JEPPE HEIN

om at finde ro

Siden han fik angst første gang, er den danske kunstner Jeppe Hein gået langt, bogstaveligt talt, for at finde ro inde i sig selv. I en alder af 44 har han lært at trække vejret og at konfrontere de dystreste af sine tanker, hvilket har givet ham nye indsigter, som han forsøger at give videre. Som kunstner og som far.

I TIDEN OP TIL mit første angstanfald i 2009 kørte det for mig. Jeg syntes selv, at jeg var genial. Jeg rejste flere gange rundt om jorden hver måned til åbninger på gallerier og museer, jeg holdt foredrag, jeg snakkede med alle, jeg havde uendelig energi og kunne klare alt. Alt, hvad jeg havde brugt de første 35 år af mit liv på at opnå, skete for mig. Jeg ville være en verdensberømt kunstner med stor succes, og det blev jeg.

Men jeg drak også syv-otte espressoer om dagen for at klare den og var fuldstændig som på adrenalin-speed. Lige inden det crashede, havde jeg åbnet Karriere Bar i Kødbyen og en soloudstilling på Aros, styret et cirkus med 40 kunstnere i Frankrig – og haft bihulebetændelse syv gange i venstre side. Det måtte jo gå galt.

Mit første angstanfald var voldsomt. Jeg sad i et fly på vej til København, hvor jeg boede dengang, på vej hjem for at holde ferie. Endelig kunne jeg slappe af, tænkte jeg. Men min krop sagde: Nu kan vi endelig vise mr. Hein, hvordan vi i virkeligheden har det. Først blev jeg svimmel. Jeg kunne lige pludselig ikke finde ud af at trække vejret. Jeg begyndte at få det underligt i kroppen og hovedet: Hvorfor kan jeg nu ikke få vejret? I splitsekunder fik jeg også eksistensangst: Bliver jeg kvalt? Skal jeg dø nu? Jeg kiggede ned på mine arme og bevægede dem rundt, men jeg kunne slet ikke mærke, at jeg bevægede dem. Der var ingen forbindelse til min krop. Hvor skal jeg ligge, hvordan skal jeg sidde, jeg kunne slet ikke finde mig til rette. Og jeg sad altså i et flysæde. Jeg prøvede at snakke med manden ved siden af mig, og han kunne godt se, at den var gal, så han gav sig til at fortælle om sit liv for at få mig til at falde ned.

”Det var kunstneren, der var ved at blive verdensberømt og kunne det hele, fuld fart frem, party, fitness og alt muligt, og så var det bare GA-BANG, så sad han på sit værelse og prøvede at ånde og lavede akvareller. Jeg trak stikket i to år.”

Jeppe Hein

Det var første gang, at jeg slet ikke forstod min krops signaler. Jeg har jo før stået til en reception og smilet, men haft det ad helvede til. Men jeg har aldrig mistet kontrollen på den måde – i 25 minutter! Da vi landede, var jeg rimelig rystet og ringede som det første til min mor. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad der var sket. Min mor har arbejdet med selvudvikling i 30 år, været på alle mulige kurser og retreats, og det var hende, der sagde, at det var et angstanfald, jeg havde haft. Vi har ikke altid været lige tætte, men efter den dag snakkede vi i telefon sammen hver dag i flere år. Når jeg fik flere anfald, ringede jeg til hende, og så hjalp hun mig med at finde mit åndedræt igen. Hun sagde: ”Nu ånder du ind: 1, 2, 3, 4. Nu holder du en lille pause.
Og nu puster du ud på syv: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7.” Sådan blev hun ved, indtil jeg fik ro på min krop.

Jeg havde ikke angstanfald hver dag, og det voldsomste var også det første, men jeg havde det pissehamrende svært hver dag. Jeg blev nødt til at sige til mit studie, at jeg ikke kunne arbejde, og jeg måtte droppe alle åbninger resten af året. Det var kunstneren, der var ved at blive verdensberømt og kunne det hele, fuld fart frem, party, fitness og alt muligt, og så var det bare GA-BANG, så sad han på sit værelse og prøvede at ånde og lavede akvareller. Jeg trak stikket i to år.

FØRST BRUGTE jeg lang tid på at indse, at jeg var rigtigt syg. Det var svært at acceptere, at en person som mig, der er megapositiv og til tider kan være ret sjov, tror jeg nok, kan være gået SÅ galt i byen. Og så tog det også lang tid at få det bedre. Jeg prøvede mig frem, blandt andet med yoga. Det gav mig så meget ro, at jeg på et tidspunkt gik i gang med at uddanne mig til yogainstruktør, men det var alligevel for meget, fandt jeg ud af. Jeg ville jo stadig gerne lave kunst. Men jeg fandt en dybere ro på den yogamåtte, som jeg hverken havde søgt eller fundet før. Og den ro prøver jeg stadig at finde hver dag. Og det er, når jeg i momenter finder den, at jeg kan holde til alt det andet, jeg har i mit liv.

