DANIEL AGGER

om sin investering i Tattoodo

33 år, investor i Tattoodo siden begyndelsen. ”Jeg involverer mig, og det var en betingelse fra start, at jeg skulle have lov til det. Det ved alle i Tattoodo. Jeg tror også, at de har følt min tilstedeværelse, hvis du spørger dem.”

JEG FIK LAVET MIN FØRSTE tatovering, da jeg var i Paris med min folkeskole. Det har været i 9. eller 10. klasse. Min kammerat og jeg gik ind i en biks, det skete lidt ud af det blå. Vi boede ved Moulin Rouge, hvor det vrimlede med tattooshops og barer. Det var noget med at udfordre hinanden lidt, og så endte vi med at gøre det. Det er så mange år siden, 18-19 stykker, at tatoveringer endnu ikke var blevet mainstream. Jeg fik lavet et tegn på ryggen. Jeg ved ikke, hvad det betød, og det gør jeg heller ikke i dag, men det var bare et fint tegn. Jeg har den stadig og kommer aldrig til at slette den. Jeg kan sgu ikke huske, hvad jeg gav for den, men det kan ikke have været meget, for jeg havde ikke særligt mange penge dengang. Jeg kan til gengæld huske, at det tog ingen tid at få den lavet.

Vi viste dem stolt frem for lærerne bagefter, og de havde ikke noget problem med det. Min far har selv masser af tatoveringer, så der var heller ikke noget der, da jeg kom hjem. Men min mor … Hun var ikke tilfreds. Det gav hun udtryk for i mange år efter. Jeg håber, at hun har lært at leve med, at jeg er tatoveret, for i dag har jeg så mange, at jeg ikke har plads til meget mere. Min bror har lige så mange, som jeg har, og min søster har også et par stykker.

Daniel Agger er fotograferet på Tattoodos hovedkontor på Artillerivej i København.

Trøje, Tommy Hilfiger, 1.100 kr.
Bukser, Samsøe & Samsøe, 800 kr.

Da jeg spillede i Brøndby i 00’erne, lærte jeg en gut at kende, som havde sin egen tattooshop, og som er en af mine bedste kammerater i dag. Jeg kom rigtig, rigtig meget i den tattooshop. Jeg var der stort set hver dag. Ikke for at få lavet tatoveringer, men bare fordi jeg blev grebet af stemningen. Jeg syntes, det var en fascinerende verden. Shoppen findes stadig den dag i dag. Den ligger på hjørnet af Roskildevej og Nordre Ringvej i Glostrup og hedder Cool Ink Tattoo. Før hed den Tattoo World. Så fulgte det hak i hak: Jeg fik lavet flere og flere tatoveringer.

Jeg er glad for alle mine tatoveringer. Jeg siger altid, at jeg ikke har mange tatoveringer, men én stor. Ikke fordi jeg har tænkt over den store, forkromede sammenhæng – de er bare kørt sammen gennem årene. Jeg fortryder ikke en eneste af dem. Ansigtet er no go for mig, og det er derfor, jeg næsten ikke har plads til flere. Johan (Plenge, red.) skal bare se at komme i gang. Den kylling. Han har masser af plads tilbage. Og masser af smerte. Den del har jeg overstået. Sådan kan man også se på det.

DET HAR VÆRET engang i løbet af 2012, at Mik (Thobo-Carlsen, red.) og Johan tog fat i mig. Jeg spillede i Liverpool, og allerede dengang så jeg utroligt mange businesscases. Kunne det ikke være noget for mig at investere i det her? Der var cases og prospekter og forslag hele tiden. Mere eller mindre gennemarbejdede. Dengang så jeg det hele igennem selv, men i dag har jeg en rådgiver til at sortere de største katastrofer fra. Jeg har altid været åben over for forslag, men ikke så åben, at jeg har mødtes med alle, der henvendte sig. I casen med det, der endte med at blive til Tattoodo, handlede det i første omgang om, at jeg kunne relatere til indholdet, og om, at en kammerat, jeg stolede på, sagde god for de involverede. Vi kom frem til, at vi skulle mødes nede på min pub i Hvidovre.

Mik og Johan var et par unge drenge ligesom mig selv. De havde masser af energi og gåpåmod. De havde allerede draget en del erfaringer med andre startups. De havde fanget, at tatoveringer var ved at blive mainstream, og at der åbnede sig et kæmpe marked, der skulle indtages. De havde tal med og lavet deres hjemmearbejde. De havde også så småt snakket med Ami (James, red.), og han ville selvfølgelig være et scoop at få med, for alle kendte Ami. Det var en meget, meget rå case, de kom med, men selv om den var det, så fangede de et eller andet i mig.

