CLAES BANG

om at arbejde med sine roller

Med filmen ’The Square’ fik Claes Bang sit internationale gennembrud. Efter i mange år primært at have spillet teater var den 51-årige skuespiller i 2018 med i fem spillefilm og sluttede året af med nogle måneder i Los Angeles for at indspille den nye sæson af den prisbelønnede serie ’The Affair’. Men hvordan finder han sin vej ind til rollerne?

’THE SQUARE’ vandt Guldpalmen i 2017, og når en film vinder i Cannes, ser hele branchen den. De ser så den her fyr, som ikke ret mange uden for Skandinavien har stiftet bekendtskab med, der kan bære en hovedrolle i en film på næsten to og en halv time, og som tilmed har en ideel spillealder, der kan dække et spænd fra midten af 30’erne til midten af 50’erne, hvor der er rigtig mange roller. Det åbner bare en masse døre lige pludselig. Jeg kommer helt sikkert til at gå tilbage og lave teater, som jeg har gjort en hel del tidligere, for det holder jeg meget af. Men det er en lunefuld business, hvor det hele kan være ovre, lige så hurtigt som det er begyndt, så lige nu har jeg valgt at sige til mig selv og mine agenter, at nu skal vi fandeme have klemt alle de projekter, der er interessante, ud af det. ’The Square’ har givet mig helt sindssygt meget momentum i branchen, som jeg har valgt at ride så hårdt, som jeg overhovedet kan.

”’The Square’ har givet mig helt sindssygt
meget momentum i branchen, som jeg har valgt at ride så hårdt, som jeg overhovedet kan.”

CLAES BANG

LIGE NU ER JEG i Los Angeles, hvor vi skyder den nye sæson af den amerikanske serie ’The Affair’. Det er en Showtime-produktion, men er købt af forskellige platforme rundtom i verden, blandt andre HBO Nordic og Netflix. Jeg har fået en virkelig fed rolle og skal som udgangspunkt være med i otte afsnit, men de skriver stadig på den, mens vi optager, så måske bliver det til mere. Jeg ankom i starten af november, og hvad jeg ved af, skal jeg være her til slutningen af februar. Hvis nogen havde spurgt mig for et år siden, hvilken af de store internationale serier jeg ville have lyst til at være med i, så havde ’The Affair’ været i top-tre sammen med ’Better Call Saul’ og ’Fargo’. Jeg har været megafan af serien længe, så da de ringede, var jeg mere eller mindre på med det samme, og da jeg så fik snakket med showrunneren Sarah Treem, tænkte jeg ikke over det et sekund længere.

Seriens ene hovedkarakter spillet af Dominic West møder i første sæson en servitrice på en diner på et feriested på Long Island. De indleder en affære, deraf titlen, og han ender med at gå fra sin kone og fire børn for at være sammen med den her kvinde. Det skriver han en meget selvbiografisk roman om, som i femte sæson bliver købt af en producer-skuespiller, der beslutter sig for at lave den til en film, og det er mig, der spiller den karakter. Min rolle er altså smurt dejlig tykt ind i vilde metalag, for i serien spiller jeg en karakter, som skal spille en karakter i en film, der er bygget på en anden karakter i serien.

”Fornemmelsen af, at jeg taber min egen identitet og bliver til en anden, har jeg aldrig haft. Det har faktisk betydet, at jeg tit har følt mig lidt forkert, for der er mange store skuespillere, der kan berette, at det er sket for dem, når de virkelig er gået ind i noget. Nogle gange har jeg haft det sådan, at siden det ikke skete, var jeg måske ikke rigtig skuespiller. Det har i hvert fald taget mange år at lære at acceptere og stole på min egen måde at gøre det på.”

CLAES BANG

Hele seriens kerne-DNA er, at hvert afsnit er todelt, så man får historien fra to forskellige point of view. Den karakter, som Dominic West spiller, synes, at jeg er lidt af en Hollywood-douchebag, sådan lidt for skidesmart i det. Samtidig er der hans ekskone, spillet af Maura Tierney, som jeg møder og har en affære med, og hun synes, at jeg er ret nice, så der er stor forskel på, hvordan jeg agerer i de scener, hvor man oplever mig set fra henholdsvis hans og hendes perspektiv. Jeg er havnet som en figur, der kan modelleres, og som skuespiller er det et helt vildt sjovt rum at få lov til at være i, for lige pludselig kan jeg tillade mig at trække en bestemt del af karakteren helt ud på overdrevet, når jeg er sammen med ham, og en anden, når jeg er sammen med hende. Det er ekstremt stimulerende både at spille den sødeste mand i verden og på andre tidspunkter sige: Okay, nu skal den have fuld skrue på røvhulsknappen.

