ARASH NOURINEJAD

En dag med

Arash Nourinejad vil med sine håndlavede, danskproducerede lamper gøre op med forbrugerkultur og masseproduktion. Med en god portion fuck you-attitude og risikovillighed har den 39-årige iranskfødte arkitekt opbygget virksomheden Anour, der siden starten i 2012 er vokset til ni ansatte og over 100 forhandlere over hele verden. Opfindertrangen blev vakt til live i forældrenes redskabsskur.

HJEMME – BEN WEBSTERS VEJ, KØBENHAVN SV

MIT BARNDOMSVÆRELSE var fyldt med legetøjsbiler, små både, en helikopter og alt muligt andet, jeg selv havde bygget. Jeg skilte mine legetøjsbiler ad og satte dem sammen på nye måder. Jeg er vokset op i Nivå med to akademikerforældre, som var flygtet fra krig i Iran. Min mor var gymnasielærer i Iran og genuddannede sig som socialrådgiver i Danmark, på trods af at hun havde tre små børn og ikke talte dansk. Hendes viljestyrke og disciplin har altid været en stor inspiration for mig. Min far var ingeniør og meget praktisk begavet, han kunne få alt muligt til at fungere. Det har jeg overværet hele min barndom og lod mig inspirere. Han var også meget involveret i mine mange projekter. En gang fandt vi en elmotor, som vi satte på en propel, min far minutiøst havde snittet i træ for at bygge en minihelikopter, den var vel en halv meter bred. Den endte faktisk med at løfte sig lidt fra jorden. Når jeg blev spurgt i skolen, hvad jeg gerne ville være som voksen, svarede jeg opfinder. Jeg læste ofte Ingeniøren (fagligt tidsskrift, red.), som jeg lånte af min far. På bagsiden havde de en fast klumme om nye opfindelser, og dem læste jeg med stor opmærksomhed.

Arash Nourinejad har sammen med hustruen Kristina Lykke Tønnesen to sønner, Caspian på 3 år (på billedet) og Adrian på 9 år.

Min interesse for design startede med biler. Jeg sad tit på værelset og tegnede biler ud fra fri fantasi. Biler er så æstetiske, og de har mange greb og former at lege med. Sportsvognen var min favorit, den er det ypperste inden for biler. Alt det overflødige er væk og tilbage er et fokus på at minimere vægt og optimere aerodynamik med henblik på at gøre bilen hurtigere. I gymnasiet undersøgte jeg, hvordan jeg kunne blive bildesigner, men der var desværre ingen danske universiteter, som udbød uddannelsen. I stedet fik jeg den idé, at jeg ville læse arkitektur, og begyndte at tage forskellige forberedelseskurser, da mit snit fra gymnasiet langtfra var godt nok til at blive optaget på kvote 1.

Jeg havde en interesse for industrielt design og havde stadig barndommens opfindertrang … Nu byggede jeg bare mine egne møbler, da jeg ikke havde råd til at købe nye. Men jeg mente, at arkitektfaget var mere udfordrende end industrielt design. Hvis jeg kunne mestre arkitektur, ville jeg ligesom Arne Jacobsen både kunne tegne bygninger og beherske møbelkunsten. Jeg er siden blevet klogere på, at det er to ret forskellige discipliner. Som 13-årig var jeg i skolepraktik på en lokal tegnestue, og når jeg var færdig med dagens opgaver, satte en af arkitekterne mig til at tegne lamper. Bare for sjov. Men jeg fik ret meget ros for de lamper, og det blev startskuddet til en fascination af lys. Da jeg var kommet ind på Arkitektskolen, eksperimenterede jeg med at lave mine egne lamper ude på skolens værksted. Jeg byggede også en reol med LED-lys indeni. Der var ofte lys involveret i de projekter, jeg kastede mig ud i.

