KASPER HJULMAND

om at blive formet som fodboldtræner

Det meste af sit liv har 48-årige Kasper Hjulmand brugt på at finde svar på det, der altid har været det centrale spørgsmål: Hvor gode kan vi egentlig blive? Som spiller, som klubtræner og nu som landstræner for Danmark. For fodbold er et komplekst spil, og skal man række ud efter de største resultater, må man læse i historiebøgerne, analysere spillet og dyrke kulturen.

FODBOLD HAR EN helt vanvittig effekt på så mange mennesker, at man næsten ikke kan forstå det. Jeg har rejst meget i mit liv, blandt andet meget i Afrika, og uanset hvor man kommer hen, oplever man fodboldens enorme betydning. For børn og for gamle. I Sydamerika så jeg to bedstemødre stå midt på gaden og skændes om, hvorvidt River Plate eller Boca Juniors var de bedste. Der er så mange mennesker i verden, der involverer sig følelsesmæssigt i den sport, at man kan blive helt overvældet af det. Men når man først er blevet ramt, er der ingen vej tilbage.

FOR MIG STARTEDE det med VM i 1974 i Vesttyskland. Jeg var to år gammel, og jeg husker det naturligvis ikke, men min far fortæller stadig om, hvordan jeg kravlede ud af tremmesengen for at se med, når der var kampe i fjernsynet.

Jeg har altid sparket til en bold, og på alle billeder af mig selv fra helt lille ligger der en bold ved fødderne. Da jeg blev lidt ældre, havde jeg altid en bold under armen eller bag på min bagagebærer, når jeg skulle nogen steder. Allan Simonsen var min første helt, og da han blev kåret som årets spiller i Europa i 1977, hængte jeg en plakat op på barndomsværelset. Året efter var der VM i Argentina, og det er det første fodbold, jeg kan huske at have set i fjernsynet. Specielt finalen mellem Argentina og Holland med papir og konfetti over hele banen, og Mario Kempes, der scorer det første mål.

Jeg husker tydeligt VM-slutrunden i 1982 i Spanien, hvor det var Brasilien, Brasilien, Brasilien for mig. Jeg husker mytologien. Der gik historier om Éder, at hans spark med venstrebenet var så hårdt, at han trænede i strømpesokker for ikke at skade de andre. Zico, Falcão og Sócrates. Hele det slæng og deres måde at spille fodbold på. Det var vildt, hvor meget jeg holdt af dem. De var mine helte, og jeg syntes, det var så latterligt, at de tabte til Italien.

”Der gik historier om Éder, at hans spark med venstrebenet var så hårdt, at han trænede i strømpesokker for ikke at skade de andre. Zico, Falcão og Sócrates. Hele det slæng og deres måde at spille fodbold på. Det var vildt, hvor meget jeg holdt af dem.”

KASPER HJULMAND

Med det danske landshold startede det for alvor med kampen i Parken mod Italien i 1981, hvor Frank Arnesen scorer på frispark. Jeg var ni år gammel, og jeg husker tydeligt den måde, han gled hen over græstæppet på knæene og jublede på. Næste gang jeg spillede, forsøgte jeg selv at glide hen over græsset på samme måde. Det er jo det, der er så enormt stærkt ved fodbold. Som barn går man ikke rundt og er sig intellektuelt bevidst om, hvad der inspirerer en, men man oplever alligevel den her umiddelbare og meget store inspiration. Man forsøger at gøre, hvad de gør, og man lever drømmen om, at det en dag bliver en selv. Hvis man vokser op med fodbold, er det med til at forme en. Det var i klubben og på banerne på den anden side af vejen, jeg lærte om venskaber og relationer og respekt for forskelligheder. For på fodboldbanen er alle ens, om du er millionærens dreng eller ham uden penge. Jeg tror, det er med til at forme, hvordan man ser på livet.

I de første mange år bestod mit liv ikke af andet end at gå i skole og dyrke sport, hvor fodbolden fyldte mest. Jeg spillede altid, og hvis ikke, så tænkte jeg på det. Jeg faldt i søvn om aftenen med bolden liggende ved siden af, og den var det første, jeg greb, når jeg vågnede og stod op for at spise morgenmad. Fodbolden var der altid.

DET VAR AJAX i 1980’erne, der blev skelsættende for mig. Her begyndte jeg første gang at opleve spillet på en anden måde end den umiddelbare. Der var simpelthen et eller andet ved dem, som jeg ikke forstod. Noget med deres positionsforskydninger og måder at træde ind i midtbaneleddet på. Formationerne og mønstrene var anderledes.

