RASMUS DITLEV

Medstifter og direktør, ØNSK, 26 år

Det var ikke, fordi Rasmus Ditlev og Andreas Kirk som sådan tog afstand fra de andre studerende på HA Projektledelse på Copenhagen Business School i midten af 10’erne, men duoen skilte sig væsentligt ud på især ét punkt: De drømte ikke om en fremtid som managementkonsulenter. De talte derimod om at løbe deres egen virksomhed i gang, og da de begge havde en historie med projekter i tredjeverdenslande, førte samtalerne dem ofte mod sydlige breddegrader. Ideen gik ind i en afgørende fase en aften i slutningen af 2016 over en bunke øl på Cafeen Funke på Nørrebro. ”Vi havde snakket meget om, at det sjældent var særlig gennemskueligt, hvor kaffen, vi drak, egentlig kom fra. Den kunne være fra Afrika, Sydamerika, Asien eller Mellemamerika, vi anede det ikke, for det stod ikke på posen. Vi blev enige om, at det måtte kunne gøres bedre,” fortæller Rasmus Ditlev, der havde familie, der arbejdede med at udvinde honning og kakao i Nicaragua, mens Andreas Kirk havde boet i Zimbabwe, hvor hans familie udviklede kalveopdrætsløsninger til lokalbefolkningen. Kvalitet, transparens og bæredygtighed var nøgleordene i den kaffeimportvirksomhed, som Ditlev så klart for sig trods de røgslørede omgivelser, og som Kirk sprang med på efter en dags betænkningstid.

Rasmus Ditlev fra Lejre ved Roskilde havde efter gymnasiet aflagt sine familiære relationer i Mellemamerika flere visitter, hvor han havde studeret arbejdet på en række kakao- og kaffefarme. Da han kom hjem, etablerede han sit eget studiejob, Ditlevs kaffe, som bestod i, at han serverede kaffe fra sin baristacykel til bryllupper og andre private eller professionelle forsamlinger. Dengang indkøbte han mere eller mindre tilfældige kaffebønner til produktionen, men med ØNSK, som han og Andreas Kirk snart døbte deres startup, skulle det være slut med tilfældighederne. Makkerparret rejste til Nicaragua for at finde de helt rette samarbejdspartnere. ”Vi mødte en række kaffebønder, som var meget passionerede i forhold til kvalitet og økologi, men som på grund af pressede markedspriser og klimaforandringer også kæmpede en hård kamp for at holde familieforretningen kørende,” fortæller Rasmus Ditlev. ”Vi begyndte at kigge på, om man kunne skære alle mellemmænd fra og opbygge en relation direkte til gårdene og kommunikere den historie videre ud til forbrugere i Danmark. Fordi vi handler én til én med bønderne, kræver det, at vi engagerer os i menneskelige relationer. Vores research gjorde det åbenlyst for os, at vi skulle betale en mere fair pris for kaffen, fordi vi er bevidste om, at pengene går til deres familier og kompenserer for det hårde arbejde, de lægger i at producere kaffe af høj kvalitet. Vi kommer derfor aldrig til at være det billigste kaffevalg, men vi tror på, at vi i sidste ende vinder stort på at fortælle en autentisk historie og på at skabe en handelskultur, der gør en reel positiv forskel for kaffebønderne.”

Rasmus Ditlev og hans kolleger i ØNSK sælger 3,5 tons kaffe om måneden. Aftagerne er primært kontorer i København, men under den første uge af corona-nedlukningen i foråret steg privatsalget med 1.000 procent. ØNSK’s kaffe bliver dyrket, høstet og fermenteret på marker i højdedraget i Dipilto i det nordlige Nicaragua. Derfra bliver kaffen bragt til tørring i lavlandet i Ocotal, en halv time ad små grusveje, inden den fragtes til Danmark med containerskib fra Corinto på Nicaraguas stillehavskyst.

Sweater, Rue De Tokyo, 2.000 kr.
Bukser, Norse Projects, 1.000 kr.
Sko, New Balance, 1.550 kr.