FOR MIG ER PROCESSEN med at finde frem til en karakter at samle byggeklodser af alle mulige forskellige slags. Både på det konkrete, som hvordan går og står han, hvordan taler han, men også på det private, personlige, emotionelle plan. Der er typisk ekstremt mange byggeklodser i en karakter, og det kan være vidt forskelligt, hvilke man skal bruge.

I ’The Affair’ snakker min karakter meget om, at da han læste den her roman, følte han, den talte til ham, som om det nærmest var et billede på hans eget liv. Men romanen findes jo ikke i virkeligheden, kun fiktivt i serien, så jeg har ikke kunnet læse den. Derfor har en ret stor del af forberedelsen i det her tilfælde været at gå tilbage i sæsonerne og se dem grundigt igennem for at hente inspiration.

CLAES BANG OM MINDREVÆRD

”I øjeblikket er der bare pænt med efterspørgsel, så mit mindreværd er ikke så fremherskende, men jeg forestiller mig, at det er fuldstændig intakt. Man er jo sin egen vare i den her branche, og når der ikke er nogen efterspørgsel på varen, kan man godt blive bange for, at der måske er et eller andet galt med den vare. Hvis man så ikke er god til at skille varen fra sig selv, kommer det til at trigge et personligt mindreværd, og så er der ikke lang vej, til du sidder og tænker: ’Jamen jeg dur jo heller ikke til noget’. Det kan være et afsindigt nådesløst hårdt job, hvad det angår, og det er pissevigtigt at få skilt sig selv fra den vare, man rent faktisk sælger, for ellers bliver det alt for hårdt i de perioder, hvor der er alt for lidt at lave. Sådan har jeg i hvert fald selv tit haft det. Men jeg tror nu ikke, det er en skid forandret. Det er jo kerne-DNA, man ikke bare lige kan forandre. Lige nu får mindreværdet bare ikke særlig meget taletid, fordi der er så pænt med efterspørgsel på produktet, men jeg tror, det er helt, helt intakt og har det fint, det lever bare i øjeblikket en lidt mere stilfærdig og anonym tilværelse, hvor det ikke hele tiden behøver brokke sig så meget.

Samtidig er min baggrundshistorie, at jeg har været sammen med den her kvinde, som er en talentfuld skuespiller, men har meget svært ved hele Hollywood-apparatet og ender sit liv med at begå selvmord. Det er mig, der finder hende, hvilket udløser en voldsom nedtur i mit liv, som bogen på en måde bliver enden på, fordi jeg føler mig forbundet til den, og det bliver mit projekt at lave en film over den. Det vil sige, at min karakter i en eller anden forstand finder sig selv efter et stort tab. Derfor har den største benzin i rollen i virkeligheden været at skulle finde ind i den tilstand. For at komme i kontakt med de følelser, min rolle gennemgår, har jeg måttet lede efter tilsvarende oplevelser hos mig selv, og det største tab, jeg har haft i mit liv, er tabet af min far.

Claes Bang har opholdt sig i Los Angeles siden november for at medvirke i den nye sæson af Netflix-serien ’The Affair’. Hans kone, fotografen Lis Kasper Bang, har været med på en del af opholdet og har fotograferet denne serie for Dossier. På modsatte side går den danske skuespiller tur i Santa Monica – og her læser han på sin rolle i sin trailer på Sony Pictures Studios i Culver City.