Det vakte noget i mig, som kun blev forstærket, da jeg i starten af 1990’erne var i Barcelona. Jeg studerede idræt på Københavns Universitet, og Birger Peitersen, der kendte Michael Laudrup, var underviser, så vi fik lov til at se deres træning. Johan Cruyff, der havde været træner for Ajax-holdet, var nu træner her, og han vendte helt op og ned på, hvad jeg hidtil havde mødt som spiller. Hvis man i Danmark var foran, sagde man til træning: ’Kom, vi pakker os, drenge’. I Barcelona skulle man eddermame have fat på bolden og i gang med at spille. Hvis de andre blev stående, fastholdt man den, og hvis de kom ud, angreb man. Det var en fuldstændig grundlæggende forskel i måden at betragte fodbold på. I stedet for hvordan man bedst forsvarede sig, fokuserede man på at arbejde struktureret med boldbesiddelsen.

Rent taktisk kom Cruyff med sin filosofi til at danne grundlag for mig. Det var her, jeg begyndte at studere spillet og spillets strukturer, og jeg vendte mange gange tilbage til Spanien og Holland, hvor også Van Gaals Ajax-hold i 1990’erne inspirerede mig. Dengang var jeg stadig aktiv fodboldspiller, først i Randers Freja, siden i Herlev IF og B.93, og jeg har uden tvivl været en pestilens. For det første var jeg altid skadet. Jeg blev opereret otte gange i mine knæ, hvilket også var årsagen til, at jeg som 26-årig måtte indstille karrieren definitivt. For det andet stillede jeg konstant spørgsmål. Jeg havde været anfører på alle mine hold, siden jeg var knægt, så det lå til mig at tænke i kampens muligheder, men i takt med at min grundlæggende fodboldforståelse voksede op gennem 1990’erne, gjorde mængden af spørgsmål det også. I B.93 kiggede min træner Johnny Petersen mange gange mærkeligt på mig, når jeg blev ved med at stille spørgsmål. Hvorfor gør vi det? Burde vi ikke gøre det? Men jeg var i gang med at bryde spillet ned og analysere det. Jeg var begyndt at forstå, at spillet helt grundlæggende kan føles anderledes, end hvad man lærte i Danmark. Vi havde rigtig mange fine planer for, hvordan vi kunne beskytte os selv, minimere fejl og udnytte, at der ikke gik mål ind, men offensivt mødte jeg talrige gange holdningen: ’Jeg kan ikke lære jer at spille fodbold. I skal jo bare ud og spille’.

Man talte altid om spillernes egne evner til at være gode med bolden. Danmark har jo haft fantastiske spillere og nogle fantastiske landshold gennem tiden, også hvor vi virkelig har været gode med bolden. Men mere strukturerede, konstruktive planer for angrebsbold er jeg aldrig blevet præsenteret for hverken som spiller eller på træneruddannelsen. Når jeg var på besøg i Ajax og snakkede fodbold med deres trænere, følte jeg mig hjemme. Jeg behøvede ikke at stå på mål for mine idéer. I Danmark fik jeg at vide, at det virkede fuldstændig latterligt naivt.

I Kasper Hjulmands første sæson som cheftræner for FC Nordsjælland i 2011/2012 førte han dem højst overraskende til mesterskabet. Spillet var bygget på proaktive, boldbesiddende principper og med tydelig inspiration fra bl.a. Barcelona: ”Jeg har aldrig set den perfekte fodboldkamp, men Barcelonas hold under Pep Guardiola, da de var bedst fra 2008 til 2010, og da han senere kommer til Bayern München, havde enkelte kampe, i hvert fald halvlege, der kommer tæt på. Da jeg selv var i Mainz i 2014, mødte vi dem i sidste kamp før jul. På det tidspunkt var der kun blevet scoret tre mål mod dem i hele sæsonen. Det var så voldsomt. I Champions League tog de til Rom på et tidspunkt, hvor Roma var pissegode, men førte 5-0 ved pausen. Det var sindssygt, hvad der foregik. Der var vi tæt på det perfekte. Der kan være andre måder at gøre det på, men inden for den overbevisning og med det udtryk ramte man noget, hvor jeg på samme tid blev beruset og intelligensmæssigt stimuleret.”

DET KOM PÅ sin vis mig personligt til gode, at Lyngby FC gik konkurs i slutningen af 2001. Alle ansatte blev afskediget, mig selv inklusive, der efter min spillerkarriere var blevet træner for deres ynglingehold, men Birger Jørgensen hev mig tilbage for at være med til at få klubben på fode igen. Vi var en forening, hvor ingen fik løn, og førsteholdet lå i Danmarksserien. Der lå et blankt stykke papir, og der var ingen ansatte, så det var sådan set bare at gå i gang. Hvem er vi? Hvad skal vi stå for? Hvilken slags fodbold skal vi spille? Derfra blev det et laboratorium for mig.