ØNSK har, fra vandet til virksomheden blev sat over, fokuseret på at levere kaffe til kontorer i København og nærmeste omegn. De seneste 10-15 års kafferevolution, som primært har været drevet af et øget fokus på kvalitet, var – og er – bestemt ikke nået ud til alle byens arbejdspladskaffestationer, men ØNSK har i dag 250 virksomheder som faste kunder. I det seneste års tid har Rasmus Ditlev og Andreas Kirk og deres to fuldtidsansatte i hovedkvarteret i Esromgade på Nørrebro udbygget de private kunderelationer. Især under den første corona-nedlukning i foråret oplevede de en voksende efterspørgsel på private kaffeabonnementer eller de bionedbrydelige kapsler til nespressomaskiner, som Ditlev & Co. også har udviklet. I dag forhandler ØNSK til og med sine forskellige kaffeprodukter gennem Aarstiderne og Irma. Det kan godt være, at kaffemarkedet synes mættet i et land, der angiveligt drikker 22 millioner kopper kaffe om dagen, men der er stadig nuancer at skille sig positivt ud på ifølge Rasmus Ditlev. ”Vi har sat os som mål at være den spiller på markedet, der går længst på bæredygtighed. Når flere og flere risterier vender sig mod direkte handel og en bæredygtig profil, er vi nødt til at videretænke bæredygtighed og finde nye måder at skabe værdi på for både vores kunder og for de bønder, der producerer kaffen. Jeg tror meget på, at vi skal arbejde med at være innovative på selve kaffen og smagen for at skabe en større interesse for ØNSK og bønderne. Hvis vi kan, sammen med kaffebønderne, tænke nye måder at dyrke, fermentere eller tørre kaffe på og på den måde udvikle nye smage, kan vi skabe et produkt, der er helt unikt, og som sikrer en højere betaling for kaffen, der føres tilbage til bønderne.”

Kaffen fra ØNSK kommer udelukkende fra Nicaragua, hvilket smagen bærer præg af ifølge Rasmus Ditlev. ”Kaffen er dyrket i vulkansk jord, hvilket giver meget sødme og fylde og krop. Vores kaffer er ikke ristet så mørkt, fordi den i forvejen har netop en stor fylde og krop. Vi rister den lysere, hvilket frembringer nogle interessante noter: Leonels kaffe har en lille smule ferskensødme, en frugtighed, en god, honningagtig smag, hvor vores anden kaffe, Santos Isabel, har lidt mere syre, lidt mere citron, der komplementerer den fyldige, runde smag, som kendetegner mellemamerikansk kaffe. Det er en god kaffe, som alle kan lide, men den har nogle små tvist, som kan en lille smule mere end helt klassisk mørkristet kaffe.”

Da Rasmus Ditlev og Andreas Kirk undervejs i studierne på CBS fik mulighed for at tage et praktikophold, lå det ligefor, at de gjorde det i deres eget firma. Det var nødvendigt med fuldt fokus. De to nyslåede virksomhedsejere kæmpede med alle tænkelige og utænkelige begyndervanskeligheder. En ting var at lokalisere de kaffebønder, de gerne ville arbejde sammen med, noget andet var at få den første container med kaffe ud af et uropræget land. Det krævede ifølge Ditlev godt 200 e-mails på spansk til 20 forskellige mennesker over fire måneder. I dag tilbringer Rasmus Ditlev og hans hold hvert år tre-fire uger under høstsæsonen om vinteren i Nicaragua for at smage på varerne. ØNSK arbejder blandt andet sammen med den økologiske kaffebonde Leonel Valladares i bjergene ved Dipilto, som ligger mod nord ved grænsen til Honduras. ”Vi prøver at fremme en venskabelig og afslappet relation til dem, vi arbejder sammen med, så vi ikke er de rige danskere, som kommer på formelt besøg. Da vi senest var hos Leonel, endte vi med at holde en lille fest på hans gård, hvor vi drak hans cimarrona-drink, som består af rom, citron, salt og sukker, og så dansede vi med alle de unge mennesker midt i regnskoven. Det var en ret sjov oplevelse, som bekræftede mig i, at vi har gang i noget særligt,” siger Rasmus Ditlev. ”Vi aftager 100 procent af Leonels kaffe, så vi vil også gerne hjælpe ham med at øge hans produktion og derved hans indtjening. En anden gang tog vi derfor i det lokale byggemarked og købte materialer til at lave en tilbygning til gården, så han kunne tørholde den økologiske gødning, han med omhu selv laver af kompost. Vi arbejdede i 10 dage sammen med Leonels børn og børnebørn, hvilket var en fed oplevelse, og det var noget, som gjorde en reel forskel for ham og hans familie. Vi fejrede i øvrigt Leonels 70-års fødselsdag i november, hvor vi sendte ham en kage og en flaske rom.”

Sweater, Rue De Tokyo, 2.000 kr.
Bukser, Norse Projects, 1.000 kr.

Fra Dossier nr. 22, december-januar 2020/2021.