Derfor har processen været at tillade mig selv at dykke helt ind i det og mærke ordentligt efter, altså hvordan var det at gå igennem det for mig? Hvad aktiverede det i mig, hvordan forsøgte jeg at deale med det, og hvordan forsøger jeg stadig at gøre det her seks år efter? Og så skal jeg så vigtigst af alt finde en måde at kunne stille det til rådighed på, så det ikke bliver min private historie om at have mistet min far, men i stedet en puslespilsbrik i det fundament, som jeg oplever, min karakter står på. Det emotionelle selvoplevede er et sted at trække noget substans fra, et udgangspunkt i en eller anden forstand, men det må aldrig konkret blive det, der sker, i det øjeblik jeg spiller, for der er sgu ikke nogen, der gider se privat føleri fra min side. Det skal hele tiden være i en dialog med noget andet. Men en karakter er jo bygget af virkelig mange forskellige ting; fra mig selv, som den person, jeg er, og det, jeg vælger at trække frem fra mine egne skuffer, til ord i et manus, skuespillere, jeg skal spille scenerne med, en instruktør, der instruerer, og en setting, som det bliver filmet i. Der er sindssygt mange steder, der kommer input fra. Allerede der er man jo langt forbi at være noget som helst privat, og derfor er angsten for, at andre vil opleve, at nu står jeg der og i en eller anden grad tygger drøv på mit private tab, for længst gemt væk. For selv hvis det danner bunden af karakteren, er der så mange andre lag oven i hele situationen, der går ind og lægger farver på, så det til sidst bygger en karakter.

”Vi optog i fire måneder, og jeg var meget sammen med ham privat for at teste alverdens ting af, så når vi kom på dagen, havde vi til sidst kogt suppen ind fra 400 liter til den lille fucking bouillonterning, vi skulle bruge”

CLAES BANG

JEG HAR ALDRIG indspillet fem film og en serie på et år før, så hvad det angår, er der i helt afsindig grad et før og et efter ’The Square’. Men det er jo også det løjerlige ved det her, for der er jo ikke noget før og efter, hvad angår selve skuespilleren, apparatet, varen. Den er ikke lige pludselig 100 millioner gange bedre. Det er ikke sådan, at 10-øren lige pludselig er faldet, og nu ved jeg, hvad de vil have, eller hvordan jeg skal passe mit arbejde. Det er helt ude af proportioner i den forstand. For jeg er den samme som før og går til mit arbejde, som jeg altid har gjort. Jeg har efterhånden 30 års erfaring, og det var jo også det fede, da der pludselig kom et menneske derovre fra Sverige og lagde den fede luns på mit skrivebord i form af en hovedrolle, at så havde jeg rent faktisk allerede på kontoen, hvad der skulle til for at levere varen. I ’The Square’ spiller jeg direktør for et museum for moderne kunst i Stockholm. Jeg kendte i virkeligheden meget lidt til min karakters baggrundshistorie, for instruktøren Ruben Östlund er slet ikke interesseret i den slags. Han er i bund og grund kun interesseret i, at vi er så organiske, ægte og autentiske i de forskellige situationer, som vi kan være, og så er han sådan set pisseligeglad med, om karakteren har haft en dårlig barndom eller har slået sin morfar ihjel, da han var 12 år. Men jeg var selvfølgelig nødt til at finde ud af, hvad den her verden som museumsdirektør overhovedet går ud på. Derfor interviewede jeg flere rigtige museumsdirektører. Jeg brugte især meget tid med Daniel Birnbaum fra Moderna Museet i Stockholm, et kæmpestort museum, der på en måde er deres Louisiana. Vi fandt et interview på tre kvarter, han havde givet, som vi fik transkriberet og oversat, og så indøvede jeg det, så jeg kunne det hele udenad. Jeg studerede også Glenn Lowry fra Museum of Modern Art i New York, og vi har faktisk stjålet konkrete bidder af hans formuleringer fra et interview og brugt dem, så hvis han satte sig ned og så filmen og kunne huske det interview, ville han vide, at det var scoret direkte fra hestens egen mund.

CLAES BANG OM RICHARD BURTON

”For mig er walisiske Richard Burton den største skuespiller, der nogensinde har været. Jeg synes, der er noget meget stærkt foruroligende ved ham, en fornemmelse af et vildt utilpasset dyr, der går rundt derinde bagved, men som på en eller anden måde er med til hele tiden at skabe et ekstremt stærkt drive. Men det er jo så satans subjektivt, hvad den slags helt præcis går ud på. Det er jo altid noget, der taler til os i et eller andet rum inden i os et sted, og som altid bliver mindre af at blive italesat. Det er ligesom, når nogen siger: ’Vil du være sød at beskrive kærligheden til din kone?’ Gu vil jeg røv og nøgler, mand! Det kommer til at blive så lille og så småt og så dødssygt at høre på, jeg kan simpelthen aldrig nogensinde sætte ord på og give udtryk for alt det, det gør ved mig, og jeg har det lidt på samme måde med de største skuespillere. Jeg vil aldrig kunne sætte ord på, som beskriver det, men de rører og rammer noget, som transcenderer og bliver til mere, og det er i virkeligheden nok i det rum, der slet ikke har noget sprog, og som man ikke kan gøre rede for. Richard Burton taler til det ordløse sted inden i mig, som netop er så vanvittig interessant, fordi det er ordløst.”