Jeg fik lov til at prøve en masse idéer af, som jeg allerede var begyndt at eksperimentere med på ynglingeholdet. Blandt andet en fleksibel bagkæde, hvor sekseren gik ned i midten og spillede med i et tremands opbygningsspil som halv midtbane og halv stopper, som mange år senere blev et afgørende træk for mig med Nicolai Stokholm, da vi blev mestre i FC Nordsjælland. Den tid var hele fundamentet for, at jeg kunne lære noget. To år tidligere var jeg stødt på en islænding, der havde udviklet et softwareprogram til analyse inden for amerikansk sport. Det var et rimelig simpelt klippesystem, som jeg selv forsøgte mig med. Jeg købte et lille kamera med spolebånd og stativ, som jeg slæbte med mig rundt i landet. På Vejle Stadion hoppede jeg op på taget for at få det bedst mulige overblik og endte med at blive smidt væk. Jeg optog et utal af både træninger og kampe. Når jeg så optagelser igennem, fandt jeg ud af, at det, jeg oplevede som træner på sidelinjen, ikke altid var det samme, som når jeg sad og lavede analyserne bagefter. Selvom jeg havde beskæftiget mig med fodbold hele mit liv, var der en forskel på, hvad jeg følte, jeg så, og hvad der rent faktisk foregik. Det hul blev jeg nødt til at lukke.

Jeg begyndte at bearbejde og gennemanalysere et uendeligt antal kampe. Fokusere på stort set alle aspekter af spillet. Hvor kommer boldene fra, når vi når frem til en afslutning? Hvem spiller de bolde? Hvilke rum angriber vi i en 4-2-3-1 i forhold til en 4-3-3? Det var simpelthen alt. For én ting er at betragte, en anden er at analysere.

Langsomt blev det, jeg oplevede live, når jeg skulle træffe beslutninger og give informationer til spillerne, mere og mere det samme, som når jeg sad og kiggede det igennem bagefter. Fordi det var baseret på tusindvis af kampanalyser, kunne jeg begynde at reagere på, hvad jeg så. Jeg kunne begynde at stole på min intuition.

DER ER DEM, der siger, at fodbold er et simpelt spil. For mig er det både et simpelt og et ekstremt komplekst spil, og vi er først lige begyndt på at nedbryde den kompleksitet. Tidligt i min karriere kunne jeg ikke forstå, hvorfor man ikke fik langt flere eksperter ind i klubberne. Jeg sad masser af gange og prøvede at forklare, at vi burde få en psykolog ind eller en analytiker eller en fysisk træner. I dag er det almindeligt, men da jeg startede i 1998, eksisterede det stort set ikke.

I starten af 1990’erne, da jeg begyndte at rejse rundt for at studere andre måder at gøre det på, så jeg, hvor hårdt de arbejdede med de aspekter i Barcelona og Holland. Når jeg så kom hjem og skulle forklare, hvorfor det overhovedet var vigtigt, blev jeg bevidst om, at vores professionelle historie i Danmark er kort. Vi har været efter mange andre lande, og selv om vi er ved at komme efter det, skal man stadig sidde og argumentere for, at eksempelvis kosten er sindssygt vigtig, så man bør have en diætist til at arbejde gennemgribende med den del.

Da Liverpool vandt Champions League sidste år, var der 55, der fik en medalje. 25 var spillere, resten stab. Det går kun mere i den retning, og derfor skal vi i Danmark være gode til at indsamle og udnytte viden. Vi er et vidensland med mange brancher, der er førende inden for innovation. Det samme skal vi være med fodbolden. Så selv om vi heldigvis har taget store træk, skal vi kun videre i den retning.

Den del har jeg altid været nysgerrig på, og man kan også udvide perspektivet til andre sportsgrene. I fodboldens verden er vi faktisk ret langsomme, når det kommer til at afsøge de små detaljer. Fodboldspillere har ikke meget på triatleter eller svømmere, når det kommer til at træne hårdt og til at jagte de afgørende procenter i kosten og søvnen. Der er stadig en masse at lære.

Jeg lader mig i det hele taget meget gerne inspirere af andre sportsgrene, også hvad angår det taktiske. Der er visse fællestræk i andre boldspil, man kan overgøre, eksempelvis håndboldens op-press. Det her med at man lægger presset et sted og forsøger at gennembryde det, vel vidende at man har tænkt sig lige pludselig at skifte spillet og sætte angrebet ind fra et andet sted. Det er grundlæggende det samme, når Pep Guardiola snakker om tryllekunst. Man sørger for, at der sker en masse herovre, men det hele foregår faktisk et helt andet sted. Det er man dygtige til i håndbold. I basketball er de sindssygt gode til én-mod-én-bevægelser, cut-bevægelser, hvor man spørger efter bolden i et rum og laver bevægelsen mod et andet rum. Det samme benytter man i fodbolden. Der er en masse overførbare dele af selve boldspillet, for ikke at tale om alt det, der er fuldstændig ens, nemlig det præstationsbetonede og psykologien.

