ULRICH WIWEL

Stifter og medejer, Nordic Drive, 44 år

Hver gang de tyske brugtbilsblade udkom, tog Ulrich Wiwel ned på Københavns Hovedbanegård klokken 5 om morgenen for at få fingre i dem før alle andre. Han var 18 år, havde lige fået kørekort og havde sparet sammen til at købe sin første bil. Men det skulle ikke bare være en tilfældig bil, han kunne køre på roadtrip og til gymnasiet i. Han ønskede noget særligt. En dag så han en annonce for en Golf Pirelli, der var sort udenpå og ternet indeni. Den kunne ikke fås magen til i Skandinavien, og det syntes Ulrich Wiwel var ”ret spændende”. På sit gebrokne tysk fik han forklaret sælgeren, at han var virkelig interesseret i at se bilen, og næste dag tog han først et tog til Hamborg og dernæst tre tyske regionaltog til en lille by uden for Düsseldorf. Under trøjen havde han en konvolut med 40.000 kroner i kontanter. Hans fortid som motocrosskører i Team Danmark-regi havde affødt en interesse for biler samt en erstatning for en skade, han havde pådraget sig. Lagt sammen med de penge, han havde sparet op fra sine to avisruter på landevejene omkring Blovstrød, kunne han opfylde drømmen om sin første bil. Han elskede den frihed og de mange oplevelser i udlandet, som bilen gav ham. Bag rattet følte Ulrich Wiwel sig fri.

Da Pirelli’en en dag skulle til reparation, kørte dens ejermand til Folkevogn i Birkerød, hvor mekanikeren kunne se, at der var tale om en særlig model. ”Og så blev jeg jo glad, fordi det var en fagmand, der talte til en amatør. Ved et tilfælde så direktøren for det folkevognshus også bilen, og spurgte, hvor jeg havde den fra, og sagde, at han havde nogle kunder, der måske godt kunne være interesserede i sådan nogle Pirelli-versioner.” Og sådan startede det, der i dag er Ulrich Wiwels karriere som brugtvognsforhandler i luksusklassen. I en stor, godt forsikret garage i nærheden af lufthavnen har firmaet Nordic Drive, som Ulrich Wiwel har med sin kompagnon Thomas Wulff, cirka 30 biler parkeret. De fleste af dem skal man være millionær for at købe, og det er der da også flere i Ulrich Wiwels efterhånden veludbyggede netværk, der er. Hver gang han får en ny bil hjem, eller får tilbud om at købe en bil, har han et kartotek over cirka 50 seriøse kunder i Danmark samt cirka 20 i udlandet, som han kan ringe til.

Strik, Les Deux, 999 kr.
Bukser, Les Deux, 799 kr.
Uret er fra Rolex og er Ulrich Wiwels eget.

”Jeg har lige fået en Aston Martin hjem fra Barcelona. Den blev leveret af Aston Martin til verdensudstillingen for biler, Salon de l’Automobile, i 1969. Her var der en spansk racerkører, der købte den, og siden har to andre spanske herrer haft den. Den har altid boet i Barcelona, og det er helt unikt, for normalt flytter de her biler fra Saudi-Arabien over New York til L.A. eller andre steder med stor koncentration af samlere. Så når en bil har levet et stille spansk liv i Barcelona og aldrig været på markedet før, er det rigtig sjovt at finde den,” siger Ulrich Wiwel. Det var en gammel mand, der handler med biler i Paris, der vidste, at ejeren overvejede at sælge, og tippede Ulrich Wiwel om det. Og så begyndte han straks at ringe til de folk i sit netværk, han vidste, var interesserede. ”Jeg ringede til en person, jeg holder meget af. Det viste sig, at bilen var fra hans fødselsår, og egentlig kan man sige, at det jo bare er pis og papir, men for klienten var det et trigger point, og da jeg lagde på, var jeg pænt glad for netop dét match af mand og maskine. Der blev ikke talt om praktik eller pris (cirka 4 millioner kroner, red.) en eneste gang. Det kræver selvfølgelig, at man har en masse penge, for at kunne tillade sig det, men jeg synes, at det var en meget værdig dialog,” siger Ulrich Wiwel.

