AMIR HASSAN

Stifter, ejer, designer, Twelvepieces, 25 år

Det begyndte, som det ofte gør, med en forælder. Da Amir Hassan voksede op ved Langkærparken i den ghettoagtige forstad Tilst uden for Aarhus i 1990’erne, var det med en blyant i hånden og en far, der havde sit eget atelier i hjemmet. Faren, Mohammed Hassan, var flyttet til Danmark fra Egypten i begyndelsen af 1970’erne med en baggrund som arkitekt og civilingeniør, og da han pludselig havde politisk frihed, begyndte han at lave kunst inspireret af traditionerne i hans hjemland. Egyptiske oldtidsguder, faraoer og minder fra hans barndom optrådte ofte i malerierne, som han med tiden kunne leve af at male. Der gik ikke lang tid, fra hans søn, Amir Hassan, lærte at gå, til han gik i hælene på faderen i atelieret. Min fascination af kunst har altid været der, og siden min barndom har jeg haft kuglepen og papir på mig, så jeg altid har kunnet tegne,” fortæller Amir Hassan.

At den tidlige fascination 20 år senere ville føre til en mediestorm, da popstjernen Justin Bieber iførte sig en kjortel med arabisk kalligrafi på og Amirs navn i nakken, kom alligevel som en overraskelse for familien. Det var til gengæld ikke overraskende for nogen, at Amir Hassan besluttede sig for at læse til designer. Før han begyndte på gymnasiet, startede han en Tumblr-konto, hvor han delte billeder af alt fra skulpturer og malerier til tøj og arkitektur. Den blev populær og fik over 60.000 følgere, og Amir Hassan besluttede sig for at dedikere sig til æstetikken og historiefortællingen og blive designer. Han vidste, at han ville gå en usikker fremtid i møde, men især én begivenhed gjorde, at han vidste, det var den eneste vej frem: faderens død i 2006. ”Da jeg mistede min far, følte jeg, at der gik en masse tabt med ham, fordi han havde været så god til at fortælle historier om sit hjemland og vores kultur gennem kunsten.” Amir Hassan satte sig for at videreføre den tradition, men med tøj og ikke kunst som talerør. Han begyndte på designskolen i Herning, hvor han lærte håndværket. Fascinationen af det forskelligartede fortsatte, og især interessen for de visuelle og æstetiske dele af hans kulturelle baggrund blev ved med at spøge. Han arbejdede med kjortler, arabisk kalligrafi og materialer og snit, der kom fra Nordafrika og Mellemøsten, og som han kendte fra sin barndoms mange besøg hos familien i Egypten. Der var ikke nogen politiske motiver, han blev bare draget af æstetikken.

Det gjorde omverdenen også. Da Amir Hassan i 2017 sendte sin første kollektion på gaden, inspireret af det arabiske forår i Nordafrika, gik modeverdenen i selvsving. Kollektionen bestod af 12 styles – deraf navnet Twelvepieces – og blandt andre Justin Bieber, Kendrick Lamar og danske Peter Falktoft blev set i tøjet. Han fik opmærksomhed i internationale medier som Vogue, virksomheder var klar til at bruge mange penge for at få tøjet i butikkerne, og menigmand, modefolk og journalister ville vide, hvorfor han brugte tøj som talerør for politiske budskaber. ”I princippet var det ikke ment politisk, men det var sådan, folk forstod det. Den arabiske skrift på tøjet betød blandt andet frihed, retfærdighed, broderskab og revolution, som for mig ikke nødvendigvis kun er politiske budskaber. Men folk syntes, det var meget mystisk med arabisk skrift på tøjet,” fortæller Amir Hassan. Amir Hassans anden kollektion hed ’Roots’ og satte igen fokus på Egypten, men denne gang på dets historie, kultur og natur. For Amir Hassan er det en måde at tage sine arabiske rødder tilbage på, lidt som Natasja i sin tid gjorde det med Dannebrog. ”Jeg vil gerne bruge de fordomme, folk har, på en kreativ måde. Jeg vil ikke provokere, men forklare, og det er derfor, du altid vil se arabisk kalligrafi i mine kollektioner. Jeg vil gerne lære folk at se det æstetisk smukke og historien i det,” fortæller han.

Det er han lykkedes med. ’Spring’-kollektionen bestod af 12 styles, der hver især blev lavet i 12 nummererede eksemplarer, som hurtigt blev udsolgt. ’Roots’-kollektionen blev også godt modtaget, og Amir Hassan viste tøjet frem til modeuger i Paris og Berlin og blev kåret som et af årets brands af modemagasinet HIGHSNOBIETY. Men der var stadig et logistisk problem. Twelvepieces var slet ikke gearet til at tage imod så mange ordrer, fordi kollektionens styles udkom i de få, nummererede eksemplarer. Nu barsler Amir Hassan med kollektionen ’Fatamorgana’, der ikke vil være nummereret. Det betyder, at der kommer flere stykker tøj på gaden, at priserne falder, og at Twelvepieces kommer ind på det mere mainstream modemarked. Det er egentlig et kompromis med Amir Hassans originale idé, men efter to års stejl læringskurve i modebranchen har han indset, at han er nødt til at sætte flere stykker tøj til salg. Den erkendelse har været den største udfordring for Amir Hassans kaosridt mod toppen af modeverdenen. ”Jeg var ret stædig i starten og insisterede på, at jeg aldrig ville ændre konceptet, selv om folk fortalte mig, at det aldrig ville kunne køre rundt. Det betød også, at jeg sagde nej til nogle helt sindssyge beløb fra folk, der ville sætte kollektionen i produktion. Men jeg vidste ikke helt, hvor vildt det var, så jeg takkede nej og tænkte, at de tilbud ville komme igen senere,” fortæller Amir Hassan grinende. Fremover vil han både designe unummererede kollektioner og de eksklusive, små kollektioner, han er blevet kendt for. Han lægger ikke skjul på, at udfordringerne har været lige så mange som succeserne de seneste to år. ”Jeg var helt grøn, havde ingen erfaring inden for industrien, og så eksploderede det. De seneste to år har været sindssyge, og jeg tror egentlig først, at det er nu, at det sjove begynder. Det er først nu, jeg har forstået, hvordan man driver en forretning og får ens brand og liv til at køre rundt.”

Fra Dossier nr. 12, april-maj 2019.