“Jeg har haft snakke med både Morten Olsen og Åge Hareide, for ved vi egentlig i Danmark, hvem vi er? Åge har jo ret. Vi har succes, så hvorfor er mange ikke tilfredse?”

KASPER HJULMAND

SIDSTE EFTERÅR SAD jeg på Manchester Citys stadion og faldt i snak med Roger Federers træner, Ivan Ljubicic. Han fortalte mig, at Federer for tiden sad og så gamle klip af datidens tennisstjerner som Jimmy Connors og Bjørn Borg. Dengang slog de helt anderledes til bolden, men han kiggede på, om der alligevel var noget at overføre.

Det kunne jeg genkende, for jeg sidder selv og kigger på gamle kampe. Selvfølgelig set med nutidens præmisser, for spillet går sindssygt meget hurtigere. Men er der alligevel noget at finde? Er der spillertyper eller taktiske greb, man kan lade sig inspirere af?

Vi har jo en tendens til at dykke ned i vores egen lille tidslomme. Jeg kan huske, da Pep Guardiola lavede sit træk mod Manchester United i Champions League-finalen i 2011 og brugte Lionel Messi som falsk 9’er. Det blev fremlagt, som om han havde opfundet den falske 9’er. Men det er en gammel idé. Helt tilbage i 1953 gjorde den ungarske landsholdsspiller Nándor Hidegkuti det i en kamp mod England på Wembley. Dengang var spillet langt mere stationært, men han begyndte at løbe væk fra sin position, hvilket skabte stor ravage. Ungarn vandt 6-3, og Hidegkuti lavede hattrick.

Senere i 1950’erne gjorde Brasilien flere gange det samme. Men man kan også gå endnu længere tilbage, til slutningen af 1940’erne, hvor danske Knud Lundberg argumenterede over for sin træner for, at de i stedet for at spille med tre angribere og to inderwings skulle spille i en M-formation. Det var i bund og grund en falsk 9’er, han argumenterede for. Man finder ud af, ved at dykke ned i historien, at der sker meget, meget, meget få helt nye ting i fodbolden, men fordi spillet bevæger sig så meget, kan man hele tiden forny sig.

Jeg fandt på et tidspunkt et citat fra Politiken fra 1906. Skotland kom på besøg til en opvisningskamp, og dengang var det danske landshold ret godt med. Men der stod efterfølgende i avisen, at det var fantastisk at se skotterne aflevere bolden så meget, og at man burde indføre en regel i dansk fodbold om ikke at måtte sparke langt. Man havde set, hvordan skotternes spil formerede sig i trekanter op gennem banen.

Det interessante er, at det jo lige så godt kunne have været et citat fra 2006. Jeg synes altid, det er sjovt at høre nogen med korte referencerammer som Messi og den falske 9’er, eller når folk snakker om spilintelligens som fremtiden, for det snakkede man også om for 100 år siden. Man kan aldrig gøre præcis det samme som for 20 år siden og få succes, for der er helt andre forudsætninger i dag. Men spillet hviler helt grundlæggende på de samme idéer og tanker, som andre har haft tidligere. Så ligesom Roger Federer kigger tilbage i tennishistorien for inspiration, er der altid noget at lære ved at kigge tilbage i fodboldens historie.

Det var i klubben og på banerne på den anden side af vejen, jeg lærte om venskaber og relationer og respekt for forskelligheder. For på fodboldbanen er alle ens, om du er millionærens dreng eller ham uden penge. Jeg tror, det er med til at forme, hvordan man ser på livet.”
KASPER HJULMAND

PÅ EN TRÆNERUDDANNELSE i starten af 00’erne kom jeg i gruppe med Keld Bordinggaard til en snak om talentudvikling. Vi blev ret hurtigt enige om, at vores landshold og ungdomslandshold var sindssygt stærke organisationsmæssigt defensivt, men at vores teknisk taktiske evner ikke var tidssvarende. Der var begrænsninger, hvilket betød, at vores spil havde begrænsninger.

