MIKAL HARRSEN

om sine favoritsteder i Milano

Mikal Harrsen flyttede i 2017 fra København til Milano, da hans virksomhed MA/U Studio blev opkøbt af den italienske highend-køkkenproducent Boffi. Nu skal han levere reolsystemer til verdenseliten, som er Boffis primære kundesegment. Den 47-årige dansker har altid haft en forkærlighed for italiensk design, så det føles helt rigtigt for ham at slå sig ned i Milano.

DET HAR VÆRET fantastisk at komme til en by, som er så drevet af design. Når jeg cykler rundt i byen, føles det som at køre rundt på en stor møbelmesse. Området omkring Via Durini i Brera er fyldt med nogle af de bedste møbelbutikker i verden som Casina og B&B. Der er også interessant ved Via Solferino, hvor Boffi har sit 1.500 kvadratmeter store og berømte showroom. Hvis jeg skal anbefale ét sted, som virkelig er trendsættende for tiden, så er det Dimore Studio, der lige har åbnet en ny, stor butik. I deres kuratering sammensmelter de alle former og materialer, og de er meget legende og farverige i deres stil. Det er en utrolig smuk butik, de har skabt, som ikke ligner noget andet.

Udenlandske iværksættere, der har travlt, kan godt droppe at slå sig ned i Milano, fordi alt administrativt tager så lang tid. Instanser, der bare ikke svarer. Men der er stadig en blomstrende lokal startup-scene. Base Milano er et stort fælleskontor, hvor der også er talks, events og udstillinger om alle former for entreprenørskab. De har et meget omfattende program. Startups siver ind og slår sig ned ved langbordene. Folk vil gerne arbejde derfra, fordi vidt forskellige brancher mødes: designere, arkitekter, business- og it-startups.

“Jeg kommer sjældent på overdesignede, nye steder, men holder mere af at komme på de her traditionelle steder, som er en diametral modsætning til det, jeg beskæftiger mig med hele dagen.”

MIKAL HARRSEN

Vi er lige flyttet til et hyggeligt område i den indre del af Milano, som er den del af Brera, hvor turisterne ikke kommer. Caféen Fioario Bianchi ligger som et lille vandhul i kvarteret, hvor der kun kommer milanesere, og folk der arbejder i nabolaget. I Milano har de den her hyggelige tradition med aperitivo, hvor man får drinks og små snacks fra 17-18-tiden til 20-21. Ofte ender man med ikke at kunne spise noget bagefter, fordi man allerede har fået rigeligt. Caféen er en gammel blomsterforretning, og man har bevaret dekorationerne. Jeg kommer sjældent på overdesignede, nye steder, men holder mere af at komme på de her traditionelle steder, som er en diametral modsætning til det, jeg beskæftiger mig med hele dagen. Når jeg går ud, vil jeg gerne kunne slappe af.

Det er hyggeligt at gå ud at spise i Milano, og en af mine favoritrestauranter er Paper Moon, som er et rigtig godt sted i centrum, der virkelig serverer kvalitetsmad. Når jeg er ude i byen, sætter jeg pris på, hvordan der på den ene side kan sidde en familie, hvor alle fra fem til 90 år er med, mens der ved det andet nabobord er et ungt par på date. Jeg har svært ved at pege på et sted i centrum, hvor der eksempelvis kun kommer unge mennesker. I København er der flere steder, hvor jeg føler mig for gammel til at komme. I Milano clasher aldersgrupper og sociale lag meget mere. Det betyder også, at jeg kan komme overalt. En social åbenhed inspirerer mig også i mit arbejde, da det giver mig lyst til at lave produkter, som kan bruges af forskellige målgrupper til forskellige formål.

Det meste af min inspiration henter jeg faktisk ikke fra møbler, men fra arkitektur og kunst. Og der er Fondazione Prada helt fantastisk. Det er arkitekten Rem Koolhaas, der har restaureret en gammel fabrik og tilføjet en ny otte-etagers bygning, som bidrager med et nuanceret arkitektonisk udtryk. Når jeg tegner møbler, er jeg meget inspireret af mekaniske former og bygninger, derfor er Pradas rå og industrielle udtryk fascinerende. Deres kunstudstillinger er også gode, lige nu kan man se Jeff Koons og en udstilling om italiensk kultur fra mellemkrigstiden.

MA/U Studios produktion er flyttet til Boffis fabrikker nord for Milano for at løfte kvaliteten af deres produkter. “Vores nye kunder har sjældent et budget. Koste hvad det vil, produktet skal bare være i orden og opfylde krav som eksempelvis skuffer til manchetknapper og en stor ursamling,” siger Mikal Harrsen. Mikal Harrsen er fotograferet på caféen Fioario Bianchi, Via Montebello, Milano.

Skjorte, Sand, 699 kr.
Sko, Ecco, 2.100 kr.

Jeg orienterer mig altid om, hvad der foregår på museet La Triennale. For nylig overhørte jeg en talk med Bjarke Ingels ude i deres have. Han talte om utopia og den Mars-by, han er i gang med at bygge i ørkenen ved Dubai. Det er et levende sted med varierende udstillinger som italiensk design fra 1950-1980 og en udstilling om Jim Hendricks. Kunst er befriende, fordi det ikke har et konkret formål, som design har. Jeg vil helst ikke stå for meget på skuldrene af alle klassikerne, jeg er mere interesseret i at forstå fremtiden, og hvad den har brug for. Der har kunsten den frihed, at den kan tale om utopia på en helt anden måde. Jeg forsøger at omsætte kunstnernes frie tanker til en mere konkret formgivning.

Jeg har abonneret på italienske designmagasiner, siden jeg var helt ung. Min favorit er Domus, der altid har været et sindssygt velproduceret magasin. Det har en meget udtømmende gennemgang af både arkitektur og designverdenen, og artiklerne er på et højt fagligt niveau, da det typisk er fagfolk, som skriver. Igennem magasinerne lærte jeg også de største italienske designere at kende. Jeg har altid holdt af Vico Magistrettis arbejde. Han er en legende. Den store fællesnævner for dansk og italiensk design er minimalisme, men hvor den skandinaviske fortolkning er rationel og funktionel, er den italienske poetisk og legende. Magistretti stod for det sidste. Selv om jeg synes, at det legende er fedt, er der ingen tvivl om, at det strukturelle og rationelle også eksisterer dybt i mig. Men jeg holder af at finde den overraskende detalje, som skaber det poetiske. Noget, du ikke havde set før. I design skal der være plads til eksperimenter.

Fra Dossier nr. 8, august-september 2018.