TOBIAS PRAETORIUS

Balletdanser og koreograf, uddannet ved Den Kongelige Ballet, 24 år

Når dokumentarserier, spillefilm og journalister portrætterer ballettens verden, stilles der ofte skarpt på hierarkiet og den korte årrække, danserne har at gøre karriere i: Korpsdanserne kæmper for at blive set af koreograferne, blive kaldt længere frem på scenen og få tildelt soloroller, og det skal ske, inden de som 40-årige falder for kompagniets aldersgrænse. Det fører til intern rivalisering og kræver et stålsat fokus.

Derfor er det også usædvanligt, at en ung balletdanser som Tobias Praetorius allerede nu har føjet titlen som koreograf til cv’et. Siden han for to år siden fik solorollen som Hermann i balletten ’Spar dame’, har han danset sig tættere og tættere på toppen af det hierarki, der hersker inden for balletten. Man skulle tro, at det 24-årige talent havde nok at gøre med målrettet at forfølge dén drøm. De seneste par år har han imidlertid suppleret fuldtidsjobbet som balletdanser med tjansen som koreograf for balletter, musikvideoer og en ny julekalender. ”Det er ikke så normalt, at danserne herinde begynder at arbejde med koreografier og andre kreative projekter, mens de er i gang med deres danserkarrierer – de fleste gør det først bagefter. Men jeg kan ikke lade være med det, det stimulerer mig på nogle andre punkter, end dansen alene gør,” fortæller Tobias Praetorius.

Ideen til hans første koreografi opstod, da han hørte en god ven, pianisten Alexander McKenzie, spille en koncert. Tobias Praetorius fik lyst til at skabe trin til vennens musik, og resultatet blev en lille ballet, der blev danset i Statens Museum for Kunsts forskellige sale. Siden da har han koreograferet for alt fra Kammerballetten og Verdensballetten til coronakrisens baggårdskoncerter, en julekalender og en musikvideo skudt på Grenen i Skagen, hvori han selv danser mellem de to have. ”Jeg kan godt lide, at jeg har flere hatte, jeg kan gå med i mit liv, og at det hele ikke afhænger af, om jeg får tildelt den ene eller anden rolle,” siger Tobias Praetorius.

Tjansen som koreograf tærer på fritiden, for der er ikke mange ledige timer i en balletdansers ugentlige skema. Fra mandag til lørdag møder Tobias Praetorius ind på teatret kl. 9 for at varme op til morgentræningen, der begynder kl. 10 og består af stang- og gulvskole – her øver kompagniet teknik. Fra 11.30-16 er der prøver på de forestillinger, balletten skal danse de kommende måneder, og to-tre gange om ugen er der forestillinger om aftenen fra 20-23. Om søndagen ligger Tobias Praetorius med benene i vejret. Arbejdet med at koreografere har derfor hidtil fundet sted inden morgentræningen og mellem eftermiddagens prøver og aftenens forestillinger, men nu har Praetorius for første gang fået fri fra at danse i en forestilling for at koreografere en anden. Den vises i Operaen til efteråret. ”Teatret har været god til at give mig fri til, at jeg kan udvikle mig som koreograf, men det skyldes nok til dels, at koreografien ikke tager noget fra min dans, men giver noget til den. Jeg lærer noget af at være i den anden side af salen, og hver gang jeg vender tilbage til at være danser igen, ser jeg det fra et nyt perspektiv. Jeg ser stadig primært mig selv som danser, for ligesom det tager ti år at blive en god danser, så tager det ti år at blive en god koreograf. Der er jeg jo slet ikke endnu.”

Sweater, Henrik Vibskov, 3.210 kr.
Bukser, Martin Asbjørn, 1.080 kr.
Taske, Fjällräven, 1.099 kr.