På det tidspunkt havde Flemming Serritslev indført ITU-systemet, Integreret Talent Udvikling, hvor jeg selv var en af de første ITU-trænere, der blev ansat for at gøre overgangen fra ungdoms- til seniorfodbold bedst mulig. Det var der, man begyndte at ansætte ungdomstrænere, for da jeg startede i 1998, var der nul ansatte i ungdoms- og børneafdelingerne i hele Danmark. Der blev taget nogle gode skridt i dansk fodbold i de år, men man snakkede stadig slet ikke om børnene.

Min far sagde, at når han så min søns børnetræning, mindede det ham fuldstændig om den træning, han selv havde i 1960’erne. Altså børn, der står i kø, spiller på enormt lange baner og ikke er særlig involverede. Der var groft sagt ikke sket noget i 40 år.

Keld Bordinggaard og jeg besluttede os for indgående at studere, hvordan man organiserede og strukturerede børnetræningen i Danmark. Samtidig indsamlede vi al den viden, vi kunne om børnefodbold rundtomkring i verden.

Vi lærte, at børn ikke spiller særlig meget på gader og stræder mere, men at det faktisk er i det uformelle småspil, to mod to i gården eller parken, at de lærer rigtig meget. Så hvis de ikke gør det mere, men kommer ind i klubberne, hvor de spiller 11 mod 11 og rører bolden fire gange i en kamp og står i kø til træning, så har det to effekter: For det første falder de fra. I Danmark havde vi på daværende tidspunkt en frafaldsprocent på 83. For det andet bliver de ikke så dygtige, som de kan blive. Så hvordan laver vi et miljø, hvor børn synes, det er sjovt, og i øvrigt får de kompetencer, som de har brug for senere? Læring gennem leg. Som Albert Einstein sagde: ”Play is the highest form of research.”

”Jeg købte et lille kamera med spolebånd og stativ, som jeg slæbte med mig rundt i landet. På Vejle Stadion hoppede jeg op på taget for at få det bedst mulige overblik og endte med at blive smidt væk. Jeg optog et utal af både træninger og kampe.”

KASPER HJULMAND

DET VAR vigtigt for mig, at det blev en vidensbaseret diskussion, for hvis man ikke spiller viden ind, ender man i diskussioner, hvor det hele bliver synsninger. Man må starte med at finde ud af, hvad man ved. Så hvis undersøgelserne viser, at i 11 mod 11 rører højrebacken i gennemsnit bolden fire gange, to tacklinger og to sikre afleveringer, men i fem mod fem rører højrebacken bolden flere gange med flere driblinger, kan vi så være enige om, at forudsætningen for det tekniske spil er bedre med sidstnævnte? Jeg ved godt, vi har en præsident i USA, der ikke hænger sig i den slags, men jeg synes, man spilder tiden, hvis man begynder at diskutere fakta. Lad os finde ud af, hvad vi ved, og så diskutere ud fra det.

Det hele samlede vi til et diskussionsdokument på børnefodboldens vegne, og der gik ikke længe, så satte DBU deres segl på det og implementerede en række tiltag. Så når man i dag ser alle de små mål rundtom på landets fodboldbaner, er det på den baggrund. Det blev en måde at bryde spillets kompleksitet op på. Et af flere tiltag, som skulle bidrage til, at flere børn blev ved med at spille fodbold og samtidig lærte noget. For vi vidste gennem undersøgelserne, at en af de vigtigste årsager til, at børn bliver fastholdt, er, at de lærer noget.

I processen fandt vi også ud af, at da Rinus Michels kom hjem fra Barcelona og blev teknisk direktør i det hollandske forbund tilbage i midten af 1980’erne, var han startet med at lave næsten det samme dokument. Den slags tager tid, og det skal hele tiden udvikles, så det er derfor, at hvis vi vil have et godt landshold om 10 år, er vi nødt til at være ekstremt stærke i, hvad vi gør med børnene og de unge nu.

Samtidig med at man implementerede den nye strategi for børnefodbold i 2005, ansatte man Thomas Frank til U17-holdet. Så når man kigger på landsholdet i dag, begynder man at se de første spillere, der har været igennem hele den mølle. Yussuf Poulsen, Pierre-Emile Højbjerg, Riza Durmisi, Viktor Fischer, Lucas Andersen, Christian Nørgaard og Andreas Christensen er eksempler på spillere, der er blevet bedt om at spille på den måde og ud fra den filosofi. Som U-spillere vandt de utrolig meget og spillede utrolig god fodbold, og det blev det første danske U17-landshold nogensinde, der kvalificerede sig til verdensmesterskabet. Nu danner de kernen på landsholdet og de næste år frem.

