folks interiør, men nu har jeg fået chancen for at skabe et rum udelukkende med eget design. Jeg skal lave alt interiør til en café i München, som skal ligge i underetagen i et hus, som er tegnet af den engelske arkitekt David Chipperfield. Det bliver interessant at se, hvilken atmosfære mine ting skaber, og hvordan de taler indbyrdes. Men også spændende, fordi jeg endnu ikke ved, hvor det ender. Jeg arbejder på forslag til designet af menukort, skeer, lamper, borde, vægge … Alt, hvad man kan forestille sig i en café eller restaurant.

Jeg har taget udgangspunkt i, at det er David Chipperfield, som har lavet bygningen. Han har en vis tyngde i arkitekturverdenen. Og så er der selvfølgelig hans stil, som er lidt romersk, minimalistisk med søjler og buer og meget vertikale linjer og store åbninger. Det er både monumentalt og minimalistisk på samme tid, fordi der er få materialer i spil. Det er en grundlæggende menneskelig måde at forstå figurer på. Hvis vi skal lave et spisested, som har et hjerte af intimitet, så skal den skaleres ned til noget, som har en specifik atmosfære. Jeg har tænkt lidt på Karius og Baktus – de her to baciller, som bor inde i Jens’ mund, hvor de hugger og banker for at lave en lille bolig. De er i gang med at finde ud af, hvordan de skal indrette deres paradis derinde. Jeg tænker på det sådan, at jeg går ind i David Chipperfields mund og graver. Jeg graver i arkitekturen og så tilføjer jeg lidt. Og så håber jeg bare ikke, at Chipperfield går til tandlægen.

Hvis man tænker på Rosie McGees og de andre irske barer inde ved Rådhuspladsen, har man et hus i øst, en indretning i vest og et koncept i syd. Det er ren Las Vegas. Det skal hurtigt glemmes, derfor flyder øllet rigeligt der. Disse steder er billedet på det modsatte af, hvad jeg ønsker at skabe i München.

Thomas Poulsen samarbejder tæt med designgalleriet Etage Projects og dets ejer Maria Foerlev, som har udstillet og solgt Poulsens design og kunst igennem flere år. Etage Projects’ profil er karakteriseret ved at udstille objekter, som befinder sig i spændingsfeltet mellem design og kunst. De har blandt andet udstillet designere og kunstnere som Sabine Marcelis, Guillermo Santomà, Soft Baroque, Fredrik Paulsen, Max Lamb og Karl Monies, hvis skulpturelle vaser pryder vinduet hos Etage Projects.

Stol, Soft Baroque hos Etage Projects, 35.000 kr.
Bord, Soft Baroque hos Etage Projects, 29.000 kr.
Sidebord, FOS hos Etage Projects, pris på forespørgsel

Jeg kommer ikke fra en designbaggrund. En designer har lært en skematisk og funktionel proces, der gør, at de kan stå med et færdigt produkt, der kan foldes, og hvad det ellers skal kunne. Jeg laver design ud fra en kunstnerisk proces, og derfor ligner mine ting heller ikke et stykke fabriksdesign. Men i sidste ende skal et bord jo have nogle ben.

Jeg tror, at de fleste arkitekter, designere og kunstnere har deres buffet, de har opbygget over tid, og som de tager fra, når de arbejder. I buffeten ligger ens virke. Det er din akkumulerede erfaring, som vi alle går rundt med. Alle mine tidligere projekter er i den her buffet, og så kan jeg hive noget frem, hver gang jeg skal lave et nyt projekt. På samme måde, som når en skuespiller skal spille en karakter, så har de en værktøjskasse af følelser, de kan sammensætte. Det tror jeg ikke er specifikt for mig, men det er en generel måde at løse design-, arkitektur- og kunstopgaver på. Man undersøger terrænet, finder ud af, hvilke materialer det består af, og så lægger man noget til, som enten tilføjer noget eller skaber en afstand til det eksisterende.

