FLEMMING PEDERSEN

om at udvikle talenter

FC Nordsjællands succesrate med at udvikle talenter, integrere dem på klubbens eget superligahold og sælge dem videre til større europæiske klubber er for længst blevet bemærket i den store fodboldverden. Alene inden for det seneste års tid har klubber som Manchester City, Werder Bremen, HSV, Minnesota United, Bournemouth, Grasshoppers og IFK Norrköping lagt vejen forbi Farum for at studere den danske klubs talentudviklingskultur – og forretningsmodel. 55-årige Flemming Pedersen, som efter denne sæson skifter titel fra teknisk direktør til cheftræner, har iværksat og finpudset systemet siden 2006 – med inspiration fra blandt andet LEGO, ballet og trafiklys.

DET OVERORDNEDE MÅL med vores talentudviklingsprogram i FC Nordsjælland er at udvikle morgendagens rollemodeller. Det er ambitionen. De unge mennesker skal være både gode fodboldspillere og gode mennesker – primært gode mennesker. Vi tager udgangspunkt i, at den måde, vi opfører os på uden for banen, gerne skal afspejle sig i den måde, vi opfører os på, når vi er på banen.

Jeg tror på ideen om, at det land eller det samfund, du er en del af, har stor betydning for, hvilke fodboldspillere og hvilke fodboldhold du kan skabe. FC Nordsjælland er et produkt af den skandinaviske kultur, hvor vi er opdraget til at hjælpe hinanden. Vi har et socialt sikkerhedsnet i Danmark. Da jeg var træner i Tyskland og i England, oplevede jeg en mere individuel mentalitet. I England er man udadtil meget høflig, og man får det indtryk, at alle står klar til at hjælpe en, men jeg erfarede, at høfligheden for manges vedkommende kun var overfladisk. Det engelske samfund virkede i nogle henseender mere individualistisk og egoistisk kontra det danske. Men der sker jo også et skred i den retning i Danmark: Vi bliver mere og mere egoistiske. Det er en udvikling, vi tager stor afstand fra i FC Nordsjælland, og vi arbejder på flere fronter på at udvikle vores spilleres forståelse for hinanden og kollektivet.

Samtidig bliver det moderne fodboldspil brandet mere og mere individuelt. Det er heltene, den individuelle spiller, der er fokus på. Man glemmer nemt de kollektive dyder, og at vejen til individuel succes oftest sker, når vi hjælper hinanden. Og når man kigger på de allerbedste hold, så er det alligevel hold, som spiller i takt. For at vinde noget skal der sandsynligvis være en vis form for kollektivisme. Vi vil ikke glemme det kollektive i FC Nordsjælland – vi dyrker og hylder det kollektive.

Flemming Pedersen har siden 2006 været en fast del af staben omkring FC Nordsjællands superligahold: Fra 2006 til 2011 fungerede han som ITU-træner (talenttræner) og A+-træner, og han var 1st team coach (2011-2014), da klubben vandt sit første mesterskab i 2012 og siden optrådte i Champions League. Efter et ophold i tyske Mainz (sammen med Kasper Hjulmand) og engelske Brentford fra 2014 til 2016 vendte han i slutningen af 2016 tilbage til FCN som teknisk direktør. Pr. 1. juni 2019 tiltræder han som klubbens cheftræner.

Jakkesæt, Bruun & Stengade, 1.699 kr.
Sweater, Sand, 999 kr.

Vi har indgået et samarbejde med Common Goal, den sociale støtteorganisation med Juan Mata (spansk spiller i Manchester United, red.) i spidsen, og 31 af vores medarbejdere – mig selv inklusive – giver én procent af vores løn til dens forskellige projekter rundtom i verden. Nogle af førsteholdsspillerne, blandt andre Mads Valentin og Clinton Antwi, har deres egne give back-projekter; de indsamler fodboldstøvler og andre ting og sager, som de sender til vores akademi i Ghana. Vi har i mange år haft et støttesamarbejde med børneafdelingen på Nordsjællands Hospital. Og så videre. Det er vigtigt, spillerne ser, at alle ikke er lige så privilegerede som dem selv. Vi arbejder med deres bevidsthed om, at de er heldigt stillede, og at andre er mindre heldigt stillede, og hvorfor skal de, der har overskud, ikke hjælpe dem, der ikke har det? I stedet for at finde sig selv ved at bestige bjerge, løbe maratonløb og så videre, så kunne vi som mennesker bruge den tid på at hjælpe andre. For er det ikke i samværet med andre mennesker, at vi finder os selv?

