JAKOB FUGLSANG

om at finde sin sult

I lang tid spurgte Jakob Fuglsang sig selv, om han egentlig ville det nok. Om han var sulten nok. Trods store forventninger har hans karriere som professionel cykelrytter for ofte båret præg af at være lige ved og næsten. Der skulle en helt særlig andenplads til, før han genfandt troen på sig selv og sulten efter sejren. Siden har 33-årige Fuglsang arbejdet benhårdt på at optimere alt, så han nu uden tvivl i sindet kan sige, at i år skal det være.

FASE 1: ØRKENVANDRING
Jeg var raget uklar med min sportsdirektør på RadioShack, Johan Bruyneel. Det var i 2012, og det var meningen, at jeg skulle have kørt Tour de France. Jeg var i god form. Jeg havde lige vundet Luxembourg Rundt, og jeg vidste, at jeg kunne levere. Jeg følte mig klar til at tage det næste skridt op i min karriere. Men kort før Touren blev jeg vraget og sat til at køre Østrig Rundt i stedet. Det var jeg virkelig træt af. Jeg syntes, det var forkert. Men der lå et kontraktudløb og ventede sidst på sæsonen, så jeg sagde til mig selv, at det bedste, der kunne ske, var, at jeg gik ud og lavede et fantastisk resultat. Der kom en fandenivoldskhed op i mig, som jeg sjældent har set. Nu skulle jeg vise dem. Jeg skulle vise dem, at det var forkert ikke at tage mig med i Touren, ikke at satse på mig. Hvis der skal køres cykelløb, så lad der køres cykelløb.

På fjerde etape smadrede jeg det hele på et langt, udmagrende togt. Længe havde jeg en enkelt rytter på slæb, der stort set ikke tog føringer, men med 20 kilometer til mål fik han krampe, og jeg smed ham af. Jeg kørte alene hjem. Bortset fra en forfølgergruppe på 25 mand kom hele feltet i mål uden for tidsgrænsen og måtte efterfølgende benådes af løbskomitéen. Det er en etape, jeg husker tilbage på som noget helt særligt. Det var spektakulært. Jeg simpelthen smadrede det hele og vandt Østrig Rundt samlet. Senere det år skrev jeg under med Astana. Det var et nyt hold og et nyt kapitel, og jeg følte mig klar til at forløse mit potentiale. Men der skulle vise sig at gå fem år, før jeg igen var først over målstregen.

Jakob Fuglsang blev sidste år far til datteren Jamie blot en uge før Tour de France. Han og hustruen Loulou havde på forhånd aftalt, at hvis hun først fødte undervejs, måtte han ikke få noget at vide før en etape. Intet måtte distrahere ham fra selve løbet, hvor han havde ambitioner om at slå sin hidtidige rekord som 7’er i det samlede klassement. Uheldigvis styrtede han på 11. etape, da han lå samlet nr. 5, og udgik to dage senere på 13. etape.

I starten registrerer man det ikke. For det første befandt jeg mig ofte i rollen som hjælperytter for Vincenzo Nibali. Det handlede om ham, og det blev sværere for mig at lave resultater selv. For det andet manglede jeg marginalerne. Det var langt fra dårlige resultater. Blandt andet tre andenpladser på Tour-etaper. I situationerne har jeg følt, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, men er blevet slået af nogen, der var mine overmænd.

Men på et tidspunkt begynder det at gå ud over selvopfattelsen ikke at vinde noget i så lang tid. Det startede for alvor i 2015 og fortsatte ind i 2016. Jeg blev lovet delte kaptajnroller i Touren og Giroen, men holdet opgav planerne igen, og jeg endte med alligevel at skulle køre for Nibali. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg var begyndt at overveje, om det måske var på tide bare at sige: ’Okay, så er jeg åbenbart hjælperytter. Det er nok mit lod, og så yder jeg en god indsats som det og skruer ned for ambitionsniveauet og min egen stræben.’