CYKELBROEN DYBBØLSBRO, KØBENHAVN V

HVER MORGEN CYKLER jeg over den nyrenoverede Dybbølsbro. Den her helt lige og meget brede cykelbro. Når man kommer fra den ene side, kan man ikke rigtig komme på den. Du skal over lyskrydset to gange. Det er pisseirriterende, og jeg tænker på det hver dag. Den er en perfekt analogi på noget af det mere kedsommelige i det danske samfund. Det er et ikke-sted. Det er bare en død flade. Nu har jeg talt om, hvor vigtig arkitektur er til at formgive de billeder, som vi skal forestille os. Prøv at forestille dig noget, mens du er på den cykelbro.

I øjeblikket er livet ret fortættet for Thomas Poulsen – det er et tæt løb mellem familie- og arbejdsgøremål. ”Jeg tænker, at det snart bør ændre sig. Jeg er ret bredt funderet i mit virke, så nogle gange kan det godt virke, som om jeg er i gang med en masse puslespil på samme tid – før jeg får samlet et færdigt, er jeg allerede i gang med de næste. Jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til bare at gøre et helt puslespil færdigt og rykke alle de andre ting til siden. Jeg savner det fokus i processen.”

Skjorte, Carlsens Arbejdstøj, 600 kr.
Bukser, L’Arabesque, pris på forespørgsel
Sneakers, Hender Scheme, 8.363 kr.
Tapet, FOS x Mathias Mentze hos Mmentze.com, pris på forespørgsel

Den har ikke fået nok modstand. Vi kender allesammen til for meget eller for lidt modstand. I parforhold, i vores arbejde, kraftedeme i alle de ting, vi laver her i livet. Vi skal selvfølgelig have en modstand, som ikke skaber smerte, men som stimulerer os. Tag noget så plat som vinterbadning, nu gør jeg det ikke selv, men jeg kan forestille mig, at det er en motiverende modstand. Utrolig ubehageligt, men også utrolig befriende. Her har vi et offentligt rum, som burde være dynamisk og gerne også poetisk. Men hvordan laver man poesi der? Man skulle nok have brugt nogle mere intelligente arkitekter eller et større sammenspil mellem forskellige kreative genrer. Der er masser af nytænkning her i verden, hvor jeg tænker: Det er genialt lavet. Med sådan en lille træbelægning placeret et sted, man måske ikke havde forventet. At nogle har overvejet, hvad de laver. At man har gjort sig umage.

Det åbner for idéen om middelmådighed. Den danske nationalret. På den ene side er middelmådigheden et adelsmærke for stabilitet, på den anden side er middelmådigheden den her cykelbro, hvor man ikke har gjort sig umage. Cykelbroen består, når den sidste åndelighed har forladt landet, så ser Danmark sådan ud. Det er billedet på en kulturpolitik, der efter min mening er meget fraværende.

“Where there is pressure there is folk dance”. Hvor der er pres, er der folkedans. Sådan lyder et af mine tidlige neonværker fra 2001. Her begyndte vi at stifte bekendtskab med Dansk Folkeparti. Jeg vil næsten sige, at de introducerede en hidsig mangel på forestillingsevne. Altså at man har et meget specifikt perspektiv, som man ser alt igennem. Jeg tror, at det har betydet en hel del for vores samfund. Det er ikke bare arkitekturen, som ændrer sig, det gør politik selvfølgelig også. Den har forsimplet sig, indtil den har nået en populistisk højde. Man har formindsket og forpurret mange dele i samfundet undervejs. Nu er vi heldigvis blevet fritaget lidt fra denne type kulturpolitik, men hvad har erstattet den?

I marts blev vi så ramt af en pandemi, hvor samfundet blev sat på pause. For første gang i nyere historie kan samfundet se sig selv, og hvad det består af. Et samfund, som hele tiden vil drive sig selv frem ad alle dets veje og om alle hjørner. Nu er fremtiden pludselig sat på hold, bussen er tom – der er ingen essentielle forventninger. Jeg vil undlade at kloge mig på dette kapitels mørkere sider og de menneskelige omkostninger, men den efterlader sig sit spor, og samfundet skal helbredes. Her kan kunsten give sine beskrivelser og billeder af situationen, som kan være med til at inspirere.