På den her måde fandt jeg ud af en masse om deres faglige baggrund, men måden, Birnbaum, Lowry og andre museumsinspektører udtrykker deres holdninger og taler om tingene på, blev også ret anvendelig som indblik i, hvordan de tænker, og alt det er jo noget, som i en eller anden forstand flytter ind og fortæller mig om min egen karakter.

Men for mig handler det også hele tiden om at oversætte det til noget, jeg selv kan forstå og genkende. Jeg kan jo ikke i sig selv genkende at være museumsdirektør, det ønske findes ikke i mig, men jeg kan i høj grad genkende at være drevet af en ambition. Det er hele tiden noget med at få hevet de informationer ned og oversat dem til noget, der finder et resonansrum i mig. For når jeg har fundet det, kommer situationerne og ordene som regel til at gøre resten af sig selv.

Claes Bang, Melrose Avenue.

I starten af ’The Square’ er der en kort scene, hvor Elisabeth Moss, der har en af de bærende roller som amerikansk journalist, interviewer mig. Det interview var måske 45 minutter langt, da vi optog det, og på det tidspunkt var jeg i stand til at svare på alt som museumsdirektør. Men så stiller hun mig det her fuldstændig afsindigt mærkelige spørgsmål, som ingen forstår, men som faktisk er et rigtigt citat fra et rigtigt museumswebsite. Det er så højpandet, intellektualiseret, overbygningsagtigt i hele kunstdiskussionen, og ingen kan svare på det spørgsmål, for det giver virkelig ingen mening. Det var vigtigt at få mig i den situation, hvor jeg kan svare på alt, og så kommer det der spørgsmål, som er totalt plim-plam, og jeg kommer på glatis, og så har vi åbningsscenen.

I DET HELE TAGET gik forberedelsen på ’The Square’ i ekstrem grad med at arbejde scenerne igennem igen og igen, improvisere over dem, skifte retning og skrue så hårdt, så alle situationer blev så skarpe som muligt. Der er flere lange scener i filmen, hvor jeg taler rigtig meget selv, og dem gav jeg løbende bud på hen over nogle måneder, hvor jeg filmede det, sendte det til Ruben Östlund, og han så vendte tilbage med kommentarer, og så prøvede jeg at lave noget nyt, som jeg sendte ham, og sådan fortsatte det. Jeg rejste også op til ham i Göteborg, hvor han bor, hvor vi lavede impro på nogle af scenerne, og den proces fortsatte faktisk under hele optagelsesforløbet. Det var hver anden eller tredje aften, hvor vi var sammen efter optagelserne og lavede impro på noget af det, vi skulle lave dagen efter, for ligesom at besøge så mange forskellige situationer som muligt for karakteren. Det var vanvittigt stimulerende og meget, meget opslidende. Vi optog i fire måneder, og jeg var meget sammen med ham privat for at teste alverdens ting af, så når vi kom på dagen, havde vi til sidst kogt suppen ind fra 400 liter til den lille fucking bouillonterning, vi skulle bruge.

Det er ekstremt stimulerende både at spille den sødeste mand i verden og på andre tidspunkter sige: Okay, nu skal den have fuld skrue på røvhulsknappen.

CLAES BANG

Der var også flere scener, som vi lavede i forskellige varianter, så Ruben Östlund havde mulighed for at gå forskellige veje i klipningen. På et tidspunkt kæmper jeg med Elisabeth Moss om et brugt kondom, efter at vi har været i seng sammen. Den scene lavede vi rigtig mange forskellige udfald på. Både hvor hun vandt kondomet, hvor jeg vandt kondomet, hvor kondomet knækkede, og indholdet endte på væggen, og sågar en, hvor jeg ender med at spise det, fordi vi snakkede om, at sidste udvej måtte være, at man simpelthen spiste det, så vi spillede en scene, hvor jeg havde et kondom hængende ud af munden, mens hun forsøgte at tage det ud. Det blev så åndssvagt og så komisk, at det ikke endte i filmen.

