LARS VON TRIER

om undergang

Lars von Trier får besøg af forfatter og filminstruktør Daniel Dencik. De to taler om undergang. Hvorfor virker det, som om vi står ved enden nu? Er følelsen berettiget? Kan man trække paralleller fra egen undergang til verdens undergang? Læs, hvordan Lars von Trier helst ønsker at forlade verden.

Vi spillede tennis sammen en gang. 1. 

”Okay. Det kan jeg slet ikke mere. Jeg kan ikke ramme. Det er fuldstændig sindssygt. Jo, med min baghånd. Min baghånd var et slag, jeg lærte sent i livet, så jeg lærte det rigtigt. Problemet med forhånden var, at den havde jeg lært mig selv. Og den fungerer altså ikke, selv om jeg har brugt den mest. Men baghånden sidder stadig klokkeklart. Det er dejligt. En enhåndsbaghånd er altså et meget, meget smukt slag.”

Du servede også godt. Det var jeg imponeret over. Jeg kan huske, at vi to spillede sammen, det var ret hyggeligt, men så kom der to af dine bekendte og ville være med. Og så sagde du: ’Hvis vi nu skal spille en double, så må den dårligste og den bedste gå sammen, så, Daniel, du kommer med mig.’

”Jamen, det betød vel, at du var den bedste.”

Nej, det var dig. Du var overlegent bedre end mig, Lars.

”Nå.”

Jeg tænkte, at temaet for denne samtale kunne være undergang.

”Ja?”

Lad os begynde med jordens undergang.

”Fascinerende.”

Jeg var på en ekspedition til Grønland, hvor en mand ved navn Minik Rosing også deltog. Kender du ham?

”Det siger mig et eller andet.”

Han er geolog og astrobiolog. Han har rykket tidspunktet for livets opståen på jorden med 300 millioner år. På baggrund af nogle sten, han fandt i Grønland. Nu tror videnskaben ikke længere, at det er 3,5 milliarder år siden, livet på jorden opstod, nu tror man, at det er 3,8 milliarder år siden.

”Nå, for satan. Det er alligevel noget.”

Det havde måske været mere imponerende, hvis han kunne rykke det med ti minutter?

”Det er klart. Men 300 millioner år er da også et slag på tasken, som det hedder.”

Mit møde med Minik Rosing havde en særlig effekt på mig. Jeg har i mit liv været besat af jordens undergang. Men hans tanker virkede både kyniske og beroligende på mig. Han perspektiverede undergangsfølelsen ved at sige, at jorden helt klart vil overleve os. Vi kan ikke ødelægge jorden. Vi har ikke kapacitet til at skade jorden på så grel en måde, at liv vil udslettes.

1. Daniel Dencik om sin tenniskamp med Lars von Trier: ”Det var sandsynligvis i 2004 ude i Filmbyen. Lars von Trier befandt sig et sted mellem ’Dogville’ og ’Mandalay’. Jeg befandt mig på området i min egenskab af filmklipper på filmen ’Voksne Mennesker’ (instruktør Dagur Kári, red.). En af de tilstødende double-partnere var filmadvokat Morten Fisker. Identiteten af den fjerde spiller fortaber sig i fortidens tåger.”

Strik, Arket, 999 kr.
Pyjamasbukser, H&M, 129 kr.

”Men vi kan skade os selv, ikke?”

Præcis. Vi kan ødelægge udsigterne for os selv, så det bliver umuligt for os at blive boende på denne jord. Og det er slemt nok, kan man sige. Men er der en trøst i, at jorden og den smukke natur trods alt består, selv om vi ikke formåede at blive boende?

”Bestemt. Jamen er der ikke noget om, at det er rotterne, der vil overtage? Fordi de har udviklet en overlevelsesstrategi, som er virkelig god. Man bekæmper dem alle steder, men de har jo hele kloaksystemer til deres rådighed. Jeg mener, at det kan være rotterne, der bliver det næste overlegne pattedyr på planeten.”

