KASPER FILSØ

Paraatlet i 100-meter-løb, Vejle IF, Team Danmark og Adidas, 29 år

For Kasper Filsø handler alt i dagligdagen om løb. Kost og søvn er nøje tilrettelagt, og han følger et fast træningsprogram med skiftevis hurtighed, interval og hård vægttræning, afhængigt af, hvor på sæsonen han er. Det er med fuld dedikation, og han vil ikke gå på kompromis med noget. ”Selvfølgelig savner jeg visse ting, men hvis jeg drikker mig fuld en aften, ved jeg også, hvor lang tid det tager at komme ovenpå både mentalt og kropsmæssigt. Jeg har aldrig stået i vejen for mine kammerater, så jeg har valgt at sige, at hvis der er nogen, der ikke har forståelse for, at det er min træning før alt andet, så kan jeg ikke se, hvad fanden jeg skal bruge dem til,” fortæller han.

I den konstante jagt på de afgørende marginaler forsøger han at finpudse alle parametre. Han har egen agent og tilknyttet træner, massør, sportspsykolog, diætist og specialiseret fysioterapeut. Med sidstnævnte har han på det seneste nørdet udstrækningsstillinger i forhold til sin hofte, fordi han gerne vil være mere smidig og fleksibel. ”I atletik er man sin egen herre, og man finder ud af, at ens træningsproces afgør det hele. Det griber mig helt sindssygt meget. Det hele handler om at optimere, hvordan man træner, spiser, sover for at rykke sig. Man kan justere så mange ting, at når man når op på mit niveau, bliver man til sidst lidt syg i hovedet af det.” Kasper Filsø har også brugt rigtig meget tid med sin sportspsykolog på det seneste for at stå stærkere mentalt. Tidligere tænkte han for meget over, hvad andre sagde om ham, og hvis han havde et dårligt løb, blev han for påvirket af det. ”Jeg kan godt lide at skille mig ud fra mængden, men så ved jeg også godt, at andre vil have en ned med nakken. Han har været god til at skille alle negative tanker fra. Nu har jeg fundet en måde at slappe af på og være både glad og pisseligeglad med, hvad andre folk siger.”

På en typisk sæson har Kasper Filsø 10 stævner, hvor knap halvdelen er i paraatletisk regi. Det drejer sig som regel om de større løb som EM, VM og diverse grandprix-stævner, hvor han løber mod andre arm-amputerede. Som 100-meter-løber er det vigtigste styrke og teknik, og det er især teknikken, hvor det bliver et handicap, at han er født uden højre underarm. ”Så snart pistolen lyder, skal jeg reagere, og der kan man især bruge armene til at gøre første skridt langt. Allerede der mangler jeg noget, og så på de sidste meter, hvor man spænder op, mangler jeg lidt, når det kommer til at holde knæene høje, hvor selve armtrækket hjælper meget.” Som teenager i Lemvig i sin tid var der ikke noget, der pegede i retning af, at han skulle blive en af landets bedste 100-meter-løbere, og den bedste inden for paraatletik. Her handlede det om fodbold, og det faktum, at han mangler den ene underarm, var aldrig et tema. ”Det har altid irriteret mig allermest, hvis folk har set mig som handicappet. Jeg har stadig nogle gange lidt svært ved at associere mig med paraatletik, for da jeg spillede fodbold, var det med andre folk med to arme og to ben, og det gik jo sådan set godt. Jeg kan huske engang, at en af mine kammerater spurgte, om der ikke fandtes handicapfodbold, og jeg var sådan: ’Jeg er jo ikke handicappet?’ For jeg var lige så god som de andre, hvis ikke bedre.”