Da jeg blev færdiguddannet, fik jeg tilbudt et job i Dubai på en tegnestue, hvor jeg fik lov til at være med på nogle helt sindssyge projekter, som jeg aldrig ville have fået adgang til i Danmark. Skyskrabere, shoppingcentre og hele bydele. Det var ret spændende for en helt grøn arkitekt at få lov til at tegne med så store armbevægelser. Jeg vil beskrive mig selv som nysgerrig af natur, og jeg har altid godt kunnet lide at komme ud af min komfortzone og opsøge nye indtryk. Min daværende kæreste og nuværende kone, Kristina, og jeg boede i Dubai i et lille års tid, det var sjovt, men det er ikke et sted, jeg ville opfostre mine drenge.

Trøje, Armor-Lux, 649 kr.
T-shirt, Tonsure, 600 kr.
Bukser, Arket, 790 kr.
Slippers, Inabo, 1.394 kr.
Briller, Moscot, 2.449 kr.
Sofa, Formel A, fra 17.990 kr.
Pude, Hay, 699 kr.
Bog, ’Brask Studio Visits V’ af Jens-Peter Brask, 509,95 kr.
Plaid, Aiayu, 3.325 kr.
Lampe, Anour, 7.390 kr.
Krus, Léon Serre hos Yonobi, 240 kr.
Bord, Montana, 2.196 kr.
Bog, ’Pariseren’ af Isabella Hammad hos Politikens Forlag, 300 kr.
Bog, ’Nicklas Bendtner – Begge sider’ af Rune Skyum-Nielsen hos Politikens Forlag, 300 kr.
Bog, ’Dengang dinosaurerne var små’ af Kaspar Colling Nielsen hos Gyldendal, 299,95 kr.

På basaren i Dubai faldt vi over nogle partisantørklæder i vildt flotte farver. Jeg blev desværre afskediget fra tegnestuen på grund af recessionen, så Kristina og jeg tog på en seks måneders bryllupsrejse rundt i Sydøstasien. Undervejs endte vi med at blive i Hanoi i en måned for at designe en hel kvindetøjskollektion i silke. Da vi kom tilbage til København, besluttede vi at åbne en tøjbutik. Vi lejede et butikslokale på Istedgade i tre måneder, og så begyndte vi at sælge sommertøj midt om vinteren. Ikke så overraskende gik det ikke godt med tøjsalget, men de her tørklæder var kommet i høj kurs, så folk stod i kø om morgenen for at komme ind og købe dem hos os. De sørgede for, at vi lige akkurat fik betalt huslejen. Da vores lejekontrakt udløb, lå vi inde med en masse tøj og en virkelig dårlig privatøkonomi, så jeg kørte på kræmmermarkeder i weekenderne for at skaffe til vores husleje. Min interesse i tøjprojektet var motiveret af muligheden for at tjene nogle hurtige penge. Men jeg har siden lært, at penge aldrig skal være motivationen for, hvad jeg beskæftiger mig med. Aldrig nogensinde. Det skal være passionen for virkelig at ville gøre en forskel med mit liv, der skal drive værket. Hvis jeg gør det rigtig godt, skal resten nok følge med. Det er i hvert fald min erfaring.

KONTOR – INDUSTRIKROGEN, ISHØJ

ANOUR OPSTOD MERE ELLER MINDRE ved et tilfælde. Jeg var ansat hos Multiform som indretningsarkitekt i mangel af bedre jobmuligheder. Ved siden af fuldtidsjobbet gik jeg og snedkererede mine egne møbler, blandt andet en seng, hvortil jeg ville lave en lampe. Jeg havde tidligere arbejdet med LED-lyskilder, og idéen var at tage en LED-strip og sætte den op i noget overskydende træ fra sengeproduktionen og lave et langt, lige armatur, der kunne svæve flot over hovedgærdet. Jeg stod hjemme i kælderrummet og biksede den første lampe sammen. Da lampen endelig blev monteret, blev jeg overvældet af udtrykket. Jeg tilmeldte mig en designmesse i Øksne-
hallen og viste lampen frem sammen med en række andre møbler, jeg også havde bygget. Hen over den weekend blev jeg bekræftet i, at jeg havde ramt rigtigt med lampen, som vi i dag kalder I-modellen. Den fik utrolig meget opmærksomhed. Resten af produkterne var folk ikke videre begejstrede for, de var for ordinære. Jeg sagde mit job op kort tid efter messen, og så var Anour etableret.