Hvordan har du det med det?

”Det har jeg det fint med. I øvrigt er det interessant, at her ved åen, hvor jeg bor, er der nu en masse dyr, der er domesticeret inden for de seneste ti år. For eksempel flyver isfuglen frem og tilbage hele tiden. Den har aldrig været her før. Isfugl, vandstær og en masse grågæs! Da jeg var barn, var de fuldstændig umulige at komme i nærheden af. Jeg er opvokset her. Og i går, da jeg sad og skrev, stod der en ræv og kiggede på mig gennem mine vinduer.”

Tænkte du, at ræven var et levn … At den kom fra ’Antichrist’, måske?

”Det tænkte jeg ikke … Men … Den så ikke uvenlig ud.”

Hvad, hvis den var begyndt at tale?

”Ja. Det er jo det. Men det er et turnoff, hvis dyr taler, har jeg fået at vide.”

Men det gjorde ræven i ’Antichrist’ så.

”Det gjorde den så. Jeg kunne jo ikke gøre noget ved det. Det var en erindring, jeg havde fra en shamanrejse, jeg lavede. ’Chaos reigns,’ sagde ræven.”

”Rotterne skal med tiden finde ud af, at de skal køre elbiler … Men det kommer jo nok til at tage lidt tid, har man på fornemmelsen, ikke?”

Lars von Trier

Hvad var det for en shamanrejse?

”Det var noget, der optog mig meget på et tidspunkt. Der er nogle specielle regler for, hvordan man skal forberede sig. Man skal blandt andet faste. Og så ligger man med høretelefoner på og en bestemt rytme i ørerne. Når folk skal gå i trance, uanset hvor på jorden, så følger det en rytme med særlige intervaller. Man bruger normalt en tromme. Og uaf hængigt af hinanden har alle folkeslag fundet denne samme rytme. Det er altså en rytme, som påvirker hjernen til at gå i trance.”

Uden at tage stoffer?

”Stofferne var trommen. I nogle lande har de lavet store, ceremonielle både, som man kan ligge i, fordi man også skal rejse. Så sidder folk udenom i en kreds og trommer. Folk, der ikke selv er i stand til at rejse, må man hjælpe ved at rejse for dem.”

Men så mødte du en ræv?

”Så mødte jeg en ræv, ja. Jeg havde en meget rørende oplevelse, fordi min tante lå på Herlev og var ved at dø. Og så sagde jeg, at hun skulle prøve at lave nogle shamanrejser. At de måske kunne hjælpe hende. Men det kunne hun ikke finde ud af. Så sagde jeg: ’Okay, jeg rejser for dig, er der noget dyr, du tænker på?’ Ja, hun havde altid fodret ræve. Så tog jeg ud på en rejse og mødte den ræv, der bed sig selv i stykker. Som også kom med i filmen. Men bagefter, hvad der ikke er med i filmversionen, kom der nogle sølvræve forbi, meget glamourøse ræve med unger, de kom gående af sted og sagde til mig i forbifarten: ’Man skal aldrig stole på den første ræv, man møder’. Det synes jeg var ret godt. Og senere udvidede jeg det til, at der rundt om hendes seng på Herlev Sygehus sad en sydræv, en nordræv og en i øst og vest, som passede på hende. Og faktisk fik jeg svar fra hende, lige før hun døde, at hun ingen smerter havde, at hun ikke var bange, og at hun havde haft meget stor glæde af mine tanker.”

”Man skal aldrig stole på den første ræv, man møder”.

”Det er så sjovt et udsagn.”

Jeg hænger lige fast i det her med undergang.

”Ja. Undskyld.”

Er det rigtigt, at vi har en følelse af, at det lakker mod enden? At det er den vestlige civilisations forfald, vi er vidne til?

