BENT FABRICIUS-BJERRE

om tennis

JEG HAR VÆRET en rimelig habil tennisspiller, men når man runder de 90, er ens eneste styrke, at der stort set ikke er nogle modstandere tilbage. Hvis jeg skulle spille turnering i dag, ville jeg for eksempel være så godt som sikker på en finaleplads, da der kun er en eller to spillere i min aldersgruppe. Modstanden er ikke længere så stor. Der er en, der hedder Paul Dehlholm, der har været danmarksmester 67 gange. Han er 96 og spiller altså stadig rigtig godt.

Jeg har altid været bedst med forhånden, så når vi spiller double, dækker jeg højre side af banen. Så tager min makker min baghånd. Hos de professionelle er doublekampe jo enormt hurtige. Bolden går kun over nettet to-tre gange, før pointet er færdigt. Hos os ryger den ofte over 10-15 gange, fordi vi ikke længere er så rappe på fødderne. Men vi tæller alligevel point. Det gælder så sandelig om at vinde.

Jeg spiller med en fast gruppe venner, blandt andre Eddie Skoller og Erik Brandt, fire gange om ugen: søndag, mandag, tirsdag, torsdag. Eller Eddie Skoller er så kun med to gange om ugen. Folk er i deres 60’ere og 70’ere, så jeg er klart den ældste. Det sker jo, at der er udskiftning i gruppen, for folk falder fra. Altså, de dør. Men det tager vi ret afslappet. De fleste bliver ved helt til det sidste, for man kan sagtens få et godt spil ud af det, selv om man stort set hverken kan løbe eller se til sidst. Jeg plejer at sige, at vi har lagt mange i graven i årenes løb. For mig er det lige så meget det sociale samvær, der er spændende, og gode venner holder man på hele livet.

”Jeg blev så parret med en stor, tyk brugtvognsforhandler fra Tyskland, og i første kamp skulle vi selvfølgelig spille mod min nye ven, der var blevet sat sammen med et 18-årigt stortalent fra Sverige. Vi tabte rub og stub.”

BENT FABRICIUS-BJERRE

Tre af gangene spiller vi i Hellerup Idrætsklub, HIK, og den fjerde gang er det et vældig spændende sted, jeg tror, det hedder Dansk Tennis Club, der ligger på Rygårds Allé nord for København. Det er en næsten 100 år gammel træbygning, oprindeligt også med trægulv, der ligner et gammelt filmatelier, og der knytter sig en meget sjov historie til: det var en gammel HIK-spiller, der var blevet ekskluderet fra klubben, fordi han var homoseksuel, så for at kunne spille videre, byggede han en tennishal til sig selv. Den står midt i et bebygget område blandt en masse store villaer, og så er der det specielle ved den, at den ikke er opvarmet. Det vil sige, at om vinteren spiller vi nogle gange i 5-6 graders kulde. Så kan det være en smule svært at holde ordentligt fast i ketcheren. Men det er den bane, jeg bedst kan lide at spille på. Normalt spiller vi på grus- eller gummiunderlag, det er lidt afhængig af klub og årstid, men én gang om året deltager jeg i en privat græsturnering, der bliver afholdt i Rørvig hos en græsentusiast, Jens Møller, der hvert år tager til Wimbledon for at se på den nyeste trend inden for græsfrø. Det er jo en hel videnskab. Han siger, at han bruger 300 timer om året på at passe græsbanen, og så vidt jeg ved, er det den eneste af sin slags i Danmark. Det er en meget skøn bane uden gule pletter eller noget.

GENNEM ÅRENE HAR jeg da spillet med forskellige kendte personligheder – også berømte tennisspillere. Jeg har spillet en double med Stefan Edberg mod Bjørn Borg og den daværende amerikanske ambassadør i en velgørenhedsturnering. Bjørn Borg og hans makker vandt vist. En anden pudsig oplevelse var, da jeg spillede en double med mit barnebarn, der har et stort badminton-talent, mod Torben Ulrich og hans søn Lars, der er trommeslager i Metallica. De vandt stort, det er ikke så forfærdelig mange år siden. Der var også dengang, jeg repræsenterede det store filmselskab Warner Brothers, og én gang om året tog deres direktør en europatur for at besøge deres forskellige agenter, og han kom altid med sin tennisketcher, så vi kunne spille en kamp. Hver gang fik jeg at vide af en af hans mænd, at jeg skulle sørge for at lade ham vinde, hvis jeg ville have min kontrakt forlænget.

En af mine sjoveste tennisoplevelser var på Lanzarote, lige før jeg fyldte 80. Jeg havde selvfølgelig min ketcher med, og på flyet havnede jeg så ved siden af en kæmpe kraftkarl, en rigtig atlet. Han lignede lidt Arnold Schwarzenegger. Vi kom til at tale om tennis, og det viste sig så, at han havde hele fire ketchere i sin kuffert. ”Skal vi ikke tage en kamp mod hinanden på Lanzarote,” spurgte han så. Jeg trak lidt på det, for jeg vidste sgu ikke lige, om jeg havde mod på at spille tennis mod sådan en muskelmand. Stærke mænd er ikke altid gode tennisspillere. Men han insisterede og spurgte, hvilket hotel jeg skulle bo på, så han kunne ringe og lave en aftale med mig, når vi var kommet derned. Efter et par dage ringede han så og sagde: ”Jeg kommer og spiller nu,” og så kunne jeg ikke rigtig gøre andet end at tænke ”nå ja, hvad fanden.” Han kom så over, og vi fik spillet en kamp – men der var ikke meget kamp over det, for jeg vandt ikke en eneste bold. Det viste sig, at han var professionel tennistræner i Aarhus. Han spillede afsindig godt.

