AYDIN SOEI

Sociolog, forfatter, foredragsholder og journalist, 36 år

Da Aydin Soei i 2008 blev lærer på Krogerup Højskole, kunne unge med anden etnisk baggrund, uden gymnasial uddannelse, få et gratis højskoleophold. Aydin Soei tog fat i en bibliotekar, han kendte i Tingbjerg, og spurgte, om hun kunne finde to drenge, der kunne være motiverede. Amir og Ali anede ikke, hvad man lavede på en højskole, men de var meget motiverede af den gratis tougers tur til New York, der fulgte med opholdet, så de sagde ja. Første dag var alle de andre elever spændte og overgearede, mens Amir og Ali var mutte og sad for sig selv. Aydin Soei havde en ide om, hvad det handlede om: at en 19-årig mand var blevet skudt og dræbt i Tingbjerg to uger forinden. Det var Amirs ven, men det kunne lige så godt have været Amir selv, for han stod selv på ruten, da AK81 kørte ind og fyrede løs med en Kalashnikov – og indledte den bandekonflikt, der nu har stået på i lidt over ti år. ”Amir sagde til mig, at hvis han ikke tilfældigvis skulle starte på højskolen, ville han være nødt til at indgå i den her krig. Han ville ikke kunne sige nej af frygt for at blive set som illoyal. Så han var ret lettet over timingen,” siger Aydin Soei. På højskolen meldte Amir og Ali sig, hver gang der var pligter – såsom at pante flasker og købe ind til festerne – og Aydin Soei spurgte drengene hvorfor. ”Det er, fordi vi er fra Tingbjerg og derfor har et dårligt ry. Vi vil gerne vise de andre, at vi er gode nok,” sagde de. Men da Aydin Soei bad dem lukke en fest ned og sørge for at tage pengekassen med hjem på værelset, afslog de. ”Hvis der mangler penge i kassen, vil alle tro, at vi har stjålet pengene,” sagde de. ”Vi er jo fra Tingbjerg.”

Amir og Ali er billedet på, hvad Aydin Soei arbejder med hver dag: at forebygge at unge mænd vælger en livsbane som bandemedlem og i stedet lever et godt liv efter loven. Og det er ikke nemt. For eksempel var det jo fuldstændig tilfældigt, at det endte godt med Amir (det endte også godt med Ali), og at han i dag ernærer sig som vognmand, drømmer om at åbne en café, er blevet gift og snart skal i gang med at have børn. Ellers havde han ”stået på ruten med en gun og indgået i en bandekonflikt med de uoverstigelige konsekvenser, det kan have, hvis du får en dom og får dobbelt op på straffen, fordi det er banderelateret,” siger Aydin Soei. Ifølge sociologen, der har skrevet fire bøger og over de seneste ti år interviewet mange, primært tidligere, bandemedlemmer, hersker der en stærk fortælling om, at ”man som ung mand fra et udsat boligområde skal betale en række ekstra gebyrer for at skabe et godt liv for sig selv. Når man siger, at det er mere normalt som ung mand fra ghettoen at blive kriminel end at tage en uddannelse, passer det ikke med tallene, men det er desværre en udbredt fortælling, og det kan blive en selvopfyldende profeti,” siger Aydin Soei.

