MARTIN BUCH (ALIAS STRIPPER JENS) OG RASMUS BOTOFT (ALIAS ELSE)

Skuespillere, Rytteriet, 50 og 47 år

Godt 17.500 danske kvinder bærer her i første halvdel af 2019 fornavnet Else. Tallet er faldende. Der bliver skrevet Else på flere gravsten end i dåbsattester i disse år. Navnet toppede måske nok, dengang en kvinde frem for alt var en hustru og en mor, og på den måde tilhører typen Else også en svunden tid. ”Else er et portræt af vores mødres generation – eller dele af den i hvert fald,” fortæller Rasmus Botoft om Rytteriets udgave af Else. ”Vi taler om mødre, som har fundet sig i alt for meget og været alt for søde. Som har måttet undertrykke egne behov og egne lyster og fundet sig i en mand, der har fyldt alt for meget, og i nogle patriarkalske samfundsmønstre, som har været giga-usunde for dem.” Botoft har spillet Else, siden dengang Rytteriet endnu ikke var blevet til Rytteriet, men hed Teater Marianne, og Else som marionetdukke skulle foldes ud med snoretræk og stemmeføring. Det var i begyndelsen af 00’erne, men dengang som nu må Else langtfra sjældent dukke nakken for ægtemanden, fuldblodskolerikeren Erik, som Martin Buch, Botofts makker, sideløbende har spillet.

Hverken Rasmus Botoft eller Martin Buch havde nogen anelse om, at Else og Erik skulle blive til de figurer, de er endt med at blive. At de skulle blive en parodi på et stærkt dysfunktionelt ægteskab. Udviklingen af en figur i Rytteriets persongalleri begynder med en stemme og et sprog, og sådan har det været, siden de to skuespillere fandt hinanden på teaterskolen i Aarhus i slutningen af 90’erne og frem til i dag, hvor Rytteriet via dukke- og strømpeteater, radio- og tv-shows og med Bodil Jørgensen som tredjepart netop nu spiller live i Glassalen i Tivoli. ”De her refleksioner over, hvad figurerne siger om samfundet, er altid noget, der kommer til os bagefter,” forklarer Martin Buch. ”Det har ikke været sådan, at vi tænkte, at vi ville vise den fordrukne, dominerende mand og hans kone, der finder sig i alt for meget, da vi skrev på figurerne første gang. At det ville vi gerne tegne et portræt af og holde op foran befolkningen som et spejl … Sådan var det overhovedet ikke. Det startede bare med nogle stemmer i gas og per intuition … Vi ævlede bare. Og så viste det sig at være sjovt med denne her fuldstændig urimelige mand og hans føjelige kone. Men selvfølgelig kommer det et sted fra. Fra et eller andet dyb. Jeg tror, at vi begge har haft den konstellation af forældre … Måske ikke helt på samme måde som Erik og Else …” Rasmus Botoft afbryder: ”Ikke med alkoholen, men samme mønster, at den ene dominerede den anden …” ”Ja,” returnerer Martin Buch. ”Den ene gjorde, hvad der passede ham, og den anden skulle ligesom samle stumperne op efter ham. Det var jo 70’erne i en nøddeskal. Sådan var det jo. Det er ikke, fordi vi hader vores fædre.”

Karaktererne i Rytteriet er aldrig blevet nedfældet i et katalog gennem årene. Erik og Else, John og Tulle, Poul og Fritz, Dusk og Bomholt, Stripper Jens, Sportskommentatorerne, Tage, Lis og Ole … Hvor kommer de fra, hvad stemmer de på til folketingsvalget? De er udelukkende defineret i krop og sjæl og stemme, som Martin Buch påpeger. ”Det er tit, at nogen, vi møder, lige vil lave Snobberne, og så bruger de nogle ord, som Poul og Fritz aldrig ville bruge. For eksempel: ’Davs, du gamle!’ Det ville de aldrig sige, men det er der virkelig mange, der siger, når de møder os og vil falde ind i rollerne. Vi ved, præcis hvordan de snakker, og det er faktisk meget i sproget, vi kender vores karakterer. Karaktererne er opstået i stemmer. Og så er de med tiden blevet mere og mere …” ”Forfinede?” foreslår Rasmus Botoft. ”Ja, forfinede, og hvad hedder sådan en … En maggiterning. Vi ved, præcis hvordan de taler, og hvad de vil sige, og hvad de vil mene om noget. De er blevet tredimensionelle, rigtige mennesker for os,” fortsætter Martin Buch. ”Vi er meget pertentlige med, hvordan de taler,” siger Rasmus Botoft. ”Jeg kan have skrevet en tekst, og så kan Martin sige: ’Ahr, det ord ville Tage aldrig bruge.’ Eller: ’Det ville Fritz aldrig gøre.’ Vi sidder og ændrer enkelte ord – ret nidkært og nørdet – i sketchen. Vi improviserer ikke særlig meget. Vi improviserer som Poul og Fritz, men ellers er vi meget stringente.”

