CASPAR ERIC

Digter og Cand.mag. i litteraturvidenskab, 31 år

Det tog tid for Caspar Eric at tage titlen som digter på sig, men efter fire udgivelser er han en af Danmarks mest markante og bedst sælgende poeter, og så er der vel egentlig ikke andet at kalde sig. Udgivelserne har vundet ham anmelderros, litterære priser og et arbejdslegat, og så har de forsøgt at udfordre de måder, hvorpå vi tænker og taler om eksempelvis at være ung, at være født med et handicap, at være selvmordstruet og at være i sorg.

Caspar Eric har stadig ikke noget kontor, ikke nogen ens arbejdsdage og ikke specielt mange dyre ting, men han har travlt. I august udgav han sin fjerde digtsamling, i november udkom en samling af Michael Strunge-digte, han har udvalgt og introduceret, og i starten af 2019 lægger han sammen med sin makker sidste hånd på bandet INTETALTID’s debut-album. Samtidig kører han landet rundt med DSB for at holde foredrag på gymnasier, han gæsteunderviser på højskoler, og så stiller han op til interview i medierne, ofte præsenteret som ’hashtag-generationens digter’.

Indimellem, i de travle dages huller og i togkupéer, skriver han. Det skal helst ske, inden han når at blive stresset over de deadlines, han burde nå, de regninger, han burde betale, eller når resten af samfundet sover. Ofte skriver han i morgenstunden, lige efter at han har været i bad, og han er glad for, at han har en kæreste, der skal tidligt på arbejde. ”Fordi jeg er digter, er jeg nødt til at have mange forskellige former for job, så jeg prøver at tage et par timer til at skrive, inden jeg bliver for stresset. Det er dårligt at skrive, hvis man sidder og tænker på ting, man skal nå,” fortæller Caspar Eric.

Selv om timerne, der er dedikeret til at skrive, er få, så stopper digterarbejdet ikke der – langtfra. En lille del af arbejdet er at finde de rigtige ord og få dem ned på skærmen. Men det egentlige arbejde er at slibe bevidstheden til, at indsamle og undersøge tanker, sammenhænge, tendenser og følelser i tiden. ”Jeg holder aldrig fri. Hvor mit arbejde starter og slutter er ret sløret, for mit kontor er også bare mit hoved, ik’? Den praktiske del af mit arbejde er måske, at jeg sætter mig med min computer og skriver i sengen, ved mit skrivebord, på en café eller et bibliotek. Men mit arbejde er i lige så høj grad at forsøge at udfordre og skabe nye måder at tænke om verden på, og det kræver jo også en masse research og nærmest arkæologisk arbejde ned i popkulturens muld og selvfølgelig mit eget følelsesliv.”

Caspar Eric kigger forbi det nærtliggende bibliotek på Rentemestervej cirka en gang om ugen. Det handler om at søge væk fra lejligheden, hvor en oprydning eller en gulvvask altid trænger sig på. På biblioteket skriver han videre eller læser – senest har han læst Mikkel Frantzens ’En fremtid uden fremtid’, der handler om depression.

Sweater, Norse Projects, 1.800 kr.
Bælte, Carhartt, 450 kr.
Bukser, Carhartt, 600 kr.
Sokker, Item m6, 300 kr.
Sko, Wood Wood, 2.000 kr.

Caspar Eric læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet, inden han som 27-årig udgav sin debut, digtsamlingen ’7/11’. Fra debuten over langdigtet ’Nike’, digtsamlingen ’Avatar’, digtromanen ’Alt hvad du ejer’ og udvalget af Michael Strunge-digte, så går sammenfiltringen af det politiske og personlige igen. ’7/11’ handler om at være ung i 2014 og blev kaldt et generationsportræt med samfundskritikken ulmende under overfladen. ’Nike’ handler om en ung mand, der, som Caspar Eric selv, lever med cerebral parese, et medfødt handicap, mens udgangspunktet for ’Avatar’ er selvmordsbreve. I ’Alt hvad du ejer’ behandles den personlige sorg over at have mistet et barn, der aldrig blev til noget, men der er også afstikkere til klimapolitik, blækspruttestanden og Grækenlands økonomiske kollaps.