FASE 2: TVIVLEN
Jeg var også begyndt at spørge mig selv, om jeg egentlig havde det i mig. Om jeg ville det nok.
Om jeg var sulten nok.

I bund og grund tror jeg, det var en tilfældighed, at jeg overhovedet var endt i lige netop cykelsporten og ikke alt muligt andet. En eftermiddag i 1997 var der europamesterskabet i mountainbike i min hjemby Silkeborg, og selv om jeg ikke så det, vakte det min interesse for sporten. Jeg var 12 år gammel, og jeg faldt pladask for det. Jeg syntes, at mountainbikere så megaseje ud. Det måtte jeg prøve. I de år spillede jeg også tennis, fodbold, badminton og prøvede alle mulige forskellige sportsgrene af, og jeg kunne lide næsten dem alle. Så længe det var hårdt. Jo mere udholdenhed det krævede, jo sjovere syntes jeg, de var. For mig gik det ud på at presse mig selv og skubbe til min limit. Jeg opdagede så småt, at jeg kunne noget særligt, da jeg begyndte at køre fra min storebror og hans venner, som var to år ældre end mig, og senere begyndte jeg at vinde løb og kom højere op i rækkerne. Da jeg nåede A-klassen, gik det op for mig, at der i hvert fald ikke var nogen begrænsning. I 2007 vandt jeg U23-VM, og det var kæmpestort, men i virkeligheden har resultaterne i sig selv aldrig rigtig haft betydning for mig. Der lå en drivkraft i at kunne klare sig bedre, end jeg selv havde troet. Og sådan har det grundlæggende været lige siden, også da jeg senere skiftede til landevejscykling.

”Jeg var nået til et punkt, hvor jeg var begyndt at overveje, om det måske var på tide bare at sige: ’Okay, så er jeg åbenbart hjælperytter. Det er nok mit lod, og så yder jeg en god indsats som det og skruer ned for ambitionsniveauet og min egen stræben’.”

JAKOB FUGLSANG

Cykelsporten har aldrig været det eneste, der har fyldt i mit liv. Jeg har nogle gange haft det mærkeligt ved at sige, at det her er mit arbejde. For det hele er jo i bund og grund showbusiness, et cirkus, der kører rundt, og der findes kun cykelhold, fordi det går for godt i verden. Fordi der er nogle, der har penge nok til underholdning. Jeg har nogle gange kunnet savne at lave noget, hvor der kommer noget konkret ud af det, noget brugbart. Man skaber ikke stole, som folk kan sidde på af det her. Jeg er godt klar over, at der er masser af andre jobs, der har lidt samme funktion. Jeg tror bare, der ligger en kæmpe tilfredsstillelse i at lave noget, man kan tage og føle på. Noget, der ikke bare er et cykelløb, du kan se i fjernsynet, og en resultatliste, du kan printe ud bagefter.

Det er ikke sådan, at resultatet slet ikke betyder noget for mig. For selvfølgelig gør det det. Men hvis jeg ser på nogle af de ryttere, jeg har kørt med, så adskiller jeg mig. Tag Vincenzo Nibali. Han ville vinde hver gang. Om du kørte cykelløb med ham, eller om du spillede Matador eller FIFA for den sags skyld, så ville han vinde, og det var for enhver pris. Men jeg kan også bare kigge på min hustru. Hun har også det der vinderinstinkt. Hun vil gøre alt for at vinde. Sådan har jeg det bare ikke. For mig har det altid været nogle andre ting, der har drevet det, end lige nøjagtigt sejren i sig selv.

Jeg har aldrig haft en drøm om at komme i historiebøgerne. Jeg har aldrig sådan rigtig været ude efter resultater. Det har været sekundært for mig fra starten. For mig har det været en higen efter personligt at se, hvor min egen limit var ved at presse mig selv. For mig har det aldrig været sådan, at det at have vundet Tour de France syv gange er målet. Eller det at blive den første dansker, der vinder 10 etaper i Touren, eller hvad det nu kan være. Det er slet ikke noget, der ligger i mine tanker, når jeg træner eller kører løb, og det har det aldrig gjort. Jeg havde nok i konkurrencen med mig selv. Jeg var optaget af den følelse, det kunne give mig, og knap så optaget af, om det så var nok til en første-, anden- eller tredjeplads. Eller noget helt fjerde for den sags skyld.