”Mmm … Nu er jeg jo blevet 62 … Og 50 syntes jeg ikke var noget problem … Men 60 var virkelig meget mærkeligt. Det er ikke, fordi jeg er så forfængelig, men nu er det ligesom et af de sidste kapitler. Og hvis du kigger rundt i verden politisk, så er der højreekstreme partier i stort set alle lande. Og Trump … Altså, som jo er fuldstændig parodisk. Ingen ville have troet på det, hvis det havde været en film. En mand, der gjorde som ham og efterfølgende blev præsident – det ville ingen tro på.”

Du sagde engang, at vi har levet i demokratiets guldalder, uden at vi vidste det.

”Det tror jeg på. Ligesom i Sverige nu, var der ingen, der ville arbejde sammen med Dansk Folkeparti, men i løbet af få år bliver de taget fuldstændig til hjertet. Det vil sige, de deltager i alle talkshows. Så er de jo renset med det samme. Det er altså også en menneskelig ting at vænne sig til noget nyt. Det er de gode til. Det er rotterne åbenbart også. I Sverige er det tilsvarende parti stadig et urent parti.”

Det bliver set som en paria foreløbig.

”Ja, men det er foreløbigt, for det samme skete jo i Danmark. Og nu er DF ligesom de bedste venner i hele verden, hvilket jeg synes er temmelig kvalmende.”

Men det ansvar ligger vel også hos Socialdemokratiet?

”Det gør det da i høj grad. Det er en uhyggelig udvikling. Når der har været et valg, så spørger journalisterne altid de partier, der ikke fik fremgang: ’Hvad gjorde I galt?’ Men i virkeligheden går demokrati jo ud på, at der er nogen, der skal gå ned, og nogen, der skal gå op. Hvis man bliver ved med at lægge politikken om, så er det ikke demokrati længere. Så er det partierne, der forsøger at finde stemmer. Og det har aldrig været meningen. Idéen var, at der skulle være en vifte af holdninger, man kunne vælge imellem. Men hvis de alle flytter sig et sted hen, hvor de fornemmer, det er populært at være, så er det i strid med demokratiets mening.”

”En enhåndsbaghånd er altså et meget, meget smukt slag.”

Lars von Trier

Vi bevidner dette demokratis forfald – vi oplever, at vi har passeret vores guldalder – men hvad kan man gøre, når man ved, at det bedste allerede har været?

”Ja, nu er jeg jo ikke et vitterlighedsvidne. Jeg ved det ikke. Men jeg har den samme fornemmelse, som du udtrykker: Ja, der er en undergang. På en eller anden måde dyrker vi det også. Det kan godt være, at vejret i virkeligheden ikke er blevet værre, men man dyrker de ting, for det passer ind i denne undergangsstemning, ikke? Det er en god nyhed, hvis stormen er en kategori fem i stedet for en kategori fire.”

Og hvis jorden ikke går under nu? Hvis vi prøver at hoppe 2.000 år frem i tiden.

”Ja.”

Jorden gik aldrig under nu, hvor vi ellers følte, at vi mærkede det så tydeligt. I så fald vil man kigge tilbage på denne tid som en besynderlig dystopisk, undergangsfikseret periode.

”Det har du nok ret i.”

Og det føles, som om du slog hovedet på sømmet med ’Melancholia’ i forhold til den tidsånd. Den film ramte meget rent i sin undersøgelse af, hvordan vi forholder os til verden, hvis vi aner, at vi kun har meget begrænset tid tilbage. Kirsten Dunsts karakter blomstrer jo op.

”Ja. Det er ligesom normalt for os neurotikere. Når de virkelige problemer kommer, har vi en tendens til at overtage. Det var meget fascinerende at lave den film. Og da jeg skrev den, hørte jeg hele tiden … Jeg ved ikke, om du kender det nummer … Jeg kan lige spille lidt for dig. Det er et tysk band.”

Lars von Trier spiller ’Allein, Allein’ af Polarkreis 18 på sin telefon.