Da anmelderne i 2018 strøede stjerner over Tobias Praetorius’ kraftpræstation i helaftensforestillingen ’Spar dame’, blev der især bidt mærke i hans talent for at formidle og fortælle med kroppen. Balletdansere bliver ofte placeret i en af to båse: som enten dansende skuespillere, der er mestre i at formidle, eller skuespillende dansere, der bliver hyldet for deres tekniske kunnen. Tobias Praetorius afviser egentlig den opdeling, men han indrømmer at have en forkærlighed for formidlingen. ”Jeg synes, det går hånd i hånd, for som balletdanser kan man ikke formidle, hvis ikke man er tilstrækkelig teknisk dygtig, men det, jeg synes er sjovest, er at fortælle en karakter eller en historie med min krop. Det var det, jeg elskede ved ’Spar dame’. Koreografen Liam Scarlett kreerede balletten til os med os som materiale. Vi dansere var hans lærred. Det var så musikalsk, så historiefortællende, og det er jo præcis det, ballet er: at kunne fortælle en historie uden ord, kun med kroppen.”

I balletten spillede Tobias Praetorius en fattig officer, der sætter grådighed over kærlighed og som følge deraf mister forstanden. Det er en maraton af en ballet i tre akter, som kulminerer i en krævende solo, men alligevel er det ikke den rolle, der har givet Tobias Praetorius flest nerver på. ”Selv om det er den største rolle, jeg har haft, og selv om balletten ender i den her solo, hvor jeg er helt alene på scenen og danser som en sindssyg, er det ikke der, jeg har været mest nervøs. Det var jeg nok til balletten ’Études’, som kun har én akt, og hvor der er meget fokus på det fysiske og det tekniske. Man skal stå på linje, så det er tydeligt at se, hvis man laver en fejl. Det gør mig mere nervøs end at danse en solorolle i en maraton-ballet i tre akter.”

Tobias Praetorius tackler til dels nerverne ved at trække på sin erfaring, for ligesom de andre balletdansere, der er uddannet ved teatret, har han optrådt på Det Kongelige Teaters legendariske Gamle Scene, siden han var et lille barn. Når nerverne er størst, forsøger han at undslippe dem ved at leve sig så meget ind i fortællingen, at skuespillet tager over. ”Det er et pres at skulle stå foran 1.200 mennesker, og man skal levere dét sekund, tæppet går op, ikke to minutter efter. Men vi lærte tidligt, at de fleste fejl kan annulleres ved at være inde i historien. Hvis jeg laver et forkert trin eller falder på rumpen, så er det ikke mig som danser, men karakteren, jeg spiller, der gør det. Hvis bare man er i rollen, kan man næsten ikke lave nogle fejl. Den måde at tænke på har givet mig en frihed til at være i dansen.”

Siden Tobias Praetorius som barn mødte op i fodboldtøj til prøven på balletskolen, hvor hans søster Ida – som i dag er solodanser – dansede, har det stået klart, at de fysiske idealer ville blive hans største udfordring som balletdanser. Det er det stadig, og det vil det blive ved med at være, til Tobias Praetorius går på pension. ”Min krop er egentlig ikke fysisk lavet til at danse ballet. Jeg har ikke de længste lemmer, de perfekte fødder eller en naturlig evne til at dreje benene 180 grader udad, som ballettens umulige idealer kræver,” siger han. ”Det fyldte meget, da jeg sammen med de sidste fem-seks andre aspiranter kæmpede om en eller to kontrakter som korpsdansere. Der spurgte jeg virkelig mig selv, om det var det værd at skulle kæmpe så hårdt for at få lov til at komme ind i en verden, hvor de fysiske rammer er så ekstreme, og hvor det hver dag er en kamp at skulle presse min krop ind i dem. Tankerne er der hele tiden, også efter at jeg fik kontrakten, og de kommer stadig til at være der, når jeg er 39 og skal til at pensioneres. Den proces slutter aldrig, men teatret er så magisk et sted, at det overdøver tvivlen. Jeg er så heldig, at jeg ikke kan lade være med at danse.”

Fra Dossier nr. 21, oktober-november 2020.