Jeg tror også, det har været medvirkende til, at det nogle gange har været for meget lige ved og næsten for mig. Måske ikke så meget i det øjeblik, hvor man sidder og kører med helt fremme om sejren. Men var der gange, hvor jeg i virkeligheden havde mere i mig, end jeg viste? Er jeg blevet sat, hvor jeg egentlig kunne have fået mere ud af det? Har der været stigninger, hvor jeg har givet slip for tidligt? Har jeg gået hårdt nok efter at finde de marginaler, der gør forskellen? Har jeg siddet i finaler, hvor jeg kunne have fået mere ud af, hvis jeg havde gravet ekstra dybt, hvis jeg havde haft det der ultra vinderinstinkt, som nogle af mine konkurrenter har, og hvor jeg måske ikke har kørt mig selv helt i kælderen.

Jeg tror aldrig, jeg har haft den der fandenivoldskhed, hvor det for alt i verden var resultatet, der var målet. Det er ikke sådan, at jeg kan sætte et bestemt løb på og sige, at lige nøjagtigt dér ville jeg det ikke nok. Men nogle gange har jeg nok haft mere i mig, end jeg egentlig har troet. Hvor jeg måske ikke har været god nok til at sige, at jo, jeg kan sgu også lave resultater. Hvor jeg måske har manglet den sidste sult.

FASE 3: SIDSTE CHANCE
I sensommeren 2016 skulle jeg deltage i De Olympiske Lege i Rio de Janeiro. Blot en måned tidligere var jeg sluttet som nr. 52 i Tour de France. Mit dårligste resultat ud af seks forsøg. Jeg tog videre til OL uden at være sikker på mig selv og med en følelse af ikke at vide, om jeg var god nok. Min rolle var tiltænkt som kaptajn for det danske hold. Som kaptajn skal man turde tage beslutningen om, at andre skal ofre sig, for at man selv kan opnå noget. Nogle gange må man slide ryttere op til ingen verdens nytte. Hvis man vil sidde helt fremme i et cykelløb i sidste ende, er man nødt til at spare på kræfterne, hvor man kan, og få andre til at yde deres. Man fratager andre deres muligheder for at lave resultater i et forsøg på at opnå sit eget. Det er et kæmpe ansvar.

På en survival camp i mit andet år på Saxo Bank havde B.S. Christiansen sagt til mig, at jeg havde lederpotentiale. Han mente, at jeg skulle sige mere og tage mere ansvar, for jeg kunne finde ud af at lede, og folk lyttede, når jeg snakkede. Men jeg har aldrig rigtig følt, at det lå naturligt til mig. Det der med at bede om hjælp eller ligefrem forlange den ved at udstikke ordrer. Jeg kan bedre lide at klare alting selv, og så behøver jeg ikke belemre andre med noget.

Men den dag i Rio havde jeg en oplevelse af, at alt gik op i en højere enhed. Da vi var i gang, kunne jeg mærke, at jeg var godt kørende. Jeg kan huske følelsen af pludselig at tro på min chance i løbet og tænke, at i dag kan jeg køre med helt fremme. Holdets taktik flaskede sig, og jeg kørte noget af det bedste, jeg nogensinde havde gjort. Jeg satte mange stærke ryttere af. I sidste ende blev jeg slået på målstregen af Greg Van Avermaet, men han ville have slået mig 10 ud af 10 gange i en spurt. Jeg tabte ikke guldet den dag, men vandt en sølvmedalje.

”Der skal ikke være et eneste parameter, hvor vi efter Tour de France i år kan sige, at dette aspekt fik vi ikke gransket grundigt nok, at her fik vi ikke udtømt mulighederne og finpudset alt. Der skal ikke være en eneste undskyldning for, at det ikke lykkes i år. Det er slut med lige ved og næste.”