”Det, som var en åbenbaring for mig, var tanken: Tænk nu, hvis der ikke er liv nogen andre steder. At vi er alene. Og det er enormt stort, det er det eneste, vi ved.”

Ja.

”Teorien er jo nu, at der fandtes noget black matter og det modsatte, som snurrede rundt i mærkelige kugler … Dette var, før universet blev skabt … Og kuglerne begyndte at støde sammen, så de ophævede hinanden. Til sidst var der kun en lys kugle tilbage, og det var så den, der blev til The Big Bang. Ja, det er mærkeligt. Og det er også mærkeligt, hvor man får sådan en teori fra. Men det gør man altså. Allein, allein. Allein, allein.”

Så vidt jeg har forstået, var det en lille ubalance mellem stof og antistof, der udløste Big Bang. Og som fik det hele til at eksplodere. Nu er alt antistof nærmest forsvundet fra vores del af universet. Det, vi ser, er stoffet. Og så er det vel en korrekt iagttagelse, at vi er aldeles alene indtil videre. Vi har ikke observeret andre i nærheden endnu.

”Men du ved godt, at når man slukker for fjernsynet, og signalet forsvinder, så kommer den hvide støj, hvilket er resterne af The Big Bang.”

Ja, det er baggrundsstrålingen. Det er meget smukt.

”Det er sindssygt smukt. Jeg blev faktisk meget betaget af Stephen Hawking, som sagde, at vi var lavet af stjernestøv. Og det er jo fuldstændig rigtigt. Alt er stjernestøv.”

Og sandsynligvis består vi af noget meget gammelt stjernestøv i forhold til, hvor nye andre konstellationer i universet er. Men du havde en tanke i forhold til, at vi var alene. Hvad, hvis vi er helt alene?

”Man har altid gået og tænkt: Hvorfor skulle der ikke være liv, når der er så mange solsystemer? Men hvis man tænkte det modsatte, eller vidste det modsatte – det er også en replik i filmen, faktisk – at der ikke er andre, så er det endnu mere sørgeligt, at jorden går under. Fordi så er det tilbage til stjernestøv, det hele.”

Stjernestøv, som en overgang gik sammen om at skabe noget helt unikt, som vi nu føler, at vi oplever de sidste tider af. Det er vel okay, at det føles sørgeligt.

”Ja, det er okay, men tanken var fremmed for mig. Fordi jeg har altid tænkt, at selvfølgelig er der liv andre steder, når der er så stor variation mellem alle mulige planeter, stjerner og tåger. Men da jeg hørte den sang, så tænkte jeg: Vi er måske alene. Allein, allein. Allein, allein. Det er en meget melankolsk tekst. Men det kommer an på, hvordan udslettelsen kommer til at foregå. De slap jo relativt heldigt i min film. Det var hurtigt overstået.”

Men hvis det bliver et pinefuldt og langvarigt forløb …

”Ja, hvis det bliver sådan noget med, at rotterne langsomt overtager. De havde en seriemorder i USA, som hed The Iceman. Han har slået 200 mennesker ihjel. Først var han bare amatør-seriemorder. Men så blev han hyret af mafiaen som hit-man. Han havde en hule, hvor han hængte folk op i hænderne, så deres tåspidser akkurat rørte jorden eller ikke rørte jorden, lige deromkring. Og så kom rotterne og spiste nedefra. Jeg ved ikke, hvor hurtigt det er gået. På et tidspunkt får de jo åbnet en blodåre, så det går hurtigere. Men alligevel, selve tanken er ubehagelig, ikke?”

Jo. Meget.

”Og de kunne vel også kravle op ad hele kroppen, må man gå ud fra.”

Jeg har en idé, jeg gerne vil lancere for dig. Det handler om din udvikling sammenholdt med universets skabelse.

”Okay?”

