KARL-OSKAR OLSEN

om cykling

”Jeg fik faktisk tatoveret et portræt af Fausto Coppi på min underarm for 15 år siden. Simpelthen fordi manden har gjort så stort indtryk på mig.”

43 år, stifter af Wood Wood og Pas Normal Studios

NÅR JEG CYKLER, kommer jeg ofte på tanker, som jeg ikke er i kontakt med i løbet af hverdagen. Om kærlighed, familie, venner, arbejde … Alt muligt. Men de rigtigt fede ture er dem, hvor jeg udelukkende forholder mig til det landskab, jeg cykler igennem. Den tidligere profrytter Michael Rasmussen sagde engang noget smukt: at klimaks på hans træningsture var, når han blev til vej. Når han smeltede sammen med underlaget og omgivelserne. Den tanke om, at det hele bare flyder i ét, den kan jeg virkelig godt sætte mig ind i.

Jeg har også dage, når benene er gode altså, hvor jeg begynder at tale med mig selv, højlydt, om alt muligt. Jeg slår ofte over i andre personer, det kunne være karakterer fra film eller musik, og jeg kan tale i timevis. De dage, jeg lider, siger jeg ikke så meget. Der lider jeg bare. Men for at være cykelrytter må man lære at elske smerten. Når det gør ondt på dig, så gør det også ondt på dine konkurrenter. Smerten er en del af det at sidde på sadlen. Hvis det ikke har gjort ondt, når man har været ude at cykle, så har turen ikke haft samme betydning, som hvis man havde haft kæmpet sig gennem smerten. Hvis det nu heller ikke gjorde ondt at få en tatovering, så ville det heller ikke være noget lige så særligt, vel?

MIN FASCINATION AF cykelsporten er faktisk kommet ind med modermælken. Jeg er født ind i en traditionel dansk cykelfamilie, hvor både min far og min bror begge cyklede på højt plan. En stor del af min barndom foregik derfor på diverse sjællandske landeveje for at se dem køre ræs. I juniorklasserne begyndte jeg så selv at cykle nede i Roskilde Cykle Ring.

Jeg husker stadig tydeligt, da jeg som knægt vandt mit første cykelløb. Det var på hjemmebane i Roskilde, det står stadig rigtig stærkt for mig. Jeg var den absolut mindste i feltet, men stak alligevel af på sidste omgang. Min far skulle køre det, der hedder H40-løb senere på dagen, så han var omklædt og trillede rundt længere ude på ruten. På et tidspunkt opdagede han, at jeg var stukket af fra feltet, og så råbte han ellers bare, at jeg skulle træde, og at jeg var på vej mod sejren. Jeg var pavestolt.

Cyklen røg dog i garagen igen i løbet af mine teenageår. Jeg fandt ud af, at der også var noget, der hed skateboard, og det og andre sjove subkulturer var pludselig lidt federe end at sidde og have ondt på en cykel, hvor ens far stod og skreg, at man skulle se at få gang i de ben. Det var først i begyndelsen af mine 20’ere, at jeg begyndte at køre igen.

DER ER RIGTIG MANGE ting, der fascinerer mig ved cykling. Det der med at komme ud, det er som en form for terapi, en form for trance, man kommer i. Cykling er en egosport, og for mig handler det om at komme ud og prøve nogle grænser af, samtidig med at jeg nyder naturen. I en travl hverdag er det helt vildt befriende og forløsende at komme på cyklen og mærke vind og vejr og smerte. Jeg cykler meget alene af samme årsag. Og så er der alle de myter, som cykelsporten har skabt, som jeg også er dybt forelsket i. Jeg er særlig optaget af rytterne omkring Anden Verdenskrig, ryttere som Gino Bartali og Fausto Coppi og alle deres konkurrenter, der på en eller anden måde reflekterede, hvordan hverdagen var både før, under og efter krigen, hvor cyklingen slet ikke var, hvad den er nu.

Karl-Oskar Olsen er fotograferet på Italo Disco på Vesterbro i København.

Cykeltrøje, TKO for Pas Normal, 1.700 kr.
Tights, TKO for Pas Normal, 1.650 kr.
Cykelvest, Pas Normal, 1.050 kr.
Sokker, Pas Normal, 150 kr.
Cykel, Cannondale x Pas Normal Studios SuperSix Evo, 65.000 kr.

Jeg fik faktisk tatoveret et portræt af Fausto Coppi på min underarm for 15 år siden. Simpelthen fordi manden har gjort så stort indtryk på mig. På alle mulige måder. Ikke kun gennem sine bedrifter på cyklen. Han var en fattig dreng, der ikke kunne finde ud af ret meget andet end at cykle og blev så hamrende god til det. Han blev beordret i hæren, taget til fange af englænderne, kom tilbage og vandt Tour de France, skilt fra sin kone, havde en elskerinde og samlede mere eller mindre Italien efter Anden Verdenskrig med sin sejr i Giro d’Italia. Hans person og historie er så unik, så ham har jeg altid haft et særligt forhold til.

Som barn af 80’erne har jeg også et eller andet med nogle af de største ryttere fra den periode. Især Bernard Hinault, Francesco Moser og Giuseppe Saronni. Dem har jeg et svagt punkt for. Det var altid dem, der skabte løbene, fordi de bare var de stærkeste – og derfor var det også dem, der var flest billeder af i min storebrors aflagte cykelmagasiner, som jeg klippede i stykker og hang op på mit barndomsværelse.