Alle spillere på vores akademi, fra 10-års alderen og op, har desuden to gange 30 minutter om ugen med character development. De kan blandt andet blive stillet over for et dilemma. Det kunne være den situation fra den tyske 2. Bundesliga, hvor Bochum, bagud 0-1, fik tilkendt et straffespark. Men ham, straffesparket blev begået mod, gik hen til dommeren og sagde, at der ikke var straffe, og så endte dommeren med at annullere det. Og hvad gjorde Bochum-spillerens holdkammerater? De gik selvfølgelig over til ham og slog ud med armene: ’Jamen, vil du ikke have straffe!?’ Det diskuterer vi så.

Vi gør også meget ud af at inddrage forældrene. De kan for eksempel møde ind en time, inden deres børn skal spille kamp, og så kan vi lave en samarbejdsøvelse med LEGO, hvor man i små grupper skal bygge eksempelvis et slot for derefter at diskutere, hvordan man kom frem til slottets udseende, hvad de enkelte forældre bidrog med, og hvordan de tænkte undervejs i processen. Eller vi fortæller, hvordan vi arbejder med deres sønner – og nu også døtre, for vi etablerede en pige- og kvindeafdeling sidste år. Vi kan jo ikke være dem, vi gerne vil være, uden at gå et hundrede procent ind for ligestilling. Og vores trænere har en bogklub, hvor de mødes hver 14. dag og diskuterer et kapitel. Vi har blandt andet læst ’Legacy’ og ’The Barca Way’, som godt nok er mere nørdet sportslitteratur om kultur og ledelse inden for henholdsvis rugby og fodbold end stor verdenslitteratur, men som alligevel tilføjer et perspektiv til vores verden.

”Vi tror også fuldt og fast på, at vi med vores kollektive skandinaviske tankegang kan få en plus en til at blive tre, fordi der er en kæmpe synergi i at hjælpe hinanden. Det er et krav fra vores side, at vores spillere skal engagere sig i det øvrige samfund.”

FLEMMING PEDERSEN

Det hele handler om at kigge ud af vores egen lille boble. Jeg kunne nævne andre initiativer, men pointen er, at vi føler et ansvar for at være med til at udvikle hele mennesker, men at vi faktisk også tror på, at vi kan gøre vores talenter til bedre fodboldspillere ved at opdrage dem til at se ud over egen næsetip. En spiller skal selvfølgelig indeholde en vis portion narcissisme for at nå langt i fodboldverdenen, men vi tror også fuldt og fast på, at vi med vores kollektive skandinaviske tankegang kan få en plus en til at blive tre, fordi der er en kæmpe synergi i at hjælpe hinanden. Det er et krav fra vores side, at vores spillere skal engagere sig i det øvrige samfund.

DET ER MED DEN overordnede vision, med den idealisme, vi arbejder med vores talentudvikling i FC Nordsjælland. En anden, mere konkret præmis for vores arbejde er vores forretningsmodel: Vi lever af at udvikle talenter, som vi så kan sælge videre og altså tjene penge på; penge, som genereres videre ned i talentafdelingen, så vi på sigt kan udvikle endnu bedre mennesker og spillere.

For FC Nordsjælland og for mig som klubbens tekniske direktør har det altid været den store ambition at få bragt spillere frem til først og fremmest det højeste niveau i Danmark – altså udvikle superligaspillere – og derfra er næste skridt at gøre spillerne klar til en større klub i udlandet. Strategien er, at vi gerne vil sælge spillerne, når de er 21-22-23 år. Det er det, FC Nordsjælland lever af, og så skal vi jo også skaffe plads til de næste talenter, der står på spring. Vi har mellem seks og otte debutanter på superligaholdet fra hver eneste årgang, og så er der så to til tre af dem, der bliver stamspillere. Inden for to år er det meget muligt, at vi kun ser vores egne akademispillere på vores
superligahold.

