CECILIE NØRGAARD

om boksning

”En teknisk dygtig bokser er næsten kunst, vil jeg vove at påstå. Det kan være poesi. Og dans.” – Cecilie Nørgaard, uddannelses- og kønssociolog, 44 år.

FOR EN DEL ÅR siden var jeg til et boksestævne i Albertslund Musikteater. Hovednavnet var Patrick Nielsen, og da han jo kommer fra netop Albertslund, havde han en kæmpe opbakning fra publikum. Det var, som om hele Vestegnen var mast sammen på en af tribunerne, og de sang og hoppede med så stor energi, at jeg frygtede, at hele lortet ville brase sammen. Jeg mindes ikke særlig meget af selve kampen, men jeg kan tydeligt huske de her vilde tilskuere og særligt én oplevelse med dem, som jeg faktisk har genkaldt mig løbende lige siden:

Vi sad der i salen, stemningen var højspændt, og på et tidspunkt opstod der en fællessang, som Patrick Nielsens fans sikkert havde sunget til mange andre af hans kampe, men som jeg aldrig havde hørt før. Den gik sådan her: ”Slå ham ihjel, Patrick, slå ham ihjel … Slå ham ihjel, Patrick, slå ham ihjel …” Gentagelse på gentagelse, mere og mere opskruet. Og inden jeg fik set mig om, sad jeg og sang med på den her syge sang. Jeg var revet fuldstændig med af liv eller død-stemningen … Selvfølgelig var det i overført betydning, den er jeg med på, men det var en rimelig heftig retorik, som jeg pludselig også havde taget i min mund. Jeg kan huske, at jeg kom hjem og fortalte om det: ”Shit, hvad skete der?” Jeg var helt rystet over mig selv.

Jeg har set boksning, siden jeg var lille. Med årene er min fascination selvfølgelig blevet genstand for refleksion og analyse. Hvad er det, jeg så godt kan lide ved at se boksekampe? Boksning clasher jo med alt muligt inden i mig … Det stemmer meget dårligt overens med mine værdier. Jeg hader vold. Jeg ser aldrig voldsfilm. Jeg føler, at voldelige film forrår mit sind, og vold er på enhver måde usexet og ufedt. Boksning, derimod, som jo også forekommer voldeligt, er bomben, synes jeg. Boksning er civiliseret uciviliseret. I boksning er vildskaben kontrolleret. Der er nogle regler. Det er sat i system. Og der er nogen, der træder ind, hvis der er en, der gør noget usportsligt. Noget, man ikke må. Så der er kontrol, og det er helt afgørende. Ellers ville jeg slet ikke synes, at det var fedt.

Men det er alligevel mærkeligt og ret komplekst, at jeg er så vild med boksning. Det føles også komplekst inden i mig. Det stikker i mange retninger. Men min interesse har jo holdt ved. Jeg kan den dag i dag sagtens finde på at tage til et boksestævne, og jeg kan også planlægge at se de store kampe på skærmen. Hvad fanden er det, der fascinerer mig?

”Træningslokalet kan bedst beskrives som kultagtigt og ildelugtende, men det sjove er, at jeg syntes, at der lugtede decideret godt. Hvis jeg var gået ind i et hvilket som helst andet træningslokale med den samme stank, ville jeg have syntes, at det var ulækkert. Men jeg kan lide lugten af boksning.”

Cecilie Nørgaard

MIN FAR VAR VILD med boksning, og det er der, det begynder for mig. Han havde selv bokset som ung og var fascineret af miljøet. Da jeg som lille var hos ham hver anden weekend, hændte det, at vi så boksning sammen. Jeg husker det som noget, der fyldte ret meget – i hvert fald i min selvopfattelse og min opfattelse af min relation til min far. Vi havde ligesom noget særligt der, som jeg ikke kendte til, at andre havde med deres fædre.