I GAMLE DAGE var cykling en arbejdersport, det vil sige, at dem, der ikke kunne andet, de cyklede bare. Nu er det oppe på sådan et CEO-, golfagtigt niveau. De myter, de personligheder og de scenarier, Coppi-generationen var igennem, kan jeg helt vildt godt lide. De er med til at farve sporten. De kørte op ad de samme bjerge, som man gør nu, men de havde bare noget helt andet grej. Og deres trøjer! Trøjerne er vigtige for mig. I mange år samlede jeg på cykeltrøjer, og jeg går stadig enormt meget op i de forskellige holds design. Nutidens trøjer falmer dog desværre i forhold til de gamle trøjer. Det er, som om det begyndte at gå galt i 80’erne, og derfra er det bare gået nedad. Jeg kan ikke nævne én trøje i det nuværende felt, som jeg gerne vil eje. Der er alt for mange logoer og alt for lidt kvalitet i design og æstetik. Det er noget af det, vi i Pas Normal Studios prøver at gøre op med. Jeg savner et simpelt, men eksklusivt udtryk, som afspejler den tid , vi lever i.

Med årene er cykling også blevet til en slags arbejde for mig. Jeg startede Pas Normal Studios for tre år siden, og vi har vokset os store og er blevet en spiller på det internationale marked for cykeltøj. Men det bliver aldrig kun til et arbejde. Jeg ser stort set også alt, hvad der er af cykling i tv. Mine favoritløb er de fem monumenter: Paris-Roubaix, Milano-San Remo, Flandern Rundt, Lombardiet Rundt, Liege-Bastogne-Liege. Selvfølgelig også Tour de France. Jeg sluger også alt, hvad der er af diverse bøger, digtsamlinger og film om cykling. På alle måder er sporten bare en virkelig stor del af mit liv.

JEG VIL SIGE, at jeg er på grænsen til at være en udmærket cykelrytter, men jeg ville ikke kalde mig selv supermotionist. Jeg er okay. Jeg cykler først og fremmest for min egen skyld, ikke for at vinde noget, men jeg vil selvfølgelig altid gerne slå mine venner i diverse byskilte-spurte, når vi er ude at køre sammen. Trods min forholdsvis store størrelse er jeg en udpræget bjergrytter. Jeg kan rigtig godt lide, når det går opad, og jeg har flere gange været på udlandsture for at køre i bjerge.

Jeg kører, både herhjemme og i Sydeuropa, nogle motionsløb på højt niveau, og der kan jeg nogle gange godt føle, at jeg rent faktisk er med i et rigtigt løb, fordi vi kører på de samme strækninger som profferne. Der er et rigtigt danskerløb nede i Alperne, der hedder La Mamotte, et amatørløb, der nogenlunde svarer til en kongeetape i Tour de France, og det har jeg kørt på 6 timer og 45 minutter, hvilket det år svarede til, at jeg blev nummer 122 ud af 14.000. Det var ret hurtigt, så det står som en af mine største oplevelser. Det allervigtigste den dag var dog, at jeg var hurtigere end de af mine kammerater, der også deltog i løbet.

”Jeg har også dage, når benene er gode altså, hvor jeg begynder at tale med mig selv, højlydt, om alt muligt. Jeg slår ofte over i andre personer, det kunne være karakterer fra film eller musik, og jeg kan tale i timevis. De dage, jeg lider, siger jeg ikke så meget. Der lider jeg bare.”

Karl Oskar-Olsen

Med Pas Normal Studios har jeg også haft nogle virkelig fede oplevelser i Asien, hvor vi har kørt nogle group rides med vores ambassadører og kunder derude. Da vi var i Sydkorea, havde vi base i Seoul og kørte så ud i landskabet derfra. Langs Han-floden og op mod den nordkoreanske grænse i bakket, bjergagtigt terræn. Det var superfint.

CYKELSPORTEN ER FYLDT med floskler og gamle sure mænd, der siger, at det skal være som i gamle dage, hvor man lå på et udslidt hotelgulv et sted i Belgien og spiste teboller og drak vand. Sådan synes jeg ikke, det behøver at være i dag. Sporten har rykket sig, og den bliver dyrket af nogle andre mennesker i dag – både CEO-typerne og helt almindelige mennesker. Jeg prøver ikke at være så hellig med, at tingene absolut skal være på én bestemt måde, men, og det er vel en slags ritualer, jeg har alligevel nogle ting, jeg hverken kan eller vil give slip på. Det er nok bare sådan, det er, når man har kørt i mange år. Så får man sine vaner, og de er svære at komme af med igen.

I princippet er der ingen grund til at barbere ben, altså ikke ud over, at det er æstetisk flottere, det er jo ikke, fordi jeg skal ind på briksen og have massage, når jeg har været ude at køre. Men når folk spørger mig, om jeg virkelig barberer mine ben, så siger jeg ’ja’ og forklarer, at det altså ikke ser særlig godt ud, hvis man har en kæmpepels ned af benene, når man har stramme lycrabukser på. Sådan er det bare.

Fra Dossier nr. 10, december-januar 2018/2019.