Men det handlede om at være sikker på at få den scene, der sagde det rigtige. For Ruben Östlund var det: ’Spil den her scene så autentisk som muligt. Skid på resten.’ Det ville jo have betydning for resten af historiens udvikling, hvad udfaldet af de enkelte scener blev, men på selve dagen var det ikke noget, jeg skulle tænke over. Jeg skulle bare spille så skarpt og autentisk som muligt, og så lå selve historiefortællingen i andres hænder.

CLAES BANG OM ‘ONDSKABEN’

”Jeg er vanvittig stolt af det arbejde, jeg har lavet med den monolog, der hedder ‘Ondskaben’. Jeg har spillet den over 300 gange og spiller den stadig. For nylig var jeg i Berlin med den, og til foråret skal jeg til Stockholm og sandsynligvis også London. Den bliver ved med at stimulere mig på en måde, så jeg har lyst til at lave den. Der er ingen medskuespillere, ingen rekvisitter, jeg har ikke andet end mig selv og fortællingen alene på en scene i en time og 10 minutter, og det kan man ikke lykkes med, hvis man ikke har forberedt sig. Jeg er nødt til hver eneste gang at stille mig til rådighed for den, for det bliver aldrig nogensinde noget, jeg bare lige gør. Det kræver mig hver gang, og det kræver en parathed, en indstilling og en indsats, og det bliver jeg ved med at synes er voldsomt stimulerende. Det bliver ved med at flytte og bevæge sig for mig. Og så er det jo i den grad antitesen til film og tv, for her er jeg med til at fortælle historien hele vejen, jeg laver alle klip, alle indstillinger, nærbilleder, totaler, alt laver jeg, i det øjeblik jeg står der. Der er ikke en klipper, der er med inde at bestemme, hvordan udtrykket skal være. Jeg synes, det er helt vildt fedt at være en del af det i så ekstrem grad, som man er det i en monolog, for der er det jo helt sindssygt. Det er mig, der fuldstændig er det hele.
Første gang jeg lavede ’Ondskaben’, var tilbage i 2002, og mange har i årenes løb spurgt mig, hvorfor den stadig tiltaler mig, som den gør. Der er nok to ting i det. På den ene side er det et rigtig, rigtig godt sted at gå hen for at genbesøge mit apparat og mit instrument og ligesom komme helt i vater med nogle ting, fordi det er så krævende at stå der en time og 10 minutter alene. Det er rigtig gode kilometer i benene og med til at holde instrumentet klart og skarpt. Samtidig er der helt sikkert noget i historien, der taler til et eller andet inden i mig, og som jeg på en måde godt tror, jeg ved, hvad er. Men der er nogle ting, der har det bedst med ikke at blive italesat. Jeg har en ret god fornemmelse af en kerne i det, men jeg kan mærke, at jeg egentlig ikke har særlig meget lyst til at forsøge at dissekere det, for jeg vil aldrig nogensinde kunne yde det retfærdighed, og i det øjeblik jeg gør det mindre, end det er for mig, vil det måske næsten begynde at dø for mig.

PÅ DEN MÅDE er det jo tit meget fragmentarisk og hulter til bulter at lave film. I sommer var jeg i Italien nogle uger for at indspille filmen ’The Burnt Orange Heresy’, og der startede vi de første fire dage med at lave de sidste syv scener, og så på de sidste tre dage filmede vi den allerførste scene. Nogle gange kan det være virkelig uoverskueligt som skuespiller at se, hvordan det hele skal passe sammen, og i den forstand er det at lave film og tv et enormt kontroltab. Det er en helt vild proces, fordi man i fuld tillid skal stille sig til rådighed og gå ind og lægge alt det arbejde, man har lavet, i hænderne på nogle andre, og så kan de sådan set gøre med det, hvad pokker de vil. Jeg har lavet rigtig meget teater i min karriere, og her er man i langt højere grad tættere på selv at fortælle historien. På film og tv afleverer man bidder på en filmstrimmel, men hele den del, der handler om at fortælle historien, er ude af ens hænder.