Når der var en stor kamp i USA, som på grund af tidsforskellen blev sendt midt om natten dansk tid, så købte vi ind til kampen. Min far lavede te, arrangerede slikskåle og tog dynerne med ind i sofaen. Min stedmor var ikke med, boksning lå ikke inden for hendes interessefelt, og jeg har ikke andre søskende på den side, så det var bare min far og mig. Helt perfekt. I andre familier ville det være et absurd scenarium: Far vækker lille datter midt om natten, så de kan se boksning. Men sådan var det hos os, fra jeg var fem-seks år. Når jeg tænker tilbage på det, vækker det en masse rare følelser. Det var megahyggeligt. Det er jo lidt underligt at sige om noget, der har med lige præcis boksning at gøre. Men det er nok derfor, at jeg den dag i dag stadig forbinder det med noget positivt i mig. Der er ligesom en ret tydelig rød tråd.

Min far er sådan en, der snobber nedad. Han siger generaliserende, men med et glimt i øjet, at overklassen er kedelig. At overklassens sportsgrene er kedelige. Hele det her blik ind i boksekulturen, som jo ikke bare er arbejderklasse, men en afart helt for sig selv, var ret interessant. Om det også var og er en del af min fars fascination, ved jeg ikke. Men jeg tror, at det var en grundlæggende præmis for mig. At få et kig ind i en verden, jeg ikke selv var en del af. Et kig ind i en traditionel maskulin kultur, hvor den stærkeste kapital var næven. Det var så fremmedartet og virkelig, virkelig spændende.

Og så er der selvfølgelig the real suspence. Selve kampen. Den behøver man ikke at være særlig gammel for at kunne mærke. Det er ikke kun bokserne, der får et adrenalinkick, det får man også som publikum. Der er en særlig intimitet over, at det er en sport, hvor tingene er sat så voldsomt på spidsen. Alle ved jo godt, at det potentielt er pisse-alvorligt, og at bokserne i princippet kan dø af at blive knockoutet, og ud af den alvor opstår der netop en intimitet, som jeg ikke finder i andre sportsgrene … Mellem publikum og bokseren, ikke!? Det er ægte, det her. Og bokseren satser ikke kun æren og sejren, men kroppen, helbredet og i yderste konsekvens selve livet. Det er som datidens tyrefægtere. Og på den måde er der også noget helt simpelt, elementært og bestandigt over boksning, der stadig tiltaler mig.

Generelt kan jeg jo godt lide tekniske boksere. En teknisk dygtig bokser er næsten kunst, vil jeg vove at påstå. Det kan være poesi. Og dans. Det kan være virkelig smukt og virkelig, virkelig også det modsatte. Det er sjældent, at det trods alt er så smukt og kan løfte sig til højder, som bidrager med andet end at se to mennesker slå på hinanden. Glæden stiger bare for mig, når jeg ser en teknisk og strategisk velfunderet bokser, en, der tænker sig om … Det gør det så meget mere spændende at se på end en eller anden kæmpestor bøf. Jeg har altid godt kunnet lide at se Mikkel Kessler bokse. Jeg har været til flere af hans kampe, og for eksempel hans kamp mod Allan Green var legendarisk og sluttede med det vildeste venstre hook på kæben, som sendte Green i gulvet og Kessler til sejren. Det var en kort kamp, og jeg kan huske, at jeg stod med min familie og tænkte: ”Er kampen allerede slut? Den er jo knap nok begyndt!” Jeg har på den anden side aldrig været vild med Brian Nielsens boksning. Sorry, Brian, you can’t win them all. Jeg var dog i Parken og se ham bokse mod Mike Tyson i 2001, som jo selvfølgelig var en vild oplevelse, der bekræftede Tysons overlegenhed, men også overraskede med Brian Nielsens udholdenhed. Det må jeg gi’ ham.


Cecilie Nørgaard er uddannelses- og kønssociolog og siden 2008 indehaver af firmaet Mangfold, som ”arbejder på at fremme ligestilling og diversitet gennem socialt og kulturelt innovative indsatser”. Hun driver i øjeblikket virksomheden fra Paris, hvor hun bor med sin mand og deres to børn. Nørgaard skriver samtidig på en bog om kønssocialisering for Gyldendal og laver podcasten ’Go’ Dreng’, om maskulinitet og køn i forandring, for Podimo.

Jakke, Dries van Noten, 13.000 kr.
Sweater, Nouveau Nova Paris, 1.000 kr.
Bukser, Mads Nørgaard, 600 kr.