Skjorte, Esme, 600 kr.
Ur, Victorinox Maverick Black Edition, 4.795 kr.
Taske, Mulberry x Acne Studios, 2.900 kr.
Notesbog, August Sandgren, 1.307 kr.
Magasin, Racquet, 81 kr.
Pung, Bottega Veneta, 3.100 kr.
Magasin, AKT hos 11o, 180 kr.
Høretelefoner, DALI, 2.199 kr.
Stenbræt, File Under Pop, 625 kr.
Glas, Ro Collection, 295 kr. for to
Vand, Bornholms Kildevand 33 cl, 12,50 kr.
Vand, Bornholms Kildevand 99 cl, 21,67 kr.
Tusch, Edding, 23 kr.
Penalhus, Dahlmann 1807, 1.200 kr.
Lampe, Anour, 3.695 kr

Opstarten var megakaotisk, jeg var ikke særlig erfaren eller struktureret. Dels skulle jeg lære hele det tekniske aspekt inden for LED, el er alvorlige sager, du skal fandeme gøre det efter forskrifterne, ellers kan du komme til at kortslutte et eller andet og få et sagsanlæg på nakken. Det tog mig rigtig lang tid at designe de første lamper, så de fungerede optimalt og var rigtigt konstruerede. Jeg var jo selvfinansieret, så økonomisk var jeg også i vildelse. Men jeg skulle også lære om produktionen, fragt, forhandlerbetingelser, salg, markedsføring … Alt, hvad jeg ikke kendte til. De første tre år var hårde, de kostede mange søvnløse nætter. Det gik ud over mit sociale liv og helbred, jeg tog 15 kilo på. Men sådan er det jo; du kan ikke forvente, at tingene kommer til dig gratis. Jeg tror heller ikke, at det havde været lige så fedt at få den succes, jeg har i dag, hvis jeg ikke havde kæmpet sådan for den. Du skal opleve modgangen og hårdheden og smerten, før du virkelig kan vokse som individ.

Mine første kunder var folk, som havde besøgt mig på messen. Da magasinet Rum kort tid efter lavede en nyhed på lampen, begyndte der at ske lidt mere. Jeg fik et opkald fra en interiør-arkitekt fra Tommy Hilfigers europæiske hovedkontor i Amsterdam, da de gerne ville bestille fem lamper. Mit første kontraktsalg. Et par uger efter at jeg havde sendt lamperne af sted, ringede jeg for at høre, om de var glade for lamperne. Det var de, men tre af dem var holdt op med at fungere. Blodet strømmede væk fra mit ansigt i ren angst. Jeg skyndte mig at booke nogle flybilletter og fløj over for at fikse lamperne. Det blev rigtig godt modtaget, at jeg selv dukkede op. Jeg tror aldrig, jeg fik fikset berøringsdæmper-featuren, som var gået i stykker, men den symbolske værdi i, at jeg kom helt fra Danmark og stod hele dagen for at ordne lamperne, blev afgørende for et langvarigt samarbejde. Lige der lærte jeg, hvor vigtig den personlige relation er, når du skal opbygge kunderelationer. Jeg var top of mind, da Hilfiger igen skulle bestille nye lamper til kontoret.