I begyndelsen af din karriere var det meget formalistisk, hvad der foregik. Det var underlagt nogle stramme rammer, det var stiliseret og stringent. Ligesom det, der udløste Big Bang, var en helt præcis begivenhed, hvor alt stod perfekt.

”Ja.”

Og så sker der noget i og med ’Idioterne’, hvor du slipper det hele løs. Kaos opstår. Og det er det, der sker efter Big Bang, tænker jeg, i universets dannelse. Så bliver der en enorm frihed, som næsten er umulig at navigere i, den er så omsiggribende og vildtvoksende. Men så sker der en tredje ting, nemlig at denne frihed også får nogle faste rammer, den bliver helt stringent i sin egen væren. På samme måde er mennesket dukket op som den tredje ting og har fået styr på den frihed, som universets skabelse førte med sig.

”Ja.”

Og nu er vi så ved den fjerde og den endelige fase, hvor det hele lukker. Men det lukker måske for at kunne genfødes igen.

”Ja, det må man gå ud fra, ikke? Det har jo vist sig at være et mønster i hvert fald.”

Og i forhold til din udvikling som filmskaber?

”Det, som skete, var, at vi startede med at være ekstremt præcise, som du siger. Det peakede nok i ’Europa’. Men så opdagede jeg, at jeg kunne få meget mere ud af mine film ved at give de medvirkende frihed. Så hele dogmebevægelsen er i virkeligheden tilegnet spillerne. Det er dem, der får mest ud af det. Først laver jeg en prøve, som vi filmer, hvor jeg ikke instruerer, men efterhånden får jeg ligesom en palet af farver. Det gør, at jeg kan klippe fra gråd til latter i samme person, mens man stadigvæk tror på, at tiden holder. Det overraskede mig meget. Jeg tror, det er, fordi vi har en tendens til at ville finde to punkter og forbinde dem. Og det har jeg bevaret som teknik – at forære spillerne en uhæmmet frihed. Det giver altså, synes jeg selv, nogle forfriskende resultater. Man pumper ligesom karaktererne lidt mere.”

Men det er, som om du har raffineret det nu. Det hele er blevet utrolig præcist. Igen.

”Ja. Og det er noget, jeg bekæmper alt det, jeg kan. Og det er virkelig svært. Fordi at lave begyndelsen af en film er som regel fedt. Det er der, hvor det hele er muligt. Men på et eller andet tidspunkt begynder alle historier at blive til én igen. Og når de er blevet til én, så er filmen slut. Det er sådan, den vesterlandske dramaturgi fungerer. Og det er så skideærgerligt. Den slutning, der altid skal være der. Da jeg så ’Twin Peaks’ første gang, var jeg fuldstændig betaget og vild med det. Men så genså jeg den her for nylig, de første afsnit. Og det var ærlig talt skuffende. For nu vidste man, at der aldrig ville komme klarhed over de ting. Der ville bare komme flere og flere spørgsmål. Man tænker: ’Hold kæft, det er et flot bygningsværk, lad os se huset i total.’ Men det findes ikke i total.”

Så du arbejder på at tage magten fra dig selv?

”Ja, det har jeg prøvet. Vi har lavet noget, der hedder Automavision, som er en meget lang formel, som jeg ikke ved, om der er nogen, der kan gennemskue. Men den er lavet rigtigt.”

”Idéen var, at der skulle være en vifte af holdninger, man kunne vælge imellem. Men hvis de alle flytter sig et sted hen, hvor de fornemmer, det er populært at være, så er det i strid med demokratiets mening.”

Lars von Trier

Men kunne man forestille sig, at det ville være hensigtsmæssigt, at der nu også var nogen, der tog magten fra os mennesker?

”Det kunne man da sagtens forestille sig. For det første ville det give en fælles fjende.”

Alle krige på jorden ville høre op?