Mike Tyson er et kapitel for sig. Han var et vilddyr. En maskine, der skulle stoppes. Det var ikke nok, at de ringede med klokken. Han var jo fuldstændig ustyrlig … Han bed jo øret af Holyfield. Scary shit! Ikke mindst fordi han ikke kun var ude af stand til at styre sit temperament i bokseringen, han kunne heller ikke styre det privat. Og her stopper al sympati for mig. Mænds misbrug af fysisk overlegenhed og magt er i mine øjne bunden. Og et uhyggeligt udbredt samfundsproblem, som reelt betyder, at det farligste sted at opholde sig for en kvinde er i hendes eget hjem. Også i Danmark. Og problemet var jo netop, at Tyson var en stjerne, som blev dyrket, og på den måde risikerede hans position et skred i den afgørende moralske skillelinje mellem sport og vold.

Men jeg bliver også nødt til at indrømme, at den ideelle boksekamp for mig slutter med en knockout, ikke en TKO (teknisk knockout, red.). Det føles som den eneste rigtige afslutning. Det er helt vanvittigt at sige, når jeg samtidig ved, hvor skadelig en knockout er … Det kan jeg høre, når jeg siger det højt … Men det er i høj grad de afslutninger, jeg ser boksning for … Det der med at skulle tælle point til sidst er utilfredsstillende. Men knockouten skal ske, efter at den ene har udraderet den anden med god teknisk, strategisk boksning.

”I andre familier ville det være et absurd scenarium: Far vækker lille datter midt om natten, så de kan se boksning. Men sådan var det hos os, fra jeg var fem-seks år. Når jeg tænker tilbage på det, vækker det en masse rare følelser. Det var megahyggeligt.”

Cecilie Nørgaard

JEG HAR NÆSTEN INGEN venner i boksemiljøet. Jeg elsker, når jeg finder nogen til et stævne, jeg bare kender lidt. Jeg kender bare ikke særligt mange, der er vilde med boksning, det må jeg tilstå. Jeg kan stadig godt finde på at gå til et godt stævne, helt klart … Hvis nogen spurgte mig i morgen, så ville jeg sige ja på stedet. Jeg snakker stadig med min far om boksning. Er du sindssyg!? Min fars søster er også med på holdet. Og en af mine kusiner. Vi kan sagtens sidde til en påskefrokost og snakke om en eller anden kamp.

Jeg har også selv gået til boksetræning i CIK på Christianshavn. Træningslokalet kan bedst beskrives som kultagtigt og ildelugtende, men det sjove er, at jeg syntes, at der lugtede decideret godt. Hvis jeg var gået ind i et hvilket som helst andet træningslokale med den samme stank, ville jeg have syntes, at det var ulækkert. Men jeg kan lide lugten af boksning. Jeg bliver sendt tilbage i tid og følelser af den lugt. Jeg syntes virkelig, at det var fedt at komme i det lokale … Jeg blev helt lykkelig. CIK er i øvrigt Mikkel Kesslers gamle klub, og der gik også nogle gamle gubber med knækkede næser i fire retninger rundt, og som jeg godt kunne huske. Blandt andre Richard Olsen, som jo er en sagnomspunden herre. Det gjorde ikke oplevelsen mindre autentisk.

Jeg har aldrig haft lyst til selv at gå i ringen. Det er slet ikke noget for mig. Min tid i CIK var totalt skalkeskjul. Det var for at få en snert af miljøet, for jeg kunne jo lige så godt have gået i et fitnesscenter. Det var kun, fordi jeg syntes, at kulturen er fascinerende. Det gav mig noget, jeg ikke ville få i et fitnesscenter eller andre steder. Der er et fællesskab i sådan en bokseklub. En identitet. En råhed. En vildskab. Jeg fik adgang til områder, jeg ellers ikke ville have besøgt.