JAKOB FUGLSANG

Hvis man skal sætte en bestemt hændelse på, hvad der ændrede det hele, så var det den dag i Rio. Min manager, Moreno Nicoletti, har flere gange sagt til mig, at jeg var bedre, end jeg troede, at der var mere i mig, end jeg gav. Det samme har Rune Larsen, min træner i mange, mange år, der har fulgt mig, siden jeg kørte mountainbike på juniorlandsholdet. De første mange gange fes den ikke ind. Men det resultat endte med at få en kæmpestor betydning. Jeg fik et kæmpe selvtillidsboost, og det var en øjenåbner, at de andre havde haft ret, når de havde sagt, der var mere i mig. Men det gav mig også en oprigtig tro på, at jeg kan tillade mig at være ham, der er kaptajnen og udstikker ordrer, at jeg kan være ham, der bliver kørt for. Det stod pludselig helt klart for mig, at jeg ikke skulle stille mig tilfreds med at køre som hjælperytter. For hvis jeg kunne vinde OL-sølv som kaptajn, hvad kunne det så ikke blive til? Hvad mere var der så ikke potentielt i vente? Det var virkelig med til at åbne op for en motivation i mig selv.

Det førte til, at jeg begyndte at presse mig selv ekstra meget. Jeg begyndte at sige til mig selv, at jeg skulle dyrke sulten efter at vinde og efter at lave de store resultater og ikke bare være tilfreds med min egen præstation, fordi jeg selv syntes, jeg havde kørt godt. Resultatet er vigtigt. Det sagde jeg til mig selv igen og igen.

Da gik jeg ind i 2017, så det ud til, at Astana ville satse på mig som solokaptajn i Touren. I bund og grund tror jeg altid, de har troet på mig. Men der var ikke rigtigt brug for mig på samme måde, fordi vi havde Nibali, der har vundet alle tre Grand Tours og er en af de stærkeste etaperyttere overhovedet. Det er klart, at hvis man har en mand som ham, så satser man på ham. Men nu var han væk, og der var en plads, der skulle udfyldes. Jeg tror også, at OL-sølvet gjorde, at holdet måske fik øjnene ekstra op for, at her er noget, vi kan arbejde lidt mere med, end vi har gjort tidligere. Måske skal Jakob have flere chancer. Derfor gik jeg selv ind til sæsonen med en følelse af, at det var min helt store chance. Men måske også min sidste chance. Det var jeg meget bevidst om. Det var ligesom tid til at bevise nu, at jeg kunne være kaptajnen, man satsede fuldt ud på.

Jeg var mere motiveret end meget længe, og jeg var i bedre form, end jeg måske nogensinde havde været. En måned før Touren 2017 vandt jeg sjette etape i Dauphiné. Det var første gang i fem år, jeg vandt et løb. Jeg slog lige akkurat Chris Froome og Richie Porte på målstregen. De måske to stærkeste ryttere i verden. To dage senere satte jeg dem alle sammen i et soloridt og sikrede mig den gule trøje. Det var kæmpestort. I min bevidsthed lagde jeg det til alt det, jeg havde sagt til mig selv det forgangne år. Da jeg gik ind til Tour de France, havde jeg en følelse af, at det var nu, jeg kunne lave noget virkelig stort. Det var nu, jeg skulle lave noget virkelig stort.

Den første uge af Touren startede lidt sløvt, men jeg kunne mærke, jeg havde momentum. Jeg rykkede op på en femteplads i det samlede klassement. Men på en ellers fuldstændig udramatisk 11. etape var der en eller anden, der fumlede med sin pose i forplejningszonen, og jeg røg selv i asfalten. Det førte til brud på både håndled og albue. I to dage kæmpede jeg mod smerterne, før jeg måtte opgive og stå af cyklen. Som cykelrytter er man klar over risikoen og må nærmest kalkulere med det. Jeg plejer at sige, at når Touren starter, er der måske 20 ryttere, der kan slutte i top-10, men efter 10 dage er der kun 10 tilbage, fordi resten er udgået efter styrt eller på grund af sygdom. Men i lige netop det moment var jeg skideærgerlig. Jeg havde troet rigtig meget på min chance. Lige knap en måned senere i mit comeback-løb i Herning styrtede jeg igen og brækkede kravebenet.

