ALASTAIR PHILIP WIPER

Fotograf, 39 år

Gigantiske skibsværfter. Slagterier, laboratorier og dildofabrikker. Googles datacentre og Silicon Valley. Den enorme partikelaccellerator, Large Hadron Collider, i CERN. Og en hel masse andre bygninger. De færreste har været med bag facaden så mange forskellige steder som den britiske fotograf Alastair Philip Wiper. ”Hvis jeg skal koge ned, hvorfor jeg gør det, handler det for mig om at besøge superinteressante steder, som de færreste får lov til. Jeg prøver at indfange den utilsigtede æstetik, der er udløst af industrien og videnskaben. Det er maskiner lavet til praktiske formål, og så har en eller anden, der ikke er designer, på et tidspunkt sagt: Lad os male den her pink eller den her blå. Og så har den på en måde fået sin egen skønhed,” forklarer han.

De seneste otte år har Alastair Philip Wiper fotograferet for anerkendte medier som Wired, Scientific American og The Guardian, og han har desuden netop udgivet fotobogen ’Unintended Beauty’. Men det var først i slutningen af sine 20’ere, at han fik sit helt store lightbulb-øjeblik, der sendte ham ud ad den sti. Alastair Philip Wiper voksede op i Guildford 50 kilometer syd for London og tog en bachelor i filosofi og politik på University of Southampton. Men i stedet for at finde et job brugte han de efterfølgende år på blandt andet at være skibums og sideløbende arbejde som kok, DJ og bartender. Han mødte også en dansk kvinde, og da hun skulle tilbage til Danmark, tog han med, fik arbejde på først en restaurant i Nyhavn og senere hos Henrik Vibskov – herunder med ansvar for at fotografere. En dag faldt han så over nogle billeder fra 1950’erne af to fotografer, Wolfgang Sievers og Maurice Broomfield. Billeder af blandt andet store industrielle olieraffinaderier, laboratorier og fabrikker. ”Jeg var bare … Ding! For mig var det en helt ny verden, der åbnede sig. Jeg havde ingen interesse for videnskab eller industri, og jeg havde altid tænkt, at den type fotografi var megakedeligt, men at se de her hemmelige verdener, som folk normalt ikke får chancen for at se, gjorde mig interesseret. Det var billeder af de mest fantastiske ting, som mennesker har lavet.”

Alastair Philip Wiper besluttede sig for at gå 100 procent efter det. Via en familieven fik han adgang til et trykkeri i London, hvor han brugte en hel dag på at fotografere alting og gik dernæst i gang med at ringe til alverdens virksomheder for at få opbygget en portfolio. ”Og så har det kørt lige siden,” som han siger. ”Jeg gik fra gennem linsen at kigge på øjeblikke af stemning til at fokusere på de hårde linjer, på farver og former. Det var en totalt ny måde at kigge på fotografi for mig på. Da jeg først begyndte, var jeg sådan: Yes! Det er nemt for mig. Mine øjne var fikserede på den rigtige måde, og jeg kunne fornemme, at det virkede.”

Tidligt havde Alastair Philip Wiper et lucky break med CERN, hvor han mod sin forventning fik lov til at blive vist rundt af en af stedets ingeniører og blandt andet så deres partikelaccellerator. I dag starter hans egne projekter som regel på to forskellige måder. Når han falder over noget i medierne, som mennesker har bygget, og som han finder fantastisk eller crazy. Det kan være CERN eller Mærsk, hvis enorme containerskib han så i København; et skib, som var så stort og episk, at han fandt det øjeblikkeligt tiltrækkende. Og når han kigger på dagligdagsting som en kop og begynder at undre sig over, hvor den egentlig er lavet henne, eller som da han sidste sommer tog billeder af en dildofabrik i Los Angeles. ”Jeg kan godt lide inspirationen fra både de virkelig store ting og fra de virkelig mondæne ting. Bag alle produkter er der foregået en enorm proces med at udvikle og perfektionere det over lang tid. De er produktet af mennesker, der har udtænkt dem og bygget maskiner til dem, og i den forstand har hver evig eneste ting i verden gennemgået sin egen evolution. Det er så fascinerende for mig. Der er så meget mere bag de ting, vi tager for givet til hverdag, end hvad vi umiddelbart ser.”

Sidste år besøgte den britiske fotograf IPER i det sydlige Frankrig, hvor der lige nu foregår det største atomfusionseksperiment nogensinde. 35 lande er gået sammen, heriblandt Rusland, Kina, USA, Japan, Indien samt EU-landene. ”Det er alle dem, der til daglig har det svært med hinanden politisk, der nu er forenet om den mest komplicerede maskine nogensinde. De bygger dele i Kina, Rusland, USA og Frankrig, og det hele bliver til sidst sat sammen, og når de tænder det, så virker det. Maskinen i sig selv er fuldstændig fantastisk, men det organisatoriske i at få så mange forskellige folk fra forskellige kulturer over hele verden til at forstå, hvordan den ene del passer med den anden, er for mig fuldstændig mind-blowing.”

Typisk arbejder Alastair Philip Wiper på omkring 10 projekter i løbet af et år. Det varierer meget, hvor lang tid han bruger, for som regel tager han ikke billeder mere end en dag, men den helt store tidsrøver er det indledende arbejde med at få aftaler i stand. Kunsten at få adgang til stederne er stadig det sværeste ved jobbet, og nogle gange må han gennem månedlange korrespondancer. Selv om hans billeder ofte har fokus på store maskiner, og der sjældent er mennesker på, er den underliggende fortælling i dem næsten altid menneskets utrolige skaberevne. ”Jeg kan bedst lide billeder uden mennesker, og hvis der er et med, skal det passe ind i billedet og ikke tage fokus fra det. For mig er menneskerne ikke de vigtige i billederne, men de handler samtidig om produktet af den menneskelige hjerne, forestillingsevne og evne til at tænke i skøre løsninger og uden for boksen. Både til at levere elektricitet, vand og dildoer rundtom i verden, men også til at besvare spørgsmål, som hvor kommer vi fra, hvad er meningen med livet, og hvad findes ude i universet. Til det bygger vi utrolige maskiner, som for mig er helt umulige at fatte. Om det så er en dildomaskine eller partikelacceleratoren i CERN.”

Fra Dossier nr. 18, april-maj 2020.