Den grundlæggende idé var, at sådan en som dig måske godt kunne tænke dig en tatovering, men at du måske også har lidt … ikke angst, men en skepsis over for den verden. Du har måske en lidt forudindtaget holdning til folk med mange tatoveringer, til tatovørerne og til butikkerne. Til miljøet. Du ville aldrig gå ind til ham tatovøren med horn i panden og tatoveringer i hele skallen i hans mørke baglokale i Istedgade for at høre, om han kunne lave den klokkeblomst på din overarm, som du drømmer om. Det var dér, Johan var. Han havde ingen tatoveringer, han ville gerne have en, men han anede ikke, hvor han skulle gå hen. Han ville i hvert fald ikke tage chancen med ham med horn i panden. Han søgte efter et sted at gå hen og fandt ingenting. Han fandt ud af, at nettet var et ufatteligt dårligt sted for research om tatoveringer. Der var ingen oplysninger og intet content.

Der var rigtig mange tatovører, også dengang, og de fleste af dem lavede et helvedes godt stykke arbejde, men de færreste af dem havde overskud til at lave en hjemmeside, lægge et par billeder op, skabe en platform for sig selv … De kunne være virkelig dygtige, men fantastisk dårlige til at promovere sig selv. Det var det, Johan gerne ville hjælpe dem med. Han ville gøre denne her verden mere tilgængelig. Grundtanken var, at du som kunde kunne gå ind på Tattoodo og efterlyse en skitse til en tatovering, du godt kunne tænke dig. Og så kunne tatovører i hele verden reagere på det og sende dig deres forslag … Du kunne derefter vælge din favorit og finpudse den med tatovøren, som kunne sende dig den endelige tegning, du kunne tage med ned til en tatovør i nærheden. Som Tattoodo selvfølgelig også ville anbefale. Og så var der en eller anden form for fee i det. Vi ville åbne en lukket verden ved at digitalisere den.

Senere spiste vi en frokost i Tivoli, hvor Ami var med. Vi fik en del insiderviden fra ham om branchen. Han har været i den verden stort set altid, og der er ingen i vores lille biks, der har mere forstand på branchen. Holdets samlede gåpåmod og viden plus det stigende marked – at tatoveringer var blevet mainstream – plus potentialet – at jeg godt kendte til irritationen over manglen på viden, manglen på det rigtige content i branchen – gjorde, at jeg gik med i projektet. Men det er klart, at når vi ser på markedet i dag, så havde de måske nok dengang kun fanget fem procent af, hvad det gik ud på. Ideen har jo også ændret sig med tiden, og det er jo det fede ved en startup: Du lærer noget hele tiden. Du er del af en læringsproces og gennemgår en udvikling sammen. Det er en gevinst. Havde vi været låst fast på vores oprindelige idé, så havde vi ikke eksisteret i dag.

DET HAR ALDRIG været min største drøm at blive fodboldspiller. *Det har altid ligget i baghovedet, at jeg godt kunne tænke mig at nå at arbejde med noget andet. Jeg har jo også haft mange skader, mange udfordringer med min krop, så jeg har været bevidst om, at jeg ikke skulle spille alt for længe. Det har lægerne også altid rådet mig til. Jeg slog sent igennem og nåede at færdiggøre min handelsskole i Ishøj – det var der mange af mine holdkammerater, der ikke fik gjort. Jeg har på den måde altid haft en fod ude i det virkelige liv og altid vidst, at jeg gerne ville prøve noget andet i mit liv end fodbold.

Da jeg var helt ung, var boligmarkedet meget, meget billigt, og min bror og min far og jeg investerede i et par lejligheder. Vi taler altså virkelig ikke store penge, men det var nok til, jeg fik øjnene op for at investere. Skal pengene ind på bankbogen, eller skal de ud at arbejde videre?

Senere, da jeg spillede i Liverpool, gjorde jeg meget ud af at forsøge at forberede mig på livet efter fodboldkarrieren. Det var ikke sådan, at jeg ligefrem havde kontortid hver dag, men jeg tog mig tid til at kigge på de businesscases, som folk opsøgte mig med. Jeg ville gerne følge med i den verden. Jeg havde den tanke, at hvis jeg øvede mig lidt, så ville jeg være godt forberedt til den dag, jeg ikke spillede fodbold længere. Jeg opbyggede en base, jeg så småt kunne arbejde ud fra. Man kan selvfølgelig sige, at jeg ikke havde behøvet at investere. Jeg har penge nok. Men jeg investerer ikke mere, end at jeg altid har til dagen og vejen, og jeg har det også sådan, at jeg skal lave noget, ellers bliver jeg sindssyg.

Jeg har prøvet mange forskellige brancher af. Det har så også betydet, at jeg et par gange er gået nogle veje, som jeg troede kunne være noget for mig, men hvor jeg har erfaret, at det var det så ikke alligevel. Det hele forgrener sig. Jeg har kastet mig ud i forskellige ting, men på et lavt niveau … Sådan noget som at eje restauranter. Det er over ti år siden. Det kunne jeg godt se mig selv i, også fordi jeg havde to pubber i forvejen. Jeg kunne godt lide kulturen. Jeg havde to restauranter i Liverpool, men den scene er for besværlig at navigere på i forhold til udbyttet. Det fandt jeg ud af. Jeg skød lidt med spredehagl for at se, hvad der passede mig. Små investeringer for at føle mig frem. Med tiden er jeg begyndt at arbejde sammen med investorgrupper i både England og Danmark, for det er rart at have nogle at hente råd hos.