FASE 4: OP PÅ JERNHESTEN
Jeg havde heldigvis haft succes i Dauphiné og på den måde reddet min sæson. Jeg havde bevist mig selv, og det var vigtigt for holdets planer og tankegang om min rolle. Astana meldte ud, at de troede på mig, at jeg skulle være kaptajn i 2018. Det betød meget, at de meldte så sikkert ud, at de så mig som deres bedste bud. Det var en kæmpe opbakning at have på forhånd. Mentalt begyndte jeg selv at kigge frem mod Touren 2018, allerede da jeg stod af cyklen sidste år, men da jeg fik klarhed om min kaptajnrolle, startede forberedelserne for alvor.

”Jeg har nogle gange haft det mærkeligt ved at sige, at det her er mit arbejde. For det hele er jo i bund og grund showbusiness, et cirkus, der kørte rundt, og der findes kun cykelhold, fordi det går for godt i verden.”

JAKOB FUGLSANG

Jeg holdt en kortere vinterpause, end jeg normalt ville gøre. Både fordi mine to styrt sidste år havde holdt mig væk fra cyklen i en måned samlet. Men først og fremmest fordi jeg kunne mærke en kæmpe drivkraft for at komme i gang og lægge stærkt ud. Jeg havde fået kaptajnrollen på Astana og al den opbakning, jeg overhovedet kunne få. Min motivation var simpelthen enormt høj.

Den store, forkromede plan for 2018 er, at jeg skal på podiet i Tour de France. Det er planen, kort og godt, og det er alt, hvad vi arbejder henimod, så jeg topper, når vi når dertil. Det har været fuldstændig minutiøst fra starten med en masse folk omkring mig til at hjælpe med at optimere alting. Der oplever jeg helt klart forskellen på nu at have den fulde kaptajnrolle. Vi har lagt en plan, som vi går efter at følge til punkt og prikke.

Hvis der ikke er et løb i umiddelbart sigte, træner jeg typisk 4,5 til 5,5 timer dagligt. I bjergene omkring Monaco, hvor jeg bor, og med styrketræning i fitnesscenteret. Min personlige træner gennem mange år, Rune Larsen, er blevet fastansat af Astana nu. Jeg snakker med ham næsten dagligt, og han analyserer på alle data, så vi kan justere selv det mindste. Han har overblikket over, hvordan det er gået, og hvad der skal styr på, og så kommunikerer han med resten af staben, med sportsdirektøren, lægestaben, mine personlige soigneurs og videre til de andre trænere, så det hele gerne skulle gå op i en højere enhed. Han er også med på træningslejre og højdetræningslejre og kommer til at være med på Touren for at kunne analysere på data løbende, så vi kan reagere på det.

Vi er gået ekstremt detaljeret til værks for at optimere alt og finde de marginaler, som vi ved er der. I sæsonens første løb fokuserede vi på min vægt, og i forlængelse af det på, hvad jeg spiser. Hvad er min vægt, før etapen starter, og hvad er den efter? For at se om jeg spiser nok. Vores holdlæge tjekker min urin for at se, om jeg omvendt er dehydreret, om jeg skal drikke mere eller mindre. Vi har en diætist, der arbejder på at finde en god måde for, hvilke kulhydrater jeg skal indtage gennem et løb. Det er alle sådan nogle små ting, der hele tiden bliver kigget på. I Ruta del Sol var der en enkeltstart, hvor vi kiggede på opvarmningen, og jeg følte, at vi ramte noget der. Så er vi måske på vej mod noget.

