NICOLAJ REFFSTRUP

Founder, Ganni, 45 år

Der har været perioder i Nicolaj Reffstrups liv, hvor han ikke har været selskabets mest efterspurgte bordherre. Ikke at han skilte sig ud på mangelfuld hygiejne eller utilstrækkelig dannelse, men fordi han havde tendens til at hænge fast i en bestemt dagsorden, og den dagsorden lagde ikke nødvendigvis op til hverken en hyggelig eller festlig aften. Reffstrup kunne ikke slippe tanken om, at menneskeheden var ved at dræne jordkloden for ressourcer, at vi befandt os i en eskalerende klimakrise, og at vi mennesker, som han siger, grundlæggende bare var fucked. ”Det satte sig i mig for helt præcist 23 år siden, da jeg begyndte på Filosofi og Økonomi på Handelshøjskolen i København,” fortæller han. ”Vi beskæftigede os blandt andet med spilteori, og især ’Prisoner’s Dilemma’, hvor to mennesker enten kan vælge at samarbejde eller forråde hinanden, var en stor øjenåbner for mig … På en eller anden måde var det sandheden om mennesket, der gik op for mig: Vi handler opportunistisk og sub-optimerer, også selv om det giver et dårligere resultat for fællesskabet. Sådan er mennesket bare, og det er også derfor, at det kapitalistiske system er blevet så enormt succesfuldt.”

Nicolaj Reffstrup, der er vokset op i trygge rammer i Gelsted på Vestfyn, udviklede på studiet det, han kalder et skuffende syn på menneskeheden. Men samtidig, i læreanstaltens tilstødende auditorier, fandt han håb, når kapaciteter som Peter Pruzan, Ole Fogh Kirkeby, Hans Siggaard Jensen og Ole Thyssen forelæste om for eksempel virksomheders etiske ansvar. ”De var meget progressive og introducerede det såkaldte etiske regnskab og var på den måde pionerer inden for det, der endte med The Triple Bottom Line eller Three P-regnskabet – People, Profit, Planet – som stiller krav til virksomhedernes sociale og miljømæssige ansvar foruden indtjeningen,” fortæller Nicolaj Reffstrup. ”De to spor – jordens truende undergang og vores ansvar for at afværge den – har fulgt mig lige siden, og hvis du spørger mine venner, så vil de fortælle dig, at jeg i de seneste 20 år med jævne mellemrum har sendt dem dommedagsmails. Det har også altid været et emne, jeg gerne ville bringe op til middage med venner og bekendte, men jeg er jo blevet buhet ud … Ingen gad at høre, at jorden var ved at gå under. Det har så ændret sig fuldstændig nærmest inden for et år: Nu er klimakrisen det emne, alle vil tale om.”

Skæbnen, der i Nicolaj Reffstrups tilfælde indbefatter en forelskelse, heldigvis gensidig, i en kvinde fra de københavnske modecirkler og en tech-startup med en chatrobot, den forblev til gengæld uforløst, førte ham ind i tøjbranchen. Ægteparret Ditte og Nicolaj Reffstrup blev medejere af det danske brand Ganni i 2009, og efter at have udbygget forretningen til at distribuere Ditte Reffstrups contemporary design fra 22 butikker fordelt ud over Danmark, Norge og Sverige solgte de i december 2017 51 procent af aktierne til den amerikanske kapitalfond L Catterton. Kapitalfonden er ejet af blandt andre LVMH og Groupe Arnault, som er LVMH-formand Bernard Arnaults holdingselskab. LVMH står som verdens største luksuskoncern bag brands som Louis Vuitton, Fendi og Marc Jacobs, og det er med de muskler, Ganni lige nu er ved at positionere sig i hele verden. Flagshipbutikker er enten skudt op eller vil snart skyde op i metropoler som London, New York, Los Angeles … Ganni har ikke længere kun skandinavisk rækkevidde, men er et brand for den internationale kvinde. Det lyder meget godt, ja, imponerende efter dansk målestok, men hvordan er det lige, at Nicolaj Reffstrup finder plads til produktionen af fire årlige miljøbelastende kollektioner i sit verdenssyn? ”Det er jo branchens grundlæggende problem: Vi producerer for meget tøj, og det er til stor skade for miljøet. Jeg tror, at hvis vi ikke finder ud af at udvikle zero impact-produkter, så får vi heller ikke lov til at lave tøj på denne her måde i fremtiden. Vi vil i hvert fald blive beskattet kraftigt på en eller anden vis. Der er nødt til at komme nogle regler, for ellers får vi ikke lov til at lave tøj, sådan som vi gør nu – det nægter jeg at tro på,” svarer han. ”Den engelske regering taler om at indføre en skat på fast fashion, så virksomheden betaler skat for produkter, der er ikke-bæredygtige, men til gengæld får fradrag for produkter, der er bæredygtige. Jeg tror, at vi vil se mere af sådan noget.”

