MALTE EBERT

om lystfiskeri

”Det var et eventyr, når vi banede
os vej ud ad de små vandløb … Den
opdagelsesrejse var fantastisk.”

I PERIODEN LIGE EFTER at jeg var stoppet som Gulddreng, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg prøvede nye hobbyer af. Jeg købte blandt andet en PlayStation, men allerede efter ti minutter havde jeg det sådan: Ah, det er sgu for kedeligt. Jeg forsøgte også at se en masse film, men mine tanker fór rundt. Jeg havde svært ved at koncentrere mig, efter at jeg havde været under et så massivt pres i to år. Det havde været virkelig intenst, og nu skulle jeg lægge det hele fra mig. Jeg skulle finde tilbage til, hvem jeg var, og hvad jeg skulle lave.

En af de ting, der virkede for mig, fandt jeg ud af, var at fiske. Det var ikke en ny hobby, for jeg har fisket, siden jeg var helt lille, men jeg havde parkeret det helt i Gulddreng-tiden. Jeg havde simpelthen ikke haft tid til det. Men en aften tog jeg med min far ud til Vejle Fjord. Han havde givet mig et par nye waders og en ny fiskestang. Det var ved solnedgang, og jeg stod i naturen og kiggede på den røde sol og på vandet, der bevægede sig, og fiskene, der sprang i vandoverfladen. Jeg kastede snøren ud, trak lidt ind, og de monotone bevægelser samlede bare mine tanker. Det var en rar måde at stå at tænke på. Jeg kunne mærke, at jeg var ved at vende tilbage til noget betydningsfuldt i mit liv. Noget, jeg kom fra.

”Der er nogle insekter, der ikke kan leve i vandløb, hvis vandkvaliteten ikke er god nok … For eksempel nogle døgnfluenymfer … Rhithrogena germanica, tror jeg, de hedder, som kun findes i exceptionelt rent drikkevand. Det er et godt tegn, hvis de er der.”

MALTE EBERT

MIN FAR ER EN IVRIG lystfisker. Vi flyttede til Andkær ved Vejle, da jeg var tre år, fordi han fik arbejde i Danmarks Sportsfiskerforbund. Han er biolog med fisk som speciale. Jeg så ham i Nyhederne i går, hvor han rapporterede fra vandløbet i Ibæk. Historien var, at vandstanden var rigtig høj efter det våde efterår. På grund af den rekordvarme sommer i 2018 var åen ellers nærmest tørret helt ud, men nu havde fiskene igen gode kår for at gyde. Det var en positiv historie.

Hans arbejde består i restaurering af vandløb, der har det skidt. Han har beskæftiget sig meget med miljøpolitik. Jeg kan tydeligt huske en gang i folkeskolen, da min far inviterede min klasse med ned til et vandløb, for at vi skulle tage nogle prøver og se, hvilke insekter vi kunne finde. Der er nogle insekter, der ikke kan leve i vandløb, hvis vandkvaliteten ikke er god nok … For eksempel nogle døgnfluenymfer … Rhithrogena germanica, tror jeg, de hedder, som kun findes i exceptionelt rent drikkevand. Det er et godt tegn, hvis de er der.

Dårlig vandkvalitet kan opstå, når sprøjteafstandene fra markerne til vandløbene bliver for korte. Min far kæmpede lidt med den blå regering, der nok leflede for landbruget og blandt andet ændrede afstandene for, hvor man måtte sprøjte, og der skal altså ikke særlig meget til, før en gyllevogn vender rundt og spreder pesticider ned i en å eller en sø, og alt liv bare dør. Han har nu været med til at rådgive den nye regering, da den skulle lave sin miljøpakke. Det har ført til, at man i de næste fire år kan restaurere vandløb, passe på naturen og fremme lystfiskeri som en turistattraktion.