”Nogle gange har jeg nok haft mere i mig, end jeg egentlig har troet. Hvor jeg måske ikke har været god nok til at sige, at jo, jeg kan sgu også lave resultater. Hvor jeg måske har manglet den sidste sult.”

JAKOB FUGLSANG

Der er ikke et punkt, hvor jeg siger, at det er her, jeg skal forbedre mig meget. Der er en hel masse faktorer. Alle de små ting, der i sidste ende er dem, der gør forskellen. Vi laver forsøg med min vægt. Hvor meget kan jeg presse den, altså hvor meget kan jeg tabe og stadig have power. Alt bliver studeret nøje, fra opvarmning til hvornår jeg skal spise og den slags. Bare en helt lille ting som forplejningszonen. Jeg har altid selv taget min pose, men det gør jeg ikke længere. Det var netop i den zone, at et styrt kostede mig Touren sidste år. Fra nu af sender vi en rytter ned til servicevognen og henter den for mig, så jeg ikke risikerer at ende i en farlig situation. Det gør også, at vi kan bestemme nøjagtigt, hvad der er i min pose. Om der skal være proteinbar og energibar. Gel med koffein eller uden koffein. Om der skal være kage eller ej. Sammen med vores nyansatte diætist har vi kigget på, om jeg får nok kulhydrater i timen. Om jeg overspiser eller får noget, jeg faktisk slet ikke har brug for. I sæsonens opvarmningsløb har vi allerede testet forskellige kombinationer, hvor vi bl.a. prøvede med speciallavet ris i stedet for en bar. Vi studerer alt, så vi sikrer os, at jeg får det rigtige i posen for at kunne præstere 100 procent. Jeg ved lige nøjagtigt, hvad der skal ske, når det skal ske. Jeg behøver ikke være i tvivl, om jeg skal spise gel, når der mangler 10 kilometer, eller når der mangler 20 kilometer. Nej, så ved jeg lige nøjagtigt, hvornår det skal ske, fordi jeg ved, at det passer bedst til mig.

Vi optimerer alt, hvad der kan optimeres. Det kan godt være, det er småting, men det er småting, der kan gøre forskellen. Jeg har mine personlige soigneurs med til alle løb, der sørger for, at alt er i orden.

Jeg har en læge tilknyttet, der holder øje med vægten og kan tjekke, om jeg holder delmålene. Jeg ved fuldstændig til præcision, hvor jeg skal være, når jeg kører Paris-Nice, hvor jeg skal være, når jeg når til Romandiet og hele vejen, til jeg når til Touren. Næste løb skal vi være her og her for at se, hvor langt vi kan presse den, og finde ud af, hvor min limit er henne for at performe bedst muligt.

Vi har højdetræningslejre på Tenerife, og vi inspicerer forskellige af etaperne. Næste skridt er Nordfrankrig for at se brostensetapen til Touren og køre stykket igennem. Senere skal vi ud at se på nogle af de andre etaper, særligt de store bjergetaper. Vi skal se dem igennem og finde ud af, hvordan vi lægger den bedste taktik. Den vil kun være et udgangspunkt, for det bliver næppe os, der sætter teten i Touren, så hver evig eneste dag skal vi være klar på udspillet, men det kan være godt at vide, hvor der kan opstå nøglesituationer, og hvor vi skal være særligt vågne og særligt påpasselige. Når det uventede sker, skal jeg træde i karakter som kaptajn.

Der er stadig en hel masse, der skal testes og tilpasses, før starten i årets Tour de France går. Det har givet mig en kæmpe motivation i forhold til min træning, at vi nu går i detaljer med alting. Jeg kan virkelig mærke, at jeg har lyst til at træne den halve time ekstra, køre det interval mere og hele tiden være en lille smule mere seriøs end tidligere. Der skal ikke være et eneste parameter, hvor vi efter Tour de France i år kan sige, at dette aspekt fik vi ikke gransket grundigt nok, at her fik vi ikke udtømt mulighederne og finpudset alt. Der skal ikke være en eneste undskyldning for, at det ikke lykkes i år. Det er slut med lige ved og næsten.