På turen til Amsterdam havde jeg medbragt en to meter lang udgave af lampen, som jeg slæbte rundt på i håbet om at få den udstillet hos en møbelforhandler. Den første forhandler, jeg besøgte, var The Frozen Fountain, hvor ejeren bare slagtede mig fuldstændig: Jeg burde bare opgive det her projekt og lave noget andet med mit liv. Jeg lyttede til alle hans argumenter om, hvorfor jeg ikke skulle gøre det her, og forberedte svar, inden jeg besøgte den næste butik. I ren uvidenhed trådte jeg ind i den mest anerkendte hollandske møbelbutik, Mobilia. Jeg havde påtaget mig en helt anden rolle, jeg havde styr på mit shit: Vi er et nyt belysningsbrand, jeg har den her lampe med, som I kan udstille på kommission. Her er priserne. Fragten er ordentlig. Og så videre. De fik lampen op at hænge som min første forhandler og er i dag vores bedste forhandler i Holland. Nogle gange skal man se modgang som en mulighed for at gøre det på en anden måde. Det var hele turen til Holland et godt bevis på.

”De første mange år var en endeløs kamp. Jeg sad med det hele selv. Jeg kæmpede med kvalitetskontrol og rettidige leverancer. Jeg produktudviklede, samtidig med at jeg samlede de færdige lamper. Jeg pakkede lamperne, når skallerne kom retur fra gørtleren (Mads Skovgaard Knudsen, nederste billede på modsatte side), og tog mig af fragt. Jeg passede salg, indkøb, og regnskab. Jeg besøgte leverandører og forhandlere. Byggede messestande og passede dem. Det er vigtigt, at man kender alle elementer af organisationen, før man uddelegerer opgaverne. Det har været en ret værdifuld læringsproces, men det var fucking hårdt. I dag er vi heldigvis flere til at løfte opgaverne, og til min store glæde passer mine ni ansatte deres respektive stillinger bedre, end jeg kunne,” siger Arash Nourinejad.

Maleri, Farshad Farzankia hos Andersen’s, pris på forespørgsel
Kontorstol, Arne Jacobsen hos Fritz Hansen, 26.461 kr.
Lampe, Anour, pris på forespørgsel
Tæppe, Massimo, 8.795 kr.
Stol, Thorup Copenhagen, 3.995 kr.
Vase, Menu, 1.836 kr.
Skjorte, Mads Nørgaard, 750 kr.
T-shirt, Tonsure, 600 kr.
Bukser, Les Deux, 799 kr.
Sko, Bottega Veneta, 4.400 kr.
Ur, Bulova Sport Calendar, 2.295 kr.

Da lampen blev lavet i forskellige længder, stod jeg ofte tilbage med kobber- og messingender, når jeg havde fået produceret en lampe. Et dyrebart spild. Jeg tænkte, at det måtte være muligt at bruge disse overskudsrester til at producere nye lampedesign. Kunder havde efterspurgt lamper til deres runde og ovale borde, og jeg syntes, det ville være fedt at lave lamper i en y og x-form. Det var en helt pragmatisk tilgang til udviklingen af nye produkter, præcis som hjemme i redskabsskuret i Nivå, hvor min far lærte mig at skabe ting ud af efterladenskaber som for eksempel vores helikopter, eller når vi reparerede mit lejetøj med dele, som lå og flød i skuret.

I dag er Anour godt på vej til at blive et internationalt udbredt brand. Vi er blevet større og sælger i dag til over 100 forhandlere over hele verden, så jeg føler, at vi er klar til at rumme flere design i forskellige priskategorier. Jeg har i dag så meget viden om hele vores værdikæde, fordi jeg i de første fire år gjorde alting selv, at jeg ved, hvor vi skal effektivisere. Vi har kompetencerne til at udvikle nye design, hvor vi kan bruge mindre produktionstid, så slutprisen kan blive lavere uden at forringe kvaliteten. Nu har vi et DNA og en historie. Vi har skrevet succesformlen for Anour, så nu er vi klar til det næste kapitel. Nu skal vi overtage verden.