MAN SIGER, at strategisk arbejde tager 10 til 15 år, før man ser udbyttet. Det er et maraton. Sådan er det. Spanien vandt EM i 1964, var derefter stort set ikke i nærheden af noget og vidste ikke, hvad pokker de skulle gøre. I 1990’erne besluttede de sig for en retning. De sagde: Hvordan bryder vi zonespillet ned, som Arrigo Sacchi havde indført, og som dominerede på den tid? Hvor højt skal boldtempoet være, før det kan lade sig gøre? De valgte en retning, brugte 10 år på at arbejde på det, og i slutningen af 00’erne kom resultaterne med verdensmesterskabet og to europamesterskaber i træk.

Tyskerne var lige præcis 10 år om at blive verdensmestre. De besluttede sig for en vej i 2002-2003, implementerede en hel masse tiltag i ungdomsfodbolden i 2004, arbejdede stinkende hårdt i 10 år og blev verdensmestre i 2014. Det var på baggrund af strategisk arbejde, hvor man samlede forbund, liga og spillere om en bestemt måde at gøre tingene på. Da jeg var træner i Mainz i 2014/2015, var de fuldt på højde med de andre store ligaer. Bayern München og Borussia Dortmund havde spillet Champions League-finale året før, og deres landshold var nu verdensmestre. Det er til meget stor inspiration for mig.

Det samme er Belgiens vej fra at befinde sig i sølet og ligge midt i 30’erne på verdensranglisten til nu at være nummer et. Det er et land, man ikke kan samle, og de plejer aldrig at kunne danne regering, fordi det er så fragmenteret. Men de fik implementeret strategiske træk for talentudviklingen, der har betydet, at de nu er helt i toppen. Vi skal selv møde dem tre gange de næste otte måneder, så vi får syn for sagn. Holland, som hviler på en fantastisk historie, men har misset to slutrunder i træk, kommer igen nu. England, som ikke har vundet noget siden 1960’erne, har fuldstændig kopieret Tysklands proces, og hvis de fortsætter de næste 10 år, som de første fem, bliver de uhyggelige. Hvis man ser på, hvad der foregår i andre lande i øjeblikket, skal vi i Danmark ikke bare sørge for at være med, men oppe os.

SÆRLIGT I STARTEN af min karriere blev jeg ofte kaldt naiv eller romantisk. Jeg insisterede på at spille boldbesiddende med mine hold, og jeg eksperimenterede med formationer og spilmønstre. Men jeg er altid drevet af det centrale spørgsmål: Hvor gode kan vi egentlig blive? Og så prøver jeg at række ud efter det. Det betyder også, at status quo aldrig er godt nok. Hvis man skal opnå et nyt niveau, bliver man nødt til at prøve noget nyt af, og så kalder folk det naivt, når det ikke giver gevinst i første hug. Det er jeg nødt til at se igennem, for jeg er ikke bare interesseret i at undgå at tabe den næste kamp. Jeg er interesseret i at komme et sted hen, hvor vi opnår det bedst mulige udtryk og vinder mest muligt.

Derfor har det altid faldet mig naturligt at være nysgerrig på, hvad de bedste gør andre steder. Hvad sker der, når Marcelo Bielsa i først Athletic Club Bilbao og nu i Leeds kan lave et holds spillestil om på fire uger og skabe resultater? Hvad ligger til grund for, at tyskerne bliver verdensmestre?

Til VM i Tyskland i 2006 slog det mig, at man så et andet Tyskland. Tidligere stod tyskerne for knyttede næver, og der var nærmest pigtråd om deres træningslejre. De så bidske ud, det var Kampf og det var Schmerz. Det var sådan, de udtrykte sig, og det var sådan, de spillede.

Nu så man det her helt nye, åbne Tyskland med Jürgen Klinsmann i spidsen og Joachim Löw som assistent. Man havde Khedira, Özil og Gündogan, alle de her tyskere med tyrkisk baggrund på holdet. Før semifinalen holdt kansler Angela Merkel tale til nationen, og jeg husker tydeligt, at hun sagde, at det, vi kigger på, er det nye Tyskland. Vi er multi-kulti, sagde hun. Det var første gang, det udtryk blev formuleret. Vi er et multikulturelt land med klare værdier. Vi har mange idéer, vi er innovative, men samtidig arbejder vi hårdt og er disciplinerede. Det, I ser her, er identiteten af det nye Tyskland. Umiddelbart efter VM var hun ude at tale om hele Tyskland som der Nationen, der Idéen. Men det var udsprunget af fodboldholdet. Man forstod, at fodbold og identitet er stærkt forbundet.