For mig er det relevant, at kunsten er tilgængelig for befolkningen. Kunstnerne producerer jo hele tiden, det er bare et spørgsmål om, hvorvidt det er tilgængeligt eller ej. Vi har jo forskellige dele i samfundet, som bidrager med forskellig viden og perspektiver. Som politik, videnskab og jura for den sags skyld. Og kunst. Men når kunsten er sivet ud, så er det sgu ligesom at gå i kirke uden et orgel. Billedkunsten er jo med til at skabe idéen om fantasien og forestillingen. Og hvis der er noget, vi har brug for i disse tider, så er det forestillingens evne. Det, vi står over for, ligger næsten uden for demokratiet. Lad os bare tage klimaproblemerne. Men vi er jo også på vej ind i en ny æra – postcorona, hvor vi skal være i stand til at forestille os noget nyt, og den evne kommer fra fantasien, det, som ligger længst fra det rationelle og jordnære. Det er vel kunsten, som titter frem her.

Kunstværk, FOS hos Etage Projects, pris på forespørgsel

Jeg siger jo ikke, at billedkunst er løsningen på alt, men det er trods alt en integreret del af det at være menneske. Vi har ytret os, lige siden vi stod og malede i nogle grotter. Det er jo ikke noget, som er opfundet i sidste uge. Det har været der før alt andet. Før videnskab. Før religion. Det ligger i vores DNA, og derfor er det vigtigt.

Vi bruger 800 millioner på Radio24syv, og kanalen bliver en del af et mediebillede, om man kan lide det eller ej, hvor folk rent faktisk begynder at lytte til radio. Men flere af programmerne indeholdt en saftig kritik af samfundets idéer og politiske tiltag, så man fjernede kanalen. Nu er der tomt derude igen. Så går Mette Bock (kulturminister i VLAK-regeringen, red.) på jagt i DR, og nu føles det lidt ligesom at gå på opdagelse på et lokalbibliotek, når man skal finde noget at se inde på DR TV. Hvad har der været af nytænkning og kulturelle indslag de seneste fem år? Nada. Det er nogle store rammer, hvor det kunstneriske ikke har en tilgængelighed til at komme ind. Der er ikke åbent. Jeg havde engang en performance-karakter, som jeg kaldte ’The Rastafarian Hans Christian Andersen’. Jeg har brugt ham til forskellige performances og videoer, hvor jeg skar mig ind i og ud af papkonstruktioner og udførte mystiske ritualer. Han var engang i Deadline på DR2. En performancekunstner i et rigtigt nyhedsprogram. Den tilgængelighed er snævret ind, og vi må ofte nøjes med banaliteter. Og hvis børnene ikke kan lege, så begynder de at lave hærværk.

Hvad kan jeg gøre ved situationen? Jeg kan ytre mig om mine holdninger, når jeg får muligheden. Som i det her interview. Sproget er radikalt. Lige så snart vi bruger sproget, så peger vi på noget specifikt. Når vi laver kunst, så viser vi et billede af noget, som kan fortolkes på forskellige måder. Der peger du måske med 10 fingre i stedet for en. Når jeg får muligheden for at ytre mig på skrift, kan jeg være mere specifik om mine holdninger og værdier, som normalt er mere skjult i kunsten.

For to år siden lavede jeg en debat på Folkemødet på Bornholm i samarbejde med Ny Carlsberg Fondet, hvor jeg inviterede forskellige politiske ordførere på scenen til en debat om kunstens rolle i det politiske. Pia Kjærsgaard, Rasmus Nordqvist, Pia Olsen Dyhr, Bertel Haarder og den politiske kunstner Bjørn Nørgaard. Jeg var jo særligt interesseret i at høre dem om, hvorfor der er det her ekstreme fravær. Der var ikke et fælles sprog for, hvad kunst og kultur skal kunne i Danmark. Og det synes jeg skriger til himlen om, at det ikke er et sprog, som bliver brugt særlig ofte. Det virker ikke, som om der er så mange, der tager hånd om vores dannelse. Dannelse er jo mange ting, men det er absolut også kunst og kultur.