Min dag starter kvart i seks. Det første, jeg gør, er at gå ind i et værelse og meditere og lave yoga i en times tid. Men den egentlige yoga starter først, når jeg træder af måtten. Alle kan jo gå ind og prøve at slå kringle på sig selv, men det svære er at tage den der grounding og det overskud, man får af at lave yoga, med ud af rummet. Yoga handler jo om at være opmærksom på, hvad man gør, når man gør det. Så det øver jeg mig i. For eksempel når jeg skærer ingefær ud til min te om morgenen. Først skræller jeg ingefæren lige så stille og roligt. Så tager jeg min favoritkniv fra skuffen og skærer kødet i lange, tynde strimler. Det knaser på en helt speciel måde, og der dufter helt smukt i køkkenet. Til sidst hælder jeg kogende vand over. Øvelsen er, at jeg ikke tænker på madpakker, eller hvad min mindste datter skal have på af tøj, men fokuserer på at skære ingefær, mens jeg gør det. På et lidt større plan handler det om at være til stede i nuet og være i balance, og det er ikke nemt. Jeg har øvet mig i ni år nu, og det lykkes jo heller ikke hver gang.

På et tidspunkt står mine piger op, der er lidt morgenkaos med morgenmad og madpakker, og når min kone eller jeg har afleveret i skole og børnehave, tager jeg, hvis jeg har mulighed for det, ud til mit skovstudie. Mit primære studie ligger inde midt i Berlin, hvor jeg har cirka 25 medarbejdere. Lige meget hvor jeg kigger hen i det studie, er der noget, jeg skal tage stilling til. En stresset hjerne har enormt svært ved at tage en masse beslutninger på kort tid, så jeg har brug for at være et sted, hvor jeg kan få ro. Derfor prøver jeg at komme i mit skovstudie en til to dage om ugen. De skal helst ikke komme rendende fra det store studie, men Stephan, min studie-manager, kommer lige en gang imellem, hvis han for eksempel vil have mig med til et Skype-møde med en gallerist i New York. Men jeg prøver at undgå den slags, for jeg tager jo derud for at være alene.

Haven går direkte ud i Grunewald-skoven, der er fyldt med vildsvin. Lidt længere nede er der en skovsø, hvor jeg tit hopper i. Når jeg ankommer op ad formiddagen, laver jeg endnu en kop te, sætter mig på en bænk i haven og drikker den og kigger ud i skoven. Uden at lave andet imens. Så går jeg typisk indenfor, maler lidt eller laver yoga foran de store åbne vinduer. Nogle gange laver jeg meditativ yoga andre gange noget, der giver mere energi. Efter lang tid i savasana (afslapningsøvelse i slutningen af en yoga-praksis, red.) er jeg ved at være sulten og laver en mad på samme måde, som jeg skærer ingefær ud om morgenen. Jeg prøver at holde mig væk fra al kommunikation med omverdenen, og der er også ret dårlig forbindelse i området, så det er faktisk meget godt.

En dag i mit skovstudie er én lang dag med mindfulness. Men det kan også blive lidt stille, så hvis jeg skal have lidt action, har jeg et bordtennisbord og en maskine, der skyder bolde ud, og så står jeg der en halv time og spiller bordtennis med mig selv. Og det er jo faktisk også en form for meditation at repetere sådan et skud en masse gange. Man skulle tro, at jeg ikke fik udrettet noget på den måde, men jeg er faktisk bare blevet mere produktiv, efter at jeg er blevet bedre til at fokusere.

I STARTEN VAR jeg bange for at være i skovstudiet alene. Det skabte en enorm angst i mig. Men langsomt, med meditationen og yogaen og ved at male en masse, fandt jeg ro i at være der. Nu har jeg fundet ud af, hvor dejligt og beroligende det er at være alene. Det tror jeg, der er mange mennesker, som ikke tør. For så har de for meget tid til at tænke over og mærke efter, hvordan de i virkeligheden har det.

Før var jeg også bange for stilheden. Men det kom jeg over, da jeg for tre år siden var i Norge med min gamle ven Finn, der er filosof. Vi vandrede over Dovrefjell i 20 dage, fra Oslo til Trondheim. Mange store filosoffer skriver om, hvad det kan gøre ved en at gå og gå og gå. I begyndelsen kunne jeg ikke finde ud af ikke at sige noget til Finn, så jeg spurgte, om han ville fortælle om nogle filosoffer, og så begyndte han at snakke om Jung, Freud og Kierkegaard. Jeg er ikke en belæst person, jeg er jo ordblind og sådan noget, men jeg elsker at lytte. Som dagene gik, fandt jeg ud af, at jeg spurgte, fordi jeg var bange for stilheden. Først efter 10-12 dage lærte jeg at leve med den. Jeg stoppede med at spørge Finn om filosoffer og fandt en stilhed inde i mig selv. Pludselig åbnede mine sanser sig, og jeg kunne dufte saltet, vandet, bladene og moskusokserne, der satte spor med deres tis. Jeg nåede også til nye erkendelser, fordi jeg havde så meget tid til at tænke.

”Vi bliver født med en indånding, vi dør med en udånding. Imellem de to ting ligger vores liv, men mange tænker slet ikke på deres åndedræt, selv om det er det, der holder os i live, og som holder os sammen som mennesker, fordi vi trækker den samme luft ind alle sammen.”

