SUNE ENGEL RASMUSSEN

Mellemøstkorrespondent, The Wall Street Journal, 35 år

Det var i 2014, mens de amerikanske soldater var på vej ud af Afghanistan, at Sune Engel Rasmussen besluttede sig for at sætte kurs mod Kabul. Han ankom til hovedstaden i landet, der har været plaget af krig, lige siden USA invaderede det i jagten på Osama Bin Laden i 2011, samtidig med at de fleste andre udenlandske korrespondenter var i færd med at rejse væk. Og set udefra kunne det nemt ligne det helt forkerte tidspunkt at tage til Afghanistan for at arbejde som dansk freelancejournalist. Men sådan så Sune Engel Rasmussen ikke selv på det: I stedet tænkte han, at situationen kunne gå hen og blive en vigtig åbning for ham. ”Jeg havde ikke særligt kendskab til Afghanistan, inden jeg flyttede dertil. Men fordi der var meget få vestlige journalister tilbage i landet, var der rigeligt at lave for mig, og jeg syntes, det var vigtigt, at nogen blev ved med at holde fokus på Afghanistan i vestlige medier,” siger Sune Engel Rasmussen, der kom til Afghanistan efter næsten tre år i nabolandet Iran.

Han blev ansat som korrespondent for den britiske avis The Guardian, og samtidig skrev han hjem til danske læsere for Weekendavisen. I Afghanistan, hvor krigen stadig rasede, selv om størstedelen af de udenlandske tropper havde trukket sig ud, fulgte den persisktalende journalist blandt andet unge soldater fra de afghanske sikkerhedsstyrker i kamp mod Taleban. ”Jeg var i en landsby ved frontlinjen i Helmand-provinsen, som var blevet omringet af Taleban-folk. En deling lokale politifolk var fanget på en gård, og jeg tog med en gruppe på 50-60 mand fra de afghanske specialstyrker, der skulle ud og forstærke dem. Undervejs kom vi under beskydning. Specialstyrkerne reagerede professionelt, som de var trænet til, men det var tydeligt, at mange af politifolkene blot var unge mænd uden hverken krigstræning eller -erfaring, der var blevet del af en krig, de i bund og grund ikke selv havde valgt. Nogle af dem blev grebet af frygt og gik i granatchok. Man ved ikke, hvordan man reagerer i en sådan situation, før man står i den. Af en eller anden grund var det ikke svært for mig at holde hovedet koldt. Måske fordi jeg havde et arbejde at udføre, som jeg kunne koncentrere mig om,” fortæller han.

Egentlig var det ikke muligheden for at følge selve krigshandlingerne på nært hold, der trak mest i ham. Sune Engel Rasmussen var derimod mere optaget af alt det, som en krig fører med sig. ”Når jeg stod ved frontlinjen, var det mere interessant for mig at vende mig om mod samfundet og se, hvordan krigen påvirkede de mennesker, der bor i Afghanistan. Man taler meget om dem, der bliver dræbt i krig, men ikke så meget om de sårede, hvis liv aldrig bliver det samme igen, eller om en ungdom, der bliver frarøvet deres fremtid. På min første tur til Helmand mødte jeg en 24-årig fyr ved navn Habibullah, som lå i en hospitalsseng uden ben og sendte mig et stort smil og en thumbs up. Han var tydeligvis stadig i chok. Han får næppe et job og bliver næppe gift i et samfund, hvor ingen vil gifte deres datter væk til en mand, der ikke kan forsørge hende.”

Sune Engel Rasmussen på hjemmebane i Beirut. Han blev i december nomineret til Cavlingprisen 2019, Danmarks fineste journalistpris, for sin bog ’Nyt blod – portræt af Afghanistans generation 9/11’. Prisen blev uddelt 3. januar, efter at denne udgave af Dossier var sendt til tryk.

Det var allerede som historiestuderende på Københavns Universitet, at Sune Engel Rasmussen, der er født i Aarhus og opvokset i Holbæk, fik vakt sin interesse for Mellemøsten. Det startede med en rygsækrejse til Iran i 2008, hvor han med egne ord fik ”smadret en ny fordom hver eneste dag” i et land, der er kendt for sit konservative islamiske præstestyre og for at være et tilbagevendende emne i vestlig udenrigspolitik, men som også overraskede Sune Engel Rasmussen med sin kontrastfyldte og mangfoldige kultur. Da han senere blev uddannet journalist fra Columbia University i New York, vendte han tilbage til Iran, hvor han kunne få lov til at opholde sig, fordi han havde mødt og giftet sig med en australsk kvinde, der arbejdede på den australske ambassade i hovedstaden Teheran.

”Jeg har altid interesseret mig for steder, som er misforståede og underbelyste. Jeg synes ikke, at det er spændende at dække noget, som hundrede andre journalister også dækker – selv om det at dække eksempelvis Det Hvide Hus selvfølgelig også er et vigtigt arbejde. I Mellemøsten er der masser af historier, som ikke bliver fortalt – til vestlige medier i hvert fald – hvis ikke jeg eller mine kolleger gør det, og derfor føler jeg, at jeg kan være med til at gøre en forskel,” siger han.

Oprindeligt var planen, at Sune Engel Rasmussen og hans kone blot skulle blive boende i Afghanistan i seks måneder. Men et halvt år blev til tre, og først i 2017 forlod de landet og flyttede, via et kort ophold i Pakistan, videre til Libanon, hvor Engel Rasmussen i dag arbejder for The Wall Street Journal. Som korrespondent for den amerikanske avis dækker han igen Iran, hvor det hele startede, men denne gang fra sin base i den libanesiske hovedstad Beirut, cirka 1.500 kilometer fra Teheran. ”Som vestlig journalist kan det være meget vanskeligt at få visum til Iran. Derfor tilbringer jeg mere tid ved skrivebordet, og mange af mine historier må jeg ringe hjem. Jeg kan godt savne at sidde og drikke te med de ældre fra en stamme i en lille landsby, ligesom jeg af og til savner at være lidt tættere på det, jeg skriver om. Men sådan er det for alle, der dækker Iran. Som situationen er nu, er det ikke til at bo i landet som udenlandsk journalist. Heldigvis har jeg et vist kendskab til det iranske samfund, som gør, at jeg føler, at jeg kan være med til at dække landet på en måde, der giver mening. Da jeg sidst var i Iran, tidligere i år, kunne jeg for eksempel sammenligne livet i dag med det samfund, jeg forlod i 2014, og både se, hvordan sanktionerne bider hårdt, men også hvordan Teheran er blevet en mere åben og liberal by. Det er der mange, der ikke er klar over, tror jeg.”

Dossier nr. 17, februar-marts 2020.