PETER GRANT

Scenograf, 64 år

Det var et rent tilfælde, at Peter Grant fik med scenografi at gøre. Nogle af hans venner gik på Filmskolen og spurgte, om han ville være rekvisitørassistent på deres midtvejsfilm. Det var Tómas Gislason, Thomas Heinesen og Lars von Trier, og da de efterfølgende lavede deres første spillefilm, ’Forbrydelsens Element’, fik han en ny tjans, denne gang i scenografafdelingen. Den opgave viste sig at være perfekt. Han var både god til det og fandt det spændende, så han smed, hvad han ellers havde i hænderne, og besluttede at fortsætte ad samme spor. I løbet af 1990’erne var han med på flere af Lars von Triers film såsom ’Europa’, ’Breaking the Waves’, ’Dancer in the Dark’, ’Dogville’ og ’Manderlay’, og i alt har han været med til at lave over 40 spillefilm, herunder ’Rene hjerter’, ’Hævnen’, ’Dirch’ og ’Valhalla’ som den seneste. ”Det specielle ved at være scenograf er, at hvis man har gjort det dårligt, vil folk bemærke det, men hvis man har gjort et virkelig godt stykke arbejde, bider folk typisk ikke mærke i det, fordi det lægger sig som baggrundstæppe for den gode oplevelse.”

I dag laver Peter Grant først og fremmest reklamefilm. Det giver ham et rush, og han synes, man lærer sindssygt meget om faget, fordi der er så meget knald på, og man kommer gennem samme struktur som i en spillefilm, bare langt mere komprimeret. ”Jeg syntes egentlig, jeg solgte min sjæl til djævlen, da jeg lavede min første reklamefilm. Men jeg er kommet til at holde meget af det, og rent æstetisk kan visse reklamefilm være virkelig spændende. Jeg har lavet reklamefilm, jeg er helt vildt stolt af,” siger han. Tilbage i 2013 var Peter Grant scenografen bag Bestsellers kampagne for Jack & Jones med den amerikanske skuespiller Christopher Walken i hovedrollen. Grant havde fået til opgave at skabe en visualisering, der gav en New York-stemning, og ud fra det byggede han et helt fiktivt univers op om historien. Kampagnen vakte stor opsigt, og til Eurobest-festivalen for Europas bedste reklamekampagner høstede den adskillige priser. ”Walken er en af mine helte, så det i sig selv var jo fedt. Men det var en film, hvor der var høje ambitioner hele vejen rundt. Der var ikke fri økonomi, men der var fri fantasi til at løse opgaven, og fordi alle knoklede som sindssyge, blev det en af de gange, hvor alle ender mødtes.”

Skjorte, Wood Wood hos Magasin, 900 kr.

Selv om Peter Grant har fast base i Danmark, arbejder han typisk udenlands trefjerdedele af året. Ofte steder, han aldrig har været før. En stor del af arbejdet består i at location scoute, og fordi han lider af køresyge, foretrækker han at tage rundt på motorcykel på egen hånd. Senest var han i Spanien, og næste gang går turen til Sydafrika. Det kan være stressende og udfordrende at løse opgaver i uvante omgivelser, men han får et kick ud af det. ”Man bliver jo lidt en narkoman af den tilværelse. Jeg finder det spændende, og det passer godt til mit personlige temperament med omskifteligheden. Men det har også en pris. Det er ikke altid nemt for dem, man lever sammen med. Nu er mine børn så store, at det er helt fint, men de havde svært ved det, da de var yngre, og det har da også kostet en skilsmisse.”

Typisk får Peter Grant et treatment fra en instruktør eller et produktionsselskab, som han skal tolke visuelt. Det kræver nogle naturlige evner for forståelsen af rum og farver, men derudover stoler han meget på sin mavefornemmelse. Hvis han brainstormer og skitserer uden at kunne se scenen for sit indre blik, kan første fase blive angstprovokerende. ”Nogle angriber faget meget analytisk, men jeg gør det meget følelsesmæssigt. Det er på godt og ondt. Når jeg endelig kan se scenen for mig, så er den der til gengæld også. Så er det meget, meget sjældent, det viser sig ikke at holde,” fortæller han.

Peter Grant arbejder ofte med den samme håndfuld instruktører på reklamefilmene. Dygtige folk ”med krøllede hjerner”, som han betragter som sine venner. Det betyder noget for ham, at han har faste samarbejdspartnere, hvor tilliden er gengældt. For uden tillid er det alligevel nytteløst, mener han. Det er den, der skaber en frihed til at tænke ud af boksen, til at åbne op og til at udleve sig selv maksimalt. Derudover er det afgørende for ham, at der er et minimum af humor i samarbejdet. Når projekterne står på, er det ikke ualmindeligt, at han og hans folk arbejder op mod 18 timer i døgnet syv dage om ugen. Derfor siger han altid til dem, at det vigtigste er, at de også har det sjovt i processen. ”Jeg har ikke noget imod, at folk er meget nørdede og koncentrerede, tværtimod, men man skal kunne smile og grine undervejs. Ellers bliver det jo fuldstændig ulideligt. Så kan man lige så godt arbejde i en kulmine.”

Peter Grant laver selv de indledende tegninger, men får herefter en anden til at tegne dem i 3D på computeren. Han har desuden et hold under sig bestående af rekvisitører, der skaffer alle de nødvendige ting, håndværkere, der bygger scenerne, og teatermalere, der udsmykker dem. Senere følger et samarbejde med filmfotograferne i forhold til lysindfald. Størrelsen af holdet varierer meget. Da han i 1990’erne var art director på spillefilmen ’Les Miserables’ med Liam Neeson i hovedrollen, var der dagligt op til 500 håndværkere på sættet. Andre gange kan det være fire-fem stykker. Det er processen med at bygge scenen op, han holder mest af. Når han kan stå på gulvet og se tingene ske, mens han bliver spurgt om noget nyt hvert femte minut. Hvilken farve skal der på? Hvor skal den stå? Hvor lang skal den være? Skal der loft eller ej? Skal den være rund eller spids? Blød eller hård? ”Selv løber jeg rundt og kravler og peger, og der bliver farvetestet, og det hele kører derudad. Lige pludselig kan man se, at man tog den helt rigtige beslutning ved at gå den vej. Jeg elsker det. Det er stadiet, lige før man bliver nervøs for, om man når det til tiden.”

Fra Dossier nr. 16, december-januar 2019/2020.