Alle de her ting hører jeg ham udtale sig om på tv og i radioen flere gange om måneden. Jeg har en kammerat, som er lydmand på den podcast, jeg laver, og da vi var ude at køre forleden, sagde han: ”Er du klar over, hvor stor en legende din far er i danske lystfiskerkredse?” Og jeg måtte bare sige: ”Nej, det er jeg sgu ikke klar over.” Men jeg ved jo godt, at han har gjort rigtig meget for at forbedre vandmiljøet i Danmark.

Da Malte Ebert for et par år siden fangede en giant trevally i Maldiverne, spiste han og selskabet den efterfølgende. Det fortrød han hurtigt. ”Der er ingen tvivl om, at det gør det til en helhedsoplevelse ved at fiske, at man fanger sit eget måltid. Det er fantastisk. Der er ikke noget som frisk fisk. Men giant trevallyen var bare ikke supergod. Den havde samme konsistens som tør kylling. Jeg tænkte faktisk på det forleden. Den skulle vi have sat ud igen. Den er jo revets konge. Hvis en fisk ikke er en virkelig lækker spisefisk, så skal man sætte dem ud igen. Der er jo også nogle regler for den slags.”

Jakke, Barbour, 2.900 kr.
Sweater, Filippa K, 1.400 kr.
Bukser, Calvin Klein, 1.000 kr.
Støvler, Dr. Martens, 1.300 kr.
Stol, Mogens Koch hos Getama, 5.000 kr.

VI TOG PÅ MANGE fiskeferier, fra jeg var lille. Min far og min søster og min bror og så min fars ven, som han arbejdede med, og hans dreng, som hed Store Malte. Jeg var så Lille Malte. Vi var fire-fem gange i Norge og Sverige. Vi fiskede søørreder, aborrer, makreller, torsk og også laks, men havde vi fået en laks på krogen, da vi var så små, havde den nok trukket os med ned i vandet.

Da jeg gik i folkeskole, cyklede jeg tit ned til Børkop Vandmølle, når jeg fik fri, for at stå og fiske efter små ørreder. Og ud til Rands Fjord ved Fredericia, hvor vi fiskede efter brasener. Jeg har været på rigtig mange af sådan nogle ture i lokalområdet. Med min far, med venner og alene. I gymnasiet blev det sådan noget med at tage ud med drengene to-tre gange om året og sidde ved en sø og fiske og drikke nogle øl. I hele Gulddreng-perioden fiskede jeg næsten ikke, men jeg var på en ferie i Maldiverne, hvor jeg helt tilfældigt mødte Mø. Hun lå ved poolen, da vi ankom, og så aftalte vi, at vi skulle ud at fiske. Vi tog ud med en båd med besætning og fiskede med hele småfisk som agn. Og vi fangede en giant trevally, som er en sindssyg stærk fisk … Den er legendarisk at fange som lystfisker, fordi den er så stærk. Den vil man gerne fange.

Man måler fisk efter, hvor meget de trækker pr. kilo. En laks er selvfølgelig også voldsomt stærk. En gedde er stærk. Men den her giant trevally er helt vildt stærk. Det er min største fangst, men den tæller kun halvt, fordi jeg fangede den på håndline. Havde jeg fanget den på stang, havde det været en helt anden kamp. Håndline er et reb, som gør, at du som fisker har magten, for fisken kan ikke trække imod. På et fiskehjul kan fisken trække ud, ligesom jeg kan trække ind. Deri består kampen. Det er en mere fair kamp. En lidt mere spændende kamp. Men den er klart et trofæ i mit liv som lystfisker. Det var et fedt billede at sende hjem til min far. Han skrev bare: ”What!?”

Min største fiskerejseoplevelse er dog en anden. Da jeg var 11-12 år, var jeg med min far på en fisketur på Amazonas. Vi landede i Sao Paulo og fløj videre med et lille fly til Manaus. Min far var guide på turen for et hold lystfiskere, der alle boede på en husbåd, hvorfra vi sejlede ud i små kanoer for at udforske bifloderne. Vi var af sted i ti dage, og vi oplevede de vildeste ting.