FARSHAD FARZANKIAS ATELIER – MARIELUNDVEJ, HERLEV

MIN OPFATTELSE AF MØBELBRANCHEN er, at den er sindssyg taknemmelig og imødekommende. Jeg har været velsignet med hjælp og sparring fra mine kollegaer. I Anours opstart deltog jeg på et hav af messer og fik hurtigt nye bekendtskaber. Carsten og Jytte fra Thors Design var nogle af de første til at tage mig under deres vinger og invitere mig til at udstille på deres messestand. Louise Roe har altid været en stor støtte, efter at jeg udstillede med hende på Milano-messen i 2014. Jeg har forevist med Brdr. Krüger, Sibast Furniture og Massimo. Vi har diskuteret gode forhandlere, hvordan de sender til udlandet, hvilke messer de tager på og så videre. Jeg har værdsat den hjælpsomhed, og jeg føler en forpligtigelse til at give min viden videre til de nye i branchen. Måske kan jeg spare dem for nogle af de fejltagelser, som jeg selv begik i starten. Jeg har sparret en del med for eksempel Kasper Thorup fra Thorup Copenhagen, hvor vi har talt om prissætning, produktion, fragt, markedsføring … Alle aspekter af at drive en forretning.

Jeg mødte Farshad (Farzankia, red.), da jeg gik på Espergærde Gymnasium, og kendte hans daværende kæreste. Han kom fra Farum, men den iranske gruppe i Nordsjælland er ret lille. Efter gymnasiet flyttede jeg til København, og der blev vi for alvor gode venner. Vi havde vel de samme interesser, som primært var damer og fester. Han arbejdede på natklubben Park og kunne skaffe os andre gratis ind, så der tilbragte vi mange aftener sammen. Jeg boede i nærheden, så han crashede tit hos mig. Med tiden har vores relation heldigvis udviklet sig til at være mere end fester. Jeg blev opslugt af arkitektstudierne, og for ham har det altid været grafikken og kunsten, der har fyldt. Og så mødtes vi om det.

Da Farshad første gang fortalte mig, at han ville opsige sit velbetalte job i et designbureau, tænkte jeg, at det var vildt modigt. Mange havde fortalt mig, at det var et sindssygt projekt, da jeg stiftede Anour, men det lykkedes mig alligevel, og derfor støttede jeg selvfølgelig Farshad 100 procent. Jeg kunne mærke, at han på daværende tidspunkt var under et enormt arbejdspres. Han aflyste tit vores aftaler i sidste øjeblik, og han var ikke glad. Det var tydeligvis den rigtige beslutning for ham at skifte spor. Jeg besøgte ham ofte i hans første og andet studie, og da han ville holde sin første udstilling, foreslog jeg ham, at vi slog os sammen, da jeg plejede at arrangere en årlig sommerfest, som han kunne blive en del af. Jeg skaffede lokaler hos Design Werck ude på Holmen, og vi fik hængt hans værker og mine lamper op. Det blev starten på en fantastisk raketkarriere. Det er en af de ting, jeg er allergladest for, at jeg støttede ham i. Han var jo en stjerne, som bare ikke var opdaget endnu.

Arash Nourinejad bruger sin baggrund som arkitekt, når han designer nye lamper. ”På Arkitektskolen handlede det om, at man igennem processen skulle teste sine idéer og raffinere dem. Det var ikke så meget slutproduktet, som var målsætningen, det var at rykke sig i sin arbejdsgang og udvikling. Jeg kunne jo godt have sagt: I-modellen fungerer meget fint, folk vil have den, så nu gør vi ikke mere ved den. Men sådan gør jeg ikke, selv i dag er jeg hele tiden i gang med at optimere den, gøre den smartere at installere, gøre den smukkere, mere raffineret.”

Træfugl, Farshad Farzankia for Brdr. Krüger, pris på forespørgsel
Vinglas, Spiegelau hos Volatil, 80 kr.
Vinglas, Holmegaard, 720 kr. for seks
Skjorte, Tommy Jeans, 800 kr.
Bukser, Tommy Hilfiger, 1.000 kr.
Ur, Larsen & Eriksen x Poulsen Projects ’Numbers’, 1.350 kr.