Jeg har lært meget af mine forberedelser i Liverpool. Når jeg kigger på cases i dag, er de tre nøglepunkter i min bog markedet, potentialet og passionen – siger det dig noget, fanger det dig? Den sidste del betyder meget for mig, for jeg er en aktiv investor. Det er meget få af de ting, jeg er gået med i, hvor jeg har holdt mig udenfor. Jeg er involveret i få ting, hvor jeg ikke kan bidrage med noget som helst, men så handler det om, at markedet og potentialet er særligt godt. Jeg skal kunne bidrage med noget ud over pengene. Det kræver, at jeg skal kunne se mig selv i det, vi handler med. På den måde er Tattoodo den perfekte case for mig; alle tre kriterier er opfyldte.

JEG ER IKKE en investor, som sætter sig på sidelinjen og ser på. Jeg involverer mig, og det var en betingelse fra start, at jeg skulle have lov til det. Det ved alle i Tattoodo. Jeg tror også, at de har følt min tilstedeværelse, hvis du spørger dem. Jeg har meninger. Men de ved også godt, at de kan stole på mig, og at jeg er der, hvis de har brug for hjælp. Jeg er altså trådt til, når der var brug for det. Det håber jeg også, at de andre vil sige, hvis du spørger dem, for det har altså brændt på et par gange. Jeg siger mine meninger helt uformelt, ved bare at ringe og meddele mig eller få en update, og så har jeg en mand med på bestyrelsesmøderne – en, som varetager mine interesser, fordi jeg har mange andre ting at se til.

Jeg har troet på Tattoodo hele vejen, for ellers havde jeg ikke stadig været involveret. Jeg havde ikke hjulpet til, alle de gange jeg har hjulpet til, hvis ikke jeg troede på det. Jeg ved, at det ikke er noget, der kommer hen over natten – det er et langt, sejt træk. Det er den der med to skridt frem og et tilbage. Sådan har det været. Men vi ved også, at det er ved at være nu, vi skal levere. Men igen: Underskuddet har været kalkuleret. I dag er Tattoodo et community med en bookingplatform, og du kan ikke bygge en bookingplatform, hvis ikke du investerer nogle penge. Vi kunne sagtens have haft overskud, hvis vi havde haft et andet mål. Det nemmeste er at lave overskud, men det handler om dit ambitionsniveau. Det handler om, hvor meget du vil udvikle. Jeg har været med i meget, og KloAgger (kloakservicefirma, Daniel Agger driver med sin bror, Marco, red.) har været en af de eneste virksomheder, der har tjent penge fra dag et. Det tager som regel tid.

Johan og Mik er optimistiske og fulde af energi, og det er fedt med en ledelse, der tror på tingene. Det sætter jeg stor pris på. Sådan skal det være. Men nogle gange har de også været for optimistiske. Jeg er mere konservativ, og det er ham, jeg tager med på råd, i særdeleshed også. Og det viser sig som regel, at vi får ret. Det er godt med tro på tingene, men når det handler om budgetter, er det også bare vigtigt at være realistiske. Lige på det punkt er vi meget forskellige.

Det har været hårdt. Det har været stramt. Vi har mange gange løbet panden mod en mur. Men omvejene og kampene har været værd at tage, og nu tror jeg, at vi har fundet vejen. Vi har vundet rigtig mange kampe, men kun fordi vi har kæmpet. Det har været min rolle at stå fast på at udfordre dem – især igennem min rådgiver. Det tror jeg, at de har været glade for, for det er der kommet mange gode ting ud af, men vi har taget vores opgør. I det store og hele har vi haft et godt samarbejde. Det er fint, at vi ikke altid tænker ens. Det er altid fedt at komme på kontoret på Artillerivej. Det er et fedt miljø.

Tattoodo er et community, hvor du kan finde alt om tatoveringer – herunder kan du booke din næste tatovering. Vi har 60.000-70.000 tatovører, der har claimet en shop på vores app. For at være break-even skal vi bare have en brøkdel af dem til at oprette sig som abonnenter. Vi har en klar forventning om, at vi mod slutningen af året rammer break-even. Det skulle vi gerne. Det gør vi ved at få abonnementerne på plads og få bookingplatformen op at køre.

Det er også klart målet, at Tattoodo på et tidspunkt skal sælges. Det er det, vi bygger op til. Vi skaber noget, branchen har manglet – alle andre brancher er blevet digitaliserede. Tatoveringsbranchen har været uberørt i mange, mange år, og det er det, vi har taget fat i. Vi vil gerne skabe noget stort og sælge det videre på et tidspunkt. Det er målet.

DANIEL AGGER

Daniel Agger spillede i Liverpool fra 2006 til 2014. Før og efter optrådte han i Brøndby. Han opnåede 75 kampe, heraf en del som anfører, og scorede 12 mål på det danske fodboldlandshold, inden han stoppede karrieren i 2016.

Fra Dossier nr. 9, oktober-november 2018.