TOMMY AHLERS

om sit medieforbrug

Tommy Ahlers, tidligere iværksætter og minister for forskning og uddannelse, er nyslået podcast-vært for programserien ’Fiasko’. Men hvilke medier holder den 44-årige Venstre-politiker informeret og inspireret?

FOR ET PAR ÅR SIDEN sendte jeg en mail til nogle af mine venner, som jeg synes er klogere end de fleste. Jeg spurgte dem om, hvilke medier de orienterede sig i. Hvordan holder I jer skarpe? Hvilke konferencer tager I til? Hvilke TED Talks hører i? Hvilke aviser læser I? Det fik jeg mange gode svar ud af. Der var en, der blot sendte en kopi af Elon Musks medieforbrug, som han selv havde ladet sig inspirere af, men de bedste forslag var de internationale nichemedier, jeg ikke kendte i forvejen, fordi det er svært at følge med i, hvad der dukker op på den scene. Det var sådan, jeg opdagede Stratechery.com, som er et nørd-teknologi-nyhedsbrev, der er drevet af en, der hedder Ben Thompson. Det kan jeg godt lide at gå på opdagelse i, så det ikke kun går op i politik for mit vedkommende. Jeg læste for nylig artiklen ’How Tech Can Build’, som minder os om, hvordan hele vores samfund er blevet totalt forandret på meget kort tid på tværs af sektorer og brancher. Det, der er normalt i dag, var utænkeligt for få år siden. Måden, vi tænker på, bliver konstant udfordret, når vi finder endnu smartere måder at gøre tingene på. Det giver stof til eftertanke og pirrer nysgerrigheden til at finde ud af, hvordan vores samfund mon vil se ud om bare fem-ti år.

En af de større overvejelser, jeg havde, inden jeg gik ind i dansk politik, var, at der var tale om netop dansk politik. Ikke at politik i Danmark ikke er interessant, for det er det, men det hele foregår på dansk, og de fleste perspektiver er også begrænset til vores område geografisk. Da jeg som 25-årig fik job hos McKinsey, skulle jeg forberede mig på, at vi talte engelsk. Jeg havde aldrig arbejdet på engelsk før, for jeg kom fra jura, hvor langt det meste foregik på dansk, men så fik jeg det råd, at jeg bare skulle begynde at abonnere på The Economist. Hvis jeg læste det magasin, ville jeg ikke blot få opbygget det rette ordforråd, men også få et stort indblik i, hvad der rørte sig i international politik. Det råd fulgte jeg, og når jeg i dag står i en lufthavnskiosk og kigger på de flotte magasinvægge, spejder jeg altid efter The Economist. Det indeholder reportager fra Asien og Afrika og beskæftiger sig med det store verdensbillede – og det skuffer bare aldrig.

Den mere lystbetonede del af mit medieforbrug, for eksempel podcast, er forbundet med ferier og rejser, hvor jeg lige får downloadet et afsnit, inden jeg går om bord på flyet, men det er jo ved at være et stykke tid siden nu. På lige præcis det plan er ventetiden i lufthavnen meget god. Jeg har tidligere lavet radio, for nylig i ’Mads & Monopolet’ og tidligere ’De 6 Hatte’ (om iværksætteri, red.) på 24syv, og jeg kan godt lide podcastformatet, fordi det er så tilgængeligt, du kan jo lytte til dem overalt, og fordi man har mulighed for at gå i dybden med historierne. I øjeblikket lytter jeg en del til ’Genstart’ (DR’s nyheds- podcast, red.) med Knud Brix. Han er en god vært, synes jeg, fordi han er i stand til at gøre politik, som det ofte handler om, levende og forståeligt. Og så tit jeg kan, hører jeg The New York Times’ ’The Daily’. De handler begge om at zoome ind på en enkelt historie i nyhedsmylderet og tilføje et perspektiv.

En typisk arbejdsdag for mig begynder med, at jeg om morgenen løber alle e-aviserne igennem på min iPad eller computer. Jeg kan godt lide Berlingskes ’Politisk Morgenpost’, som giver et godt overblik. Det er et morgenritual. I løbet af dagen scroller jeg igennem Børsen, Politiken, Berlingske og Jyllands-Postens hjemmesider, og nok også lidt Ekstra Bladets, for lige at samle op på, hvad der sker. Det er en del af mit job, at jeg er orienteret om, hvad der sker i samfundet. Jeg får også ofte leveret artikler fra Venstres sekretariat på Christiansborg. Det kan være nyheder inden for mine store interesser, klima og erhverv, men det kan også være mere generelle politiske nyheder. Når jeg er på Borgen, kører TV 2 News for det meste i baggrunden.

Weekendavisen er efterhånden den eneste avis, jeg læser på print. De lange artikler fungerer bedst på print. Det er en god weekend, når jeg får læst et par gode artikler i Weekendavisen – jeg får aldrig læst en hel udgave, for det ville jo nærmest kræve, at man tog fri i en uge – men jeg føler mig klog, hvis jeg når at læse bare et par artikler. Jeg har det sådan, at jeg skal læse, hvad Martin Krasnik (Weekendavisens chefredaktør, red.) skriver, for det er som regel klogt. Han er altid interessant at læse. Det samme med videnskabsjournalisten Lars Henrik Aagaard på Berlingeren. Jeg kan godt lide kombinationen af nogen, der både skriver godt og virkelig er dykket ned i stoffet. Den type, der har så stærk en integritet, at de først skriver en artikel, når der er noget at skrive om. Meget journalistik er vel hypoteser, og man kan jo nogle gange godt få en fornemmelse af, at selv om hypotesen ikke bærer, så bliver artiklen skrevet alligevel, og så bliver det utroværdigt. Nyhedsbrevene på Føljeton er et interessant nyt bud på den perspektiv- journalistik, jeg taler om: Det er klogt læsestof, der giver et nuanceret, informativt og underholdende nyhedsoverblik.

Min guilty pleasure må være, at jeg ikke kan slippe en serie, hvis jeg først er gået i gang. Selv om jeg har pissetravlt, kan jeg godt få set en sæson af et eller andet, jeg skal se. Det er helt håbløst. På et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg var en sæson bagud i ’Billions’ (HBO Nordic, red.), og så gik jeg ellers bare i gang. Det var heldigvis ikke midt i klimaforhandlingerne, så jeg havde lidt tid til det.

Et af mine næste projekter er, at jeg snart skal have sendt den mail ud igen til mine venner, så jeg kan få nye anbefalinger af især internationale nichemedier.

’Fiasko’ med Tommy Ahlers som vært bliver udgivet af Heartbeats. I hvert afsnit fortæller en gæst – blandt andre Helle Thorning-Schmidt og Andreas Mogensen – om personlige og professionelle fejltrin.

Fra Dossier nr. 20, august-september 2020.