Det er lidt det samme, der sker i England for tiden. Landstræneren Gareth Southgate forklarede, at for bare 10 år siden stod man stadig og snakkede om Falklandskrigen og de gamle krigsfortællinger. Men der sad en masse med anden etnisk baggrund og kiggede på det, og som ikke kunne forstå det. Nu har de fået ændret kulturen og måden at spille på, så flere englændere kan spejle sig i det og identificere sig med landsholdet. Der er pludselig håb, og der er stolthed, men de har ikke vundet noget, så hvad har gjort det? Det er resultatet af et hårdt og strategisk arbejde.

”Da Morten Olsen blev landstræner, begyndte der at komme planer, der havde at gøre med selv at have bolden. Det var den første træner herhjemme, jeg oplevede, der bidrog med de tanker og måder at se spillet på. Han satte det på dagsordenen og var med til at inspirere mig personligt. Han har haft en helt vanvittig stor indflydelse på dansk fodbold og meget mere, end jeg tror, vi er klar over. Det vil vi først forstå, når vi kommer længere frem og begynder at kigge tilbage.”

DET ER VIGTIGT at beskæftige sig med kultur og identitet i en fodboldklub, fordi fodbold er til for folket. Fodbold eksisterer først og fremmest for fansene og for befolkningen. Men det er også sådan, man bedst opnår succes og de største resultater.

For det er ikke tilfældigt, uanset om man tager de største virksomheder herhjemme som Lego, Novo og Mærsk, eller om man tager Liverpool. Det er næsten det samme, der sker. For hvordan er Liverpool blevet de bedste? De er startet med at spørge sig selv: ’Hvem er vi?’ Det var det første, som Fenway Sports Group, Liverpools ejere, gjorde, da de kom til Liverpool for 10 år siden. De spurgte: Hvem er Liverpool? Hvad er det for en klub, og hvad er det for en by på en halv million oppe i Nordvestengland? Hvad er det for en befolkning? Hvad er det for en historie, vi hviler på?

Da de havde besvaret det, gik de videre til næste punkt: Hvordan skal vi så spille? Hvordan skal vi spille, så befolkningen kan genkende os, når vi går ind på banen? Så de altid kan spejle sig i vores identitet?

Det sidste punkt er at få de rigtige mennesker ind, der passer til den identitet. Så det er ikke tilfældigt, når Van Dijk fortæller, at han som 17-årig tjente sine penge som opvasker, at Mané har en ødelagt mobil, men samtidig sender sine penge hjem til projekter i Senegal, og at Alexander-Arnold er inspireret af sin mor, som har haft beskedne kår, og altid selv har givet tilbage til de fattigste i lokalsamfundet. Det er spillere, der passer til identiteten. I spidsen af det hele har man en leder i Jürgen Klopp, der kom til som resultat af et stort stykke rekrutteringsarbejde, hvor Fenway Sports Group sagde: Passer han til den identitet? Kan han afspejle den identitet? ER han den identitet? Generelt i fodboldens verden har man været elendige til at gøre det her, men Liverpool står som det gode eksempel.

Personligt synes jeg, at det helt principielt er vigtigt at have befolkningen med sig, men det er også det, der i sidste ende giver dig succes. Man kan godt overleve, men hvis man vil vinde, er man nødt til som det første at finde ud af, hvem man er. I bund og grund gælder præcis det samme som enkeltindivid, hvis man skal finde ud af, hvordan man får et godt liv. Så må man finde ud af, hvem man egentlig er, hvad man tror på, og hvad man vil og så finde nogle mennesker at lege med, der passer til den identitet.

Men i fodbold fylder det generelt alt for lidt. Se på, hvordan mange klubber rekrutterer trænere. Ved lederne overhovedet, hvem man er som klub? Jeg har selv prøvet det, når jeg har haft samtaler med klubber, der ville have mig dertil. Når jeg har spurgt dem, hvem de er, har de kigget på mig med forundring: ’Hvad mener du? Du har haft succes der, så vi kan vel tage dig, og så kan du også gøre noget her’. Men er det virkelig så simpelt? Forestil dig Jürgen Klopp et andet sted end i Liverpool. Ville han få den samme succes alle steder? Det tror jeg ikke. Men han passer perfekt til Liverpool, og Liverpool passer perfekt til ham, for han har også selv været skidegod til at finde de rigtige klubber. Alt starter med identitet.

”Det er vigtigt at beskæftige sig med kultur og identitet i en fodboldklub, fordi fodbold er til for folket. Fodbold eksisterer først og fremmest for fansene og for befolkningen. Men det er også sådan, man bedst opnår succes og de største resultater.”