Som billedkunstner kan jeg se kunstens potentiale. Det er jo mit speciale. Der er jeg specialist og elitær. På samme måde som økonomer lovpriser forskellige økonomiske regnemodeller og gør alt, hvad der står i deres magt for, at regeringen skal følge de modeller. Det her møde er et projekt, jeg kunne tænke mig at forfølge og udvide til en større konference. Det er et emne, som er ekstremt svært at få politikere til at beskæftige sig med, fordi det er så underprioriteret. Det har ingen magt.

Jeg vil gerne minde folk om, at de mennesker, som har tegnet stjernekort, landkort og de guder, vi har bedt til, er kunstnere. De har lavet billederne til at producere samfundet. Som love har været med til at ramme det ind. Det er jo mærkeligt, at man mener, at det ingen værdi har i dag. Men problemet med sådan en debat er, at kunsten i sig selv er voldsomt interessant at møde, men at snakke om den som fænomen bliver hurtigt tørt og usexet.

”Jeg læser faktisk sjældent skønlitteratur, jeg tænker altid på, at jeg må gøre det, når jeg bliver ældre. Hvis jeg er på ferie eller har tid til at læse, så kaster jeg mig over noget faglitteratur. Det er mine reoler på kontoret fulde af. Jeg læser nyheder i bunkevis, men jeg burde blive bedre til at læse romaner og noveller. Det er en fordel at have tid til at læse eller se en anden kunstners udstilling. Den tid bør man tage sig for at få nye input, som kan skabe idéer. Tidligere havde jeg også et stærkt forhold til byen og havde mine stamsteder. Jeg har ikke længere en yndlingscafé, hvor jeg får den her specielle æggemad. Det savner jeg lidt nogle gange,” siger Thomas Poulsen.

Sweatshirt, Mads Nørgaard x FOS, 500 kr.
Jeans, Carhartt, 850 kr.
Sneakers, Reebok, 1.125 kr.

Jeg kan sige det her med fuld autoritet, fordi det er det, jeg beskæftiger mig med hver dag. De færreste læser heller ikke de seneste lovforslag, men jeg bliver hele tiden berørt af den politik, som bliver ført. Når jeg skal producere noget. Når jeg skal betale moms og skat af noget. Hvordan ser skattevæsenet på udsmykningsopgaver? De mener, at det er en service, altså, at jeg kommer og leverer noget. Det er sgu på samme måde som pædagogen, der ikke er politisk aktiv, men dagligt bliver påmindet om arbejdsforholdene. Det er præcis det samme. Når jeg kan se, at der er et kunstnerisk potentiale, så er det, fordi jeg har en erfaring inden for området.

Kunsten arbejder med det eksistentielle, og vi er jo truet eksistentielt af klimaforandringer på grund af vores overforbrug. Kunsten kan stimulere alle mulige steder. Hvis den får muligheden, kan den bombardere det offentlige billede med nogle inspirerende idéer til, hvad fanden vi kan foretage os. Så der kan komme noget lyst. Lige nu virker det hele meget praktisk. Det er lidt af nød. Ligesom med cykelbroen. Jeg savner en poetisk lyst. Og et mere smidigt samfund, hvor det flyder med initiativer. For det bliver vi tvunget til, hvis vi skal løse de her udfordringer, hele verden står over for. Vi skal ændre noget inden i os selv for at skabe løsningerne. Sundhedskrisen har givet os en dæmonisk virkelighed, men vi kan i det mindste bruge denne periode til at skabe et nyt håb for fremtiden. Det ønsker jeg.

Fra Dossier nr. 19, juni-juli 2020.