Jeg kan stadig huske, da jeg gik på Teaterskolen, og vi havde et kursus på Filmskolen, hvor vi skulle lære at lave film. Der spillede vi en lille tomandsscene med en mand og en kvinde. Kvinden havde fået en elsker og ville nu forlade manden. Det var en simpel scene, der umiddelbart var skrevet, så kvinden var den lede karakter, og da vi havde spillet scenen, kom vi med i klipperummet og klippede scenen sammen, så den gav udtryk for nøjagtigt det. Så sagde klipperen: ’Se nu lige her’, og så vupti, med ret få, enkle metoder klippede han al sympatien over på hendes side. Det var noget med at gå lidt tidligere ud af et nærbillede og lidt tidligere ind på det næste, klippe en reaktion ud fra ham, en anden ind fra hende, og på den måde kunne det lige pludselig lade sig gøre med præcis samme materiale at vende sympatien fuldstændig rundt. Det var virkelig interessant. Derfor har jeg også valgt at sige, at i og med jeg alligevel ikke kan kontrollere det, tillader jeg mig også den luksus, at så vil jeg fandeme ikke engang forsøge at gøre det. Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan for at optimere mine scener, jeg vil smide alt det bedste materiale, jeg har, på bordet, men derefter må jeg slippe resten og i fuld tillid lade klipper og instruktør gøre deres arbejde, for det er et arbejde, jeg ikke er en del af.’

I ’THE BURNT ORANGE HERESY’ spiller jeg sammen med Elizabeth Debicki, Donald Sutherland og Mick Jagger, og hvis jeg kun skulle vælge et af de projekter, jeg har lavet det seneste år, så ville jeg faktisk nok være endt på det, for det er en virkelig fed historie. Da jeg læste manuskriptet første gang, tænkte jeg faktisk: ’Arhh, det lyder sgu ikke lige, som …’ Men måske læste jeg det lige hurtigt nok, for der var nogle uger, lige efter at ’The Square’ havde modtaget Guldpalmen, hvor der kom rigtig, rigtig, rigtig mange manusser ind. Min amerikanske agent vendte da også hurtigt tilbage og sagde: ’Prøv lige at læse det igen’, og da jeg gjorde det, kunne jeg godt se, der var noget i det.

Det er ret interessant med ’The Burnt Orange Heresy’, for det kunne på en måde have været den fortsatte historie om, hvad der sker med min karakter i ’The Square’, efter at han har mistet sit job. Det foregår også i kunstverdenen, og min karakter er blevet fyret fra et stort museum, ikke af de samme årsager, men fordi han har haft fingrene lidt for langt nede i repræsentationskontoen. Nu rejser han så rundt i Europa lidt hist og pist og holder foredrag på museer. På et tidspunkt møder han en yngre kvinde, Elizabeth Debicki, og de connecter ret heftigt, og det ender med, han tager hende med til Italien, hvor han har fået en interessant opgave hos en kunstsamler spillet af Mick Jagger. Min karakter tror, det går ud på at skrive et katalog over hele hans samling, men da de når frem til ham i hans kæmpe, helt fantastiske palæ lige ned til Comosøen, viser det sig, at det drejer sig om en noget anden, men meget konkret opgave, som jeg endnu ikke må røbe så meget om. Men lad mig sige det sådan, at det er en slags Faust-historie, hvor min karakter bliver tilbudt noget, han i ren og skær ambition for karrieren ikke kan sige nej til, men det er en pagt med djævlen, og det ender med at gå helt ad helvedes til galt.

I arbejdet med den karakter tillod jeg mig skamløst at hive rigtig meget med mig fra mit arbejde med ’The Square’. Det kom til at danne hele bagagen, for der er rigtig mange baggrunds- og karaktermæssige overlap, men til gengæld er karakteren i ’The Burnt Orange Heresy’ også meget heftigt ambitionsdrevet og bliver i de bestræbelser meget hensynsløs og opfører sig virkelig råddent over for ikke mindst den kvindelige hovedrolle. Det var så et lag, jeg måtte lægge ovenpå, men det er skrevet så markant ind i filmens scener, at det på en måde ikke var noget, jeg selv måtte fremtvinge særlig meget. Nogle gange er det jo også et spørgsmål om at lede efter alt det uden om det konkrete. For hvis hans ambitionsdrevne karaktertræk er skrevet meget konkret ind i scenernes handlingsforløb, skal jeg for fanden bare gøre, hvad der står og ikke spille oveni, for så bliver det jo ost med ost på. Så består mit job i højere grad af at lede efter andre toner, der kan supplere det.