”Ja, hvis man stod over for en større ulykke end krig. Hvis der er to tropper, der er i krig mod hinanden, men der så kommer en flodbølge, er der ingen tvivl om, at man vil vende sig mod den største fare først. Og det er jo en anden ting, historien har lært os, at mennesker kan skifte. Altså, over night kan du blive nazist, ikke? På grund af overlevelsesinstinkt og gruppepres. Jeg går jo selv til sådan nogle AA-møder nu for at holde op med at drikke. Det er gruppeterapi. Og det er samme tanke om gruppementalitet. Det er i håb om, at den rygrad, man ikke selv har, har gruppen måske kollektivt. Det er jeg sgu meget imponeret over. Men nu er jeg så flyttet til en gruppe, der hedder Smart Recovery, som er stort set det samme som AA – bare uden Gud. Og det hjælper mig sindssygt meget.”

Vi var lidt inde på det før … Om man kan tro på, at der kommer noget efter undergangen? Efter den personlige slutning. Efter den globale slutning.

”Ja, men det var derfor, det var så uhyggelig en tanke, at vi var alene. Rotterne skal med tiden finde ud af, at de skal køre elbiler … Men det kommer jo nok til at tage lidt tid, har man på fornemmelsen, ikke?”

Kæmperotter, der kører rundt i menneskehedens aflagte Teslabiler. Jeg har hørt om et sted nede ved Sydpolen. Der var hvalfangst for 100 år siden, man rejste kirker og biografer, som nu står forladte. Det er et sted, der hedder Sydgeorgien. Og der har kæmpepingviner overtaget det hele. Pingvinerne sidder nu i kirke og går i biografen.

”Det er dem vel undt.”

Er det din Tesla, der holder derude? 2.

”Ja. Men desværre er jeg i en situation, hvor jeg tager nogle piller, som gør, at jeg ikke må køre. Og dem prøver jeg at komme ud af. Den bil er vidunderlig. Den er virkelig fed at køre.”

Jeg kan enormt godt lide Teslas opfinder, Elon Musk.

2. Lars von Trier lider af diverse transportfobier, men har altid været glad for biler. Han har blandt andet ejet en Alfa Romeo Spider 2.0, og i en årrække kørte han til filmfestivalen i Cannes i sin Dethleffs Advantage- autocamper.

”Men han er vist blevet sindssyg, ikke?”

Jo, men meget sympatisk og sjov alligevel.

”Men når han så ryger tjald på tv, og aktierne falder med 20 procent …”

Det er der nok en mening med. Eller også er han bare ligeglad. Hvilket også er befriende.

”Det er det sådan set. Og jeg mener også, at alt, hvad jeg selv har lavet, er baseret på humor. Mine film er grundlæggende komedier. Min seneste film var meget munter at skrive, selv om den handler om en seriemorder.”

Jeg tror måske, det er nøglen til at forstå menneskeheden. At man kan være besat af undergangen, verdens undergang eller sin egen undergang, men det bliver nødvendigvis galgenhumoristisk. Det kan jo ikke være ren elendighed. Og hvis det er ren elendighed, er det også latterligt og lattervækkende på en eller anden måde.

”Ja.”

Der findes en bog om Céline og hans tid i Danmark, der hedder ’Latter i dødens skygge’, tror jeg.

”Det er rigtigt. Og jeg har lige fået en bog om Proust og Danmark. Men har manden nogensinde været i Danmark? Nej, sgu. Der skrives tykke bøger om hans forhold til Danmark, men han har aldrig sat sin fod her. Jeg tror ikke, han har haft noget specielt forhold til Danmark overhovedet.”

Det er ligesom det interview med David Bowie, hvor journalisten siger, at nu skal de tale om den danske vinkel på hans plader. Og Bowie spørger forundret, hvilken dansk vinkel? Men så får han en DVD af ’Dogville’, hvor du bruger hans musik.

”Ja, ’Young Americans’. Det er også et fedt nummer.”

Jeg blev helt chokeret, da Bowie døde.