Vi fik blandt andet øje på en stork, der gik langs bredden, men så faldt den lige pludselig i vandet. Da vi sejlede over for at se til den, opdagede vi, at det var en anakonda, der havde hevet den ned. Vi trak også piratfisk ind på håndline. Vi fangede store, store fisk. Vi fangede peacock basses og maller.

Vandstanden var lav, så nogle steder skulle vi bære kanoen hen over rodnet og grene. På et tidspunkt hang min line fast i et træ, så krogen svævede et stykke over vandet, men fiskene var så sultne, at de sprang op i luften efter maddingen. Det var et eventyr, når vi banede os vej ud ad de små vandløb … Den opdagelsesrejse var fantastisk. Og suset, når der var bid, og jeg ventede på at finde ud af, hvad der var på krogen. Den rejse er bare et stort minde.

Vi var også på en tur om natten, hvor vi kastede store fiskehoveder ud for at få maller på krogen. Jeg kan huske, at jeg håbede, at jeg ikke ville få bid, for sådan en krabat kunne veje op til 400 kilo. Jeg havde det sådan: Den behøver jeg virkelig ikke at fange. Til gengæld fangede jeg en peacock bass. Hvis du billedgoogler ’danmarks sportsfisker-forbund’ og ’peacock bass’, kan du se beviset: mig som dreng med kasket i en grøn båd med fisken i favnen.

Jakke, Barbour, 2.900 kr.
Sweater, Filippa K, 1.400 kr.

JEG SKRIVER og komponerer bedst, når jeg er helt afstresset. Det kan sagtens være i studiet, men det sker også ofte, når jeg går en tur, løber en tur, vinterbader, sidder i sauna. Eller er ude at fiske. Det kan også være mod slutningen af en ferie, hvor jeg bliver virkelig sulten efter at komme i studiet igen. Så skriver jeg ideer ned eller indtaler eller indsynger et memo.

Det første års tid af min i gåseøjne egen karriere har jeg afsøgt nogle grænser. Jeg har prøvet at finde ud af, hvor jeg skulle hen. Efter årene som Gulddreng, hvor jeg konstant jagtede pophittet, altså singleformatet, har jeg godt kunnet mærke, at jeg lige har skullet bruge noget tid på at nulstille og finde ud af: Hvordan lyder den musik, der kommer lige fra mit hjerte? Hvad er det egentlig, jeg vil sige? Jeg synes, at jeg er ved at være der.

Forleden havde jeg Mikael Simpson med i studiet. Jeg spillede et Jeff Buckley-cover for ham, og han sagde: ”Shit, mand, det vidste jeg ikke, at du kunne … Det er det der, du skal!” Det blev jeg så glad for, for det er det, jeg altid har villet: stå på en scene med en elguitar og synge.

Jeg skal tilbage til guitaren og tilbage til de ting, som var grunden til, at jeg begyndte at lave musik. Jeg vil forsøge at bygge det op derfra. Det der med at sidde med en guitar og lave hvert stykke af en sang. Skrive et vers, fifle med teksten og lave en bro, hvor du ændrer akkorder og går ned i en E7’er til sidst og bygger op til et omkvæd, hvor du igen skifter akkorder … Når du producerer musik på en computer, bliver det lidt mere klippe-klistre-agtigt, hvor du har et stykke, du sætter sammen med et andet stykke, og så bygger du mere og mere på … I stedet for at sidde og kæle for kompositionen. Det er mere organisk for mig med guitaren. Jeg har haft behov for at finde tilbage til den proces. Og dyrke den. Jeg har famlet lidt efter den: Hvordan fanden var det, jeg gjorde, da jeg startede? Det var det udgangspunkt i min sangskrivning, der gjorde, at jeg lykkedes med Gulddreng. Jeg kunne starte der og så gøre det poppet. Jeg er ved at søge tilbage til mine rødder, til melankolien, til singersongwriterstilen, til Jeff Buckley …