Blandt hans kunder er der både mænd og kvinder, hvoraf de fleste bor nord for København, tæt på vandet. De køber både bilen og historien. Ulrich Wiwel sætter pris på den relation, han har til disse mennesker, som han finder interessante, fordi de virkelig har en passion, de dyrker. Ikke fordi det er en dyr passion. For nogle af disse kunder bliver Ulrich Wiwel husets bilbutler. ”Hver gang de vil have en ny bil, ringer de til mig. Jeg har for eksempel et ægtepar, der hele tiden får nye idéer. De to har det rigtig sjovt med at prøve forskellige, meget ekstraordinære biler af. Det er en old money-familie, så det er klassiske engelske mærker som Bentley og Aston Martin, de går efter. De ville aldrig vælge en markør som en skriggrøn Lamborghini eller en gul Ferrari. De vælger det bedste af det bedste, men man kan ikke se, om den koster 8 millioner eller 1 million. Jeg har nok handlet 12-14 biler for dem over årene, og når de er færdige med bilerne, sælger jeg dem videre igen,” siger Ulrich Wiwel.

Kunderne vender ikke tilbage, fordi han er billigst. Han kan bedre lide at konkurrere på menneskelighed og grundighed og bruger lang tid på at finde al information om en bil – hvor er den produceret, hvem har ejet den, på hvilke værksteder er den blevet repareret, og findes der kvitteringer – for at finde ud af, hvad han mener, den er værd. Og så byder han den pris. ”Jeg har ikke noget forhandlingsrum. Jeg starter ikke ti procent under. Jeg tror, at man bliver respekteret for at komme med en fair, gennemtænkt pris. Jeg prøver ikke at presse den. Prisen er i det hele taget ikke noget, vi snakker om i begyndelsen. Der kan gå flere dage, før vi når dertil,” siger Ulrich Wiwel, der som regel bliver lønnet som en konsulent, altså med et fee på en handel, og ikke med en procentdel af prisen. ”Vi omsætter for meget, men vi tjener ikke så meget, bare se vores regnskab. Og det er heller ikke det, der er vigtigt for mig. Jeg har selv en lille bilsamling, men har ingen ambitioner om at være på niveau med mine kunder og kommer det aldrig,” siger Ulrich Wiwel.

Han har, trods alt, selv fem biler i garagen: en algegrøn Mercedes fra 71, en sort Lincoln Continental fra 66, en sort Porsche 911’er fra 92, en natblå Maserati fra 2009 samt en skifergrå Range Rover til hverdagsbrug. Selv om der ikke rigtig er noget, der hedder hverdag i Ulrich Wiwels arbejdsliv. ”Et par gange om ugen får jeg et opkald, der gør, at jeg skal være i lufthavnen inden for to timer. For hvis ikke jeg er fremme i det lille landdistrikt i Italien og se på den Maserati inden for 12 timer, er der en anden, der får muligheden før mig. Hvis de ringer, skal jeg af sted og vise, at jeg er meget taknemmelig for det opkald. Ti vilde heste kan ikke holde mig tilbage og få mig til at sige: Ah, jeg lægger det lige ind i kalenderen til næste uge. I stedet aflyser jeg alt, hvad jeg har, og tager af sted,” siger Ulrich Wiwel. ”Jeg tror, at min kone har vænnet sig til det. Hun er ret god til at håndtere, at jeg er så nørdet i mit arbejde, og forstår vist galskaben i forhold til min bilpassion. Og der er da gange, hvor det ikke er nemt at ringe hjem og sige, at jeg skal af sted. Men jeg har ikke nogen dage, hvor jeg tænker, at det ikke er det værd. Og det er jeg meget taknemmelig for.”

Fra Dossier nr. 10, december-januar, 2018/2019.