Selvfølgelig er det ikke, fordi jeg synes, at kvinder ikke må bokse, at jeg ikke kan se mig selv gå i ringen. Alle mennesker må alt, ingen skal begrænses af gamle, kedelige fordomme og forventninger på grund af eksempelvis deres køn … Det er præcis, hvad jeg arbejder med og for. At nedbryde stereotyper. Når jeg tænker tilbage på min fascination af boksning som lille, spillede køn helt sikkert også en rolle. Helt fra mine første boksekampe tænkte jeg: ”Er det her en måde at være mand på?” Det var jo kun mænd, der boksede. Var trænere. Dommere. Og næsten også kun mænd som publikum. Jeg tænkte: ”Har det noget med maskulinitet at gøre? Kunne den maskulinitet også sidde på mig? Altså, kunne den sidde på en kvinde?” Jeg var nysgerrig på, hvad det var for noget med det her vilde menneskeudtryk, som fandt sted på den scene …

Der var dog én slags kvindelig repræsentation til stede i det her cirkus, som bokseringen vel kan kaldes. Og det var nummerpigen. Skøn at skue, perfekt for male gaze og absolut uden indflydelse. En mildest talt entydig og nederen rollemodel for en lille pige som mig, og det blev altså heller ikke hende, jeg spejlede mig i. Det skal dog siges, at joken i mit voksenhjem har været, at jeg en dag skulle indtage rollen som nummerpige i bokseringen … Om det er billedet af feministen, der grundet sin lidt mystiske fascination af boksning bliver der bliver nummerpige, der er det sjove, det kan jeg ikke helt huske …

Cecilie Nørgaard er fotograferet på L’Arsenal, Le Marais, Paris.

Jakke, Dries van Noten, 13.000 kr.
Sweater, Nouveau Nova Paris, 1.000 kr.
Bukser, Mads Nørgaard, 600 kr.

For cirka ti år siden kom den norske bokser Cecilia Brækhus frem. Det var ret vildt at se hende bokse, og jeg kan virkelig godt lide hendes boksestil. Hun var dygtig, og jeg blev fascineret på samme måde, som da jeg var barn, og bekræftet i mine barndomsrefleksioner om, at denne her type traditionelt maskuline råhed kunne praktiseres af en kvinde. Det er ligesom med alt muligt andet i vores kønsopdelte kulturhistorie – at mange ikke har haft mulighed for at afsøge måske halvdelen af deres menneskelige potentiale. Det giver mig så meget at kunne spejle mit køn i nye virkeligheder – og værdigheder. Ligesom at tårerne trillede ned ad kinderne på mig, da Danmarks kvindefodboldlandshold var i EM-finalen i 2017, og man hørte, at 1,5 millioner danskere havde set med. For første gang var det mennesker af hunkøn, som Danmark så op til på den bane. På samme måde var det fedt at se Cecilia Brækhus bokse. At se en kvinde bokse. Jeg har set hende to gange i Danmark.

Jeg er meget taknemlig for, at min far åbnede denne verden for mig. Ikke blot boksningen, men også adgangen til det, som det også repræsenterer i mig. Min far er på mange måder meget traditionelt mande-mandet, men han var også en moderne, nærværende, sjov og kærlig far, som de færreste fædre på den tid kunne blære sig med at være. Vi spillede alt med bold, satte i stand og byggede ting og sager, og så så vi altså boksning. Det var en traditionel mandeverden. Jeg tror ikke, at vores fælles aktiviteter havde politisk sigte, eller at det var, fordi han sådan specifikt oplevede, at det var ting, jeg særligt interesserede mig for … Det var bare sådan. Det er jeg faktisk meget taknemlig for, for det har haft en enorm stor betydning for, hvem jeg er blevet, og for så vidt også for, hvad jeg arbejder med. Jeg er blevet mødt meget alsidigt og ikke traditionelt piget, bare fordi jeg var en pige. Jeg kunne i princippet bare have sagt, at jeg ikke var interesseret, eller at jeg ikke gad se den boksekamp midt om natten. Jeg blev jo ikke tvunget. Jeg fik tilbudt en verden, som ikke alle piger blev tilbudt, og som jeg egentlig synes har været og er et kæmpeprivilegium.

Det er derfor, boksning er en del af mig. Det er derfor, boksning løber i mit blod.

Fra Dossier nr. 17, februar-marts 2020.