For to år siden fortalte han historien om sin egen opvækst i bogen ’Forsoning’ og dedikerede den til sin søn. Bogen beskriver, hvordan han efter at være flygtet fra Iran sammen med sine forældre havnede i Avedøre Stationsby i 1986 og skulle prøve at finde sig til rette i en helt anden kultur. Det var heller ikke let for Aydin Soeis forældre. Hans mor havde en bachelor i fysik, men kunne ikke få et job, der matchede hendes kompetencer, så hun måtte starte forfra. Hun tog folkeskolens afgangseksamen, en gymnasial uddannelse og til sidst en ingeniøruddannelse. Det tog ti år, før hun fik sit diplom – og sit første job som ingeniør. Mens hun terpede, passede hun Aydin Soei og hans seks år yngre lillebror. Faren var snedker og specialiseret i at lave smukke, persiske musikinstrumenter, hvilket ifølge Aydin Soei ikke var noget, jobcentret mente kunne bruges til noget i Danmark. Faren blev tildelt kontanthjælp og mistede derved meget af sin identitet, fortæller Soei. Han oplevede sin far som ”dybt voldelig og alkoholiseret”, og faren endte med at tage livet af en mand, der var far til en af Aydin Soeis klassekammerater. Sønnen skammede sig og fortalte det ikke til nogen (der var nedlagt navneforbud i sagen) og fortsatte med at søge status som en, der var fysisk stærk og god til at slås. I øvrigt var han også ”elendig” til alt andet i skolen.

Skjorte, Selected, 900 kr.
Strik, NN07, 999 kr.
Bukser, NN07, 1.099 kr.

Hans personlige historie motiverer ham til at give en stemme til de unge mænd og pege på forebyggende løsninger. Han har blandt andet lavet et stort forskningsprojekt i Tingbjerg blandt 14-15-årige drenge, der, fandt han ud af, har tendens til at overdrive, hvor meget kriminalitet de begår, og underdrive, hvor glade de er for at gå i skole. Det giver nemlig status at give udtryk for, at man bedriver meget risikoadfærd, mens det ikke er så cool at gå op i matematik. Men faktisk er der mange flere end dem, der giver udtryk for det, der kan lide at gå i skole, lave lektier, og som har uddannelsesmæssige ambitioner, fandt han ud af. Men de siger det ikke højt, for de tror ikke, at det er normalt. I stedet bliver nogle unge draget af banderne, der tilbyder et helle fra samfundets krav om uddannelse og job. Banderne giver den enkelte status og anerkendelse, mod at de unge mænd er ultimativt loyale og ikke vender den anden kind til, når broderskabet er under angreb – en grundværdi, der gør, at skyderierne fortsætter. Der er altså ikke tale om en ”ny bandekonflikt”, hver gang der bliver skudt på Nørrebro, hvilket Aydin Soei prøver at forklare, når journalisterne ringer: først til politiet for at høre, hvad der er sket, så til politikerne for at høre, hvad de vil gøre ved det, og til sidst til Aydin Soei for det ”langhårede perspektiv”. ”Når medierne taler om en ”ny bandekrig”, fører det til moralsk panik og hurtige løsninger; man laver storstilede razziaer og fængsler så mange bandemedlemmer som muligt. Det kan godt sætte en prop i antallet af skyderier her og nu, men det ændrer ikke på, at der stadig er bandemedlemmer og en masse unge, der søger det her supermaskuline, kriminelle fællesskab. Hvis man, som jeg gør, argumenterer for, at bandekrig er en permanent tilstand, kan man gå ind og arbejde på at minimere rekrutteringsgrundlaget,” siger Aydin Soei. Siden han udgav sin første bog i 2007, er gadebanderne blevet mere hårde og nærmer sig Hells Angels og Bandidos i organisering og hierarki; der er kommet flere skydevåben, nogle har rygmærker, og for nogle år siden fik Aydin Soei en henvendelse fra en advokat, der på vegne af en professionel gadebande truede med en injuriesag for noget, han havde sagt i medierne. Det måtte helst ikke bremse Aydin Soei i hans virke som sociolog, men brevet gjorde ham alligevel paranoid i en periode. I ni måneder var han meget forsigtig med at udtale sig om den pågældende bande til medierne. ”Jeg ville gerne kunne blive boende her på Nørrebro med min familie, så derfor var jeg lidt påpasselig. Men da banden sidste år blev engageret i bandekrigen, følte jeg mig nødsaget til at udtale mig for ikke at være en hykler.”

Fra Dossier nr. 10, december-januar 2018/2019.