KASPER HJULMAND

JEG HAR HAFT snakke med både Morten Olsen og Åge Hareide, for ved vi egentlig i Danmark, hvem vi er? Åge har jo ret. Vi har succes, så hvorfor er mange ikke tilfredse? Det var det samme med Morten. Jeg kan huske, jeg så en kamp i Parken. På det tidspunkt havde der været en masse skriverier i pressen om, at William Kvist spillede for mange bolde til siden, og at det hele bare var possession. I den her kamp førte vi 2-0 ved pausen, men Parken pifter. Hvorfor? Guðmundur Guðmundsson vandt som håndboldlandstræner en OL-guldmedalje, men det var ikke godt nok. Hvorfor bliver Fabio Capello fyret i Real Madrid, dagen efter at han vinder mesterskabet? Hvorfor bliver det hollandske landshold svinet til i pressen, efter at de vinder den sidste kamp i efteråret 3-1?

Sådan noget er enormt spændende. Identiteten er spændende. Og når det kommer til Danmark, hvem er vi så egentlig? Det forgangne år har jeg drøftet vores identitet med en hel masse mennesker. Kulturpersonligheder, erhvervsledere, en tidligere statsminister. Jeg er blevet klogere på det, men det er stadig lidt af et mysterium. Der er ingen tvivl om, at vi er sjove, for vi har en enorm dobbelthed i os. Jeg tror, det var Michael Falch, der om dobbeltheden refererede til krigen i Preussen i 1864 og til Ludvig Holbergs citat om, at ’vi springer op som løver, men falder ned som får’. Vi har en riven os løs fra autoriteter, og vi bryder os ikke om at gå i takt. Man kan jo bare krydse sundet og tage til Sverige, hvor de går i udvalg og bliver enige om noget. Der marcherer de, og ingen sætter spørgsmålstegn ved, at Sverige har spillet på fuldstændig samme måde i mange år. Det er bare sådan, det er. Men vi kan bedst lide at være i opposition. Uffe Ellemann opsummerede det jo meget godt, da vi vandt Europamesterskabet i 1992 og i samme måned stemte nej til Maastricht-aftalen, og han udtalte: ’If you can’t join them, beat them’.

Så vi har sådan noget kontrært i os. Men samtidig har vi også en smag. Jeg snakkede med Kim Bildsøe, der jo danner par med Divya Das. Hendes far er fra Indien og flyttede hertil i slutningen af 1960’erne, og Bildsøe fortalte, at når faderen skal fortælle sin indiske familie, hvem vi er, så siger han med reference til blandt andet vores møbeldesign, at ’det skal være smukt uden at være prangende, og funktionelt uden at være kedeligt’. Den synes jeg rammer meget godt. For oversat til fodbold, er vi ikke brasilianere, og vi skal ikke spille bolden rundt med hælafleveringer. Det skal ikke være prangende i den forstand, men vi forventer stadig, at det er smukt, for vi har smag. Det skal også være funktionelt, der skal være et udbytte af det, men det må aldrig blive kedeligt. Der er heller ingen tvivl om, at vi er et samfund med en enorm tillid. Det er der også en masse undersøgelser, der viser. Vi har skabt et fantastisk lille land, hvor der er en anstændighed, og hvor vi er tæt på hinanden. Det er det mindst hierarkiske land i verden. Vores statsminister kan gå rundt på gaden, vi afholder folkemøde på Bornholm med toppolitikere og kulturfolk. Det kan ikke ske andre steder i verden. Jeg havde en samtale med Helle Thorning, hvor hun refererede til ordsproget om: ’Hellere lille og vågen …’ Det her med, at når det rigtig presser sig på, så står vi sammen, og vi forstår, at vi skal stå sammen.

MAN KAN SÅ sige, hvorfor er alt det her overhovedet vigtigt? Fordi det er det, vi bygger på, når vi træder ind på grønsværen. Det er de værdier, der er med os i landsholdslejren, når jeg arbejder med spillerne. Vi ved godt, at det er bundet op på tillid og på, at vi er tæt sammen. Vi ved godt, at vi er en del af noget større, at vi er naboens dreng, der er tæt på fansene. Vi ved godt, at vi aldrig giver op, for hellere lille og vågen, så ingen skal manøvrere rundt med os, og når Frankrig eller Belgien kommer i Parken, skal de ikke være i tvivl om, at vi kæmper til sidste blodsdråbe.

Alle de værdier ligger lige under, og for mig er det grundlæggende for, hvordan vi spiller. Man skal kunne genkende den identitet. Hvis ikke kommer diskussionen og spørgsmålene hurtigt. Morten kæmpede med det i mange år, og Åge har kæmpet med det. Men er vi langt nok, når det kommer til at forstå, at fodbold også er en måde at udtrykke identitet på? For vejen til folkelighed, som jo er landsholdets helt store styrke i jagten på succes, er at samle folket bag sig og så gå ud og repræsentere det på banen. Og så vinde!

Fra Dossier nr. 20, august-september 2020.