”Det var også et svigt, synes jeg. Der er nogle, der ikke må dø. Ens terapeut må ikke dø.”

Jørgen Leth må heller ikke dø.

”Nej.”

Det er forfærdende at tænke sig.

”Ja.”

Jeg var i Peru på ayahuasca, et shamanistisk stof, da det lige pludselig slog mig, at David Bowie for nylig var død. Det var en ting fra virkeligheden, som kom ind i min bevidsthed og var virkelig. På en klam og uafrystelig måde.

”Jeg synes, at hans sidste nummer, ’Lazarus’, er meget smukt. Men så får man at vide, at David Bowie er død af kræft. Og han blev 69 år. Jamen han skal jo forsvinde, hvis han skal noget. Han skulle have gjort tingene på den rette måde.”

Så du synes ikke, hans død var helt mesterlig?

”Det havde været fantastisk, hvis han bare var forsvundet. Så var han jo fra Mars.”

Jeg synes alligevel, der var noget virtuost ved, at der i samme uge, som han døde, kom nummeret ’Lazarus’ med åbningen: ’Look up here, I’m in heaven’. Det var elegant iscenesat. Han fik det afsluttet, så hans egen død blev en del af livsværket. Du sagde engang, at din mission i livet var at lave de manglende film. Føler du som ekspeditionsleder på dette togt, at du er nået frem nu?

”Det ved jeg ikke. Nej, selvfølgelig er jeg ikke det. Men jeg har sigtet efter hullerne.”

Og har du stadig tanker om, at filmkunsten kan udvikles yderligere?

”Det skal den kunne! De bliver jo ved med at lave tekniske forbedringer, som jeg synes er noget pjat. Fordi det bliver mere og mere tivoli. Nu er hele loftet beklædt med højttalere, så man laver lyd, der kan komme alle steder fra. Jeg har også kigget en del på virtual reality, men det er jo heller ikke skægt.”

Nej, ikke i længden.

”Jeg synes godt nok, at menneskeheden har skuffet i måden, den har mødt den nye teknologi på. Alle har nu en telefon, som giver et billede, der er lige så godt som det, vi optager film med. Man skulle tro, at der så var en understrøm af filmmagere, som bare pumpede det ene geniale værk ud efter det andet. Men jeg har ikke fornemmelsen af, at det er blevet til så meget.”

Nej, det er vel YouTube og Snapchat. Man filmer banaliteter. Sin morgenmad. Og så gør alle det og sender til hinanden. Og så standser det.

”Jeg synes, romanen er et stærkt medie. Og den gør jo, som filmen gjorde i gamle dage. Den laver en ramme. Og inden for den skal vi kigge. Og det, som jeg vældig godt kan lide … Nu lyder jeg som dronningen, ’vældig’ … Det, som jeg godt kan lide ved rammen, er, at vi har en redaktør eller en forfatter, som vi skal underkaste os.”

Romanen er vel nok den mest pragtfulde kunstform, der findes.

”Ja. Og nu ser jeg ikke nye film af princip. For at holde ganen ren. Men jeg havde en plan. Jeg ville lave 36 film á 10 minutter. Jeg er nu i tvivl igen. Men jeg har ikke det store behov for at lave flere spillefilm, må jeg indrømme. Denne sidste havde jo karakter af testamente.” 3.

Det synes jeg også, jeg fornemmede. Især fordi du på et tidspunkt begynder at citere dine egne film.

3. Lars Trier er født 30. april 1956. Han er uddannet fra Den Danske Filmskole (1979-83), og det var i de år, han tog adelsprædikatet von til sig. I 1992 etablerede han, sammen med produceren Peter Aalbæk Jensen, filmproduktionsselskabet Zentropa. Von Trier har, blandt mange titler, instrueret film som ’Europa’ (1991), ’Brea- king the Waves’ (1996), ’Idioterne’ (1998), ’Dancer in the Dark’ (2000), der vandt Guldpalmen, ’Antichrist’ (2009), ’Melancholia’ (2011) og ’Nymphomaniac’ (2013) samt tv-serien ’Riget’ (1994 og 1997).