Vi har tilbragt mange nætter i hans studie, det er lidt en man cave, som også fungerer som et fristed for mig. Han kan arbejde, mens jeg bare hygger mig. Ofte er vi sammen uden at sige noget. Vi kan godt diskutere hinandens arbejde og komme med indspark, men dybest set, så ved Farshad bedst selv, hvad han laver, og det samme gør jeg. Vores venskab handler mere om at være der for hinanden. Han har været med på messe i Milano og Paris, og jeg har deltaget i middage og kunstudstillinger som hans plus en. Hvis vi kan åbne nogle verdener for hinanden, bliver vi begge beriget. Det kan godt være, at jeg ikke bruger det direkte i mit virke, men jeg bliver et mere verdsligt menneske af det.

Arash Nourinejad er ofte på besøg hos sin gode ven kunstneren Farshad Farzankia, der har atelier i Herlev. En sen aften sad Nourinejad og skitserede på nye lampedesign og endte med at få idéen til Anours nyeste lancering, bordlampen Donya. ”Når jeg er hos Farshad, får jeg selv lyst til at være kreativ. Hans studie er som en legeplads. Jeg kommer i en helt anden tilstand, hvor jeg kan frigøre mig fra hverdagens fasttømrede mønstre. Jeg har meget sværere ved at få originale idéer på kontoret, her står den ene opgave efter den næste og venter. Jeg har brug for et kreativt frirum.”

Den kreative side er det mest enestående ved mennesket. Både min hustru og bedste ven er kunstnere, og det værdsætter jeg enormt meget. Jeg lader mig røre af kunstværker. Det kan være ligesom at se en smuk kvinde eller bygning; der er nogle endorfiner oppe i min hjerne, som bliver frigivet. Jeg kan få den samme følelse, når jeg rammer en streg i et design, hvor jeg tænker: Det her er next level shit. Nu har jeg opfundet den dybe tallerken igen. Det kan jeg leve højt på i mange dage. At have opfundet noget smukt. Det kan være, at jeg har designet en lampe, hvor der ikke indgår synlige skruer i designet. Og måske er jeg den eneste, som lægger mærke til det, men det er underordnet, det vigtigste er, at jeg påskønner det, jeg laver.

MOTORCYKELVÆRKSTED – LYKKESHOLMS ALLÉ, FREDERIKSBERG

JEG KAN TYDELIGT ERINDRE, at jeg som fireårig sad på tanken af min fars motorcykel, når han startede motoren, og det hele vibrerede. En fantastisk følelse. Tankens bordeauxrøde farve må have sat sig fast, for da jeg blev færdig på Arkitektskolen og købte min første motorcykel, havde den også en bordeauxrød tank. På skolen var jeg blevet venner med en af de ansatte, arkitekt Mads Bartholin, som havde brugt 10 år på at bygge sin egen motorcykel, så jeg spurgte ham, hvilken en jeg burde købe. En Triumph Bonnerville var det eneste rigtige. Det lykkedes mig at finde en i Sverige. Jeg købte den af en enke, hvis mand var blevet kræftsyg, og da han var kommet i bedring, havde han købt den motorcykel, han altid havde ønsket sig. Den blev toprenoveret og stod knivskarpt som et suttet bolsje, men han fik kun kørt få ture på den, inden han døde. Det var et skelsættende øjeblik for mig at købe den motorcykel. Jeg ville ikke vente med at indfri min drøm, til jeg lå på mit dødsleje. Det var nu eller aldrig. Den mentalitet har fulgt mig lige siden. Jeg har haft den motorcykel i 10 år nu, og den har givet mig et indblik i en verden, som jeg ikke kendte til. Mange af mine nærmeste venner kommer fra motorcykelkredse.