CLAES BANG OM PLANLÆGNING

”Hvis det er muligt, vil jeg gerne begynde at øve mine tekster og replikker flere uger eller sågar måneder forinden. Lige for tiden er der mange dage, hvor jeg er på settet for at indspille ’The Affair’, og så om morgenen eller aftenen læser jeg manuskript til ’Dracula’ og forsøger at lede efter inspiration til karakteren. Jeg har ikke på den måde noget problem med at navigere i flere roller på samme tid. Selvfølgelig kan jeg føle et stort arbejdspres, men det er vigtigt for mig at komme tidligt i gang og være velforberedt og planlægge, så der bliver så meget bredde på det som muligt, og så jeg kan undgå at stresse over uforudsigeligheder. Jeg vil have hele paletten fuld af farver, så der kan komme nogen undervejs i processen og sige: ‘Nå, men i dag skal vi bare bruge brun og gul’, og hvis jeg så har forberedt 30 farver, er det jo kun fint. Men det er et problem, hvis jeg kun har linet brun og gul op, fordi det var det, jeg troede, de skulle bruge, men så vil de også gerne have orange, grøn og sort, og dem har jeg ikke taget med. Det er i bund og grund praktisk, enkel planlægning, men det betyder meget for mig at gøre det, så jeg hele tiden har en følelse af at være foran.”

JEG HAR ALDRIG haft fornemmelsen af, at jeg blev til min rolle, eller at jeg er blevet taget så meget med af det, at jeg nærmest har levet rollens liv til sidst. Selvfølgelig kan arbejdspresset blive så stort, at det fylder både alle mine vågne og sovende timer, men fornemmelsen af, at jeg taber min egen identitet og bliver til en anden, har jeg aldrig haft. Det har faktisk betydet, at jeg tit har følt mig lidt forkert, for der er mange store skuespillere, der kan berette, at det er sket for dem, når de virkelig er gået ind i noget. Nogle gange har jeg haft det sådan, at siden det ikke skete, var jeg måske ikke rigtig skuespiller. Det har i hvert fald taget mange år at lære at acceptere og stole på min egen måde at gøre det på. For det kan jo heller ikke nytte noget at løbe efter et ideal, hvis der ikke er benzin i det for mig, for så bliver det jo netop blot et ideal. Jeg er meget bevidst om, at jeg i stedet er nødt til at lede efter, hvor den inderste kerne af sundhed og sandhed er i det her for mig.

”Lige for tiden er jeg også i gang med at træne min accent. Dracula går nemlig fra i første afsnit at have en stærk rumænsk accent til at få et meget, meget perfekt og flot engelsk. Han suger ret meget på en engelsk fyr, han har inviteret ned på sit slot, og teorien er, at han ikke blot suger blod, men også på personligheden”

CLAES BANG

Jeg ser slet ikke mig selv som en fortolker. Jeg ser mig selv som en, der stiller sig til rådighed med alt, hvad jeg har, min fysik, min stemme, min højde og drøjde og hele min bagage af alt, der på den ene eller den anden måde er mig, og forhåbentlig giver det alle de farver på paletten, som instruktøren ønsker sig til at lave præcis det, han drømmer om. Når det fungerer allerbedst, tænker jeg på mig selv som verdens bedste violin, som enhver, der kan finde ud af at bruge den, kan tage ned fra væggen og spille på og hive alle de farver, toner, temperaturer og klangflader, hvad som helst man har brug for, ud af.

Claes Bang ved poolen i den lejede lejlighed i West Hollywood. I slutningen af februar drager han videre til London for at indspille ‘Dracula’.

TIL FORÅRET SKAL JEG indspille hovedrollen i en ny serie om Dracula, der bliver produceret i et samarbejde mellem BBC og Netflix. Allerede nu er jeg gået i gang med at forberede mig, for jeg har fundet ud af, at planlægning er meget vigtigt for mig. Jeg får kørt en masse tekst ind i hovedet, ikke fordi jeg allerede skal kunne det til perfektion, men det er en god måde at lade det sive ind gennem systemet på, så det kan begynde at filtrere sig og sætte sig de rigtige steder.