En af Jakob Fuglsangs store passioner er arkitektur. Han har bl.a. selv lavet arkitekttegninger til et hus, han ville have bygget i Luxembourg, ligesom han har lavet tegninger til ombygninger på lejligheder, han er begyndt at investere i, samme sted. For ham står det håndfaste og skabende ved arkitekturen som en til tider tiltrængt kontrast til cykelsportens showbusiness-element.

FASE 5: NU SKER DET
Jeg ved, at en ting er at sige det og en anden at mene det. Men jeg kan helt konkret mærke det. Da jeg blev nr. 4 i den samlede stilling i Ruta del Sol tidligt på sæsonen, kunne jeg mærke, det gik mig på. I det store billede var løbet ikke særlig vigtigt, men det var mildest talt irriterende at misse podiet med tre sekunder. Selv om tre sekunder er, hvad det er, er der bare meget stor forskel på at blive 3’er og 4’er. Specielt fordi jeg havde en følelse af, at jeg kunne køre med helt fremme om sejren. Hvor jeg tidligere havde været måske ikke tilfreds, men så i hvert fald ligeglad i nogen grad, pissede det mig simpelthen af.

Tidligere har jeg nok, både bevidst og ubevidst, sat min målsætning for lavt. Nu skal jeg vise, at jeg er kaptajn, og at jeg går forrest. Nu er det ikke længere nok at være tilfreds med en top-10 eller top-5. Vores holdlæge sagde til mig før den her sæson, at nu er indstillingen den, at du går ind for at skulle vinde løbene. Det udgangspunkt har jeg hele tiden forsøgt at præge min tankegang med. Det skal ikke være det sikre, det skal ikke være det, jeg ved, jeg kan gøre, og så er det nok. Nu går jeg efter at vinde cykelløbene, og alt andet er ikke tilfredsstillende nok. Jeg føler, at jeg omsider helt oprigtigt er klar til at sige, at i stedet for at lave andenpladser, så lad os vinde.

Jeg kan i langt højere grad mærke indebrændtheden i mig i år. Sidste år beviste jeg i Dauphiné, at jeg i en-uges-etapeløb har, hvad der skal til for at køre om kap med de allerbedste, Chris Froome og Richie Porte, og faktisk også slå dem. Med den position jeg har i år, skal jeg vise, at jeg har det sidste til at kunne køre med helt fremme i en Grand Tour. Jeg skal vise, at det ikke var en engangsforestilling, at jeg har en stabilitet, så de kan regne med mig som kaptajn, og at jeg er garant for at køre det niveau igen og igen. Jeg føler, det er i den her sæson, jeg endelig skal bevise, hvad jeg har i mig.

Selvfølgelig fylder det i baghovedet, at det hele kan blive taget fra mig på et splitsekund med et styrt, som jeg ikke engang nødvendigvis selv har ansvar for. Men på den anden side kan jeg heller ikke tillade mig selv at køre rundt og være ultraforsigtig, for hvis jeg er det, så sker der nok først et eller andet. Det er farligt hele tiden at tænke, at uheld kan ske. Så bliver det altopslugende. Forhåbentlig styrter jeg ikke, forhåbentlig er det min tur til at være forskånet.

I stedet giver det mig en enorm ro i sindet at vide, at i år kan jeg gå ind i Touren og vide, at jeg er forberedt til punkt og prikke. Jeg føler mig både mentalt og fysisk stærkere i år. På alle måder føler jeg mig stærkere end nogensinde før. Og mere klar og mere moden til opgaven. For første gang nogensinde har jeg en oprigtig tro på, at jeg både vil og kan gøre det her, at jeg kan opnå mere, end jeg nogensinde før har opnået. Jeg tror fuldt og fast på, at 2018 bliver et godt år. Og hvis det bliver et godt år, så står jeg på podiet i Paris i slutningen af juli.

Fra Dossier nr. 7, april-maj 2018.