Jeg har altid elsket motorcykler. For mig symboliserer de frihed, vildskab og sejhed. Motorcykler er noget af det ypperste. De forener mekanik og aerodynamik med lyde, vibrationer, lugte og følelser. At sidde på en motorcykel og køre igennem hårnålesving i et smukt landskab. Give den alt, hvad veteranmotorcyklen kan trække. Det er en sindssyg følelse. Du er høj bagefter. Adrenalinen pumper rundt i kroppen på grund af alle de indtryk, du får. Vindmodstanden; regnen, der pisker i ansigtet på dig; følelsen af at lægge sig ned i et sving og lade g-kræfterne påvirke din krop; varmen og kulden. Du har kun det essentielle i din oppakning med på rejsen rundt i et vildt landskab i det ukendte. Dig og din maskine og en flok venner, der også sidder på hver sin maskine. Du er herre over din egen hest.

Vi er en gruppe kammerater, som deler motorcykelværkstedet sammen, og vi har det rigtig sjovt. Det er nogle gutter, som godt kan lide at drikke bajere og rode med motorcykler, mens de fortæller røverhistorier. Vi tager altid på en årlig tur, hvor vi er væk i et par uger ad gangen. Vi har kørt rundt i Vietnam, Marokko, Indien, Pyrenæerne og senest Korsika og Sardinien efter Milano-messen i april. Jeg er et madøre, og det er mine rejsekammerater heldigvis også, så vi sørger altid for at lægge vejen forbi en masse gode spisesteder. En motorcykeltur er en opdagelsesrejse på alle fronter. Der har også været nærdødsoplevelser. Da vi fik kørt vores motorcykler til Barcelona og kørte igennem Pyrenæerne til Biarritz i Frankrig og tilbage igen, var det nær gået galt i et skarpt bjergsving. Jeg havde alt for meget fart på og fik ikke bremset ned i tide, inden jeg røg ind i svinget og var på vej direkte ind i bjergsiden. Jeg nåede akkurat at stoppe, så jeg kun stødte blødt ind i bjerget. I et andet sving i Indien røg jeg over i modsatte kørebane, da der kom en bil imod mig, men her nåede jeg at undvige. Den slags situationer har der været en del af gennem tiden. Bjergkørsel er stadig min favorit, fordi du tester motorcyklen hele tiden. Du skal bremse ned, lægge dig i svinget, rejse cyklen igen og accelerere … Du bliver en bedre kører efter sådan en tur.

Jeg lever også mit liv på samme måde, jeg kører lidt rundt med hovedet under armen. Jeg er ret fandenivoldsk. Også i den måde, jeg driver min forretning på. Jeg er en risikotager. Det er alt eller intet. Med motorcykler tapper du ind på vildskaben i dig selv, som du får lov til at slippe løs. Det kan være utrolig primitivt. Men den vildskab kan bare bibringe så meget energi og fuck you-attitude i forhold til alt i livet. Den smitter af på din måde at tænke på, din måde at leve livet på. Det har været ret værdifuldt for mig, og jeg føler, at jeg har rykket mig meget som menneske. Heldigvis har jeg overlevet indtil videre. Motorcykelturene kunne også have dræbt mig, men det er måske det, som gør det så pissespændende.

Man bliver automatisk dygtig til mekanik, når man roder med gamle motorcykler selv, og den læring har jeg brugt meget i mit virke. Det har skærpet mine sanser i forhold til de mekaniske relationer, der er i produktdesign. Drejning og støbning. Det æstetiske ved motorcykler er oftest underliggende i forhold til det praktiske. Du kan ikke bare sætte grebet, hvor du har lyst til, da det forholder sig til menneskets anatomi. Og det forpligter. Designet skal forenes med mekanik og funktion. I mit design er der også en klar relation mellem funktion og design. Jeg tror, det er derfor, mine produkter er så rene og direkte. Der er ikke noget bullshit.