Et vigtigt instrument i vores talentudviklingsprogram er vores playbook. Det er en bog, eller rettere en pdf, over vores spillestil. Den er lige nu på 31 sider plus appendikser, men den er hele tiden under udvikling. Bogen består af de forskellige muligheder, en spiller har i en given situation i en kamp. Altså, hvad kan højre forsvarer for eksempel gøre, når han modtager bolden fra målmanden? Der er typisk tre til seks muligheder for hver spilsituation.

Da jeg kom til FC Nordsjælland i 2006, var Morten Wieghorst lige blevet ansat som cheftræner. AKP (Allan K. Pedersen, red.) var bestyrelsesformand og Jan Laursen sportsdirektør, og de var enige om, at vi skulle spille offensiv, teknisk fodbold. Og jeg sagde: ’Ja, fint, men hvordan?’ Det er op til træneren, lød svaret. Og så gik vi i gang med at strukturere det, og det er så blevet mere og mere struktureret med årene i playbooken. Så kan man sige: ’Jamen al den struktur … Bremser den ikke kreativiteten?’ Svaret er nej, snarere tværtimod. Både Morten og jeg dengang og Kasper Hjulmand og jeg i dag og hele klubben i øvrigt tror på, at forudsætningen for kreativitet er systematik og struktur. Når vi har planerne på plads, giver det frihed til improvisation. Bille August har engang sagt: ’Jeg kan ikke improvisere over en improvisation.’ For mig giver det rigtig god mening.

LEGO, som vi samarbejder med, har lavet en rapport, de kalder ’Systematisk kreativitet’, og er der nogen, der ved noget om kreativitet, må det være LEGO. Rapporten består af en masse videnskabelige studier, og hovedbudskabet i den er, at du udvikler kreativitet på baggrund af fordybelse. Hvis du bliver ved med at lave noget, så opdager du nye veje. Det handler om at fordybe sig. Det er jo i dag meget in at tale om discovery learning – den tilgang tror vi ikke på … Vi har en klart nedfældet metodik, som trænerne skal bruge i vores træninger, og vi har fokus på deliberate practice. Vi er inspireret af repetitioner og klar feedback, som er nogle af grundsubstanserne i deliberate practice. Discovery learning handler omvendt om, at eleverne skal begå deres fejl og selv finde løsningerne. Det tror vi ikke på, for der går som regel alt, alt for lang tid med at finde de løsninger. Vi er med til at give dem løsningerne. Vi laver en klar ramme for, hvordan vi arbejder – vi begrænser løsningsmulighederne for spilleren, og i en kamp bliver beslutningsevnen hurtigere, fordi de ikke selv skal opfinde en løsning hele tiden. De kan hurtigere genkende de forskellige situationer, fordi vi har repeteret dem til træning – og på den baggrund kan spillerne improvisere endnu mere under kampene.

Da jeg skrev min P-licens (den højeste træneruddannelse i Danmark, red.) for fem år siden, var emnet selektion af børnefodboldspillere mellem fem og 11 år. Jeg rejste rundt til forskellige klubber i Europa, men jeg tog også ind til Balletskolen på Det Kgl. Teater, fordi vi ikke må scoute spillere i den alder i Danmark, men det må Balletskolen. Jeg overværede optagelsesprøver, og jeg må sige, at jeg blev inspireret af Nikolaj Hübbe, fordi han også ved, hvad han vil. Hans vision er også klar, og derfor kan han være så tydelig i sin feedback. For nogle kan det virke ekstremt hårdt, men det er bare ærligt. For mig viser det kun, hvor meget han elsker balletten, og hvor meget han elsker sine elever. Han vil så gerne være med til at udvikle dem til de bedste udgaver af sig selv, de overhovedet kan blive.