Polo, Lacoste, 800 kr.
Shorts, Lacoste, 600 kr.

Han var vældig sød og inviterede mig til at være hans doublemakker i en tennisturnering, der skulle afholdes på hans hotel dagen efter. ”Du passer baglinjen, så skal jeg nok ordne resten,” sagde han. Da vi så kom til turneringen, kunne man ikke selv bestemme, hvem man skulle være på hold med. Det bestemte turneringslederen. Jeg blev så parret med en stor, tyk brugtvognsforhandler fra Tyskland, og i første kamp skulle vi selvfølgelig spille mod min nye ven, der var blevet sat sammen med et 18-årigt stortalent fra Sverige. Vi tabte rub og stub.

JEG KAN IKKE SIGE, præcis hvornår tennis blev min sport, men det var i hvert fald noget, min far spillede. Vi boede ude på Frederiksberg i nærheden af K.B. Hallen, og der fik jeg sikkert, eller det kan jeg jo ikke helt huske, stukket en ketcher i hånden en gang imellem, så jeg kunne stå og slå med ham for hyggens skyld. Jeg har sikkert været en seks-syv år. I de år dyrkede jeg en masse forskellig idræt. Ud over tennis spillede jeg også både fodbold og cricket ude på KB’s baner. Det var bare sådan, at hvis der var en ledig fodboldbane, så spillede man fodbold, og hvis der var en ledig tennisbane, så spillede man tennis. I min barndom var den del af Frederiksberg jo ude på landet. Det var mest gartnerier og sådan noget, der lå derude. Så KB var der, man gik hen, når man havde fri.

Men tennis er så den eneste af de sportsgrene, jeg dyrkede som knægt, der har fulgt mig hele livet. Det har nok noget at gøre med, at en tennisketcher er meget nem at tage med, hvor end du skal hen. Jeg begyndte at rejse rundt med min musik i en ret tidlig alder, og på de ture kunne jeg nemt have en ketcher med i tasken – lidt nemmere end at pakke en fodbold ned. Selvfølgelig har der været nogle kortere pauser, det er jo ikke på alle mine rejser, at jeg har haft en ketcher med, men i princippet har jeg spillet tennis kontinuerligt gennem hele livet. Jeg har dog aldrig haft noget specielt anlæg for tennis, så det har også været af praktiske grunde, at jeg har holdt fast i sporten. I de seneste mange år har jeg spillet tennis for at holde min krop i gang. For at komme op om morgenen. I hverdagen spiller jeg fra 9-10, og de tider ligger helt fast. Mine møder bliver altid rettet ind efter det. Det er næsten kun, når jeg er på ferie, at jeg ikke kommer til tennis, men når jeg, som jeg ofte er, er på Mallorca, så er mine tennistider også hellige. Dernede bor jeg på vestkysten i Andraitx, og der bor en del danske kunstnere, som jeg spiller med.

JEG KAN OGSÅ GODT lide at se tennis i fjernsynet, og jeg følger da med i alle de turneringer, jeg kan. Det glæder mig meget, når det går Caroline Wozniacki godt, og når der kommer nye talenter frem. Lige nu har vi et stort talent i Clara Tauson, der ser meget spændende ud. Hende glæder jeg mig til at følge.

Generelt synes jeg dog, at der er en lidt kedelig udvikling i gang. Spillet bliver hurtigere og hurtigere, og spillerne bliver højere og højere. Og jo højere du er, jo mere fart kan du få på din serv. Det vil sige, at duellerne efterhånden bliver afgjort meget, meget hurtigt. Det er ærgerligt, for hvis bolden ikke ryger over nettet mere end et par gange, så er det altså ikke særlig underholdende at se på. Det er heldigvis ikke lige så slemt i kvindetennis, så det foretrækker jeg egentlig at se. Der kan de nogle gange godt komme op på 15-20 bolde frem og tilbage.

Folk spørger af og til, om det ikke snart er nok med alt det tennis, men jeg stopper aldrig. Det er der ingen grund til. Det skulle da lige være, hvis de andre bliver trætte af at spille med mig. Men i vores gruppe har vi altid været loyale over for hinanden, selv om folk bliver ældre, og jeg håber også, at de bærer over med mig. Der er også mange, der siger: ”Er det virkelig nødvendigt at spille fire gange om ugen?” Men altså, det gør jo ingen forskel, om du spiller én eller fire gange om ugen. Man når jo at sove den ud hver gang.

Fra Dossier nr. 10, december-januar 2018/2019.