”Ja, det er klart, så er kæden hoppet helt af.”

Hvordan har den ellers karakter af testamente?

”Jeg er jo lidt i familie med hovedpersonen, kan man sige. Og så det med at komme til helvede. Så slutter det i hvert fald, det glade liv. Men vi må se at finde en vej væk fra de slutninger. Vi bliver nødt til … På samme måde som alle mulige andre slutninger i livet ofte ikke er definitive …”

Men når du selv oplever et værk som ’Twin Peaks’, der ikke har en klar slutning, så bliver du alligevel frustreret.

”Man er opdraget til at have en forventning om, at tingene finder sammen. Der har været The Big Bang, og så finder tingene sammen igen.”

Så hvis man skal se universets skabelse på den dramaturgiske kurve, er vi nærmest ved slutningen, men så skal vi prøve at forstå, at det faktisk ikke er slutningen.

”Men det er begyndelsen. Ja.”

Vi har denne idé med, at vi hele tiden skal forstå alt.

”Ja, det er netop det med at sætte en streg mellem to punkter.”

Og nogle gange skal man ikke forstå det, indimellem skal man bare sige ja og gå videre, eftersom det, at man har sagt ja, med tiden gør, at man vil havne et helt nyt sted, end hvis man konstant havde afkrævet tingene, at de skulle forstås.

”Det lyder meget sundt og fredeligt.”

Tænker du på, hvordan du selv ville foretrække at dø?

”Ja. Det tænker jeg på. Og faktisk har jeg fundet ud af, hvordan min favorit er lige i øjeblikket. At hænge sig selv i en pianotråd fra en radiator.”

Nå?

”Jo, for fidusen er, at hvis du kan finde ud af at stramme løkken ved at sidde lidt skråt, så besvimer du i løbet af ti sekunder. Og ti minutter senere er du død. At der ikke kommer ilt til gør, at hjernen bliver ødelagt nedefra. Så i virkeligheden er den hængning meget mercyful. Jeg snakkede med en patolog. Han sagde, at det var absolut at foretrække. Og hvis ikke man er helt sikker i de første ti sekunder, så kan man bare rejse sig op igen.”

Nå, det kan man?

”Ja, da.”

Slutningen som den nye begyndelse. Jeg tænker tit, at et selvmord må være værst, hvis man fortryder det, mens det står på. Personligt overvejede jeg på et tidspunkt at hænge mig, da jeg var yngre. Jeg fik arrangeret det hele. Jeg trak en stol hen under en krog i mit drengeværelse. Jeg havde et læderslips. Men så tænkte jeg, at jeg bliver nødt til at have en saks liggende i nærheden, hvis jeg ombestemmer mig, når jeg hænger dér. Og så begyndte det at blive så kompliceret, at jeg opgav det.

”Men det her er ret smart. Du skal bare holde det ud i ti sekunder. Og man gør det siddende.”

Med pianotråd?

”Pianotråd er effektivt. Men principielt kan man gøre det med alting. Og det synes jeg lød som den mest sympatiske form, fordi man har de ti sekunder, hvor man kan opgive og så starte forfra. Eller lade være.”

Selvmordet forbliver uafsluttet.

”Ja.”

Og hermed er vi vel også kommet rundt om verdens undergang, din undergang, menneskehedens undergang og filmkunstens undergang.

”Det kunne da være fantastisk med et filmisk big bang.”

At det eksploderer igen?

”Det ville være helt utroligt.”

Daniel Dencik (født 1972) er en dansk forfatter, manuskriptforfatter og instruktør. Han har netop udgivet romanen ’Nordisk vildt’ (Politikens Forlag).

Fra Dossier nr. 10, december-januar 2018/2019.

page1image49642688