Af og til ser vi så nogle spillere, som lige pludselig laver noget andet end det, der står i playbooken, og det har de altid frihed til. Du kan sammenligne det lidt med at holde en tale. Hvis du ikke har forberedt dig, så står du undervejs og tænker over, hvad du skal sige. Har du planlagt din tale, så giver det dig netop frihed – forberedelse giver frihed, for du ved, hvad du skal sige, og så kan der være plads til at improvisere.

Vi elsker spillere, som improviserer. Det er også en af de måder, vi udvikler playbooken på, for pludselig ser vi spillere træde ud af playbooken og finde en ny løsning. Så siger vi: ’Aha, den løsning kan vi strukturere.’ Så bliver tre til seks muligheder måske til tre til syv. Et eksempel: I mesterskabssæsonen fik vi struktureret en aflevering, vi kalder ’Dommerafleveringen’, fordi vinklen på afleveringen er lige præcis den linje, dommeren løber i fra hjørneflag til hjørneflag … Den opstod som en mulighed, når modstanderen lagde presset på os på en bestemt måde. Den aflevering blev en fast del af spillestilen. Den blev pludselig udført på banen, inden vi havde opdaget den som mulighed. En anden måde, spillestilen udvikles på, er, når vi ser afleveringer i internationale kampe … En del af vores opspil i dag er at slå en aflevering ind over vores modstanderes forsvarskæde, som vores back så flugter ind foran mål. Den så vi Dortmund lave for nogle år siden. Den aflevering og den løbebane blev så sat ind i både playbooken og i træningen, og vi har siden lavet et par mål på den konto.

KRITIK AF RIGHT TO DREAM

FC Nordsjælland har siden 1. januar 2016 været ejet af den britiske investorgruppe Pathway Group, hvis direktør, Tom Vernon, er bestyrelsesformand i den danske klub. Samme Vernon startede i 1999 fodboldakademiet Right to Dream op i Ghana; et akademi, der i dag arbejder tæt sammen med Farum-klubben. I slutningen af 2018 fremkom en række tidligere akademispillere i Politiken med anklager om fysisk afstraffelse og psykisk pres. Flemming Pedersen afviser at have kendskab til sådanne episoder, da han ikke har noget med akademiets daglige drift at gøre, og han henviser til de svar, Tom Vernon allerede har givet i sagen. Vernon skrev blandt andet til Politiken: ”Right to Dream tillader ikke mishandling af eleverne. Disse konkrete anklager er enten falske eller overdrevne eller taget helt ud af sammenhængen, og de er fremført af et lille antal utilfredse tidligere elever. Vi har leveret omfattende dokumentation og kommentarer til situationerne, som disse tidligere elever har befundet sig i, inklusive onde individer, som de uheldigvis er associeret med og manipuleret af til at angribe Right to Dream for problemer, som de står overfor i deres professionelle liv efter at have forladt Right to Dream. I deres tid på akademiet blev disse elever interviewet af Departementet for Social Velfærd, og de rapporterede aldrig nogen problemer.”

DA KASPER HJULMAND og jeg kom til Mainz i 2014, opdagede vi, at spillet i Tyskland var meget individuelt. I hvert fald endnu mere, end vi havde troet. I vores zoneopdækning opererede vi med det, man kalder en Viererkette, men de spillede bare ikke som en kæde. Forsvarerne kiggede kun på den nærmeste modstander. De havde ikke styr på rummene og opbakningen til hinanden. En god ven opfordrede mig til at læse den tyske sociolog Niklas Luhmanns tillidsanalyse. Han introducerer tillid som mekanisme til at reducere samfundets kompleksitet. Det gav stor mening for mig, og jeg plejer gerne at bruge historien om lyskrydsene, når jeg skal forklare hvorfor. Et lyskryds handler om tillid, for når jeg kører over for grønt, så er jeg nødsaget til at stole på, at de krydsende bilister stopper for rødt. Hvis jeg ikke har tillid til, at de holder for rødt, så bremser jeg op, og så kommer jeg til at forstyrre trafikken. Det er lige præcis det, fodbold handler om: Der er en masse situationer, hvor spillerne havner i forskellige lyskryds på banen, hvor vi skal have afstemt vores løbebaner. Det handler om tillid. Hvis jeg ved, at jeg kan spille den bold i blinde, fordi jeg ved, at min medspiller tager det og det løb i den og den situation, så er det baseret på tillid.