Med salget til L Catterton er Nicolaj Reffstrup trådt tilbage som Gannis administrerende direktør for at give plads til italieneren Andrea Baldo. Reffstrup bruger i dag sine kræfter på innovation og på at udvikle brandets bæredygtige profil, og Ganni har i dag i hovedsædet på Frederiksholms Kanal ansat en bæredygtighedsdirektør til at implementere virksomhedens indsats på området, som fordeler sig på mere end 25 projekter. En del af initiativerne handler om at skabe opmærksomhed om den bæredygtige agenda, både indadtil og udadtil, og det har eksempelvis resulteret i, at kontorets frokostordning er blevet 100 procent grøn og økologisk. ”Flere på kontoret hader mig for at have indført den vegetarfrokost,” som han siger. Den anden del har en større effekt i det samlede miljøregnskab. Ganni arbejder i dag under det såkaldte Higg Index, der guider og måler dit brand til at indgå i de mest bæredygtige samarbejder i hele forsyningskæden. ”Der er desværre det med tøjbranchen, at den er enormt outsourcet. Vi ved, at størstedelen af vores CO2-aftryk stammer fra selve tekstilfremstillingen. Den CO2-neutrale tekstilleverandør findes ikke i forvejen, og tekstilerne ligger jo langt ude i forsyningskæden, så for virkelig at gøre noget som helst bæredygtigt, så skal vi ud og præge dem til at omstille, hvilket er næsten umuligt for et lille brand som vores. Det er jo et spørgsmål om, hvorvidt vores kinesiske leverandør vil sætte solpaneler op på taget af sin fabrik eller ej. Vi kan heller ikke hente produktionen hjem, for vi har ikke kompetencerne herhjemme, ligesom det sandsynligvis også ville blive for dyrt,” forklarer Nicolaj Reffstrup. ”Vi kortlægger i stedet vores fulde CO2-aftryk som virksomhed, og det kunne virke, som om vi blot betaler aflad for vores forbrug, men i virkeligheden handler det om at pålægge os selv en monetær afgift, som i sidste ende tvinger os til at ændre vores adfærd. Jeg tror, at vi betalte 400.000 kroner i seneste regnskabsår, og i det næste bliver det nok det dobbelte. Vi har på den måde pålagt os selv en miljøskat. Og det er en vigtig pointe, når du beskæftiger dig med bæredygtighed i tøjbranchen: Det kommer til at koste dig penge. Er du klar, og har du råd til det?”

Nicolaj Reffstrup peger på, at Ganni også arbejder på at reducere brugen af plastik, og at den tilbageværende plastik kan genbruges. Og på at fremelske et cirkulært forbrug, hvor aflagt Ganni-tøj enten kan genbruges som materiale i en ny produktion eller sælges i deres egen Postmodern-butik, lejes ud på en deleøkonomitjeneste eller gives videre til mindrebemidlede medborgere. Men det er komplekst, påpeger han, for det kræver også enorme ressourcer at genanvende materialer, og hvordan påvirker det så dit CO2-aftryk i det store regnskab?

I netop det store regnskab sætter Nicolaj Reffstrup sin lid til hjælp udefra. ”Hvis du tager FN’s seneste klimarapport, så har vi nu 11 år til at gennemføre profound unprecedented changes to global society. Det er politikersprog, der direkte oversat betyder ’glem det’. Prøv lige at høre: Vi skal gennemføre grundlæggende, hidtil usete ændringer af det globale samfund på 11 år,” indleder han. ”Jeg tror ikke, forbrugerne er klar til at betale ekstra for bæredygtighed. Det hører jeg alle steder fra. Forbrugerne kommer ikke til at redde os. Politikerne kommer heller ikke til det, for på globalt plan gør de ikke noget. Problemet er, at hver gang du taler om bæredygtighed i en politisk sammenhæng, så handler det tit om skatter og om at gøre tingene dyrere og mere besværlige for virksomhederne i dit land, og så mindsker det chancen for at blive genvalgt. Medierne kunne også spille en stor rolle, men du skal ikke særlig lang tid tilbage, før ledere i Børsen og Berlingske syntes, at klimakrisen var noget pjat. Så er der teknologien … Teknologien skal redde os, hvis du spørger mig. Men teknologi skal jo skaleres op, før det har en reel indvirkning. Hvis du vil hive CO2 ud af atmosfæren, så skal du fandme producere nogle ventilatorer, der suger noget luft ind, før det har en effekt. Det tager altså nogle år, før mange af de teknologiske løsninger, vi går og håber på, bliver skaleret op og kan bruges effektivt …”

Fra Dossier nr. 14, august-september 2019.