Jeppe Hein

Længe havde jeg projiceret nogle af mine egne behov over på min kone. Jeg syntes, at der var en masse ting, hun skulle realisere, i stedet for at bruge så meget tid på at passe børn. Men min kone ville bare gerne have et tredje barn. En dag i Norge ringede jeg til hende og sagde, at det ville jeg også gerne. Hun blev gravid meget kort tid efter, at jeg kom hjem. Det gik op for mig, at jeg ikke kunne ændre min kone. Man kan kun ændre sig selv, eller gøre noget selv, og når man gør det, kan det være, at det løsner op for nogle andre ting. Min kone har lige udgivet sin første børnebog, ’Aya’. Jeg har hjulpet lidt med at male nogle ting til bogen, men det er hendes projekt. Nogle af de ting, jeg havde higet efter, at hun skulle gøre, opstod altså af sig selv, da jeg gav slip på mine forventninger.

Da vi ankom til Trondheim, fik Finn og jeg ordet stillhet tatoveret på armen. Den tatovering minder mig om, at når der er fuldstændig gang i den rundt om mig, kan man finde en indre ro, hvis man gør sig umage. Den rejse gjorde også meget for mit og Finns venskab. Vi har jo kendt hinanden, siden vi var 12, og Finn har en dejlig kone, han mødte til mit bryllup, som han har fået tre børn med, men vi ses kun et par gange om året. På den her tur fandt vi ud af, hvem hinanden rigtigt var, fordi vi havde god tid. Den tur og den stilhed, vi fandt sammen, var også startskuddet til den anden bog, som Finn har skrevet om mig: ’Når livet blomstrer – breathe with Jeppe Hein’, der handler om min kunst og mit liv set ud fra en spirituel og filosofisk betragtning. Den første bog, ’The Happiness of Burnout’, om tiden før og efter mit sammenbrud, har jeg lært virkelig meget af, ved at Finn gik ind og forholdt sig til mig på en dyb og ærlig måde.

I sommer tog jeg igen til Norge for at gå i fem dage, denne gang alene, og det var sgu hårdt. En dag blev jeg enormt ked af det. Jeg gik og gik og gik og kom dybt ind i nogle tanker om en situation med min kone. Når man får tid til at være alene, kommer der nogle ting frem, som man slet ikke forventer. Jeg satte mig ned i en enorm regnbyge og accepterede følelsen i stedet for at gemme den af vejen. Og så forvandlede den sig til en følelse, der var til at leve med. Det blev forløst, fordi jeg gik ind i det. Selv om det kan lyde sådan, er det altså ikke et livsmål for mig at finde noget at grave i, man skal også huske at nyde det. Og jeg kan godt forstå, at nogle er bange for at være for meget alene og have for meget tid til at tænke. Men de ting, du prøver ikke at tænke på, vil du blive konfronteret med på et eller andet tidspunkt uanset hvad. Og jeg kan kun anbefale at gøre det nu. Så får man et meget friere liv.

Jeg træner også mig selv i at være mere empatisk. Hvordan forholder jeg mig, når morgenmaden flyver hen over bordet, man glemmer en madpakke, og den lille ikke vil tage jakke og støvler på. Så kan man enten vælge at råbe hende ind i hovedet og sige, at hun skal gøre det ekstra hurtigt – det hjælper sjældent – eller man kan prøve med medfølelse og sige, at det kan jeg godt forstå, forsøge ikke at råbe, men bare sige: Skat, det er minusgrader udenfor, vil du ikke i det mindste tage jakken med under armen og gå ud i bilen?

T-shirt, Change Yourself, 375 kr.

MEDITATIONEN HAR LÆRT mig at håndtere den slags situationer bedre. Det handler, igen, om at huske at trække vejret, og det er der også mange af mine værker, der handler om. Vi bliver født med en indånding, vi dør med en udånding. Imellem de to ting ligger vores liv, men mange tænker slet ikke på deres åndedræt, selv om det er det, der holder os i live, og som holder os sammen som mennesker, fordi vi trækker den samme luft ind alle sammen. Mit værk ’inhale, hold, exhale’ skal helt konkret gøre folk opmærksom på deres vejrtrækning. Først lyser ordet ’inhale’ i fire sekunder, så ordet ’hold’, og til sidst ordet ’exhale’ i syv sekunder, ligesom min mor lærte mig. Nogle vil selvfølgelig ikke belæres om, hvordan man trækker vejret – det har de jo gjort hele deres liv. Og jeg prøver heller ikke at presse ned over hovedet på folk, at de skal være spirituelle eller se spirituelle ting i mine værker, der er jo ikke noget facit. Men det, jeg har lært om mig selv i hele den her proces de seneste ni år, præger i høj grad min kunst. Jeg har altid brugt mange spejle, men med tiden har jeg fået en større forståelse for, hvorfor de er så vigtige. I mine neonbokse står man for eksempel og ser sig selv i spejlet, mens man læser budskaber som: ’You can only change yourself’ og ’I am right here right now’. Og får spørgsmålet: ’Are you really happy?’

Fra Dossier nr. 11, februar-marts 2019.