Det kom jeg til at tænke ekstremt meget over i Tyskland, fordi spillet er lagt så individuelt an der. Det bunder i samfundet – der er bare generelt mere mistillid i Tyskland end i Danmark. Første gang jeg skulle køre i taxa, sagde chaufføren, før vi overhovedet var kørt: ’Jeg skal se nogle penge.’ Jeg sagde: ’Jamen, skal jeg ikke først betale, når turen er slut?’ Og han sagde: ’Jo, men jeg skal vide, om du overhovedet har penge til turen.’ Det overraskede mig, og det tog tid at få trænet spillerne i zoneopdækning, for det handler om, at man skal stole på hinanden.

”Nikolaj Hübbe, Niklas Luhmann og Svend Brinkmann har bekræftet mig i tanker, jeg har haft, men som jeg måske ikke har kunnet sætte præcise ord på. De har hjulpet mig med at skærpe filosofien i vores playbook.”

FLEMMING PEDERSEN

Det er min opfattelse, at alt for mange både trænere og spillere farer vild i spillet, fordi det er så komplekst. Du har ti medspillere, og du har 11 modspillere, og du må kun spille med fødderne. Banen kan være af skiftende standard, så det er ikke altid let at styre bolden. Jo mere tid du skal bruge på at styre bolden, jo mindre tid har du til at kigge op. For mig handler det om at reducere alle spillets muligheder. Det fører mig videre til Svend Brinkmann, hvis bog ’Gå glip’ har inspireret mig meget – den handler netop om begrænsningens kunst. Mange mennesker vil rigtig meget, og så bliver det sværere at fordybe sig. Kunsten er at fravælge. Sådan er det også i fodbold. Du fravælger en masse ting, du fravælger en masse løsninger og begrænser dit spil til færre løsninger for på den baggrund at kunne tage bedre og hurtigere beslutninger. Nikolaj Hübbe, Niklas Luhmann og Svend Brinkmann har bekræftet mig i tanker, jeg har haft, men som jeg måske ikke har kunnet sætte præcise ord på. De har hjulpet mig med at skærpe filosofien i vores playbook.

VI ER SELVFØLGELIG også inspirerede af en masse fodboldkultur. Af Ajax’ talentarbejde, af Guardiolas arbejde med banens rum og half-space … Vores principper er gennemgående helt nede fra U10-holdet. Vi koncentrerer os om at udvikle spillernes mindset, og når vi gør det, så tror vi på, at vi vinder. Vi har ikke noget overordnet fokus på at vinde – vi har en anden tilgang. Da vi fik nye ejere (investeringsgruppen Pathway Group i 2016, red.), skulle de lige vænne sig til den her måde at arbejde på. Det tog et år, for de kom også med en mere individuel tilgang. Men efter et år havde de fået forståelse for det kollektive. Den individuelle tankegang er bare ikke det, vi dyrker her. Vi har valgt en anden tilgang. Da jeg var i Brentford, blev 18 ud af 24 trænere fyret i Championship i den sæson. I Tyskland var det ni trænere, hvoraf vi var den ene. Det er halvdelen i Bundesligaen. Så kan man jo godt forstå, at trænerne tænker: ’Jeg skal ikke tænke langsigtet her – det handler kun om at vinde den næste kamp.’ Jeg kan godt forstå trænerne, men jeg forstår ikke klubberne.