Lige for tiden er jeg også i gang med at træne min accent. Dracula går nemlig fra i første afsnit at have en stærk rumænsk accent til at få et meget, meget perfekt og flot engelsk. Han suger ret meget på en engelsk fyr, han har inviteret ned på sit slot, og teorien er, at han ikke blot suger blodet, men også på personligheden. Det er jo i høj grad også noget, der er med til at bygge en karakter op, men det er mere specifikt, teknisk arbejde.

Sideløbende ser jeg de gamle film igennem, for Dracula er jo en karakter, der er blevet portrætteret i film mange gange, og måske er der inspiration at finde hist og her. Jeg har lige genset Francis Ford Coppolas version, hvor Gary Oldman spiller Dracula, og der sidder jeg og kigger efter alle små detaljer, der eventuelt kan bruges. For mig er det noget med at indsamle så meget som muligt, og så helt automatisk, jo længere man når i processen, er det, som om det relevante forplanter sig. Jeg tænker det lidt som at ryste et akvarium og så sætte sig og kigge på det. I begyndelsen er det hele plumret, men stille og roligt begynder det at synke ned, og så er det til sidst helt klart, hvad der er værd at kigge på, og i mit tilfælde hvilke veje jeg vil gå med det.

Jeg læser eksempelvis alt muligt shit i bøger og på nettet om Dracula og vampyrer i det hele taget. Der ligger jo virkelig mange tossede ting rundtomkring på små, bizarre sider og subfora med folk, der selv tror, de er vampyrer eller gerne vil være det. Det er et meget gakket univers, når man først begynder at dykke ned i det. Et rent kulthelvede. Men det er også vanvittigt interessant at læse om alle de her legender og myter, for dybest set bliver det nøglen til at forstå, hvad det er for et behov, Dracula har. Man kan godt sige, at jeg er ved at lære ham at kende, men jeg vil hellere sige, at det handler om, at jeg er ved at oversætte ham. Derfor er jeg ved at samle til bunke til alt det, der skal aktiveres i mig, for at jeg kan stille mig bedst muligt til rådighed for den rolle, jeg skal spille.

Jeg er jo nødt til at finde ud af, hvad fanden det egentlig er for noget, for at kunne tage det ind, for jeg er sgu ikke en blodsuger eller kender nogen eller har mødt en. Jeg er nødt til at starte helt fra bunden og gøre det håndfast, så jeg i mit eget hoved kan linke det til et behov, jeg kender til. Det ekstremt aparte i den rolle, jeg skal spille, er, at det virkelig adskiller sig fra, hvordan vi er som mennesker – de fleste af os i hvert fald. For det er et faktum, at han kun er i live via andre folks blod, det bliver hans næring, og det er jeg nødt til at oversætte til noget, jeg kan fatte og finde i min egen krop, i hvert fald på en måde, hvor det giver resonans i mig. Det er der, jeg er i den proces lige nu. Det bliver meget sådan her: Hvad går det der med at suge blod ud på? Nå okay, det er næring for ham, han suger blod, fordi det er hans næring, og så oversætte den del til noget, jeg kan genkende. Okay, hvad er min næring? Det er mad eller sex eller søvn eller tage ud at have det sjovt. Det bliver til et spørgsmål om, hvad der nærer mig, og så prøve at få det til at parre sig med, hvad jeg ved om ham.

I mange af de roller, jeg har spillet, er der masser af situationer, som jeg i en eller anden forstand kan placere mig selv i, fordi jeg har været i noget lignende eller kan forestille mig det. Der er noget gammeldags velkendt, jeg kan trække på. Hvis man tager ’The Square’, så tror jeg ikke, der er nogle situationer i den film, jeg ikke kunne finde mig selv i. Lige pludselig sidder du i din bil ude foran et højhusbyggeri og skal putte sedler ind i alle brevkasserne. Hvem har lyst til at gå derind? Altså, hvis jeg kan overtale dig til det, vil jeg til hver en tid forsøge at gøre det. Det er i sin grundessens enormt genkendeligt. Der skal jeg ikke lede ret lang tid for at finde noget i mig selv, hvor lige netop det har et gigastort resonansrum. Det bor jo lige derinde. Det er altså noget helt andet at skulle lede efter hugtænder og blodsugning.

Fra Dossier nr. 11, februar-marts 2019.