Faktisk var Kasper Filsø i to år en del af FC Midtjyllands talenthold. Dengang var han 15 år, og hans store helt var Real Madrids angriber Raul. Men det var ironisk nok til et fodboldstævne, at en fodboldtræner introducerede atletikken for ham på grund af hans hurtighed, og selv om han ingenting anede om det, blev det alligevel ved med at spøge de kommende år. ”Jeg mistede min storesøster til kræft, og hun havde selv været rigtig god til fodbold, så det var noget, jeg associerede med hende. Jeg blev rigtig træt af fodbold og havde på en måde brug for at få tankerne over på noget helt andet.” På et tidspunkt faldt han så over De Paralympiske Lege i fjernsynet og besluttede sig for at prøve atletikken af, så før han fik set sig om, stod han en dag til en træningssamling og skulle pludselig konkurrere mod andre med fysiske handicap. ”Da jeg først kom i gang, var jeg meget tæt på at springe fra igen, for det var sgu lidt for mærkeligt. Når jeg var til stævner, stod jeg i callroom med dværge og folk i kørestol. Jeg havde været vant til et fodboldmiljø, hvor jeg ikke så mig selv som handicappet, og nu var jeg pludselig placeret i en bås. Det havde jeg det sindssygt svært med til at starte med. Men samtidig fik jeg også kæmperespekt for dem, og så fandt jeg jo ud af, at til de store konkurrencer delte man op, så jeg kun skulle løbe mod andre arm-amputerede, og de var pissehurtige,” fortæller Kasper Filsø.

Mod sine umiddelbare forventninger kom atletikken til at fange ham helt vildt, men den første lange tid var ikke specielt nem. Han skulle vænne sig til at løbe på en helt anden måde, da man som fodboldspiller løber med små skridt og hurtig frekvens og ikke får udnyttet den styrke, der er behov for i atletik. Samtidig skulle han efter mange år med drengehørmen i et omklædningsrum nu vænne sig til at begå sig på individ-niveau. Særligt de seneste tre år føler Kasper Filsø, at hans potentiale er begyndt at blive forløst. Til en grandprix-finale på det olympiske stadion i London i 2016, hvor alle verdens bedste atleter, blandt andre Usain Bolt, deltog, løb han sig til en femteplads, og til EM i Berlin i 2018 tog han endnu et top-fem-resultat hjem i et stærkt felt. ”Det er sindssygt fedt at være en del af så store stævner. Det er egentlig det, jeg ånder og lever for. Jeg elsker at løbe for så mange mennesker, og på en måde bliver jeg mindre nervøs, når der er 70.000, end hvis der er 500 til et indendørsstævne i Skive. Det viste mig samtidig, at jeg sagtens kan præstere i den slags omgivelser, for jeg slog nogle af mine største konkurrenter.”

Jakke, Adidas, 524 kr.
TIghts, Adidas, 699 kr.
Sko, Adidas, 1.199 kr.

Sidste sommer smadrede han sin egen danske rekord for paraatleter i tiden 11,46 sekunder til et træningsstævne. Derfor var forventningerne til VM i efteråret høje, og til pre-campen i Tenerife op til følte han sig også i ”kanonform” og løb hurtigere end nogensinde før. Men til den allersidste træning mærkede han et riv i venstre baglår. Det betød, at han ikke kunne trykke igennem i Dubai, da han var bange for, at det sprang op igen. ”Jeg var skuffet, for det var det langsomste løb, jeg havde løbet hele sæsonen, samtidig med at min form var til meget mere. Men det er sindssygt, hvor meget ens hjerne kan påvirke en. Den blev ved med at sige: ’Du må ikke løbe hurtigere, for så sker der noget’, og den mentale barriere kunne jeg ikke overvinde. Jeg har aldrig prøvet før, at hjernen sætter begrænsninger for kroppen på den måde. Jeg var frustreret bagefter, men også tom for ord, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare det for folk. De ser jo bare et løb, men mærker det ikke i kroppen.”

Nu kigger Kasper Filsø frem mod EM i Polen og De Paralympiske Lege i Tokyo senere på året. For første gang nogensinde bliver De Nordiske Mesterskaber også afholdt, hvor forskellige typer af paraatleter konkurrerer. Det er en næsten blind nordmand, der er storfavorit, men selv har Kasper Filsø også gode chancer. Med sine snart 30 år nærmer han sig en alder, hvor det tidligere begyndte at gå ned ad bakke for atletikløbere. Men de samme mønstre gælder ikke mere, forklarer han. Som eksempel satte 100-meter-løberen Kim Collins hurtigste tid på både 60 og 100 meter som 40-årig. ”Det afhænger langt mere af træning og kroppen. Man kan jo også kigge på en som Cristiano Ronaldo, der bliver ved med at score mål, fordi han konstant afsøger, hvordan han fortsat optimerer sig selv,” siger Kasper Filsø. ”Jeg ved, at jeg stadig ikke har løbet min hurtigste tid overhovedet.”

Fra Dossier nr. 18, april-maj 2020.