”Det personlige og det politiske er filtret sammen, men det er ikke mig, der har filtret det sammen. Jeg er jo både en del af naturen, af økonomien og andre dele af samfundet, ligesom de er en del af mig,” siger Caspar Eric. At skrive om det politiske er derfor lige så selvfølgeligt for ham som at skrive om ethvert andet aspekt af tilværelsen, og sammenfiltringen af det politiske og personlige er lige så komplet og kompleks i hans digte, som den er i samfundet. I ’Nike’ udfordrer han eksempelvis de måder, vi tænker om folk med handicap på, blandt andet ved i åbningslinjen at lade digterjeget insistere på sin ret til at være en idiot, selv om omverdenen ifølge Caspar Eric forventer af folk, der har et handicap, at de skal være sympatiske personer.

Han har aldrig besluttet sig for at skrive om et politisk emne – hvis man gør det, skal man holde op med at skrive, siger han til sine elever – men fordi de politiske emner er en del af hans liv, er de også en del af hans digte. ”Hvis jeg eksempelvis er oppe at køre over noget med bankverdenen, og hvordan banksystemet er ved at rive samfundet fra hinanden, så påvirker det også mit personlige liv, min sexlyst og mine håb og drømme for fremtiden. Det er uundgåeligt ikke at blande politik og det personlige sammen. Det er jo også politik, hvis man ikke skriver om det, og det er også folks personlige liv, der i højere glad bliver politiseret.”

Caspar Eric har med egne ord ”O.K. succes.” Efter at han i 2017 fik tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, havde han nemmere ved at kalde sig digter, og med salgstal på 5.000-6.000 eksemplarer pr. udgivelse er han en af Danmarks bedst sælgende lyrikere. Det har imidlertid også gjort, at der er mange vrangforestillinger om hans liv, både blandt politikere, folk, han møder, og i litterære kredse. ”Folk har så mange forestillinger om digtere. De tror, jeg tjener mere, end jeg gør, at jeg ikke laver en skid og holder fri hver anden dag, at jeg ville skrive meget bedre bøger, hvis jeg ikke fik kunststøtte, at jeg kun har succes, fordi jeg skriver poppet, eller at jeg er særligt privilegeret, fordi jeg har et handicap,” siger Caspar Eric, der bor i en etværelses i Nordvest og stadig tvivler på, om hans tilværelse som digter kan bære.

Det kan være provokerende, men også inspirerende på egen krop at opleve, hvordan myter ikke nødvendigvis kan punkteres med logik, og at verden i høj grad allerede består af en lang række fiktioner. ”Selv om vi har adgang til mere information end nogensinde, så bruger vi den til mindre og mindre. Poesien kan være god, fordi den kan pege på, hvilke forestillinger vi har om hinanden, helt ned i sproget. Og samtidig kan den plante tanker og følelser direkte i læseren og overskride mange af de skel, der også synes at vokse. Jeg vil skrive om nogle af de liv, vi ikke taler så meget om. Eller bare om de dele af livet, vi ikke taler så meget om.”

Caspar Eric er af visse anmeldere blevet beskyldt for at være en Karl Smart, der kaster om sig med moderigtige hashtags og politisk korrekte holdninger, men der er intet kynisk over hans tiltro til poesiens rolle i samfundet, insisterer han. ”Jeg synes, at det, jeg laver, er vigtigt. Jeg tror på, at poesi kan skabe forandring ved at rykke på den måde, vi taler om mennesker på, og den måde, vi er i stand til at begribe verden på. Jeg tror på, at poesien kan sætte verden i bevægelse.”

Fra Dossier nr. 11, februar-marts 2019.