Rasmus Botoft om Else: ”Allerførste gang, vi lavede en tv-sketch med Erik og Else, var til sådan noget Året, der gik-agtigt, og da havde jeg en gul kjole på og den her paryk og den her brille. Kjolen er siden blevet rød, men ellers har vi været meget tro mod, hvordan hun skal se ud, og hvem hun er. Jeg er meget tryg ved Else.”

Rasmus Botoft og Martin Buch er enige om, at de med indkredsningen af figurerne også er blevet bedre til at spille dem. De deler også det synspunkt, at langt de fleste af Rytteriets figurer er ”brovtende, voldsomme, bedrevidende, grænseoverskridende, ubehagelige, opfarende, provokerende, småfascistiske …” De rider på en bølge af ubegrundet selvsikkerhed, og de har ingen fornemmelse for, hvordan de virker på deres medmennesker. De opdager ikke, når de siger noget helt forfærdeligt. Det er der, komikken indfinder sig. Undtagelserne i persontegningerne er Else og Stripper Jens, to fine og følsomme mennesker ifølge Rasmus Botoft og Martin Buch. ”Else er jo meget ordentlig og sød og høflig. Hun vil nødig fornærme nogen, og hun vil ikke skabe problemer. Hun er en lille smule selvudslettende. Samtidig er hun også frisk, ja, frisk, og positiv. Hun ville nok aldrig sige: ’Nej, det gider jeg ikke.’ Hun ville sige: ’Nå! Hvor spændende!’ Hun er naiv, men interesseret. Der er en meget stor sødme i hende,” forklarer Rasmus Botoft. Stripper Jens har også et nysgerrigt væsen, men han er frem for alt en stripper, der ikke kan strippe. Da han vil slikke på sin egen brystvorte, kan han ikke nå med tungen, og sådan hober rækken af faglige nederlag sig op. ”I sin essens er han ligesom Else meget følsom. Også meget åben og interesseret i andre mennesker. Han vil gerne høre om andre menneskers liv. Men så er han også i en verden, han slet ikke burde være i. Han er billedet på at slå sig op på noget, man slet ikke har evnerne til … Eller udstrålingen. Det kender alle jo til. Jens interesserer sig for strip, men han har ingen seksualitet overhovedet. Han er helt ren. Aseksuel. Han passer simpelthen ikke ind i stripperverdenen,” siger Martin Buch. ”Men han passer heller ikke ind i den verden, han kommer fra, og det er det, der er menneskeligt genkendeligt,” supplerer Rasmus Botoft. ”Han har en meget stor længsel efter at være noget andet eller være et andet sted end der, hvor han er. Han har så tydeligvis satset på en forkert flugtvej. Noget, som nødvendigvis ikke er godt for ham, men det er jo også meget menneskeligt. At mange sidder fast i relationer eller steder i livet, som er pissedårlige for dem. Men de holder nogle gange stædigt fast i drømmen … Der er i hvert fald en stor længsel i både Jens og Else. En længsel efter noget andet.”

Men igen: Det er efterrationaliseringer, og det er, når alt kommer til alt, intet andet end tilfældigt, at Else og Stripper Jens skiller sig ud på følsomhed i Rytteriets portefølje af personager. De voksede også op som stemmer. ”Vi ævlede igen bare løs,” som Martin Buch siger. ”Jeg tror faktisk, at en del af Rytteriets succes, eller hvad man nu skal kalde det, er, at vi ikke prøver at regne den ud. Hverken den enkelte figur eller Rytteriet som en karriereplan. Vi har ikke på noget tidspunkt tænkt, at nu skal vi lave fjernsyn, og så skal vi lave shows … Det er bare sket. Det er lysten, der har drevet det. Det har været en hobby, der bare er vokset. Og måske også et behov. Personligt havde jeg et behov for at lave noget selv, for hvis man kun arbejder som klassisk skuespiller, bliver man ikke nødvendigvis tilbudt en rolle som en fuldstændig vanvittig, alkoholisk, aggressiv mand som Erik … Det blev jeg i hvert fald ikke. Og så må man jo selv lave den rolle.” Rasmus Botoft tager over: ”Vi har været entreprenante og skabt vores eget lille cirkus. Her har vi alt vores udklædningstøj, og her udlever vi alle vores skøre ideer. Og vores lyst til at være alvorlige skuespillere, eller bruge vores fag på en anden måde, får vi stillet andre steder. Alt cirkusset foregår i Rytteriet. I vores egen butik. Hvis man er uddannet skuespiller på den der klassiske måde fra Aarhus Teater, så forløser du hele tiden en andens vision. En instruktørs, en manuskriptforfatters eller en teaterchefs idé. Du er en brik i en andens vision, og vi fik selv en masse ideer, og det var så det, vi startede med at udleve ved siden af vores rigtige karrierer. Og så voksede det.” ”Det er vildt. Det er tit, vi kniber os i armen. Det har vokset sig så stort. Det er stort set det, vi lever af, og det er jo fantastisk, når man ser folk knokle på teatrene. Det er jo et hårdt fag, og jeg ved ikke, om jeg kunne være i det uden Rytteriet,” siger Martin Buch.

Fra Dossier nr. 12, april-maj 2019.