Da vi startede akademiet op, hørte vi også den der med: ’Jamen I vinder jo aldrig noget! Spiller I ikke for at vinde?’ Og så lige pludselig, med nogle af vores egne akademispillere på holdet, vandt vi det danske mesterskab. Og folk sagde: ’Hvor kom det fra?’ Vi har også vundet sølv og bronze og to pokalfinaler. Det har vi gjort uden at have et overordnet fokus på at vinde. Det var noget, der kom via spillet og måden, vi arbejder på. Det handler også om, at vi ikke kan sammenligne os med eksempelvis FCK. De har en anden økonomi – blandt andet derfor har vi valgt at gøre tingene på en anden måde. Det står der ikke noget om, når du ser stillingen i avisen, men vi har bare ikke samme økonomi til at købe spillere – derfor udvikler vi dem selv.

Det første, vi ser på, når vi scouter, er fodboldforståelsen. Er der gameunderstanding? Dernæst på de atletiske kompetencer, for der bliver ikke plads til langsomme spillere i fremtiden. Når spillet bliver hurtigere og hurtigere og mere og mere dynamisk, så skal spillerne kunne arbejde på større og større områder. De skal kunne flytte sig hurtigt. Det tekniske kan man stort set altid lære, så det er ikke så vigtigt, når man scouter ungdomsspillere. Det fjerde hovedpunkt handler om det mentale, men der stoler vi så meget på vores eget miljø og det character development-program, vi arbejder med, at det skal vi nok få styr på. Vi skal i hvert fald nok gøre vores spillere klar til, at de kan begå sig i udlandet. Det er ikke det der med at få hjemve og ikke kunne klare sig selv – det kan de!

Jakkesæt, Bruun & Stengade, 1.699 kr.
Sweater, Sand, 999 kr.
Sko, Diadora, 699 kr.

Nikolaj Hübbe har fortalt, at Den Kgl. Ballet hvert 13. år afholder Bournonville-festival som en markering af den nye generation af balletdansere, fordi det tager 13 år at udvikle en balletdanser. De begynder som femårige, og som 18-årige skal de være klar til at træde ind på den store scene. Det er også derfor, jeg siger, at fodbold for mig er en meget, meget underudviklet sport. Vi har rigtig, rigtig meget at bygge på – der kan trænes meget mere. Kan vi gribe det mere kollektivt an, kan vi komme til at se et fantastisk flydende spil.

Jeg har udtalt, at min mission er, at vi kommer op på mellem otte og ni mål pr. kamp. I efteråret 2017 var vi nummer et i Europa på antal scoringer i vores kampe – vi lå nummer et med 4,47 mål pr. kamp i gennemsnit. Det vil sige scoringer af os selv og af modstanderne. Nummer to lå på 4,06 – det er en stor forskel. Mit mål er otte til ni mål i gennemsnit. Jeg ser gerne, at vi vinder 6-3 eller 5-4. Vi skal have endnu mere power i spillet, vi skal kunne spille endnu hurtigere. Det er detaljer, vi hele tiden arbejder med til træning … Vi skal kunne vende op i banen. Vi skal hele tiden være halvvendt. Når vi spiller, skal vi spille i rum frem for i fødder. Vi skal bryde linjer … Spillerne skal spille afleveringer med langt hårdere fart. Længere afleveringer. Det bliver mere åbne kampe, så vi kommer også til at lukke flere mål ind. Det bliver mere frem og tilbage. Men kan vi score fire-fem mål pr. kamp, så vil der stadig være en stor chance for, at vi vinder.

Vi spørger nogle gange os selv, om Zlatan ville have overlevet i vores system, hvis han var kommet til klubben som tiårig. Det håber jeg, at han ville have gjort. Emre Mor har jo været her. Bajram Fetai, som nu er akademitræner hos os, og Emiliano Marcondes har også været her. Spillere med lidt større egoer, og det er jo også et spørgsmål om ledelse. Du skal give dem plads – hvis du forsøger at styre dem for meget, så tager du alt fra dem. Der kan jo sagtens være forskellige temperamenter inden for rammen. Ellers bliver det for kedeligt. Vi vil hellere have for meget temperament end for lidt. Vi vil gerne have mennesker med kant. Og det er der også plads til inden for vores ramme.

Fra Dossier nr. 12, april-maj, 2019.