Jeg vil ikke sige, at jeg er helt ustresset over situationen, og en gang imellem ligger jeg vågen om natten: Shit, hvordan skal det lykkes? Hvordan skal jeg kunne leve af at spille musik i resten af mit liv? Det er en ret angstprovokerende branche. Der er så mange om buddet. Der er så mange, der er dygtige. Alle, der laver musik, kigger på de andre og tænker: Shit, mand, hvordan kunne jeg nogensinde have lavet det der? Men jeg er også et sted, hvor jeg tror på det, og jeg tager mig tid til det og stresser ikke over det på samme måde, som jeg gjorde umiddelbart efter Gulddreng, hvor det var sådan: Nu skal vi altså snart følge op med et eller andet, for hvis der går for lang tid, så glemmer folk mig … Jeg tror, at jeg er nået frem til, at succeskriteriet ikke er, at det bliver kæmpestort … Det er allerede privilegeret at få lov til at leve af det, man brænder for, at få lov til at leve af sin hobby. Det er der fandeme mange, der stræber efter, og jeg er der allerede. Det er jeg sindssygt taknemlig for, og for mig handler det nu om at bygge videre på det. Finde ud af, hvad det er, der gør mig glad i det at lave musik.

”Til gengæld fangede jeg en peacock bass. Hvis du billedgoogler ‘danmarks sportsfiskerforbund’ og ‘peacock bass’, kan du se beviset: mig som dreng med kasket i en grøn båd med fisken i favnen.”

MALTE EBERT

FOR NYLIG LAVEDE jeg en reklamekampagne for Økologisk Landsforening, og det var helt klart min fars røst, der gik igen. Det er en kampagne, der skal forebygge pesticider i grundvandet ved, at folk køber økologisk. I kampagnen tager jeg ud og besøger Gulddreng, som jeg ikke har set i to år. Han bor ude på et slot og har fået langt skæg og sidder i en rullestol med champagnedrop. Jeg skal overbevise ham om, at han skal hjælpe ved at skrive en sidste sang, der skal få danskerne til at købe økologisk … Men han misforstår det fuldstændig. Han tror, at folk skal stoppe med at drikke vand. Han har ikke drukket vand i de sidste mange år. Han laver en sang, der hedder ’Stop nu’, der handler om, at alle skal stoppe med at drikke vand.

Det har været rigtig, rigtig sjovt at lave den slags. Jeg har selv skrevet manuskriptet og sangen. Min far var også stolt. Det er det, der har gennemsyret de seneste projekter, jeg har lavet … Jeg har haft fingrene nede i andre maskinerier. Jeg laver ’Malte og køretimen’ (podcast på Podimo, red.). Jeg lavede en musikvideo til mit eget nummer ’Loyal’, hvor Nikolaj Lie Kaas, Kevin Magnussen og Hella Joof var med … Det har været skidesjovt at få lov til at lave sådan noget med gode venner. Det ville jeg jo aldrig nogensinde få lov til som debuterende artist. På den måde har Gulddreng banet vejen for, at jeg har kunnet lave alt muligt.

Men nu er jeg klar til for alvor at lave musik som Malte Ebert igen. Jeg skal bare også have tid til at fiske lidt mere, end jeg havde i Gulddreng-æraen. Min far og jeg har snakket om, at vores næste tur skal gå til Skotland for at fange laks. Det ville være helt fantastisk. Det er en kæmpedrøm for min far, og hvis jeg kunne give ham den oplevelse, ville det være rigtig, rigtig stort.

Malte Ebert er fotograferet i Dyrehaven nord for København. ”Jeg er bedst bekendt med Jylland, men hvis jeg skulle fiske på Sjælland, kunne jeg godt finde på at tage mine waders på og gå ud i vandet ved Kikhavn. Der er havørreder og hornfisk,” siger han.

Fra Dossier nr. 17, februar-marts 2020.